Livet siet

❤️❤️❤️❤️ “Min hukommelse er som en si.” Det var det første, jeg kom til at tænke, da jeg læste titlen Kroppen er en si. Vendingen var en af min mors utallige gentagne. Da hun levede, syntes jeg, det var irriterende, at hun skulle sige det samme igen og igen. Nu er hun død, og så bliver det pludselig ophøjet, nærmest charmerende.

 

Kroppen er en si handler ikke om at miste en forælder. Men mit første møde med bogens forfatter, Julie Top-Nørgaard, gør på en måde. Vi mødtes nemlig til en fest på vores fælles forlag, da hun netop var ved at udgive bogen Jeg går i min fars støvler. En vildt velskrevet fortælling om, hvor grimt og smukt og livsomvæltende det er – eller kan være – at sige farvel til en forælder. Hun havde mistet sin far, jeg havde endnu ikke mistet min mor, men jeg vidste godt, at jeg skulle. Jeg tudede over Julies bog i et S-tog og gav den masser af hjerter her på bloggen (eller rettere: på vores første blog, som nu er fyldt med mærkelige tegn, en slags hackernes losseplads; derfor kan jeg desværre ikke linke til anmeldelsen).

1672445_1516515185

Ved bordet for non-fiktion-forfattere og andre blandede bolsjer talte vi blandt andet om døden. Jeg fortalte, at den præst, der begravede min datters farfar, mens jeg endnu havde hende i maven, havde talt om døden lidt som en fødsel: hård, men nødvendig, og den der skal igennem, ved ikke, hvad der venter på den anden side. Men det er godt. Det var der, jeg opdagede, at Julie Top-Nørgaard er en god samtalepartner. Når hun taler, og når hun skriver.

Senere læste jeg hendes Så forbandet klog. En lille bog (lyriske prosatekster; replikker) om et andet af livets store smertepunkter: når kærligheden er bristet, og der kun er et forlist parforhold tilbage. Hør bare:

Jeg synes ellers ikke jeg er specielt sart men når du bevæger dig i søvne, krøller mine nerveender sig sammen.

Right? Og tænk, at det altid er et menneske, man engang har tabt vejret af bare begejstring over overhovedet findes, der får en anden til at føle det sådan. At skaberværket vil være det bekendt, altså.

så-forbandet-klog_omslag_lowres

Nu har Julie Top-Nørgaard sendt sin tredje litterære udgivelse på gaden. Det er en dagbog, og selv om det er en velafprøvet genre, er det absolut ikke uden skrupler, at Julie Top-Nørgaard inviterer læserne ind:

At skrive dagbog er at kradse i mine egne sår. At udgive den er at lade andre se på, når jeg gør det.

Vi mødte hinanden på hovedgaden i Allinge.

“Er du glad?”

“Næ.”

Jeg vidste præcis, hvad hun mente, for jeg er selv blevet stillet det samme oprigtigt venlige spørgsmål, siden min lille appelsin-bog udkom for to måneder siden. At udgive en bog er på én gang forudsætningen for at skrive seriøst og vedholdende og et ufatteligt antiklimaks, grænsende til det grænseoverskridende.

“Så skal de jo læse den, det kan jeg ikke så godt lide.”
“Nej, præcis.”*

Krukket? Ja! Men vi var ligesom helt glade, sådan lidt fnisende og lettede, mest af alt, efter at vi havde sagt det højt. At det sjove er at skrive, ikke at blive læst. Bogen er en oversættelse af den skrivendes begær citerer Julie Top-Nørregård Suzanne Brøgger for i Kroppen er en si, og som sædvanlig udtrykker SB det så præcist, at man alligevel får lyst til at blive ved, selv om det er en fjollet aktivitet. Især når man ikke sådan rigtig kan lide at blive læst.

Arbejdet, kroppen, kærligheden

Kroppen er en si er skrevet over et år, hvor forfatteren blandt andet får et nyt job og et nyt sår. Hun begynder at undervise kommende pædagoger, og hun bliver stukket af en myg og får en alvorlig infektion. Det ene udløser både eufori og præstationsangst, en berusende følelse af at være det rigtige sted og skam over måske at blive fastansat, når andre bliver fyret. Det andet udløser angst, dødsangst, følelsen af at være hullet, en si. De to begivenheder fylder meget i bogen, men det gør familien også; parforholdet, børnene, dagligdagen – det ‘vi’, der ikke kun er smilende og anerkendende og gode til at indrette sig, men også konfliktfyldte og kiksede:

Vi har ikke talt sammen i ugevis, altså rigtig talt. Så går vi ud og drikker kaffe sammen, og efter fem minutter bliver vi uvenner.

og:

Vi slider skoene skævt, vi lader cyklerne ruste. Vi passer ikke ordentligt på dem.

Kroppen fylder også, forfatteren menstruerer, skifter plaster, tager medicin, får influenza og skriver om det ligeud. Sex er det sværere med:

Jeg ville gerne skrive om sex, for det skal man, sådan er reglerne. Man skal skrive om sex, man skal ikke være bornert, man skal være helt på det rene med sin seksualitet, med at man har en i hvert fald.

Genkendelse eller ej

Sådan veksler hele dagbogen; mellem beskrivelser af, hvad der sker, refleksioner over det skete og refleksionerne over overhovedet at skrive om det skete. Indimellem er det genkendeligt, ikke bare fra mit eget liv, men fra andre bøger om  skrivende kvinders liv (børne-konflikter, parforholds-inerti, tid til at skrive, overvejelser om, hvorvidt det er for selvoptaget at skrive). Mange gange er det ætsende præcist:

Jeg har mistet mælet, overskuddet til at skrive, jeg er overvældet af bekymring.

og:

Da Søren kom hjem, kom jeg til at vrisse ad ham, selv om jeg egentlig havde glædet mig til at fortælle ham, at jeg havde klaret det hele

Andre gange er det mere fremmed, jeg har fx ikke de samme kvababbelser over, hvad en forfatter må og ikke må, som Top-Nørgaard:

Jeg må ikke spille Wordfeud, jeg må ikke bruge timevis, nej dagevis, på at lede efter en sofa.

Jeg har heller aldrig prøvet at undervise, og jeg kunne ikke tænke mig et fast arbejde. Sygdomsangsten kender jeg så udmærket, jeg lider med forfatteren hver gang, hun skal til tjek på Hvidovre, bare udtrykket, jeg hader at være ‘på Hvidovre’.

Og sådan er det, lidt op og ned efter, hvad der lige rammer. Det, tror jeg, er på en gang dagbogens styrke og svaghed; at den er personlig og appellerer så meget til genkendelse, at den står lidt skrøbeligt, der hvor den ikke er det. Livet bliver siet igennem forfatterens oplevelse af det, og i modsætning til emnerne i Jeg går i min fars støvler og Så forbandet klog (hvem mister ikke en forælder eller kærligheden til en kæreste?) rammer Kroppen er en si måske lidt mindre universelt og appellerer knap så bredt, men gør det egentlig noget? Skal man skrive til alle, eller er det okay at skrive til få, måske endda mest til og om sig selv? Når man nu gør det så godt, at andre alligevel får udbytte af det. Det kunne jeg godt tænke mig at snakke med Julie Top-Nørgaard om, næste gang vi ses.

Kroppen er en si af Julie Top-Nørgaard er udkommet på Forlaget Fredag og kan blandt andet fanges her

* citeret fuldstændig frit fra min ret gode, men dog ikke fotografiske hukommelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s