Jesper Stein: “Jeg tænker ikke, når jeg skriver”

Jesper Stein er en af Danmarks mest populære krimiforfattere, og nu har han også fundet vej til Bogliv, hvor han svarer på spørgsmål fra en førstegangs-Stein/Steen-læser. Det sker som del af Politikens Forlags Blogger Tour, som blandt andet har været på besøg hos Findals KrimisideKrimimessen og Krimihjerte

0000120471_10

Solo er den første bog, jeg læser om Axel Steen. Som krimihelt virker han både bekendt og anderledes – det bekendte i driften mod at opklare og skabe retfærdighed, det anderledes i refleksionsniveauet og følelserne. Det har du nok hørt før:) Men hvorfor blev han egentlig sådan?

Axel er i familie med de krimihelte, jeg selv har læst hele mit liv, det er den amerikanske tradition, og jeg skrev vel egentlig bare den slags bog, som jeg selv godt kunne lide at læse. Han er jo en kliche på mange måder. Han har et misbrug, han er fraskilt, har et uafsluttet forhold til sin ekskone, han har dødsangst i de første bøger, kan ikke sove, har meget store problemer med autoriteter og med at følge regler og handler før han tænker, aggressiv, impulstyret, et kompliceret forhold til kvinder, alt sammen noget du har læst 1.000 gange før i krimier med mandlige antihelte. Men så har jeg også brugt mit eget liv for at gøre ham til en virkelig figur, mine egne erfaringer som moderne mand, der skal forholde sig til deleordning, ForældreIntra og ikke mindst stærke kvinder, som giver ham modstand og udfordrer hans selvbillede. Og indvendig er han jo refleksiv og følsom, der er blå time i hele døgnet i hans hjerte og en uendelig kærlighed til datteren Emma og ekskonen Cecilie.

Han er jo en kliche på mange måder. Han har et misbrug, han er fraskilt, har et uafsluttet forhold til sin ekskone, han har dødsangst

Har han hen over serien udviklet sig, som du havde tænkt, eller har du oplevet – som nogle forfattere gør – at han ligesom tog magten og gik i en anden retning? Hvordan, i så fald?

Det er lige præcis det, han har. Jeg har ikke haft nogen plan med ham, men hver gang jeg har afsluttet en roman, så har jeg troet, at nu var det slut med ham og Cecilie eller nu skulle han det ene eller det andet, og så er det ikke gået sådan. Det er måske meget at sige, at han selv tager magten, men jeg prøver hele tiden at spørge mig selv, når jeg har fået en ide, om han også kunne gå den modsatte vej. Og det er sjovt. Efter tredje bog gjorde jeg ham clean og ædru med et positivt livssyn – og det gik ikke stille af.

Hvordan er det at leve med en fiktiv figur så længe, har han gjort noget ved din egen udvikling/lært dig noget om dig selv?

Nej, det synes jeg ikke, men når jeg læser tilbage, kan jeg pludselig se, at han gør ting, som har haft en rod i mit eget liv, som jeg ikke var bevidst om, da jeg skrev. Mine relationer til mine døtre, hans relation til sin kone. Det giver god mening, for jeg tænker ikke, når jeg skriver, jeg lader det bare flyde, og så skal der være alt muligt, der går under radaren.

0x500-1.png

Du giver ham i Solo en form for familielykke og et tilsyneladende mere sikkert job, og så går du i gang med at smadre idyllen. Hvad er det, denne fortælleform kan? 

Det er min matrix. Jeg er ikke til happy ends eller lykkelige forløb i fiktionen. Men der er også den underliggende hensigt, at man skal føle noget, når man læser, man skal få et forhold til personerne, så de betyder noget for en. Og hvis du vil have en mand til at svigte sin familie, så koster det jo ikke læseren noget, hvis han eller hun ikke har oplevet den familie og dens kamp for lykken. Eller hvis du i slutningen af en bog vil slå et menneske ihjel, så må du se på, hvem der er mest kostbar for læseren. Du kan jo slå ligeså mange skiderikker ihjel, du vil, det føler læseren ikke andet end glæde ved, men hvis du slår en person tæt på hovedpersonen ihjel, en person, som man har fulgt, en kæreste, en kollega, kone eller et barn, så skaber det en følelse, som giver genlyd ned gennem hele bogen.

