Mesterlige overraskelser

20729324_1106265012806492_5967736036641749335_n

Jacob Hviid er Boglivs største Kenneth Bøgh Andersen-fan, og begejstringen holder hele vejen gennem anmeldelsen af forfatterens nye roman, der er inspireret af klassikeren Løven, heksen og garderobeskabet.

❤️❤️❤️❤️❤️ ”Tænk, hvis DU var hovedpersonen i et eventyr …” Sådan lyder forsidens tagline i Kenneth Bøgh Andersens nyeste roman, Lysets hjerte. Sætningen slutter på bagsiden med: ”… hvor længe ville du så overleve”
Den første del af sætningen er nok en tanke, som har strejfet de fleste ved læsning af et eventyr, hvor historiens hovedperson i den klassiske hjemme-ude-hjemme-model sommetider bryder med sit trivielle liv og i stedet kaster sig ud på et spændende eventyr.

0x500-1
Anden del af sætningen er nok ikke et spørgsmål, som de fleste efterfølgende har stillet sig selv. Men egentlig er det vel meget relevant? I eventyr er der jo altid farlige væsner som bl.a. drager, trolde og dæmoner og ikke mindst hårde og til tider dødbringende prøvelser, som hovedpersonen skal overvinde. Lige præcis fantasifulde, farlige og forunderlige væsner er også Lysets hjerte fyldt med.
Eventyrenes fantasifulde universer kan virke dragende med deres prinser, prinsesser, troldmænd og idylliske middelalderverdner, som altid ender lykkeligt. Her stopper dog lighederne mellem Lysets hjerte og de traditionelle eventyr, for Kenneth Bøgh Andersens eventyr er sit helt eget. Måske er afvigelserne et bevidst valg fra forfatterens side, fordi han ønsker at afprøve eventyret som genre og vise, hvad det også kan byde på.
Den nævnte tagline er hele omdrejningspunktet for bogens handling og for hovedpersonen Jack, som sammen med sin søster og mor skal holde ferie i et gammelt hus ude i skoven.
Jack er yderst skeptisk over feriens indhold, og hans irritation, harme og vrede over ferien, hans søster og hans mor, der lige er blevet skilt fra hans far, bliver kun værre ved ankomsten til huset. Alting virker så normalt og ikke mindst kedeligt! Efter noget tid erfarer Jack dog, at huset gemmer på forunderlige, utrolige og grufulde hemmeligheder, som sætter hans eget, men også hans families liv i fare.
Der er da også fare for, at læserens egen hjerterytme afviger fra normalen ved læsning af Lysets hjerte, for Kenneth Bøgh Andersen skriver i et så levende sprog, at læseren nemt identificerer sig med alt, hvad der bliver serveret, og identifikation bliver kun forstærket af bogens hverdagsagtige udgangspunkt.
Kenneth Bøgh Andersen har en sjælden evne til konstant at lade sine bøgers handlinger overraske læseren ved på mesterlig vis at få strikket tråde sammen. Lysets hjerte er ingen undtagelse og skiller sig dermed ud fra andre romaner for børn i 10-15 års alderen ved den nervepirrende eksperimentering af eventyret, der er blevet tilsat rigelige mængder af gys og fantasy.

Kenneth Bøgh Andersen skriver i et så levende sprog, at læseren nemt identificerer sig med alt, hvad der bliver serveret

Lysets hjerte lægger ikke skjul på at være inspireret af C.S. Lewis’ fantasyroman, Løven, heksen og garderobeskabet. Faktisk er hele kulthistorien forudsætningen for det eventyr, som Jack får hvirvlet sig ud på.
Der er dog også interne referencer til Kenneth Bøgh Andersens egne bøger, som efterhånden tæller en lang liste. Jack ser bl.a. et maleri, som er omdrejningspunktet i en af Andersens andre bøger, nemlig Skæbnemageren, der udkom sidste år i et samarbejde med tegneren Lars Gabel.
Lyset hjerte indeholder også flotte illustrationer, denne gang tegnet af Rasmus Jensen i slutningen af hvert kapitel.
En anden bog, som der refereres til, er Tempus Fugit, men som der senere bliver skrevet, er det en helt anden historie.
Ligesom Tempus Fugit startede Lyset hjerte også oprindeligt som en føljeton i Weekendavisens børnesektion Faktisk, men bogen er altså nu udkommet som en selvstændig roman, og hvor man i den tidligere udgave skulle vente en uge på fortsættelsen i næste avis, kan man nu skynde sig at læse sig igennem de hæsblæsende sider, der fortjener fem ud af seks hjerter.

Lysets hjerte af Kenneth Bøgh Andersen er udkommet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s