Første klasse(s)litteratur

For tre år siden landede en bogpakke i min postkasse. Det var der ikke noget underligt i, for Bogliv var allerede dengang godt i gang, og der kom tit bogpakker, men kortet, der lå vedhæftet, pirrede min nysgerrighed: Fra den ene bogelsker til den anden, stod der. Med kærlig hilsen fra en, der hed Lotte, som jeg simpelthen blev nødt til at opspore:

Indholdet i pakken var en roman, som jeg kom til at starte på med det samme – “kom til”, for jeg, som det fremgår, skulle med toget til Jylland samme eftermiddag, og jeg var nær kommet for sent, fordi jeg blev så grebet af historien om tre familier på Danmarks dyreste vej, Hambros Allé i Hellerup nord for København. En vej, jeg i øvrigt selv havde været til release-fest for en tv-station på en enkelt gang, og det hele var så skørt, ekstravagant og fremmed, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Jeg kunne heller ikke rigtig være dér, hvor jeg i den grad ikke hørte til, så jeg gik igen efter kort tid, med lige dele væmmelse og fad misundelse.

Og sådan er det jo med det, vi ikke kender: Vi kommer til at synes, det er skørt og fremmed, hvis vi ikke får en indgang og lærer det at kende, måske også misundelige, og det er ikke befordrende for forståelsen. Lotte Kaa Andersen har givet os en måde at lære overklassen at kende – ikke med fascination og misundelse eller med skadefryd over, at de dog lider som os andre – måske endda mere, haha! – men med en større forståelse, og for det har hun med rette modtaget stor ros. I hendes debutroman Hambros Allé 7-9-13 blev de rige ikke længere skøre eller for den sags skyld specielt misundelsesværdige. De blev mennesker. Ikke ‘almindelige’, men helt særlige ærgerrige, bange, længselsfulde mennesker, der higer så meget efter succes, at de ender med ikke at kunne trække vejret. Og dermed til at forstå – lidt bedre.

Hambros Allé 7-9-13 blev en fortjent succes, Lotte Kaa Andersen skiftede forlag og udgav 100 dage om de samme personer, og for nylig landede den tredje og sidste bog i serien, Syv sind, hos mig. Fordi jeg siden har lært den ene bogelsker godt at kende, kan jeg ikke give hjerter – det bliver for tæt. Men jeg kan sige dette:

Jeg havde Syv sind med til De forenede Arabiske Emirater, hvor jeg for nylig var på vinterferie med mine børn. Det virkede passende, for en af de syv personer, vi denne gang følger, Line, er flyttet til Dubai med sin nye mand Peter. Passende var det – jeg forstod fuldt ud Lines oplevelser i den skøre, ultramaterialistiske rekordsættende by, der er Dubai – og voldsomt underholdende var det også. Bogen var spist efter blot halvandet døgn, og intet af det andet, jeg havde med i kufferten, kunne måle sig, så det blev Uno, Yazzy og Netflix for resten.

Det, der gør Lotte Kaa Andersens bøger sublime, er personerne. Fra den ærgerrige ejendomsmægler Kaare, der sugardater en studine og planlægger sit næste scheme, til hans sårbare søn Lukas, der bliver placeret i en luksuslejlighed i Nyhavn, hvor han bliver udnyttet af sine usympatiske overklassevenner. Fra Cille, der står ud af bilen på vej til familieferie og går sig til en slags forløsning på Caminoen i stedet for at være den gode mor på den perfekte ferie i Sydfrankrig, til Line, der sidder fast på et luksushotel i Dubai og i sit eget liv. De syv sind er alle forskellige, men ligner hinanden i deres enorme forventninger til livet. De forestiller sig uafladeligt, hvordan tingene skal være, og bliver – alt efter temperament – vrede, frustrerede eller forvirrede, når verden ikke flasker sig. Hør bare, hvordan Cille mentalt planlægger sin sommerferie:

Hele foråret har hun haft en masse billeder i hovedet af alt det, de skal. De skal svømme i Middelhavet og spise friske skaldyr fra store ridsede stålfade. De skal vise børnene et rigtigt fransk madmarked. Store kringlede peberfrugter, overdådigt stablet, abrikoser i vild orange, hjemmelavede oste og olier, syltetøj og honning i smukke gamle glas.

Og hvordan Kaare længes efter sin tidligere elskerinde Svetlana:

Hun var sgu noget helt særligt. Den måde hun kunne åbne døren for ham nede i den lejlighed, han havde ladet hende bo i ved havnen. I en tynd chemise, med sovekammerblik, altid klar, aldrig sur og stresset som visse andre, det er da sådan en kvinde, man skal have. Ikke en stresset karrieredame, en mopset matrone, der render ind og ud af foredragssale, man vil jo gerne have noget, der er anderledes end en selv, man vil jo gerne have en kvinde, der har tid og overskud til at tage sig af sin mand.

De her personers drømme er konkrete og materialistiske, selv når de drømmer om andre mennesker, og det er lige dele patetisk og rørende, som vi mennesker jo er, og som vi især bliver, når vi hhv. glemmer og husker ikke at tage os selv så pokkers højtideligt. Da bogen slutter, er dens personer er et andet sted, end da den startede – et sted, vi ikke skal med, for serien slutter jo. Man håber for dem – men er ikke i alle tilfælde sikker på – at de har lært at se ud over egen næsetip. Og håbet gælder sådan set os alle. For den narcissisme, de syv personer i Syv sind alle er berørt af på den ene eller anden måde, er hele vores moderne samfund et let offer for, og alene af den grund får jeg lyst til at hviske “seks hjerter”, men jeg gør noget andet: Jeg opfordrer i al stilhed til læsning af Syv sind, for det er første klasses litteratur, simpelthen.

Fra en bogelsker til mange andre.

Syv sind er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her