På tur med en kvindeglad lægedigter

❤❤❤❤❤

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Jeg har hørt det mange gange før, digtet Angst. Jeg har læst det selv, læst det højt, hørt andre læse det højt. Analyseret det og citeret det.

Nu står jeg ved vandet i lillebyen Nysted på Lolland og hører det med skuespiller Morten Nielsens stemme fra en telefon, hvis spinkle højttalere kæmper med november-blæstens susen. 

Måske er det, fordi bølgerne slår så smukt ind mod kysten. Måske er det selskabet. Som er godt. Eller måske er det, fordi vi lige har hørt, hvordan digtets ophavsmand, Emil Aarestrup, på en kurrejse til Tyskland måtte tage afsked med sin patient og nære veninde, komtesse Amalie Raben. Rejsen skulle lette hendes helbred, men hun overlevede den ikke.

Jeg bliver ramt. Af digtets livsvisdom, der både er banal og rystende sand: at vi skal dø, og at den, der har elsket mest til sidst, har vundet. (Så Kys det nu, det satans livHusk at leve, mens du gør det, husk elske, mens du tør detEn dag tilbage, fortsæt selv – Aarestrup gør det bedst, synes jeg, selv om Nik og Jay ligger et særligt sted i mit hjerte)

Vi står lidt stille og holder fast, inden vi går videre til den 10. og sidste post på digterruten, der har ført mig – og det gode selskab – rundt i Nysted. Vi har været byen rundt, fra Aarestrups lille røde hus i Adelgade, der i dag huser et museum, ud til til Skanseparken, som til selskabets glæde har en lille badeanstalt, og tilbage igen. Vi har lyttet til historien om Emil Aarestrups 11 år i byen og talt lidt med de venlige og yderst snakkesalige lollikker, vi har mødt rundt omkring.   

Emil Aarestrup boede i Nysted fra 1827-1838. Her virkede han som læge om dagen og skrev digte om aftenen. Mange af dem saftige digte om kødelige længsler, som hans hustru Caroline ikke helt kunne indfri – hun havde for eksempel en ikke ubetydelig børneflok at se til. Så Aarestrup vansmægtede og hengav sig lejlighedsvis til andre kvinder, som eksempelvis Amalie Raben. Egentlig var digtene til skrivebordsskuffen, men Aarestrups gode ven, Christian Winther, blev så begejstret for hans digtekunst, at han fik ham overtalt til at udgive dem. Det skrammede dog den livsglade lægedigters selvtillid, for omverdenen var ikke klar til landsbylægens sanselige fortolkning af kvinder og natur. 

”En vis Liderlighed er den eneste Gehalt (indhold, red.) i disse Poesier.” skrev fx anmelder J.L. Heiberg uvenligt.

Alt det har vi hørt på vores tur. Vi har forestillet os Emil Aarestrup komme kørende i hestevogn ned ad Adelgade og stående melankolsk skuende ved vandet efter sin unge venindes død. Vi har hørt om hans glæde ved mad fra København og kærligheden til Caroline, trods alt. Vi har hørt kendte digte som Til en Veninde og Var det Synd?, vi har grinet og talt om romantik og erotik, og vi har gået cirka fem kilometer. Jeg har tænkt på dengang, jeg både læste og skrev poesi, og på, at menneskets følelser ikke har ændret sig meget på 200 år.

På Gammeltorv slutter turen med det smukke digt Paa Sneen, hvor sidste strofe lyder:

Og kom igjen tilsyne
I Stillinger – o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne.
Men opnaaes af min Skygge!

Vi vi går hjem med ømme fødder og – for mit vedkommende – ømt hjerte.

Danske digterruter er et enkelt og fremragende koncept. Man går en tur fra post til post, skanner en QR-kode med sin telefon ved hver post og hører små bidder af historie og digtekunst, der tilsammen danner en sanselig lydfortælling om den digter, hvis egn man går rundt i. Det gør – hvis jeg skal dømme ud fra Aarestrup-oplevelsen – både sted og digter mere interessant. Jeg fik lyst til at læse mere Aarestrup, og jeg fik lyst til at komme mere til Lolland. Og det er også meningen, forstår man af leder af Danske digterruter, Professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen:

“Ingen er bedre naturguider end de store danske forfattere. Faktisk er vores syn på naturen i forvejen formet af forfattere. For kunstnerne skaber landskaber, ligesom landskaber har skabt forfatterskaber. (…) når den danske natur kan føles som den dejligste i verden, skyldes det ikke mindst forfatternes danmarksbilleder.”

Der er indtil videre 19 digterruter fordelt i hele Danmark. Næste gang skal vi gå Karen Blixen-ruten i Rungsted, hvor jeg også selv har trådt mine barnesko, og dernæst en tur til Vejle og forfølge Inger Christensen op og ned ad bakkerne. Med blod og varme.

Find din yndlingsnaturdigter og næste eventyr på Danskedigterruter.dk

Advertisement

Mandslinger, mandsforrædere og maskulinitetsreformister 

Kulturformidler Thomas Tiedje (53) har læst Sebastians Lynggaards (33) debatbog Mandsforræder. Han glæder sig over ‘Herlige Svend’-generationens villighed til at redefinere mandens rolle. Og undrer sig stilfærdigt over dens sprog.

