Retfærdighed!

❤️❤️❤️❤️❤️ For nylig på Krimimessen i Horsens spurgte britiske Sarah Vaughan ud til publikum på formfuldendt Oxford-engelsk, om vi egentlig havde en politisk elite i Danmark på samme måde som i England – og om det betød noget for vores oplevelse af en bog som hendes?

56439091_857340637932321_449584643830710272_n

Det var et godt spørgsmål. For Skandalens anatomi handler i den grad om hierakier. Om en britisk elite, der ikke bare har titler, men også føler sig entitled, og som derfor er hævet over såvel loven som almindelig moral. Romanen kører i to spor; i det ene følger vi retssagen mod juniorministeren James, der af sin tidligere elskerinde er anklaget for voldtægt ved deres sidste møde, efter at affæren var afsluttet. I det andet spor følger vi James, hans slæng af privilegerede venner, herunder den nuværende premierminister, hans nuværende hustru Sophie og dennes læsemakker Holly på ikoniske Oxford. ‘Noget’ skete dengang, som giver genlyd i nutiden og påvirker både voldtægtssagen og personernes opfattelse af hinanden og den. For kan Sophie stole på sin mands uskyld? Og kan James regne med sin gamle vens opbakning? I bedste noir-stil får vi historien fra flere sider og ved ikke helt, hvem vi skal stole på – den er elementært spændende, og jeg læste den på to dage i streg.

0x500-1

Men det, der løfter bogen over dens egen suspense og giver mig lyst til at læse den igen, selv om jeg kender plottet, er beskrivelsen af Oxford-miljøet. De salige skal arve jorden, og drengene fra Eton arver Oxford. Her er de konger, der forvalter deres kongedømme helt forfærdelig dårligt, og piger som Sophie hænger kun lige med i kraft af deres klasse, men med deres køn imod sig. Skandalens anatomi beskriver pinefuldt, hvordan klubben ‘Libertinerne’ hærger igennem Oxfords beværtninger og smadrer alt, hvilket de fortvivlede indehavere forventes at se som en form for ære. For de betaler jo, ikke sandt? Særligt tåkrummende er en scene, hvor de hovedrige og sanseløst berusede dengser køber litervis af dyr champagne og hælder den ud på gulvet.

Holly er på Oxford på et stipendium. Hun kommer fra Liverpool og er derfor fra starten bagud på sociale point. Fagligt åbner der sig til gengæld en verden for hende, som hun aldrig har kendt før. Hun er dygtig til sit fag, engelsk, og hun kommer i læsegruppe med smukke Sophie, der er kæreste med James. De bliver en slags venner i Hollys optik, men i Sophies verden er Holly mest af alt et middel til at få lavet de nødvendige lektier, der ikke interesserer hende meget. For Sophie er på Oxford for at have det sjovt og finde en mand. Og det gør hun. Men var det et godt valg?

Særligt tåkrummende er en scene, hvor de hovedrige og sanseløst berusede dengser køber litervis af dyr champagne og hælder den ud på gulvet.

Skandalens anatomi handler om elite og ulighed, mænd og kvinder, #metoo og victim blaiming, habilitet, moral og meget mere. Det lyder som en kronik, men det fungerer som roman, især på grund af den stramme komposition og de levende karakterer. Ud over James, Sophie og Holly er også anklageren Kate, der fører sagen mod James, medrivende og nuanceret beskrevet. Hun  er tynd, ensom, lettere alkoholiseret og drevet af retfærdig harme. Det er Sarah Vaughan også.  Faktisk var hun rasende, da hun skrev bogen, fortalte hun tilbage i Horsens.

“Men forhåbentlig fik jeg kanaliseret vreden.”

Det gjorde hun bestemt.

På hendes spørgsmål svarede en mand i publikum – det var såmænd min egen – at vi netop har set voldtægtssager i de politiske ungdomsorganisationer over et bredt politisk spænd, så desværre er historien også aktuel her.

Skandalens anatomi få en vid udbredelse og en afskrækkende og effekt. Ikke mere dækken for hinanden. Ikke mere grådig og hensynsløs elite. Ikke flere kvinder, der bebrejder sig selv for andres fejl. Retfærdighed!

Skandalens anatomi er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Hvad skal jeg læse … når jeg selv må bestemme?

Undskyld. Hvis du er læser af Bogliv og har fundet vej herind de sidste par måneder, så bare undskyld. Jeg ved godt, det har stået sløjt til. Der har stået det samme henne i ‘Lige nu læser vi’, og det, der har stået, har været pligtlæsning. Der er nemlig to gange om året, hvor jeg i særdeleshed ikke læser af lyst, men af pligt; op til Bogforum i efteråret og op til Krimimessen i foråret. Fordi jeg skal interviewe. Misforstå mig ikke. Der kan sagtens ligge vidunderlige læseoplevelser i de bøger, jeg skal interviewe om. Sådan var det fx i år med Sarah Vaughans Skandalens anatomi, som jeg snarest vil anmelde her på siden. Den slap jeg ikke i to døgn, for den er spændende – og vigtig!

