Jojo Moyes overgår sig selv i historisk femi-romance

❤️❤️❤️❤️❤️ Jojo Moyes er måske bedst kendt for sit suveræne portræt af kærlighedens kraft i trilogien Me before you, Me after you og Still me. Med sin seneste udgivelse, Ræk mig stjernerne, skifter Moyes dog – bogstaveligt talt – hest. Hun leverer som vanligt en bundromantisk fortælling med et varieret og engagerende cast af stærke kvinder og tavse, tiltrækkende mænd. Men vi er denne gang også ude i en slags historisk roman.

Ræk mig stjernerne er ikke kun et portræt af to kraftfulde kvinder, men af et litterært fænomen. Moyes bygger sin handling op omkring de horseback libraries, som fra 1935 til 1943 var en del af præsident Roosevelts indsats for at uddanne den del af USAs befolkning, som ikke havde umiddelbar adgang til litteratur.

Denne særlige del af litteraturens historie fortælles gennem to meget forskellige kvinder. Alice er en ung engelsk kvinde, som i ren frustration over sin misbilligende familie forhastet gifter sig med den gennemrejsende amerikaner, Bennett. Ankomsten til USA forløber dog ikke helt som ventet. Ingen ture ned at 5th Avenue i smart spadseredragt. I stedet havner Alice i den yderste udkant af Kentucky. Da det oven i købet viser sig, at der følger en dybt religiøs hustyran af en svigerfar og en forkastet, giftig ekskæreste med i pakken, ser alting snart mere end sort ud for den unge immigrant. Oven i købet begynder forelskelsen i den seksuelt hæmmede brudgom snart at blegne.

I et udslag af oprørsk desperation melder Alice sig som frivillig ridende bibliotekar, da den lille by får sit første mobile bibliotek. Her er ikke tale om senere tiders komfortable bogbusser, men om daglige ridt gennem øde bjerge med saddeltaskerne fulde af bøger.

Det er på biblioteket, at Alice første gang møder Margery, en lokal kvinde, som blæser højt og flot på konventionerne, og som lever efter sine egne regler – fri og uafhængig. I et stærkt religiøst og konservativt lokalsamfund vækker denne livsanskuelse ikke udelt begejstring, og snart hvirvles både Alice og Margery ind i et blodigt drama, som kommer til at berøre hele det lille samfund.

Moyes håndterer som vanligt sine figurer med behændig respekt og varme. Historien spiller på mange strenge – ikke kun de romantiske. Raceproblematikker, analfabetisme, fattigdom , grisk minedrift under umenneskelige forhold, stramme sociale konventioner, kvindefrigørelse – det rummes alt sammen i romanens 435 medrivende sider. Personligt synes jeg, at Ræk mig stjernerne er den bedste bog, Moyes hidtil har skrevet. Og det siger ikke så lidt.

Jojo Moyes, Ræk mig stjernerne fra forlaget Cicero.

Med på Tines tour

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ At anmelde bøger kan være skrækindjagende. Ikke så skrækindjagende som at skrive bøger, der bliver anmeldt, langtfra, men alligevel. For der er jo ikke bare det, man selv synes om bogen. Der er også det, de andre synes. Alt det, man helst skal få øje på og få italesat, så man viser, hvor dygtig en læser, man er. I visse kredse, i hvert fald. At læse tekster sammen er en god idé, jeg brugte selv årevis på at læse tekster sammen med andre, da jeg læste dansk ligesom Asta, hovedpersonen i Tine Høegs Tour de chambre. Man kan hjælpe hinanden med at få øje på ting, der åbner teksterne og giver større læseoplevelser. At læse andres anmeldelser for at blive klogere på, hvad man selv synes, er derimod et vildspor, som jeg så vidt muligt forsøger at undgå, men det har været svært med lige præcis denne bog.

For Tour de chambre er blevet anmeldt, omtalt og hyldet i snart sagt alle medier – med rette. Den er fremragende.

0x500
Det smukke omslag hensætter mig til en nostalgisk 80’er-fornemmelse. Jeg glæder mig over, at det nye Gutkind sætter en ny standard for omslag.

