Gæsteanmeldelse: Farefulde overgange

 

camilla_lille

Gæsteanmelder Camilla Rosengaard er antropolog og har med stor begejstring læst Lotte Kirkebys debutroman De nærmeste om en kvinde, der står over for et af de farligste steder i livet: en overgang.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Overgangsritualet er noget af det mest veldokumenterede i antropologiens teorihistorie. De etnografiske beretninger om alt fra indvielsesritualer i Amazonas dybe jungle over bryllupsritualer i Mellemøsten til begravelsesritualer i den danske folkekirke kredser om de rituelle greb, mennesker over hele verden sætter i værk for at skabe rammer for overgange.

Antropologernes videnskabelige bestræbelser er et udtryk for, at det er et menneskeligt vilkår, at overgangene er farefulde. Det er i transitionen fra barn til voksen, fra ung til forældre, fra småbørnsforældre til forældre til voksne børn, fra aktiv deltager på arbejdsmarkedet til pensionist, at man risikerer at miste fodfæstet. Det er i transitionen, man risikerer at blive udvisket og miste sig selv.

Lotte Kirkebys debutroman De nærmeste handler i dobbelt forstand om at være i transition. Romanens hovedperson Anna er vidne til, at hendes to halvvoksne døtre er i gang med at løsrive sig samtidig med, at hun skal håndtere, at hendes forældre svækkes og dør. Anna ser den veldefinerede rolle som datter og mor gå i opløsning, og rådvildheden og ensomheden træde i stedet.

0x500

Annas oplevelse af rådvildhed understreges af, at det viser sig, at hendes to søskende har en helt anden opfattelse af deres fælles barndom og af forældrene, end hun selv har. Anna konfronteres med et andet menneskeligt vilkår – nemlig at mening skabes retrospektivt, og de identitetsskabende fortællinger om fortiden er en skrøbelig størrelse, der godt kan give anledning til strid.

Dette bliver meget håndgribeligt, da Anna og hendes søskende på rituel vis mødes med præsten for at give ham input til den tale, han skal holde ved deres forældres begravelse. Det kommer bag på Anna, at hendes søsters forståelse af deres mor er radikalt anderledes end hendes egen:

Eva mente ikke, at hun var interesseret i at lære os at kende. Men det passer ikke. Og jeg vil ikke have, at det er det billede af hende, der bliver stående hos præsten. Det er ikke sådan, det var, hverken da vi var børn, eller da vi blev voksne. Jeg kigger hen på Christian igen. Jeg vil have, at han skal sige noget, men det gør han ikke. Han gør ingenting, som om han giver Eva ret.

Lotte Kirkeby minder læseren om barndommens store betydning for vores selvforståelse og eksistens. Med få beskrivende greb pin pointer hun, hvordan tabet af forældre nærmest kan viske et menneske ud.

Stærkt i romanen står Annas registrering af, at hendes to døtre er ved at vokse op og etablere uafhængige liv, og at det sker hurtigere, end hun helt kan holde og følge med til – som med syrenerne, der

blomstrer for hurtigt med deres hektiske duft af råd og parfume, og de brune stande, der bliver hængende hele sommeren, giver mig en følelse af, at der er noget, der haster, at alt er forbi, næsten før det er begyndt”.

Som soloforælder har hun hentet styrke i den veldefinerede rolle som eneansvarlig for de to små børn, men med rollens transformation forsvinder kræfterne:

… dengang havde jeg en fornemmelse af, at jeg kunne blive ved, selv om jeg var træt. Det har jeg ikke nu. Eller også vil jeg bare ikke, og måske er det lige meget.

De nærmeste er en stramt komponeret roman, der trods sin lidenhed (205 sider, red.) adresserer livets helt store eksistentielle spørgsmål. Lotte Kirkeby har en formidabel evne til med få ord at fremmane stemninger, puste liv i sine karakterer og sætte ord på det almenmenneskelige. Denne læser var vild med Lotte Kirkebys novellesamling Jubilæum, sender seks røde hjerter efter De nærmeste, og håber på, at dansk litteratur beriges med flere bøger fra Kirkebys hånd.

De nærmeste af Lotte Kirkeby er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Gæsteanmeldelse: En snak om hele verden

Palle lille

Palle Schjødtz har læst en bog om hele verden, skrevet af to jævnaldrende mænd, der ved det meste og kender de fleste. Det er godt, men også lidt trættende.

❤️❤️❤️❤️ Samtaler mellem vidende personer er blevet et yndet middel til oplysning til og underholdning af interesserede personer. Det gælder TV-udsendelser samt ikke mindst de gennem de senere år så almindelige samtalebøger.

De to tidligere udenrigsministre, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen, har længe optrådt sammen på TV, og de har nu også udgivet en samtalebog, medieret og redigeret af Mogens Lykketofts kone, Mette Holm, og emnet er i al beskedenhed hele verden.