❤️❤️❤️❤️

“Prinsen i Askepot rider land og rige rundt for at stikke en elegant glassko på fremmede kvinders fødder, før han endelig finder – og redder – den stakkels Askepot. Hendes belønning fra manden, der åbenbart ikke engang kan huske hendes ansigt? En tjans som frivillig psykolog for fodfetischisten.” (Mandsforræder, s. 178)

Alle de kvinder, jeg kender, der har været på Tinder, har oplevet det: at få vrede beskeder fra mænd efter de havde takket pænt nej til mere kommunikation eller flere stævnemøder efter den første date. Forurettede, fornærmede, hadefulde, irettesættende beskeder. Sebastian Lynggaard oplevede det samme, da han lavede et meme på sin Instagram-profil Herlige Svend om #metoo. Indbakken bugnede af beskeder fra vrede mænd. Sebastians veninde sagde, det var fordi folk troede, at en kvinde stod bag profilen (der nærmer sig de 75.000 følgere), men for Sebastian var det kimen til forundring: Hvor kommer mænds vrede fra? Og er det ikke muligt at skabe flere nuancer og udgangspunkter i kønsdebatten end de vrede, forurettede mænd eller de feminister, som mener, at mænd i sig selv er problemet?

. er det ikke muligt at skabe flere nuancer og udgangspunkter i kønsdebatten end de vrede, forudrettede mænd eller de feminister, som mener, at mænd i sig selv er problemet?

Sebastian Lynggaard gør et konstruktivt forsøg i Mandsforræder, der falder i tre dele: Alene, Sammen og Kvinder, hvori han tager livtag med den fortælling om mænd, han som 33-årig er opflasket med. Hvorledes manglende empati og selvindsigt har bragt mange mænd i fedtefadet, hvordan individualitet blandt mænd har forhindret, vi nogensinde har defineret os selv som køn, og hvorledes vi ofte forventer, en kvinde skal redde os følelsesmæssigt. Og når mindreværd og afvisning sætter ind, når vi ikke kan leve op til et mandeideal, som ikke har ændret sig nævneværdigt siden 50’erne, kan konsekvensen blive vrede mod (formodede) kvinder.

Tal om mænd med mænd, mænd

Sebastian Lynggaard er dog ikke bare ude på at dissekere sit køn. Han vender sig mod hardcore feminister, fordi han ved, at mænd rummer kærlighed og potentiale. Udgangspunktet er egne erfaringer, og budskabet er, at vi som mænd skal turde tage snakken om de dårlige tendenser blandt vores kønsfæller – overgreb, sexisme, ensomhed, vold, alkoholisme (bare kig i statistikkerne). Vi skal hjælpe hinanden og tage ansvar for hinanden og vores køn, risikere den sårbare samtale og komme dybere end den trivielle omklædningsrumssnak. Gør det Herlige Svend til mandsforræder? Nej, siger denne signatur. Sebastian Lynggaard er snarere maskulinitetsreformist, en betegnelse planket fra Rasmus Hald Møller, forperson for DareGender, og en betegnelse, jeg personligt synes ret godt om.

Grineren og nederen

Sproget i Mandsforræder er frisk og uprætentiøst. Her er det “grineren”, “nederen” eller “primi med primisauce” (altså primitivt), hvilket også virker en tand useriøst. Men chill, boomer. Hvad ved jeg om sproget, påvirket som det er af SoMe og chatforkortelser nu om stunder? Jeg ved, at I min generation kæmper mange mænd endnu med selvbedrag og følelsesmæssig uformåen (Per Pettersons Mænd i min situation) eller også vælger de slet og ret kvinderne fra (Geir Gulliksens Den jeg skulle blive). Heldigvis sker der en bevægelse i disse år, og Sebastian Lynggaard skriver sig med “Mandsforræder” ind i en ny generation af mænd, heriblandt Glenn Bech, Victor Boy Lindholm og Lars Kramhøft, som gør op med manderoller og den herskende historie om mænd. Og for det fortjener han ros. 

Mandsforrædder. Vores vrede, ansvar og potentiale af Sebastian Lynggard er udkommet på Forlaget Grønningen 1

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Velskrevet og troværdig

Palle Schjødtz har læst Bugge Kold og Vraas nyeste roman, Tre dage i april.

❤️❤️❤️❤️❤️ Efter succesen med ”Pigen fra det store hvide skib” om hospitalsskibet Jutlandia og nogle af personerne ombord, har forfatterne denne gang kastet sig over dramaet med de hvide busser, som hentede skandinaviske fanger hjem fra koncentrationslejre i Tyskland kort før afslutningen af 2. verdenskrig, altså i april 1945.

Lige som romanen om Jutlandia er denne bog dog først og fremmest baseret på hovedpersonens oplevelser og tanker gennem livet frem til verdenskrigens afslutning, ja faktisk helt frem til tiden for Jutlandias afrejse til Korea, idet forfatterne i denne bog veksler mellem en beskrivelse af hovedpersonen Dagmars oplevelser i de tre dage i april, hvor hun med en af de hvide busser kører til Neuengamme for om muligt at få sin mand med hjem fra en uvis skæbne som Gestapo-arresteret fange gennem mere end et år på den ene side, og en beskrivelse af Dagmars liv indtil da på den anden.

Begge forløb er dramatiske, for Dagmar har haft et hårdt liv fra hendes familie blev ramt af ulykke og efterfølgende vanskelige livsvilkår. Hendes far omkommer ved en arbejdsulykke i forbindelse med bygningen af Lillebæltsbroen, og familien kastes ud i fattigdom og nedværdigelse. Alt vendes dog til det bedste for Dagmar, da hun møder den nyudnævnte leder af Dagbladets lokalredaktion i Vamdrup og bliver gift med ham, hvorefter hendes tilværelse bliver vendt til ægteskabelig lykke med status, velstand og børn, lige som hun kan opgive en næsten afsluttet uddannelse som sygeplejerske.

Hendes liv ændres dog brat igen i 1943, fordi hendes redaktør-mand ikke kan nære sig for at drille tyskerne og den korrupte borgmester i Vamdrup, hvorefter Gestapo arresterer ham, og han havner i koncentrationslejren i Neuengamme lige syd for Hamburg, hvorfra efterretningerne om ham er sparsomme.