Mange har understreget sproget. Ligesom debutromanen Nye rejsende, som jeg også var vild med, og som skaffede Tine Høegh Bogforums Debutantpris, er Tour de chambre sat op som ét langt prosadigt, hvilket tilfører teksten poesi. Elementært, elegant og vanvittigt godt udført. Læs alle de andre anmeldelser, hvis du vil have flere gode ord på. Eller nyd, hvor godt, det er, når noget kan siges kort uden at kede:

hvor gammel er det du er?

treogtredive siger jeg

han løfter sit glas

jeg forestiller mig at den klare væske er gift

tik tak siger han

For mig var det imidlertid noget andet, der gjorde læseoplevelsen fuldendt, og jeg kan ikke sige anderledes, end at jeg var der selv. Jeg var studerende på et kollegium. Jeg gik til forelæsninger og kollegiefester og eksamen. Jeg forelskede mig i min bedste venindes kæreste, August, mens jeg prøvede at date håbløse Niels Klitten med de gode intentioner:

hej Asta jeg ville gerne koordinere

ang. på fredag. Skal vi mødes foran

kollegiet kl. 19? Vi kunne tage på Mønten

eller evt. Blomsten (med mindre du ikke

bryder dig om røg). Karussellen er en

tredje mulighed (men samme situation

ang. røgen) Jeg glæder mig til en hyggelig

aften med dig mvh. Niels K

Jeg var en forfatter, der kæmpede med min tekst om en betonkunstner, mens jeg indimellem passede min venindes lille søn og drømte om at blive gravid selv og tænkte tilbage på August, der døde midt i det, der skulle være vores alles livs start og også midt i det, der skete, som ikke skulle være sket – måske. Jeg kunne huske det hele.

Noget af det kunne jeg huske, fordi jeg faktisk var der selv engang. Som tidligere danskstuderende med forfatterdrømme, var det her stærkt genkendeligt:

Du ligner en der har ligget og knaldet

jeg møder Hannibal da jeg er

på vej tilbage til mit værelse

haha siger jeg. Very funny

jeg lukker døren bag mig og ser mig i spejlet

jeg er rødspættet på brystet og på halsen

mine øjne skinner som af feber

vi har talt om tekst i fire timer

Jeg husker det også, fordi jeg engang var enlig mor som Astas veninde Mai, fordi jeg engang ønskede mig et barn (til) som Asta, fordi jeg engang var forelsket i en forkert, og fordi jeg engang har delt forlag med Tine Høegh og været til forlagsfest og hørt, hvad forfattere siger til hinanden.

Men mest af alt kan jeg huske alt, hvad der sker i Tour de chambre, fordi Tine Høegh skriver mig ind i teksten. Jeg er Asta, og Asta er mig, og det er så meget mere, end at jeg “lever mig ind i” karakteren eller “holder med hende”. Jeg behøver ikke at have haft hendes erfaringer i virkeligheden for at have haft dem, og sådan er den allerbedste, fineste litteratur. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det, Høegh. Om det er linje-poesien eller humoren eller talesproget eller den nøje udvælgelse af sætninger. Måske ville jeg kunne analysere mig frem til det sammen med mine gamle medstuderende fra danskstudiet, men det behøver jeg ikke mere. Jeg kan nøjes med at nyde, at der er nogen, som kan skrive sådan og få mig til at huske oplevelser, jeg aldrig har haft. Og det gør jeg. I alt for hurtige fulde drag.

Tour de chambre af Tine Høegh er udkommet på Gutkind Forlag og kan blandet andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

En undersøgelse af sorg og hævntørst

❤️❤️❤️❤️

“Meget har du budt mig!” Sådan har jeg nogle gange haft lyst til at sige til Julie Hastrup i de 11 år og to dage, jeg har kendt hende som forfatter. For Hastrups notoriske glæde ved drab og makabre detaljer, sådan som de er kommet til udtryk i hendes lange stribe af Rebekka Holm-krimier, har indimellem udfordret mit sensitive læsersind lige rigeligt. Som for eksempel i hendes forrige roman, Blodspor, der blandt andet bød på et middagsselskab udelukkende med døde deltagere. Det er hård kost, når man faktisk ikke behøver mere end et gammelt afsnit af Barnaby for at blive skræmt fra vid og sans!

Skærmbillede 2020-05-24 kl. 09.11.04

Når jeg alligevel har været hooked fra starten af Hastrups forfatterskab med debuten En torn i øjet fra 2009, skyldes det i meget høj grad hendes karakterer. Naturligvis Rebekka Holm selv, den introverte politikvinde med den traumatiske barndomshændelse i bagagen, og inderkredsen omkring hende; veninden Dorte, makkeren Reza og i de senere bøger kæresten Niclas. Men også, måske endda især, de mange bifigurer, som Hastrup altid kæler for og morer sig med, uanset hvor stor eller lille en rolle, personen spiller i det endelige plot. Jeg mærker og deler interessen for menneskesindet i de mange meget forskellige mennesker, der optræder omkring drabsmysterierne i Hastrups bøger.

Julie Hastrups notoriske glæde ved drab og makabre detaljer (….) har indimellem udfordret mit sensitive læsersind lige rigeligt.

