Palle Schjødtz havde sit hyr med Jesper Wung-Sungs nye noveller til at starte med. Men vedholdenhed lønner sig, og han endte med at elske bogen.
❤️❤️❤️❤️❤️
Jesper Wung-Sungs novellesamling har ikke været så let at gå til. Allerede titlen: Ud af ti mænd. Og hvad så? Hvor mange? Hvor få? Eller hvordan er de eventuelt ens? Eller forskellige? Selve måden at skrive sætningerne på er også lidt krævende for læseren. MEN giv ikke op! Koncentrer dig og vær frisk i hovedet. En guldgrube af en novellesamling venter, hver med sin specielle mand, hvoraf én tilmed har skiftet køn.
Vi begynder med en mand, der åbenbart har et problem med sin søn, og så snyder har sig til at møde og tale med sønnens kæreste og deres søn på en byggeudstilling, medens sønnen har travlt med sin mobiltelefon.. Generationskløften er tegnet op, og det bliver interessant og måske lidt typisk.
Den næste novelle var min store prøve. Jeg læste den uden rigtig at finde ud af, hvad den handlede om, men efter at have læst den næste, son var ret nem at forstå, vendte jeg tilbage til den første, og nu havde jeg fanget stilen og konceptet stod klart. Det viste sig at være en fremragende beskrivelse af far og datter, der simpelthen ikke kan komme på bølgelængde, selv om de begge forsøger et stykke hen ad vejen. Hele handlingen med bipersonerne i resten af familien er tankevækkende, til tider morsom, bevægende og til sidst overraskende.
Så går det ellers løs med forskellige typer mænd og forskellige måder at håndtere tilværelsen på. Der er usympatiske indtil det forbryderiske, smarte typer, dumme, beregnende, nogle man kan lide, nogle man har ondt af, skilsmisser, generationskløfter, alt sammen tankevækkende og berigende.
Jeg endte med at elske den bog. Den er lige meget for alle køn og alle (voksne) aldre og kan varmt anbefales.
Ud af ti mænd af Jesper Wung-Sung er udgivet på Politikens forlag.
”Når du er klar til at fortsætte, så gå tilbage til Ørstedsgade …”
Klokken er 19 fredag aften. Temperaturen er langt under frysepunktet, og Østre Kirkegård i Vejle er mørk og tåget. Det er Helle Solvangs dannede stemme, som via Danske digerruters app fortæller os, at vi nu kan gå videre, og det er vi i den grad klar til. Jeg kan ikke mærke min ene fod, og vores ånde blæser som røg ud i den kolde aften.
Vores stivfrosne følelse står i skarp kontrast til den inciterende titel på Inger Christensens sidste digtsamling, sonetkransen Sommerfugledalen fra 1991. Et i bogstaveligste forstand formfuldendt værk, der samtidig giver mindelser om den barndom, hvor somrene altid var varme, og man jagtede rundt efter sommerfugle og eventyr.
De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop, zinnober, okker, guld og fosforgule, en sværm af kemisk grundstof løftet op.
Er dette vingeflimmer kun en stime af lyspartikler i et indbildt syn? Er det min barndoms drømte sommertime splintret som i tidsforskudte lyn?
Det er nu fire timer siden, vi startede på en rute, der skulle være på 7,3 kilometer, men i mellemtiden er vokset til en udfordring af proportioner, der har gjort, at vi har set os nødsaget til at døbe den Ingerminoen.
Vi startede energisk ved Himmelpind uden for byen, hvor vi hørte om Inger Christensens barndoms søndagsudflugter og grundlæggelsen af hendes digteriske natursyn:
”Vi er en del af naturen, men er samtidig den særlige del af naturen, der betragter naturen og dermed betragter os selv,” sagde hun.
Det, syntes vi, var så interessant, at vi snakkede løs om fænomenet, mens vi steg lettere pustende op gennem skoven, ufortrødent fortsatte forbi det lille skilt, der viste, at digterruten gik den modsatte vej, gennem en fold med søde geder og en hest og ud i et åbent land med nybyggede parcelhuse.
Det var allerede her, vi begyndte at fryse, og her en digterrute begyndte at forvandle sig til en -mino. Det var også her, at man kunne være kommet til at tænke:
Et samfund kan være så stenet,
at alt er en eneste blok,
og indbyggermassen så benet,
at livet er gået i chok
(Fra Det, 1969)
Hvis altså ikke der var kommet nogle søde lokale forbi og havde vendt vores kort på hovedet og sagt, at vi skulle tilbage til hestene og gederne. Det gjorde vi så. Så denne gang skiltet og gik tilbage mod byen, hvor vi besøgte Inger Christensens gamle skole, hendes barndoms hjem (tror vi nok, vi kunne ikke helt se, hvad der var hvad) og holdt pause ved et sted, hvor der er printet ord i en labyrint i fortovet.
Vi har hørt om alarmerne under Anden Verdenskrig, om Ingers alternative danske stile og de første spæde forsøg på at digte.
Og vi har talt og talt; om sprog og ’virkelighed’, om mennesket og naturen, om hvad vi kan lide ved digte. Om Aarestrups stærke følelser og Inger Christensens systemer og spændende sprog. Sorgforstummet, havblik for rummets gåder, urtidens terningkast, en timeløs kimen af dug og insekter, zinkhvide nætter.