 

Jeg kan også altid finde noget at være begejstret over ved de bøger, jeg skal læse, om ikke andet forfatteren, for de allerfleste forfattere er skidesøde og sjove at snakke med, når de kommer ud af skrivebulen. Det gælder ikke mindst svenskerne, som altid drysser glimmer og grandness over de danske messer, for de har lige det ekstra – det skarpe jakkesæt, de tårnhøje stiletter og de velformulerede svar, der får os andre til at ligne bavianer, men de synes vistnok, vi er ret nuttede alligevel. Og de gider godt at svare på, hvorfor de skriver spænding (her er flest penge), og hvor de får deres inspiration fra (virkeligheden, mestendels!). Jeg kan både anbefale Sofie Sarenbrandt, Lina Bengtsdotter og Martin Österdahl, der sætter hver deres præg på en genre, det er svært at forny. (PSsst! Og Martin har engang været chef for Eurovisionen! Seeeejt.)

Så altså: Intet skidt at sige om pligtlæsning, ud over at der ikke er meget lyst i det. Det er bare en anden måde at læse på, når man ved, man skal stå til regnskab for læsningen – og når man ikke selv har valgt bogen. Jeg har læst rigtig, rigtig mange pligtbøger de sidste mange år – otte år på Krimimessen. Og nu, hvor den er slut for i år, muleposerne er pakket ned, og hverdagen er tilbage, går det op for mig, at jeg slet ikke ved, hvad jeg har lyst til at læse. Derfor står der et spørgsmålstegn henne på ‘Lige nu læser vi’. Det står faktisk mere som en hensigtserklæring end en beskrivelse, og det skal der laves om på.

Jeg vil læse af lyst – men hvad?

Jesper Wung Sung vinder Kulturministeriets pris – tillykke!

Jesper Wung Sung har vundet Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger 2018 for bogen Alfred og gabestokken, som fik fem bankende hjerter af Boglivs ungdomsanmelder Frida.

Udvalget skriver blandt andet i sin begrundelse:

Med “Alfred og gabestokken” fortæller Jesper Wung-Sung et særegent eventyr om anderledeshed, fastlåsthed og anarki. Mærkeligt? Ja, men med intertekstuelle påmindelser om, hvem vi er, og med eventyrets sikre genremæssige kontur ledsager læseren Alfred på en sær dannelsesrejse og måske endda en rejse gennem pubertetens genstridige faser.

Med prisen følger 75.000 kroner. Bogliv ønsker kæmpe tillykke!

Min hat, mine bøger, mit bogliv

Nogle gange kan man blot blive lidt rundt på gulvet af alle de kasketter – eller skulle jeg sige hatte? – man har på i sådan et bogliv. Her er jeg bogblogger og en slags anmelder med domme og vurderinger og meninger og holdninger. Dér er jeg forfatter og ultrafølsom over for anmeldelser og andres domme og vurderinger og meninger og holdninger (uh!). Midt imellem er jeg interviewer, venlig, understøttende, en blid hånd i ryggen på mere eller mindre nervøse forfattere, hvoraf nogle næsten dirrer af taknemmelighed, når samtalen er slut, en del bare er glade for at tale om deres bøger, og en enkelt engang har bedt mig sætte mig ned og holde k… (Jeffrey Archer, jeg lover ikke at nævne navne!).

Og lige her, i dag, på en halvflittig lørdag, er jeg mest af alt forlægger. For et par uger siden udkom mit forlag Sleeping Beautys første bog, Jan Frejlevs novellesamling Det var mig der slog Tom Jones ihjel. Pludselig er det mig, der sender pressemeddelelse og anmeldereksemplarer ud, laver aftaler om oplæsning og medieoptræden og venter dirrende nervøst på andres domme og vurderinger og meninger og holdninger. Og bliver uendeligt glad, når jeg opdager, at Jans fine fortællinger kan stå og gå og gøre ved helt selv; at de siger nogen noget – endda noget andet og mere, end både Jan og jeg har tænkt. Christina, der har Bausagers Books, læser dem sådan her:

Det er fortid og nutid, om mænds liv i udkanten af fællesskaber, og for de flestes vedkommende også af samfundet. Nogle personer krydser hinanden i fortællingerne. Nogle personer går igen.

Fortællingerne er skrevet med humor og ømhed, nogle lidt absurde, men varmen gennemstrømmer dem alle.