Du skriver tæt på virkeligheden, men hvor tæt? Hvor realistisk er plottet i Solo

Det er ret realistisk i begge spor. Jeg vil ikke have elementer i mine bøger, som er urealistiske. Derfor researcher jeg på de ting, der kan gøre mig i usikker. Syrienskrigen. Hvordan reagerer man, hvis ens barn dør? Hvordan er det at arbejde som sikkerhedschef i en investeringsbank? Det skal være realistisk. På samme måde med politiarbejdet – det baserer jeg på mine ti års erfaring som politireporter. Folk bliver ikke slået ihjel på sindssyge måder – de bliver stukket, skudt, kvalt eller slået i hovedet – præcis som i virkeligheden.

Rigmandsmiljøet er meget troværdigt beskrevet, ikke mindst Zorn og hans kone er interessante bifigurer. Hvor meget kender du til det?

Jeg har researchet på det også. Det er jo sådan, at nogle af de mest flamboyante meget rige mennesker i Danmark et meget offentlige omkring deres liv, og jeg har læst om dem og plukket her og der, så der er ikke noget, der ikke har rod i virkeligheden.

I Bogfidusens interview fra Bogforum siger du, at du skrev digte i 20’erne og parforholdsromaner i 30’erne, men “det var godt, de ikke blev til noget”. Hvorfor ligger krimien så godt til dig og det, du gerne vil fortælle – og hvad er det egentlig?

Jeg elsker fortællinger, der tager læseren ved kravebenet fra første sætning og siger: Nu kommer du med her, og jeg slipper dig først om 400 sider. Krimien har regler, dem kan man lege med, men man må også respektere dem, og det er en udfordring. Og så er dens struktur ubarmhjertig på den måde, at man ikke kan dvæle for længe ved noget, uden at den taber tempo, så man må være præcis og kort, og det tiltaler mig. Desuden har den et stort persongalleri og giver mulighed for at komme rundt i mange miljøer på en gang. Og så er man nødt til at skabe en levende, kontrast- og modsætningsfyldt hovedperson, der hele tiden kan udfordre læserens forståelse af, hvad der er rigtig og forkert.

Countdown til Jesper Stein-bloggertour

De andre bloggere har elsket ham i årevis, jeg har kun lige mødt ham. Axel Steen. Jesper Steins hårdt prøvede strømer fra Nørrebro, der nu er flyttet til Amager med kone og barn, angiveligt blandt andet fordi læserne har plaget Jesper Stein om at give ham lidt lykke og ro.

0000120471_10

I Solo er han således gift med Cecilie for anden gang, de bor sammen med datteren Emma, og Axel Steeen er ansat som sikkerhedsrådgiver i en investeringsbank. Som sådan skal han fyre en mand, der har været lidt for kreativ, og samtidig skal hans gamle politikollega Vicki opklare et mord på en ung indvandrer. Derfra begynder tingene naturligvis at gå galt, for der er jo ikke noget krimistof i idel lykke og idyl.

I en uges tid nu har Steins markedsføringsdygtige forlag Politiken linet en række bloggere op til en såkaldt bloggertour. Den har blandt andet været forbi Findals Krimiside, Bogfriisen og Sidses Bogreol På tirsdag er det vores tur til at tage stafetten, og det bliver med syv spørgsmål til succesforfatteren.

“Må jeg låne bilen?”

“Og så vil jeg gerne have seks hjerter,” griner Morten Sabroe med et Jack Nicholson-agtigt ulvegrin,  da han stiller op til det sædvanlige forfatteren-med-armen-om bloggeren-foto. “I hvert fald mindst fem.”

IMG_7490

Eller gør han? Måske er det bare noget, jeg finder på, fordi jeg lader mig rive med af den lystløgn, som journalist og forfatter Sabroe selv er blevet beskyldt for at dyrke? Løgneren Morten Sabroe har aldrig løjet bedre, skriver Berlingskes anmelder eksempelvis i sin femstjerners- anmeldelse af Mit halve hjerte, mit hele liv.

“Men det er jo fordi, jeg skriver om mig selv og (Karl Ove, red.) Knausgård, at autofiktion aldrig kan blive en gengivelse af begivenhederne, præcis som de var. Man må nødvendigvis filtrere dem gennem sin bevidsthed, og forskellige mennesker oplever de samme begivenheder vidt forskelligt. Derfor er autofiktion aldrig sand. Hamsun er sand. Dostojevskij er sand, fordi det, de skriver, er fiktion. Men jeg har aldrig løjet som journalist.”