I Vildskud udgår persongalleriet fra en sorggruppe i Sorgens hus i København (som Julie Hastrup har placeret på en adresse, hvor hun selv har boet som barn). Her mødes Lars, der har mistet sin kone ved en lægefejl, Arne, hvis unge søn blev overfaldet få dage efter sin studentereksamen og begik selvmord efterfølgende, og Johanna, hvis toårigedatter druknede i en swimmingpool på en ferie, for sammen med psykologen Nikolaj at bearbejde deres såkaldt komplicerede sorg. Da en fjerde sørgende, Mille, kommer med i gruppen, ændrer dynamikken sig, og bearbejdning af sorg bliver til udveksling af hævnfantasier. Det er typisk Julie Hastrup, at hun inkluderer flere personer, end hun egentlig har brug for, naturligvis til dels for at vildlede os læsere, men vildledningen bliver en lille ekstra gave i form af personager, vi ikke normalt møder. En grafitti-maler, en rig (!) selvhjælpsforfatter, en ung politimand på juicekur. Miljøet af som altid mangfoldigt, og det er sådan en fornøjelse!

0x500

Vildskud er en personlig sag for Julie Hastrup . Hendes søn William blev for nogle år siden slået ned på Nørreport Station, og det raseri, hun følte over for voldsmændene, lige da hun fik opkaldet om overfaldet, er udgangspunkt for undersøgelsen af hævntørst i bogen. Vildskud er måske derfor, synes jeg,  en af de mere realistiske romaner i serien. Vi har ikke som udgangspunkt at gøre med udspekulerede psykopater med makabre fantasier, men med  almindelige sørgende mennesker, og volden er i mindre doser og mere realistisk og mindre aparte end i mange af de andre bøger. Af en eller anden grund er det mindre skræmmende for mig, for andre vil det muligvis være omvendt.

Vi har ikke som udgangspunkt at gøre med udspekulerede psykopater med makabre fantasier, men med  almindelige sørgende mennesker

Vildskud er den første Julie Hastrup-roman, der ikke udfordrer mig så voldsomt på uhyggen, og jeg kan garantere for, at det ikke skyldes nyfunden hårdhudethed. Alligevel – eller derfor? – læste jeg bogen i ét stræk (godt 400 sider på halvandet døgn), og det skyldes især det psykologiske indhold. Sorg og hævntørst, retfærdighed og manglen på den i verden, skyld og ansvar; store temaer, som Hastrup behandler både indfølende og underholdende. Og jeg mener ‘underholdende’ som en stor kompliment. Jeg har den største respekt for forfattere, der kan få en handling til at skride frem, få sine læsere til at vende siderne og sige noget vigtigt i processen. Det er så meget sværere en kombination, end man tror. Og Julie Hastrup, hun mestrer den.

Julie Hastrup

Så kære Julie Hastrup: “Meget har du budt mig i alle disse år – tusind tak for det, og tillykke med dit nye pletskud, Vildskud.”

Vildskud af Julie Hastrup er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Tanker tænkt til ende

❤️❤️❤️❤️❤️

Erindring er noget underligt noget. Substansløs som et digt eller røg. Hvor findes alt det der er sket?

Så enkelt kan noget, man har gået og spekuleret over i måneds- eller årevis så åbenbart formuleres. Af Mathilde Walter Clarke, vel at mærke. Forfatteren til essay-samlingen Huset uden ende, som udkom i marts, kan noget med sproget, jeg virkelig gerne ville kunne. Præcist og tilsyneladende helt uanstrengt sætter hun ord på det ordløse eller på selve det, at ord er svære at sætte på:

(.) hvordan kan jeg skrive om noget som suger alt sprog ud af mig? Hvordan skrive om noget jeg ikke selv forstår?

Ja, hvordan? Det gad jeg også godt vide, jeg ved det ikke selv, men jeg ved, at Clarke kan. Hun skriver om så forskellige emner som massemord, feminisme, litteratur, familie og tab på en måde, så teksten i sig selv bliver spændende som en kriminalroman. En tekst, der stiller spørgsmål og prøver at svare; på hvordan litteratur skal læses, hvad et jeg egentlig er, eller hvordan vi som europæere kan forstå det uforståelige i amerikansk politik. Siderne bladrer nærmest sig selv, man læser i lange sultne stræk og glemmer at trække vejret. Men tankerne er så dybe, at det tager lang tid at ‘læse’ bogen færdig, for der er så meget at fordøje og fortolke, tanker, der skal tænkes til ende. Eller forsøges på.