0x500-2

De to herrer har tilsammen og hver for sig en enorm viden om, hvad der foregår rundt om i verden, og de har stærke meninger om, hvad der er godt – det er ikke så meget – og hvad der er dårligt – det er det meste, synes det at fremgå.

Desuden har de begge haft og har stadig netværk, som sætter dem i stand til at bringe opdateret viden, i hvert tilfælde indtil bogens udgivelse Det er faktisk en ganske overvældende viden, der her stilles til rådighed for læseren, ofte krydret med lidt name-dropping og insiderviden.

Hvis man som læser prøver at læse hele bogen fra a til z, kan man godt blive lidt træt, men man skal jo på den anden side ikke vente for længe, for udviklingen går hurtigt alle steder, så bogen hurtigt kan blive forældet.

Som opslagsbog til baggrundsviden er bogen fremragende og den veldisponeret og -redigeret af Mette Holm, som også selv hist og her bidrager til indholdet.

Du store verden af Mette Holm, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen er udgivet af Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Kærlighed, sår og en perfekt titel

❤️❤️❤️❤️ Kan man være kærlighedsnørd? Det tror jeg godt. Jeg tror, at jeg er sådan en. Jeg synes simpelthen, det, der kan ske, må ske og indimellem fortvivlende ikke sker mellem to forelskede, elskende mennesker er noget af det mest mærkelige, vidunderlige og spændende, man både kan opleve og studere.

Jeg sidder klinet til skærmen, når der er Gift ved første blik, og har hovedet helt inde i radioen, når der er Tue og Tonys podcast dagen efter. Jeg ser har set The Affair tre gange – alle fire sæsoner. Jeg har skrevet to bøger, der kredser om kærlighed og sex – og jeg læser alt, hvad jeg kan komme i nærheden af om det bankende varme emne. For nylig har jeg læst en bog med noget nær den bedste titel, jeg nogensinde har set på en non-fiktion: Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Hvadbehager? Hvis dét ikke er løfte, så ved jeg ikke, hvad er. Undertitlen er også god, omend mindre inciterende og mere sådan “smøg ærmerne op”-agtig: Om hvorfor vejen til det liv du længes efter, altid går igennem jeres mest fastlåste konflikter.

0x500-1

Nå ja, vi ved jo godt, hvis vi har læst (eller skrevet!) dameblade nok, at kærlighed – også – er hårdt arbejde, så okay, bring it. Og nøj, hvor vi får noget for pengene. Socialpsykolog Jytte Vikkelsø opridser den umiddelbart simple teori, at vi forelsker os i mennesker, der på én gang rummer karaktertræk, vi beundrer og selv ønsker at have, og karaktertræk, vi forsøger at slippe væk fra, fordi de minder os om dem, der forhindrede vores frie udfoldelse, da vi var børn. I vores elskede findes, mener Vikkelsø, både et element af ‘krænker’ og potentiel ‘forløser’. I starten er det en euforiserende kombination, men efterhånden som parret får de første konflikter, begynder de to parters gamle sår at spille en rolle, i nogle tilfælde i en grad, så der opstår det, forfatteren kalder en mytisk knude:

En person, der træder ind i et andet menneskes liv på det mytiske plan, bliver en utrolig vigtig spiller i det menneskes liv. Men så længe vi ikke forstår, at den ydre konflikt spejler en inde, uforløst konflikt, er det næsten umuligt at udfolde potentialet, der gemmer sig i dette dramatiske møde.

Resten af bogen er egentlig et forsøg på at udfolde, hvordan det dramatiske møde kan udfolde sig, blandt andet gennem forskellige cases fra Vikkelsøs egen praksis. Og det er ikke så enkelt endda, men det er godt at vide. Der er meget, jeg kan spejle sig i, i både Erik og Anna, Petra og Martin og Rosa og Lauras opslidende konflikter. Jeg kommer til at tænke over, hvad jeg selv har slæbt med hjemmefra, og hvordan jeg kan komme til at fægte med spøgelser indimellem.

Men … jeg har også en følelse hele vejen igennem bogen af, at noget vigtigt hele tiden er lige ved at gå helt op for mig, men alligevel slipper væk. Allerstærkest bliver den fornemmelse, da vi kommer til, hvordan man så ændrer sine mønstre. For som forfatteren skriver, er der altid et element at lettelse hos par, der finder ud af, hvad deres mytiske knude er; nu ved de noget vigtigt om sig selv og hinanden, men at vide er ikke at gøre, der skal handles, hvis de skal ud af deres “mest fastlåste konflikter”. Her synes jeg, bogen svigter lidt. Det abstraktionsniveau, som egentlig også er dens styrke, bliver så højt, at det bliver rigtig svært at følge med:

For hvert ekstra milisekund, vi formår at forblive nærværende i spændingsfeltet uden at reagere defensivt og uhensigtsmæssigt, forøges vores responsmuligheder eksponentielt.

