De ustraffede

Jeg har været dedikeret fan af (Jeanette) Øbro og (Ole) Tornbjerg, lige siden de debuterede med krimien Skrig under vand, som de vandt Politikens krimi-konkurrence med i 2014 og ‘forstyrrede’ min sommerferie med samme år.

Deres hovedperson, profileringseksperten Katrine Wraa, er interessant, sproget er gennemarbejdet (hurra!), plottene er gennemtænkt, og det er tydeligt, at ægteparret, der har skrevet serien sammen indtil nu, hvor Øbro er blevet hovedforfatter på den, vil noget med deres bøger. Jeg har fulgt dem og Katrine Wraa lige siden, og især Pigen og vogteren, som handler om psykoterapi og terapeuter gik fuldstændig rent ind hos mig, psykiaterdatteren.

Ægteparret går også altid rent ind hos mig. De lever drømmen om at arbejde sammen, leve af det bedste i verden næste efter børn og kærlighed, nemlig bøger, og så virker de oprigtigt glade for hinanden og med masser af overskud til resten af verden. Lige netop derfor har jeg nået mit breaking point i forhold til at anmelde deres bøger, kan jeg mærke. Jeg kender dem ikke godt, men jeg kender dem for meget til at kunne tildele deres bøger antal hjerter. Til gengæld vil jeg gerne omtale bogen og ikke mindst hvordan den er blevet modtaget. Det er nemlig ret interessant.

De ustraffede er den sjette i Wraa-serien. Den handler om voldtægt, nærmere betegnet partnervoldtægt, som er den så absolut mest forekommende i Danmark, men også den der falder færrest domme i. Det er det misforhold, ægteparret satte sig for at undersøge nærmere, fortalte de ved et bloggerarrangement på deres sympatiske forlag, Politikens.

Bogen vender paradokset med repræsentanter fra både den ene og den anden lejr; en voldtægtsekspert, Emma, er blevet ansat på politigården sammen med Katrine, og er eksponent for den stærkt kritiske holdning over for politiets behandling af voldtægtsofre i særdeleshed og kvinder i almindelighed. Hun er strammeren, der insisterer på at tale kønsneutralt og har mere end svært ved at sluge politiets behandling af sagerne. Naja, der forfremmes til drabschef undervejs i bogen, er hendes modstykke; hun tager afstand fra Emmas politiske korrekthed og forsvarer politiets pligt til at finde beviser. Katrine er den, der selv prøver på egen krop, hvordan det er at blive intimideret og invaderet af en mand, da en mislykket date ender i stalking. Historien selv handler om en række selvmord, der viser sig at have det til fælles, at selvmorderne – som alle er mænd – har været anklaget for voldtægt, men ikke er blevet dømt – deraf titlen De ustraffede. Nogen har altså villet give dem deres velfortjente straf.

Øbro og Tornbjerg bruger eksperter til at hjælpe med researchen og læse bøgerne igennem. Her er det kriminalpsykolog Charlotte Kappel.

Øbro og Tornbjerg lægger ikke skjul på, at de vil noget med De ustraffede. De er varme tilhængere af #MeToo-bevægelsen og går ind for den svenske lov om samtykke. Det er egentlig ikke nyt, de har tidligere erklæret, at de står på skuldrene af socialt indignerede forfattere som Sjöwall og Wahlö. Denne gang er det i hvert fald lykkedes at skaffe noget blæst. For da ægteparret blev anmeldt i Politiken – til fire hjerter, ligesom de andre gange – fik de nok af avisens navnkundige anmelder Bo Tao Michaëlis og tog til genmæle, først på deres respektive Facebooksider og siden – i gentryk – på Politiken.dk:

Michaëlis’ anmeldelse er fyldt med faktuelle fejl og kvindenedgørelse i en grad, der gør at vi har besluttet at tage til genmæle (…). Først og fremmest er vi i tvivl om, hvorvidt Michaëlis rent faktisk har læst romanen, eller om han bare udnytter den til endnu et at raskt bagholdsangreb på kvinder og i særdeleshed kvinder der drister sig til at indtage rollen som protagonist i en krimi. Eksempelvis skriver han om alle de ”mange kokette kvinder ovre deres første ungdom”, der ”skaber veritabel myldretid i dagens danske krimier”.

