Lidt mere saft, tak

❤️❤️❤️ 💔 ♡♡ På forsiden af Digital kærlighed er en lille bitte emoji – et smileyface med to hjerter i stedet for øjne. Den kommer helt til sidst, som rosinen i pølseenden på den lange undertitel Psykologisk guide til at finde kærligheden på nettet – uden at miste sig selv.

0x500

Jeg er rigtig glad for, at den lille emoji er med, fordi den trods alt viser, at digital dating faktisk godt kan føre til, at man har hjerter i øjnene – af forelskelse, glæde, måske bare af flirt. For det er jo derfor, de fleste af os er der eller har været der. På Tinder, på Elitedaters, på Match, Grindr, Happn – og hvad de nu ellers hedder. Appens navn er ikke det afgørende, og guiden afholder sig også klogt fra at gå nærmere ind i de forskellige platforme, fordi den derfor ville ende med at blive forældet, inden den blev trykt.

Digital kærlighed er grundig og klog. Den fortæller nøgternt og fornuftigt om grundlaget for digital dating, den giver gode råd om at begå sig i den digitale dating-verden, og den fortæller – lidt rigeligt langt for min smag, men absolut kompetent – om selvkærlighed og forskellige måder at elske på. Alt sammen med udmærkede pointer som for eksempel den simple, at de forskellige sites og apps ikke er der, for at du skal møde kærligheden, men for at tjene penge på dig, og de derfor belønner dig med super likes og festfyrværkerier, når der er match – du skal jo helst have lyst til at få flere, ikke bare ét godt match, der får dig til at melde dig ud. Det er godt lige at huske, når dopamin-hungeren sætter ind og får dig til at swipe igen og igen.

Svagest står, synes jeg, de gode råd om at date digitalt – vi læner os faretruende op ad det banale med opfordringer som “Giv dig tid” og “Skab god stemning”. Og når guiden foreslår, at vi skal tage ud og spille dart på første date, er det tæt på at blive komisk (er der overhovedet steder nok til, at vi alle sammen kan få en skive?) Men det er tilgiveligt, for det er svært at give gode råd, der gælder alle, uden at blive banal (jeg burde vide det, for jeg har skrevet tonsvis af artikler med lige netop generelle råd om følsomme emner, og jeg har absolut ikke altid kunnet undvige det banale, selv om jeg prøvede).

Så det er ikke det, der gør, at denne i øvrigt velskrevne og, fornemmer man, kompetente og velmenende bog, kun kommer op på 3,5 stjerner. Nej, det, der for mig trækker ned, er en stemning af alvor, som gør den tung; alvorstung. Der mangler simpelthen, i overført betydning, nogle flere glade emojis. Hvor er håbet og optimismen? Hvor er de sjove, saftige eller rent ud skøre historier – eller blot dem om det glade par, der fandt hinanden på Tinder eller ED og levede lykkeligt derefter? For de findes altså. Og de er ikke nødvendigvis affødt af en serie fornuftige og rigtige valg.

Jeg har for eksempel selv sådan en at fortælle. For et år siden på søndag gik jeg på date med en mand, jeg havde skrevet sammen med i to måneder (ALT for lang tid ifølge de uskrevne regler, og faktisk også de skrevne, hør bare: “… overvej, at mange beskeder måske kan skabe falsk intimitet”). Vi havde både opbygget intimitet, enorme forventninger og allerede ladet det fyge med kærlige emojis fra morgen til aften, selv om vi aldrig havde mødtes fysisk. For at toppe det op måtte vores date nødvendigvis vare længere end en kop kaffes tid, for han boede i den anden ende af landet og kunne ikke lige sådan komme tilbage en anden gang. Da jeg tog af sted, var jeg frygteligt nervøs, klar over at det var et leap of faith, jeg skulle foretage, og at det kunne gå helt galt, meget hurtigt. Han stod og ventede på mig ved indgangen til en af byens åndehuller, jeg fik øje på ham først og tror aldrig, jeg har været så tør i munden. Jeg krammede ham med det samme, og vi gik hen og købte vand til mig i en nærliggende kiosk. Vi holdt i hånd efter ti minutter. Og kyssede efter et par timer. I dag holder vi i hånd og kysser hver dag. Og han bor ikke længere i den anden ende af landet.

