Nu skal du kun sove 99 gange …

… før der igen er halbal for bogstavnørder i Bella Center i København. BogForum er for mig blevet en af de begivenheder, der markerer, at årene og dermed livet går hurtigere og hurtigere – “åh gud, er det allerede jul?”-fornemmelsen, I ved.

I år ligger ‘julen’ oven i købet tidligere, end den plejer. Det er allerede fredag den 28. oktober, at vi første gang skal stimle sammen i metroen, spændt krammende vores muleposer eller mingelerende vores tomme rullekufferter, klar til de gode tilbud, de overraskende oplevelser, krammene fra alle de andre bognørder og stjerneparaden af kendisser og forfattere i en pælle-vælle.

Programmet er ikke blevet frigjort endnu, men jeg ved to ting:

  1. Jeg skal interviewe Anna Skyggebjerg om hendes fine, filosofiske og forbilledligt velskrevne bog Gå tur lørdag den 27. oktober kl. 10.20 på scenen Under Uret.
  2. Jeg skal selv interviewes af Morten – “Master Fatman” – Lindberg søndag den 28/10 kl. 16 samme sted.

Af 1): Det er ingen hemmelighed, at jeg både er stor fan af, og vældig gode venner med, Anna. Hun skrev klummer i Femina i 00’erne, blandt andet om at være enlig mor, og jeg blev simpelthen så forgabt i hende, at jeg seriøst overvejede at skrive til hende og spørge, om jeg skulle passe hendes børn engang imellem. Jeg turde selvfølgelig ikke, da det kom til stykket. Senere skrev jeg et decideret fanbrev til hende, som jeg aldrig sendte – igen svigtede modet. Nu skriver jeg tit til hende, og det er mig et mirakel, at hun svarer, at og vi betyder noget for hinanden. I øvrigt mødtes vi netop på Bogforum første gang. Det var, da jeg skulle interviewe hende om Introvert – stå ved dig selv i 2013. Ved samme lejlighed mødte jeg den Anne, som både er Annas og min redaktør i dag. And the rest is history. (Apropos historie, ved I så, at Introvert findes i et hjem i en gade i Den gamle by i Aarhus? Det og meget andet sjovt kan I læse om på hendes forfatter-facebook-side.)

0x500.png

Til oktober skal vi tale om glæden ved at gå tur, og det glæder jeg mig til. Ikke bare fordi det altid er en fornøjelse at tale med Anna (hun kan både lytte og tale, og det er sjældnere, end det lyder), men også fordi jeg har været med på sidelinjen gennem dens tilblivelse og ved, hvor mange seriøse og kloge overvejelser, der er gået forud for resultatet, som ser så let og ubesværet ud. Sjovt nok optræder jeg faktisk i bogen som en ven, der ikke rigtig kan finde ud af at gå tur, men mere er til at piske rundt i løb, for det gjorde jeg i den grad, mens Anna skrev sin gå-bog. Nu har jeg fundet glæden ved at gå – også. Sådan er der så meget, der kan rykke sig på et år. Gå tur fik fem hjerter her på Bogliv. Andre skrev blandt andet:

For alle os, der elsker at komme ud i naturen og vandre, er det skøn læsning, der kommer i dybden med emnet. – Q

Anna Skyggebjerg har skrevet en hyldest til den enkle gåtur uden stave og pulsur, for den kan give os den sindsro og pause, som vi savner. – Frederiksborg Amts Avis

Nyttig for alle vi fortravlede moderne mennesker er nok især Anna Skyggebjergs gode argumenter for gåturen som mental hygiejne. – Helsenyt

En bog så fuld af alt det, du har brug for at vide for at få mod på at gå ture … Hun fortæller både morsomt og rørende om sine personlige erfaringer og leverer samtidig ny og nyttig viden fra videnskabens verden om effekterne af at gå tur … Når hun i forordet skriver: ” Denne bog giver dig lyst til at gå en tur. Det tør jeg godt garantere”, kan jeg bare konstatere, at det har hun helt og aldeles ret i! – Søndag

En hyldest til den enkle gåtur … for den kan give os den sindsro og pause, som vi savner. – Midtjyllands Avis

Ad 2) Den dag, de ringede fra Radio 24-7 og sagde, at Master Fatman gerne ville se mig i sit program Croque Monsieur som den uges croque madame, troede jeg faktisk, det var en joke. Jeg forstod ikke helt den franske forbindelse til min novelle-samling, En duft af appelsin, og jeg kunne ikke se for mig, hvad vi skulle tale om. Men det var ikke en joke, og vi talte non stop i de 40 minutter, jeg var der. Om den franske forståelse for litteraturens nødvendighed. Om smukke gamle kvinder i Brasilien. Om at livet er kort. Om hvorvidt striber slanker. At blive interviewet af Morten Lindberg – det hedder han jo rigtigt – er som at blive inviteret ind i én lang bjørnekrammer, og da jeg lettere fortumlet blidt blev sluppet ud af omfavnelsen en lille time senere, var jeg fan. Så meget, at jeg ikke turde gå hen og hilse, da jeg så ham på folkemødet. Jeg ville ikke kunne bære, hvis han ikke kunne kende mig. Men det kunne han vistnok godt, for han har sagt ja til at interviewe mig på Bogforum, og hvis ikke jeg selv kan finde ud af at være (ånds)nærværende, fordi man bliver lidt nervøs af at udgive sådan en bog, så kan han. Det er jeg stensikker på.

Ulla og Fatman.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s