Indlægget udløste lidt af en love storm på SoMe, og Michaëlis selv tog til genmæle, blandt andet med ordene:

Frem for alt, hvorfor har jeg på fornemmelsen, at havde jeg givet bogen flere hjerter end fire, var jeg sluppet for disse på grænsen til de injurierende postulater om mit påståede kvindesyn. Om at kvinder helst skal være unge, smukke og endimensionelle (sic). Hvor står det i min anmeldelse? Tilsat beklikkende udsagn om min professionalisme som kritiker med et »gammelmandschauvinistisk menneskesyn«. Stærk tobak, men åbenbart er det nu politisk korrekt at være aldersdiskriminerende.

Øbro og Tornbjerg har siden undskyldt ordet ‘gammelchauvinistisk’ med ordene:

Vi vil gerne beklage, at vi brugte ordet ”gammelmandschauvinistisk”. Vi burde selvfølgelig blot have skrevet ”mandschauvinistisk”.
Det er ikke rart at blive diskrimineret hverken på sin alder eller på sit køn. Vi havde en blind vinkel. Det skammer vi os ikke over at indrømme, og det er hermed gjort.

Stormen viser, at der er stærke følelser på spil, både i kønsdebatten og i litteraturdebatten (hør Øbro og Tornbjerg fortælle om at skrive i en ‘ikke-fin’ genre). Man deltager ikke ustraffet i nogen af delene, så det er værd at kippe med flaget for dem, der tør og kan gøre det på en ordentlig måde. Det gør og kan Øbro og Tornbjerg.

De ustraffede af Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg er udgivet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her 

Et fuldendt episk univers

Boglivs ungdomsanmelder Jacob Hviid har læst første bind i en duologi om en gruppe “bøller og tyve”, der både underholder, morer og tryllebinder.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Når man læser Leigh Bardugos Kragens kald, som er den første bog i en duologi, forstår man godt, at bogen har ligget nummer 1 på New York Times bestsellerliste.

Historien tager udgangspunkt i den Amsterdam-inspirerede by ved navn Ketterdam hos mestertyven Kaz Brekker aka Dirty Hands. Han får til opgave at samle et hold, der skal hjælpe ham med bryde ind i et uindtageligt fort, men det er ikke blot en guldskat, som holdet skal stjæle. For udover at bryde ind, skal holdet også bryde en alkymist ud. Opgaven synes umulig, men selvsikkerheden hos opgavens leder Kaz Brekker fejler ikke noget: “Det er ikke en opgave for trænede soldater eller spioner. Det er en opgave for bøller og tyve…” Netop disse bøller og tyve har alle en vigtig brik at spille i Kaz, detaljerede planer, som skal få holdet levende gennem deres mission. Indbruddet er fantastisk strikket sammen, og hvert led er så gennemført og godt udtænkt, at læseren til forskel fra andre bøger ikke når at tænke, at karaktererne var lidt for heldige. Samarbejde er dog svært på et hold bestående af kriminelle, og holdets personlige forhold komplicerer opgaven yderligere.

Indbruddet er fantastisk strikket sammen, og hvert led er så gennemført og godt udtænkt, at læseren til forskel fra andre bøger ikke når at tænke, at karaktererne var lidt for heldige.

Selv den ellers altid upåvirkelige Kaz Brekker bliver sat på prøve, og han må igen og igen smede rænker. Hvis det lykkes Dirty Hands, genfærdet, skarpskytten, rigmandssønnen, straffefangen og hjerteknuseren at fuldføre opgaven, venter der dem en overordentlig belønning, men alkymisten og hans viden er nøglen til at forandre den verden, som det lille hold kender. De seks forbrydere står pludselig over for en trussel, der overstiger alt, hvad de havde forventet.
Bogen skifter synsvinkel mellem personerne på det lille hold, hvilket giver læseren en indgående forståelse af bogens karakterer, hvis baggrunde overlapper hinanden. Alle seks karakterer er mystiske og spændende på hver deres måde. Læseren må derfor igennem flere flashbacks for at forstå de intriger og forhold, som udfoldes.

Læs mere »

Snurrigt børneeventyr

❤❤❤❤❤

Iselin Hermann kan noget med børnebøger. Muligvis, fordi hun er i besiddelse af en af de mest kringlede fortællehjerner, jeg nogensinde er stødt på!