Jeg siger ikke, at det ikke er klogt at være lidt fornuftig i det skøre digitale land, der er moderne dating. At kende sig selv og i den grad at passe på. Virkelig ikke. Det er klogt og fornuftigt at være klog og fornuftig. Men fornuften er nødt til at gå hånd i hånd med en form for fandenivoldskhed. En villighed til at risikere både at spilde en eftermiddag, en uge eller en måned, endda risikere dit hjerte. Ellers sker der ingen mirakler. Men så er der også ægte kærlighed at hende derude. Dét synes jeg, at Digital kærlighed forsømmer lidt at tale om. Det hele bliver lidt tørt og klinisk, jeg mangler saft, kraft og optimisme.

41xf6lqy33L._SX258_BO1,204,203,200_

For nogle år siden læste jeg en lignende bog om at finde et partner. Den antog et både litterært, filosofisk, psykologisk og ultrapraktisk syn på det at finde kærlighed – fuldt ud lige så kompetent som Digital kærlighed og morsom oveni (på trods af den virkeligt kedelige forside!). Bogen hedder How to Choose a Partner, er skrevet af Susan Quilliam og kan fås på Amazon. Jeg anbefaler på det kraftigste. Man kan nemlig godt læse sig til erkendelser, der kan føre til kærlighed. Man er bare også nødt til at lægge bogen og løfte dartpilen, hvis det skal blive til noget. Og det skal det. Love is the answer and you know that for sure (Lennon).

Digital kærlighed af Heidi Sahlgreen er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her

Reklamer

Gin er in

Palle lille

Palle Schjødtz er Boglivs alkohol-bog-anmelder par excellence. Så det er et kvalitetsstempel, at han er rigtig glad for Iben Diamants opdaterede håndbog om gin, som han kalder “en hyggelig og omhyggelig bog”.

❤️❤️❤️❤️❤️ ♡ Den foretrukne drink for tiden synes at skulle indeholde gin, og en gin og tonic er ikke bare en Gordons gin med en Schweppes tonic. Det fortalte Iben Diamant os allerede med sin første bog, den lille håndbog fra 2017 med titlen Gin, tonic og tilbehør. Tidligere i år udkom så ginbiblen GIN, som var en mere grundig indføring i den populære drik.

9788763856898

Nu har Iben opdateret sin første lille håndbog, og hun synes at have fundet sin stil. Bogen har titlen Gin, tonic og tilbehør. Masser af nye opskrifter, og efter en kort og præcis repetition af den vigtigste viden om gin, henholdsvis tonic, og hvordan disse blandes og serveres, går det løs med ikke mindre end 101 nye opskrifter, idet forfatteren samtidig får præsenteret en række gamle og nye ginner i kombination med gamle og nye typer tonic, hvortil kommer de vigtige botanicals, som giver drinken sin karakter.

Afslutningsvis får vi kategoriseret 76 forskellige tonic i 8 grupper efter smag, som vi kan kombinere med de efter sigende mere end 1.000 ginner, der er på markedet. Hvis det ikke er nok, får vi også opskriften på en hjemmelavet tonic.

Det er en hyggelig og omhyggelig bog, som må finde sin plads i barskabet sammen med de utallige ginner og de mange tonic samt de nødvendige redskaber, som vi også får gode råd om.

Gin, tonic og tilbehør. Masser af nye opskrifter af Iben Diamant er udkommet på Rosinante 

Julie Hastrup: “Min passion for drab blev grundlagt, da jeg var fire”

Jeg tror ikke, jeg kender nogen, der så sympatisk og glædestrålende som Julie Hastrup kan sige: “Jeg eeelsker mord.” Siden hun udkom med sin første krimi, En torn i øjet, i 2009, har jeg været erklæret og dedikeret fan. Jeg er vild med Hastrups introverte hovedperson Rebekka Holm, og jeg bøjer mig i støvet for hendes evne til at plotte. At mordene så er så spektakulære, grænsende til det horribelt ulækre, at jeg indimellem er nødt til at læse med et lidt skråt blik, er jeg sikker på, hun kun tager som en kompliment. For gyset, det uhyggelige, ja, det makabre, er en del af Julie Hastrups dna. Bogstavelig talt.

