Nå men, BogForum handlede jo også om andet end mig og mine livsomvæltende oplevelser. For eksempel om en debutant, som jeg personligt glæder mig meget over vandt BogForums debutantpris. Ikke fordi jeg har læst hendes debut, Mit halve liv – endnu! – men fordi hun ikke ligner en, der lige er startet på uni, men mere en, der har gået i livets skoles overbygning et stykke tid. Intet ondt om de unge forfattere og alt det, de imponerende nok kan allerede, hatten af for det og så videre. Men at der er plads og hyldest til en debutant, der er født i 1962, er simpelthen opmuntrende.
Juryen motiverede deres valg af Anita Furu sådan her:
En pige sidder på en gynge på et skib på vej mod Helsingør. Hun har måttet forlade sin familie i Rusland. En ny mor venter hende i København. Men også hun svinder ind, til hun til sidst kun mærkes som en fold i dynen. En pige pakker endnu en gang sin lille røde kuffert. I den har hun gemt et pudevår fyldt med breve. En ung pige bliver konfirmeret i synagogen og føler sig voksen. En kvinde vil ud i den vidstrakte verden. Hun vil mærke vinden mod huden. Den spanske borgerkrig og verdenskrigen lyder som en fjern torden. Med usigelig sikker hånd maler Anita Furu i romanen Mit halve liv et portræt frem af et menneske, der formes af historiske betingelser, men som med indadvendt beslutsomhed bliver sin egen.
Mit halve liv er først og fremmest en smuk, klog og nuanceret skildring af en pige- og kvindeskikkelse, igennem hvis bevidsthed læseren oplever verden. Det er en roman, der ikke bare åbner for en historisk erfaring, men en menneskelig erfaring; som mestrer det, som kun god litteratur kan: at få læseren til at føle et dybt skæbnefællesskab med et andet menneske, hvis livsbetingelser kan være så langt fra ens egne.
Anita Furu skriver med en afdæmpet kraftfuldhed og menneskelig indsigt om længsel efter en tabt tid, om smerten ved at miste noget, man knap har haft, om at finde sig hjemme og hjemløs i verden på samme tid. Mit halve liv er kommet i havn med stor overbevisning. Og som læser er man overordentlig glad for, at Anita Furu har meldt sin ankomst som forfatter.
Mandag efter BogForum er jeg altid opfyldt af en helt speciel følelse. En blanding af nytårsdags onde tømmermænd og 1. juledags overmætte lykke. Jeg er træt i hovedet og glad i hjertet. Det gik. Vi var der. De andre var der. Vi festede og fik gaver. Vi gav det, vi kunne. Noget blev, som vi havde planlagt, noget blev endnu bedre, og noget gik lidt i fisk. Men det gør ikke så meget, for vi var i selskab med hinanden, os der elsker bøger, og vi gik alle hjem med noget i muleposen.
Jeg var nervøs, da jeg gik på Spot Scenen med fire forfattere fra Byens Forlag. Fordi det var årets første interview, og fordi jeg ikke har prøvet fire på en gang før – om man så må sige. Men de fire, Arne Woythal, Lone Theils, Jens Strandbygaard og Lotte Petri, var så generøse og afslappede, at jeg pludselig kunne huske, hvorfor det er sjovt at være på den side af BogForum, hvor alle kan se, hvad man gør, og hører, hvad man siger. De fire fortalte om deres bidrag til samlingen Mord på bestilling, og den kan jeg godt anbefale, ligesom jeg i den grad gerne vil slå et slag for, at forfattere hjælper og inspirerer hinanden. Vi bliver bedre, sjovere og kønnere af det – se bare her!
Så nu ville det bare gå derudad, tænkte jeg, med den svenske romance-forfatter Simona Arhnstedt havde jeg nemlig masser, jeg gerne ville diskutere, fx hvordan hendes temaer som kropsfrihed, feminisme og #Metoo egentlig passede ind i en genre som romance, hvor heltinden alligevel er nødt til at få helten, hvis hun helt skal være fuldendt. Men 10 minutter i selskab med den farveruge dame fik mig til at indse, at jeg måtte lægge kursen om. Hun forstod nemlig kun cirka halvdelen af, hvad jeg sagde på dansk – hvis vi runder venligt op. Heldigvis var hun megacool og en god fortæller, så det gik rigtig godt, selv med halve – og improviserede – spørgsmål. Nå ja, og så røg mikrofonen hele tiden af, fordi jeg åbenbart har et ekstra lille hovede (“det passer altså til alle de andre,” som lydmanden sagde. Og så fandt han et lille et frem og sagde “nu er det dit.”).