Mere koncentreret dramatisk er togtet med en af de hvide busser ned gennem et krigshærget, nærmest sønderbombet Nordtyskland, hvor Dagmar har skaffet sig plads for at forsøge at bringe sin mand hjem, idet hun håber, at han stadig er i live. Der mødes vanskeligheder undervejs med såvel bussens holdbarhed som tyske og allierede krigeriske handlinger, og spændingen holdes i live: Vil de nå frem? Vil Poul være i live? Vil de i så fald kunne redde ham med hjem?

De medrejsende er hver for sig interessante, måske ikke mindst chaufføren med sin Hemingway-fremtoning og fornavnet Ernest, og der anes en vis tiltrækning mellem Dagmar og denne mand, som tydeligvis er en af hverdagens helte. Tilmed møder Dagmar under vejs også grev Folke Bernadotte, som var en af hovedmændene bag organiseringen af de hvide busser.

Kompositionen med den løbende vekslen mellem udviklingen i Dagmars liv og den dramatiske ekspedition til Neuengamme fungerer udmærket. Forfatterne har tydeligvis researchet deres emne grundigt, og figurtegningen virker nærmest forbilledligt. Bogen er velskrevet og troværdig, og spændingen holdes i live, hvorfor enkeltheder ikke skal afsløres her. Forfatterne undgår ligeledes forbilledligt en udpensling af det helvede, som koncentrationslejrene var, og som der ellers ofte spekuleres i, når tiden skal beskrives.

Vi får ovenikøbet lidt at vide om, hvordan det videre går, og det skal heller ikke røbes her. Læs i stedet bogen og bliv godt underholdt samtidig med, at den i høj grad giver stof til eftertanke, ikke mindst i denne tid med en ny krig i Europa.

Jesper Bugge Kold & Mich Vraa: Tre dage i april, Lindhardt og Ringhof, 2022

Farvel, druk

❤️❤️❤️❤️❤️

Asiatisk i sin Vælde er Angsten.

Sådan tænkte jeg sommetider, når jeg som ung vågnede med tømmermænd efter en særlig voldsom bytur og prøvede at huske, hvem jeg skyldte penge og undskyldninger.

Linjen stammer fra et digt i Tom Kristensens ikoniske roman Hærværk om journalisten Ole Jastrau, der med stor determinisme går i hundene i 1930’ernes København.

Sætningen dukker op hos mig igen, da jeg læser det første afsnit af Jesper Steins roman Ædru om journalisten og forfatteren Jesper, der er færdig med at gå i hundene i vor tids København:

Jeg står på kajen ved Langebro. Om en halv time skal jeg til mit første møde på behandlingsstedet. Der sidder et gisp fast i halsen på mig, så jeg ikke kan trække vejret fuldt ned i lungerne.

De fleste, der har prøvet at være fulde, kender også tømmermændsangsten. Hjertet, der banker alt for hårdt efter en nat med organerne marineret i alkohol, følelsen af at være bedøvet og se helt klart på én gang. Lettelsen, når det endelig bliver dagen efter dagen derpå, og både saltbalancen og virkelighedsopfattelsen står i vater igen.

For Jesper Steins roman-jeg – hvis lighed med forfatteren er tilsigtet – sker det først efter flere årtier på større eller mindre grader af druk. Asiatisk i sin Vælde virker derfor næsten som en underdrivelse. Det er ren rødsel. Hærværk var min egen yndlingsroman, da jeg læste dansk på universitetet i 1990’erne, og den er blot ét eksempel på den kunst-og-undergangs-litteratur, roman-Jesper har forlæst sig på:

Da jeg var ung, ville jeg så gerne opleve det, jeg oplever nu. Jeg fantaserede og drømte om det nul, jeg befinder mig i. Jeg søgte det. Druk, selvdestruktion, skilsmisse, katastrofer og pludselig død.

Romanens og virkelighedens Jesper har haft et godt liv og fine titler som journalist og forfatter, men han har drukket mange af sine dage og ikke mindst sit ægteskab væk. Han må tage antabus for at se sine børn. Nu er han gået i Minnesota-behandling. På en stol i en halvcirkel af andre stole gennemgår han de nødvendige trin sammen med skiftende andre afhængige og deres såkaldte supervisor. Om aftenen og natten på hotelværelser og i lånte lejligheder læser han om den svenske forfatter Per Olov Enquists alkoholisme og gentagne fejlslagne afvænningsforsøg i bogen Et andet liv. For Jesper Stein – og P.O.E. og Tom Kristensen og mange, mange andre kunstnere med dem – har troet på den kulsorte løgn, at alkohol fremmer kreativiteten, og at der er noget særligt ophøjet i at drikke sig ned i et hul.

Det er en syg præmis, at kunst skal blive til i lidelse. Jeg har dyrket billedet af forfatteren, der skaber i smerte og fortvivlelse, den mandlige arketype, der forskanser sig på et hotelværelse med sprutflasker og smøger og angst og dæmoner. Og opfører sig som et røvhul over for alt og alle, særligt kvinder og børn, fordi han lider.

Alkohol er ikke bare ophøjet i forfatterkredse. Den er en indgroet del af vores forestilling om det ekstra intense liv. Tænk på, hvordan vi i 2020 gik rundt og fnisede ‘funktionspromille’, mens vi nynnede med på Scarlett Pleasures ørehænger What a Night, som lagde et forførende musikalsk lag ovenpå Thomas Vinterbergs Oscar-vinder Druk og i nogens øjne gjorde det til en god slutning, at Mads Mikkelsen valgte at danse rundt med gymnasieeleverne i champagnebrusebad i stedet for at tage imod sin ekskones fremstrakte hånd.

