Det var mig der slog Tom Jones ihjel

… eller rettere: Det var en lille dreng med træsko uden hælkappe, der for en gangs skyld satte sig op mod overmagten og slog igen. Og overmagten var selvfølgelig ikke:

… den walisiske minearbejdersøn, der fik husmødre til at miste besindelsen og kaste gennemvædede trusser op på scenen, når han gav koncert i KB-Hallen.

(og som altså absolut er i live, for han spiller i Tivoli 5. juli!) … med derimod en af de store drenge i kvarteret på Amager, der:

… slog med næverne, så det sang i kraniet på den, som han hamrede løs på. Selv når han ikke var på gaden, kunne jeg mærke hans tilstedeværelse som en snurrende frygt indeni, når jeg gik til og fra skole.

Det kan man læse i Jan Frejlevs nye novellesamling Det var mig der slog Tom Jones ihjel.

0x500-1

Den har jeg udgivet på mit forlag Sleeping Beauty. Jeg er forlægger.  Det føles helt uvirkeligt at skrive, for udgivelsen af “Tom Jones”, som lynhurtigt er blevet ikke bare den store dreng i novellens, men også novellesamlingens kælenavn, er på mange måder opfyldelsen af en masse drømme på én gang.

Som forfatter er jeg selv udkommet på store forlag. Det er der mange fordele ved – netværket, den velsmurte maskine, de mange professionelle mennesker, der bruger hele dagen hver dag på at lave og sælge bøger. Ulemper er der også. Med mindre man er Helle Helle eller E.L. James, er man ikke en af dem, der trækker på markedsføringsbudgettet, og så er det svært at sælge bøger i dag. Ens egen lille bog kan heller aldrig betyde det samme for de ellers umanerligt venlige og dygtige mennesker, der håndterer masser af bøger hver dag, som den gør for en selv. Og det er altså svært at dele noget så personligt med nogen, det ikke er helt så personligt for.

Jeg har mange forfattervenner, der arbejder hårdt og dedikeret på bøger, fordi de af et ærligt hjerte mener, at de har noget at sige til verden og gerne vil sige det så godt som muligt. Det er vidunderligt, når vi mødes og taler begejstret om vores bøger, men alt for ofte ændrer stemningen sig til det værre, når vi taler om, at bogen skal til at udkomme. På en underligt bagvendt måde bliver det den mest glædesløse del af processen. Så mange forfattere føler sig “små”, oversete, upåskønnede og glemte. Man får ikke omtale nok,  forlaget “gør ikke nok”, og læserne opdager ikke ens hjertebarn, der så bare får lov at ligge i et hjørne af boghandlen. Det hænger ikke engang altid sammen med størrelsen; selv storsælgende forfattere kan have det sådan. Ikke fordi forlagene er onde, eller læserne er dumme. Det er bare så utrolig brutalt et marked, at muligheden for at sælge de tusindvis af bøger, som forlagene sælger, er lille og med et kort tidsspænd.

Jeg har længe haft lyst til at få glæden ved at udkomme tilbage. Jeg har haft lyst til at udgive få gode bøger i små oplag – til en start – og behandle dem godt i alle led af processen: sparring om idéen, opmuntring i skriveprocessen, respekt og grundighed i redigeringen, omhyggelighed med at skabe det bedste cover, perfekt korrekturlæsning, ordentligt tryk, målrettet og vedholdende markedsføring. Og masser af kærlighed til både ordene og forfatterne hele vejen, for det har man altså brug for.

Det lyder som selvfølgeligheder, men det er det ikke. Det er svært. Tidskrævende. Udfordrende. Og helt utrolig svært at tjene penge på. Der skulle et helt særligt push til, for at jeg kom i gang. Det kom med Tom Jones. Og med Jan.

Jeg mødte Tom Jones først. Jan havde skrevet sin novellesamling og sendte den til mig, og jeg gav ham feedback på novellerne, før vi overhovedet mødtes. De var ikke som noget andet, jeg havde læst, og alligevel var de underligt velkendte. Som noget, jeg havde læst for længe siden, havde glemt igen og alligevel genkendte med det samme. Hvad er det, det ligner, tænkte jeg hele tiden. Var det Dan Turell? Finn Søborg? Villy Sørensen? Jan Sonnergård? Det var noget i den retning – de retninger! – men det var også helt sig selv.