0x500

Måske lyder det abstrakt, og det er nogle af tankerne bestemt også, men teksterne er samtidig konkrete og tæt på livet, som det leves, også når det leves eller sluttes ufatteligt grusomt. Som på de første 60 sider, der tager udgangspunkt i et dobbeltmord, der skete i nabohuset til Mathilde Walter Clarkes amerikanske families hus, hvor hun tilbragte somrene som barn. Clarke skrev fremragende om sin amerikanske familie i romanen Lone Star, der udkom i 2017, og det var under researchen til denne, at det gik op for hende, at dobbeltmordet skete, mens hun selv var i USA. Alligevel er der ingen spor, hverken i Clarkes egen erindring, i brevene fra den sommer eller i hendes stadig levende fars erindring om, at hun skulle have været der under den dramatiske begivenhed.

Jeg huskede faste rutiner i huset uden ende, helt almindelige dage som alle andre dage, hvor min far kørte os i skole om morgenen og mine søskendes mor hentede os igen i sin beigefarvede Oldsmobile. (….) Men jeg huskede intet om at nogen omkring dette tidspunkt var gået ind ad naboens bagdør og havde slået dem ihjel med en hammer. (….) Erindringen er notorisk upålidelig.

Videre research fører Clarke til en nærmest uønsket viden om en række uprovokerede mord og massemordere, der blev jaget som vildt og dyrket som rockstjerner i USA, da hun var barn. Uden sensation eller sentimentalitet beskriver Clarke forskellige mordere og deres ofre, måden de blev set på og forsøgene på ikke bare at opklare, men også forklare, hvorfor nogen begår så grusomme handlinger. Det gør Clarke ikke, altså forsøger at forklare; hun sætter i stedet ord på netop det, at vi ikke kan forklare det, i hvert fald ikke ved at spørge morderen selv:

Vi kan beskrive det udenom, vi kan beskrive vinden, røret, lyden, men vi kan ikke råbe ned i røret hvorfor det lyder så hult og forvente et meningsfuldt svar.

Essay-samlingen er i fem dele, hvoraf fortællingen om huset og mordene i USA – og en del om USA og om Clarkes amerikanske familie – er den første. De næste fire er samlet under overskrifterne At se, Kvindesager, At miste, samt Bøger og liv. Hvert essay har sin egen fortælling, tone og sit eget tema, så de burde alle have deres egen anmeldelse, men jeg kan ikke skrive noget om dem, som de ikke siger bedre selv. Jeg oplever, at jeg bliver klogere af at læse dem – jeg har i hvert fald muligheden. De taler til min hjerne og mit hjerte, til min humor og min vrede. Jeg kan bedst lide at blive rørt på mit hjerte, måske er jeg lidt sentimental. Det er Clarke ikke, virker det som om, men hun er følsom og klog på en gang. De tre essays om At miste gør indtryk på en som mig – med et udtryk, Clarke andetsteds i bogen tager afstand fra, så spejler jeg mig i dette:

(.) når nogen dør, så lukkes historien. Så er der pludselig kun historie tilbage, så er der kun fortid. Så er der kun datid. Nu begynder genfortællingen og alle forsøgene på at fastholde erindringen.

Jeg har ikke selv – endnu – præcise holdninger til at generationsopdele litteraturen (Brev til Olga Ravn), hvordan Søren Kierkegaard skal læses (At jage Kierkegaards spøgelse) eller om, hvorvidt en sort gorilla på en legeplads er udtryk for racisme (Gorillaen i Corsicana). Men jeg får lyst til at få holdninger af at læse Huset uden ende. Fordi Clarke med sin overlegne fortællekunst viser, hvor fine nuancer af livet, vi kan finde frem til, hvis vi gider gøre os den anstrengelse i det mindste at forsøge at tænke tanker til ende. Jeg får lyst til at oppe mig: Læse mere og bedre. Formulere mig mere præcist. Være lidt mere årvågen. Nu, hvor jeg skriver denne anmeldelse, får jeg også lyst til at læse alle essayene igen (og igen), og jeg får lyst til at anbefale dem på det allervarmeste. Det være hermed gjort.

Huset uden ende af Mathilde Walter Clarke er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

 

Når livet leves proforma

❤️❤️❤️❤️ Standupper Sanne Søndergaards bog Proforma er ikke ny. Faktisk kan den næste år fejre ti års jubilæum. Til gengæld er bogen evigt aktuel og nødvendig.

Siv er netop startet i 1. g sammen med sin bedste ven Lukas. Hun er lesbisk, han er bøsse, og for at undgå folkeskolens chikane bestemmer de sig for at agere kærester – sådan rent proforma.