Efter interviewet havde jeg et lille stjerneøjeblik, da en forfatter in spe kom op og sagde, at hun havde været rigtig glad for min Masterclass i erotisk litteratur på Lene Dybdahls skriveskole. Sådan nogle moments kan man leve længe på. Og så var BogForum i gang.
Min elskede og kommende novelledebutant på mit nye forlag.
Vincent og Jonas blev tvunget sammen af deres mødre, min både gamle og nuværende kollega og liveinterview-debttant Isabel. Det tog de virkelig pænt.
Lørdagen gik derudad med min skønne skriveveninde Anna Skyggbejerg og hendes Gå tur-revolution om formiddagen og de grusomme krimiforfattere Julie Hastrup (Blodspor) og Søren Sveistrup (Kastanjemanden) og en masse “hej” og “er du her?” og “hvornår er du på?” indimellem. Nu var jeg ved at være varm, og hedt går det for sig i Mich Vraas Faith, tredje del af trilogien om Dans Vestindien. Han og jeg åbnede BogCafeens scene (hvor jeg fik mit eget headset i størrelse x-small) søndag morgen, og det var en absolut fornøjelse. Vraa vidner om, at forfattere er mennesker, der kan lide at fortælle – og er gode til det. Han fik det i øvrigt til at lyde, at komplekse romaner er nogen, man lader personerne om at udfolde, mens man selv hygger sig med en drink ved en fransk swimmingpool. I wish!
Og så kom en af de mere udfordrende interview; ikke fordi interviewpersonen var besværlig (au contraire!), men fordi emnet var så afsindigt. Rikke Schmidt Kjærgaard blev for tre år siden ramt af en bakteriel meningitis, der sendte hende i koma og lammede hende i en grad, så kommunikationen med omverdenen, da den endelig blev en realitet, foregik via blink. Blink er også titlen på den bog, hun – blandt andet på baggrund af sin mand Peters minutiøse dagbogsoptegnelser og fotografier fra den månedlange vej tilbage til livet – hun har skrevet. Rikke har været igennem så meget, at den menneskelige fatteevne ikke rigtig rækker; over 100 blodpropper, organsvigt, klinisk død, fingre der visnede og faldt af. Og ud på den anden side er kommet en kvinde, der oser at livslyst og taknemmelighed – og kærlighed til den Peter, der gjorde det hele muligt, og som vi var nødt til at trække med ind i samtalen, fordi vi begge to hele tiden kom til at se ned på ham. Jeg kunne mærke på mine egne hænder (TAK fordi jeg har alle ti fingre endnu, skæbne), at jeg knugede Rikkes bog under hele interviewet. Sådan er det vist med liv og død.
Min egen lille Appelsin var også kommet med på BogForum. Den stod sådan lidt midt i det hele blandt de romantiske romaner på Rosinantes stand og føltes som endnu en ven blandt mange. Jeg var ikke så sikker på, om den ville blive taget ned ad hylderne, men faktisk var der nogle, som kom og ville have den signeret. Måske blev jeg gladest for den mand, der fortalte, at han var kommet tilfældigt forbi og havde hørt mig læse op – han købte bogen til sin kone! Så er en forfatter altså lykkelig.
Jeg havde glædet mig som et lille barn til at komme på scenen søndag eftermiddag med Master Fatman, aka Morten Lindberg, der er præcis så rar og varm, som man tror. Han spurgte både til, om mit erotiske liv havde ændret sig, efter jeg havde skrevet appelsinen, hvordan det ville have været, hvis han var nøgen (“et lidt anderledes interview,” svarede jeg) og fik mig til at læse et stykke højt fra novellen Elsk mig igen, som han kunne relatere til, fordi han også havde “bollet” med sin kommende kone midt i maden. I publikum sad min elskede, min søn, min eksmand, mine dejlige veninder, min mors gamle nabo og sågar min gamle chef, og det var alt sammen helt i orden. Alt var love.