Det var historier om helt almindelige og ualmindelige mennesker. En mand, der finder en hat på en bænk. En kvinde, der forlader sin mand og efterlader ham grædende så højt, at naboen må minde ham om, at man ikke må have hund i ejendommen. Endda en mand, der gemmer plasticposer i kummefryseren, fordi han tror, det er måden at redde verden på.

Sproget var også helt anderledes end noget, jeg var vant til at læse. Minimalismen har ikke en chance hos Jan Frejlev, det har pudsighederne, humoren og fortælleglæden derimod:

JEG FANDT EN HAT, da jeg satte mig på en bænk i Fælledparken. Det var bare en grøn københavnerbænk som alle andre. Parkens fugle havde skidt på sædet, og på ryglænet var et enkelt tag: BUZZ. Ellers intet at bemærke om den bænk. At hatten var blevet efterladt, var der ingen tvivl om. Man glemmer ikke sin hat. Det mærkes jo på hovedet, at den mangler, når man promenerer barhovedet af sted. Hovedet husker den slags.

Der  var sødme, følelse, vrede, humor, craziness og ikke mindst noget så gammeldags som indignation i fortællingerne:

Det var en af dagens små selvforkælelser. Hun mærkede, hvordan alle sanser vågnede, og glæden spirede i hende, når hun trådte pedalerne i et af de lette gear for ikke at komme til at svede. Cyklen bar hende igennem det storslåede storbylandskab.  Kastanjetræernes skygger viste vej imod Vesterbro. Hjemløse fra nær og fjern sled hårdt i det med at samle flasker og dåser, så de også kunne købe sig noget at spise i dag.

Det gjorde mig nysgerrig, interesseret, overrasket og betaget. Der udkommer så mange bøger, som ikke flytter noget i nogens liv. De her noveller flyttede noget i mig, derfor bad jeg tidligt, om ikke jeg måtte udgive dem. Fordi jeg vidste, at jeg ville være stolt over at sende dem ud i verden og troede på, at jeg ville kunne gøre  noget godt for dem. Han gav mig lov, og det blev starten på Sleeping Beauty og – det er der ingen grund til at skjule – på en smuk og skelsættende kærlighed i mit eget liv. Den historie holder jeg mestendels for mig selv, men historierne i Det var mig der slog Tom Jones ihjel er jeg lykkelig for at dele med alle, der kan lide at læse og leve.

Gæsteanmeldelse: Farefulde overgange

 

camilla_lille

Gæsteanmelder Camilla Rosengaard er antropolog og har med stor begejstring læst Lotte Kirkebys debutroman De nærmeste om en kvinde, der står over for et af de farligste steder i livet: en overgang.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Overgangsritualet er noget af det mest veldokumenterede i antropologiens teorihistorie. De etnografiske beretninger om alt fra indvielsesritualer i Amazonas dybe jungle over bryllupsritualer i Mellemøsten til begravelsesritualer i den danske folkekirke kredser om de rituelle greb, mennesker over hele verden sætter i værk for at skabe rammer for overgange.

Antropologernes videnskabelige bestræbelser er et udtryk for, at det er et menneskeligt vilkår, at overgangene er farefulde. Det er i transitionen fra barn til voksen, fra ung til forældre, fra småbørnsforældre til forældre til voksne børn, fra aktiv deltager på arbejdsmarkedet til pensionist, at man risikerer at miste fodfæstet. Det er i transitionen, man risikerer at blive udvisket og miste sig selv.

Lotte Kirkebys debutroman De nærmeste handler i dobbelt forstand om at være i transition. Romanens hovedperson Anna er vidne til, at hendes to halvvoksne døtre er i gang med at løsrive sig samtidig med, at hun skal håndtere, at hendes forældre svækkes og dør. Anna ser den veldefinerede rolle som datter og mor gå i opløsning, og rådvildheden og ensomheden træde i stedet.

0x500

Annas oplevelse af rådvildhed understreges af, at det viser sig, at hendes to søskende har en helt anden opfattelse af deres fælles barndom og af forældrene, end hun selv har. Anna konfronteres med et andet menneskeligt vilkår – nemlig at mening skabes retrospektivt, og de identitetsskabende fortællinger om fortiden er en skrøbelig størrelse, der godt kan give anledning til strid.