“Jeg havde en mormor, der interesserede sig for mord og mordgåder. Hun viste mig filmen Vindeltrappen, da jeg var fire år, den var vanvittigt uhyggelig, og da blev min livslange dybe passion for drab grundlagt,” siger Julie Hastrup med et kæmpe smil til gruppen af bloggere, som hun har sat stævne på det kongelige bibliotek i København. Anledningen er udgivelsen af den syvende Rebekka Holm-krimi, Blodspor, der blandt andet er inspireret af netop den smukke lokation, vi er på.

IMG_7167.jpg

“Jeg var her for at lave optagelser til et tv-kriminalmagasin, som måske bliver til noget, og vidste bare, at jeg måtte lave noget med det her sted. Så jeg fik Jans (Jan Lørup, driftskoordinator på det kongelige bibliotek, red.) kort og vidste, at jeg skulle bruge det til noget på et tidspunkt.”

Det kongelige bibliotek har nemlig, blandt meget andet, en vindeltrappe. Et uhyggeligt arkiv. Og en smuk sal. Og Julie Hastrup er den type forfatter, der suger locations til sig med øjnene i store grådige sig, for så at kunne bruge dem.

“Jeg har en meget livlig fantasi,” griner hun.

Fantasien kom også i sving, da Julie besøgte Cementerio de la Almudena i Madrid i forbindelse med research til Blodspor. Den enorme kirkegård med 5 millioner grave minder nemlig om en lige så enorm skandale, nemlig Franco-dikaturets tyveri af tusindvis, måske hundredetusindvis af spædbørn fra gravide par fra 1940’erne og, mener nogle, helt op til starten af 1990’erne.

“Mødrene fik simpelthen at vide, at deres barn var dødt, og at det var bedst, de ikke så dem, fordi de var deforme, eller det var usundt. I visse tilfælde blev der også holdt begravelser, men der var ingenting i kisterne,” fortæller Julie Hastrup.

Læs om børnetyverierne her

0x500-1

Noget af det, der gør ondt i Blodspor, handler netop om børn. Flere om bordet har svært ved at sluge dén del, men forfatterens egen mave er stærk.

“Jeg var journalist, inden jeg blev forfatter, og dengang som nu mener jeg, at man skal kunne fortælle alle historier, også dem med børn.”

IMG_7177

Jeg har selv et barn med til bloggermøde i dag. Og selv om han forinden har erklæret, at bøger er kedelige og voksenarrangementer om bøger endnu mere kedelige, gibber det alligevel lidt i ham, da Julie læser prologen til Blodspor højt og dermed fører os direkte til et middagsbord med fire døde deltagere, myrdede lige dér og fundet af et postbud, med hvad dertil hører af kropsvæsker og skadedyr.

“Det var ret ulækkert med det bræk,” som han siger.

Turen gennem det kongelige bibliotek synes juniorbloggeren vist også, er ret spændende, og det eneste, han rigtig kan blive sur over, er at moren nægter ham en tur på vindeltrappen. Det har hun nemlig ikke nerver til, hvilken den ellers så robuste forfatter godt forstår, for hun er nemlig højdeskræk.

Mon morens nerver holder til at læse Blodspor? Det tror jeg nok, de gør.

IMG_7175

 

Blodspor af Julie Hastrup udkommer i dag på Politikens forlag, hvor den også kan fanges

 

Forfatter til autofiktion: “Jeg blev lokket af forlaget”

Anders Klarlund har skrevet en autofiktiv roman om sit eget stormfulde parforhold. Ikke for at få fred i sindet eller ud af en kunstnerisk nødvendighed. Men for penge og for sit forlag. For egentlig ville han hellere have skrevet en bog om Hitler. Alligevel blev bogen en ‘skøn fritime’ og måske en forløsning – om ikke andet så for alle os andre, der (også)  er smålige, storsindede momentvis, forladte, søgende, uelskelige og søde, kort sagt: har diagnosen “menneske”. 