Ædru ‘handler’ om ikke om druk, men om det, der følger efter druk, hvis man er heldig nok til at overleve den. Den handler om stolene i halvcirklen og de mennesker, der sidder på dem med al deres smerte, fortrydelse og fornægtelse. De smøger, der bliver røget i gården, teen der bliver drukket, mens de afhængige konfronteres med alt det, de har gjort forkert. Hele konceptet virker så bekendt, formentlig fordi vi har set det så mange gange i amerikanske film. Jeg tricker altid en smule over den ydmygelse, der synes at skulle ligge i afvænningbehandlingen. Den afhængige skal helt ned:

“Så fik jeg et tilbagefald.” (….) “Det hedder, du tog et tilbagefald.”

Altid denne korrekte korreksen, disse hellige selvretfærdige supervisors, tænker jeg, da jeg læser det, men det virker nødvendigt, og måske er det vitterligt det, der skal til. P.O.E. gør oprør under sine behandlinger, det gør Stein ikke. Han er benhård ved sig selv:

Den Jesper, jeg var i 20’erne, fortjener helt sikkert et nådigere blik. Det bliver bare ikke fra mig. Jeg er i gang med at rive ned, jeg er på hævntogt i mit liv.

Hævntogtet afslører løgnene, fornedrelsen, de overmodige seksuelle eskapader, svigtene, som har været følgen af forfatterens misbrug. Indimellem i en grad, så man har lyst til at holde sig for ørerne – eller give ham en krammer. Er Jesper Stein nådesløs i sin hudfletning af sig selv, er han til gengæld generøs over for sine læsere. Vi får lov til at komme med ind i behandlingsrummet, minderne om den mand, han var, da alkohol var en mulighed. Får lov at mørke sorgen over alt det, der er spildt. Kærligheden, som det vigtigste:

Jeg tænker på hende, på det liv, vi har haft sammen, og på mine løgne, som har været mit panser for at kunne drikke. Jeg tænker på den mand, jeg mærker i hendes ord om mig, et monster, en narcissist, et vrangbillede på alt, jeg står for, nogle gange tænker jeg, at hun ville være glad, hvis jeg tog et tilbagefald, fordi det ville bekræfte, at jeg er et menneske, man ikke kan have tillid til.

tog et tilbagefald. Behandlingens ord bliver jeg’ets, og det virker ikke så meget som en sejr som en nødvendighed. Der er kun denne her vej eller døden for ham nu, om ikke den fysiske så mulighedernes død. Muligheden for at være far. Muligheden for at skrive. Leve. Noget er tabt for evigt, og smerten ved det tabte er så virkelig, at det gør ondt at læse. Ondt gør også scenen, hvor forfatteren går med sin nye ven Joe til dennes fernisering og taler ædruelighed for meget modvillige ører. Myten om den påvirkede kunstner er ikke død. Men det er Stein heller ikke. Han er ædru. I live og til stede. Hvilket mod og hvilken evne til at beskrive, hvor meget det koster. Det kan vi faktisk godt være taknemmelige for.

Ædru af Jesper Stein er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Bogen var venligst tilsendt af forlaget

Jeg ville ønske, jeg havde læst denne bog, før min mor døde

❤️❤️❤️❤️❤️ Der er et sted i Vilma Sandnes Johanssons debutroman Tænk ikke på mig, der rammer mig helt rent. Hovedpersonen Vilmas kræftsyge mor kaster op på toilettet på grund af sin kemobehandling, og Vilma gemmer sig på sit værelse. Da moren kommer ind bagefter og bebrejder sin datter, at hun ikke kom ud og hjalp hende, siger Vilma:

“Jeg synes, det er svært, mor. Jeg synes bare, det er svært.”

Og moren svarer:

“Ja, men jeg er syg, og det er mig, der skal dø.”

Scenen sender mig fem år tilbage til et præsteværelse, hvor min mor og jeg sad i hver sin ende af en sofa, lysår fra hinanden, og min mor mor sagde præcis det.

“Det er mig, der skal dø.”

Hun var vred over, at jeg ikke kom oftere forbi hendes lejlighed og i det hele taget ikke levede op til hendes forventninger, så vred, at vi var nødt til at få præsten til at mægle imellem os.

I Tænk ikke på mig fortsætter scenen med, at Vilma græder og fortæller sin mor, hvor svært det hele er, sluttende med replikken:

“Og jeg ved ikke, hvordan man gør, mor, jeg ved det ikke.”

I mit tilfælde fortsatte scenen med, at jeg vredt svarede tilbage:

“Ja, men det er mig, der skal miste min mor.”

Og så græd min mor. Selv sad jeg stiv som en støtte, rædselsslagen over, at det menneske, der havde passet på mig hele min eksistens, var ved at forlade tilværelsen. Eller som Johansson udtrykker det:

Den krop, jeg kender så godt: den bløde hud, hænderne der ligner mine, arrene jeg kan udenad, fregnerne der altid sidder der, men bliver klarere om sommeren. Den krop, der altid har været der. Den krop, som altid har lugtet af tryghed og kærlighed. Den krop er fyldt med kræft.

Vilma er 18, da den konflikt opstår. Jeg var 45. I dag skammer jeg mig over, at jeg reagerede så barnligt. Hvorfor rakte jeg ikke bare ud og var den datter, hun så hårdt havde brug for? Jeg ville jo også ønske, at mine børn tog sig kærligt af mig, som jeg har taget mig kærligt af dem.

