Det er en god dag, vi har valgt til at gå vores tredje digterrute, Karen Blixen-ruten. Vores ben er ømme som ny kærlighed, for vi har danset som teenagere aften før, og det er vi trods alt ikke. Så 1,2 kilometers rute fra bænk til bænk i en velfriseret park i næsten lunt forårsvejr passer noget bedre til formen end den stroppetur, vi var på sidst (læs om strabadserne på Ingerminoen her).
Trods sin klejne længde har Blixen-ruten en særlig betydning for mig. Jeg kommer nemlig selv fra Hørsholm og derfor også en smule fra Rungsted, men kun en smule, hvilket jeg prøver at forklare min partner in love og i digterruter. Det er ikke nemt, for Hørsholm og Rungsted er geografisk vævet ind i hinanden og de mentale grænser er subtile.
Rungstedlund husker jeg dog, selv om jeg ikke var helt herfra. Før verden gik Blixen-amok efter filmatiseringen af Mit Afrika med Meryl Streep i hovedrollen, lå baronessens hjem der bare, og vi børn kunne lege frit i parken. Det kom til en brat ende, da Streep og Redford gjorde Blixen red hot igen. I dag er Rungstedlund museum og huser litterære events.
Sådan så her ud i 1980’erne, og sådan ser her ud nu. Både Blixen og jeg har været unge her.
Men parken ligner sig selv. Vi har ikke gået ret langt, før jeg ser en lysning, jeg kan huske krystalklart fra min barndom. Her sidder vi på Fruens bænk og hører redaktør og forfatter Sune de Souza Schmidt Madsen fortælle om Blixen som filosof. Blixen levede et liv, hvor ”ulykkerne regnede ned over hende”, og hver gang tog hun kampen op – og tabte. Kaffefarmen. Dennis. Sygdommen. Det er ifølge de Souza (eller “Sune”, som fortælleren bare kalder sin kilde) grunden til, at hun i modsætning til Kierkegaard lyser på udefrakommende begivenheder og ikke på det indvortes.
At kæmpe både med sig selv og verden udenfor er noget, jeg kender meget til. Som jeg sidder her i lysningen, hvor jeg legede for 40 år siden, synes jeg, at jeg har vundet. Ikke mindst fordi jeg har fundet fred med det paradoksale i livet; som Blixen ifølge de Souza Schmidt Madsen peger på: at vi både er gode og onde som Blixens figurer. At kærligheden både kan gøre ondt og godt. At vi kan elske at se vores børn vokse op og savne dem som små samtidig. Det er grundvilkår, og lige i dag kan jeg godt være i det.
Se dét er skiltning, vi kan forstå – bemærk logo og QR-kode ved Thomas’ hånd!
Vi slentrer fra bænk til bænk og hører om Blixens forskellige temaer – Blixen og Det gastronomiske på Madam Carlsens Bænk, Blixen og identitet på Uglebænk, Blixens pagter på Uglebænk. Her mindes vi den fremragende film Pagten med Birthe Neumann i glansrollen og småskændes om, hvem der har lavet den. (Ja, det var August, jeg indrømmer). En af hendes første pagter var med lillebroren Thomas, og den handlede om ”prøve sig til det yderste” for at finde “det sande i livet”. De to søskende ville tjene (…) det store i livet”. Den pagt blev indgået i Folehave Skov lige bag os, og den blev ikke brudt, sådan som mange af Blixens andre pagter gjorde.
Også jeg går her med en Thomas, som er god at indgå pagter med og kan noget med det store i livet.
Pagter kan have forskellig størrelse. I dag indgik vi den at gå en digterrute på 1,2 km og gjorde det. Og solen belønnede os.
Blixen-ruten er den tredje, vi går, og vi begynder nu at lægge mærke til, hvor forskellige de er. Denne er absolut fremragende skiltet, og vi farer ikke mere vild, end at vi tager post 4, 5 og 6 i omvendt rækkefølge. Det gør til gengæld ikke noget, for hver posts lydfortælling er sin egen og handler ikke om det konkrete sted, vi sidder og lytter til den, ligesom den heller ikke leder videre til den næste.
Og det er faktisk synd.
For en stor del af fornøjelsen, både ved at trave Emil Aarestrup-ruten og stride os gennem Inger-minoen var netop at føle os midt i det hele. Der, hvor forfatterne havde levet og elsket. Selv om det er behageligt at sidde på diverse grønne bænker i Rungstedlund Fuglereservat, så havde det også været sjovt at være lidt mere med i alle de eventyr, vi hører om. Vi kunne måske ikke komme med helt til Afrika, men mindre kan også gøre det. I dag er det mest eksotiske, vi ser, en lille gruppe turister fra Holland, der fotograferer Blixens grav i haven og synes, den er mooi.
I modsætning til de andre to ruter byder denne på forskellige eksperter som de Souza Schmidt Madsen. Sidstnævnte siger interessante ting, men det gør de ikke alle sammen. Fx forstår vi aldrig rigtig, hvad budskabet er på Spættebænk, hvor vi hører om Blixen og køn. Hvilket ellers er et emne, der nok ville kunne få os til at spidse ører. En lille stramning på det plan – og på fortællingernes indhold i det hele taget – ville have været godt. Birgitte Hjort Sørensen læser smukt op af Blixens tekster og giver os begge lyst til at læse lidt mere Blixen.
Alt i alt er vi tilfredse, da vi puster ud på havnen i Rungsted. Måske især med os selv, fordi vi trods de dansetrætte ben tog turen.
Fordi vi har en pagt med det interessante i livet.
Min rutine. Første gang skrår jeg gennem laden ind i sadelrummet efter grime og den slidte blå taske med strigler i mit skab og stiller den ude ved bommen. Går gennem laden anden gang efter sadlen og hovedtøjet, min hjelm og en pisk. Går gennem laden tredje gang og skyder slåen fra foderrummet …
MIN rutine. Hver onsdag. Med ganske få afvigelser er den præcis sådan. Jeg har ikke en pose, men en kasse. Min grime hænger ude ved folden. Resten er det samme. Den sidder i mine celler, rutinen, og det har den gjort siden jeg var 9, selv om jeg holdt pause fra den i 35 år. Begejstret sender jeg et billede af siden til min kæreste. For hestelivet er så svært at formidle til andre, at jeg glubsk stjæler Stensgaards ord. At ride er ikke en hobby eller en livsstil. Hestene er ikke ’søde’ eller ’flotte’, som ens klassekammerater plat kunne sige.
De er noget for os, jeg ikke selv har ord for.