Anders Rønnow Klarlund, forfatter mm
Foto: Les Kaner

Hvorfor har du skrevet Samtaler jeg har haft med min kone?

Jeg blev lokket af forlaget. I virkeligheden ville jeg have skrevet en roman om, hvad der var sket med Hitler, hvis han var blevet kunstner – sådan som han drømte om – i stedet for tyran. Men forlaget havde hørt om min skilsmisse, og de er altid på jagt efter folk, der er desperate nok til at udlevere sig selv, det sælger bedre, siger de. Desuden boede jeg med to børn i en et-værelses lejlighed og havde brug for pengene.

Hvordan var det at skrive den?

Det var en skøn fritime at skrive den. At bare bruge min egen stemme. Kazinski har jo skrevet mange bøger, men der har Jacob (Weinreich, red.) og jeg fundet et fællessprog, det bliver man nødt til. Lidt ligesom et band. Nu har jeg så lavet en solo, så kom jeg også til at savne Jacob og Kazinski igen.

Hvad synes “Carmen” (Anders’ kone i bogen, red.) om den?

Carmen er en romanfigur som er baseret på personlige oplevelser, så Carmen findes ikke som sådan, alt bliver jo i en eller anden form til fiktion når det bliver nedskrevet. Men … med det sagt, så hader “Carmen” den.

Hvordan har du grebet det an med de andre, der optræder som sig selv i bogen – Lene, Jacob, dine børns mor etc. Har de fået lov at læse på forhånd – hvad har reaktionerne været? Hvad har dine egne tanker/etiske overvejelser været?

Sjovt nok har forlagschef Lene Juul og Charlotte Weiss gjort alt, hvad de kunne, for at få min samtale med Lene Juul ud af bogen. Det er selvfølgelig paradoksalt, forlaget bruger hver eneste vågne time på at overtale forfattere til at udlevere sig selv maksimalt, men egen medicin er de ikke meget for at sluge. Men klart, der er ingen, der gider læse om sig selv, og man skal drage omsorg for dem, man skriver om, det synes jeg også, jeg har gjort. Der er kun en, jeg har været hård ved – og det er mig selv.

Er denne bog så tæt på at være din oplevelse af dit og “Carmen”s forhold, som den kan være, eller blev den en fiktion undervejs, med en start, en midte og en slutning – fik den sit eget liv? Og kan autofiktion være andet end netop – fiktion?

Autofiktion er fiktion, punktum. Men … her har jeg selvfølgelig brugt mere af mig selv end ellers. Bogen fik sit eget liv, helt sikkert, ellers ville den jo være en dagbog, et referat, jeg er så meget fortæller, at jeg ikke kan lade være, så snart mine fingre rammer et tastatur, begynder de at lede efter en god midte og en god slutning. Der er ingen midte i livet, ingen vendepunkter som i et kapitel, virkeligheden kan ikke nedskrives, kun en brøkdel, og selv det ændrer vi lidt på.

0x500-5

Du lægger noget frem, som de fleste holder for sig selv (måske endda fra sig selv), nemlig de ‘grimme’ sider af et forhold: småligheden, de fortvivlende ens skænderier, utroskaben, løgnene. Hvorfor? Lærte du selv noget, vil du lære læseren noget – er der et formål?

Jeg er måske naiv, men jeg tænker, at alle vil kunne genkende sig selv. Sådan er vi jo. Smålige, storsindede momentvis, forladte, søgende, uelskelige, søde, et menneske er så meget, det må vi acceptere. Vi må ikke lave fortællinger om os selv, hvori vi er fantastiske. Sandheden er, at vi er skurken i eget liv. Når man endelig accepterer det, kan man måske blive helten.

Du når en form for erkendelse/fortolkning af dit og “Carmen”s forhold til slut. Var det bogen, der bragte dig den? Og holder den i virkeligheden?