Lige for tiden bruger vi aftenerne hjemme hos os på at læse Hermanns fine og skrupskøre eventyr om den lille prinsesse Mundgodt, som beklageligvis er født med en skruptudse på hjertet, og som derfor er så grundsur, at ikke engang hendes 1/2fætter den ellers kreative 1/2prins Snurrepenót i første omgang kan gøre hende glad nok til, at de kan få hinanden og det (tilsammen) halvandet kongerige.

Heldigvis holder Snurrepenót af sin vrantne kusine, og han giver ikke op, før hun er skrubtudsefri og boblende af latter. Dermed er dramaet dog ikke slut, for glade prinsesser og frække 1/2prinser falder faktisk ikke i god jord hos Mundgodts mørkemand af en kongefar. Han sender fluks 1/2prins Snorrepenót retur til det halve kongerige, og så er der ellers drama over hele linjen. For får de to mon hinanden til sidst?

Bogen om Mundgodt og Snurrepenót (som i øvrigt i år kan fejre sit 10 års jubilæum) er en fin fortælling om ensomhed og kærlighedens store transformative kraft. Om, hvor glade vi kan gøre hinanden, hvis vi gider.

Iselin C. Hermann, Mundgodt, Snurrepenót og hele redeligheden fra forlaget Carlsen

En frustreret middelklassekvindes (kedelige) kamp

❤❤❤

Maria Semple slog i 2012 overbevisende og velfortjent igennem med romanen Hvor blev du af, Bernadette, som dengang scorede en håndfuld hjerter her på Bogliv. Forventningerne til den nye roman var derfor skyhøje. Som sidst er handlingen i I dag skal det være centreret omkring en kvinde i krise. Denne gang er det Eleanor – en forkælet, midaldrende overklassemor med et selvhad på størrelse med et af de mindre kontinenter og en inficeret fortid i bagagen.

Eleanor forgifter sine omgivelser. Hun burde klart være et bedre menneske, men er fastlåst i et liv, hun ikke trives i, med en rar og forstående klippe af en mand og en velfungerende søn.

En morgen vågner Eleanor og beslutter, at i dag skal være dagen, hvor hun er præcis den perfekte hustru, mor og ven, som hun burde være. En dag, hvor hun spiller brætspil med sin søn, og kun tager yogatøj på, hvis hun faktisk har tænkt sig at tage afsted til en yogatime. En dag, hvor hun er opmærksom, nærværende og venlig. Den bedste version af sig selv.

Med den indgangsbøn kan Eleanor nærmest kun fejle, og det gør hun da også. Temmeligt spektakulært endda. Intet går, som hun har planlagt. Til gengæld hvirvles hun de næste 12 timer gennem en centrifuge af mistede søstre, bidske schæfere, en smertefuld kollision med et stykke moderne kunst og en ægtemand, der slet ikke er den, hun troede.

Semples nye bog er ikke dårligt skrevet. Bogens grundlæggende idé om at lade en forkælet, men frustreret kvinde gå gennem en kaotisk og farceagtig udviklingsrejse er også ofte før brugt med god effekt. Alligevel er I dag skal det være en fæl skuffelse. Plottet er tyndt, hovedpersonen grundlæggende meget svær at elske eller bare sympatisere med, og handlingen så fodslæbende, at jeg flere gang undervejs var lige ved at stå af og droppe at læse slutningen. En bog, som (desværre) er hurtigt læst og hurtigt glemt.

Maria Semple, I dag skal det være fra Politikens Forlag

Kampen for en far

❤️❤️❤️❤️❤️ ❤️ Jeg plejer ikke at mangle ord, når det gælder bøger, og det gør jeg heller ikke, når det gælder Lone Star. Men jeg synes, den er ukarakteristisk svær at skrive om; både fordi emnet er hyperfølsomt og så begavet behandlet, at jeg føler mig lidt out of my league, og fordi den ikke rigtig har bundfældet sig endnu.

Den har ellers været med mig hele sommeren. På ferien, jeg holdt alene med min kæreste, der ikke er far til (nogen af) mine børn. På de dage, jeg var i Jylland med min søn hos først min eks-mands forældre, så min far og hans kone og så mine søskende på min fars side og deres små sønner, mine nevøer. Og til min lillebrors bryllup, som blev holdt hos min fars anden kone, og hvor mine eks-bonus-søskende var med (som at være med i et afsnit af Arvingerne). Jeg har læst den i små bidder, ikke fordi den ikke er spændende som en krimi – for det er den, gåden er familien, og hvilken større gåde findes der – men fordi den har krævet fordøjelse, eftertanke, ro, og det har jeg kun haft i mindre doser.