Derudover har vi talt en del om, hvorfor der er så mange frisørsaloner i Vejle. Hvor de lokale mon er henne fredag aften. Og hvorfor bilen foran arresten står med alle fire døre åbne og ikke en sjæl i nærheden.
Nu står vi så her. Med kolde tæer og i selskab med hinanden (og det er godt) og en sublim kunstner, der så det som sin opgave at ” … konstruere en kode .. at bruge et sprog, der endnu ikke eksisterer.”
Da tager vi en drastisk beslutning. De to sidste poster nede ved vandet må vente til i morgen. I stedet går vi på Vejles Street Food; et ret overskueligt sted med blot tre forskellige madboder, men så absolut hyggeligt, prisvenligt og frem for alt varmt. Her bliver vi enige om, at det trods alt var det hele værd at gå Ingerminoen.
Dagen efter slentrer vi forbi 30-40 frisørsaloner ned til Bølgen, det særprægede byggeri, som er blevet Vejles vartegn, og som passer til linjerne:
Og hjertet er helt i skygge,
og hjertet er næsten hørt op,
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop
(Fra Det, 1969)
En uge efter overvejer jeg, om ruten ved Vejle skal lide skade ved, at vi gik vild. Det trak jo lidt ned at være så træt, at vi nærmest besvimede på hotelværelset om aftenen. På den anden side: At undgå at fare vild i livet er ikke, hvad det handler om. Det handler om at håndtere det, når det sker, og få det bedste ud af det. Og det gjorde vi. Så Ingerminoen får mine hjerter, også for Ingers skyld, for hun er svær at overvurdere betydning af for dansk digtning (læs for eksempel denne artikel om, hvordan de unge kunstnere er inspireret af hende).
Men som motorsagkyndige til min tredje køreprøve sagde, da han endelig gav mig kortet:
“Det bliver ikke uden anmærkninger”.
Så her er mine anmærkninger:
Skiltene på digterruten kunne godt være større og flere. Let’s face it. Medmindre nogle sagesløse gymnasieelever bliver tvunget til at gå ruten i skoletiden, vil de mestendels blive gået af sådan nogle som os, der er modne nok til en læsebrille. Og distræte nok til at have brug for et skilt. Et stort et.
En digterrute med mangelfuld skiltning kan ses som en form for IKEA-test for boomere. Som vi bestod med flyvende farver. Vi blev ikke uvenner, men var enige om at bebrejde den mangelfulde skiltning for alt. Bør dog ikke testes af forhold i krise eller med deltagere af pernittengrynere.
Man lytter bedre. når man ikke fryser. Vejle-ruten egner sig helt klart bedre til at blive gået en varm sommerdag end en blæsende 3. marts. En dag, hvor man faktisk har lyst til at lægge sig i græsset og se op i himlen, som det bliver foreslået ved post 2. Havde vi gjort det, var vi blevet fundet som to stive pinde. Som en del af naturen.
Med anmeldelse nr 25 på Bogliv tager Palle Schjødtz på endnu et eventyr med Niels Krause-Kjærs protagonist, journalisten Ulrik Torp, der ikke har det helt godt, men får nyt mod på på livet i romanen Nedsmeltning.
❤️❤️❤️❤️ Som emne for sin nye spændingsroman har Krause-Kjær denne gang valgt et af tidens store emner, som alt efter smag – og måske ikke mindst alder og politisk holdning – betegnes klimakampen eller klimakrisen eller klimakatastrofen.
Hovedpersonen, journalisten Ulrik Torp, er ved bogens start i en lidt dårlig forfatning, Et dårligt helbred har fået hans læge til at ordinere en daglig løbetur rundt om Damhussøen, (hvilket pudsigt nok allerede på side 8 forleder forfatteren til at demonstrere sin usikkerhed om søens beliggenhed i forhold til verdenshjørnerne). Torps ægteskab går heller ikke for godt, og som redaktør af ugeavisen, Valbybladet, har Torp problemer i sin research af en korrupt klimaministers skumle bolighandel. Forholdet til ejeren af Valbybladet er heller ikke det bedste. Og det bliver hurtigt værre, da Torp bliver udsat for en beskyldning om en voldtægt. Det er ganske vist mange år siden, det skulle være sket, og det påståede offer har været død i seks år.
Samtidig udvikler klimasagen sig til en egentlig kamp, da kontoret for Demokratisk Klima Fraktion udsættes for et bombeattentat, som koster en hollandsk klimaaktivist livet. Samtidig kommer Torps søn, Jesper, hjem fra Bruxelles sammen med en ny kæreste, og da de begge er erklærede klimaaktivister, sættes Torp i et dilemma mellem glæden over en ny tæt kontakt med sin lykkeligt forelskede søn og udfordringen fra de unges rabiate meninger.
Oven i det hele modtager Torp en uventet opsigelse fra sin journalistiske medarbejder, som overraskende er blevet tilbudt en stilling på en avis, som fyrede ham tre måneder tidligere. Det kniber også med at skaffe den endelige dokumentation af bolighandlens skumle forløb.
Som i den forrige bog lader forfatteren en ung kvinde komme hovedpersonen til hjælp, selvfølgelig uden upassende bagtanker fra nogen af siderne. Senere kommer også en anden ung kvinde til at spille en afgørende rolle i handlingen.
