Svovlgul er en forstemmende farve

❤️❤️❤️❤️❤️ Da jeg var teenager, kunne vi finde på at sige, at vi hellere ville se et finsk tv-spil end … nærmest hvad som helst, som vi ville understrege, var virkelig kedeligt. Det var også i de dage, at der var den der vittighed:

To (svensk-)finner sidder med flaske og glas parat.

Den ene: “Skål.”

Den anden: “Skal vi pråta eller skal vi dricka?”

Haha. Ik’? For finner er bare nogle underlige nogen, i hvert fald hvis man ikke kender en. Så er det nemt at forestille sig dem som en dunkel svensk-russisk blanding af skøre, vodka-drikkende, Mumi-trold-elskende, lettere fandenivoldske typer med en tango i ascendanten.

For et par år siden mødte jeg en. Anna. Vi kom sådan til at fnise sammen under en rundvisning i Cambridge. Britisk tagen-sig-selv-meget-seriøst-møder-nordisk-så-slap-dog-lidt-af-upperlips. Vi blev venner med det samme. Vi mødtes igen et par aftener senere over en gang skotsk amatør-folkedans, og et evigt venskab var født. Vi dansede klodset rundt og rundt, til sveden sprang, og året efter mødtes vi i Skotland for at danse videre.

0x500-1

Kjell Wästos personer i romanen Den svovlgule himmel danser ikke ret meget. Ikke fordi de ikke er levende, for det er de. Virkelig. De elsker og hader, knytter sig og kan alligevel ikke holde fast. Prøver at finde en eller anden måde at leve på, der passer, og det er rigtig, rigtig svært. Min kæreste – som havde introduceret mig for den svovlgule sag – syntes, det hele var koldt og forstemmende. Jeg forstår, hvad han mener, men kunne også genkende noget i historien om en fattig dreng, der bliver ven med et velhavende søskendepar, en bror og en søster. Broren, Alex, bliver fortællerens bedste ven, søsteren Stella bliver hans livs (underligt uforløste) kærlighed.

Alex sad med korslagte ben i sin seng da han sagde de der ting, han sad nede i fodenden i sin dybhavsblå, mønstrede pyjamas, buksebenene var opsmøgede så de som­mer­brune, tynde lægge kunne ses, og han så storsnudet ud mens han fortalte. Jeg nikkede høfligt og tænkte på min far som bare solgte vaskemaskiner og mor som bare arbejdede på kirkekontoret, og så slukkede jeg min lampe. Alex sagde heller ikke noget, han slukkede også sin, og så faldt jeg omgående i søvn i den gæsteseng som barnepigen Barbro havde båret ind på Alex’ værelse og redt op med glatte og duftende lagner.

Uddrag fra: Kjell Westö. “Den Svovlgule Himmel”. iBooks.

Jeg er selv vokset op i udkanten af et velhavende miljø, og i min erfaring er det både bedre og værre end sit rygte. Bedre, fordi arrogance og selvoptagethed såvel som ægte empati og hjælpsomhed kommer i alle lag; ingen har patent på at være onde eller gode. Værre, fordi der simpelthen er noget om, at meget privilegerede mennesker har det med at blive blinde for ikke bare deres egne privilegier (tværtom, dem har de som regel et skarpt øje på for at forsvare dem), men for omfanget af andres udfordringer. Og det er bare vildt usympatisk, fordi det ville være så nemt at gøre andres problemer mindre.

Sådan er det også i Den svovlgule himmel. Alex’ og Stellas familie har deres egne dybe problemer, men især Alex er blind for andres, og det kommer til flere opgør mellem ham og fortælleren, en slags Wästö’s alter ego, forestiller man sig, forfatter, beskuer og aldrig helt til stede i sit eget liv. Til stede i sin kærlighed til Stella bliver han heller aldrig helt. De drages mod hinanden, fra de er helt små og vender tilbage til hinanden livet igennem, men slider forkælet på deres fælles kærlighed med skænderier, utroskab og jalousi, til den er slidt helt væk. Det er der en slags øm lettelse over, og måske er det det mest forstemmende af det hele: at kærligheden virker mere besværlig end forløsende.

Venskaberne er også besværlige. I barndommen er der masser af vold i drengegruppen, og man undrer sig sammen med fortælleren over, at båndene alligevel er stærke, og så alligevel ikke, for menneskets følelsesliv er jo komplekst. Vi følger fortælleren, Alex og Stella, fra de er børn i 1960’erne, til de er midaldrende i dag. Det er både en bred og personlig fortælling – om et samfunds ændringer og et menneskelivs eksistentielle udfordringer. Lyder det højpandet? Faktisk er det vildt underholdende og let at læse. Ikke tungt som et finsk tv-spil, ikke underfundigt som de fantastiske Mumi-fortællinger, ikke ordknapt som vittigheden om de finske drukkenbolte. Og ikke nær så forstemmende, som farven i titlen antyder. Men virkelig, virkelig læseværdigt. Tænk, at en finsk roman kunne være sådan.

Den svovlgule himmel af Kjell Wästö er udkommet på Batzer og Co. og kan blandt andet fanges her

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s