Men når jeg læser Vilma Johanssons selvbiografiske roman om at leve med en kræftsyg mor i alle sine teenageår, forstår jeg på et dybere plan, at jeg aldrig holdt op med at være et barn i min relation til min mor. At min mor aldrig holdt op med at bekymre sig om, hvordan det skulle gå mig, og er det at skulle miste og mistes i lige netop den relation er det mest brutalt smertefulde, der findes. Og at der også inden i mig var et barn, der fortvivlet sagde: “Jeg ved ikke hvordan, mor.” Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen, inden min mor døde. At vi måske havde læst den sammen og set på hinanden med et lidt mildere blik. Det nåede vi ikke – der er ting, vi ikke når, ligesom der er ting, Vilmas mor ikke nåede.

I romanen følger vi Vilma fra 2013-2018. I 2013, hvor Vilma fylder 13, finder hendes mor ud af, at en tidligere kræftsygdom er vendt tilbage. Den er uhelbredelig, og nu begynder på en måde allerede døden, men den tager lang tid, og der er mange glæder og mange tårer – og altså også konflikt – før Vilmas mor er væk. Imens lever Vilma et liv med veninder, kærester, efterskole og sin søde familie, altid med sorgen som en del af hverdagen og filteret, hun ser sit liv igennem. I korte, stramme kapitler blandet med dagsbogsnotater og Vilmas mors afskedsbrev tegnes Vilmas både helt almindelige og helt sædvanlige teenageår. Det er velskrevet og medrivende, roligt og intenst.

Fordi jeg bliver så berørt, får jeg lyst til at bande: Det er pissegodt.

Et kræftforløb med dødelig udgang er en rejse gennem himmel og helvede. Det er tyndt hår, opkast, træthed og tænd-sluk-håb hele vejen igen. Himlen er i små glimt i form af den kærlighed, man kan mærke så intenst og måske endda er så heldig at kunne udtrykke. Helvede er, at en skal blive i verden, og en skal forlade den. Den døende er ikke altid rolig og taknemmelig og afklaret. Hun bliver også frustreret, afmægtig og vred – skælder ud på de nærmeste, bebrejder dem deres utilstrækkelighed. Det gør Vilmas mor, og det gjorde min. Forskellen er, at Vilma og hendes mor kan tale om det. Min mor og jeg kunne ikke. Jeg håber, at Tænk ikke på mig bliver læst og brugt af forældre og børn til at nå hinanden i tide. Og snakke om, at selv om livet stopper, gør kærligheden det aldrig.

Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson er udkommet på forlaget Gutkind. På forlagets hjemmeside er det muligt at downloade materiale, som man kan arbejde med i en bogklub eller en skoleklasse.

Gæsteanmeldelse: Hemingway igen, igen

Palle Schjødtz har læst noveller, som viser begyndelsen til den stil, der gjorde Hemingway berømt.

❤️❤️❤️❤️❤️ Ernest Hemingway er tilsyneladende uopslidelig, og godt for det. Allerede før Hemingways død for egen hånd i 1961 kunne man købe hans samlede værker i et forlags serieudgivelse, og forlaget Lindhardt og Ringhof har i en længere årrække udsendt forskellige samlinger, hvoraf nogle tidligere er anmeldt på denne bogblog.

Nu er turen kommet til Hemingways tidligste litteratur fra midten af 1920erne. På det tidspunkt havde han allerede gjort sig bemærket som journalist ved en række artikler, som er udgivet af Lindhardt og Ringhof sammen med senere artikler under titlen Udvalgte reportager fra fire årtier.

Den nyeste Hemingway-udgivelse har titlen I vor tid, og det er en novellesamling, der indeholder tre ungdomsnoveller, oversat af Mich Vraa, og to udgaver af novellesamlingen I vor tid, der tidligere er oversat af Poul Borum fra In Our Time.

De tre korte ungdomsnoveller fra 1916 er i Hemingways senere så berømte stil, enkel og realistisk med barske handlinger fra livet i skovene blandt pelsjægere, indianere og boksere.

  … mærkede han ståltænderne på den bjørnefælde, som Dick var kommet for at røgte..

Den første udgave af I vor tid udkom i 1924, og den består af 18 korte tekster med mere eller mindre dramatisk indhold. I 1925 udkom I vor tid igen med næsten de samme korte tekster blandet skiftevis med egentlige noveller, heraf nogle af Hemingways mest berømte: Indianerlejr, Doktoren og doktorens kone, Tredages-stormen, Bokseren og Store flod med to hjerter. Alle novellerne er spændende læsning, og den sidste er en perle.

Hemingway vandt senere stor international berømmelse med sine romaner om krig, kærlighed og heltemod baseret på egne oplevelser i det tyvende århundredes store krige og på havfiskeri efter de helt store fisk ved Cuba eller storvildtjagt i Afrika. I 1954 fik han Nobelprisen i litteratur for næsen af Karen Blixen.

Hvis man vil studere begyndelsen på den stil, som Hemingway efterhånden udviklede til perfektion, og samtidig blive godt underholdt, kan denne samling af korte tekster og noveller stærkt anbefales.

I vor tid af Ernest Hemingway, oversat af Poul Borum og Mich Vraa, er udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget.

Gæsteanmeldelse: “Man ved jo altid bedre”

Antropolog og kommunikationschef Camilla Rosengaard har læst Lotte Kirkebys anden roman med tilbageholdt åndedræt og en klo om hjertet.

❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis man ikke vidste bedre. Titlen på Lotte Kirkebys nye roman indkapsler meget præcist bogens kompleks af tvetydige, ambivalente, paradoksale og modsatrettede følelser, som genereres i de nære relationer.

For man ved jo altid bedre. Det gør bogens hovedperson og kvindelige jeg-fortæller i hvert fald. Hun er i en moden alder vendt tilbage til den provinsby, hvor hun i 1960’erne og 1970’erne har levet med sin mand og eneste datter. I løbet af den dag, hvor historien udspiller sig, rulles kvindens fortælling op med særligt fokus på de år, hvor hun skaber en lille familie sammen med sin mand og forsøger at tilpasse sig et lokalsamfund med snævre normer for, hvad kvinder kan og bør.

