Efterårsbøger

Aaaaah, efterår! Efter sådan en varm og intens sommer kan man godt gribe sig selv i at længes efter en varm striktrøje, en kop god sort the og en varm krog at læse i. Efteråret er perfekt læsetid. Alting går langsomt i dvale udenfor, og hyggen rykker ind.

Her er nogle af de bøger, jeg har tænkt mig at tilbringe mit efterår med.

Merete Pryds Helle har meget venligt besluttet at udgive sin nye bog den 1. september – præcis i tide til efterårslæsningen. Vi er tilbage i start-70’erne og i den allersidste del af barndommen, som for hovedpersonen, Merle, ikke er så ukompliceret med den syge mor, den alkoholiserede far og alt det, som ikke bliver nemmere, selvom man har fået råd til bil og parcel.

Engang i 90’erne læste jeg fransk på universitetet, og jeg er aldrig kommet over det. Dybt frankofil er jeg, men alligevel alt for dårlig til at få læst de nyere franske forfattere. Det vil jeg råde bod på nu! Pierre Lemaitre er en af de helt storsælgende forfattere i det franske og må absolumment have en plads på sengebordet.

For nogle år siden læste jeg med stor glæde Peter Lund Madsens sære bastardroman Doktor Zukaroffs Testamente. Bogen er faglitteratur med en smuk, knitrende, farvestrående indpakning at fiktion. En brillant og superunderholdende indføring i den mest komplekse del af menneskekroppen: hjernen. Nu er Madsen tilbage. Det handler stadig om hjernen – og specifikt om den pris, vi som mennesker betaler for at have dyrerigets mest avancerede hjerne. For bagsiden af den glitrende medalje er jo de psykiske sygdomme, som rammer flere og flere af os. Frihedens pris er en solid portion forståelse og accept i bogform, og det projekt er supersympatisk.

Jeg har endnu ikke fået læst Knud Romers nye og (i hvert fald af mig) længe ventede roman, men jeg har læst om de frygtelige kvaler, han gennemgik for at skrive bogen. Den handler (ligesom forgængeren Den som blinker er bange for døden) om Romers egne oplevelser fra barndommen på Falster over 80ernes glittede (og storkokainsniffende!) reklameverden. “En omvendt dannelsesroman” kalder forfatteren selv bogen, som beskriver vejen fra normaliteten og lige lukt ind i helvede. Med følsomme og manisk intelligente Knud Romer bag tasterne kan det kun blive frygteligt fantastisk.

M.C. Beaton er min skyldige fornøjelse, mit årelange misbrug, mit antiintellektuelle drug nr. 1. Jeg ELSKER hendes bøger om den rødhårede, befriende uambitiøse bobby, som befængt med det påfaldende navn Hamish MacBeth går rundt i det affolkede udkantsskotland og løser mord på stribe. Det er cosy murder, når det er allerbedst. Hver gang Beaton sender en ny roman på gaden er det som et synke ned i et varm skumbad med en plade Marabou liggende indenfor rækkevidde – pure bliss. Desværre har ingen i den danske forlagsbranche indtil videre opdaget Beatons fortræffeligheder, så du må indstille dig på at skulle læse bøgerne på engelsk.

Hvis du sad klistret til skærmen, da DR viste Downton Abbey eller Home Fires (Hjemmefronten på dansk), så må du ikke gå glip af Jennifer Ryans velskrevne bog om en gruppe kvinders kamp for at opretholde normaliteten – og det lokale kor – under de første måneder af den anden verdenskrig. Bogen byder på masser af drama, landsbyidyl og opløftende fællesskab midt i en trykkende tid. Hygge på et højt plan!

Det var min efterårslæsning. Men jeg er også frygteligt nysgerrig efter at høre om jeres. Vil I dele? Hvad skal i læse, mens regnen trommer mod ruden og bladene falder?

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s