Og pludselig var det slut. Der var ikke flere interviews, ikke flere spontane møder, ikke mere kendis-spotting. Jeg var træt som et alderdomshjem, men også lykkelig og mæt. Allermest var jeg glad for mine interview. Inden havde jeg jo overmodigt lagt en Guide til det gode BogForum-interview ud, og i år må jeg sande – efter tre interview, hvor jeg lagde mine forberedte spørgsmål væk – at det faktisk kun er råd nummer 10, der holder: Slap af og nyd det.
Da jeg var ung, var der en kogebog, som hed God mad let at lave. I dag er der en milliard kogebøger, og jeg synes aldrig rigtig, det er blevet let at lave mad. Jeg kan godt blive momentant begejstret ved tanken, men den gør mig også tit træt, og jeg synes aldrig, det smager helt godt nok, hvad jeg frembringer. Mine største succeser har jeg haft i aldersgruppen 3-7. Jeg nailer simpel børnemad uden så meget smag.
Sjovt nok har jeg fået to børn, der hver på deres måde elsker at være i køkkenet – og er gode til det. Den ene følger opskrifterne til punkt og prikke og har kastet sig ud i endog meget svære sager, fra hun var lille. Den anden er Kunstner; han går død på opskrifter og skal have lov at udfolde sig med smage og sammensætninger. Jeg plejede at joke med, at de er blevet glade for at kokkerere, fordi de ellers ikke ville have overlevet, men jeg mærker også en stigende irritation på mig selv over ikke at give mit afkom den mest basale omsorg, en forælder kan give: et godt måltid mad.
Med den svenske kogebog Let at lave har jeg fået ny luft. Opskrifterne er, fortæller forfatteren Jessica Frej ved et bloggerarrangement i Torvehallerne i København, skruet sådan sammen, at man kan udføre dem, også selv om man ikke kan lave mad – hvis bare man følger anvisningerne til punkt og prikke, så går det. Og jeg tror hende! Når jeg bladrer i bogen, får jeg med det samme lyst til at lave retter som flødestuvet spidskål, jordbærsalat og ikke mindst Shepherd’s Pie. Selve opsætningen af bogen er nemlig indbydende og får mig til at føle mig kompetent uden at have rørt en finger. For min smag er der indimellem lidt for eksotiske sammensætninger, med blåskimmelost, fx, i nogle af retterne men jeg er sikker på, at jeg kommer til at give mig i kast med mange af de andre – og det lille madøre siger, at det vil han også.
Let at lave af Jessica Frej er udkommet på HarperLife og kan blandt andet fanges her
BogForum løber som bekendt af stablen lige om lidt. Nogle af os er travlt optagede med forberedelserne, mens fire af forfatterne nok er lidt ekstra spændte. Det drejer sig om Emma Bess, Kira Dreyer Messel, Anita Furu og Sara Omar. De fire er nemlig shortlisted til BogForums debutantpris, som uddeles fredag den 26/10 kl. 11.
Juryen motiverer shortlisten sådan her:
Emma Bess debuterer med en sitrende, intenst registrerende novellesamling om de menneskelige forbindelser, vi vokser frem af, ind i og ud af. Det er noveller om livspositioner og overgange og de perspektivforskydninger, som indtager os i takt med, at vi ændrer os, at vores omgivelser ændrer sig. Novellerne rummer dobbeltheden og ambivalensen: at føle sig både forbundet med og afkoblet fra sine nærmeste og sig selv, at mærke både rædslen og lykken.
Bess’ noveller vil ikke forklare os en verden, men vise os den, sådan som den tager sig ud i lige præcis den situation, som er den enkelte novelles nu. Der er et nærvær i teksterne, som forstærkes af konkrete og ofte intime kropslige sansninger: dråber af vand, der løber langs en knæhase, en mors undersøgende hånd på sin unge datters mave, en tunge, der stikker ud af en lille piges mund som ud af en maske.
