Kærlighed for voksne 2.0

❤️❤️❤️❤️❤️ ♡

Hvad er et sundt forhold? Kan man overhovedet tale om sygt og sundt i kærlighed? Og hvor langt vil vi mennesker egentlig gå for at elske og blive elsket på en måde, som ingen andre har elsket os før, og som vi føler, vi har brug for at blive elsket? De spørgsmål stiller Anders Klarlunds autobiografiske roman Samtaler jeg har haft med min kone – eller får læseren til at stille sig selv. Denne læser, i hvert fald.

Læs også vores interview med Anders Klarlund.

Bogen handler om fortælleren Anders’ forhold til “Carmen” – den kvinde, han forelsker sig i, nogenlunde samtidig med – eller lige i udkanten af – at forholdet til hans børns mor ebber ud.

Carmen bliver Anders’ skæbne, hans besættelse. De to indleder et forhold, senere et ægteskab, der bølger frem og tilbage, op og ned, mens hans børn bliver store, og han selv bliver mere og mere frustreret, men også mere og mere erkendt afhængig af Carmens kærlighed. For Anders har aldrig elsket eller følt sig så elsket af nogen kvinde, som af Carmen, til trods for, at at det samme skænderi eller variationer af det udspiller sig igen og igen og igen. Det handler om dette: Anders vil have, at de skal ses, Carmen kan ikke planlægge. Anders vil møde Carmens familie, Carmen vægrer sig. Som her:

– Jeg vil ikke ødelægge dit liv, siger jeg.

– Du svarer ikke. Vil du mig? Nu skal du svare!

– Jeg vil have et rigtigt forhold, siger jeg. En sand sætning. Det vil jeg. Jeg er villig til at bytte den skønneste elskov, den dybeste kærlighed, for et ægte forhold.

– Og det har vi ikke? Et forhold?

– Vi er hemmelige elskende. Og jeg forstår ikke hvorfor. Jeg begriber dig ikke. Jeg har ikke mødt din familie, dine venner …

– Har du ikke mødt mine venner? Du har mødt Karen.

– I tre sekunder. På gaden, ved et tilfælde.

– Og min bror.

– Din halvbror, som du taler med en gang om året. Jeg har mødt dem, som ikke betyder noget for dig.

– De betyder meget for mig. Men det er fint. Du har svaret. Tak siger hun (…) – Nu har jeg ikke dit nummer mere. Dine sms’er er slettet, dine mails. Jeg hader mails.

Sådanne scener er der mange af i bogen. Hvor kærlighed, vrede, misforståelser og ordkløveri afløser hinanden i svimlende fart. Velskrevne og pinefulde, det sidste fordi det er så genkendeligt: Hvem har ikke været i eller i nærheden af et forhold, der kører rundt og rundt i cirkler på den måde? I mange romaner kommer en form for forløsning på et tidspunkt, et vendepunkt, en udvikling. Sådan er livet ikke – ikke altid, i hvert fald, og det afspejler bogen, så det både gør ondt i maven og godt i sjælen. Fordi den dermed bliver et spejl, der gør, at vi som læsere kan “få øje på eget vanvid”, som forfatteren siger i et interview med Bogliv.

Anders’ og Carmens vanvid er muligvis deres eget, men det har flere deltagere end dem selv; Carmens mor, der kun kan elske Carmen, når hun er ulykkelig, og derfor ikke kan tåle at møde Anders. Anders’ far, der ikke kan tilgive sin søn, at han skilles fra børnenes mor og derfor ikke vil møde Carmen. “Børnenes mor” (der udelukkende omtales sådan, ikke ved navn), der sætter historien i gang ved at sige, at hvis børnene var ældre, ville hun og Anders nok prøve at leve hver for sig – og i øvrigt forudser, at det med Carmen bliver ikke nemmere, for “der er noget …”. Carmens og Anders’ respektive børn, der er legekammerater med hinanden, bliver ikke en ret stor del af fortællingen, selv om de har betydning: Anders vil ikke flytte sammen med alle børnene, Carmen vil ikke sætte tid af fra børnene til Anders. Et dilemma, der nok er til at tage at føle på for de fleste fraskilte.

Med til historien hører også, at Carmen bliver syg – allergisk, måske over for Anders. I en helt fiktiv roman havde vi nok været nødt til at flå de her to temperamentsfulde elskende fra hinanden på et tidspunkt eller lære dem at elske mere harmonsik, men Anders Klarlund foretager et andet greb for at gribe om virkeligheden: Han leverer en tolkning, lagt i munden på “Ulrikke”, den kvinde han i desperation er Carmen mislykket utro med:

Din og Carmens kærlighed er ikke uden betydning for andre, tværtimod. Jeres kærlighed har betydet meget for andre. Alt for meget, så meget, at både din far og Carmens mor, begge på deres dødsleje, forsøger at ødelægge det, at nægte jer lykken.

Den fortolkning bliver noget af det sidste, vi hører til Carmen og Anders. Eftersom begge deres forældre dør undervejs, må den betyde, at de har en chance for at leve deres kærlighed på en ny måde, og romanen slutter optimistisk. Som læsere er vi måske ikke helt overbeviste, til gengæld er vi lidt lettede: Pyha, de andre kludrer også i det.

Anders Klarlund skriver til daglig sammen med Jacob Weinreich under pseudonymerne A.J. Kazinski og Anna Ekberg. Første bog fra sidstnævntes hænder hed Kærlighed for voksne og handlede om skilmisse, utroskab og ny kærlighed. Det gør Samtaler jeg har haft med min kone også. Men på en mere rå og upoleret måde. Det gør godt og ondt på én gang. For som Klarlund skriver sidst i bogen, da hans søn netop har givet ham et lille klap, som fra en voksen til et barn:

Når man som forælder vælger sig selv, insisterer på kærligheden og bryder en familie op, så er man ikke længere den voksne. (…) Som voksen skal man kunne udskyde, udsætte sit behov for kærligheden til senere i livet, eller til næste liv. Det kunne jeg ikke, jeg fortjente min søns overbærende berøring. Et lille klap.

Sådan et lille klap gør ondt – i sjælen. Det gør Samtaler jeg har haft med min kone også. For alle os, der insisterer på kærligheden.

Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund er udkomme på Politikens forlag, hvor du også kan fange den

 

2 meninger om “Kærlighed for voksne 2.0

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s