Virkeligheden ændrer sig hele tiden. Gamle erkendelser må skrottes, vi opdager nye sider af os selv, nye forståelser, men en bog skal jo have en sidste side. Men der er meget “sandt” i min slutning.

Den erkendelse, du når, er, hvis jeg forstår det rigtigt, at jeres kærlighed netop er stor og ægte, fordi den er så svær (for andre at kapere). Du er også inde på, at alle “Carmen”s sygdomme er allergi mod dig, at hun nærmest bliver syg af kærlighed. Så der er en eller anden kobling imellem ‘sværhed’ og ‘kærlighed’. Er det din konklusion, at jo sværere kærlighed er, desto større er den også? 

Hm, nej, det er ikke sværhedensgraden, der afgør, om det er en stor kærlighed. Andre mennesker med andre temperamenter oplever også stor kærlighed. Stor kærlighed er det, som du ikke kan slippe, den du holder fast i, selv om det er ved at tage livet af dig.

Du har overvejelser i bogen om, hvorvidt “det her” var værd at blive skilt fra dine børns mor for. Og din far kunne ikke tilgive, at du blev skilt fra hende. Ser du anderledes på skilsmisse i dag, end da du stod midt i det? Har du fortrudt? Eller trumfer den store kærlighed alt andet, inklusive børnenes sikre grund (spørgsmålet er ikke retorisk, men aldeles ærligt fra en, der selv er blevet skilt for to år siden)?

Skilsmisse er noget af det mest rædsomme, et moderne menneske kan opleve. Men tiden i dag er så radikalt anderledes, end dengang man havde det samme arbejde hele livet og boede mere eller mindre samme sted. Vi lever i en gylden æra, hvor udviklingen tager os nye steder hen, vi skifter retning, arbejde, nogle finder nye sider af deres seksualitet, vi flytter rundt mellem landene – alt er oppe at vende, og i sådan en verden er det bare blevet sværere at nå hen til et guldbryllup. Sådan er det, vi må skyde lidt af skylden på udviklingen og lidt mindre på eks’en.

På bagsiden af bogen står: Han indser, at han ikke kender den kvinde, han er blevet gift med, og at hvis han vil redde kærligheden, er det ikke nok at elske. Han skal også forstå. Forstår du din kone nu?

Jeg forstår i det hele taget meget mere nu, end jeg gjorde for ti år siden, særligt at jeg selv er et såret, lidt nærtagende menneske, der er allergisk over for afvisninger, desuden har tyranniske tendenser og er gladest fra torsdag til lørdag. Hvis et forhold skal fungere, må man gå mere op i den andens behov end sine egne, det har jeg i hvert fald taget med mig. Hvis der er to mennesker der hver især går mere op i den anden end sig selv, så bliver det så smukt, og man kan glemme sig selv. Det kan man ikke hele tiden, det siger sig selv, men noget af tiden. Når vi trækker os og kun har fokus på, hvad vi selv har brug for, så visner forholdet.

Hvad vil du gerne opnå med bogen?

At folk griner af mig, ryster på hovedet. Og når de så lægger sig og lukker øjnene, håber jeg at de glemmer mig og Carmen og i stedet få øje på deres eget vanvid. Vi er lidt skøre – alle sammen. At være menneske er jo en diagnose, der er bare så mange, at vi har opgivet at behandle det.

Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund er udkommet på Politikens forlag, hvor du også kan fange den.

Psst! Husk at læse Boglivs anmeldelse!

 

 

Kærlighed for voksne 2.0

❤️❤️❤️❤️❤️ ♡

Hvad er et sundt forhold? Kan man overhovedet tale om sygt og sundt i kærlighed? Og hvor langt vil vi mennesker egentlig gå for at elske og blive elsket på en måde, som ingen andre har elsket os før, og som vi føler, vi har brug for at blive elsket? De spørgsmål stiller Anders Klarlunds autobiografiske roman Samtaler jeg har haft med min kone – eller får læseren til at stille sig selv. Denne læser, i hvert fald.