Derfor føler jeg mig så genkendt i Hvad jeg ved om kvinder på heste. Den er på så mange måder min historie. Min og tusindvis af andre kvinders. Vi var såkaldte hestepiger med vilde drømme, vi blev voksne og realistiske, men vi længtes stadig, og en dag vovede vi os tilbage og blev kvinder på (islandske) heste. På Island laver de nemlig heste, som kan bære voksne kvinder, selv om de kun er i ponystørrelse, og som kan ud over at kunne tölte, hvilket er dejligt for ømskindede damenumser, også besidder en naturlighed, der mætter en ny længsel. Om islandske heste har Stensgaard skrevet en anden bog, som jeg skal læse pronto.
Fra jeg satte mig op på en træk-pony i Dyrehaven som 4-årig, var heste en fuldstændig uadskillelig del af mit liv. Jeg vidste altid, hvornår jeg skulle ride igen. Mine længsler var rettet mod heste og ridning. Jeg ønskede mig strigler og grimer og støvleknægte og piske til jul. Alle beløb blev målt op imod, hvor mange føl man kunne købe for det. En uge uden ridning gjorde mig lettere nervøs. Jeg striglede, longerede, mugede, red konkurrencer, pudsede sadler, pudsede støvler, slæbte vandspande, strøede hø, strøede halm, tegnede heste, købte heste, elskede heste.
Men en dag skete det for mig, som også skete for Pernille Stensgaard: .
Vi er ved at vokse ud af os selv, men det vil vi ikke vedkende os. I stalden kaster vi os om halsen på hestene, som om det er dem, der er ved at forlade os, og ikke omvendt.
Jeg forlod min hest. Solgte den til min halvpart med lige dele dårlig samvittighed, sorg og enorm lettelse. Jeg fik tid til at kaste min kærlighed på drenge og senere mænd og endnu senere mine børn. Jeg gik på uni, gik på arbejde og fik travlt og fik stress, og min medfødte rygskade sprang op under presset af det hele. Jeg havde altid tænkt, at jeg ville vende tilbage en dag, men aldrig havde det virket længere væk, end da jeg ikke kunne gå 200 meter ad gangen uden skærende smerter ud i det ene ben.
Langsomt kom jeg tilbage til livet, med træning, tålmodighed og mange tårer.
Og en dag vendte jeg tilbage til hestene. Tøvende og ængstelig med hjertebanken og tankemylder. Hvad hedder nu den der rem, hvordan holder man hånden, når man rider, kan mine ben holde?
Det var ikke ligetil at blive lukket ind i hestenes verden igen, som Stensgaard også beskriver.
En eftermiddag (..) tager jeg min første ridetime, for genert til at sidde i toget i nye ridebukser og støvler og ligne noget, jeg ikke er.
Efter den første ridetime møder hun en af hestepigerne i stalden. Nu er det dem, der har magten, småpiger vi ikke længere burde være bange for, men:
Vil du have en havregrynskugle? spørger hun.Er den til mennesker eller heste, spørger jeg. Til mennesker, siger hun, og jeg spiser den foran hende som et tegn på underkastelse.
Hestepiger har altid været nemme at gøre grin med. Vi var fjollede piger, der bedre kunne lide dyr end mennesker, og som lugtede lidt af hø og hestepærer. Ikke særligt populære hos drengene eller de smarte piger. Pernille Stensgaard tager os alvorligt. Gennem sin egen historie fortæller hun samtidig historien om mennesker og heste. Ud fra en svimlende omfangsrig research fortæller Stensgaard om:
Kvægdriverne med løse tøjler samlet i én hånd. Kavaleri, kosakker, dragoner, officerer, falkonerer med ørne siddende på læderhandsken, konger staldkarle, aristokrater, og som små hidsige signalflag: satinklædte jockeyer med bøjede knæ, svævende over fuldblod. Støvede bønder med svære heste spændt for ploven, harven, tromlen, radrenseren, selvbinderen, hølæsset.
Hun fortæller om rytterstatuer. Om Anne Marie Carl-Nielsen, der som verdens første kvindelige skulptør fik ordre på at opføre en rytterstatue af en konge. Om hendes elev Helen Schou, der giftede sig med en direktør og levede i sus og dus og derfor blev mistænkeliggjort som kunstner.
Om hvordan kvinderne overtog det hesteliv, der ellers altid havde været mændenes.
Hvad jeg ved om kvinder på heste handler om hestenes historie, Danmarks historie, Pernilles historie. Men også om om de bånd, vi knytter, og siden er nødt til at bryde, for der er et indbygget farvel i alle relationer. En mor. En hest. Pernille mister begge dele.
Det er ikke det samme, slet ikke. Men da jeg som 7-årig forelskede mig i Batman, der løb ud på vejen og blev kørt ned lige efter, smagte jeg på sorgen og uafvendeligheden. En smag, der ikke bliver bedre, kun mere genkendelig med tiden. Og det får romanen – som den er klassificeret som – til at løfte sig så højt, at en bekendt helt uden heste-erfaringer erklærede at have læst og elsket den.
Selv mærker jeg et bånd til den pige, jeg var, hele vejen gennem bogen. Og hver onsdag. Når jeg strigler, sadler op og tager af sted. I skoven er jeg alene med hesten, kun mig og et halvt ton dyr, der har indvilliget i at følge mig og mine signaler. Jeg suser ad stierne og er både indianer og cowboy og Dick Turpin og den cirkusprinsesse, jeg så inderligt gerne ville være som barn. I galoppen op ad bakken med svinget er jeg jockeyen, jeg drømte om at blive, selv om jeg var et buttet barn og sikkert allerede vejede for meget. Jeg rækker hånden tilbage til den 10-årige, der blev smidt af hesten igen og igen, og fortæller hende, at det gik godt alt sammen. Jeg er lige her, skoven dufter, og jeg skal ikke andet end at være med min hest.
Vuggende i arkaisk rytme og lyd bærer han mig ind i andre tider. Som en portal, en åbning. Et trip. Jeg taber snoren til øjeblikket, til andre mennesker, og på de mest vellykkede tidsrejser også til mig selv. Jeg er mange steder på én gang og ikke fuldt til stede i nogen af dem, faldet ned mellem verdener og på kort besøg.
Hvad jeg ved om kvinder på heste af Pernille Stensgaard er udgivet af Gyldendal.
Bogen var ikke tilsendt som anmeldereksemplar, men var en gave fra en, der havde set helt rigtigt.
Stemningen er fjollet og dirrende lørdag morgen. Måske fordi vi er lidt nervøse, selv om vi har gjort det mange gange før; været på Krimimesse i Horsens og interviewet mere eller mindre kendte forfattere i fyldte sale eller foran to tilhørere og en forfatterfamilie.