Okay, men hvad skal jeg så gøre? Det synes jeg ikke, bogen giver svar på, og det er muligvis også for meget forlangt. For meget forlangt er det til gengæld ikke, at en bog med så fornemt indhold bliver redigeret grundigt, og her kunne der godt være strammet op. Men alt er tilgivet, for titlen er perfekt, indholdet interessant og effekten varig. Hvor mange bøger kan man lige sige det om?

Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte af Jytte Vikkelsøe er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her

 

#læslæslæs (men orker man)?

Her kommer en underlig udmelding. Jeg bliver træt af at læse. Faktisk så træt, at jeg nogle gange har været ude i noget, der kunne kaldes en læsekrise. Og det er skam en ting, en af mine rigtig gode bloggerkolleger brugte ordet så sent som for et par dage siden, da vi mødtes over overdådige rester (hendes), øl og snaps.

“Jeg er i læsekrise,” jamrede hun, “jeg har en bunke så stor, som jeg skal læse, og jeg har ikke lyst til at læse en skid.”

cropped-bogbunke.jpg

Måske sagde hun ikke “en skid”, men sådan lød det inden i mit hoved, for der var det sådan i forvejen. Bunkerne vokser, og lysten daler, selv om længslen efter forløsningen stadig river i brystet. For et par år siden var det værre. Da var det mig, der jamrede. Jeg troede ikke længere på bogen – eller på kærligheden. Der var for mange bøger, som ikke blev læst, og for mange parforhold, der gik ad hekkenfeldt til. En kær ven sagde til mig:

“Per og jeg er bekymrede for dig. Du er blevet nihilist.”

Så fandt jeg kærligheden og begyndte også at læse igen, blandt andet fordi Han er så begejstret for bøger og kan fortælle om læseoplevelser, så nysgerrigheden pirres, og lysten vokser. Indimellem sker det også. Jeg har haft store læseoplevelser i år, blandt andet fordi jeg så min kæreste røres over finske Kjell Westös Den svovlgule himmel, blev inspireret og nappede bogen efter ham. Og havde den der lykkelige sorg, som man har, når man økonomiserer med de sidste sider. Åh, fryd.

0x500-1

Men jeg kan stadig blive grebet af en form for overmæthed. I mit SoMe-feed vrimler det med bognørder, der poster billeder af bøger og bogreoler og lænestole og katte, der ligger for fødderne, og lækre kopper kaffe, der står på det lille dekorative bord ved siden af, og det får mig altsammen mest af alt til at længes efter endnu et afsnit af noget på HBO eller min DR-app (for eksempel Herrens veje, der trods sin vanvittige tour de force gennem tidens presserende emner er så velspillet, at den er umulig ikke at blive draget af).

2080_686x309

Der er endda et hashtag, som hedder #læslæslæs, og det er så velment og i orden, men det har den stik modsatte effekt på mig. Jeg får lyst til at svare #nejnejnej og gøre noget helt andet. Hvilket jo er absurd, fordi jeg selv bidrager til vrimlen på både den ene, den anden og den tredje måde. Som forfatter, som blogger og som journalist, der både producerer og formidler bøger. Men hvem orker at læse alle de bøger?

En klog forfatterveninde, jeg har, siger, at det er godt, der udkommer så meget, for så er der altid noget til os alle sammen, vi læser bare ikke det samme. Anskuet sådan er det opmuntrende, at der bliver ved med at komme noget i hver en niche. Men hvad er min niche, hvad kan jeg egentlig godt lide? Jeg har læst så meget, fordi jeg skulle, i så mange år, at jeg næsten ikke ved det mere. Da jeg for nylig var med i en af de der udfordringer på Facebook om at poste et billede af en yndlingsbog hver dag i 7 dage, postede jeg Tom Kristensens Hærværk, Tove Ditlevsens Gift, Klaus Lynggårds Martin og Victoria og Line Fjordsides Det jeg mister. Så gik jeg i stå. Kun Lines bog er læst, mens jeg har været rigtig voksen, resten var i de tidligere tyvere – første gang, i hvert fald.

Den der på en gang berusende og beroligende fornemmelse af at finde noget, der bare passer perfekt, uden at man vidste, det var det, man ledte efter. Dobbeltfryd. Den findes både i kærligheden og i læsningen. Kærligheden har jeg, og i det næste år vil jeg gå på jagt efter den i læsningen. Jeg vil have gode, store oplevelser – og jeg vil give dem videre. Som blogger, journalist – og forlægger. Jeg har nemlig etableret mit eget forlag, Sleeping Beauty, og har første udgivelse på vej om blot få uger. En ægte første gang med tilhørende sug i maven. Meget mere om det ovre på den anden side.

Om jeg også kan levere oplevelser som forfatter, ved jeg ikke helt. Usikkerheden følger altid med det at skrive, og det skal jeg nok ømme mig over ved en anden lejlighed. Men jeg vil gøre mig umage.

Godt nytår!