I novellerne er der farver, der er spejle, og der er vand: regn, have, akvaplaninger. Og ligesom det sker for den bil, en mor og hendes to børn kører i i en af novellerne, nemlig at hjulene slipper asfalten, så den næsten svæver, sådan svæver læseren også en lille smule. Det giver et sug i maven, det er foruroligende og stærkt på samme tid. Og det er et kendetegn ved Bess’ noveller: de vil ikke holdes fast i en enkelt tydning, en enkelt læsning. På samme måde, som når du stryger en hånd igennem vand: du mærker det, men du kan ikke holde det fast i næven.
Bess’ noveller er simpelthen rum, som udvider sig, når man træder ind i dem. Og som det føles virkelig godt at være i.
Skibbruden består ikke bare af fantastiske fortællinger. Skibbruden består af fantastisk fine og overrumplende fortællinger. Bogen ligner ikke noget andet i dansk litteratur netop nu – denne bog er sin helt egen. Ud af Kira Dreyer Messells pen løber der en vildtvoksende, fabulerende, magisk, monstrøs og storladen prosa. Vi befinder os det meste af tiden i Asien, og vi er bl.a. i selskab med en mandsling på størrelse med en pegefinger, den behårede danserinde Monkey girl, en burmesisk, talende marionetdukke, en kinesisk gudinde fra havet, havfruer, en etbenet terracottakriger, som står der som en anden standhaftig tinsoldat. Metamorfoser, eventyr, legender, mystik. Novellerne favner alt det. Dreyer Messell lægger ikke skjul på, at hun har læst Karen Blixen, og at hun kender sin H.C. Andersen. Her er en forfatter, som ikke lader sig inspirere af hverdagsrealismens nedslidte fortov eller af den introverte selvransagelse, men i stedet af virkelighedsoverskridelsernes magi.
“Hun bar havet indeni” står der et sted i bogen. Denne samling af fortællinger bærer fantasien indeni, fortælleglæden; indbildningskraftens mulighed bærer samlingen. Man lukker den op og bliver forbløffet overrasket over dens rigdom.
En pige sidder på en gynge på et skib på vej mod Helsingør. Hun har måttet forlade sin familie i Rusland. En ny mor venter hende i København. Men også hun svinder ind, til hun til sidst kun mærkes som en fold i dynen. En pige pakker endnu en gang sin lille røde kuffert. I den har hun gemt et pudevår fyldt med breve. En ung pige bliver konfirmeret i synagogen og føler sig voksen. En kvinde vil ud i den vidstrakte verden. Hun vil mærke vinden mod huden. Den spanske borgerkrig og verdenskrigen lyder som en fjern torden. Med usigelig sikker hånd maler Anita Furu i romanen Mit halve liv et portræt frem af et menneske, der formes af historiske betingelser, men som med indadvendt beslutsomhed bliver sin egen.
Mit halve liv er først og fremmest en smuk, klog og nuanceret skildring af en pige- og kvindeskikkelse, igennem hvis bevidsthed læseren oplever verden. Det er en roman, der ikke bare åbner for en historisk erfaring, men en menneskelig erfaring; som mestrer det, som kun god litteratur kan: at få læseren til at føle et dybt skæbnefællesskab med et andet menneske, hvis livsbetingelser kan være så langt fra ens egne.
Anita Furu skriver med en afdæmpet kraftfuldhed og menneskelig indsigt om længsel efter en tabt tid, om smerten ved at miste noget, man knap har haft, om at finde sig hjemme og hjemløs i verden på samme tid. Mit halve liv er kommet i havn med stor overbevisning. Og som læser er man overordentlig glad for, at Anita Furu har meldt sin ankomst som forfatter.
