Når den indre bjørn slippes fri

❤❤❤❤❤

Hvordan ender en omhyggeligt fortrængt midaldrende middelklassekvinde i en gammel, iskold jordkælder i Sverige i mental kamp med en bjørn, som i utide har forladt sit vinterhi?

I Katrine Marie Guldagers roman, Bjørnen, er det vreden, som driver gymnasielæreren Vibse langt ud i en øde svensk skov. Vreden over at være blevet sluset ud af jobbet af en yngre chef, vreden over ikke længere at være mor, nu hvor datteren er flyttet, vrede rettet mod manden, som hun foragter nok til konsekvent at kalde ham Bent, selv om han i virkeligheden hedder Lars.

Der er ikke plads til frustrationer i Vibses pæne liv, og hun er nødt til at køre helt op til familiens ødegård i Småland for at få plads til sit selvhad – for ikke at tale om hadet til resten af verden. Dog rammes Vibse snart af en heftig snestorm – og af en erkendelse af, at der muligvis er udfordringer i livet, som er mere alvorlige end ens ægtefælles ret til at være ulideligt optimistisk.

Jeg er selv en efterhånden midaldrende kvinde fra middelklassen og sikkert mindst lige så fortrængt som the next guy. Alligevel greb jeg flere gange mig selv i at ønske at den der bjørn ville tage en solid bid af stakkels Vibse. Simpelthen fordi hun var så irriterende. Jeg tror, de fleste af os har mødt Vibse. Måske på arbejdet eller endda i vores egen familie. Hun er kvinden, som aldrig siger NEJ! Til gengæld sidder hun typisk passivt-aggressivt i hjørnet og oser sin frustration ud over alle andre. Ulideligt.

Katrine Marie Guldager er ikke den type forfatter, som serverer en historie med sløjfer på alle de løse ender. Hun leverer ikke færdige svar – heller ikke på, hvad Vibses tur til Sverige kommer til at betyde for hendes liv fremover. Til gengæld formår Guldager at plante masser af tanker og følelser i sin læser, og de spirer og pulserer længe efter, at bogen er lagt væk. Og det er rigeligt ❤❤❤❤❤  værd!

Katrine Marie Guldager, Bjørnen fra forlaget Gyldendal

 

Mesterlige overraskelser

20729324_1106265012806492_5967736036641749335_n

Jacob Hviid er Boglivs største Kenneth Bøgh Andersen-fan, og begejstringen holder hele vejen gennem anmeldelsen af forfatterens nye roman, der er inspireret af klassikeren Løven, heksen og garderobeskabet.

❤️❤️❤️❤️❤️ ”Tænk, hvis DU var hovedpersonen i et eventyr …” Sådan lyder forsidens tagline i Kenneth Bøgh Andersens nyeste roman, Lysets hjerte. Sætningen slutter på bagsiden med: ”… hvor længe ville du så overleve”
Den første del af sætningen er nok en tanke, som har strejfet de fleste ved læsning af et eventyr, hvor historiens hovedperson i den klassiske hjemme-ude-hjemme-model sommetider bryder med sit trivielle liv og i stedet kaster sig ud på et spændende eventyr.

0x500-1
Anden del af sætningen er nok ikke et spørgsmål, som de fleste efterfølgende har stillet sig selv. Men egentlig er det vel meget relevant? I eventyr er der jo altid farlige væsner som bl.a. drager, trolde og dæmoner og ikke mindst hårde og til tider dødbringende prøvelser, som hovedpersonen skal overvinde. Lige præcis fantasifulde, farlige og forunderlige væsner er også Lysets hjerte fyldt med. Læs mere »

Helhjertet whisky-bog

Palle lille

Palle Schjødtz har læst en bog om single malt Scotch whisky og er meget glædeligt overrasket.

❤️❤️❤️❤️❤️ Når man får Steen Lykke Laursens lille bog om single malt Scotch whisky fra forlaget Rosinante i hånden, er den første tanke, at hvordan kan man behandle sådan et omfattende emne på 106 sider, hvoraf næsten en trediedel er nydelige fotos. Og så bliver man glædeligt overrasket, meget glædeligt!