Bedraget fungerer perfekt. De indlemmes i de “normales” flok, og gymnasielivet udfolder sig med fester og forelskelser – i de forkerte.

Uundgåeligt begynder den omhyggeligt konstruerede fiktion at knage i fugerne, og snart må Siv vælge: Vil hun være som de andre eller vil hun være ærlig.

Sanne Søndergaard har skrevet en vedkommende og ungdomsnær bog om det svære spring ud af skabet. Bogen nærmest chokerede mig med sine beskrivelser af det stigma, som kan følge med en seksualitet, der ikke er som flertallets. Jeg håber, meget har ændret sig i de forløbne ni år.

Det var min 14-årige datter, som først læste Proforma, og som insisterede på, at jeg også skulle læse den. Bogen burde være obligatorisk læsning for alle, som er midt i pubertetens malstrøm. Uanset seksuel præference. Den er ikke kun en bog om at være homoseksuel, men i langt højere grad en lærebog i åbenhed og selvaccept.

Sanne Søndergaard, Proforma fra forlaget Gyldendal.

 

 

 

Gæsteanmeldelse: Letlæst og spændende

Palle lille

Palle Schjødtz har været på en hæsblæsende tur i store biler med voldsparate personer på et bagtæppe af international politik, alt sammen gennem et nyt fiktivt bekendtskab, ex-jægersoldaten Tom Cortzen.

❤️❤️❤️❤️

Hovedpersonen i denne spændingsroman, Tom Cortzen, er en tidligere jægersoldat med udstationeringer i Irak og Afghanistan. En mission gik galt og kostede hans kammerat livet, mens han selv ”slap” med en voldsom medfart som fange hos fjenden. Den øverste ledelse svigtede i situationen, og det gjorde ondt på Tom, ikke mindst fordi hans far var den øverste leder. Han havde derfor besluttet ikke længere at stille sig til rådighed for kongeriget, men ved et kort besøg i Danmark ved faderens begravelse bliver han alligevel ”overtalt” af en amerikansk CIA-ven og en hemmelig gren af Forsvarets Efterretningstjeneste til et nyt eventyr.

0x500

Anledningen er mordet på en iransk dataekspert med hjemsted i Dubai. Dennes kæreste er en dansk skønhed med en modelfortid, og hun er forsvundet efter mordet på iraneren. Desuden er Toms gode ven omkommet ved en helikopterulykke, der virker meget skummel.

Tom kaster sig ud i opgaven, og begivenhederne tager hurtigt fart. De involverede personer er voldsparate personer med brede skuldre, skudklare våben og en noget primitiv adfærd. En række bipersoner mister livet ved at komme i vejen for Tom og hans modstandere. Læseren kan i starten kun gætte på, hvad stridens genstand er. Begge parter har rådighed over store kraftfulde biler, og når dette ikke slår til, kan Tom heldigvis manøvrere forskellige fly. En overgang får man på fornemmelsen, at der bygges op til lidt erotik mellem iranerens kæreste og vores helt, men helten (eller forfatteren) forspilder lejligheden, og kæresten forsvinder ud af handlingen.

Bukkehave beskriver begivenhederne på en letlæst facon, og han forstår at holde spændingen ved lige med et jævnt stigende niveau. At handlingen samtidig bliver mere og mere usandsynlig, gør ikke så meget. Aktuelle, internationale politiske hændelser og konflikter bliver medtaget som baggrund, og det giver romanen et realistisk skær. Læseren må spørge sig selv, om det her virkelig er sådan, det foregår.

Aktuelle, internationale politiske hændelser og konflikter bliver medtaget som baggrund, og det giver romanen et realistisk skær.

På et tidspunkt dukker en forretningsmand op med uhyggelige planer om at udvikle en metode til at sætte demokratiet ud af spillet i verdens stærkeste nation, og det viser sig, at iranerens arbejde er nøglen til denne plan. Tom får hænderne fulde, og handlingen forlægges til Berlin. Gæt selv, hvordan det går.

Bogen er meget James Bond-agtig, så hvis man har smag for det, kan den anbefales.

Kongetro af Tobias Bukkehave er udkommet på Politikens Forlag og kan fanges samme sted.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

 

 

Livet set fra en japansk døgnkiosk

❤️❤️❤️❤️ Hovedpersonen i Sayaka Muratas roman Døgnkioskmennesket er efter japansk samfundsmålestok en fuldstændig fiasko. Keiko er ganske vist højt uddannet, men på 18. år løstansat i en døgnkiosk. Hun er en 36-årig kvinde uden hverken mand eller børn. Bekymringen er stor. Både i familien og omgivelserne generelt, hvor man ikke kan få den anderledes kvinde til at passe ind i samfundets normale roller.