The hired help
Koryfæerne[1] på forsædet brummer og fortæller røverhistorier.
De første mange gange jeg bloggede om Horsens, så jeg dem kun på behørig afstand og nævnte jeg dem kun andægtigt ved for- og efternavn. Jeg kan stadig ikke helt sige ”Bo”, men jeg er ved at vænne mig til ”Henrik”. For lige her er vi i samme kategori, vi er ”the hired help”, som ham der hedder Henrik, siger. Dem, der skal hjælpe forfatterne med at lade deres lys skinne og deres opdager blive et household name, hvis det ikke er det i forvejen. Dem, som sædvanligvis ikke bliver nævnt i talen til festmiddagen.
Men selvfølgelig kører vi ikke til Skanderborg. Vi drejer pænt af mod Slottet, som de lokale kalder det gamle statsfængsel, og kører helt op til den hemmelige P-plads tættest på indgangen. En mand i orange vest forsøger ganske vist at afvise os, men her træder koryfæet ved rattet i karakter:
”Vi er forfattere og interviewere!” buldrer han, og vi fniser.
Han fnyser.
”Jeg hader hjemmeværnet.”
Og så er vi her igen.
I vrimlen af damer med rullekufferter, frisk fra turistbussen, sultne efter at møde idoler og gøre gode tilbud. ”Velkommen til,” siger de søde damer i receptionen, og vi får vores navnekort. De første mange år gemte jeg det, når messen var slut, men man bliver jo blasert. Desværre.
Drive by shooting på el-cykel
Mit første interview den dag er med Sofie Sarenbrandt og Pascal Engman. Svenskere på scenen er altid en udfordring. De har svært ved at forstå dansk, og publikum har svært ved at forstå svensk. Men Sofie har været her i så tilpas mange år, at hun kender sine horsensianere. Hendes Sjælevennen tager sin start med en kvinde, der står på en bro på den forkerte side af rækværket med en bebis i armene. En scene, Sofie fortæller, at hun selv oplevede en dag. Dog minus bebis.
”Jeg kom til at tænke på, hvad der får et menneske til at blive så desperat,” og så gik jeg i gang,” fortæller hun.
Pascal Engmans Ulvene foregår i Stockholms bandemiljø. Researchen foregik blandt andet på bagsæder af biler og involverede både, at han overværede at se sine kilder blande kokain og en vis paranoia, som smittede. ”De fleste drive by shootings i Stockholm foregår på el-cykel, fordi de er lydløse, så jeg begyndte at se mig mere over skulderen i den periode,” fortæller han.
Det er overhovedet ikke sjovt, og så alligevel. Ukuelige Sverige, der er pæne og bæredygtige, selv når de er dybt kriminelle.
Hate crime og højre-ekstremisme
Over middag får sympatiske Arttu Tuominen prisen for bedste oversatte krimi. Jeg mødte Arttu for præcis et år siden i Forfatterforeningen, hvor jeg interviewede fire finske forfattere (sig lige det efter et shot vodka), og jeg er en af hans mest begejstrede fans. Hans Delta-serie foregår i et område af Finland, hvor trøstesløst forladt og fattigt industriområde møder den smukkeste natur. Her kæmper tre politifolk med kriminalitet og især med sig selv. I hver bog træder en af de tre særligt frem som hovedkarakter. I Sendebuddet, som han modtager prisen for, er Henrik Oksman i centrum. Han er homoseksuel og cross dresser, og da en håndgranat bliver smidt gennem døren til en homo-natklub, får han et stort dilemma. Han optræder nemlig selv på overvågningskameraet – som kvinde.
”Homoseksualitet er et tabu i Finland. Vi taler ikke om det,” siger Arttu Tuominen lidt efter, da han og jeg er på scenen i Gymnastiksalen med prisen sat op til skue.
Hate crimes og højre-ekstremisme er også omfattende i Finland, og den alvorlige unge mand vil skrive om det hele. At få en pris imponerer ham mindre.
”Jeg skriver ikke for priser, men for læserne,” siger han, og jeg tror ham. Men under ham nu prisen og den flaske champagne, han næsten glemmer.
Ondskabens hygge
Så har jeg pludselig fri, og der er tid til at dalre rundt og lytte lidt, kramme lidt, endda se lidt på bøger. Krimifolket er de sødeste mennesker – det gælder både forfattere og læsere. Måske fordi de ser lige ind i den ondskab, vi alle sammen indeholder. Accepterer den og lader den udfolde sig på bogsider. Hos Mofibo har de god slik, bobler og en foto-boks, så der hænger vi ud, inden vi lige når hjem og hvile fødderne i to minutter.
Senere på weekenden fortæller Jakob Melander mig, at krimiforfattere er dem, der nyder hinandens selskab mest. De mest ondskabsfulde skulle efter sigende være romance-forfatterne, og hvis der er noget, vi lytter til i bogbranchen, så er det sladder.
(Jeg ved ikke helt, hvordan det er med erotiske forfattere, jeg kender ikke så mange. Men jeg må se at få ringet til E.L. en af dagene).
Om aftenen er det tid til den årlige fest i lokalerne på Comwell Bygholm, hvor det ikke engang er muligt at høre, hvad dem på den anden side af bordet siger. Som interviewere har vi vores eget hjørne af et bord. Herfra har vi skumlet, når alle messens deltagere UNDTAGEN OS er blevet takket, men årets festtaler, Morten Hesseldahl, er åbenbart blevet briefet, for han siger noget om, at det vist ikke altid er så nemt at interviewe, og det tager vi som en tak. Som den hired help, vi er. Resten af talen er … Meningerne er blandede efter. Nogle af os håber ikke, at svenskerne forstod, hvordan han jokede med, at vi kan være glade for, at deres kriminalrate stiger. Andre syntes, den var ”forfriskende”. Ingen har rigtig lyst til at rase her. Nu har vi det lige så hyggeligt.
Hvad der sker i Horsens
Hvad der sker i Horsens, bliver i Horsens, har altid været kodekset for den efterfest, som finder sted i baren, når flødekartofler og stykker af rosa steg er gledet ned, så den del må I undvære. Jeg kan afsløre så meget som, at jeg intet kan afsløre. Mest fordi jeg var så pokkers træt, at jeg gik tidligt hjem. Det er jeg glad for søndag morgen, hvor jeg skal tidligt op for at interviewe svenske Line Areklew, der har skrevet en ferm debut og solgt 80.000 eksemplarer af den i Sverige. Den ene hovedperson Frederik mistede sin familie ved Estonias forlis og lider stadig af angst og depression. Den anden hovedperson blev politibetjent. De to havde én hed nat sammen engang, og nu mødes de igen i en sag, hvor den ene er mistænkt, og den anden er opdager. Men det får Horsens aldrig at vide, for kun én tilhører dukker op, og da hun har fået sin forfatterkrusedulle i bogen, fordufter hun hurtigt igen.