Dramaet udvikler sig, og læseren præsenteres for en spændende handling, hvor forfatteren bruger sit store kendskab til den landspolitiske verden til at komme med mange slet skjulte hentydninger til politikere og politiske handlinger, som vi som læsere kan forsøge at gætte modellerne til.
Som altid skriver Krause-Kjær en sammenhængende og forståelig fortælling, som er både interessant, spændende og overraskende, og som læser er man godt underholdt og forfatteren sørger for, at man ikke taber tråden undervejs.
Ved bogens slutning er alle Ulrik Torps problemer måske ikke løst, men han har fået et nyt mod på livet, og mon ikke vi får en ny historie om ham inden alt for længe.
Nedsmeltning af Niels Krause-Kjær er udgivet af Lindhardt og Ringhof
Kulturformidler Thomas Tiedje sidder ned og tisser – uden at føle sig umandig af den grund. Han ærgrer sig, når norske Geir Gulliksen bliver selvhadende akademisk, men nyder, når han er personlig, i essay-samlingen Hvis jeg var en mand.
❤️❤️❤️
Siden starten på sit forfatterskab har norske Geir Gulliksen kredset om emner som parforholdets dynamik, manderollen og feminisme. I Historien om et ægteskab (2015) beskrev Gulliksen, hvorledes et trygt ægteskab eroderer, hvilket gav ham en nominering til Nordisk Litteraturpris, og ”Se på os nu” (2019) lagde sig smukt i slipstrømmen med en fortælling om udfordringerne ved troskab i et monogamt forhold. Jeg knuselskede dem begge, mens Den jeg skulle blive (2021) var en skuffende, wannabe-Houllebeque’sk misantropi om en mands længsler efter kærlighed og samhørighed.
Nu har Gutkind udgivet 15 korte essays af Gulliksen, hvor forfatteren tager livtag med manderollen og det vi kan kalde “den typiske mand”. Og den mand vil Gulliksen ikke være, for han er fyldt af fejl og mangler: “Jeg vil ikke opfattes som ufølsom, dum, lad, selvcentreret, selvtilfreds og priviligeret”, skriver Gulliksen et sted, og funderer i sine essays blandt andet over det forkerte og skamfulde i at kigge efter kvinder, om en mandighed der ingenting tåler, om manden der elsker som en hund (“han løber logrende omkring efter alle de smukke kvinder”), og om mænd der føler sig truet af feminismen.
Til tider bliver det næsten ufrivilligt komisk. Som når Gulliksen skriver, at mænd ikke vil gå ud med en rød paraply i regnvejr eller sidde ned og tisse:
“Tanken om en mand der sidder ned og tisser – uha, præcis som en kvinde! – er selve illustrationen på, hvordan mænd kan miste deres værdighed og blive en slags frivilligt kastrerede lakajer i en feminiseret verden. Det at stå oprejst er et klarere udtryk for styrke end at sætte sig ned”.
Så her er en indrømmelse, Geir: Jeg sidder også ned og tisser. Så kan jeg få mit dopaminfix fra mobilen, og jeg tisser ikke ved siden af. Dog har jeg endnu ikke følt mig som en kastreret lakaj i en feminiseret verden.
Bedst er Geir Gulliksen, når han lægger selvhadet og den akademiske snusfornuft på hylden og tager udgangspunkt i sin egen livshistorie. Som når han skriver om sit uforløste forhold til sin afdøde far:
“Det er ikke forsoning jeg ønsker mig, men glemsel. Jeg vil, at han skal glemme mig, at jeg ikke skal behøve at tænke på ham længere. Han som for længst er død, kan nogle gange dukke op hos mig med sit påståelige og samtidig undvigende blik. Jeg forstår, det er mig selv der kalder ham frem, at noget i mig lokker ham frem, men jeg klandrer ham alligevel for, at han ikke holder sig væk, at han ikke lader mig være i fred”.
Den slags reflektioner er desværre undtagelsen i en essay-samling, hvor jeg ender med at blive lige så træt af Gulliksen, som han er af den typiske mand.
Det er ikke fordi, Gulliksen fejler i sin analyse. Der er sider af maskuliniteten, måden at agere mand på, jeg genkender fra mit personlige opdrag, og først sent har jeg kunne agere med en større spændvidde i forhold til mit køn, kultur, seksualitet og polaritet. Den spændvidde, Gulliksen også efterlyser. Men de 15 essays tilføjer ikke noget nyt til kønsdebatten, tværtom reduceres det maskuline til en stereotyp. Så foretrækker jeg Geir Gulliksen som romanforfatter, hvor han tegner mænd mere nuanceret og humoristisk.
Hvis jeg var en mand af Geir Gulliksen er udgivet af forlaget Gutkind.
Hold fastere omkring mig Med dine runde Arme; Hold fast, imens dit Hjerte Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.
Jeg har hørt det mange gange før, digtet Angst. Jeg har læst det selv, læst det højt, hørt andre læse det højt. Analyseret det og citeret det.
Nu står jeg ved vandet i lillebyen Nysted på Lolland og hører det med skuespiller Morten Nielsens stemme fra en telefon, hvis spinkle højttalere kæmper med november-blæstens susen.
Måske er det, fordi bølgerne slår så smukt ind mod kysten. Måske er det selskabet. Som er godt. Eller måske er det, fordi vi lige har hørt, hvordan digtets ophavsmand, Emil Aarestrup, på en kurrejse til Tyskland måtte tage afsked med sin patient og nære veninde, komtesse Amalie Raben. Rejsen skulle lette hendes helbred, men hun overlevede den ikke.