Dette bliver meget håndgribeligt, da Anna og hendes søskende på rituel vis mødes med præsten for at give ham input til den tale, han skal holde ved deres forældres begravelse. Det kommer bag på Anna, at hendes søsters forståelse af deres mor er radikalt anderledes end hendes egen:

Eva mente ikke, at hun var interesseret i at lære os at kende. Men det passer ikke. Og jeg vil ikke have, at det er det billede af hende, der bliver stående hos præsten. Det er ikke sådan, det var, hverken da vi var børn, eller da vi blev voksne. Jeg kigger hen på Christian igen. Jeg vil have, at han skal sige noget, men det gør han ikke. Han gør ingenting, som om han giver Eva ret.

Lotte Kirkeby minder læseren om barndommens store betydning for vores selvforståelse og eksistens. Med få beskrivende greb pin pointer hun, hvordan tabet af forældre nærmest kan viske et menneske ud.

Stærkt i romanen står Annas registrering af, at hendes to døtre er ved at vokse op og etablere uafhængige liv, og at det sker hurtigere, end hun helt kan holde og følge med til – som med syrenerne, der

blomstrer for hurtigt med deres hektiske duft af råd og parfume, og de brune stande, der bliver hængende hele sommeren, giver mig en følelse af, at der er noget, der haster, at alt er forbi, næsten før det er begyndt”.

Som soloforælder har hun hentet styrke i den veldefinerede rolle som eneansvarlig for de to små børn, men med rollens transformation forsvinder kræfterne:

… dengang havde jeg en fornemmelse af, at jeg kunne blive ved, selv om jeg var træt. Det har jeg ikke nu. Eller også vil jeg bare ikke, og måske er det lige meget.

De nærmeste er en stramt komponeret roman, der trods sin lidenhed (205 sider, red.) adresserer livets helt store eksistentielle spørgsmål. Lotte Kirkeby har en formidabel evne til med få ord at fremmane stemninger, puste liv i sine karakterer og sætte ord på det almenmenneskelige. Denne læser var vild med Lotte Kirkebys novellesamling Jubilæum, sender seks røde hjerter efter De nærmeste, og håber på, at dansk litteratur beriges med flere bøger fra Kirkebys hånd.

De nærmeste af Lotte Kirkeby er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Gæsteanmeldelse: En snak om hele verden

Palle lille

Palle Schjødtz har læst en bog om hele verden, skrevet af to jævnaldrende mænd, der ved det meste og kender de fleste. Det er godt, men også lidt trættende.

❤️❤️❤️❤️ Samtaler mellem vidende personer er blevet et yndet middel til oplysning til og underholdning af interesserede personer. Det gælder TV-udsendelser samt ikke mindst de gennem de senere år så almindelige samtalebøger.

De to tidligere udenrigsministre, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen, har længe optrådt sammen på TV, og de har nu også udgivet en samtalebog, medieret og redigeret af Mogens Lykketofts kone, Mette Holm, og emnet er i al beskedenhed hele verden.

0x500-2

De to herrer har tilsammen og hver for sig en enorm viden om, hvad der foregår rundt om i verden, og de har stærke meninger om, hvad der er godt – det er ikke så meget – og hvad der er dårligt – det er det meste, synes det at fremgå.

Desuden har de begge haft og har stadig netværk, som sætter dem i stand til at bringe opdateret viden, i hvert tilfælde indtil bogens udgivelse Det er faktisk en ganske overvældende viden, der her stilles til rådighed for læseren, ofte krydret med lidt name-dropping og insiderviden.

Hvis man som læser prøver at læse hele bogen fra a til z, kan man godt blive lidt træt, men man skal jo på den anden side ikke vente for længe, for udviklingen går hurtigt alle steder, så bogen hurtigt kan blive forældet.

Som opslagsbog til baggrundsviden er bogen fremragende og den veldisponeret og -redigeret af Mette Holm, som også selv hist og her bidrager til indholdet.