0x500.png

Læs mere »

Kender du nogen, som aldrig har læst en bog?

Jeg har en veninde, som er gymnasielærer, og for nogle uger siden gav hun mig et verdensomvæltende chok! Hun fortalte mig nemlig, at det ikke er usædvanligt, at de 15-16-årige, hun møder i 1. g, aldrig har læst en bog.

DE. HAR. ALDRIG. LÆST. EN. BOG!!!!!

Personligt har jeg svært ved at forestille mig en større katastrofe end at have gennemlevet en hel barndom og en betydelig del af ungdommen uden Lindgren, Haller, Reuter, Jürgensen, Eco, Kundera, Kløvedal, Ende, Irving, Tolkien og alle de andre, som kastede mig ud i vilde, personlighedsopbyggende eventyr hele vejen op gennem 80’erne og start 90’erne.

Heldigvis har DR med vanlig sans for public service taget opgaven med at åbne bøgernes verden for de nye generationer på sig. De har gjort det med blik for de unge. Og de unge vil have underholdning. Derfor har de hyret en stand upper. Sådan nogen er sjove. Især hvis de aldrig før har læst en bog og er totalt clueless, når det kommer til de store danske forfattere.

Og clueless er Mick Øgendahl i de 6 programmer, hvor han rejser rundt i tid og sted i selskab med bl.a. Tove Ditlevsen, Herman Bang og H.C. Andersen. Om programmerne virker på en 15-årig, som endnu har sin første roman til gode, kan jeg ikke sige. Men de virkede på mig. Jeg har forsømt de danske forfattere lige siden gymnasiet, men har nu fundet dem frem igen.

Så hvis du kender nogen, som aldrig har læst en bog, så sæt dem øjeblikkeligt foran computeren, og klik på det her link. 

 

Svare-Jørgen gider godt

❤️ (for spørgsmål)

❤️❤️❤️❤️❤️ (for svar)

En lytter spørger, hvilken holdning du har til kæledyr?

Jeg har ingen kæledyr, og jeg har ikke lyst til at have nogen. Jeg er ikke så vild med hverken katte eller hunde. Jeg tolererer dem, vil jeg sige. Men jeg gider ikke have ansvaret for dem. Slet ikke.

Prøv at læse ovenstående højt for dig selv med Jørgen Leths karakteristiske stemmeføring. Pludselig lyder noget, der egentlig bare er et halvvrissent svar på et åndssvagt spørgsmål, som en form for visdom, kan du høre det? Svaret uddybes endda over næsten en side, for Jørgen Leth svarer på alt, som det hedder i undertitlen til bogen Spørge-Jørgen, som vi har haft meget spas med i år, min kæreste og jeg.

0x500-2.png

Det startede med, at vi kom til at lytte til programmet Spørge-Jørgen på Radio 24-7 i bilen. Og gang på gang grinede hjerteligt, når vi hørte journalist, cykel-kommentator, forfatter og Haiti-elsker Jørgen Leth udgyde sig om næsten alt med samme inderlighed, om det så handlede om, hvad han ikke gad at svare på.Læs mere »

Elementært

I torsdags fyldte Benedict Cumberbatch 42 år. Måske synes du, at det er en underlig information på en bogblog, men helt ærligt, vi elsker den labert kølige britiske skuespiller så meget, at den ene af os engang har købt en malebog med tegninger af ham hjem fra London til den anden. Den information røg ud i en bil for kort tid siden.

Kæreste: “Men din bloggerveninde er voksen, ik?”

Mig: “Jo.”

Nå, men der, hvor jeg ferierer for tiden,  findes andre Cumber-fans, så vi fejrede fødselsdagen med to afsnit af Mark Gatiss- og Steven Moffats-serien Sherlock, en fremragende fortolkning af den britiske forfatter Sir Arthur Conan Doyles historier om detektiven Sherlock Holmes og hans langmodige ven, Dr. Watson.