Er du glad for musikeren Allan Olsens tekstsunivers, finder du noget af det samme hos Frejlev. De skæve eksistenser, røgen og de finurlige kaldenavne. Hvis du er lærer og arbejder med Jesper Wung-Sungs Hovedet, så er titelnovellen oplagt som eksamenstekst.

 

Skærmbillede 2019-03-02 kl. 10.38.29

Ovre i Livet i dukkehuset skriver Sascha, at man flyver gennem siderne, hvilket hun kvitterer for med fire flotte stjerner. Hun har især lagt mærke til en af de historier, jeg også selv holder mest af, nemlig Opsplitning:

Der var især en fortælling, som gjorde et stort indtryk på mig, den hedder “Opsplitning”  og handler om, at blive forladt og om hvor svært det kan være, at rejse sig op igen. Og det er da noget vi alle kan relatere til. Mon ikke mange af os har prøvet at blive forladt, hvor vidt det er en kæreste, en veninde, en forældre eller andet er ikke så vigtigt, det vigtigste er den følelse vi sidder tilbage med.

Skærmbillede 2019-02-25 kl. 10.56.44

For mig som forlægger er det nærmest magisk at kunne dele disse historier, som jeg har set blive til, med andre bogelskere og opdage, at de virker. Jan selv tager virakken rimelig roligt – tilsyneladende, i hvert fald. Han skriver på sin på Facebook:

(…) jeg holder af mine historier lever videre hos læserne. Anmeldelsen gør mig klogere på, hvad det egentlig er at jeg skriver, og hvordan det kan tolkes. Det er sjovt og overraskende at mit univers minder om det som Allan Olsen synger om, og det må det godt, selvom det ikke er med vilje.

 

IMG_7288
“Det er sjovt og overraskende, at mit univers minder om det, Allan Olsen synger om.”

NÅ, men det var det med hatten, ikke? Eller hattene. Kan man godt have alle de hatte på – anmelder, interviewer, forfatter, forlægger – samtidig, uden at hovedet bliver for tungt? Ja, forbavsende nemt, egentlig. For det hele handler jo bare om at læse og skrive, og det er det, jeg kan lide og altid har kunnet lide. At jeg sætter min hat, som jeg vil, er nok en tilsnigelse for en, der indrømmet er afhængig af andres meninger (her kunne jeg lære en del af min forfatter – og kæreste), men at jeg jonglerer med mine hatte uden at blive alt for bulet af det, det er uomtvisteligt. Forresten er det værre IKKE at have hat på, hør bare:

HAN KUNNE MÆRKE DET, lige så snart han slog øjnene op den morgen. Universet var vendt op og ned. Det var et uvarslet og dybt fald ud i det vægtløse mørke. Hatten sad ikke længere på hans hoved. Forundret satte han sig op i sengen. Nøgen sad hun i benenden af sengen. Hendes øjne hvilede på ham med et kærligt blik, en tåre lå på lur i øjenkrogen. Hun havde hans hat på hovedet.

”Min hat klæder dig. Tog du den bare af?”

”Ja, det var nemt.”

Hun rakte ham en kop dampende varm kaffe.

”Sker det nu? Jeg kan mærke det. Det er alt for tidligt.”

Han kunne næsten ikke få ordene ud.

”Ja. Nu er det på tide. Det gør mig ondt.”

”Hvorfor nu?”

Han fik hjertebanken.

”Alting har sin tid. Tiden sammen med dig har været den bedste tid for mig – og dig. Nu skal jeg videre.”

”Vi elsker hinanden. Det er meningsløst.”

”Jeg elsker dig. Også når vi ikke er sammen. Jeg elsker dig, også når jeg er et andet sted.”

”Hvorfor kan jeg ikke tage med dig?”

”Det er min rejse, og jeg tager alt det, vi har haft sammen, med mig. Det vil altid tale til mig.”

– Fra novellen Gensyn

Det var mig der slog Tom Jones ihjel af Jan Frejlev er udkommet på Sleeping Beauty og kan købes direkte fra mig eller her

 

Ungdomsanmeldelse: Nattens hvisken og den søde duft af hekseri

Frida Manniche har læst en bog, hun garanterer, vil tiltrække unge fantasy-fans.

❤️❤️❤️❤️❤️ Her er en bog, der skal læses under fuldmånen med te og en kat i skødet – med mindre nattens hvisken og den søde duft af hekseri skræmmer dig.

Ungdomsbogen Tornenes Sprog: Midnatsfortællinger er en samling af seks fantasy-fortællinger, der finder sted i Leigh Bardugos univers, kaldet Grishaverse. Alle fortællingerne er smukt illustreret af Sara Kipin, hvis tegninger findes i marginen på hver eneste side.