Læs også vores interview med Anders Klarlund.

Bogen handler om fortælleren Anders’ forhold til “Carmen” – den kvinde, han forelsker sig i, nogenlunde samtidig med – eller lige i udkanten af – at forholdet til hans børns mor ebber ud.

Carmen bliver Anders’ skæbne, hans besættelse. De to indleder et forhold, senere et ægteskab, der bølger frem og tilbage, op og ned, mens hans børn bliver store, og han selv bliver mere og mere frustreret, men også mere og mere erkendt afhængig af Carmens kærlighed. For Anders har aldrig elsket eller følt sig så elsket af nogen kvinde, som af Carmen, til trods for, at at det samme skænderi eller variationer af det udspiller sig igen og igen og igen. Det handler om dette: Anders vil have, at de skal ses, Carmen kan ikke planlægge. Anders vil møde Carmens familie, Carmen vægrer sig. Som her:

– Jeg vil ikke ødelægge dit liv, siger jeg.

– Du svarer ikke. Vil du mig? Nu skal du svare!

– Jeg vil have et rigtigt forhold, siger jeg. En sand sætning. Det vil jeg. Jeg er villig til at bytte den skønneste elskov, den dybeste kærlighed, for et ægte forhold.

– Og det har vi ikke? Et forhold?

– Vi er hemmelige elskende. Og jeg forstår ikke hvorfor. Jeg begriber dig ikke. Jeg har ikke mødt din familie, dine venner …

– Har du ikke mødt mine venner? Du har mødt Karen.

– I tre sekunder. På gaden, ved et tilfælde.

– Og min bror.

– Din halvbror, som du taler med en gang om året. Jeg har mødt dem, som ikke betyder noget for dig.

– De betyder meget for mig. Men det er fint. Du har svaret. Tak siger hun (…) – Nu har jeg ikke dit nummer mere. Dine sms’er er slettet, dine mails. Jeg hader mails.

Sådanne scener er der mange af i bogen. Hvor kærlighed, vrede, misforståelser og ordkløveri afløser hinanden i svimlende fart. Velskrevne og pinefulde, det sidste fordi det er så genkendeligt: Hvem har ikke været i eller i nærheden af et forhold, der kører rundt og rundt i cirkler på den måde? I mange romaner kommer en form for forløsning på et tidspunkt, et vendepunkt, en udvikling. Sådan er livet ikke – ikke altid, i hvert fald, og det afspejler bogen, så det både gør ondt i maven og godt i sjælen. Fordi den dermed bliver et spejl, der gør, at vi som læsere kan “få øje på eget vanvid”, som forfatteren siger i et interview med Bogliv.

Anders’ og Carmens vanvid er muligvis deres eget, men det har flere deltagere end dem selv; Carmens mor, der kun kan elske Carmen, når hun er ulykkelig, og derfor ikke kan tåle at møde Anders. Anders’ far, der ikke kan tilgive sin søn, at han skilles fra børnenes mor og derfor ikke vil møde Carmen. “Børnenes mor” (der udelukkende omtales sådan, ikke ved navn), der sætter historien i gang ved at sige, at hvis børnene var ældre, ville hun og Anders nok prøve at leve hver for sig – og i øvrigt forudser, at det med Carmen bliver ikke nemmere, for “der er noget …”. Carmens og Anders’ respektive børn, der er legekammerater med hinanden, bliver ikke en ret stor del af fortællingen, selv om de har betydning: Anders vil ikke flytte sammen med alle børnene, Carmen vil ikke sætte tid af fra børnene til Anders. Et dilemma, der nok er til at tage at føle på for de fleste fraskilte.

Med til historien hører også, at Carmen bliver syg – allergisk, måske over for Anders. I en helt fiktiv roman havde vi nok været nødt til at flå de her to temperamentsfulde elskende fra hinanden på et tidspunkt eller lære dem at elske mere harmonsik, men Anders Klarlund foretager et andet greb for at gribe om virkeligheden: Han leverer en tolkning, lagt i munden på “Ulrikke”, den kvinde han i desperation er Carmen mislykket utro med:

Din og Carmens kærlighed er ikke uden betydning for andre, tværtimod. Jeres kærlighed har betydet meget for andre. Alt for meget, så meget, at både din far og Carmens mor, begge på deres dødsleje, forsøger at ødelægge det, at nægte jer lykken.