Jeg bliver ramt. Af digtets livsvisdom, der både er banal og rystende sand: at vi skal dø, og at den, der har elsket mest til sidst, har vundet. (Så Kys det nu, det satans liv, Husk at leve, mens du gør det, husk elske, mens du tør det, En dag tilbage, fortsæt selv – Aarestrup gør det bedst, synes jeg, selv om Nik og Jay ligger et særligt sted i mit hjerte).
Vi står lidt stille og holder fast, inden vi går videre til den 10. og sidste post på digterruten, der har ført mig – og det gode selskab – rundt i Nysted. Vi har været byen rundt, fra Aarestrups lille røde hus i Adelgade, der i dag huser et museum, ud til til Skanseparken, som til selskabets glæde har en lille badeanstalt, og tilbage igen. Vi har lyttet til historien om Emil Aarestrups 11 år i byen og talt lidt med de venlige og yderst snakkesalige lollikker, vi har mødt rundt omkring.
Emil Aarestrup boede i Nysted fra 1827-1838. Her virkede han som læge om dagen og skrev digte om aftenen. Mange af dem saftige digte om kødelige længsler, som hans hustru Caroline ikke helt kunne indfri – hun havde for eksempel en ikke ubetydelig børneflok at se til. Så Aarestrup vansmægtede og hengav sig lejlighedsvis til andre kvinder, som eksempelvis Amalie Raben. Egentlig var digtene til skrivebordsskuffen, men Aarestrups gode ven, Christian Winther, blev så begejstret for hans digtekunst, at han fik ham overtalt til at udgive dem. Det skrammede dog den livsglade lægedigters selvtillid, for omverdenen var ikke klar til landsbylægens sanselige fortolkning af kvinder og natur.
”En vis Liderlighed er den eneste Gehalt (indhold, red.) i disse Poesier.” skrev fx anmelder J.L. Heiberg uvenligt.
Alt det har vi hørt på vores tur. Vi har forestillet os Emil Aarestrup komme kørende i hestevogn ned ad Adelgade og stående melankolsk skuende ved vandet efter sin unge venindes død. Vi har hørt om hans glæde ved mad fra København og kærligheden til Caroline, trods alt. Vi har hørt kendte digte som Til en Veninde og Var det Synd?, vi har grinet og talt om romantik og erotik, og vi har gået cirka fem kilometer. Jeg har tænkt på dengang, jeg både læste og skrev poesi, og på, at menneskets følelser ikke har ændret sig meget på 200 år.
På Gammeltorv slutter turen med det smukke digt Paa Sneen, hvor sidste strofe lyder:
Og kom igjen tilsyne I Stillinger – o Lykke, Mit Kjød og Blod maa savne. Men opnaaes af min Skygge!
Vi vi går hjem med ømme fødder og – for mit vedkommende – ømt hjerte.
Danske digterruter er et enkelt og fremragende koncept. Man går en tur fra post til post, skanner en QR-kode med sin telefon ved hver post og hører små bidder af historie og digtekunst, der tilsammen danner en sanselig lydfortælling om den digter, hvis egn man går rundt i. Det gør – hvis jeg skal dømme ud fra Aarestrup-oplevelsen – både sted og digter mere interessant. Jeg fik lyst til at læse mere Aarestrup, og jeg fik lyst til at komme mere til Lolland. Og det er også meningen, forstår man af leder af Danske digterruter, Professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen:
“Ingen er bedre naturguider end de store danske forfattere. Faktisk er vores syn på naturen i forvejen formet af forfattere. For kunstnerne skaber landskaber, ligesom landskaber har skabt forfatterskaber. (…) når den danske natur kan føles som den dejligste i verden, skyldes det ikke mindst forfatternes danmarksbilleder.”
Der er indtil videre 19 digterruter fordelt i hele Danmark. Næste gang skal vi gå Karen Blixen-ruten i Rungsted, hvor jeg også selv har trådt mine barnesko, og dernæst en tur til Vejle og forfølge Inger Christensen op og ned ad bakkerne. Med blod og varme.
Kulturformidler Thomas Tiedje (53) har læst Sebastians Lynggaards (33) debatbog Mandsforræder. Han glæder sig over ‘Herlige Svend’-generationens villighed til at redefinere mandens rolle. Og undrer sig stilfærdigt over dens sprog.
❤️❤️❤️❤️
“Prinsen i Askepot rider land og rige rundt for at stikke en elegant glassko på fremmede kvinders fødder, før han endelig finder – og redder – den stakkels Askepot. Hendes belønning fra manden, der åbenbart ikke engang kan huske hendes ansigt? En tjans som frivillig psykolog for fodfetischisten.” (Mandsforræder, s. 178)
Alle de kvinder, jeg kender, der har været på Tinder, har oplevet det: at få vrede beskeder fra mænd efter de havde takket pænt nej til mere kommunikation eller flere stævnemøder efter den første date. Forurettede, fornærmede, hadefulde, irettesættende beskeder. Sebastian Lynggaard oplevede det samme, da han lavede et meme på sin Instagram-profil Herlige Svend om #metoo. Indbakken bugnede af beskeder fra vrede mænd. Sebastians veninde sagde, det var fordi folk troede, at en kvinde stod bag profilen (der nærmer sig de 75.000 følgere), men for Sebastian var det kimen til forundring: Hvor kommer mænds vrede fra? Og er det ikke muligt at skabe flere nuancer og udgangspunkter i kønsdebatten end de vrede, forurettede mænd eller de feminister, som mener, at mænd i sig selv er problemet?