Så der er lang ficka-pause til næste nummer, som er samtale med Jürgen Klahn i Gymnastiksalen. Hans klosterroman En sidste hilsen er en slags hyldest til Ørslev kloster, hvor han har tilbragt mange dejlige skriveophold, og hvor der oplagt kunne ske et mord, når flere kreative eksistenser var samlet på ét sted (som fx Krimimessen. Hvorfor har ingen skrevet den krimi endnu?).
Jürgen Klahn har valgt en hovedperson langt fra sig selv; en 30-årig klosterforvalter ved navn Vera. Kæresten Elsebeth Egholm mente nemlig ikke, at nogen ville læse om ”en gammel knark som dig.” Mange vil til gengæld læse om Vera, hvis fortid rummer et juvelertyveri, en forsvunden far og en mor med hang til at lade sig trøste af tvivlsomme mandspersoner. Underholdende – også at være på scenen med Jürgen. Vi aftaler at ses samme sted, når han har skrevet næste bog. Så hurtigt som tiden går nu om dage, er det lige om lidt.
Jürgensen, Rebernik og Petri
Messe-trætheden er ved at indfinde sig. Jeg køber en kop kaffe og styrer målrettet mod Modtryks sofa med det høje ryglæn. Hvert år tænker jeg, at sådan en vil jeg have derhjemme. Messens larm forsvinder, herfra kan jeg bare sidde og iagttage. Der er stadig gang i bogsalg og samtaler, men det tynder ud. De udenlandske forfattere skal nå deres fly og krammer farvel. Arttu ligner en lykkelig mand. Karin Smirnoff skal tllbage og skrive videre på Millenium-serien (det gør hun fremragende).
Én optræden tilbage: Walter Rebernik, Dennis Jürgensen og Lotte Petri i Indergården – messens største rum – om helte, skurke og sidekicks. Walters helte og skurke står skulder om skulder i serien, Jæger, Offer og Vidne om fremmedlegionæren Markus Larsson og specialkonsulenten Hannah Bengtsson. Til daglig er Rebernik selv advokat, og han bedyrer, at alle personer i bøgerne ’findes’ – i hvert fald alle karaktertrækkene, og det’ fandme uhyggeligt, du.
”De ser ikke mennesker, de ser forhindringer,” som han siger.
Lotte Petri er nestor i selskabet, hvad krimi angår. Hun er vokset op på et psykiatrisk hospital, hvor man lod patienterne passe de ansattes børn for at socialisere dem, og hvor hun som lille pige kunne møde mennesker, der var syet dårligt sammen efter det hvide snit, ude i parken.
”Så jeg har lidt af en ormegård inde i hovedet,” siger hun, og Walther og Dennis ser utilsløret misundelige på hende.
I dag skriver hun blandt andet om psykologen og efterforskeren Sofie Engell, der har mistet et barn og skyller beroligende piller ned med vodka. Sideløbende arbejder Petri sammen med retsmediciner Hans Petter Hougen om Mofibo-serien Blodengel om drabsefterforskeren Sissel Jæger og retsmediciner Harald Sejersen.
Sidste hik
Dennis Jürgensen skriver om makkerparret Lykke Teit og Rudi Lehmann, hvoraf nyeste bind hedder Bloddue. De rummer både det mørke og det lyse, for det gør vi alle sammen, siger han, og så ryger titlen Kærlighed ved første hik ud ad munden mig, selv om jeg prøver at lade være. Det tager han pænt. Han er et venligt menneske, der er blevet voksen med sin læserskare.
Vi joker om, hvor fedt vi synes, det onde er, og at man kun kan sige det i dette sluttede selskab. Alle tre elsker Ondskabens Hotel og ville derudover ønske, de havde skabt figuren Hannibal Lecter. Som jeg siger: Hyggelige mennesker!
Og så er det pludselig slut igen.
Rullekufferterne skal hjem, vi skal hjem, ”vi ses til næste år”, siger de søde damer i receptionen. Messen er slut.
Jeg tager toget hjem.
Så godnat, Horsens.
So long, Skanderborg.
Jeg lukker mine øjne i Valby.
Alle bøger var venligst tilsendt og/eller udleveretaf forlagene. Tak.
[1] Koryfæ: person der i kraft af sit virke, sin karriere m.m. har opnået en toneangivende eller meget anset position, eller som fremstår som foregangsmand. I dette og mange andre tilfælde Politiken-kulturjournalister, som har været med, siden før verden gik af lave.
Palle Schjødtz havde sit hyr med Jesper Wung-Sungs nye noveller til at starte med. Men vedholdenhed lønner sig, og han endte med at elske bogen.
❤️❤️❤️❤️❤️
Jesper Wung-Sungs novellesamling har ikke været så let at gå til. Allerede titlen: Ud af ti mænd. Og hvad så? Hvor mange? Hvor få? Eller hvordan er de eventuelt ens? Eller forskellige? Selve måden at skrive sætningerne på er også lidt krævende for læseren. MEN giv ikke op! Koncentrer dig og vær frisk i hovedet. En guldgrube af en novellesamling venter, hver med sin specielle mand, hvoraf én tilmed har skiftet køn.
Vi begynder med en mand, der åbenbart har et problem med sin søn, og så snyder har sig til at møde og tale med sønnens kæreste og deres søn på en byggeudstilling, medens sønnen har travlt med sin mobiltelefon.. Generationskløften er tegnet op, og det bliver interessant og måske lidt typisk.
Den næste novelle var min store prøve. Jeg læste den uden rigtig at finde ud af, hvad den handlede om, men efter at have læst den næste, son var ret nem at forstå, vendte jeg tilbage til den første, og nu havde jeg fanget stilen og konceptet stod klart. Det viste sig at være en fremragende beskrivelse af far og datter, der simpelthen ikke kan komme på bølgelængde, selv om de begge forsøger et stykke hen ad vejen. Hele handlingen med bipersonerne i resten af familien er tankevækkende, til tider morsom, bevægende og til sidst overraskende.
Så går det ellers løs med forskellige typer mænd og forskellige måder at håndtere tilværelsen på. Der er usympatiske indtil det forbryderiske, smarte typer, dumme, beregnende, nogle man kan lide, nogle man har ondt af, skilsmisser, generationskløfter, alt sammen tankevækkende og berigende.
Jeg endte med at elske den bog. Den er lige meget for alle køn og alle (voksne) aldre og kan varmt anbefales.