Årets bedste … autofiktion

Nej, dette er ikke anbefalinger til julegaver. Jeg er ikke så arrogant (mere), at jeg tror, jeg bedre ved, hvad din mor eller kæreste skal have i julegave, end du gør. Selv giver jeg selvfølgelig bøger, masser af bøger. Nogle gange med følelsen af at svømme direkte mod strømmen, for kan vi overhovedet blive ved med at finde nye læsere? Jeg håber det. I morges sad min 1-årige nevø med sin pegebog i den ene hånd og en iPhone i den anden, mens han så fjernsyn og sludrede med sin familie på én gang. Men i det mindste var pegebogen med.

Nå, men det var mere det, at mine største læseoplevelser i år så afgjort har været autofiktionen. Fra Leonora Christine Skovs Den der lever stille, over Mathilde Walter Clarks Lone Star til Anders Rønnow Klarlunds Samtaler jeg har haft med min kone. Og outsideren, Morten Sabroes Mit halve hjerte, mit hele liv. Bøger om forholdet til en svær mor, en fraværende far, en umulig kærlighed og en late life crisis har gjort indtryk på en måde, som har begejstret mig mere, end jeg kan huske at have været længe.

Mine litterære venner har ikke været begejstrede. “Hvorfor skal det handle om folks egen sob story, hvad med litteraturen …?”, har de klaget, og jeg har haft en vag fornemmelse af dårlig samvittighed over ikke at beklage det på samme måde – som i slet ikke. Min vidunderlige kæreste har det på samme måde, han synes, at en forfatter skal finde på. Han debuterer i øvrigt selv med en novellesamling, Det var mig der slog Tom Jones ihjel, ovre på noget, der hedder Sleeping Beauty, i januar.

For mig er der intet modsætningsforhold imellem selvoplevede historier og stor litteratur. Ligesom der ikke er forskel på at skrive en god digtsamling og en god fantasy-roman. If it’s worth doing, it’s worth doing well. Og alle dem, jeg nævner, gør det godt. De tager et stof, som ligger helt tæt på hjertet, bearbejder det og gør det til noget, vi alle sammen kan spejle os i. Nyfigenhed holder kun til cirka 60 siders ugeblad. Skal vi følge med over flere hundrede sider, må vi røres andre steder, og det blev jeg i hvert fald af Skovs, Clarks, Klarlunds og Sabroes historier. Der var elementer i alle fire romaner, som gik lige ind i min egen historie: opvækst i Nordsjælland, halve søskende, vildveje i kærligheden, skriveblokering og sygdomsangst. Romanerne er ikke spejle, hvor jeg ser det, jeg kender i forvejen, 1-1, men jeg kan spejle mig i historierne og lære noget nyt i den måde, forfatterne oplever og håndterer livet på.

Jeg vidste, det ville blive en svær oplevelse at slå, da jeg allerede læste Leonora Christine Skovs bog i januar, men heldigvis kom Lotte Kaa Andersen med sin helt og aldeles opdigtede (og dog, for Lotte bor jo selv i happiness-pastoratet) Syv sind. Den slugte jeg grådigt, for også her var mulighed for spejling, omend af en helt anderledes slags.

Det er derfor, jeg bliver ved med at læse, selv om det er langt nemmere at nappe et afsnit mere af yndlingsserien på HBO. Fordi der gemmer sig oplevelser, som hjælper mig med at forstå mit eget mærkelige liv.

Første klasse(s)litteratur

For tre år siden landede en bogpakke i min postkasse. Det var der ikke noget underligt i, for Bogliv var allerede dengang godt i gang, og der kom tit bogpakker, men kortet, der lå vedhæftet, pirrede min nysgerrighed: Fra den ene bogelsker til den anden, stod der. Med kærlig hilsen fra en, der hed Lotte, som jeg simpelthen blev nødt til at opspore:

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 09.38.38

Indholdet i pakken var en roman, som jeg kom til at starte på med det samme – “kom til”, for jeg, som det fremgår, skulle med toget til Jylland samme eftermiddag, og jeg var nær kommet for sent, fordi jeg blev så grebet af historien om tre familier på Danmarks dyreste vej, Hambros Allé i Hellerup nord for København. En vej, jeg i øvrigt selv havde været til release-fest for en tv-station på en enkelt gang, og det hele var så skørt, ekstravagant og fremmed, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Jeg kunne heller ikke rigtig være dér, hvor jeg i den grad ikke hørte til, så jeg gik igen efter kort tid, med lige dele væmmelse og fad misundelse.

Og sådan er det jo med det, vi ikke kender: Vi kommer til at synes, det er skørt og fremmed, hvis vi ikke får en indgang og lærer det at kende, måske også misundelige, og det er ikke befordrende for forståelsen. Lotte Kaa Andersen har givet os en måde at lære overklassen at kende – ikke med fascination og misundelse eller med skadefryd over, at de dog lider som os andre – måske endda mere, haha! – men med en større forståelse, og for det har hun med rette modtaget stor ros. I hendes debutroman Hambros Allé 7-9-13 blev de rige ikke længere skøre eller for den sags skyld specielt misundelsesværdige. De blev mennesker. Ikke ‘almindelige’, men helt særlige ærgerrige, bange, længselsfulde mennesker, der higer så meget efter succes, at de ender med ikke at kunne trække vejret. Og dermed til at forstå – lidt bedre.