Tilpasningen lykkes aldrig. Koderne til det sociale er umulige at knække, og læseren deltager side om side med hovedpersonen, der aldrig navngives, i en art antropologisk feltarbejde på sidelinjen af det levede liv med mere observation end egentlig indlevelse.  

Den smertefulde adskillelse fra barnet

Centralt i Kirkebys fortælling står morens vanskelige tilknytning til, og senere adskillelse fra, datteren. Graviditeten og barnets komme slår skår i parforholdet, og det enorme forældreansvar tynger. Metamorfosen ved at gennemleve graviditeten og spalte i to er i centrum for jeg-fortællerens opmærksomhed og har ensomheden som sin følgesvend. Jeg-fortællerens bekymring over de ligheder, datteren har med hende i forhold til de manglende sociale kompetencer, afløses af fremmedgørelsen ved, at datteren allerede som teenager søger sin fars selskab.

Kirkebys skildring af forholdet mellem mor og barn rammer den almenmenneskelige erfaring ind i al dens kompleksitet, ambivalens og tvetydighed.

Sarkastisk blik på hverdagssexismen

I Hvis man ikke vidste bedre hæver Lotte Kirkeby undervejs i romanen blikket fra de nære menneskelige relationer til den større samfundsmæssige kontekst. Vi møder provins-Danmark gennem den veluddannede kvindes blik, og hun er på alle måder ’the odd one out’.

Som kvindelig læge på fødegangen er hun en fremmed fugl i de fødendes øjne. De havde ventet at møde en mandlig læge og kan ikke komme overens med det utraditionelle set up, som en kvindelig læge er på et provinssygehus på dette tidspunkt.

”De var vant til, at deres jordemoder var en kvinde, og gerne ældre, og at sygeplejerskerne var det samme, men ikke lægen. De havde regnet med at se en mand, og måske også håbet det, og jeg forstod det aldrig. Jeg havde forestillet mig, at de ville foretrække at føde sammen med en kvinde.”

Det er som om, at den brydningstid, som karakteriserer de større danske byer på dette tidspunkt, ikke rigtig har sat sit præg på provinsen. Ligestilling og ligeværd har i hvert fald trange kår. Kirkeby giver os et kort kig ind i selskabslivet og spidder sarkastisk den dagligdags-sexisme, som romanens hovedperson må lægge ører til:

”Arkitekten … sagde noget om vores hus, … og han tilføjede, at konerne bestemte for meget, når der skulle bygges. Det blev for upraktisk. ”Hvis de bare forstod, at de skulle lade os om det,” sagde han. ”At de skulle lade os være.” Men måske det var anderledes hos os, fortsatte han, når jeg nu ikke gik hjemme med al min tid og blandede mig, og så kiggede de på hinanden og løftede deres glas, som var det en af de sandheder, verden havde ventet på.”

En fortælling i mol med et afslutningsvist glimt af håb

Som en anden arkæolog afdækker Kirkeby lag på lag den kvindelige hovedpersons håndtering af relationen til de nærmeste. Det er alle de fine redskaber i arkæologens værktøjskasse, der er i brug hos Kirkeby: tilbageholdt information, antydninger, sproglige metaforer, hurtige skift i tid og rum. Bogens beskedne omfang står i kontrast til dens betydningsmættede indhold. Hvert et ord er nøje overvejet. Intet er tilfældigt – for man ved jo altid bedre.

Som med Kirkebys øvrige værker – novellesamlingen Jubilæum og romanen De nærmeste – indtog denne læser de 200 sider med tilbageholdt åndedræt og en klo om hjertet. Har man en blå side eller et stemningsleje i mol, formår Kirkeby i den grad at puste liv i de blå toner. For det er smertefuldt at læse om et menneske, der næsten er ved at blive udvisket på grund af manglen på betydningsfulde sociale relationer. Kirkeby leverer dog med denne bog noget så livgivende som et afslutningsvis glimt af håb. Det kan på alle måder anbefales at læse denne helstøbte og vellykkede bog om de svære relationer, der betyder alt.

Hvis man ikke vidste bedre af Lotte Kirkeby er udgivet af forlaget Gutkind.

Anmeldereksemplar venligst tilsendt af forlaget.

Derfor er jeg vild med “I LOVE LOUISE”

Boglivs erhvervspraktikant Laura Lemonius brugte sin uge i praktik på at arbejde med bogen “I LOVE LOUISE” af 48-årige Sissel Bergfjord. Her fortæller Laura, hvorfor hun har valgt den.

I bogen “I LOVE LOUISE” møder man Mirjam, hvis forældre er skilt. Faren har lige har mødt verdens mest perfekte kæreste. Alt virker så godt og lykkeligt, indtil farens kæreste langsomt begynder at ekskludere Mirjam fra den nye familie, som hun åbenbart ikke er velkommen i, selvom det er hendes egen far.

Jeg synes, bogen er et helt fantastisk stykke arbejde, der virkelig sætter følelserne i gang. Jeg elsker måden, Sissel Bergfjord kan få vreden og følelserne ud af én, når alting går galt for Mirjam. Man får helt lyst til give hende et kæmpe kram og slå alle, der nogle sinde har gjort hende fortræd. Som i dette eksempel:

Louise var i gang med at skubbe mig ud af mit værelse, ud af lejligheden, ud af deres liv, centimeter for centimeter, som havet, der langsomt æder sig ind på kysterne og til sidst sluger husene langs vandet. Hvordan kunne hun mene, at jeg ikke var en del af deres familie? William var fandeme min bror, hvornår skulle jeg så se ham?

