Det var mig der slog Tom Jones ihjel

… eller rettere: Det var en lille dreng med træsko uden hælkappe, der for en gangs skyld satte sig op mod overmagten og slog igen. Og overmagten var selvfølgelig ikke:

… den walisiske minearbejdersøn, der fik husmødre til at miste besindelsen og kaste gennemvædede trusser op på scenen, når han gav koncert i KB-Hallen.

(og som altså absolut er i live, for han spiller i Tivoli 5. juli!) … med derimod en af de store drenge i kvarteret på Amager, der:

… slog med næverne, så det sang i kraniet på den, som han hamrede løs på. Selv når han ikke var på gaden, kunne jeg mærke hans tilstedeværelse som en snurrende frygt indeni, når jeg gik til og fra skole.

Det kan man læse i Jan Frejlevs nye novellesamling Det var mig der slog Tom Jones ihjel.

0x500-1

Den har jeg udgivet på mit forlag Sleeping Beauty. Jeg er forlægger.  Det føles helt uvirkeligt at skrive, for udgivelsen af “Tom Jones”, som lynhurtigt er blevet ikke bare den store dreng i novellens, men også novellesamlingens kælenavn, er på mange måder opfyldelsen af en masse drømme på én gang.

Som forfatter er jeg selv udkommet på store forlag. Det er der mange fordele ved – netværket, den velsmurte maskine, de mange professionelle mennesker, der bruger hele dagen hver dag på at lave og sælge bøger. Ulemper er der også. Med mindre man er Helle Helle eller E.L. James, er man ikke en af dem, der trækker på markedsføringsbudgettet, og så er det svært at sælge bøger i dag. Ens egen lille bog kan heller aldrig betyde det samme for de ellers umanerligt venlige og dygtige mennesker, der håndterer masser af bøger hver dag, som den gør for en selv. Og det er altså svært at dele noget så personligt med nogen, det ikke er helt så personligt for.

Jeg har mange forfattervenner, der arbejder hårdt og dedikeret på bøger, fordi de af et ærligt hjerte mener, at de har noget at sige til verden og gerne vil sige det så godt som muligt. Det er vidunderligt, når vi mødes og taler begejstret om vores bøger, men alt for ofte ændrer stemningen sig til det værre, når vi taler om, at bogen skal til at udkomme. På en underligt bagvendt måde bliver det den mest glædesløse del af processen. Så mange forfattere føler sig “små”, oversete, upåskønnede og glemte. Man får ikke omtale nok,  forlaget “gør ikke nok”, og læserne opdager ikke ens hjertebarn, der så bare får lov at ligge i et hjørne af boghandlen. Det hænger ikke engang altid sammen med størrelsen; selv storsælgende forfattere kan have det sådan. Ikke fordi forlagene er onde, eller læserne er dumme. Det er bare så utrolig brutalt et marked, at muligheden for at sælge de tusindvis af bøger, som forlagene sælger, er lille og med et kort tidsspænd.

Jeg har længe haft lyst til at få glæden ved at udkomme tilbage. Jeg har haft lyst til at udgive få gode bøger i små oplag – til en start – og behandle dem godt i alle led af processen: sparring om idéen, opmuntring i skriveprocessen, respekt og grundighed i redigeringen, omhyggelighed med at skabe det bedste cover, perfekt korrekturlæsning, ordentligt tryk, målrettet og vedholdende markedsføring. Og masser af kærlighed til både ordene og forfatterne hele vejen, for det har man altså brug for.

Det lyder som selvfølgeligheder, men det er det ikke. Det er svært. Tidskrævende. Udfordrende. Og helt utrolig svært at tjene penge på. Der skulle et helt særligt push til, for at jeg kom i gang. Det kom med Tom Jones. Og med Jan.

Jeg mødte Tom Jones først. Jan havde skrevet sin novellesamling og sendte den til mig, og jeg gav ham feedback på novellerne, før vi overhovedet mødtes. De var ikke som noget andet, jeg havde læst, og alligevel var de underligt velkendte. Som noget, jeg havde læst for længe siden, havde glemt igen og alligevel genkendte med det samme. Hvad er det, det ligner, tænkte jeg hele tiden. Var det Dan Turell? Finn Søborg? Villy Sørensen? Jan Sonnergård? Det var noget i den retning – de retninger! – men det var også helt sig selv.

Det var historier om helt almindelige og ualmindelige mennesker. En mand, der finder en hat på en bænk. En kvinde, der forlader sin mand og efterlader ham grædende så højt, at naboen må minde ham om, at man ikke må have hund i ejendommen. Endda en mand, der gemmer plasticposer i kummefryseren, fordi han tror, det er måden at redde verden på.

Sproget var også helt anderledes end noget, jeg var vant til at læse. Minimalismen har ikke en chance hos Jan Frejlev, det har pudsighederne, humoren og fortælleglæden derimod:

JEG FANDT EN HAT, da jeg satte mig på en bænk i Fælledparken. Det var bare en grøn københavnerbænk som alle andre. Parkens fugle havde skidt på sædet, og på ryglænet var et enkelt tag: BUZZ. Ellers intet at bemærke om den bænk. At hatten var blevet efterladt, var der ingen tvivl om. Man glemmer ikke sin hat. Det mærkes jo på hovedet, at den mangler, når man promenerer barhovedet af sted. Hovedet husker den slags.

Der  var sødme, følelse, vrede, humor, craziness og ikke mindst noget så gammeldags som indignation i fortællingerne:

Det var en af dagens små selvforkælelser. Hun mærkede, hvordan alle sanser vågnede, og glæden spirede i hende, når hun trådte pedalerne i et af de lette gear for ikke at komme til at svede. Cyklen bar hende igennem det storslåede storbylandskab.  Kastanjetræernes skygger viste vej imod Vesterbro. Hjemløse fra nær og fjern sled hårdt i det med at samle flasker og dåser, så de også kunne købe sig noget at spise i dag.

Det gjorde mig nysgerrig, interesseret, overrasket og betaget. Der udkommer så mange bøger, som ikke flytter noget i nogens liv. De her noveller flyttede noget i mig, derfor bad jeg tidligt, om ikke jeg måtte udgive dem. Fordi jeg vidste, at jeg ville være stolt over at sende dem ud i verden og troede på, at jeg ville kunne gøre  noget godt for dem. Han gav mig lov, og det blev starten på Sleeping Beauty og – det er der ingen grund til at skjule – på en smuk og skelsættende kærlighed i mit eget liv. Den historie holder jeg mestendels for mig selv, men historierne i Det var mig der slog Tom Jones ihjel er jeg lykkelig for at dele med alle, der kan lide at læse og leve.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s