Skærmbillede 2018-12-10 kl. 10.50.37

Hambros Allé 7-9-13 blev en fortjent succes, Lotte Kaa Andersen skiftede forlag og udgav 100 dage om de samme personer, og for nylig landede den tredje og sidste bog i serien, Syv sind, hos mig. Fordi jeg siden har lært den ene bogelsker godt at kende, kan jeg ikke give hjerter – det bliver for tæt. Men jeg kan sige dette:

Jeg havde Syv sind med til De forenede Arabiske Emirater, hvor jeg for nylig var på vinterferie med mine børn. Det virkede passende, for en af de syv personer, vi denne gang følger, Line, er flyttet til Dubai med sin nye mand Peter. Passende var det – jeg forstod fuldt ud Lines oplevelser i den skøre, ultramaterialistiske rekordsættende by, der er Dubai – og voldsomt underholdende var det også. Bogen var spist efter blot halvandet døgn, og intet af det andet, jeg havde med i kufferten, kunne måle sig, så det blev Uno, Yazzy og Netflix for resten.

Syv sind.jpg

Det, der gør Lotte Kaa Andersens bøger sublime, er personerne. Fra den ærgerrige ejendomsmægler Kaare, der sugardater en studine og planlægger sit næste scheme, til hans sårbare søn Lukas, der bliver placeret i en luksuslejlighed i Nyhavn, hvor han bliver udnyttet af sine usympatiske overklassevenner. Fra Cille, der står ud af bilen på vej til familieferie og går sig til en slags forløsning på Caminoen i stedet for at være den gode mor på den perfekte ferie i Sydfrankrig, til Line, der sidder fast på et luksushotel i Dubai og i sit eget liv. De syv sind er alle forskellige, men ligner hinanden i deres enorme forventninger til livet. De forestiller sig uafladeligt, hvordan tingene skal være, og bliver – alt efter temperament – vrede, frustrerede eller forvirrede, når verden ikke flasker sig. Hør bare, hvordan Cille mentalt planlægger sin sommerferie:

Hele foråret har hun haft en masse billeder i hovedet af alt det, de skal. De skal svømme i Middelhavet og spise friske skaldyr fra store ridsede stålfade. De skal vise børnene et rigtigt fransk madmarked. Store kringlede peberfrugter, overdådigt stablet, abrikoser i vild orange, hjemmelavede oste og olier, syltetøj og honning i smukke gamle glas.

Og hvordan Kaare længes efter sin tidligere elskerinde Svetlana:

Hun var sgu noget helt særligt. Den måde hun kunne åbne døren for ham nede i den lejlighed, han havde ladet hende bo i ved havnen. I en tynd chemise, med sovekammerblik, altid klar, aldrig sur og stresset som visse andre, det er da sådan en kvinde, man skal have. Ikke en stresset karrieredame, en mopset matrone, der render ind og ud af foredragssale, man vil jo gerne have noget, der er anderledes end en selv, man vil jo gerne have en kvinde, der har tid og overskud til at tage sig af sin mand.

De her personers drømme er konkrete og materialistiske, selv når de drømmer om andre mennesker, og det er lige dele patetisk og rørende, som vi mennesker jo er, og som vi især bliver, når vi hhv. glemmer og husker ikke at tage os selv så pokkers højtideligt. Da bogen slutter, er dens personer er et andet sted, end da den startede – et sted, vi ikke skal med, for serien slutter jo. Man håber for dem – men er ikke i alle tilfælde sikker på – at de har lært at se ud over egen næsetip. Og håbet gælder sådan set os alle. For den narcissisme, de syv personer i Syv sind alle er berørt af på den ene eller anden måde, er hele vores moderne samfund et let offer for, og alene af den grund får jeg lyst til at hviske “seks hjerter”, men jeg gør noget andet: Jeg opfordrer i al stilhed til læsning af Syv sind, for det er første klasses litteratur, simpelthen.

Fra en bogelsker til mange andre.

Syv sind er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

Jesper Stein: “Jeg tænker ikke, når jeg skriver”

Jesper Stein er en af Danmarks mest populære krimiforfattere, og nu har han også fundet vej til Bogliv, hvor han svarer på spørgsmål fra en førstegangs-Stein/Steen-læser. Det sker som del af Politikens Forlags Blogger Tour, som blandt andet har været på besøg hos Findals KrimisideKrimimessen og Krimihjerte

0000120471_10

Solo er den første bog, jeg læser om Axel Steen. Som krimihelt virker han både bekendt og anderledes – det bekendte i driften mod at opklare og skabe retfærdighed, det anderledes i refleksionsniveauet og følelserne. Det har du nok hørt før:) Men hvorfor blev han egentlig sådan?