. er det ikke muligt at skabe flere nuancer og udgangspunkter i kønsdebatten end de vrede, forudrettede mænd eller de feminister, som mener, at mænd i sig selv er problemet?
Sebastian Lynggaard gør et konstruktivt forsøg i Mandsforræder, der falder i tre dele: Alene, Sammen og Kvinder, hvori han tager livtag med den fortælling om mænd, han som 33-årig er opflasket med. Hvorledes manglende empati og selvindsigt har bragt mange mænd i fedtefadet, hvordan individualitet blandt mænd har forhindret, vi nogensinde har defineret os selv som køn, og hvorledes vi ofte forventer, en kvinde skal redde os følelsesmæssigt. Og når mindreværd og afvisning sætter ind, når vi ikke kan leve op til et mandeideal, som ikke har ændret sig nævneværdigt siden 50’erne, kan konsekvensen blive vrede mod (formodede) kvinder.
Tal om mænd med mænd, mænd
Sebastian Lynggaard er dog ikke bare ude på at dissekere sit køn. Han vender sig mod hardcore feminister, fordi han ved, at mænd rummer kærlighed og potentiale. Udgangspunktet er egne erfaringer, og budskabet er, at vi som mænd skal turde tage snakken om de dårlige tendenser blandt vores kønsfæller – overgreb, sexisme, ensomhed, vold, alkoholisme (bare kig i statistikkerne). Vi skal hjælpe hinanden og tage ansvar for hinanden og vores køn, risikere den sårbare samtale og komme dybere end den trivielle omklædningsrumssnak. Gør det Herlige Svend til mandsforræder? Nej, siger denne signatur. Sebastian Lynggaard er snarere maskulinitetsreformist, en betegnelse planket fra Rasmus Hald Møller, forperson for DareGender, og en betegnelse, jeg personligt synes ret godt om.
Grineren og nederen
Sproget i Mandsforræder er frisk og uprætentiøst. Her er det “grineren”, “nederen” eller “primi med primisauce” (altså primitivt), hvilket også virker en tand useriøst. Men chill, boomer. Hvad ved jeg om sproget, påvirket som det er af SoMe og chatforkortelser nu om stunder? Jeg ved, at I min generation kæmper mange mænd endnu med selvbedrag og følelsesmæssig uformåen (Per Pettersons Mænd i min situation) eller også vælger de slet og ret kvinderne fra (Geir Gulliksens Den jeg skulle blive). Heldigvis sker der en bevægelse i disse år, og Sebastian Lynggaard skriver sig med “Mandsforræder” ind i en ny generation af mænd, heriblandt Glenn Bech, Victor Boy Lindholm og Lars Kramhøft, som gør op med manderoller og den herskende historie om mænd. Og for det fortjener han ros.
Mandsforrædder. Vores vrede, ansvar og potentiale af Sebastian Lynggard er udkommet på Forlaget Grønningen 1
Palle Schjødtz har læst Bugge Kold og Vraas nyeste roman, Tre dage i april.
❤️❤️❤️❤️❤️ Efter succesen med ”Pigen fra det store hvide skib” om hospitalsskibet Jutlandia og nogle af personerne ombord, har forfatterne denne gang kastet sig over dramaet med de hvide busser, som hentede skandinaviske fanger hjem fra koncentrationslejre i Tyskland kort før afslutningen af 2. verdenskrig, altså i april 1945.
Lige som romanen om Jutlandia er denne bog dog først og fremmest baseret på hovedpersonens oplevelser og tanker gennem livet frem til verdenskrigens afslutning, ja faktisk helt frem til tiden for Jutlandias afrejse til Korea, idet forfatterne i denne bog veksler mellem en beskrivelse af hovedpersonen Dagmars oplevelser i de tre dage i april, hvor hun med en af de hvide busser kører til Neuengamme for om muligt at få sin mand med hjem fra en uvis skæbne som Gestapo-arresteret fange gennem mere end et år på den ene side, og en beskrivelse af Dagmars liv indtil da på den anden.
Begge forløb er dramatiske, for Dagmar har haft et hårdt liv fra hendes familie blev ramt af ulykke og efterfølgende vanskelige livsvilkår. Hendes far omkommer ved en arbejdsulykke i forbindelse med bygningen af Lillebæltsbroen, og familien kastes ud i fattigdom og nedværdigelse. Alt vendes dog til det bedste for Dagmar, da hun møder den nyudnævnte leder af Dagbladets lokalredaktion i Vamdrup og bliver gift med ham, hvorefter hendes tilværelse bliver vendt til ægteskabelig lykke med status, velstand og børn, lige som hun kan opgive en næsten afsluttet uddannelse som sygeplejerske.
Hendes liv ændres dog brat igen i 1943, fordi hendes redaktør-mand ikke kan nære sig for at drille tyskerne og den korrupte borgmester i Vamdrup, hvorefter Gestapo arresterer ham, og han havner i koncentrationslejren i Neuengamme lige syd for Hamburg, hvorfra efterretningerne om ham er sparsomme.