Lone Star er historien om Mathilde Walther Clarks amerikanske familie. Hendes mor blev gjort gravid af Mathildes amerikanske far, da de begge var ganske unge. De levede sammen et år efter Mathildes fødsel, så tog moren hjem med Mathilde under armen (et udtryk, der går igen), og gennem barndommen er hendes kontakt med faren præget af hans besøg i København, brevskrivning og senere, da hun bliver stor nok, ferier i USA. Gennem det hele længes Mathilde efter at blive en fuldgyldig del af sin fars liv og familie, og indimellem føles det næsten, som om det lykkes.

Læs mere »

Spis dig til en sund hjerne

❤️❤️❤️❤️❤️

Alt for mange af os døjer med en hjerne, som ikke fungerer optimalt. Flere og flere af os dør endda af det. I den vestlige verden er antallet af dødsfald forårsaget af sygdomme i hjernen (som fx Alzheimers) siden 1979 steget med 66% for mænd og chokerende 92 % for kvinder.

Hvor der er gjort kæmpe fremskridt i behandlingen af en række andre alvorlige sygdomme, har behandlingen af sygdomme i hjernen nærmest ikke udviklet sig i årtier. Neurologer og hjerneforskere som bogens forfatter, David Perlmutter, har mere eller mindre magtesløse måttet se patienter med sclerose, demens, autisme og ADHD passere gennem hospitalerne uden at kunne hjælpe. Indtil nu, altså.

Amerikanske Perlmutter er nemlig ikke alene en anerkendt hjerneforsker. Han er også den amerikanske bannerfører for tanken om, at hjernen skal fikses et helt andet sted i kroppen – nemlig i tarmene. “Du blir hvad du spiser” lærte vi i kampagner i 1980erne, og måske er det slogan mere sandt, end vi dengang var klar over. Ny forskning kobler i stigende grad sygdomme som angst, depression, sukkersyge og demenssygdomme til det myldrende liv, vi alle bærer rundt på i vores fordøjelsessystem.

I bogen Hjernens nye liv beskriver Perlmutter omhyggeligt den forskningsmæssige baggrund for, at man kan spise sig til en sundere hjerne. Han henviser til studier og patienthistorier fra sin egen praksis og bygger op til bogens afsluttende dele, som både indeholder helt konkrete råd til, hvordan man spiser sig til et sundt mikrobiom, og en opskriftssamling med forslag til en ugemenu.

Hjernens nye liv er ikke en letlæst hyggebog. Vil man forstå sammenhængen mellem maven og hovedet, skal man væbne sig med tålmodighed og finde den store ordbog frem. Siderne myldrer med affektive sygdomme, somasomatiske cortex og flouroquinoloner. Men også med et ønske om at formidle underholdende og vedkommende, som gør, man man alligevel med nød og næppe hænger på som læser. Er man doven, kan man med fordel (og nogenlunde god samvittighed) helt skippe bogens første 187 sider og springe direkte til de faktisk ret nemme råd, som skulle give os optimale mikrobiomer og velfungerende hjerner.

Jeg har selv haft flere syge hjerner i mit liv end jeg bryder mig om at tænke på: bedsteforældre med demens, forældre og venner, som døde af hjernekræft og en slem omgang stress, som skød min egen hjerne til hjørne i et par år. Der er ingen tvivl om, at vi lever i en tid, hvor hjernen er mere presset end nogensinde før, og hvor den har brug for al den hjælp fra os, den kan få. Perlmutter leverer en velargumenteret og tilgængelig vejledning til, hvordan vi alle kan hjælpe os selv. Og alt, det kræver, er faktisk en tur til et velassorteret supermarked og – måske – den lokale helsekostbutik. En lille pris at betale for et holdbart hovede!

David Perlmutter, Hjernens nye liv fra forlaget Borgen.

 

Når bøger godt må ses på TV

Da jeg var yngre var Margaret Atwood min ubestridte yndlingsforfatter. Jeg læste alt, hvad der flød fra hendes hånd med umættelig appetit. Senere kom andre forfattere til, og jeg glemte hende en smule. Til gengæld er der andre, som absolut ikke har glemt hende, og nogen af dem arbejder heldigvis i mediebranchen!