Ud af ti mænd af Jesper Wung-Sung er udgivet på Politikens forlag.
”Når du er klar til at fortsætte, så gå tilbage til Ørstedsgade …”
Klokken er 19 fredag aften. Temperaturen er langt under frysepunktet, og Østre Kirkegård i Vejle er mørk og tåget. Det er Helle Solvangs dannede stemme, som via Danske digerruters app fortæller os, at vi nu kan gå videre, og det er vi i den grad klar til. Jeg kan ikke mærke min ene fod, og vores ånde blæser som røg ud i den kolde aften.
Vores stivfrosne følelse står i skarp kontrast til den inciterende titel på Inger Christensens sidste digtsamling, sonetkransen Sommerfugledalen fra 1991. Et i bogstaveligste forstand formfuldendt værk, der samtidig giver mindelser om den barndom, hvor somrene altid var varme, og man jagtede rundt efter sommerfugle og eventyr.
De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop, zinnober, okker, guld og fosforgule, en sværm af kemisk grundstof løftet op.
Er dette vingeflimmer kun en stime af lyspartikler i et indbildt syn? Er det min barndoms drømte sommertime splintret som i tidsforskudte lyn?
Det er nu fire timer siden, vi startede på en rute, der skulle være på 7,3 kilometer, men i mellemtiden er vokset til en udfordring af proportioner, der har gjort, at vi har set os nødsaget til at døbe den Ingerminoen.
Vi startede energisk ved Himmelpind uden for byen, hvor vi hørte om Inger Christensens barndoms søndagsudflugter og grundlæggelsen af hendes digteriske natursyn:
”Vi er en del af naturen, men er samtidig den særlige del af naturen, der betragter naturen og dermed betragter os selv,” sagde hun.
Det, syntes vi, var så interessant, at vi snakkede løs om fænomenet, mens vi steg lettere pustende op gennem skoven, ufortrødent fortsatte forbi det lille skilt, der viste, at digterruten gik den modsatte vej, gennem en fold med søde geder og en hest og ud i et åbent land med nybyggede parcelhuse.
Det var allerede her, vi begyndte at fryse, og her en digterrute begyndte at forvandle sig til en -mino. Det var også her, at man kunne være kommet til at tænke:
Et samfund kan være så stenet,
at alt er en eneste blok,
og indbyggermassen så benet,
at livet er gået i chok
(Fra Det, 1969)
Hvis altså ikke der var kommet nogle søde lokale forbi og havde vendt vores kort på hovedet og sagt, at vi skulle tilbage til hestene og gederne. Det gjorde vi så. Så denne gang skiltet og gik tilbage mod byen, hvor vi besøgte Inger Christensens gamle skole, hendes barndoms hjem (tror vi nok, vi kunne ikke helt se, hvad der var hvad) og holdt pause ved et sted, hvor der er printet ord i en labyrint i fortovet.
Vi har hørt om alarmerne under Anden Verdenskrig, om Ingers alternative danske stile og de første spæde forsøg på at digte.
Og vi har talt og talt; om sprog og ’virkelighed’, om mennesket og naturen, om hvad vi kan lide ved digte. Om Aarestrups stærke følelser og Inger Christensens systemer og spændende sprog. Sorgforstummet, havblik for rummets gåder, urtidens terningkast, en timeløs kimen af dug og insekter, zinkhvide nætter.
Derudover har vi talt en del om, hvorfor der er så mange frisørsaloner i Vejle. Hvor de lokale mon er henne fredag aften. Og hvorfor bilen foran arresten står med alle fire døre åbne og ikke en sjæl i nærheden.
Nu står vi så her. Med kolde tæer og i selskab med hinanden (og det er godt) og en sublim kunstner, der så det som sin opgave at ” … konstruere en kode .. at bruge et sprog, der endnu ikke eksisterer.”
Da tager vi en drastisk beslutning. De to sidste poster nede ved vandet må vente til i morgen. I stedet går vi på Vejles Street Food; et ret overskueligt sted med blot tre forskellige madboder, men så absolut hyggeligt, prisvenligt og frem for alt varmt. Her bliver vi enige om, at det trods alt var det hele værd at gå Ingerminoen.
Dagen efter slentrer vi forbi 30-40 frisørsaloner ned til Bølgen, det særprægede byggeri, som er blevet Vejles vartegn, og som passer til linjerne:
Og hjertet er helt i skygge,
og hjertet er næsten hørt op,
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop
(Fra Det, 1969)
En uge efter overvejer jeg, om ruten ved Vejle skal lide skade ved, at vi gik vild. Det trak jo lidt ned at være så træt, at vi nærmest besvimede på hotelværelset om aftenen. På den anden side: At undgå at fare vild i livet er ikke, hvad det handler om. Det handler om at håndtere det, når det sker, og få det bedste ud af det. Og det gjorde vi. Så Ingerminoen får mine hjerter, også for Ingers skyld, for hun er svær at overvurdere betydning af for dansk digtning (læs for eksempel denne artikel om, hvordan de unge kunstnere er inspireret af hende).
Men som motorsagkyndige til min tredje køreprøve sagde, da han endelig gav mig kortet:
“Det bliver ikke uden anmærkninger”.
Så her er mine anmærkninger:
Skiltene på digterruten kunne godt være større og flere. Let’s face it. Medmindre nogle sagesløse gymnasieelever bliver tvunget til at gå ruten i skoletiden, vil de mestendels blive gået af sådan nogle som os, der er modne nok til en læsebrille. Og distræte nok til at have brug for et skilt. Et stort et.
En digterrute med mangelfuld skiltning kan ses som en form for IKEA-test for boomere. Som vi bestod med flyvende farver. Vi blev ikke uvenner, men var enige om at bebrejde den mangelfulde skiltning for alt. Bør dog ikke testes af forhold i krise eller med deltagere af pernittengrynere.
Man lytter bedre. når man ikke fryser. Vejle-ruten egner sig helt klart bedre til at blive gået en varm sommerdag end en blæsende 3. marts. En dag, hvor man faktisk har lyst til at lægge sig i græsset og se op i himlen, som det bliver foreslået ved post 2. Havde vi gjort det, var vi blevet fundet som to stive pinde. Som en del af naturen.
Med anmeldelse nr 25 på Bogliv tager Palle Schjødtz på endnu et eventyr med Niels Krause-Kjærs protagonist, journalisten Ulrik Torp, der ikke har det helt godt, men får nyt mod på på livet i romanen Nedsmeltning.
❤️❤️❤️❤️ Som emne for sin nye spændingsroman har Krause-Kjær denne gang valgt et af tidens store emner, som alt efter smag – og måske ikke mindst alder og politisk holdning – betegnes klimakampen eller klimakrisen eller klimakatastrofen.
