Julegave nr. 4 – gaven til den, som ikke er bange for døden

Var det mon tilfældigt, at Marens Uthaugs seneste bog, En lykkelig slutning, udkom dagen efter halloween? Næppe.

I bogen kaster Uthaug sig over det emne, som måske er det sidste ægte tabu, vi har tilbage, nemlig døden. Det eneste sikre ved den er som bekendt, at den kommer os puster os alle i nakken før eller siden. Det skete også for Maren Uthaug, som over en kort periode mistede uforholdsmæssigt mange mennesker tæt på sig. Som den sublime forfatter hun er, omsatte hun den oplevelse til en nysgerrig litterær udforskning af et emne, få andre har behandlet i romanform.

I den historiske roman, som følger 7 generationer af bedemænd gennem to århundreder, møder vi døden  i mange afskygninger – og med mange forskellige kulturelle bagtæpper. Jeg har aldrig før hørt om en roman, som på samme vanvittige, ved- og underholdende måde leverer dødens kulturhistorie pakket ind i personhistorier. Her er en bog fuld af medlidenhedsdrab, spædbarnsmord, spøgelser og – gisp – nekrofili, som alligevel formår at forblive spiselig. Måske fordi Uthaug har en sublim sans for det groteske og morbide.

Giv bogen til et modigt menneske, som tør udforske livets afslutning.

Maren Uthaug, En lykkelig slutning fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af forlaget 

Julegave nr. 3 – Gaven til naturelskeren

Jeg er fuldstændigt betaget af naturekspert Anders Kofoeds bog om den natur, vi allesammen har adgang til i haven, parken, skoven eller endda på fortovet udenfor vores hjem. Kofoed gør den nære natur til en sand spændingsroman, og hans bog er spækket med fantastisk, overraskende og finurlig viden om pattedyr, fugle, insekter og planter. Tænk, at der overalt omkring os er liv så eksotisk og vanvittigt, at det næsten ikke er til at fatte. Dyr med udstyr til avanceret kemisk krigsførelse. Dyr, som kan tåle at være frosset ned i 30 år. Fugle, hvis næb har et tryk på næsten 50 kilo trods det, at de selv vejer det samme som en pakke gær.

Jeg slugte naturbogen fra ende til anden, men man kan også sagtens have den stående som opslagsværk. I øvrigt snuppede min 11-årige datter bogen, så snart jeg lagde den fra mig, og hun var mindst lige så meget oppe at køre over den, som jeg var. Her er der virkelig underholdning for naturelskere i alle aldre.

Anders Kofoeds store bog om naturen fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af forlaget 

 

 

 

 

 

Ungdomsanmeldelse: Sørgelig, men fortrøstningsfuld roman

Boglivs ungdomsanmelder Frida Manniche har læst en vigtig roman om det alt for store pres, unge lever under i dag. Hun er lidt skuffet over karakterer og slutning, men skriver alligevel, at romanen er, præcis som den skal være.

❤️❤️❤️❤️ “Vi skal knokle og gøre vores bedste og skynde os at gennemføre studier med høje karakterer, men vi må ikke være stræbere eller for stolte. Vi skal også huske at være unge og drikke os i hegnet og rejse ud og realisere os selv. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men mit skema er fyldt helt op allerede.”

Josephine på 18 år skal være helt perfekt. Hun knokler i skolen, spiser kun mad, der passer ind i hendes kur, og har valgt sig den perfekte kæreste. Men alt går ikke ligeså godt, som det ser ud til. Josephines nøje udvalgte planer for fremtiden går langsomt fra hinanden, da hun bliver konfronteret med hendes egne fysiske og psykiske grænser.

Ditte Wieses fortælling om stress og forventningspres er målrettet ældre teenagere. Fortællingen er sørgelig, men fortrøstningsfuld. Wiese har skrevet en bog fyldt med drama og romance, og man flyver gennem de 336 sider. Og så drukner jeg er en aktuel bog, som burde anbefales til alle såkaldte ”tolv-tals-piger” eller enhver anden teenager, der føler presset til at være perfekte.

0x500.png

Den er rå og sørgelig, men også forhåbningsfuld; Wiese kritiserer perfektionist-kulturen, men serverer os dette med en stor portion optimisme oveni. Jeg åbnede bogen med en forventning om, at jeg skulle trækkes igennem teenagerangst og selvmedlidenhed, og bogen leverer også dette, men Ditte Wiese formår at strukturere og pakke det ind på en sådan måde, at det bliver udholdeligt og relaterbart.