De seneste år er Atwood genopstået – ikke som forfatter – men som forlæg for nogle af de smukkeste og mest ildevarslende tv-serier, som lige nu kan ses på skærmen.

HBO lagde ud med filmatiseringen af A Handmaid’s Tale – romanen, som stadig efter 20 år kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig (og måske også på dig, når du har set den her!).

Senest har Netflix kastet sig over den historiske krimi Alias Grace, som følger den morddømte Grace Marks, der måske – måske ikke – myrdede og parterede sin chef og hans husbestyrerinde på en ensomtbeliggende canadisk gård tilbage i 1843.

Jeg brugte den første uge af min sommerferie på manisk at se seriens 6 afsnit. Og har nu igen hentet den gamle roman fra 1996 ned fra hylden.

Jeg elsker bøger. Og har et noget mere ambivalent forhold til mine streamingtjenester, som stjæler min tid uden at give mig det frirum for fantasien, jeg får i en bog. Alligevel elsker jeg i disse dage både HBO og Netflix en smule mere end normalt. Fordi de har taget nogle af de fineste bøger, jeg har læst, og gjort dem til noget af det fineste tv, jeg har set. Og fordi det bare er så forbandet svært at have noget imod virkelig god underholdning!

Litteraturoplevelser i august

Gik din sommerferie sørgeligt op i rosé og grillede økopølser? Sidder du småsveden (og småsvedende) tilbage, og mangler åndelig føde? Så fortvivl ikke. Nogen har tænkt på alle os, der maksimalt fik kværnet en underlødig krimi i solen. August er simpelthen tætpakket med spændende litteraturarrangementer, og de er generøst strøet ud over det meste af landet. Her kommer en lille bogliv-guide til nogle af alle de spændende bogoplevelser, du kan få i denne måned.

Læs på Læsø

3. og 4. august inviterer Læsø Kunsthal på Litteraturfestival. Temaet er sprogets natur, og listen over deltagende forfattere er både lang og interessant. Du kan læse mere om arrangementet her.

Sara Omar på Kvindefestival i Tingbjerg

Den 10. august kan du høre forfatteren til den meget omtalte bog ‘Dødevaskeren’ fortælle om den vold, undertrykkelse, stigmatisering og social kontrol af kvinder, hun har mødt både i hjemlandet Kurdistan og her i Vesten. Der vil efter foredraget være en uden tvivl interessant debat om voldens anonymitet. Læs mere her. 

Litteraturkoncert på højskolen

Jeg er lidt fascineret af Højskolen Marielysts idé om at lave en “litteraturkoncert”. Koncerten løber af stablen den 16. august kl. 19.30 og blandt de involverede finder vi både skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen, fløjtenist Linnéa Villén, guitarist Allan Sjølin, Jeppe Aakjær og Carl Nielsen (de to sidste dog formentlig ikke i fysisk skikkelse). Tjek her, hvad højskolen selv skriver om konceptet.

Spoken Word Festival i Odense

I Odense holder de i slutningen af august Spoken Word Festival, og i den forbindelse kan du den 21. august høre Jonas T. Bengtsson og Lotus Turell tale om, hvordan man skriver om de vanskelige ting i livet. Billetter og flere oplysninger kan du finde lige her.

Leonora Christine Skov på (næsten) hele Sjælland

Bogen “Den, som lever stille” er en af de fineste roman-biografier, jeg har læst, og i august har du hele tre muligheder for at høre, hvad forfatteren selv har at sige om bogen. Leonora Christina Skov holder nemlig foredrag den 24. august i Hillerød, den 30. august i Hedehusene og (hvis du ikke nåede det i august) den 3. september i Hørsholm, hvor hun oven i købet tager Abdel Aziz Mahmoud med sig på scenen. Læs mere om alle tre arrangementer her.

Læs dig rask i Kolding

Den 30. august skal vi en tur til Kolding for at høre Litteraturprofessor Anne-Marie Mai fortælle om sit forskningsprojekt, der over de næste år skal gøre det klart, om man virkelig kan læse sig raskere, og om bøger i virkeligheden burde udskrives på recept. En vanvittigt interessant idé, som du kan høre meget mere om, hvis du klikker her.