Hovedpersonen, journalisten Ulrik Torp, er ved bogens start i en lidt dårlig forfatning, Et dårligt helbred har fået hans læge til at ordinere en daglig løbetur rundt om Damhussøen, (hvilket pudsigt nok allerede på side 8 forleder forfatteren til at demonstrere sin usikkerhed om søens beliggenhed i forhold til verdenshjørnerne). Torps ægteskab går heller ikke for godt, og som redaktør af ugeavisen, Valbybladet, har Torp problemer i sin research af en korrupt klimaministers skumle bolighandel. Forholdet til ejeren af Valbybladet er heller ikke det bedste. Og det bliver hurtigt værre, da Torp bliver udsat for en beskyldning om en voldtægt. Det er ganske vist mange år siden, det skulle være sket, og det påståede offer har været død i seks år.
Samtidig udvikler klimasagen sig til en egentlig kamp, da kontoret for Demokratisk Klima Fraktion udsættes for et bombeattentat, som koster en hollandsk klimaaktivist livet. Samtidig kommer Torps søn, Jesper, hjem fra Bruxelles sammen med en ny kæreste, og da de begge er erklærede klimaaktivister, sættes Torp i et dilemma mellem glæden over en ny tæt kontakt med sin lykkeligt forelskede søn og udfordringen fra de unges rabiate meninger.
Oven i det hele modtager Torp en uventet opsigelse fra sin journalistiske medarbejder, som overraskende er blevet tilbudt en stilling på en avis, som fyrede ham tre måneder tidligere. Det kniber også med at skaffe den endelige dokumentation af bolighandlens skumle forløb.
Som i den forrige bog lader forfatteren en ung kvinde komme hovedpersonen til hjælp, selvfølgelig uden upassende bagtanker fra nogen af siderne. Senere kommer også en anden ung kvinde til at spille en afgørende rolle i handlingen.
Dramaet udvikler sig, og læseren præsenteres for en spændende handling, hvor forfatteren bruger sit store kendskab til den landspolitiske verden til at komme med mange slet skjulte hentydninger til politikere og politiske handlinger, som vi som læsere kan forsøge at gætte modellerne til.
Som altid skriver Krause-Kjær en sammenhængende og forståelig fortælling, som er både interessant, spændende og overraskende, og som læser er man godt underholdt og forfatteren sørger for, at man ikke taber tråden undervejs.
Ved bogens slutning er alle Ulrik Torps problemer måske ikke løst, men han har fået et nyt mod på livet, og mon ikke vi får en ny historie om ham inden alt for længe.
Nedsmeltning af Niels Krause-Kjær er udgivet af Lindhardt og Ringhof
Kulturformidler Thomas Tiedje sidder ned og tisser – uden at føle sig umandig af den grund. Han ærgrer sig, når norske Geir Gulliksen bliver selvhadende akademisk, men nyder, når han er personlig, i essay-samlingen Hvis jeg var en mand.
❤️❤️❤️
Siden starten på sit forfatterskab har norske Geir Gulliksen kredset om emner som parforholdets dynamik, manderollen og feminisme. I Historien om et ægteskab (2015) beskrev Gulliksen, hvorledes et trygt ægteskab eroderer, hvilket gav ham en nominering til Nordisk Litteraturpris, og ”Se på os nu” (2019) lagde sig smukt i slipstrømmen med en fortælling om udfordringerne ved troskab i et monogamt forhold. Jeg knuselskede dem begge, mens Den jeg skulle blive (2021) var en skuffende, wannabe-Houllebeque’sk misantropi om en mands længsler efter kærlighed og samhørighed.
Nu har Gutkind udgivet 15 korte essays af Gulliksen, hvor forfatteren tager livtag med manderollen og det vi kan kalde “den typiske mand”. Og den mand vil Gulliksen ikke være, for han er fyldt af fejl og mangler: “Jeg vil ikke opfattes som ufølsom, dum, lad, selvcentreret, selvtilfreds og priviligeret”, skriver Gulliksen et sted, og funderer i sine essays blandt andet over det forkerte og skamfulde i at kigge efter kvinder, om en mandighed der ingenting tåler, om manden der elsker som en hund (“han løber logrende omkring efter alle de smukke kvinder”), og om mænd der føler sig truet af feminismen.
Til tider bliver det næsten ufrivilligt komisk. Som når Gulliksen skriver, at mænd ikke vil gå ud med en rød paraply i regnvejr eller sidde ned og tisse:
“Tanken om en mand der sidder ned og tisser – uha, præcis som en kvinde! – er selve illustrationen på, hvordan mænd kan miste deres værdighed og blive en slags frivilligt kastrerede lakajer i en feminiseret verden. Det at stå oprejst er et klarere udtryk for styrke end at sætte sig ned”.
Så her er en indrømmelse, Geir: Jeg sidder også ned og tisser. Så kan jeg få mit dopaminfix fra mobilen, og jeg tisser ikke ved siden af. Dog har jeg endnu ikke følt mig som en kastreret lakaj i en feminiseret verden.
Bedst er Geir Gulliksen, når han lægger selvhadet og den akademiske snusfornuft på hylden og tager udgangspunkt i sin egen livshistorie. Som når han skriver om sit uforløste forhold til sin afdøde far:
“Det er ikke forsoning jeg ønsker mig, men glemsel. Jeg vil, at han skal glemme mig, at jeg ikke skal behøve at tænke på ham længere. Han som for længst er død, kan nogle gange dukke op hos mig med sit påståelige og samtidig undvigende blik. Jeg forstår, det er mig selv der kalder ham frem, at noget i mig lokker ham frem, men jeg klandrer ham alligevel for, at han ikke holder sig væk, at han ikke lader mig være i fred”.
Den slags reflektioner er desværre undtagelsen i en essay-samling, hvor jeg ender med at blive lige så træt af Gulliksen, som han er af den typiske mand.
Det er ikke fordi, Gulliksen fejler i sin analyse. Der er sider af maskuliniteten, måden at agere mand på, jeg genkender fra mit personlige opdrag, og først sent har jeg kunne agere med en større spændvidde i forhold til mit køn, kultur, seksualitet og polaritet. Den spændvidde, Gulliksen også efterlyser. Men de 15 essays tilføjer ikke noget nyt til kønsdebatten, tværtom reduceres det maskuline til en stereotyp. Så foretrækker jeg Geir Gulliksen som romanforfatter, hvor han tegner mænd mere nuanceret og humoristisk.
Hvis jeg var en mand af Geir Gulliksen er udgivet af forlaget Gutkind.