Da jeg først var blevet færdig med bogen, var jeg en smule skuffet over, hvor meget håb og hvor lidt jeg havde lyst til at give op og lægge mig til at sove. Jeg havde håbet på en anden historie, som ville ende ulykkeligt og opgivende, for det er en sådan historie, som bedst ville tilfredsstille min indre dramatiske teenager. Til gengæld fik vi en halvforvirrende og håbefuld slutning. Jeg kan dog sige nu, et lille stykke tid efter, at fortællingen om Josephine afrundes præcis på den måde, som den skal. De unge, som føler sig som Josephine, har brug for en bog, som giver dem et venligt skub i den rigtige retning, og som giver dem modet til at være sig selv og slippe fri fra et umuligt og selvopfundet ideal.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke fandt en eneste af bogens karakterer særlig sympatiske. Det er gjort meget tydeligt, at mange af disse personer helt med vilje ikke er særlig rare, men fortællingen mister noget af sin virkning, når man ikke engang finder hovedpersonen Josephine bare en lille smule behagelig. Og det er ærgerligt, for jeg tror bogen ville blive hos læseren længere, hvis man havde lyst til at spejle sig selv i Josephine bare en lille smule. Heldigvis er fortællingens præmis sådan, at bogens indhold og budskab ikke forvrænges eller ødelægges på grund af dette, og på nogle punkter forstærker disse uvenlige karakterers personlighed det budskab, som Wiese vil ud med. Man vil jo netop ikke være som Josephine eller hendes venner; det er en skildring af en usund hverdag og tilstand.

Wiese har skrevet en vigtig bog. De danske ungdomsuddannelser flyder med unge, der udmatter sig selv med fejlfinding, så en bog der er læst som en hver anden teenage-roman, men som skaber plads til en positiv reevaluering af sit eget mentale helbred, er trængende.

Og så drukner jeg af Ditte Wiese er udkommet på Carlsen Puls og kan blandt andet fanges her

Julegave nr. 2 – gaven til den unge julefilmselsker

Næste år er det præcist 30 år siden lille Macaulay Culkin blev hele verdens yndlingsmøgunge i rollen som Kevin McCallister, som af sin julestressede og børnerige familie ved et uheld efterlades derhjemme, da resten af familien tager på juleferie. Siden er filmen blevet fast inventar på julesendefladen.

Nu er julefilmklassikeren udkommet som en farverig og virkelig vellykket billedbog til de små og halvstore børn. Ligesom i filmen er der masser af løjer og rabalder, og bogen gengiver faktisk overbevisende filmens sjove øjeblikke og hæsblæsende action.

Bogen egner sig super godt til højtlæsning for de mindre børn, men vil også være underholdende nok til, at lidt større børn har lyst til at læse den selv.

Et rigtigt godt bud på en julebog, som både er sjov for barnet og for den, som læser højt.

Alene hjemme, Hughes/Columbus/Smith fra forlaget Carlsen.

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af forlaget 

Julegave nr. 1 – ro til de mindste

Verden drejer hurtigere end nogensinde før, og det kan mærkes helt ind i børneværelserne. Somme tider kan det være svært at falde til ro efter en dag med masser af smæk på.

Heldigvis hjælper det tit med en god godnathistorie. Især hvis godnathistorien er skrevet af Emilie Meldgaard Jacobsen, som både er uddannet pædagog og meditationsekspert.

Emilie har skrevet og tegnet en billedbog til de helt små børn, som ud over at være en fint illustreret fortælling om den lille, hyggelige bamse Tjugga, også er en søvnmeditation, som med gentagelser, beroligende lyde og åndedrætsøvelser luller det lille barn i søvn.

En fin gave til det lille barn – eller til de nybagte (og sikkert jævnt trætte) forældre.

Natbjørnen Tjugga af Emilie Meldgaard Jacobsen fra forlaget Aronson. Du kan få en lille forsmag på bogen på forlagets hjemmeside. 

Julestemning til store og små

Første søndag i advent. Nedtællingen til juleaften er for alvor i gang. Jeg ved ikke, hvordan du har det, men for mig sker der somme tider det, at julestemningen simpelthen drukner lidt i en af julens andre traditioner, nemlig juletravlheden.