Mere koncentreret dramatisk er togtet med en af de hvide busser ned gennem et krigshærget, nærmest sønderbombet Nordtyskland, hvor Dagmar har skaffet sig plads for at forsøge at bringe sin mand hjem, idet hun håber, at han stadig er i live. Der mødes vanskeligheder undervejs med såvel bussens holdbarhed som tyske og allierede krigeriske handlinger, og spændingen holdes i live: Vil de nå frem? Vil Poul være i live? Vil de i så fald kunne redde ham med hjem?
De medrejsende er hver for sig interessante, måske ikke mindst chaufføren med sin Hemingway-fremtoning og fornavnet Ernest, og der anes en vis tiltrækning mellem Dagmar og denne mand, som tydeligvis er en af hverdagens helte. Tilmed møder Dagmar under vejs også grev Folke Bernadotte, som var en af hovedmændene bag organiseringen af de hvide busser.
Kompositionen med den løbende vekslen mellem udviklingen i Dagmars liv og den dramatiske ekspedition til Neuengamme fungerer udmærket. Forfatterne har tydeligvis researchet deres emne grundigt, og figurtegningen virker nærmest forbilledligt. Bogen er velskrevet og troværdig, og spændingen holdes i live, hvorfor enkeltheder ikke skal afsløres her. Forfatterne undgår ligeledes forbilledligt en udpensling af det helvede, som koncentrationslejrene var, og som der ellers ofte spekuleres i, når tiden skal beskrives.
Vi får ovenikøbet lidt at vide om, hvordan det videre går, og det skal heller ikke røbes her. Læs i stedet bogen og bliv godt underholdt samtidig med, at den i høj grad giver stof til eftertanke, ikke mindst i denne tid med en ny krig i Europa.
Jesper Bugge Kold & Mich Vraa: Tre dage i april, Lindhardt og Ringhof, 2022
Sådan tænkte jeg sommetider, når jeg som ung vågnede med tømmermænd efter en særlig voldsom bytur og prøvede at huske, hvem jeg skyldte penge og undskyldninger.
Linjen stammer fra et digt i Tom Kristensens ikoniske roman Hærværk om journalisten Ole Jastrau, der med stor determinisme går i hundene i 1930’ernes København.
Sætningen dukker op hos mig igen, da jeg læser det første afsnit af Jesper Steins roman Ædru om journalisten og forfatteren Jesper, der er færdig med at gå i hundene i vor tids København:
Jeg står på kajen ved Langebro. Om en halv time skal jeg til mit første møde på behandlingsstedet. Der sidder et gisp fast i halsen på mig, så jeg ikke kan trække vejret fuldt ned i lungerne.
De fleste, der har prøvet at være fulde, kender også tømmermændsangsten. Hjertet, der banker alt for hårdt efter en nat med organerne marineret i alkohol, følelsen af at være bedøvet og se helt klart på én gang. Lettelsen, når det endelig bliver dagen efter dagen derpå, og både saltbalancen og virkelighedsopfattelsen står i vater igen.
For Jesper Steins roman-jeg – hvis lighed med forfatteren er tilsigtet – sker det først efter flere årtier på større eller mindre grader af druk. Asiatisk i sin Vælde virker derfor næsten som en underdrivelse. Det er ren rødsel. Hærværk var min egen yndlingsroman, da jeg læste dansk på universitetet i 1990’erne, og den er blot ét eksempel på den kunst-og-undergangs-litteratur, roman-Jesper har forlæst sig på:
Da jeg var ung, ville jeg så gerne opleve det, jeg oplever nu. Jeg fantaserede og drømte om det nul, jeg befinder mig i. Jeg søgte det. Druk, selvdestruktion, skilsmisse, katastrofer og pludselig død.
Romanens og virkelighedens Jesper har haft et godt liv og fine titler som journalist og forfatter, men han har drukket mange af sine dage og ikke mindst sit ægteskab væk. Han må tage antabus for at se sine børn. Nu er han gået i Minnesota-behandling. På en stol i en halvcirkel af andre stole gennemgår han de nødvendige trin sammen med skiftende andre afhængige og deres såkaldte supervisor. Om aftenen og natten på hotelværelser og i lånte lejligheder læser han om den svenske forfatter Per Olov Enquists alkoholisme og gentagne fejlslagne afvænningsforsøg i bogen Et andet liv. For Jesper Stein – og P.O.E. og Tom Kristensen og mange, mange andre kunstnere med dem – har troet på den kulsorte løgn, at alkohol fremmer kreativiteten, og at der er noget særligt ophøjet i at drikke sig ned i et hul.
Det er en syg præmis, at kunst skal blive til i lidelse. Jeg har dyrket billedet af forfatteren, der skaber i smerte og fortvivlelse, den mandlige arketype, der forskanser sig på et hotelværelse med sprutflasker og smøger og angst og dæmoner. Og opfører sig som et røvhul over for alt og alle, særligt kvinder og børn, fordi han lider.
Alkohol er ikke bare ophøjet i forfatterkredse. Den er en indgroet del af vores forestilling om det ekstra intense liv. Tænk på, hvordan vi i 2020 gik rundt og fnisede ‘funktionspromille’, mens vi nynnede med på Scarlett Pleasures ørehænger What a Night, som lagde et forførende musikalsk lag ovenpå Thomas Vinterbergs Oscar-vinder Druk og i nogens øjne gjorde det til en god slutning, at Mads Mikkelsen valgte at danse rundt med gymnasieeleverne i champagnebrusebad i stedet for at tage imod sin ekskones fremstrakte hånd.