Keiko er ikke noget af det, hun burde være. Ikke hustru, mor, forretningskvinde. Til gengæld er hun det, man nok herhjemme ville kalde et diagnosebarn. Empatiløs, ja i det hele taget fuldstændigt og klinisk blottet for følelser. Nærmest psykopatisk brutal i sin rationalitet, som da hun køligt konstaterer (for sig selv), at det havde været hurtigere at få søsterens nyfødte til at holde op med at græde ved hjælp af den lille kniv, som ligger på bordet, end med trøst.

Keiko fungerer kun ét sted – i døgnkiosken. Her forstår hun sin rolle. Forventningerne er klare. Der er en gentagen koreografi, som hun kender til perfektion. Mens hun ikke passer ind i samfundets normer, så passer hun til gengæld perfekt i de arbejdsmæssige. Hun er – i alle celler – et døgnkioskmenneske.

Da hun af hensyn til sine omgivelser forsøger at forlade døgnkiosken, mister hun sin balance og sin integritet. Udflugten ind i det normale liv bliver kort og ulykkelig.

Døgnkioskmennesket er et dobbeltportræt. Bogen viser os både en for os eksotisk kultur præget af en snæver normalitetsopfattelse og samtidig også et menneske, hvis sind og følelsesliv er stort set lige så fremmedartede som kulturen.

Murata har begået en bog, som er bemærkelsesværdigt foruroligende trods sin på overfladen rolige handling.

Sayaka Murata, Døgnkioskmennesket fra forlaget Grif.

Eskapisme eller spejl?

Hvem er du, når krisen rammer? hed mit seneste indlæg her. Spørgsmålet var en slags paraply-overskrift til både den bog, jeg anmeldte – Jacob Weinreichs meget læseværdige Pigen fra den franske skole – og den tid, vi lever i. Når hele verden og dermed også vi selv rammes af krig, som i Pigen fra Den Franske Skole, eller en smitsom virus uden behandling eller vaccine, som i vores tid, opdager vi hver især ting om os selv, vi ikke vidste før. Nogle af os har mere mod og mandshjerte, end vi før havde givet os selv credit for. Vi bliver frihedskæmpere eller Corona-krigere i alle afskygninger. Andre af os dukker hovedet i angst og prøver at holde ubehaget stangen for at fortsætte noget, der ligner en hverdag. Vi bliver tryktestet, ikke bare som kærester og hjemmeskolere, men som mennesker.

Jeg kommer til at tænke på det, fordi jeg sidder og lytter til den fremragende podcast I røven af … Denne gang er værterne Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb i røven af den lige så fremragende terror-serie Når støvet har lagt sig, som fik den underlige og utaknemmelige skæbne at blive lanceret midt under Corona. I det afsnit, jeg hører, diskuterer værterne med DR’s dramachef, Christian Rank, hvilke tv-serier, vi vil se, når der er krise. Chefen siger, at der er to veje: den ene del af publikum vil se katastrofe-serier, der spejler den krise, vi står midt i, fordi verden er forandret, og det virker for overfladisk at se Venner. De vil have et spejl. Den anden del vil se Venner og grine i trygt selskab. De vil have en flugt, de er eskapister.

Jeg tilhører den anden del. Jeg havde mildt sagt set Venner en del gange inden Corona (læs om min passion for serien i anmeldelsen af bogen om Venner), men jeg har alligevel set mindst ét afsnit hver dag, siden vi begyndte at være sammen hver for sig. Det samme gælder min læsning. Litterært er jeg gået i fosterstilling med Nynnes dagbog, Bridget Jones’ Diary og en ny i genren Confessions of a Forty Something Fuckup. Imens læser min kæreste en bog om Tysklands historie og husker sig selv på, hvordan verdens historie har lært os ting, vi burde blive klogere af.

IMG_0168

Klogere vil jeg også gerne være. Men jeg kan ikke rigtig tage viden ind, når jeg er bange, som jeg indrømmer, at jeg har været under Corona-krisen. Virkeligheden er for overvældende, jeg søger mod det kendte og trygge, mens jeg venter på, at faren driver over. Dér giver Bridget og Nynne præcis det, jeg har brug for. Jeg kender dem ud og ind, jeg kender deres problemer og løsninger, og jeg ved, at uanset hvor håbløst det hele kan se ud, så ender det faktisk med at gå. Og netop det har jeg brug for, når krisen raser. Troen på, at det nok skal gå. Er det overfladisk og fejt? Måske. Jeg kan i hvert fald godt få dårlig samvittighed, når jeg læser andres opdateringer om, hvordan de må rationere deres nyhedsforbrug under Corona-krisen, for jeg følger kun lige med til, at jeg kan gøre, som jeg skal. Jeg går heller ikke på opdagelse i historien for at ‘lære af den’, sådan som min kæreste gør, og jeg hører kun overfladisk efter, når han analyserer situationen i en historisk kontekst, for jeg føler mig ikke mere handlekraftig af at vide, at vi som menneskehed begår de samme fejltagelser igen og igen. Tværtimod. Jeg bliver modløs af det.