Der er for mange pakker, som skal købes og pakkes ind, for mange gavekalenderdimser at holde styr på, for mange brunkager at bage, for mange juleklassearrangementer og julefrokoster. FOR MEGET!

Når man er julestresset er man ikke festlig. Så skal farten ned. Og den bedste måde at gøre det på er (i hvert fald for mig) at læse. En bog tager den tid, en bog skal tage. Den har ingen fast forward knap.

Hvis du har lyst til at læse dig til lidt julestemning, så kommer her den stak bøger, jeg selv har liggende i nødhjælpskassen til de stressede juledage.

Jenny Fagerlund – 24 gode gerninger

Efter at have mistet sin mand juleaften for to år siden har Emma også mistet ikke bare glæden ved julen, men livslysten. Hendes liv er blevet farveløst og lidt ensomt, og hun ser sin forretning bukke langsomt under økonomisk, uden at kunne finde motivationen til at rette op på tingene. En aften på vej hjem støder hun bogstaveligt talt ind i en ældre mand, som er faret vild i snestormen. Emma følger ham hjem, og en idé fødes. Emma beslutter at gøre 24 gode gerninger – en for hver aften frem til juleaften. Vil Emmas beslutning om at sprede glæde kunne trække hende ud af hendes egen sorg? Og hvordan ser hende liv ud, når hun vågner om morgenen den 25. december?

Jenny Colgan – Rosie Hopkins søde jul

I julen kan vi klare lidt mere sukker end normalt, og Colgans bøger ligger virkelig i den søde ende. I denne bog helt bogstaveligt, for hovedpersonen (titlens Rosie Hopkins) er indehaver af en ualmindeligt hyggelig old school slikbutik. Alt er imidlertid ikke helt uproblematisk i sukkerland, for midt i juleforberedelserne rammes både Rosie og den lille by, hvor hun bor, af uventede prøvelser. Julefreden er alvorligt udfordret og sukkerhjerterne erstattet af knuste hjerter.

Jeg indrømmer, at ovenstående plot måske godt kan give lidt hvinen i tænderne, men det reddes af, at Jenny Colgan simpelthen er en virkelig dygtig chick lit forfatter, som formår at holde sine bøger så tilpas uforudsigelige og interessante, at man aldrig når at gå helt i sukkerchok. Hyggen er i hvert fald garanteret.

Astrid Lindgren – Julefortællinger

Mon ikke barndommes jul var den allerbedste? Sneen var hvidere dengang, gaverne bedre og spændingen større. Det er dejligt at genfinde sin barndoms jul – og at gøre det sammen med sine egne børn. Jeg kommer til at tvangsindlægge mine børn (som egentlig er alt for store til den slags) til højtlæsning af den her bog, som er fuld af alle Astrid Lindgrens bedste julehistorier. Kitte Kry er her og Lotte, som kan alt, og alle børnene fra Bulderby. Det er ren juleglæde.

Den største smerte

❤️❤️❤️❤️  Veras far er som fædre er flest i forstaden (no bogstavrim intended). Han går og roder lidt med et sportsvogn i garagen, mens Veras storebror Valdemar spiller Fortnite, og hun selv hygger sig med sine veninder. Men en dag holder Veras far helt op med at arbejde på bilen eller på noget i det hele taget. Han dør alene derude i garagen.

Det er afsættet for Estrid Dyekjærs fine “børneroman” Det røde lyn. Titlen refererer til bilens navn, og den er vigtig, for den bliver et tilflugtssted for Vera, når hun vil være tæt på sin far; så sidder hun i bilen og hører farens musik. I skolen går det skidt. De andre kan ikke rumme Veras smerte – den største smerte af alle, når man er barn – og kun kammeraten Liva taler til hende, som om hun stadig var normal. Og så er der det med, at den nye dreng i klassen er halvt italiensk og har blå blå øjne og allerede har mødt Vera i toget fra Rom, da Vera og hendes mor og bror rejste væk for at glemme det hele let.