Hold fastere omkring mig Med dine runde Arme; Hold fast, imens dit Hjerte Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.
Jeg har hørt det mange gange før, digtet Angst. Jeg har læst det selv, læst det højt, hørt andre læse det højt. Analyseret det og citeret det.
Nu står jeg ved vandet i lillebyen Nysted på Lolland og hører det med skuespiller Morten Nielsens stemme fra en telefon, hvis spinkle højttalere kæmper med november-blæstens susen.
Måske er det, fordi bølgerne slår så smukt ind mod kysten. Måske er det selskabet. Som er godt. Eller måske er det, fordi vi lige har hørt, hvordan digtets ophavsmand, Emil Aarestrup, på en kurrejse til Tyskland måtte tage afsked med sin patient og nære veninde, komtesse Amalie Raben. Rejsen skulle lette hendes helbred, men hun overlevede den ikke.
Jeg bliver ramt. Af digtets livsvisdom, der både er banal og rystende sand: at vi skal dø, og at den, der har elsket mest til sidst, har vundet. (Så Kys det nu, det satans liv, Husk at leve, mens du gør det, husk elske, mens du tør det, En dag tilbage, fortsæt selv – Aarestrup gør det bedst, synes jeg, selv om Nik og Jay ligger et særligt sted i mit hjerte).
Vi står lidt stille og holder fast, inden vi går videre til den 10. og sidste post på digterruten, der har ført mig – og det gode selskab – rundt i Nysted. Vi har været byen rundt, fra Aarestrups lille røde hus i Adelgade, der i dag huser et museum, ud til til Skanseparken, som til selskabets glæde har en lille badeanstalt, og tilbage igen. Vi har lyttet til historien om Emil Aarestrups 11 år i byen og talt lidt med de venlige og yderst snakkesalige lollikker, vi har mødt rundt omkring.
Emil Aarestrup boede i Nysted fra 1827-1838. Her virkede han som læge om dagen og skrev digte om aftenen. Mange af dem saftige digte om kødelige længsler, som hans hustru Caroline ikke helt kunne indfri – hun havde for eksempel en ikke ubetydelig børneflok at se til. Så Aarestrup vansmægtede og hengav sig lejlighedsvis til andre kvinder, som eksempelvis Amalie Raben. Egentlig var digtene til skrivebordsskuffen, men Aarestrups gode ven, Christian Winther, blev så begejstret for hans digtekunst, at han fik ham overtalt til at udgive dem. Det skrammede dog den livsglade lægedigters selvtillid, for omverdenen var ikke klar til landsbylægens sanselige fortolkning af kvinder og natur.
”En vis Liderlighed er den eneste Gehalt (indhold, red.) i disse Poesier.” skrev fx anmelder J.L. Heiberg uvenligt.
Alt det har vi hørt på vores tur. Vi har forestillet os Emil Aarestrup komme kørende i hestevogn ned ad Adelgade og stående melankolsk skuende ved vandet efter sin unge venindes død. Vi har hørt om hans glæde ved mad fra København og kærligheden til Caroline, trods alt. Vi har hørt kendte digte som Til en Veninde og Var det Synd?, vi har grinet og talt om romantik og erotik, og vi har gået cirka fem kilometer. Jeg har tænkt på dengang, jeg både læste og skrev poesi, og på, at menneskets følelser ikke har ændret sig meget på 200 år.
På Gammeltorv slutter turen med det smukke digt Paa Sneen, hvor sidste strofe lyder:
Og kom igjen tilsyne I Stillinger – o Lykke, Mit Kjød og Blod maa savne. Men opnaaes af min Skygge!
Vi vi går hjem med ømme fødder og – for mit vedkommende – ømt hjerte.
Danske digterruter er et enkelt og fremragende koncept. Man går en tur fra post til post, skanner en QR-kode med sin telefon ved hver post og hører små bidder af historie og digtekunst, der tilsammen danner en sanselig lydfortælling om den digter, hvis egn man går rundt i. Det gør – hvis jeg skal dømme ud fra Aarestrup-oplevelsen – både sted og digter mere interessant. Jeg fik lyst til at læse mere Aarestrup, og jeg fik lyst til at komme mere til Lolland. Og det er også meningen, forstår man af leder af Danske digterruter, Professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen:
“Ingen er bedre naturguider end de store danske forfattere. Faktisk er vores syn på naturen i forvejen formet af forfattere. For kunstnerne skaber landskaber, ligesom landskaber har skabt forfatterskaber. (…) når den danske natur kan føles som den dejligste i verden, skyldes det ikke mindst forfatternes danmarksbilleder.”
Der er indtil videre 19 digterruter fordelt i hele Danmark. Næste gang skal vi gå Karen Blixen-ruten i Rungsted, hvor jeg også selv har trådt mine barnesko, og dernæst en tur til Vejle og forfølge Inger Christensen op og ned ad bakkerne. Med blod og varme.
Kulturformidler Thomas Tiedje (53) har læst Sebastians Lynggaards (33) debatbog Mandsforræder. Han glæder sig over ‘Herlige Svend’-generationens villighed til at redefinere mandens rolle. Og undrer sig stilfærdigt over dens sprog.
❤️❤️❤️❤️
“Prinsen i Askepot rider land og rige rundt for at stikke en elegant glassko på fremmede kvinders fødder, før han endelig finder – og redder – den stakkels Askepot. Hendes belønning fra manden, der åbenbart ikke engang kan huske hendes ansigt? En tjans som frivillig psykolog for fodfetischisten.” (Mandsforræder, s. 178)
Alle de kvinder, jeg kender, der har været på Tinder, har oplevet det: at få vrede beskeder fra mænd efter de havde takket pænt nej til mere kommunikation eller flere stævnemøder efter den første date. Forurettede, fornærmede, hadefulde, irettesættende beskeder. Sebastian Lynggaard oplevede det samme, da han lavede et meme på sin Instagram-profil Herlige Svend om #metoo. Indbakken bugnede af beskeder fra vrede mænd. Sebastians veninde sagde, det var fordi folk troede, at en kvinde stod bag profilen (der nærmer sig de 75.000 følgere), men for Sebastian var det kimen til forundring: Hvor kommer mænds vrede fra? Og er det ikke muligt at skabe flere nuancer og udgangspunkter i kønsdebatten end de vrede, forurettede mænd eller de feminister, som mener, at mænd i sig selv er problemet?
. er det ikke muligt at skabe flere nuancer og udgangspunkter i kønsdebatten end de vrede, forudrettede mænd eller de feminister, som mener, at mænd i sig selv er problemet?