IMG_0169

Enhver må gøre, som enhver bedst kan, tror jeg. På et tidspunkt vil jeg igen gå i gang med at læse noget nyt – jeg går for eksempel og glæder mig til at læse Mathilde Walther Clarkes Huset uden ende, som er på vej i posten. Hendes selvbiografiske  Lone Star var min største læseoplevelse i sommeren 2018, en sommer, der nu føles som en fjernt minde; vi sad på en lille strand på Bornholm og nød livet og litteraturen, og vi var overhovedet ikke optaget af afstand, host eller nys. Jeg håber, det bliver sådan engang igen.

Serie-mæssigt glæder jeg mig også over, at jeg tog hul på netop Når støvet har lagt sig, for hold nu op, hvor er den god (og man må gerne spole over den ni minutter lange terrorangrebsscene, for man forstår snildt følelserne og plottet uden at se et eneste menneske blive skudt). Forleden overhalede jeg på en Corona-venlig cykeltur i København Karen-Lise Mynster på en cykelsti på Frederiksberg, og jeg havde lyst til at stoppe og takke hende for indsatsen, for hun er simpelthen på eller over Ghita-niveau.

asset.dr

Så helt i kulturelt hi er jeg ikke gået. Jeg deltager i verden så meget, som jeg nu tør. Og læser om det, jeg kan forholde mig til. Det er måske også en slags confession?

Bridget Jones’ Omnibus. The Singleton Years. Bridget Jones’s Diary & The Edge of Reason af Helen Fielding er udgivet på Picador og kan blandt andet fanges her

Nynnes dagbog 2 af Henriette Lind og Lotte Thorsen er udgivet af Politikens forlag og kan fanges her

Confessions of a Forty-somthing Fuck-up af Alexandra Potter kan blandt andet fanges her

En kort historie om Tyskland af James Hawes er udkommet på dansk på forlaget Bilgrav og kan blandt andet fanges her

Bogen om Tyskland er venligst tilsendt fra forlaget.

Moderne spøgelseshistorie, som får nakkehårene til at rejse sig

❤️❤️❤️❤️❤️ Er du til gysende langsomme afsløringer og dødelige hemmeligheder? Gamle, uhyggelige huse fyldt med mennesker, du ikke helt ved, om du kan stole på? Så hæng på her.

Ruth Ware har med romanen om den afdøde Mrs. Westaway skabt en slags krimibastard. En del psykologisk thriller, en del familiedrama og en del godt gammeldags mordmysterie, som vi kender det fra forrige århundredes store krimiforfattere.

Efter sin mors pludselige og voldsomme død lever 21-årige Hal et kummerligt og ensomt liv som tarotkortlæser for turisterne på Brightons berømte mole. Det er ikke et job, man lever fedt af, og Hal ender i en gæld, som får voldsomme typer med nypudsede knojern til at dukke uanmeldt op i hendes lille lejlighed. Situationen er desperat, da et brev fra en sagfører en dag lander i Hals postkasse. En arv fra en bedstemor, Hal aldrig har kendt. Selvom hun har sine tvivl om projektet, drager Hal afsted til familiegodset Trepassen.

Her viser det sig snart, at bedste har efterladt Hal med en anden og mere urovækkende arv end et par tusind pund. Snart er Hals liv både vendt på hovedet og i fare. Hun aner ikke længere, hvem der fjende eller ven.

Vi er ude i en af den slags bøger, hvis handling kan aflæses direkte i pulsen, som bliver højere og højere hen mod bogens eksplosive slutning. Jeg er en sucker for et godt mysterie. I dag er der langt mellem dem, og derfor er Ruth Ware også et ekstra velkomment bekendtskab.

Ruth Ware, Mrs. Westaway er død fra Gyldendals Forlag.

 

Nydelse og afsky i et Hemingway’sk liv

11831801_159101417756226_28962451304062175_n

Fiskeri, jagt, drukture, slagsmål, tyrefægtning og krig. Det skrev Ernest Hemingway om i reportager og artikler af svingende kvalitet, skriver Boglivs gæsteanmelder nummer 1, Palle Schjødtz, som dog har glædet sig over at læse de nyudgivne tekster på dansk og forudser, at andre Hemingway-fans vil gøre det samme.