0x500-1

En sorg, en forelskelse og en uforstående klasse; Vera har det ikke nemt, hun ligger vågen om natten, selv om hun altid har haft et godt sovehjerte:

De fleste nætter lå jeg bare og længtes efter at komme i skole, så jeg kunne sidde ved siden af ham. Men når jeg sad der, var det, som om hans duft og varmen fra hans bare arme lige ved siden af mig lammede mig, så jeg hverken kunne tænke, tale eller bevæge mig.

Sproget i bogen er ligefremt og roligt, handlingen ikke overdrevet dramatisk, for følelserne er store nok i sig selv, som de jo er i denne afsindige alder. Jeg ville have slugt den lige så sultent som 14-årig, som jeg gjorde nu. Måske endda endnu mere; for bogen er sjovt tidløs – selv om Valdemar spiller computer, og Vera ønsker sig en iPhone, så spiller teknologi og SoMe nærmest ingen rolle. Det er egentlig kun befriende.

Men at skolen er så dårlig til at håndtere Veras sorg, og at hendes klassekammerater ‘får lov’ til at drille hende med, at hun går til skolepsykolog, det må da være en anakronisme? Måske hentet fra bogens forlæg, som er forfatterens eget liv – det fortalte hun mig, da jeg faldt over bogen på BogForum og i snak med hende.

Desværre er det ikke nogen anakronisme, at vi har det svært med at rumme det, der er svært for andre. Bøger skaber empati, også på det område. Så hurra for Det røde lyn!

Det røde lyn af Estrid Dyekjær er udkommet på Byens forlag og kan blandt andet fanges samme sted

Gæsteanmeldelse: Velskreven spion-roman fra 88-årige le Carré

Palle lille

Boglivs spion-roman-anmelder Palle Schjødtz er stærkt tilfreds med, at John le Carré stadig bliver ved med at skrive om det britiske efterretningsvæsen og -uvæsen.

❤️❤️❤️❤️❤️

John le Carré er tidligere blevet rosende omtalt i Bogliv for sine romaner, sin autobiografi og en anden forfatters store biografi om ham. Han er nu blevet 88 år, og man skulle have troet, at nu var det slut med nye bøger fra hans hånd. Det har vist sig at være forkert, for nu har han igen skrevet en bog om de britiske spioner, og tilmed er det en velskreven og spændende roman, der foregår i London i 2018.

Hovedpersonen er den 47-årige Nat, som i mange år har arbejdet i det britiske efterretningsvæsen. Nu er hans tid som føringsofficer for agenter bag jerntæppet forbi, og han håber på et passende afslappet retræte-job, hvor han kan få tid til at dyrke sin store passion for at spille badminton. Han er klubmester i den lokale klub, og han kan stadig holde langt yngre modstandere nede.

0x500.png

Nat tager modvilligt imod et job i en skraldespandsafdeling af region London, The Haven, med en broget skare spioner ansat. En af disse er den unge og kønne Florence, som er i gang med at undersøge en ukrainsk oligark med russiske interesser. Samtidig dukker en yngre, ranglet og kejtet mand op i badmintonklubben for at udfordre Nat til en match. Nat tager udfordringen op og vinder knebent over Ed. En revanche må der til, at det udvikler sig efterhånden til et ugentligt spil og efterhånden en slags venskab.

På ægte John le Carré-vis udvikler historien sig i flere retninger, hvor fortielser, løgne og internationale såvel som interne manøvrer foregår, uden man finder ud af, hvad der egentlig er gang i. Hvorfor bliver Florences bestræbelser på at afsløre oligarken tilsyneladende bremset højere oppe i systemet? Hvad er det egentlig med ham Ed? Samtidig benytter le Carré sig af lejligheden til at lufte nogle af sine antipatier, hvor blandt andre Trump og Boris Johnson (som udenrigsminister) får deres bekomst, ligesom Brexit betegnes som det rene vanvid.

Samtidig benytter le Carré sig af lejligheden til at lufte nogle af sine antipatier, hvor blandt andre Trump og Boris Johnson (som udenrigsminister) får deres bekomst, ligesom Brexit betegnes som det rene vanvid.

Handlingen og sproget er en fornøjelse at læse, og oversætteren, Jakob Levinsen, skal roses for at omsætte le Carrés højengelsk til en smukt og moderne dansk, hvor specielle engelske udtryk kun sjældent er oversat direkte. Til sidst løses alle gåder lidt pludseligt og måske overraskende, men der er jo også forfatterens stil.