Den fortolkning bliver noget af det sidste, vi hører til Carmen og Anders. Eftersom begge deres forældre dør undervejs, må den betyde, at de har en chance for at leve deres kærlighed på en ny måde, og romanen slutter optimistisk. Som læsere er vi måske ikke helt overbeviste, til gengæld er vi lidt lettede: Pyha, de andre kludrer også i det.

Anders Klarlund skriver til daglig sammen med Jacob Weinreich under pseudonymerne A.J. Kazinski og Anna Ekberg. Første bog fra sidstnævntes hænder hed Kærlighed for voksne og handlede om skilmisse, utroskab og ny kærlighed. Det gør Samtaler jeg har haft med min kone også. Men på en mere rå og upoleret måde. Det gør godt og ondt på én gang. For som Klarlund skriver sidst i bogen, da hans søn netop har givet ham et lille klap, som fra en voksen til et barn:

Når man som forælder vælger sig selv, insisterer på kærligheden og bryder en familie op, så er man ikke længere den voksne. (…) Som voksen skal man kunne udskyde, udsætte sit behov for kærligheden til senere i livet, eller til næste liv. Det kunne jeg ikke, jeg fortjente min søns overbærende berøring. Et lille klap.

Sådan et lille klap gør ondt – i sjælen. Det gør Samtaler jeg har haft med min kone også. For alle os, der insisterer på kærligheden.

Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund er udkomme på Politikens forlag, hvor du også kan fange den

 

Tove, kort

❤️❤️❤️❤️ Tove Ditlevsen er kommet på mode. Genudgivelser, teaterstykker, biografier – historien om et temmelig plaget kvindeliv på den ene side og et utvivlsomt digtertalent på den anden bliver ved med at fascinere, og det forstår jeg godt. Ingen har helt som hun beskrevet smerten – ved en svær barndom, der bliver ved med at ‘give’, ved menneskets uendelige ensomhed, selv sammen med andre, og ved at elske et menneske, man ikke kan have det godt sammen med. Blandt andet.

0x500

Da jeg læste på universitetet i 1990’erne, var Tove Ditlevsens rimede vers måske nok blevet stuerene, men min modernistisk indstillede lektor kunne ikke skjule sin irritation, da min gruppemakker afleverede en analyse af De evige tre:

Der er to mænd i verden, der

bestandig krydser min vej

den ene er ham jeg elsker

den anden elsker jeg

Det gik ligesom lidt for rent ind, og det skisma kæmpede Ditlevsen som bekendt også med i sin samtid. Hun var ikke fin nok, fordi hun skrev om det nære og oven i købet gjorde det ligefremt og præcist, uden besværlige omskrivninger, som litteraturstuderende kunne sidde og flå sig i håret over.

Men eftertiden bliver ved med at elske Tove, og nu har Lindhardt og Ringhof-imprintet Storyhouse udgivet en lille serie, Danske legender, hvor et af bindene er om Tove Ditlevsen. Jeg havde en længere Tove-periode i slutningen af 90’erne, hvor jeg ud over at læse hele forfatterskabet blandt andet også læste Jens Andersens fremragende biografi Til døden os skiller og Ditlevsens egen Tove Ditlevsen om sig selv.

Så for mig er der måske ikke så meget nyt under solen i legende-bogen. Den fortæller om den fattige barndom på Vesterbro, det besværlige forhold til moren, inspirationen fra faren, de fire ægteskaber, børnene – og Tove Ditlevsens svigt af dem – kampen for at blive anerkendt af parnasset, forsøget på at blive en god hustru og husmor, nederlagene, narkomanien, indlæggelserne og til slut selvmordet. Og den gør det godt, usentimentalt og stramt, uden at det bliver kedeligt.

