Guide til det gode Bogforum-interview

Det er den tid på året, hvor Bogforum nærmer sig, og jeg derfor læser med en art sved på panden (undskyld billedet), fordi jeg ved, at jeg skal kunne tale om bogen med den sværest mulige samtalepartner: forfatteren selv. I år skal jeg på scenen i Bella Center syv gange (med Mich Vraa, Julie Hastrup og Søren Svejstrup, Simona Arhnstedt, Lone Theils og Lotte Petri, Anna Skyggebjerg, Rikke Schmidt Kjærgaard og til sidst med Master Fatman om min egen bog). Det er vist en personlig rekord, og jeg glæder mig over, at jeg har en vis erfaring; faktisk er det netop syvende år i år, at jeg interviewer live på Bogforum. Den erfaring har fået en dygtig kollega til at spørge mig til råds. Ud over at det gør mig meget stolt, så har det også fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er, jeg synes, man skal gøre, når man er interviewer på Bogforum. Og det vil jeg da gerne dele!

1 Kontakt forfatteren på forhånd. Især ikke så erfarne forfattere vil ofte gerne vide, hvad du har tænkt dig at spørge ham om, og det giver kun et bedre interview, at hun eller han er tryg. Nogle af de meget erfarne har det på samme måde – og nogle er helt trygge ved bare at tage det hele, som det kommer (forvent, at sidstnævnte type selv tager têten – og nyd turen). Forhåndskontakten giver dig også en antydning af, hvordan personen er at være sammen med på scenen. Mere om det i råd nummer 9.

14992075_10208986863923421_560769723466720215_n
De fleste forfattere bliver glade for at høre fra intervieweren på forhånd – også de garvede.

2 Læs bogen. Enig, det lyder banalt, men er desværre ikke en selvfølge. For forfatteren er det hjerteblod, uanset hvor garvede de er, og det er det også for mange eller i hvert fald nogle af tilhørerne. Der findes faktisk læsere, der køber en dyr messebillet for at høre én yndlingsforfatter. Så dur det altså ikke at bede forfatteren give dig et handlingsreferat, så du kan fortsætte interviewet.

17884049_10210347551019748_4668157478344144607_n
Tiden op til Bogforum er travl – du læser hele tiden, til lands, til vands og – som her – i luften.

3 Spørg dumt. Du må til gengæld gerne bede forfatteren ridse handlingen op, hvis det fører dig videre til noget af det, der kan interessere eller fascinere – eller bare få det hele lidt i gang. Der kan jo også være nogen blandt publikum – det er der faktisk næsten altid – som bare kom forbi for at hvile benene. Giv dem noget at blive for, og vær ikke bange for at spørge på deres vegne: “Hvad er du egentlig for en forfatter?” Også Jussi.

1505443_10154769519605403_4633841751528920431_n
Henrik Brun og jeg har været på scenen sammen over 10 gange.

4 Spørg nysgerrigt. Tænk mindre på, hvad der lyder godt, og mere på, hvad du oprigtigt gerne vil vide om bogen eller forfatteren. Du sidder med en, der har sat sig grundigt ind i et stof – om det så er Vestindien, svenske romance-romaner eller det at blive angrebet af meningitis og gå i koma – som du har lov til at spørge om hvad som helst. Hvis noget gør dig nysgerrig, så gør det formentlig også publikum nysgerrige.

5 Vær begejstret. Bogforum-interview er ikke kristiske, dagsordensættende, regeringsomvæltende interviews – som udgangspunkt, i hvert fald. Det handler dybest set om at præsentere bogen positivt, så tilhørerne får lyst til at at læse den eller læse mere af forfatteren. Så sig alt det gode, du synes, der er at sige om den. Følg gavmildhedens lov.

15055726_10211171432586209_8442949963962326141_n
Jeg ved godt, hvor nervøs man kan være som forfatter, og der er en sød interviewer guld værd.

6 Sæt dig selv til side. Jeg får myrekryb af kendis-interviewere, der giver følelsen af, at de sidder med en eller anden tilfældig forfatter som side-kick, for selv at være i centrum. Du må gerne fortælle, hvad du selv har oplevet eller følte, da du læste bogen, men stop dig selv i tide, og giv forfatteren ordet. Det er hende, det handler om.

7 Forbered buffer-spørgsmål. Mit første live-interview var med en forfatter, der også var på for første gang, og som var lige så nervøs som mig. Vi nåede igennem alle spørgsmål i lidt for god tid, fordi vi jappede igennem. Jeg havde ingen ekstra-spørgsmål og derfor intet valg: Vi måtte starte forfra. Siden har jeg altid haft en ordentlig håndfuld bufferspørgsmål med – de kan handle om forfatterens hverdag, skriverutiner, skriveblokering, kontakt til læserne, omslag, samarbejde med forlag etc. Jeg har næsten aldrig brug for dem, men det er rart at vide, at de er der.

14993513_10208980129355061_9012970780815238288_n
Tag familien med – det er rart at have nogle at tale med, når alle stimler sammen om forfatteren. Og så er det hyggeligt!

8 Involvér publikum. Det er kedeligt at sidde og se på to mennesker, der kun er vendt mod hinanden. Selv om du er optaget af din forfatter og jeres samtale, så se ud på publikum indimellem, og sig noget til dem. De svenske forfattere er eminente til det, og det giver meget mere dynamik.

23435242_1699108736830334_1971164657716035811_n

Han kaldte mig ‘erotic woman’ og bad mig holde k***, men kedelig var han ikke …

9 Vær parat til at afvige planen. Du kan have alle de bedste spørgsmål forberedt, og så sker der noget helt andet, end du ventede. I 2017 blev jeg for eksempel bedt af en vis Sir Jeffrey Archer om at sætte mig på scenen og holde k***, mens han docerede vredladent for ‘sit’ publikum. Jeg havde forberedt mindst tre sider spørgsmål på formuldendt engelsk, men endte med kun at stille tre – fordi jeg rakte hånden op, da han bad om spørgsmål fra publikum. Senere samme dag blev en anden forfatter så rørt på scenen, at hun kom til at fælde en tåre. Den slags drama er der ikke så meget af – desværre kunne man næsten sige – men det kan sagtens være, at energien er et andet sted, end du troede. Gå med det. Du kan altid vende tilbage med et “jeg vil godt lige vende tilbage til”.

15055832_10208986863963422_9197121695429950148_n
En sej dame, der stort set klarer det hele selv.

10 Slap af og nyd det. Der er gode chancer for, at forfatteren er langt mere nervøs end dig. Men Bogforum-publikummet er venligt, hvad enten det primært består af forfatterens og din familie, eller I sidder i det store auditorium ude i forhallen med flere hundrede fans. Tænk, at du får lov til at sidde med nogle af de mest interessante forfattere i en behagelig stol og med koldt vand i glasset og tale om det bedste efter kærlighed og børn, nemlig bøger.

2 meninger om “Guide til det gode Bogforum-interview

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s