Axel er i familie med de krimihelte, jeg selv har læst hele mit liv, det er den amerikanske tradition, og jeg skrev vel egentlig bare den slags bog, som jeg selv godt kunne lide at læse. Han er jo en kliche på mange måder. Han har et misbrug, han er fraskilt, har et uafsluttet forhold til sin ekskone, han har dødsangst i de første bøger, kan ikke sove, har meget store problemer med autoriteter og med at følge regler og handler før han tænker, aggressiv, impulstyret, et kompliceret forhold til kvinder, alt sammen noget du har læst 1.000 gange før i krimier med mandlige antihelte. Men så har jeg også brugt mit eget liv for at gøre ham til en virkelig figur, mine egne erfaringer som moderne mand, der skal forholde sig til deleordning, ForældreIntra og ikke mindst stærke kvinder, som giver ham modstand og udfordrer hans selvbillede. Og indvendig er han jo refleksiv og følsom, der er blå time i hele døgnet i hans hjerte og en uendelig kærlighed til datteren Emma og ekskonen Cecilie.

Han er jo en kliche på mange måder. Han har et misbrug, han er fraskilt, har et uafsluttet forhold til sin ekskone, han har dødsangst

Har han hen over serien udviklet sig, som du havde tænkt, eller har du oplevet – som nogle forfattere gør – at han ligesom tog magten og gik i en anden retning? Hvordan, i så fald?

Det er lige præcis det, han har. Jeg har ikke haft nogen plan med ham, men hver gang jeg har afsluttet en roman, så har jeg troet, at nu var det slut med ham og Cecilie eller nu skulle han det ene eller det andet, og så er det ikke gået sådan. Det er måske meget at sige, at han selv tager magten, men jeg prøver hele tiden at spørge mig selv, når jeg har fået en ide, om han også kunne gå den modsatte vej. Og det er sjovt. Efter tredje bog gjorde jeg ham clean og ædru med et positivt livssyn – og det gik ikke stille af.

Hvordan er det at leve med en fiktiv figur så længe, har han gjort noget ved din egen udvikling/lært dig noget om dig selv?

Nej, det synes jeg ikke, men når jeg læser tilbage, kan jeg pludselig se, at han gør ting, som har haft en rod i mit eget liv, som jeg ikke var bevidst om, da jeg skrev. Mine relationer til mine døtre, hans relation til sin kone. Det giver god mening, for jeg tænker ikke, når jeg skriver, jeg lader det bare flyde, og så skal der være alt muligt, der går under radaren.

0x500-1.png

Du giver ham i Solo en form for familielykke og et tilsyneladende mere sikkert job, og så går du i gang med at smadre idyllen. Hvad er det, denne fortælleform kan? 

Det er min matrix. Jeg er ikke til happy ends eller lykkelige forløb i fiktionen. Men der er også den underliggende hensigt, at man skal føle noget, når man læser, man skal få et forhold til personerne, så de betyder noget for en. Og hvis du vil have en mand til at svigte sin familie, så koster det jo ikke læseren noget, hvis han eller hun ikke har oplevet den familie og dens kamp for lykken. Eller hvis du i slutningen af en bog vil slå et menneske ihjel, så må du se på, hvem der er mest kostbar for læseren. Du kan jo slå ligeså mange skiderikker ihjel, du vil, det føler læseren ikke andet end glæde ved, men hvis du slår en person tæt på hovedpersonen ihjel, en person, som man har fulgt, en kæreste, en kollega, kone eller et barn, så skaber det en følelse, som giver genlyd ned gennem hele bogen.

Du skriver tæt på virkeligheden, men hvor tæt? Hvor realistisk er plottet i Solo

Det er ret realistisk i begge spor. Jeg vil ikke have elementer i mine bøger, som er urealistiske. Derfor researcher jeg på de ting, der kan gøre mig i usikker. Syrienskrigen. Hvordan reagerer man, hvis ens barn dør? Hvordan er det at arbejde som sikkerhedschef i en investeringsbank? Det skal være realistisk. På samme måde med politiarbejdet – det baserer jeg på mine ti års erfaring som politireporter. Folk bliver ikke slået ihjel på sindssyge måder – de bliver stukket, skudt, kvalt eller slået i hovedet – præcis som i virkeligheden.

Rigmandsmiljøet er meget troværdigt beskrevet, ikke mindst Zorn og hans kone er interessante bifigurer. Hvor meget kender du til det?

Jeg har researchet på det også. Det er jo sådan, at nogle af de mest flamboyante meget rige mennesker i Danmark et meget offentlige omkring deres liv, og jeg har læst om dem og plukket her og der, så der er ikke noget, der ikke har rod i virkeligheden.

I Bogfidusens interview fra Bogforum siger du, at du skrev digte i 20’erne og parforholdsromaner i 30’erne, men “det var godt, de ikke blev til noget”. Hvorfor ligger krimien så godt til dig og det, du gerne vil fortælle – og hvad er det egentlig?