Ædru ‘handler’ om ikke om druk, men om det, der følger efter druk, hvis man er heldig nok til at overleve den. Den handler om stolene i halvcirklen og de mennesker, der sidder på dem med al deres smerte, fortrydelse og fornægtelse. De smøger, der bliver røget i gården, teen der bliver drukket, mens de afhængige konfronteres med alt det, de har gjort forkert. Hele konceptet virker så bekendt, formentlig fordi vi har set det så mange gange i amerikanske film. Jeg tricker altid en smule over den ydmygelse, der synes at skulle ligge i afvænningbehandlingen. Den afhængige skal helt ned:
“Så fik jeg et tilbagefald.” (….) “Det hedder, du tog et tilbagefald.”
Altid denne korrekte korreksen, disse hellige selvretfærdige supervisors, tænker jeg, da jeg læser det, men det virker nødvendigt, og måske er det vitterligt det, der skal til. P.O.E. gør oprør under sine behandlinger, det gør Stein ikke. Han er benhård ved sig selv:
Den Jesper, jeg var i 20’erne, fortjener helt sikkert et nådigere blik. Det bliver bare ikke fra mig. Jeg er i gang med at rive ned, jeg er på hævntogt i mit liv.
Hævntogtet afslører løgnene, fornedrelsen, de overmodige seksuelle eskapader, svigtene, som har været følgen af forfatterens misbrug. Indimellem i en grad, så man har lyst til at holde sig for ørerne – eller give ham en krammer. Er Jesper Stein nådesløs i sin hudfletning af sig selv, er han til gengæld generøs over for sine læsere. Vi får lov til at komme med ind i behandlingsrummet, minderne om den mand, han var, da alkohol var en mulighed. Får lov at mørke sorgen over alt det, der er spildt. Kærligheden, som det vigtigste:
Jeg tænker på hende, på det liv, vi har haft sammen, og på mine løgne, som har været mit panser for at kunne drikke. Jeg tænker på den mand, jeg mærker i hendes ord om mig, et monster, en narcissist, et vrangbillede på alt, jeg står for, nogle gange tænker jeg, at hun ville være glad, hvis jeg tog et tilbagefald, fordi det ville bekræfte, at jeg er et menneske, man ikke kan have tillid til.
… tog et tilbagefald. Behandlingens ord bliver jeg’ets, og det virker ikke så meget som en sejr som en nødvendighed. Der er kun denne her vej eller døden for ham nu, om ikke den fysiske så mulighedernes død. Muligheden for at være far. Muligheden for at skrive. Leve. Noget er tabt for evigt, og smerten ved det tabte er så virkelig, at det gør ondt at læse. Ondt gør også scenen, hvor forfatteren går med sin nye ven Joe til dennes fernisering og taler ædruelighed for meget modvillige ører. Myten om den påvirkede kunstner er ikke død. Men det er Stein heller ikke. Han er ædru. I live og til stede. Hvilket mod og hvilken evne til at beskrive, hvor meget det koster. Det kan vi faktisk godt være taknemmelige for.
Ædru af Jesper Stein er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her
❤️❤️❤️❤️❤️ Der er et sted i Vilma Sandnes Johanssons debutroman Tænk ikke på mig, der rammer mig helt rent. Hovedpersonen Vilmas kræftsyge mor kaster op på toilettet på grund af sin kemobehandling, og Vilma gemmer sig på sit værelse. Da moren kommer ind bagefter og bebrejder sin datter, at hun ikke kom ud og hjalp hende, siger Vilma:
“Jeg synes, det er svært, mor. Jeg synes bare, det er svært.”
Og moren svarer:
“Ja, men jeg er syg, og det er mig, der skal dø.”
Scenen sender mig fem år tilbage til et præsteværelse, hvor min mor og jeg sad i hver sin ende af en sofa, lysår fra hinanden, og min mor mor sagde præcis det.
“Det er mig, der skal dø.”
Hun var vred over, at jeg ikke kom oftere forbi hendes lejlighed og i det hele taget ikke levede op til hendes forventninger, så vred, at vi var nødt til at få præsten til at mægle imellem os.
I Tænk ikke på mig fortsætter scenen med, at Vilma græder og fortæller sin mor, hvor svært det hele er, sluttende med replikken:
“Og jeg ved ikke, hvordan man gør, mor, jeg ved det ikke.”
I mit tilfælde fortsatte scenen med, at jeg vredt svarede tilbage:
“Ja, men det er mig, der skal miste min mor.”
Og så græd min mor. Selv sad jeg stiv som en støtte, rædselsslagen over, at det menneske, der havde passet på mig hele min eksistens, var ved at forlade tilværelsen. Eller som Johansson udtrykker det:
Den krop, jeg kender så godt: den bløde hud, hænderne der ligner mine, arrene jeg kan udenad, fregnerne der altid sidder der, men bliver klarere om sommeren. Den krop, der altid har været der. Den krop, som altid har lugtet af tryghed og kærlighed. Den krop er fyldt med kræft.
Vilma er 18, da den konflikt opstår. Jeg var 45. I dag skammer jeg mig over, at jeg reagerede så barnligt. Hvorfor rakte jeg ikke bare ud og var den datter, hun så hårdt havde brug for? Jeg ville jo også ønske, at mine børn tog sig kærligt af mig, som jeg har taget mig kærligt af dem.