Dødevaskeren er en overvældende bog. Den skåner ikke sin læser. Kun to sider inde i bogen har en mand råbt “æreskrænkelse,” og ordets flammende bogstaver skærer sig ind i og ødelægger to kvinder. Romanen begynder lige på og hårdt. Her findes der ingen blød optakt, ingen advarsler: hvorfor skulle det tilfalde læseren, når det ikke tilfalder romanens kvinder? Dét er romanens uopsættelige ærinde: at blotlægge vold mod kvinder. Grusomheder begået mod kvinder i en muslimsk kultur, hvor en kvinde defineres som en mands kone. Den misogyni, som Omar skildrer, runger med så stor dissonans fra siderne, at man skal være ualmindelig tonedøv for ikke at blive anfægtet af den. I centrum for fortællingen står Frmesk. Hun bliver født i Kurdistan i 1986 og er fra første dag uønsket af sin far pga. sit køn. Bogen krydsklipper mellem Frmesks opvækst i Kurdistan og Skejby Sygehus, hvor hun ligger indlagt, 30 år senere. Heller ikke i Danmark undslipper hun mistroen og den sociale kontrol. Kritikken af det undertrykkende kvindesyn og den måde, islam praktiseres på i det miljø, som Omar beskriver, slår hårdt og står stærkt. Romanens uhyggeligt rå skildringer af den marginaliseredes, udsattes og udstødtes position kunne måske give læseren lyst til at lægge bogen fra sig. Men det kan man ikke. Man må læse den til ende. Også selvom slutningen ikke tilbyder nogen lette løsninger eller lys fremtid. Den peger i stedet direkte ned i et kælderdybt mørke. Det er uhyggeligt godt og modigt gjort.
Mannah Guldager, der er vært på podcasten Lyden af et bedre liv, har læst en bog, der inviterer læseren til med lethed og glæde at tage sig af sig.
❤️❤️❤️❤️ ♡♡ Eve Bengta Lorenzen har skrevet en bog, der inviterer læseren til med lethed og glæde at tage sig af sig. En bog, der også forstår godhed som en indadrettet bevægelse og selvomsorg som en etablering af menneskelig værdighed. Selvomsorg- genvej til godhed handler i mine øjne om at give sig selv de bedste forudsætninger for at blive fundet af godheden.
Eve Bengta Lorenzen lægger ud med at nævne stress som et andet ord for det indiske dukkha, lidelse. Ved en gennemgang af hjernens gamle evne til at sikre overlevelse, når hun frem til det accelererende private og arbejdsmæssige tempo som en væsentlig faktor for den oplevede adskillelse fra godhed. Den oplevede separation fungerer som et bagtæppe for overhovedet at skrive bogen om selvomsorg. Vi når fra forfatterens barndomsfascination af, hvad ”det gode” er, til som ung at konfrontere sine workshopdeltagere med det modsatte; menneskers hensynsløse udnyttelse af jorden. Hensigten helligede nemlig målet, da Eve kæmpede for dem, der blev gjort uret. Ja, lige indtil at hun redefinerer sit godhedsbegreb!
Frem for at yde for at være god, er alle nu en del af godheden. Men de nye erkendelser rækker dybere end som så. Det handler også om at kunne nærme sig sin smerte, om at kunne sig af sig selv for at være til rådighed for godheden.
Eve rammer mig lige i maven med sætninger som:
”Følelsen af uretfærdighed kan gøre det vanskeligt at tage ansvar for sig selv ” (s. 37)
og:
”Uden dybere indsigt i egne mønstre og skyggesider kommer vi til at projicere vores behov over på andre, eller vi får kun taget os af os selv på en overfladisk måde” (s. 58).
For slet ikke at nævne frygten udløst af ”livets omskiftelige karakter” (s. 63)!
Der er altså en del forhindringer, før vi når til den selvomsorg bogen inviterer til, for ”Omsorgsfuldhed kræver et indre fodfæste” (s.65) og ”Hvis vi ikke har etableret et indre fodfæste, vil vi blive identificeret med lidelsen” (s.110).
Forfatterens svar på det, der står i vejen for selvomsorg, er indsigt gennem meditation. Du ved, den tid til os selv, der er så stor dokumentation for virker mod stresstilstanden. Så vi stopper op og bevidst træner opmærksomheden. For egentlig er lidelsen ikke den smerte vi møder, men i de frygtfulde tanker og bekymringer vi møder smerten med.