0x500

Løgner eller ej. Morten Sabroe er et gudsbenådet fortælletalent. Ulvesmilet lyser da også op, da min sidekammerat spørger, hvordan han har lært at skrive, når nu han er vokset op i et hjem uden skønlitterære bøger og med forældre, der nærede så stor foragt for forfattere, at de sammenlignede salig Klavs Rifbjergs skrift med den rene og skære potte lort; om det simpelthen bare var et guddommeligt talent?

“Ja,” griner han selvironisk, “lige netop guddommeligt.”

IMG_7489

Og så fortæller han videre. Om den materielt overforkælede opvækst i Klampenborg, hvor en Morris Mascot i 18-års-fødselsdagsgave var så stor en fornærmelse – i 1965! – at den udløste et surhedsanfald hos den unge Morten, med hvilket han pressede først en Spitfire og siden en Cooper ud af forældrene. Om faren, Den gyldenblonde, der sad og skoggerlo ad sine egne vittigheder, når han hørte sig selv i radioen (“Han var meget selvglad, det er jeg heldigvis ikke”) og ikke mindst om den skønne eksotiske danser Vicky Alvarez, som blev Morten Sabroes første kærlighed, da hun optrådte i forældrenes elskede og altopslugende Cirkusrevy.

“Hun dansede et meget vovet nummer, hvor hun tog tøjet af. Jeg var 10 år og sad aften efter aften ude i siden og så hende optræde, og jeg blev noget så forelsket i hende. Til afskedsfesten dansede jeg med hende hele aftenen. Hun tog mig på skødet og duftede af tobak og sved og noget, jeg har været afhængig af lige siden. Jeg troede faktisk, det skulle være os.”

Men Alvarez var en voksen dame i 20’erne, og trods store løfter til den lille beundrer rejste hun væk og skrev aldrig så meget som et postkort til ham. Dermed lærte Morten Sabroe, at man ikke kan stole på kvinder.

“Jeg bliver altid færdig med det, jeg går i gang med. Også mine kvinder.”

Far og Morten

Vi griner. Igen. Fem kvinder og en enkelt mand – min far, som er den eneste, der forstår alle Sabroes kulturelle referencer, fordi de deler generation – lapper vi historierne i os, for hvornår er vi mere mennesker, end når vi sidder omkring et lejrbål eller et fint hvidt bord på et stort forlag midt i København og hører nogen fortælle? Opslugte i en grad, så den lækre kage og de fristende slikskåle får lov at stå helt urørte. Selv ikke direktøren, der pludselig kommer ind og sætter fortællerens fantasi i gang (“Om lidt kommer der en anden ind, som I skal gætte, hvem er”), kan afbryde vores koncentration. Men vi skal jo også tale om bogen, bemærker én. Det er mig, for jeg er optaget af den, bogen, især den første del om moren og alt det, Morten Sabroe skrev om hende og måske fortrød bagefter, fordi hun også var noget andet end den stenhårde dame, han var i så bitter konflikt med, og som underskrev et brev til ham Din forhenværende mor.

“Fortryder? Ja, for havde jeg behøvet det? Jeg skrev mørket ud, og bagefter kunne jeg se lyset, men havde jeg behøvet det?”

“Men hvorfor egentlig fortryde, hvis du fik skrevet dig ud af mørket, og du skrev en god roman?” insisterer min sidekammerat, som jeg får større og større respekt for, fordi hun faktisk får stillet sine spørgsmål. Jeg brænder inde med de fleste af mine.

“Fordi de døde lever videre i os,” siger han, og jeg nikker. Dét gør de.

Ret meget mere kommer der ikke om den sag, og måske er det også nok at læse Mit halve hjerte, mit hele liv, hvor Morten Sabroe blandt andet ser tilbage på tiden, da han skrev sit kendte værk om moren og sin konflikt med hende, Du som er i himlen. I Mit halve hjerte, mit hele liv er han – tilsyneladende, i hvert fald – sårbar og tvivlende. Her ved bordet afvæbner og afparerer han. Da en spørger, hvad Sabroe ville sige til sin mor, hun der både var hård og blød, elsket af sin mand og forladt af alle dem, hun selv havde skubbet væk, hvis hun kom ind ad døren nu, er svaret:

“Må jeg låne bilen?”

