Lidt mere saft, tak

❤️❤️❤️ 💔 ♡♡ På forsiden af Digital kærlighed er en lille bitte emoji – et smileyface med to hjerter i stedet for øjne. Den kommer helt til sidst, som rosinen i pølseenden på den lange undertitel Psykologisk guide til at finde kærligheden på nettet – uden at miste sig selv.

0x500

Jeg er rigtig glad for, at den lille emoji er med, fordi den trods alt viser, at digital dating faktisk godt kan føre til, at man har hjerter i øjnene – af forelskelse, glæde, måske bare af flirt. For det er jo derfor, de fleste af os er der eller har været der. På Tinder, på Elitedaters, på Match, Grindr, Happn – og hvad de nu ellers hedder. Appens navn er ikke det afgørende, og guiden afholder sig også klogt fra at gå nærmere ind i de forskellige platforme, fordi den derfor ville ende med at blive forældet, inden den blev trykt.

Digital kærlighed er grundig og klog. Den fortæller nøgternt og fornuftigt om grundlaget for digital dating, den giver gode råd om at begå sig i den digitale dating-verden, og den fortæller – lidt rigeligt langt for min smag, men absolut kompetent – om selvkærlighed og forskellige måder at elske på. Alt sammen med udmærkede pointer som for eksempel den simple, at de forskellige sites og apps ikke er der, for at du skal møde kærligheden, men for at tjene penge på dig, og de derfor belønner dig med super likes og festfyrværkerier, når der er match – du skal jo helst have lyst til at få flere, ikke bare ét godt match, der får dig til at melde dig ud. Det er godt lige at huske, når dopamin-hungeren sætter ind og får dig til at swipe igen og igen.

Svagest står, synes jeg, de gode råd om at date digitalt – vi læner os faretruende op ad det banale med opfordringer som “Giv dig tid” og “Skab god stemning”. Og når guiden foreslår, at vi skal tage ud og spille dart på første date, er det tæt på at blive komisk (er der overhovedet steder nok til, at vi alle sammen kan få en skive?) Men det er tilgiveligt, for det er svært at give gode råd, der gælder alle, uden at blive banal (jeg burde vide det, for jeg har skrevet tonsvis af artikler med lige netop generelle råd om følsomme emner, og jeg har absolut ikke altid kunnet undvige det banale, selv om jeg prøvede).

Så det er ikke det, der gør, at denne i øvrigt velskrevne og, fornemmer man, kompetente og velmenende bog, kun kommer op på 3,5 stjerner. Nej, det, der for mig trækker ned, er en stemning af alvor, som gør den tung; alvorstung. Der mangler simpelthen, i overført betydning, nogle flere glade emojis. Hvor er håbet og optimismen? Hvor er de sjove, saftige eller rent ud skøre historier – eller blot dem om det glade par, der fandt hinanden på Tinder eller ED og levede lykkeligt derefter? For de findes altså. Og de er ikke nødvendigvis affødt af en serie fornuftige og rigtige valg.

Jeg har for eksempel selv sådan en at fortælle. For et år siden på søndag gik jeg på date med en mand, jeg havde skrevet sammen med i to måneder (ALT for lang tid ifølge de uskrevne regler, og faktisk også de skrevne, hør bare: “… overvej, at mange beskeder måske kan skabe falsk intimitet”). Vi havde både opbygget intimitet, enorme forventninger og allerede ladet det fyge med kærlige emojis fra morgen til aften, selv om vi aldrig havde mødtes fysisk. For at toppe det op måtte vores date nødvendigvis vare længere end en kop kaffes tid, for han boede i den anden ende af landet og kunne ikke lige sådan komme tilbage en anden gang. Da jeg tog af sted, var jeg frygteligt nervøs, klar over at det var et leap of faith, jeg skulle foretage, og at det kunne gå helt galt, meget hurtigt. Han stod og ventede på mig ved indgangen til en af byens åndehuller, jeg fik øje på ham først og tror aldrig, jeg har været så tør i munden. Jeg krammede ham med det samme, og vi gik hen og købte vand til mig i en nærliggende kiosk. Vi holdt i hånd efter ti minutter. Og kyssede efter et par timer. I dag holder vi i hånd og kysser hver dag. Og han bor ikke længere i den anden ende af landet.

Jeg siger ikke, at det ikke er klogt at være lidt fornuftig i det skøre digitale land, der er moderne dating. At kende sig selv og i den grad at passe på. Virkelig ikke. Det er klogt og fornuftigt at være klog og fornuftig. Men fornuften er nødt til at gå hånd i hånd med en form for fandenivoldskhed. En villighed til at risikere både at spilde en eftermiddag, en uge eller en måned, endda risikere dit hjerte. Ellers sker der ingen mirakler. Men så er der også ægte kærlighed at hende derude. Dét synes jeg, at Digital kærlighed forsømmer lidt at tale om. Det hele bliver lidt tørt og klinisk, jeg mangler saft, kraft og optimisme.

41xf6lqy33L._SX258_BO1,204,203,200_

For nogle år siden læste jeg en lignende bog om at finde et partner. Den antog et både litterært, filosofisk, psykologisk og ultrapraktisk syn på det at finde kærlighed – fuldt ud lige så kompetent som Digital kærlighed og morsom oveni (på trods af den virkeligt kedelige forside!). Bogen hedder How to Choose a Partner, er skrevet af Susan Quilliam og kan fås på Amazon. Jeg anbefaler på det kraftigste. Man kan nemlig godt læse sig til erkendelser, der kan føre til kærlighed. Man er bare også nødt til at lægge bogen og løfte dartpilen, hvis det skal blive til noget. Og det skal det. Love is the answer and you know that for sure (Lennon).

Digital kærlighed af Heidi Sahlgreen er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s