De seks historier låner fra kendte eventyr som blandt andet Hans og Grete, Den Lille Havfrue og Nøddeknækkeren. Fortællingerne har temaer som længsel, kærlighed og retfærdighed.

Fortællingerne er smukke og dystre, med bittersøde slutninger. Prinser er ikke belevne, og stedmødre er ikke altid lige onde. Leigh Bardugo opfordrer os til at udfordre eventyret, som vi kender det. Tornenes Sprog transporterer os ind i verden, hvor en bølge måske vil hjælpe en forelsket dreng, men kun for en uhyrlig pris, hvor et misforstået monster er fanget i en labyrint, og hvor en havfrues stemme kan bringe dødelige storme.

Prinser er ikke belevne, og stedmødre er ikke altid lige onde.

Dette er en af de der bøger, som personer som jeg – en 16-årig pige hvis interesse for det fantastiske nok har taget en smule overhånd – flyver igennem. Tornenes Sprog er super underholdende, den vidunderligt dunkle atmosfære er hypnotiserende, og bogen er fyldt med plottwists der holder dig klistret til siderne.

Det smukke og forunderlige finder man i alle fortællingernes slutninger. Bardugo får forvrænget vores forventninger, og man sidder tilbage med en følelse af malplaceret retfærdighed.

De flotte tofarvede tegninger afholdt mig fra at lægge bogen fra mig. Tegningerne udvider sig på hver side, og illustrerer hvad der sker i historien.

Når man har slugt de sidste fortryllende ord, og vender sidste side, af den sidste fortælling, hungrende efter mere af dette fortryllende og dystre univers er det heldigt at Bardugo har to populære serier der finder sted i samme verden.

Man behøver ikke at have læst Bardugos tidligere bøger for at læse denne samling, men der er mange sjove små hints til dem der har.

Tornenes Sprog er garanteret til at fange de unge fantasy-elskere.

Tornenes sprog af Leigh Bardugo er udkommet på Carlsen Puls og kan blandt andet fanges her

Det var mig der slog Tom Jones ihjel

… eller rettere: Det var en lille dreng med træsko uden hælkappe, der for en gangs skyld satte sig op mod overmagten og slog igen. Og overmagten var selvfølgelig ikke:

… den walisiske minearbejdersøn, der fik husmødre til at miste besindelsen og kaste gennemvædede trusser op på scenen, når han gav koncert i KB-Hallen.

(og som altså absolut er i live, for han spiller i Tivoli 5. juli!) … med derimod en af de store drenge i kvarteret på Amager, der:

… slog med næverne, så det sang i kraniet på den, som han hamrede løs på. Selv når han ikke var på gaden, kunne jeg mærke hans tilstedeværelse som en snurrende frygt indeni, når jeg gik til og fra skole.

Det kan man læse i Jan Frejlevs nye novellesamling Det var mig der slog Tom Jones ihjel.

0x500-1

Den har jeg udgivet på mit forlag Sleeping Beauty. Jeg er forlægger.  Det føles helt uvirkeligt at skrive, for udgivelsen af “Tom Jones”, som lynhurtigt er blevet ikke bare den store dreng i novellens, men også novellesamlingens kælenavn, er på mange måder opfyldelsen af en masse drømme på én gang.

Som forfatter er jeg selv udkommet på store forlag. Det er der mange fordele ved – netværket, den velsmurte maskine, de mange professionelle mennesker, der bruger hele dagen hver dag på at lave og sælge bøger. Ulemper er der også. Med mindre man er Helle Helle eller E.L. James, er man ikke en af dem, der trækker på markedsføringsbudgettet, og så er det svært at sælge bøger i dag. Ens egen lille bog kan heller aldrig betyde det samme for de ellers umanerligt venlige og dygtige mennesker, der håndterer masser af bøger hver dag, som den gør for en selv. Og det er altså svært at dele noget så personligt med nogen, det ikke er helt så personligt for.

Jeg har mange forfattervenner, der arbejder hårdt og dedikeret på bøger, fordi de af et ærligt hjerte mener, at de har noget at sige til verden og gerne vil sige det så godt som muligt. Det er vidunderligt, når vi mødes og taler begejstret om vores bøger, men alt for ofte ændrer stemningen sig til det værre, når vi taler om, at bogen skal til at udkomme. På en underligt bagvendt måde bliver det den mest glædesløse del af processen. Så mange forfattere føler sig “små”, oversete, upåskønnede og glemte. Man får ikke omtale nok,  forlaget “gør ikke nok”, og læserne opdager ikke ens hjertebarn, der så bare får lov at ligge i et hjørne af boghandlen. Det hænger ikke engang altid sammen med størrelsen; selv storsælgende forfattere kan have det sådan. Ikke fordi forlagene er onde, eller læserne er dumme. Det er bare så utrolig brutalt et marked, at muligheden for at sælge de tusindvis af bøger, som forlagene sælger, er lille og med et kort tidsspænd.