Jeg tror, den lille bog vil kunne vække appetitten hos nye læsere og litteraturinteresserede til at dykke ned i et kvindeliv, der bliver ved med at fascinere – med god ret.

Danske legender: Tove Ditlevsen – et portræt af Anne-Sofie Storm Wesche er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her

Efterårsbøger

Aaaaah, efterår! Efter sådan en varm og intens sommer kan man godt gribe sig selv i at længes efter en varm striktrøje, en kop god sort the og en varm krog at læse i. Efteråret er perfekt læsetid. Alting går langsomt i dvale udenfor, og hyggen rykker ind.

Her er nogle af de bøger, jeg har tænkt mig at tilbringe mit efterår med.

Merete Pryds Helle har meget venligt besluttet at udgive sin nye bog den 1. september – præcis i tide til efterårslæsningen. Vi er tilbage i start-70’erne og i den allersidste del af barndommen, som for hovedpersonen, Merle, ikke er så ukompliceret med den syge mor, den alkoholiserede far og alt det, som ikke bliver nemmere, selvom man har fået råd til bil og parcel.

Engang i 90’erne læste jeg fransk på universitetet, og jeg er aldrig kommet over det. Dybt frankofil er jeg, men alligevel alt for dårlig til at få læst de nyere franske forfattere. Det vil jeg råde bod på nu! Pierre Lemaitre er en af de helt storsælgende forfattere i det franske og må absolumment have en plads på sengebordet.

For nogle år siden læste jeg med stor glæde Peter Lund Madsens sære bastardroman Doktor Zukaroffs Testamente. Bogen er faglitteratur med en smuk, knitrende, farvestrående indpakning at fiktion. En brillant og superunderholdende indføring i den mest komplekse del af menneskekroppen: hjernen. Nu er Madsen tilbage. Det handler stadig om hjernen – og specifikt om den pris, vi som mennesker betaler for at have dyrerigets mest avancerede hjerne. For bagsiden af den glitrende medalje er jo de psykiske sygdomme, som rammer flere og flere af os. Frihedens pris er en solid portion forståelse og accept i bogform, og det projekt er supersympatisk.

Jeg har endnu ikke fået læst Knud Romers nye og (i hvert fald af mig) længe ventede roman, men jeg har læst om de frygtelige kvaler, han gennemgik for at skrive bogen. Den handler (ligesom forgængeren Den som blinker er bange for døden) om Romers egne oplevelser fra barndommen på Falster over 80ernes glittede (og storkokainsniffende!) reklameverden. “En omvendt dannelsesroman” kalder forfatteren selv bogen, som beskriver vejen fra normaliteten og lige lukt ind i helvede. Med følsomme og manisk intelligente Knud Romer bag tasterne kan det kun blive frygteligt fantastisk.

M.C. Beaton er min skyldige fornøjelse, mit årelange misbrug, mit antiintellektuelle drug nr. 1. Jeg ELSKER hendes bøger om den rødhårede, befriende uambitiøse bobby, som befængt med det påfaldende navn Hamish MacBeth går rundt i det affolkede udkantsskotland og løser mord på stribe. Det er cosy murder, når det er allerbedst. Hver gang Beaton sender en ny roman på gaden er det som et synke ned i et varm skumbad med en plade Marabou liggende indenfor rækkevidde – pure bliss. Desværre har ingen i den danske forlagsbranche indtil videre opdaget Beatons fortræffeligheder, så du må indstille dig på at skulle læse bøgerne på engelsk.

Hvis du sad klistret til skærmen, da DR viste Downton Abbey eller Home Fires (Hjemmefronten på dansk), så må du ikke gå glip af Jennifer Ryans velskrevne bog om en gruppe kvinders kamp for at opretholde normaliteten – og det lokale kor – under de første måneder af den anden verdenskrig. Bogen byder på masser af drama, landsbyidyl og opløftende fællesskab midt i en trykkende tid. Hygge på et højt plan!

Det var min efterårslæsning. Men jeg er også frygteligt nysgerrig efter at høre om jeres. Vil I dele? Hvad skal i læse, mens regnen trommer mod ruden og bladene falder?