❤️❤️❤️❤️ ❤️ Der er i disse år tilsyneladende en stigende appetit efter Hemingways romaner og noveller, hvis man skal dømme efter antallet af genudgivelser. Det er derfor ikke underligt, at også hans reportager og artikler i aviser og magasiner er blevet genstand for interesse, selv om Hemingway næppe selv ville have billiget det. Han mente nemlig, at der var stor forskel på det, der var skrevet for at tjene til dagen og vejen som avisskribent ,og det, der var skrevet med det for øje at skrive så godt, man kan.

Når man læser denne bog, kan man på den ene side give Hemingway ret, for de enkelte tekster er af meget svingende kvalitet, men som Hemingway-fan vil man på den anden side glæde sig over, at den er udgivet og nu genudgivet i en ny og udvidet udgave. Bogen tjener nemlig dels til en fordybelse i Hemingways specielle kortfattede og kontante stil, der har tjent som forbillede for en lang række forfattere over hele verden, dels til forståelsen af, hvorledes Hemingway har opsøgt eventyret og dramaet hele livet for at hente inspiration til sine romaner og noveller. Så kan læseren alt efter temperament og smag nyde eller have afsky for de hændelser, teksterne handler om, blandt andet fiskeri, jagt, drukture, slagsmål, tyrefægtning og krig som observatør eller deltager. Den historisk interesserede vil finde fine observationer af de politiske forhold i Europa, USA, Asien og lidt om Afrika under og mellem de to verdenskrige. Mange af teksterne har dannet forlæg til romaner eller noveller, ja – de er nærmest blevet brugt mere eller mindre uændrede i den “virkelige” litteratur.

0x500

Den første del indeholder reportager fra begyndelsen af tyverne til The Toronto Daily Star og Toronto Star Weekly. De er som regel korte og kontante beretninger om det daglige liv, hvor Hemingway nu befinder sig. Her oplever læseren også Hemingways begejstring for tyrefægtning i et par lidt længere beretninger, som nærmest kunne have været noveller. Næste afsnit er en række artikler til mandebladet Esquire i begyndelsen af trediverne. I mellemtiden var Hemingway blevet etableret som forfatter med bl.a. romanerne ”Solen går sin gang” og ”Farvel til våbnene”. Artiklerne er blevet lidt længere og mere generelt interessante. En interessant observation er det, at Hemingway argumenterer kraftigt for, at USA skal holde sig væk fra den krig i Europa, som det er ved at trække op til. En særlig morsom artikel handler om, hvordan han næsten ufrivilligt forklarer en forfatterspire om, hvordan man skal skrive, At skrive godt er at skrive sandt.

Den historisk interesserede vil finde fine observationer af de politiske forhold i Europa, USA, Asien og lidt om Afrika under og mellem de to verdenskrige.

Resten af bogen er da også præget af krig, først den spanske borgerkrig i slutningen af trediverne, hvor Hemingway var udsendt som krigskorrespondent for North American Newspaper Alliance, og derefter 2. verdenskrig, hvor han først var i Kina for at undersøge krigen mod Japan og senere blev mere og mere involveret i amerikanernes deltagelse i krigshandlingerne i Europa efter japanernes angreb på Pearl Harbour. Her skrev han mest til New York avisen PM og senere til tidsskriftet Collier’s. Beretningerne er mere og mere voldsomme og blodige i disse år, og Hemingway synes at deltage mere og mere aktivt i krigshandlingerne.

Det sidste afsnit er fra efterkrigstiden i begyndelsen af halvtredserne, hvor artiklerne bliver mere desillusionerede og til sidst nærmest tragiske med to fly-nedstyrtninger tæt på hinanden, som Hemingway måske aldrig rigtig kom sig over. En artikel beskæftiger sig indgående med hans morskab ved at læse de nekrologer, som blev skrevet på baggrund af en meddelelse fra Afrika om, at fly-uheldet havde været fatalt.

Ernest Hemingway (1899-1961) var en af sin tids største amerikanske forfattere, og han fik i 1954 Nobelprisen i litteratur, som han i øvrigt syntes, at Karen Blixen burde have haft. Han var dog ikke i stand til at rejse til Stockholm for at modtage prisen, og en svindende fysik og en mere og mere depressivt sind førte til sidst til hans selvmord.

Hemingway: Udvalgte reportager fra fire årtier. Udgivet af William White, 1967. På dansk i udvidet udgave ved Mich Vraa og Knud Holst, Lindhardt og Ringhof. 2019. Fang den blandt andet her