Men når jeg læser Vilma Johanssons selvbiografiske roman om at leve med en kræftsyg mor i alle sine teenageår, forstår jeg på et dybere plan, at jeg aldrig holdt op med at være et barn i min relation til min mor. At min mor aldrig holdt op med at bekymre sig om, hvordan det skulle gå mig, og er det at skulle miste og mistes i lige netop den relation er det mest brutalt smertefulde, der findes. Og at der også inden i mig var et barn, der fortvivlet sagde: “Jeg ved ikke hvordan, mor.” Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen, inden min mor døde. At vi måske havde læst den sammen og set på hinanden med et lidt mildere blik. Det nåede vi ikke – der er ting, vi ikke når, ligesom der er ting, Vilmas mor ikke nåede.
I romanen følger vi Vilma fra 2013-2018. I 2013, hvor Vilma fylder 13, finder hendes mor ud af, at en tidligere kræftsygdom er vendt tilbage. Den er uhelbredelig, og nu begynder på en måde allerede døden, men den tager lang tid, og der er mange glæder og mange tårer – og altså også konflikt – før Vilmas mor er væk. Imens lever Vilma et liv med veninder, kærester, efterskole og sin søde familie, altid med sorgen som en del af hverdagen og filteret, hun ser sit liv igennem. I korte, stramme kapitler blandet med dagsbogsnotater og Vilmas mors afskedsbrev tegnes Vilmas både helt almindelige og helt sædvanlige teenageår. Det er velskrevet og medrivende, roligt og intenst.
Fordi jeg bliver så berørt, får jeg lyst til at bande: Det er pissegodt.
Et kræftforløb med dødelig udgang er en rejse gennem himmel og helvede. Det er tyndt hår, opkast, træthed og tænd-sluk-håb hele vejen igen. Himlen er i små glimt i form af den kærlighed, man kan mærke så intenst og måske endda er så heldig at kunne udtrykke. Helvede er, at en skal blive i verden, og en skal forlade den. Den døende er ikke altid rolig og taknemmelig og afklaret. Hun bliver også frustreret, afmægtig og vred – skælder ud på de nærmeste, bebrejder dem deres utilstrækkelighed. Det gør Vilmas mor, og det gjorde min. Forskellen er, at Vilma og hendes mor kan tale om det. Min mor og jeg kunne ikke. Jeg håber, at Tænk ikke på mig bliver læst og brugt af forældre og børn til at nå hinanden i tide. Og snakke om, at selv om livet stopper, gør kærligheden det aldrig.
Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson er udkommet på forlaget Gutkind. På forlagets hjemmeside er det muligt at downloade materiale, som man kan arbejde med i en bogklub eller en skoleklasse.
Palle Schjødtz har læst noveller, som viser begyndelsen til den stil, der gjorde Hemingway berømt.
❤️❤️❤️❤️❤️ Ernest Hemingway er tilsyneladende uopslidelig, og godt for det. Allerede før Hemingways død for egen hånd i 1961 kunne man købe hans samlede værker i et forlags serieudgivelse, og forlaget Lindhardt og Ringhof har i en længere årrække udsendt forskellige samlinger, hvoraf nogle tidligere er anmeldt på denne bogblog.
Nu er turen kommet til Hemingways tidligste litteratur fra midten af 1920erne. På det tidspunkt havde han allerede gjort sig bemærket som journalist ved en række artikler, som er udgivet af Lindhardt og Ringhof sammen med senere artikler under titlen Udvalgte reportager fra fire årtier.
Den nyeste Hemingway-udgivelse har titlen I vor tid, og det er en novellesamling, der indeholder tre ungdomsnoveller, oversat af Mich Vraa, og to udgaver af novellesamlingen I vor tid, der tidligere er oversat af Poul Borum fra In Our Time.
De tre korte ungdomsnoveller fra 1916 er i Hemingways senere så berømte stil, enkel og realistisk med barske handlinger fra livet i skovene blandt pelsjægere, indianere og boksere.
… mærkede han ståltænderne på den bjørnefælde, som Dick var kommet for at røgte..
Den første udgave af I vor tid udkom i 1924, og den består af 18 korte tekster med mere eller mindre dramatisk indhold. I 1925 udkom I vor tid igen med næsten de samme korte tekster blandet skiftevis med egentlige noveller, heraf nogle af Hemingways mest berømte: Indianerlejr, Doktoren og doktorens kone, Tredages-stormen, Bokseren og Store flod med to hjerter. Alle novellerne er spændende læsning, og den sidste er en perle.
Hemingway vandt senere stor international berømmelse med sine romaner om krig, kærlighed og heltemod baseret på egne oplevelser i det tyvende århundredes store krige og på havfiskeri efter de helt store fisk ved Cuba eller storvildtjagt i Afrika. I 1954 fik han Nobelprisen i litteratur for næsen af Karen Blixen.
Hvis man vil studere begyndelsen på den stil, som Hemingway efterhånden udviklede til perfektion, og samtidig blive godt underholdt, kan denne samling af korte tekster og noveller stærkt anbefales.
I vor tid af Ernest Hemingway, oversat af Poul Borum og Mich Vraa, er udgivet af Lindhardt og Ringhof.
VORES BOGLIV 