Sebastian Lynggaard gør et konstruktivt forsøg i Mandsforræder, der falder i tre dele: Alene, Sammen og Kvinder, hvori han tager livtag med den fortælling om mænd, han som 33-årig er opflasket med. Hvorledes manglende empati og selvindsigt har bragt mange mænd i fedtefadet, hvordan individualitet blandt mænd har forhindret, vi nogensinde har defineret os selv som køn, og hvorledes vi ofte forventer, en kvinde skal redde os følelsesmæssigt. Og når mindreværd og afvisning sætter ind, når vi ikke kan leve op til et mandeideal, som ikke har ændret sig nævneværdigt siden 50’erne, kan konsekvensen blive vrede mod (formodede) kvinder.
Tal om mænd med mænd, mænd
Sebastian Lynggaard er dog ikke bare ude på at dissekere sit køn. Han vender sig mod hardcore feminister, fordi han ved, at mænd rummer kærlighed og potentiale. Udgangspunktet er egne erfaringer, og budskabet er, at vi som mænd skal turde tage snakken om de dårlige tendenser blandt vores kønsfæller – overgreb, sexisme, ensomhed, vold, alkoholisme (bare kig i statistikkerne). Vi skal hjælpe hinanden og tage ansvar for hinanden og vores køn, risikere den sårbare samtale og komme dybere end den trivielle omklædningsrumssnak. Gør det Herlige Svend til mandsforræder? Nej, siger denne signatur. Sebastian Lynggaard er snarere maskulinitetsreformist, en betegnelse planket fra Rasmus Hald Møller, forperson for DareGender, og en betegnelse, jeg personligt synes ret godt om.
Grineren og nederen
Sproget i Mandsforræder er frisk og uprætentiøst. Her er det “grineren”, “nederen” eller “primi med primisauce” (altså primitivt), hvilket også virker en tand useriøst. Men chill, boomer. Hvad ved jeg om sproget, påvirket som det er af SoMe og chatforkortelser nu om stunder? Jeg ved, at I min generation kæmper mange mænd endnu med selvbedrag og følelsesmæssig uformåen (Per Pettersons Mænd i min situation) eller også vælger de slet og ret kvinderne fra (Geir Gulliksens Den jeg skulle blive). Heldigvis sker der en bevægelse i disse år, og Sebastian Lynggaard skriver sig med “Mandsforræder” ind i en ny generation af mænd, heriblandt Glenn Bech, Victor Boy Lindholm og Lars Kramhøft, som gør op med manderoller og den herskende historie om mænd. Og for det fortjener han ros.
Mandsforrædder. Vores vrede, ansvar og potentiale af Sebastian Lynggard er udkommet på Forlaget Grønningen 1
Palle Schjødtz har læst Bugge Kold og Vraas nyeste roman, Tre dage i april.
❤️❤️❤️❤️❤️ Efter succesen med ”Pigen fra det store hvide skib” om hospitalsskibet Jutlandia og nogle af personerne ombord, har forfatterne denne gang kastet sig over dramaet med de hvide busser, som hentede skandinaviske fanger hjem fra koncentrationslejre i Tyskland kort før afslutningen af 2. verdenskrig, altså i april 1945.
Lige som romanen om Jutlandia er denne bog dog først og fremmest baseret på hovedpersonens oplevelser og tanker gennem livet frem til verdenskrigens afslutning, ja faktisk helt frem til tiden for Jutlandias afrejse til Korea, idet forfatterne i denne bog veksler mellem en beskrivelse af hovedpersonen Dagmars oplevelser i de tre dage i april, hvor hun med en af de hvide busser kører til Neuengamme for om muligt at få sin mand med hjem fra en uvis skæbne som Gestapo-arresteret fange gennem mere end et år på den ene side, og en beskrivelse af Dagmars liv indtil da på den anden.
Begge forløb er dramatiske, for Dagmar har haft et hårdt liv fra hendes familie blev ramt af ulykke og efterfølgende vanskelige livsvilkår. Hendes far omkommer ved en arbejdsulykke i forbindelse med bygningen af Lillebæltsbroen, og familien kastes ud i fattigdom og nedværdigelse. Alt vendes dog til det bedste for Dagmar, da hun møder den nyudnævnte leder af Dagbladets lokalredaktion i Vamdrup og bliver gift med ham, hvorefter hendes tilværelse bliver vendt til ægteskabelig lykke med status, velstand og børn, lige som hun kan opgive en næsten afsluttet uddannelse som sygeplejerske.
Hendes liv ændres dog brat igen i 1943, fordi hendes redaktør-mand ikke kan nære sig for at drille tyskerne og den korrupte borgmester i Vamdrup, hvorefter Gestapo arresterer ham, og han havner i koncentrationslejren i Neuengamme lige syd for Hamburg, hvorfra efterretningerne om ham er sparsomme.
Mere koncentreret dramatisk er togtet med en af de hvide busser ned gennem et krigshærget, nærmest sønderbombet Nordtyskland, hvor Dagmar har skaffet sig plads for at forsøge at bringe sin mand hjem, idet hun håber, at han stadig er i live. Der mødes vanskeligheder undervejs med såvel bussens holdbarhed som tyske og allierede krigeriske handlinger, og spændingen holdes i live: Vil de nå frem? Vil Poul være i live? Vil de i så fald kunne redde ham med hjem?
De medrejsende er hver for sig interessante, måske ikke mindst chaufføren med sin Hemingway-fremtoning og fornavnet Ernest, og der anes en vis tiltrækning mellem Dagmar og denne mand, som tydeligvis er en af hverdagens helte. Tilmed møder Dagmar under vejs også grev Folke Bernadotte, som var en af hovedmændene bag organiseringen af de hvide busser.
Kompositionen med den løbende vekslen mellem udviklingen i Dagmars liv og den dramatiske ekspedition til Neuengamme fungerer udmærket. Forfatterne har tydeligvis researchet deres emne grundigt, og figurtegningen virker nærmest forbilledligt. Bogen er velskrevet og troværdig, og spændingen holdes i live, hvorfor enkeltheder ikke skal afsløres her. Forfatterne undgår ligeledes forbilledligt en udpensling af det helvede, som koncentrationslejrene var, og som der ellers ofte spekuleres i, når tiden skal beskrives.
Vi får ovenikøbet lidt at vide om, hvordan det videre går, og det skal heller ikke røbes her. Læs i stedet bogen og bliv godt underholdt samtidig med, at den i høj grad giver stof til eftertanke, ikke mindst i denne tid med en ny krig i Europa.
Jesper Bugge Kold & Mich Vraa: Tre dage i april, Lindhardt og Ringhof, 2022
VORES BOGLIV 