Jeg elsker fortællinger, der tager læseren ved kravebenet fra første sætning og siger: Nu kommer du med her, og jeg slipper dig først om 400 sider. Krimien har regler, dem kan man lege med, men man må også respektere dem, og det er en udfordring. Og så er dens struktur ubarmhjertig på den måde, at man ikke kan dvæle for længe ved noget, uden at den taber tempo, så man må være præcis og kort, og det tiltaler mig. Desuden har den et stort persongalleri og giver mulighed for at komme rundt i mange miljøer på en gang. Og så er man nødt til at skabe en levende, kontrast- og modsætningsfyldt hovedperson, der hele tiden kan udfordre læserens forståelse af, hvad der er rigtig og forkert.

Countdown til Jesper Stein-bloggertour

De andre bloggere har elsket ham i årevis, jeg har kun lige mødt ham. Axel Steen. Jesper Steins hårdt prøvede strømer fra Nørrebro, der nu er flyttet til Amager med kone og barn, angiveligt blandt andet fordi læserne har plaget Jesper Stein om at give ham lidt lykke og ro.

0000120471_10

I Solo er han således gift med Cecilie for anden gang, de bor sammen med datteren Emma, og Axel Steeen er ansat som sikkerhedsrådgiver i en investeringsbank. Som sådan skal han fyre en mand, der har været lidt for kreativ, og samtidig skal hans gamle politikollega Vicki opklare et mord på en ung indvandrer. Derfra begynder tingene naturligvis at gå galt, for der er jo ikke noget krimistof i idel lykke og idyl.

I en uges tid nu har Steins markedsføringsdygtige forlag Politiken linet en række bloggere op til en såkaldt bloggertour. Den har blandt andet været forbi Findals Krimiside, Bogfriisen og Sidses Bogreol På tirsdag er det vores tur til at tage stafetten, og det bliver med syv spørgsmål til succesforfatteren.

“Må jeg låne bilen?”

“Og så vil jeg gerne have seks hjerter,” griner Morten Sabroe med et Jack Nicholson-agtigt ulvegrin,  da han stiller op til det sædvanlige forfatteren-med-armen-om bloggeren-foto. “I hvert fald mindst fem.”

IMG_7490

Eller gør han? Måske er det bare noget, jeg finder på, fordi jeg lader mig rive med af den lystløgn, som journalist og forfatter Sabroe selv er blevet beskyldt for at dyrke? Løgneren Morten Sabroe har aldrig løjet bedre, skriver Berlingskes anmelder eksempelvis i sin femstjerners- anmeldelse af Mit halve hjerte, mit hele liv.

“Men det er jo fordi, jeg skriver om mig selv og (Karl Ove, red.) Knausgård, at autofiktion aldrig kan blive en gengivelse af begivenhederne, præcis som de var. Man må nødvendigvis filtrere dem gennem sin bevidsthed, og forskellige mennesker oplever de samme begivenheder vidt forskelligt. Derfor er autofiktion aldrig sand. Hamsun er sand. Dostojevskij er sand, fordi det, de skriver, er fiktion. Men jeg har aldrig løjet som journalist.”

0x500

Løgner eller ej. Morten Sabroe er et gudsbenådet fortælletalent. Ulvesmilet lyser da også op, da min sidekammerat spørger, hvordan han har lært at skrive, når nu han er vokset op i et hjem uden skønlitterære bøger og med forældre, der nærede så stor foragt for forfattere, at de sammenlignede salig Klavs Rifbjergs skrift med den rene og skære potte lort; om det simpelthen bare var et guddommeligt talent?

“Ja,” griner han selvironisk, “lige netop guddommeligt.”

IMG_7489

Og så fortæller han videre. Om den materielt overforkælede opvækst i Klampenborg, hvor en Morris Mascot i 18-års-fødselsdagsgave var så stor en fornærmelse – i 1965! – at den udløste et surhedsanfald hos den unge Morten, med hvilket han pressede først en Spitfire og siden en Cooper ud af forældrene. Om faren, Den gyldenblonde, der sad og skoggerlo ad sine egne vittigheder, når han hørte sig selv i radioen (“Han var meget selvglad, det er jeg heldigvis ikke”) og ikke mindst om den skønne eksotiske danser Vicky Alvarez, som blev Morten Sabroes første kærlighed, da hun optrådte i forældrenes elskede og altopslugende Cirkusrevy.

“Hun dansede et meget vovet nummer, hvor hun tog tøjet af. Jeg var 10 år og sad aften efter aften ude i siden og så hende optræde, og jeg blev noget så forelsket i hende. Til afskedsfesten dansede jeg med hende hele aftenen. Hun tog mig på skødet og duftede af tobak og sved og noget, jeg har været afhængig af lige siden. Jeg troede faktisk, det skulle være os.”