Cumberbatch og Martin Freeman, der spiller Watson, bringer detektiv-historierne op i nutiden humor, charme og en timing, der ikke kan købes for penge. Det kan til gengæld den nymodens teknik, der ubesværet bliver en del af de oprindelige fortællinger. Således spiller en sms-lyd i form af et kvindesuk således en vigtig rolle i afsnittet om dominatrix’en Irene “The Woman” Adler, der får Sherlocks rationelle hovede til at spinde. Irene Adler optrådte første gang i novellen A Scandal in Bohemia (1891) og flere gange senere som love interest for den ellers så kølige detektiv.

 

Det er ret godt gået, at en fortælling, der har rundet de 128 år, let og ubesværet glider ind i nutiden og giver fuldstændig mening. Men sådan er det jo med gode fortællinger. I Sherlocks tilfælde er det en guddommelig kombination af stærke karakterer, selvfølgelig mest hovedpersonen selv, den ‘velfungerende sociopat’ med den hyperskarpe observationsevne, og elementært (!) spændende plot, der sikrer langtidsholdbarheden.

Jeg fik lyst til at læse de oprindelige historier. Det gøres klart bedst på engelsk, der er langt mellem snapsene, når det gælder de oversatte. På originalsproget findes til gengæld en mængde udgaver, der nok skal få hårene til at rejse sig på de sommerbrune arme. Hvad, for eksempel, med denne læderindbundne lækkerbidsken fra Amazon?

51VIWXmaThL._SX317_BO1,204,203,200_

 

“En humoristisk udgave af det moderne eventyr”

Frida_lille
Frida Manniche har læst Jesper Wung-Sungs nye bog og er begejstret
❤️❤️❤️❤️❤️ Alfred har siddet i gabestokken på torvet og råbt fornærmelser af forbipasserende de sidste mange hundrede år. Ingen kan huske hvorfor eller hvor længe han har siddet der, ikke engang Alfred selv. Han er beskidt, skør, og mest af alt hader han konger. Men da pigen Rebekka begynder at besøge Alfred, og en ny konge træder til, må Alfred genoverveje sin sølle tilværelse.
0x500-1.png
Alfred og gabestokken er en humoristisk udgave af det moderne eventyr. Den fortæller om kærlighed, at være anderledes, og om at finde sig selv.

Læs mere »

Nu skal du kun sove 99 gange …

… før der igen er halbal for bogstavnørder i Bella Center i København. BogForum er for mig blevet en af de begivenheder, der markerer, at årene og dermed livet går hurtigere og hurtigere – “åh gud, er det allerede jul?”-fornemmelsen, I ved.

I år ligger ‘julen’ oven i købet tidligere, end den plejer. Det er allerede fredag den 28. oktober, at vi første gang skal stimle sammen i metroen, spændt krammende vores muleposer eller mingelerende vores tomme rullekufferter, klar til de gode tilbud, de overraskende oplevelser, krammene fra alle de andre bognørder og stjerneparaden af kendisser og forfattere i en pælle-vælle.

Programmet er ikke blevet frigjort endnu, men jeg ved to ting:Læs mere »

Livet siet

❤️❤️❤️❤️ “Min hukommelse er som en si.” Det var det første, jeg kom til at tænke, da jeg læste titlen Kroppen er en si. Vendingen var en af min mors utallige gentagne. Da hun levede, syntes jeg, det var irriterende, at hun skulle sige det samme igen og igen. Nu er hun død, og så bliver det pludselig ophøjet, nærmest charmerende.

 

Kroppen er en si handler ikke om at miste en forælder. Men mit første møde med bogens forfatter, Julie Top-Nørgaard, gør på en måde. Vi mødtes nemlig til en fest på vores fælles forlag, da hun netop var ved at udgive bogen Jeg går i min fars støvler. En vildt velskrevet fortælling om, hvor grimt og smukt og livsomvæltende det er – eller kan være – at sige farvel til en forælder. Hun havde mistet sin far, jeg havde endnu ikke mistet min mor, men jeg vidste godt, at jeg skulle. Jeg tudede over Julies bog i et S-tog og gav den masser af hjerter her på bloggen (eller rettere: på vores første blog, som nu er fyldt med mærkelige tegn, en slags hackernes losseplads; derfor kan jeg desværre ikke linke til anmeldelsen).Læs mere »