Du store verden af Mette Holm, Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen er udgivet af Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Kærlighed, sår og en perfekt titel

❤️❤️❤️❤️ Kan man være kærlighedsnørd? Det tror jeg godt. Jeg tror, at jeg er sådan en. Jeg synes simpelthen, det, der kan ske, må ske og indimellem fortvivlende ikke sker mellem to forelskede, elskende mennesker er noget af det mest mærkelige, vidunderlige og spændende, man både kan opleve og studere.

Jeg sidder klinet til skærmen, når der er Gift ved første blik, og har hovedet helt inde i radioen, når der er Tue og Tonys podcast dagen efter. Jeg ser har set The Affair tre gange – alle fire sæsoner. Jeg har skrevet to bøger, der kredser om kærlighed og sex – og jeg læser alt, hvad jeg kan komme i nærheden af om det bankende varme emne. For nylig har jeg læst en bog med noget nær den bedste titel, jeg nogensinde har set på en non-fiktion: Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Hvadbehager? Hvis dét ikke er løfte, så ved jeg ikke, hvad er. Undertitlen er også god, omend mindre inciterende og mere sådan “smøg ærmerne op”-agtig: Om hvorfor vejen til det liv du længes efter, altid går igennem jeres mest fastlåste konflikter.

0x500-1

Nå ja, vi ved jo godt, hvis vi har læst (eller skrevet!) dameblade nok, at kærlighed – også – er hårdt arbejde, så okay, bring it. Og nøj, hvor vi får noget for pengene. Socialpsykolog Jytte Vikkelsø opridser den umiddelbart simple teori, at vi forelsker os i mennesker, der på én gang rummer karaktertræk, vi beundrer og selv ønsker at have, og karaktertræk, vi forsøger at slippe væk fra, fordi de minder os om dem, der forhindrede vores frie udfoldelse, da vi var børn. I vores elskede findes, mener Vikkelsø, både et element af ‘krænker’ og potentiel ‘forløser’. I starten er det en euforiserende kombination, men efterhånden som parret får de første konflikter, begynder de to parters gamle sår at spille en rolle, i nogle tilfælde i en grad, så der opstår det, forfatteren kalder en mytisk knude:

En person, der træder ind i et andet menneskes liv på det mytiske plan, bliver en utrolig vigtig spiller i det menneskes liv. Men så længe vi ikke forstår, at den ydre konflikt spejler en inde, uforløst konflikt, er det næsten umuligt at udfolde potentialet, der gemmer sig i dette dramatiske møde.

Resten af bogen er egentlig et forsøg på at udfolde, hvordan det dramatiske møde kan udfolde sig, blandt andet gennem forskellige cases fra Vikkelsøs egen praksis. Og det er ikke så enkelt endda, men det er godt at vide. Der er meget, jeg kan spejle sig i, i både Erik og Anna, Petra og Martin og Rosa og Lauras opslidende konflikter. Jeg kommer til at tænke over, hvad jeg selv har slæbt med hjemmefra, og hvordan jeg kan komme til at fægte med spøgelser indimellem.

Men … jeg har også en følelse hele vejen igennem bogen af, at noget vigtigt hele tiden er lige ved at gå helt op for mig, men alligevel slipper væk. Allerstærkest bliver den fornemmelse, da vi kommer til, hvordan man så ændrer sine mønstre. For som forfatteren skriver, er der altid et element at lettelse hos par, der finder ud af, hvad deres mytiske knude er; nu ved de noget vigtigt om sig selv og hinanden, men at vide er ikke at gøre, der skal handles, hvis de skal ud af deres “mest fastlåste konflikter”. Her synes jeg, bogen svigter lidt. Det abstraktionsniveau, som egentlig også er dens styrke, bliver så højt, at det bliver rigtig svært at følge med:

For hvert ekstra milisekund, vi formår at forblive nærværende i spændingsfeltet uden at reagere defensivt og uhensigtsmæssigt, forøges vores responsmuligheder eksponentielt.

Okay, men hvad skal jeg så gøre? Det synes jeg ikke, bogen giver svar på, og det er muligvis også for meget forlangt. For meget forlangt er det til gengæld ikke, at en bog med så fornemt indhold bliver redigeret grundigt, og her kunne der godt være strammet op. Men alt er tilgivet, for titlen er perfekt, indholdet interessant og effekten varig. Hvor mange bøger kan man lige sige det om?

Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte af Jytte Vikkelsøe er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her