Bogen er et must for alle John le Carré fans, og den kan med fornøjelse læses af alle, der kan lide en veldrejet og spændende historie, hvor man langt hen ad vejen kan gætte med, og hvor det nok for de fleste vil vise sig, at de har gættet forkert. John le Carré er gennem årene blevet mere og mere politisk i sine bøger, og her synes det at gå ud over Europas situation i almindelighed og den britiske efterretningstjeneste i særdeleshed.

Fri agent af John le Carré er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

Bogen er venligst fremsendt af det nu hedengange forlag.

De bedste julekalenderhistorier

Hvert år beslutter jeg, at i år skal være den december, hvor det hver morgen lykkes at læse en morgen-kalenderhistorie for mine børn, mens de indtager deres havregrød med kanel og klamme tyske kalenderchokolader. Hvor vi ikke en eneste morgen kommer bagud, og hvor spændingskurven holder sig ubrudt og konstant helt fra den 1. til den magiske 24. december, hvor alt kulminerer i et fantastisk juleklimaks. Hidtil er det ikke gået helt som planlagt. Men i år bliver ÅRET.

Hvis du ligesom jeg er grebet af optimistisk kalenderbogs-overmod, så kommer her tre bud på kalenderhistorier til lidt forskellige aldersklasser, som I kan kaste jer over.

Vitello – 24 julehistorier af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen

Det er blevet december i rækkehuset ved ringvejen, hvor Vitello bor med sin hårdt prøvede mor. I bogens 24 kapitler følger vi den impulskontroludfordrede Vitellos møde med chokoladekalenderen (tømt d. 1. december), julens budskab (Jesus boede med en ko), snemænd (som naturligvis skal opbevares i hjemmets skabsfryser) og alt det andet, som hører julen til. Hver dag byder på sin egen ufrivillige skarnsstreg og på grin til både store og små. Kapitlerne er korte og passer præcist til en travl morgen eller en hurtig godnathistorie.

 

 

 

Hanne Hundiges jul af Thomas Lagermand Ludme

En spritny kalenderhistorie, hvor vi følger den noget utålmodige Hannes december, som hun deler med far, mor, mormor og Bobby fra Slagelse Syds Lokalcirkus. Og så selvfølgelig med kronprinseparret, Frederik og Mary, som i dette tilfælde er to på matriklen hjemmehørende puddelhunde. Som man måske allerede her fornemmer hører Hannes familie til en af de mere fantasifulde af slagsen. Og er det rigtigt, at ham der Bobby i virkeligheden en kravlenisse, som er blevet til menneske? Med fine illustrationer og lidt længere afsnit er der masser af højtlæsning til børn fra ca. 4 år og op.

 

Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver af Jesper Wung-Sung

Hjemme hos os er Wung-Sung mest kendt for at skrive børnebøger, som er så uhyggelige, at moren ikke tør læse dem. Den splatteragtige stemning fornægter sig heller ikke i denne julehistorie. Kaj er et barn under pres. Ikke alene skal han rode med skolens tyran Conrad Ørevoks og en krævende rolle som Josef i årets julekrybbespil. Nu har hans forældre også hyret en au pair til at stå for julestemningen derhjemme. Og tilsyneladende en au pair med en skjult dagsorden. For er hun i virkeligheden ude på en hemmelig mission, som går ud på at rejse til Nordpolen og skære selveste julemanden i skiver? Trods det blodige tema er bogen fin højtlæsning for børn fra ca. 9 år.

 

 

 

 

 

 

 

Anmelder-eksemplar af Hanne Hundiges jul og Drengen, der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver er venligst tilsendt af Carlsen og Høst&Søn

Nu er det (næsten) jul igen!

Er det for tidligt at tage hul på julen? Nej, vel. Butikkerne har allerede været i gang siden starten af oktober, så jeg synes egentlig, vi har udvist beundringsværdig tilbageholdenhed her på bloggen indtil nu.

De næste uger kan du til gengæld glæde dig til fuld jul på alle ventiler. Idéer til julekalenderhistorier, du kan læse højt for dine børn i julemåneden. Bøger, som kan hensætte dig selv i øjeblikkelig og total julestemning og – naturligvis – idéer til alle de boggaver, som skal ende under træet i år.

Spænd sikkerhedsbælterne. Nu kører juletoget.