Koncepter som ansvarlighed, stabilitet, tillid til kroppen, at møde sig selv, at kultivere sin medfølelse, kontakt til hjertet, opmærksomhed på glæde, alt er i bevægelse, forbundethed med alle levende væsener, at komme overens med modstanden og at leve længere ved at tage sig af en potteplante er bare nogle af de gyldne pointer, der er med til at denne anmelder ser bogen som en grundbog i selvomsorg, nærmere bestemt selvomsorg ved brug af mindfulness.
Eve giver også etiske svar, fx på om mennesket er godt eller ondt, abortspørgsmålet og på selve meningen med livet. Det er en letlæst bog for læseren, der kender til ovenstående koncepter på forhånd. Og det skal man ikke kimse af, for i en travl hverdag er det netop simpliciteten der er adgangen til at aktivere de værdier, vi egentlig har med os.
En rigtig god feature ved bogen er, at de mindfulde øvelser står i det sidste kapitel og ikke undervejs. Det letter læsningen for den, der vitterligt bare læser en bog og ikke er der for med det samme at gå ind i en øvelse. Det er naturligvis brugbare øvelser. Min yndlings- hedder ” Når det hele bare er for meget”!
Selvomsorg – genvej til godhed af Eve Bengta Lorenzen er udkommet på Akademisk Forlag og kan blandt andet fanges her
Det er den tid på året, hvor Bogforum nærmer sig, og jeg derfor læser med en art sved på panden (undskyld billedet), fordi jeg ved, at jeg skal kunne tale om bogen med den sværest mulige samtalepartner: forfatteren selv. I år skal jeg på scenen i Bella Center syv gange (med Mich Vraa, Julie Hastrup og Søren Svejstrup, Simona Arhnstedt, Lone Theils og Lotte Petri, Anna Skyggebjerg, Rikke Schmidt Kjærgaard og til sidst med Master Fatman om min egen bog). Det er vist en personlig rekord, og jeg glæder mig over, at jeg har en vis erfaring; faktisk er det netop syvende år i år, at jeg interviewer live på Bogforum. Den erfaring har fået en dygtig kollega til at spørge mig til råds. Ud over at det gør mig meget stolt, så har det også fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er, jeg synes, man skal gøre, når man er interviewer på Bogforum. Og det vil jeg da gerne dele!
1 Kontakt forfatteren på forhånd. Især ikke så erfarne forfattere vil ofte gerne vide, hvad du har tænkt dig at spørge ham om, og det giver kun et bedre interview, at hun eller han er tryg. Nogle af de meget erfarne har det på samme måde – og nogle er helt trygge ved bare at tage det hele, som det kommer (forvent, at sidstnævnte type selv tager têten – og nyd turen). Forhåndskontakten giver dig også en antydning af, hvordan personen er at være sammen med på scenen. Mere om det i råd nummer 9.
De fleste forfattere bliver glade for at høre fra intervieweren på forhånd – også de garvede.
2 Læs bogen. Enig, det lyder banalt, men er desværre ikke en selvfølge. For forfatteren er det hjerteblod, uanset hvor garvede de er, og det er det også for mange eller i hvert fald nogle af tilhørerne. Der findes faktisk læsere, der køber en dyr messebillet for at høre én yndlingsforfatter. Så dur det altså ikke at bede forfatteren give dig et handlingsreferat, så du kan fortsætte interviewet.
Tiden op til Bogforum er travl – du læser hele tiden, til lands, til vands og – som her – i luften.
3 Spørg dumt. Du må til gengæld gerne bede forfatteren ridse handlingen op, hvis det fører dig videre til noget af det, der kan interessere eller fascinere – eller bare få det hele lidt i gang. Der kan jo også være nogen blandt publikum – det er der faktisk næsten altid – som bare kom forbi for at hvile benene. Giv dem noget at blive for, og vær ikke bange for at spørge på deres vegne: “Hvad er du egentlig for en forfatter?” Også Jussi.
Henrik Brun og jeg har været på scenen sammen over 10 gange.
4 Spørg nysgerrigt. Tænk mindre på, hvad der lyder godt, og mere på, hvad du oprigtigt gerne vil vide om bogen eller forfatteren. Du sidder med en, der har sat sig grundigt ind i et stof – om det så er Vestindien, svenske romance-romaner eller det at blive angrebet af meningitis og gå i koma – som du har lov til at spørge om hvad som helst. Hvis noget gør dig nysgerrig, så gør det formentlig også publikum nysgerrige.