Jeg har længe haft lyst til at få glæden ved at udkomme tilbage. Jeg har haft lyst til at udgive få gode bøger i små oplag – til en start – og behandle dem godt i alle led af processen: sparring om idéen, opmuntring i skriveprocessen, respekt og grundighed i redigeringen, omhyggelighed med at skabe det bedste cover, perfekt korrekturlæsning, ordentligt tryk, målrettet og vedholdende markedsføring. Og masser af kærlighed til både ordene og forfatterne hele vejen, for det har man altså brug for.

Det lyder som selvfølgeligheder, men det er det ikke. Det er svært. Tidskrævende. Udfordrende. Og helt utrolig svært at tjene penge på. Der skulle et helt særligt push til, for at jeg kom i gang. Det kom med Tom Jones. Og med Jan.

Jeg mødte Tom Jones først. Jan havde skrevet sin novellesamling og sendte den til mig, og jeg gav ham feedback på novellerne, før vi overhovedet mødtes. De var ikke som noget andet, jeg havde læst, og alligevel var de underligt velkendte. Som noget, jeg havde læst for længe siden, havde glemt igen og alligevel genkendte med det samme. Hvad er det, det ligner, tænkte jeg hele tiden. Var det Dan Turell? Finn Søborg? Villy Sørensen? Jan Sonnergård? Det var noget i den retning – de retninger! – men det var også helt sig selv.

Det var historier om helt almindelige og ualmindelige mennesker. En mand, der finder en hat på en bænk. En kvinde, der forlader sin mand og efterlader ham grædende så højt, at naboen må minde ham om, at man ikke må have hund i ejendommen. Endda en mand, der gemmer plasticposer i kummefryseren, fordi han tror, det er måden at redde verden på.

Sproget var også helt anderledes end noget, jeg var vant til at læse. Minimalismen har ikke en chance hos Jan Frejlev, det har pudsighederne, humoren og fortælleglæden derimod:

JEG FANDT EN HAT, da jeg satte mig på en bænk i Fælledparken. Det var bare en grøn københavnerbænk som alle andre. Parkens fugle havde skidt på sædet, og på ryglænet var et enkelt tag: BUZZ. Ellers intet at bemærke om den bænk. At hatten var blevet efterladt, var der ingen tvivl om. Man glemmer ikke sin hat. Det mærkes jo på hovedet, at den mangler, når man promenerer barhovedet af sted. Hovedet husker den slags.

Der  var sødme, følelse, vrede, humor, craziness og ikke mindst noget så gammeldags som indignation i fortællingerne:

Det var en af dagens små selvforkælelser. Hun mærkede, hvordan alle sanser vågnede, og glæden spirede i hende, når hun trådte pedalerne i et af de lette gear for ikke at komme til at svede. Cyklen bar hende igennem det storslåede storbylandskab.  Kastanjetræernes skygger viste vej imod Vesterbro. Hjemløse fra nær og fjern sled hårdt i det med at samle flasker og dåser, så de også kunne købe sig noget at spise i dag.

Det gjorde mig nysgerrig, interesseret, overrasket og betaget. Der udkommer så mange bøger, som ikke flytter noget i nogens liv. De her noveller flyttede noget i mig, derfor bad jeg tidligt, om ikke jeg måtte udgive dem. Fordi jeg vidste, at jeg ville være stolt over at sende dem ud i verden og troede på, at jeg ville kunne gøre  noget godt for dem. Han gav mig lov, og det blev starten på Sleeping Beauty og – det er der ingen grund til at skjule – på en smuk og skelsættende kærlighed i mit eget liv. Den historie holder jeg mestendels for mig selv, men historierne i Det var mig der slog Tom Jones ihjel er jeg lykkelig for at dele med alle, der kan lide at læse og leve.

Gæsteanmeldelse: Farefulde overgange

 

camilla_lille

Gæsteanmelder Camilla Rosengaard er antropolog og har med stor begejstring læst Lotte Kirkebys debutroman De nærmeste om en kvinde, der står over for et af de farligste steder i livet: en overgang.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Overgangsritualet er noget af det mest veldokumenterede i antropologiens teorihistorie. De etnografiske beretninger om alt fra indvielsesritualer i Amazonas dybe jungle over bryllupsritualer i Mellemøsten til begravelsesritualer i den danske folkekirke kredser om de rituelle greb, mennesker over hele verden sætter i værk for at skabe rammer for overgange.