Mit halve hjerte, mit hele liv er udkommet på Politikens forlag, der også havde inviteret til bloggermøde og venligst havde uddelt et anmeldereksemplar af bogen, som i øvrigt blandt andet kan fanges her

Møde med Morten

Forleden var det Mortens aften. Min mormor ville være blevet 105, hun blev kun 94. Jeg har aldrig spist and den aften, kun tænkt “nå ja, nu er det mormors fødselsdag, så må det være Mortens aften.” Jeg savner hende stadig. Hun var den mest ukuelige optimist, jeg nogensinde har mødt, og hun havde ellers nok at tabe optimismen til. Forældreløs som 14-årig, mistede begge sine sønner, den ene blev halvandet, den anden 59. They don’t make them like that anymore.

0x500.png

I morgen er det Mortens dag. Morten Sabroe har skrevet en roman om Morten Sabroe, som vistnok er det emne, Morten Sabroe skriver mest om. Intet ondt om det, jeg deler ikke manges foragt for autofiktionen og dens enorme succes, slet ikke.

I Mit halve hjerte, mit hele liv skriver Sabroe foruden om sig selv også om andre. Først om sin mors, den berømte tårnspringerskes, død. En ensom, kold og ulykkelig død. Jeg kender ikke Sabroe godt nok som forfatter til at vide, hvor han lyver, og hvor han ikke gør, men beskrivelsen af sønnens fortrydelse over med vilje ikke at række ud til sin ensomme døende mor går lige i hjertekulen på mig. Ja, undskyld udtrykket, for en del af romanen handler jo om netop Sabroes “lortehjerte”, som kun slår med halv kraft og sender den dødsangste forfatter på surftur på Netdoktor.dk Også den tur kender jeg. En 70+-årig mand og en 47-årig kvinde kan have mere til fælles, end man aner og skulle tro ud fra de køns- og generationskrige, der kan rase.

Røverhistorierne om Miss Bordeline, som han ondskabsfuldt kalder sin ekskæreste, og om skønne, men på det tidspunkt stærkt deprimerede, Jørgen Leth og en fælles tur til Paris lader mig mere kold. Fordi de i al deres spektakulære råberi også er lidt koldt fortalt. Og det, der handler om datteren Annas kokaindepression er rent ud fortvivlende.

I morgen har Sabroe så inviteret til bloggermøde. Jeg glæder mig og frygter det lidt på samme tid. Mest det første. I hører nærmere.

Vi skal på bloggertour!

Ja, nu lyder det måske, som om vi har pakket en bus og sat en masse bloggere ind i den for at optræde rundt om i landet, og sikke en fest, det også kunne være; en masse læsende mennesker i en bus … Men faktisk er vi på Bogliv blevet inviteret med på krimiforfatter Jesper Steins Solo-bloggertour, hvilket betyder, at vi er en af de bogblogs, der laver ‘noget’ på Steins nyeste udspil (for nu at blive i lingoen) Solo.

SOLO_Insta_Blogger-tour.gif

For mig er det ekstra sjovt at være med, fordi det er første bekendtskab med Steins forfatterskab, og det er jo en undladelsessynd blandt mange, men nu bliver der rettet op på den. Som I kan se, er vi på den 20/11, og vi glæder os.

Kærlig konkurrence – VIND trilogi

I weekenden mødte jeg et unikum. Simona Arhnstedt er en af de eneste romance-forfattere i Sverige og uden sammenligning den bedst sælgende. I hendes bøger er der garanti for happy ending, men også for masser af konflikt, forvikling – og en smule feminisme. I Alt eller intet, som jeg interviewede hende om, handler det fx om at stå ved sig selv som helt almindelig kvinde i en (reklame)verden med skøre idealer.

Simona er typen, der står ved sig selv og sin genre, og det er jeg pjattet med. Derfor udlodder jeg hendes samtidstrilogi, Arvingen, Løftet og Vovestykket.

Arvingen foregår i finansverdenen, Løftet i lægeverdenen og det svenske jetset, og Vovestykket har en journalist og en tidligere elitesoldat i hovedrollerne. Er der lagt op til underholdning? Det tror jeg nok!

De tre bøger kan blive dine, hvis du bare sender en hilsen, her eller på Facebook, og fortæller, hvorfor du gerne vil vinde svensk romance. OG hvis du er med på at lave en udveksling et sted i hovedstadsområdet.