Bogen indeholder noget, alle kan relatere til, på en eller anden måde. Om du har oplevet ungdommen eller kun lige blevet en del af den. Om du har fået nye stedforældre, er blevet uvenner med din bedsteveninde, eller du bare har brug for en super oplevelse. Så vil jeg råde dig til at læse ”I LOVE LOUISE”.

Læs Lauras interview med Sissel Bergfjord her

Interview: ”Jeg ville skrive en moderne fortælling om den onde stedmor”

Sissel Bergfjord skriver i ”I LOVE LOUISE” om stedforældre ud fra blandt andet sine egne erfaringer. Vores Boglivs erhvervspraktikant har talt med forfatteren til en af sine yndlingsbøger.

Af Laura Nymann Lemonius, 9. klasse

Hvad var dine tanker bag ”I LOVE LOUISE”, og hvorfor skrev du den?

Jeg ville skrive en moderne fortælling om ”den onde stedmor”, som er et klassisk tema og samtidig en problematik, som findes i dag. ”I LOVE LOUISE” handler om en pige, der føler, at hun mister sin far lidt i en periode, fordi hans loyalitet ikke er hos hende. Historien er fortalt fra pigens synsvinkel: Hvordan er det at have en stedmor, som dybest set helst ville undvære, at man var der? De fleste børn vil jo gerne have en god relation til de voksne. Jeg har selv haft to stedmødre, og jeg kender til følelsen af, at stedmødre ikke holder af én. Jeg så meget op til mine stedmødre og syntes, de var helt fantastiske. Jeg ville rigtig gerne have et godt forhold til dem, men de ville ikke have et godt forhold til mig. Bogen er fiktion, og jeg har ikke direkte taget udgangspunkt i mine egne stedmødre, men jeg kender til problematikken.

Hvorfor er du blevet forfatter, og hvad fik dig til at skrive ungdomsbøger?

Jeg tror mere, det har valgt mig, end jeg har valgt det. Jeg har ikke siddet og bladret i kataloger og tænkt: ”Man kan blive forfatter, det vil jeg gerne være.” Efter jeg havde gået på Forfatterskolen og var debuteret, søgte jeg ind på Forfatterskolen for børnelitteratur for at prøve noget nyt.

Foto: Simon Klein-Knudsen

Er nogle af karaktererne i ”I LOVE LOUISE” baseret på din egen virkelighed?

Nej, ikke entydigt. Jeg har altid lavet mine lektier rimeligt hurtigt, så jeg kunne gøre, hvad jeg havde lyst til, bagefter. Det gør hovedkarakteren, Mirjam, også. Jeg kan også godt genkende lidt af min egen far i faren i bogen. Faren i bogen vil egentlig bare gerne have, at alt er godt, og når det ikke er godt, er han en smule konfliktsky. Han sætter ikke stedmoren på plads. Man kan sige, at jeg har været inspireret af noget, som også har fyldt meget i min egen barndom.

Tror du at mange børn og unge kan relatere til ”I LOVE LOUISE”?

Ja, det tror jeg, hvis de har prøvet at have stedforældre. Heldigvis er der nogle børn, som har et rigtig godt forhold til deres stedforældre. Der er nogle voksne, som i den grad er i stand til at elske deres stedbørn. Men jeg tror desværre også, at rigtig mange har svært ved at rumme deres stedbørn. Både fordi de er et produkt af et tidligere forhold, og fordi de tager meget tid og opmærksomhed fra den nye partner. Min første stedmor var rigtig sød ved mig, indtil hun selv fik et barn. Fra det øjeblik var jeg egentlig mere i vejen. Også den erfaring har jeg brugt i bogen.

Hvem eller hvad er du meget inspireret af, i dine bøger?

Jeg læser rigtig meget, for det er den benzin man bruger, når man skal skrive. Jeg er dog ikke inspireret af en speciel forfatter. Jeg læser både meget smal litteratur og relativt bred litteratur – og meget norsk litteratur, fordi der er så meget godt.

I LOVE LOUISE af Sissel Bergfjord er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her

Læs Lauras begrundelse for at arbejde med “I LOVE LOUISE” her

Læs mere om Sissel Bergfjord her

“Hver gang jeg er alene for længe, glemmer jeg, hvem jeg er”

Det er længe siden, jeg læste den norske forfatter Geir Gulliksens roman Den jeg skulle blive. Længe siden jeg burde have omtalt den her. Men jeg kunne ikke rigtig. Jeg ville gerne. Alle andre flød over i stjerner og hjerter og begejstring. Men jeg havde svært ved at rumme historien om Henning, der, nyfyret fra sit reklamejob og desillusioneret over sine forhold til kvinder, forsøger at indlede forhold til mænd, mens han reflekterer over de relationer, som har bragt ham dertil, hvor han. For sådan tænker Henning nemlig.

“Henning klandrer de kvinder, han har været sammen med, fordi de har villet have, at han skulle være mand på en særlig måde. Men det er ikke en god idé. Man må selv tage ansvar.”

Sådan sagde Geir Gulliksen en smuk august-aften, måske sommerens sidste, ved en salon om køn og kærlighed på Karen Blixen Museet i Rungsted. Et flere gange udsat arrangement, som lige var det, der skulle til, for at jeg kunne skrive om Den jeg skulle blive.

Vi kunne skimte skibene i det fjerne, mens kærligheden og kønnene blev samtalet frem.

For som han sad der og reflekterede roligt og charmerende over kærligheden i samtale med Elisabeth Skou Pedersen forstod jeg næsten ikke, hvorfor Den jeg skulle blive var så svær for mig at læse. Men det var den. For Hennings refleksioner over, hvordan hans parforhold har påvirket ham, ikke mindst den inderlige insisteren på, at det man føler, må være sandheden, om det så skal koste en halvdelen af ens barns liv – den halvdel, hvor det ikke er hjemme – gør ondt lige der, hvor det gør ondt i forvejen på mange af os såkaldt moderne mennesker, der lever efter vores ‘mave’, følger vores ‘hjerte’ og ikke mindst dyrker forelskelsen næsten som en gud. En dum gud.