Antropologernes videnskabelige bestræbelser er et udtryk for, at det er et menneskeligt vilkår, at overgangene er farefulde. Det er i transitionen fra barn til voksen, fra ung til forældre, fra småbørnsforældre til forældre til voksne børn, fra aktiv deltager på arbejdsmarkedet til pensionist, at man risikerer at miste fodfæstet. Det er i transitionen, man risikerer at blive udvisket og miste sig selv.

Lotte Kirkebys debutroman De nærmeste handler i dobbelt forstand om at være i transition. Romanens hovedperson Anna er vidne til, at hendes to halvvoksne døtre er i gang med at løsrive sig samtidig med, at hun skal håndtere, at hendes forældre svækkes og dør. Anna ser den veldefinerede rolle som datter og mor gå i opløsning, og rådvildheden og ensomheden træde i stedet.

0x500

Annas oplevelse af rådvildhed understreges af, at det viser sig, at hendes to søskende har en helt anden opfattelse af deres fælles barndom og af forældrene, end hun selv har. Anna konfronteres med et andet menneskeligt vilkår – nemlig at mening skabes retrospektivt, og de identitetsskabende fortællinger om fortiden er en skrøbelig størrelse, der godt kan give anledning til strid.

Dette bliver meget håndgribeligt, da Anna og hendes søskende på rituel vis mødes med præsten for at give ham input til den tale, han skal holde ved deres forældres begravelse. Det kommer bag på Anna, at hendes søsters forståelse af deres mor er radikalt anderledes end hendes egen:

Eva mente ikke, at hun var interesseret i at lære os at kende. Men det passer ikke. Og jeg vil ikke have, at det er det billede af hende, der bliver stående hos præsten. Det er ikke sådan, det var, hverken da vi var børn, eller da vi blev voksne. Jeg kigger hen på Christian igen. Jeg vil have, at han skal sige noget, men det gør han ikke. Han gør ingenting, som om han giver Eva ret.

Lotte Kirkeby minder læseren om barndommens store betydning for vores selvforståelse og eksistens. Med få beskrivende greb pin pointer hun, hvordan tabet af forældre nærmest kan viske et menneske ud.

Stærkt i romanen står Annas registrering af, at hendes to døtre er ved at vokse op og etablere uafhængige liv, og at det sker hurtigere, end hun helt kan holde og følge med til – som med syrenerne, der

blomstrer for hurtigt med deres hektiske duft af råd og parfume, og de brune stande, der bliver hængende hele sommeren, giver mig en følelse af, at der er noget, der haster, at alt er forbi, næsten før det er begyndt”.

Som soloforælder har hun hentet styrke i den veldefinerede rolle som eneansvarlig for de to små børn, men med rollens transformation forsvinder kræfterne:

… dengang havde jeg en fornemmelse af, at jeg kunne blive ved, selv om jeg var træt. Det har jeg ikke nu. Eller også vil jeg bare ikke, og måske er det lige meget.

De nærmeste er en stramt komponeret roman, der trods sin lidenhed (205 sider, red.) adresserer livets helt store eksistentielle spørgsmål. Lotte Kirkeby har en formidabel evne til med få ord at fremmane stemninger, puste liv i sine karakterer og sætte ord på det almenmenneskelige. Denne læser var vild med Lotte Kirkebys novellesamling Jubilæum, sender seks røde hjerter efter De nærmeste, og håber på, at dansk litteratur beriges med flere bøger fra Kirkebys hånd.

De nærmeste af Lotte Kirkeby er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Gæsteanmeldelse: En snak om hele verden

Palle lille

Palle Schjødtz har læst en bog om hele verden, skrevet af to jævnaldrende mænd, der ved det meste og kender de fleste. Det er godt, men også lidt trættende.

❤️❤️❤️❤️ Samtaler mellem vidende personer er blevet et yndet middel til oplysning til og underholdning af interesserede personer. Det gælder TV-udsendelser samt ikke mindst de gennem de senere år så almindelige samtalebøger.

De to tidligere udenrigsministre, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen, har længe optrådt sammen på TV, og de har nu også udgivet en samtalebog, medieret og redigeret af Mogens Lykketofts kone, Mette Holm, og emnet er i al beskedenhed hele verden.

0x500-2

De to herrer har tilsammen og hver for sig en enorm viden om, hvad der foregår rundt om i verden, og de har stærke meninger om, hvad der er godt – det er ikke så meget – og hvad der er dårligt – det er det meste, synes det at fremgå.

Desuden har de begge haft og har stadig netværk, som sætter dem i stand til at bringe opdateret viden, i hvert tilfælde indtil bogens udgivelse Det er faktisk en ganske overvældende viden, der her stilles til rådighed for læseren, ofte krydret med lidt name-dropping og insiderviden.