5 Vær begejstret. Bogforum-interview er ikke kristiske, dagsordensættende, regeringsomvæltende interviews – som udgangspunkt, i hvert fald. Det handler dybest set om at præsentere bogen positivt, så tilhørerne får lyst til at at læse den eller læse mere af forfatteren. Så sig alt det gode, du synes, der er at sige om den. Følg gavmildhedens lov.
Jeg ved godt, hvor nervøs man kan være som forfatter, og der er en sød interviewer guld værd.
6 Sæt dig selv til side. Jeg får myrekryb af kendis-interviewere, der giver følelsen af, at de sidder med en eller anden tilfældig forfatter som side-kick, for selv at være i centrum. Du må gerne fortælle, hvad du selv har oplevet eller følte, da du læste bogen, men stop dig selv i tide, og giv forfatteren ordet. Det er hende, det handler om.
7 Forbered buffer-spørgsmål. Mit første live-interview var med en forfatter, der også var på for første gang, og som var lige så nervøs som mig. Vi nåede igennem alle spørgsmål i lidt for god tid, fordi vi jappede igennem. Jeg havde ingen ekstra-spørgsmål og derfor intet valg: Vi måtte starte forfra. Siden har jeg altid haft en ordentlig håndfuld bufferspørgsmål med – de kan handle om forfatterens hverdag, skriverutiner, skriveblokering, kontakt til læserne, omslag, samarbejde med forlag etc. Jeg har næsten aldrig brug for dem, men det er rart at vide, at de er der.
Tag familien med – det er rart at have nogle at tale med, når alle stimler sammen om forfatteren. Og så er det hyggeligt!
8 Involvér publikum. Det er kedeligt at sidde og se på to mennesker, der kun er vendt mod hinanden. Selv om du er optaget af din forfatter og jeres samtale, så se ud på publikum indimellem, og sig noget til dem. De svenske forfattere er eminente til det, og det giver meget mere dynamik.
Han kaldte mig ‘erotic woman’ og bad mig holde k***, men kedelig var han ikke …
9 Vær parat til at afvige planen. Du kan have alle de bedste spørgsmål forberedt, og så sker der noget helt andet, end du ventede. I 2017 blev jeg for eksempel bedt af en vis Sir Jeffrey Archer om at sætte mig på scenen og holde k***, mens han docerede vredladent for ‘sit’ publikum. Jeg havde forberedt mindst tre sider spørgsmål på formuldendt engelsk, men endte med kun at stille tre – fordi jeg rakte hånden op, da han bad om spørgsmål fra publikum. Senere samme dag blev en anden forfatter så rørt på scenen, at hun kom til at fælde en tåre. Den slags drama er der ikke så meget af – desværre kunne man næsten sige – men det kan sagtens være, at energien er et andet sted, end du troede. Gå med det. Du kan altid vende tilbage med et “jeg vil godt lige vende tilbage til”.
En sej dame, der stort set klarer det hele selv.
10 Slap af og nyd det. Der er gode chancer for, at forfatteren er langt mere nervøs end dig. Men Bogforum-publikummet er venligt, hvad enten det primært består af forfatterens og din familie, eller I sidder i det store auditorium ude i forhallen med flere hundrede fans. Tænk, at du får lov til at sidde med nogle af de mest interessante forfattere i en behagelig stol og med koldt vand i glasset og tale om det bedste efter kærlighed og børn, nemlig bøger.
Min egen lille Appelsin var også kommet med på BogForum. Den stod sådan lidt midt i det hele blandt de romantiske romaner på Rosinantes stand og føltes som endnu en ven blandt mange. Jeg var ikke så sikker på, om den ville blive taget ned ad hylderne, men faktisk var der nogle, som kom og ville have den signeret. Måske blev jeg gladest for den mand, der fortalte, at han var kommet tilfældigt forbi og havde hørt mig læse op – han købte bogen til sin kone! Så er en forfatter altså lykkelig.
VORES BOGLIV 