Men Alvarez var en voksen dame i 20’erne, og trods store løfter til den lille beundrer rejste hun væk og skrev aldrig så meget som et postkort til ham. Dermed lærte Morten Sabroe, at man ikke kan stole på kvinder.

“Jeg bliver altid færdig med det, jeg går i gang med. Også mine kvinder.”

Far og Morten

Vi griner. Igen. Fem kvinder og en enkelt mand – min far, som er den eneste, der forstår alle Sabroes kulturelle referencer, fordi de deler generation – lapper vi historierne i os, for hvornår er vi mere mennesker, end når vi sidder omkring et lejrbål eller et fint hvidt bord på et stort forlag midt i København og hører nogen fortælle? Opslugte i en grad, så den lækre kage og de fristende slikskåle får lov at stå helt urørte. Selv ikke direktøren, der pludselig kommer ind og sætter fortællerens fantasi i gang (“Om lidt kommer der en anden ind, som I skal gætte, hvem er”), kan afbryde vores koncentration. Men vi skal jo også tale om bogen, bemærker én. Det er mig, for jeg er optaget af den, bogen, især den første del om moren og alt det, Morten Sabroe skrev om hende og måske fortrød bagefter, fordi hun også var noget andet end den stenhårde dame, han var i så bitter konflikt med, og som underskrev et brev til ham Din forhenværende mor.

“Fortryder? Ja, for havde jeg behøvet det? Jeg skrev mørket ud, og bagefter kunne jeg se lyset, men havde jeg behøvet det?”

“Men hvorfor egentlig fortryde, hvis du fik skrevet dig ud af mørket, og du skrev en god roman?” insisterer min sidekammerat, som jeg får større og større respekt for, fordi hun faktisk får stillet sine spørgsmål. Jeg brænder inde med de fleste af mine.

“Fordi de døde lever videre i os,” siger han, og jeg nikker. Dét gør de.

Ret meget mere kommer der ikke om den sag, og måske er det også nok at læse Mit halve hjerte, mit hele liv, hvor Morten Sabroe blandt andet ser tilbage på tiden, da han skrev sit kendte værk om moren og sin konflikt med hende, Du som er i himlen. I Mit halve hjerte, mit hele liv er han – tilsyneladende, i hvert fald – sårbar og tvivlende. Her ved bordet afvæbner og afparerer han. Da en spørger, hvad Sabroe ville sige til sin mor, hun der både var hård og blød, elsket af sin mand og forladt af alle dem, hun selv havde skubbet væk, hvis hun kom ind ad døren nu, er svaret:

“Må jeg låne bilen?”

Mit halve hjerte, mit hele liv er udkommet på Politikens forlag, der også havde inviteret til bloggermøde og venligst havde uddelt et anmeldereksemplar af bogen, som i øvrigt blandt andet kan fanges her

Møde med Morten

Forleden var det Mortens aften. Min mormor ville være blevet 105, hun blev kun 94. Jeg har aldrig spist and den aften, kun tænkt “nå ja, nu er det mormors fødselsdag, så må det være Mortens aften.” Jeg savner hende stadig. Hun var den mest ukuelige optimist, jeg nogensinde har mødt, og hun havde ellers nok at tabe optimismen til. Forældreløs som 14-årig, mistede begge sine sønner, den ene blev halvandet, den anden 59. They don’t make them like that anymore.

0x500.png

I morgen er det Mortens dag. Morten Sabroe har skrevet en roman om Morten Sabroe, som vistnok er det emne, Morten Sabroe skriver mest om. Intet ondt om det, jeg deler ikke manges foragt for autofiktionen og dens enorme succes, slet ikke.

I Mit halve hjerte, mit hele liv skriver Sabroe foruden om sig selv også om andre. Først om sin mors, den berømte tårnspringerskes, død. En ensom, kold og ulykkelig død. Jeg kender ikke Sabroe godt nok som forfatter til at vide, hvor han lyver, og hvor han ikke gør, men beskrivelsen af sønnens fortrydelse over med vilje ikke at række ud til sin ensomme døende mor går lige i hjertekulen på mig. Ja, undskyld udtrykket, for en del af romanen handler jo om netop Sabroes “lortehjerte”, som kun slår med halv kraft og sender den dødsangste forfatter på surftur på Netdoktor.dk Også den tur kender jeg. En 70+-årig mand og en 47-årig kvinde kan have mere til fælles, end man aner og skulle tro ud fra de køns- og generationskrige, der kan rase.

Røverhistorierne om Miss Bordeline, som han ondskabsfuldt kalder sin ekskæreste, og om skønne, men på det tidspunkt stærkt deprimerede, Jørgen Leth og en fælles tur til Paris lader mig mere kold. Fordi de i al deres spektakulære råberi også er lidt koldt fortalt. Og det, der handler om datteren Annas kokaindepression er rent ud fortvivlende.

I morgen har Sabroe så inviteret til bloggermøde. Jeg glæder mig og frygter det lidt på samme tid. Mest det første. I hører nærmere.