Hvis man som læser prøver at læse hele bogen fra a til z, kan man godt blive lidt træt, men man skal jo på den anden side ikke vente for længe, for udviklingen går hurtigt alle steder, så bogen hurtigt kan blive forældet.

Som opslagsbog til baggrundsviden er bogen fremragende og den veldisponeret og -redigeret af Mette Holm, som også selv hist og her bidrager til indholdet.

Du store verden af Mette Holm, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen er udgivet af Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Kærlighed, sår og en perfekt titel

❤️❤️❤️❤️ Kan man være kærlighedsnørd? Det tror jeg godt. Jeg tror, at jeg er sådan en. Jeg synes simpelthen, det, der kan ske, må ske og indimellem fortvivlende ikke sker mellem to forelskede, elskende mennesker er noget af det mest mærkelige, vidunderlige og spændende, man både kan opleve og studere.

Jeg sidder klinet til skærmen, når der er Gift ved første blik, og har hovedet helt inde i radioen, når der er Tue og Tonys podcast dagen efter. Jeg ser har set The Affair tre gange – alle fire sæsoner. Jeg har skrevet to bøger, der kredser om kærlighed og sex – og jeg læser alt, hvad jeg kan komme i nærheden af om det bankende varme emne. For nylig har jeg læst en bog med noget nær den bedste titel, jeg nogensinde har set på en non-fiktion: Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Hvadbehager? Hvis dét ikke er løfte, så ved jeg ikke, hvad er. Undertitlen er også god, omend mindre inciterende og mere sådan “smøg ærmerne op”-agtig: Om hvorfor vejen til det liv du længes efter, altid går igennem jeres mest fastlåste konflikter.

0x500-1

Nå ja, vi ved jo godt, hvis vi har læst (eller skrevet!) dameblade nok, at kærlighed – også – er hårdt arbejde, så okay, bring it. Og nøj, hvor vi får noget for pengene. Socialpsykolog Jytte Vikkelsø opridser den umiddelbart simple teori, at vi forelsker os i mennesker, der på én gang rummer karaktertræk, vi beundrer og selv ønsker at have, og karaktertræk, vi forsøger at slippe væk fra, fordi de minder os om dem, der forhindrede vores frie udfoldelse, da vi var børn. I vores elskede findes, mener Vikkelsø, både et element af ‘krænker’ og potentiel ‘forløser’. I starten er det en euforiserende kombination, men efterhånden som parret får de første konflikter, begynder de to parters gamle sår at spille en rolle, i nogle tilfælde i en grad, så der opstår det, forfatteren kalder en mytisk knude:

En person, der træder ind i et andet menneskes liv på det mytiske plan, bliver en utrolig vigtig spiller i det menneskes liv. Men så længe vi ikke forstår, at den ydre konflikt spejler en inde, uforløst konflikt, er det næsten umuligt at udfolde potentialet, der gemmer sig i dette dramatiske møde.

Resten af bogen er egentlig et forsøg på at udfolde, hvordan det dramatiske møde kan udfolde sig, blandt andet gennem forskellige cases fra Vikkelsøs egen praksis. Og det er ikke så enkelt endda, men det er godt at vide. Der er meget, jeg kan spejle sig i, i både Erik og Anna, Petra og Martin og Rosa og Lauras opslidende konflikter. Jeg kommer til at tænke over, hvad jeg selv har slæbt med hjemmefra, og hvordan jeg kan komme til at fægte med spøgelser indimellem.

Men … jeg har også en følelse hele vejen igennem bogen af, at noget vigtigt hele tiden er lige ved at gå helt op for mig, men alligevel slipper væk. Allerstærkest bliver den fornemmelse, da vi kommer til, hvordan man så ændrer sine mønstre. For som forfatteren skriver, er der altid et element at lettelse hos par, der finder ud af, hvad deres mytiske knude er; nu ved de noget vigtigt om sig selv og hinanden, men at vide er ikke at gøre, der skal handles, hvis de skal ud af deres “mest fastlåste konflikter”. Her synes jeg, bogen svigter lidt. Det abstraktionsniveau, som egentlig også er dens styrke, bliver så højt, at det bliver rigtig svært at følge med:

For hvert ekstra milisekund, vi formår at forblive nærværende i spændingsfeltet uden at reagere defensivt og uhensigtsmæssigt, forøges vores responsmuligheder eksponentielt.

Okay, men hvad skal jeg så gøre? Det synes jeg ikke, bogen giver svar på, og det er muligvis også for meget forlangt. For meget forlangt er det til gengæld ikke, at en bog med så fornemt indhold bliver redigeret grundigt, og her kunne der godt være strammet op. Men alt er tilgivet, for titlen er perfekt, indholdet interessant og effekten varig. Hvor mange bøger kan man lige sige det om?

Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte af Jytte Vikkelsøe er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her

 

#læslæslæs (men orker man)?

Her kommer en underlig udmelding. Jeg bliver træt af at læse. Faktisk så træt, at jeg nogle gange har været ude i noget, der kunne kaldes en læsekrise. Og det er skam en ting, en af mine rigtig gode bloggerkolleger brugte ordet så sent som for et par dage siden, da vi mødtes over overdådige rester (hendes), øl og snaps.

“Jeg er i læsekrise,” jamrede hun, “jeg har en bunke så stor, som jeg skal læse, og jeg har ikke lyst til at læse en skid.”

cropped-bogbunke.jpg

Måske sagde hun ikke “en skid”, men sådan lød det inden i mit hoved, for der var det sådan i forvejen. Bunkerne vokser, og lysten daler, selv om længslen efter forløsningen stadig river i brystet. For et par år siden var det værre. Da var det mig, der jamrede. Jeg troede ikke længere på bogen – eller på kærligheden. Der var for mange bøger, som ikke blev læst, og for mange parforhold, der gik ad hekkenfeldt til. En kær ven sagde til mig:

“Per og jeg er bekymrede for dig. Du er blevet nihilist.”

Så fandt jeg kærligheden og begyndte også at læse igen, blandt andet fordi Han er så begejstret for bøger og kan fortælle om læseoplevelser, så nysgerrigheden pirres, og lysten vokser. Indimellem sker det også. Jeg har haft store læseoplevelser i år, blandt andet fordi jeg så min kæreste røres over finske Kjell Westös Den svovlgule himmel, blev inspireret og nappede bogen efter ham. Og havde den der lykkelige sorg, som man har, når man økonomiserer med de sidste sider. Åh, fryd.

0x500-1

Men jeg kan stadig blive grebet af en form for overmæthed. I mit SoMe-feed vrimler det med bognørder, der poster billeder af bøger og bogreoler og lænestole og katte, der ligger for fødderne, og lækre kopper kaffe, der står på det lille dekorative bord ved siden af, og det får mig altsammen mest af alt til at længes efter endnu et afsnit af noget på HBO eller min DR-app (for eksempel Herrens veje, der trods sin vanvittige tour de force gennem tidens presserende emner er så velspillet, at den er umulig ikke at blive draget af).

2080_686x309

Der er endda et hashtag, som hedder #læslæslæs, og det er så velment og i orden, men det har den stik modsatte effekt på mig. Jeg får lyst til at svare #nejnejnej og gøre noget helt andet. Hvilket jo er absurd, fordi jeg selv bidrager til vrimlen på både den ene, den anden og den tredje måde. Som forfatter, som blogger og som journalist, der både producerer og formidler bøger. Men hvem orker at læse alle de bøger?

En klog forfatterveninde, jeg har, siger, at det er godt, der udkommer så meget, for så er der altid noget til os alle sammen, vi læser bare ikke det samme. Anskuet sådan er det opmuntrende, at der bliver ved med at komme noget i hver en niche. Men hvad er min niche, hvad kan jeg egentlig godt lide? Jeg har læst så meget, fordi jeg skulle, i så mange år, at jeg næsten ikke ved det mere. Da jeg for nylig var med i en af de der udfordringer på Facebook om at poste et billede af en yndlingsbog hver dag i 7 dage, postede jeg Tom Kristensens Hærværk, Tove Ditlevsens Gift, Klaus Lynggårds Martin og Victoria og Line Fjordsides Det jeg mister. Så gik jeg i stå. Kun Lines bog er læst, mens jeg har været rigtig voksen, resten var i de tidligere tyvere – første gang, i hvert fald.

Den der på en gang berusende og beroligende fornemmelse af at finde noget, der bare passer perfekt, uden at man vidste, det var det, man ledte efter. Dobbeltfryd. Den findes både i kærligheden og i læsningen. Kærligheden har jeg, og i det næste år vil jeg gå på jagt efter den i læsningen. Jeg vil have gode, store oplevelser – og jeg vil give dem videre. Som blogger, journalist – og forlægger. Jeg har nemlig etableret mit eget forlag, Sleeping Beauty, og har første udgivelse på vej om blot få uger. En ægte første gang med tilhørende sug i maven. Meget mere om det ovre på den anden side.

Om jeg også kan levere oplevelser som forfatter, ved jeg ikke helt. Usikkerheden følger altid med det at skrive, og det skal jeg nok ømme mig over ved en anden lejlighed. Men jeg vil gøre mig umage.

Godt nytår!