“Forelskede mennesker er jo naive. De er også forelskede i sig selv og derfor dobbelt naive,” sagde Geir Gulliksen den aften, og ih, hvor vi lo alle sammen i den smukke aften på museet.

For det gjorde godt at sidde der med vores kolde drikke og solbrændte ben og have en lidt ironisk-kynisk distance til den der fjollede kærlighed. Men kynismen nåede ikke op på det tæppebeklædte podium. Manden deroppe gjorde nemlig klart, at han tror på kærligheden. Han er gift for tredje gang med et lønligt håb om ikke at skulle skilles igen – og en følelse af, at det var hende, han er sammen med nu, han bare skulle møde, for at det lykkedes.

“Men tænker jeg det igennem, så havde jeg jo også den følelse første og anden gang, jeg blev gift. Jeg tror, vi er mange, der troede, vi skulle være sammen med den, vi mødte som sekstenårige, for evigt. Hvordan kan man tro andet, når man er forelsket?” smilede han.

Geir Gulliksen har altså både forfatterens blik for, at det moderne menneske i sin kompromisløse søgen efter egen lykke lyver for sig selv og andre og river gode hjem ned, og en menneskelig tro på, at det er sådan det må være, for kærligheden er det største.

“Nogle lever for kærligheden, andre synes, den er hyggelig. Jeg er en af de første,” som han sagde.

Måske er det derfor, Geir Gulliksens bøger om parforholdet – dets begyndelse, midte og slutning – kan føles så ubehagelige at læse, selv om de er så velskrevne (måske netop derfor). For karaktererne, fra den tilsyneladende åbne, men i virkeligheden manipulerende Jon i Historie om et ægteskab over den utro Hans med sit naive ego-projekt i Se på os nu til Henning med sine pinefulde forsøg på at blive en mand, der elsker mænd, i Den jeg skulle blive, gør ting, vi alt for godt forstår. De lever efter deres egne behov, forsøger at forstå andres og få dem til at passe sammen, mens de med sved på panden rationaliserer i en uendelighed for at holde det hele ud.

Værst – eller bedst – for mig i Den jeg skulle blive – er Hennings præcise observationer af den datter, hvis mor han engang forlod for at leve et nyt kærlighedsforhold ud. I august-aftenen sagde Geir Gulliksen:

“Vi plejer at sige, at bare de voksne er glade, så er børnene glade. Men sådan er det ikke nødvendigvis.”

I bogen står:

De første år, mens hun stadig var lille, græd hun ofte, og altid om søndagen. Hun sagde, at hun savnede mor, når hun var hos mig, og at hun savnede mig, når hun var hos mor. Jeg forstod ikke, at hun sagde det på den måde for at udglatte, så ingen af os skulle blive såret. Hun længtes, men ikke efter os. Eller hun længtes efter en version af os, der ikke længere fandtes, dem vi havde været, da vi boede sammen.

Av. Bare av. Hvis nogen synes, at skilsmisseforældre indimellem er for hårde ved sig selv, skulle de bare møde Henning. Men de følelsesmæssige pisk har en funktion; for hvis ikke vi forstår barnets smerte, hvordan skal vi så kunne møde dem i den?

Henning er også hård ved både sig selv og kvinderne, når han reflekterer over sine forhold til til dem; forhold, som i nogen grad har kostet hamhans egen identitet. Den mandlige identitet optager i det hele taget Geir Gulliksen.

“Der skal meget lidt til, for at en mand ikke føler sig mandig. Kan han tage en rød paraply over sig, når det regner? Kan han gå i kjole? Mange synes måske ikke, det er så vigtigt, men jeg er meget optaget af det.”

For Henning forsøger at komme til at elske (med) mænd for at blive den, han skulle blive. Han går på en dating-app og bliver forsøgsvis husven for et heteroseksuelt par, et pinefuldt fejlslagent forsøg, beskrevet i lange detaljer. Fantastisk skrevet, svært at læse. Senere forelsker han sig faktisk i en mand, der viser sig ikke at være homoseksuel, og måske opstår noget nyt, en udvidelse af forståelsen af, hvad kærlighed kan være.

Hvorom alting er, Henning må selv finde ud af, hvem han skulle blive, men kan man det?

“Jeg tror meget på det relationelle. At vi opstår sammen med andre. Og så snart jeg har sagt det, kan jeg høre koret af mennesker, der råber “Nej! Jeg er mig selv, når jeg er alene.” Det er interessant, at man kan have det forskelligt. Jeg kan komme med et eksempel. Jeg er meget mørkeræd, men da jeg havde min toårige datter med i sommerhus, var jeg ikke bange. Ikke fordi hun kunne forsvare mig, det kunne hun jo ikke, men fordi der var jeg far. Jeg vidste, hvem jeg var. Hver gang jeg er for længe alene, glemmer jeg, hvem jeg er,” sagde Gulliksen og fortsatte:

“Og hver gang jeg er sammen med andre, mister jeg mig selv.”

Der blev, bilder jeg mig ind, en kort stilhed i rummet, fordi vi alle kunne genkende det. Vi så ud på skibene på Øresund gennem vinduet og på portrættet af Karen Blixen, og så sendte vi den kloge nordmand hjem på et skib og gik selv ud i livet for at møde kærligheden, slå os på den og bedrage os selv og andre.

“For sådan er livet,” sagde han.

Den jeg skulle blive af Geir Gulliksen er i Danmark udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.