Jesper Wung Sung har vundet Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger 2018 for bogen Alfred og gabestokken, som fik fem bankende hjerter af Boglivs ungdomsanmelder Frida.
Udvalget skriver blandt andet i sin begrundelse:
Med “Alfred og gabestokken” fortæller Jesper Wung-Sung et særegent eventyr om anderledeshed, fastlåsthed og anarki. Mærkeligt? Ja, men med intertekstuelle påmindelser om, hvem vi er, og med eventyrets sikre genremæssige kontur ledsager læseren Alfred på en sær dannelsesrejse og måske endda en rejse gennem pubertetens genstridige faser.
Med prisen følger 75.000 kroner. Bogliv ønsker kæmpe tillykke!
Nogle gange kan man blot blive lidt rundt på gulvet af alle de kasketter – eller skulle jeg sige hatte? – man har på i sådan et bogliv. Her er jeg bogblogger og en slags anmelder med domme og vurderinger og meninger og holdninger. Dér er jeg forfatter og ultrafølsom over for anmeldelser og andres domme og vurderinger og meninger og holdninger (uh!). Midt imellem er jeg interviewer, venlig, understøttende, en blid hånd i ryggen på mere eller mindre nervøse forfattere, hvoraf nogle næsten dirrer af taknemmelighed, når samtalen er slut, en del bare er glade for at tale om deres bøger, og en enkelt engang har bedt mig sætte mig ned og holde k… (Jeffrey Archer, jeg lover ikke at nævne navne!).
Og lige her, i dag, på en halvflittig lørdag, er jeg mest af alt forlægger. For et par uger siden udkom mit forlag Sleeping Beautys første bog, Jan Frejlevs novellesamling Det var mig der slog Tom Jones ihjel. Pludselig er det mig, der sender pressemeddelelse og anmeldereksemplarer ud, laver aftaler om oplæsning og medieoptræden og venter dirrende nervøst på andres domme og vurderinger og meninger og holdninger. Og bliver uendeligt glad, når jeg opdager, at Jans fine fortællinger kan stå og gå og gøre ved helt selv; at de siger nogen noget – endda noget andet og mere, end både Jan og jeg har tænkt. Christina, der har Bausagers Books, læser dem sådan her:
Det er fortid og nutid, om mænds liv i udkanten af fællesskaber, og for de flestes vedkommende også af samfundet. Nogle personer krydser hinanden i fortællingerne. Nogle personer går igen.
Fortællingerne er skrevet med humor og ømhed, nogle lidt absurde, men varmen gennemstrømmer dem alle.
Er du glad for musikeren Allan Olsens tekstsunivers, finder du noget af det samme hos Frejlev. De skæve eksistenser, røgen og de finurlige kaldenavne. Hvis du er lærer og arbejder med Jesper Wung-Sungs Hovedet, så er titelnovellen oplagt som eksamenstekst.
Ovre i Livet i dukkehuset skriver Sascha, at man flyver gennem siderne, hvilket hun kvitterer for med fire flotte stjerner. Hun har især lagt mærke til en af de historier, jeg også selv holder mest af, nemlig Opsplitning:
Der var især en fortælling, som gjorde et stort indtryk på mig, den hedder “Opsplitning” og handler om, at blive forladt og om hvor svært det kan være, at rejse sig op igen. Og det er da noget vi alle kan relatere til. Mon ikke mange af os har prøvet at blive forladt, hvor vidt det er en kæreste, en veninde, en forældre eller andet er ikke så vigtigt, det vigtigste er den følelse vi sidder tilbage med.
For mig som forlægger er det nærmest magisk at kunne dele disse historier, som jeg har set blive til, med andre bogelskere og opdage, at de virker. Jan selv tager virakken rimelig roligt – tilsyneladende, i hvert fald. Han skriver på sin på Facebook:
(…) jeg holder af mine historier lever videre hos læserne. Anmeldelsen gør mig klogere på, hvad det egentlig er at jeg skriver, og hvordan det kan tolkes. Det er sjovt og overraskende at mit univers minder om det som Allan Olsen synger om, og det må det godt, selvom det ikke er med vilje.
“Det er sjovt og overraskende, at mit univers minder om det, Allan Olsen synger om.”
NÅ, men det var det med hatten, ikke? Eller hattene. Kan man godt have alle de hatte på – anmelder, interviewer, forfatter, forlægger – samtidig, uden at hovedet bliver for tungt? Ja, forbavsende nemt, egentlig. For det hele handler jo bare om at læse og skrive, og det er det, jeg kan lide og altid har kunnet lide. At jeg sætter min hat, som jeg vil, er nok en tilsnigelse for en, der indrømmet er afhængig af andres meninger (her kunne jeg lære en del af min forfatter – og kæreste), men at jeg jonglerer med mine hatte uden at blive alt for bulet af det, det er uomtvisteligt. Forresten er det værre IKKE at have hat på, hør bare:
HAN KUNNE MÆRKE DET, lige så snart han slog øjnene op den morgen. Universet var vendt op og ned. Det var et uvarslet og dybt fald ud i det vægtløse mørke. Hatten sad ikke længere på hans hoved. Forundret satte han sig op i sengen. Nøgen sad hun i benenden af sengen. Hendes øjne hvilede på ham med et kærligt blik, en tåre lå på lur i øjenkrogen. Hun havde hans hat på hovedet.
”Min hat klæder dig. Tog du den bare af?”
”Ja, det var nemt.”
Hun rakte ham en kop dampende varm kaffe.
”Sker det nu? Jeg kan mærke det. Det er alt for tidligt.”
Han kunne næsten ikke få ordene ud.
”Ja. Nu er det på tide. Det gør mig ondt.”
”Hvorfor nu?”
Han fik hjertebanken.
”Alting har sin tid. Tiden sammen med dig har været den bedste tid for mig – og dig. Nu skal jeg videre.”
”Vi elsker hinanden. Det er meningsløst.”
”Jeg elsker dig. Også når vi ikke er sammen. Jeg elsker dig, også når jeg er et andet sted.”
”Hvorfor kan jeg ikke tage med dig?”
”Det er min rejse, og jeg tager alt det, vi har haft sammen, med mig. Det vil altid tale til mig.”
– Fra novellen Gensyn
Det var mig der slog Tom Jones ihjel af Jan Frejlev er udkommet på Sleeping Beauty og kan købes direkte fra mig eller her
Frida Manniche har læst en bog, hun garanterer, vil tiltrække unge fantasy-fans.
❤️❤️❤️❤️❤️ Her er en bog, der skal læses under fuldmånen med te og en kat i skødet – med mindre nattens hvisken og den søde duft af hekseri skræmmer dig.
Ungdomsbogen Tornenes Sprog: Midnatsfortællinger er en samling af seks fantasy-fortællinger, der finder sted i Leigh Bardugos univers, kaldet Grishaverse. Alle fortællingerne er smukt illustreret af Sara Kipin, hvis tegninger findes i marginen på hver eneste side.
De seks historier låner fra kendte eventyr som blandt andet Hans og Grete, Den Lille Havfrue og Nøddeknækkeren. Fortællingerne har temaer som længsel, kærlighed og retfærdighed.
Fortællingerne er smukke og dystre, med bittersøde slutninger. Prinser er ikke belevne, og stedmødre er ikke altid lige onde. Leigh Bardugo opfordrer os til at udfordre eventyret, som vi kender det. Tornenes Sprog transporterer os ind i verden, hvor en bølge måske vil hjælpe en forelsket dreng, men kun for en uhyrlig pris, hvor et misforstået monster er fanget i en labyrint, og hvor en havfrues stemme kan bringe dødelige storme.
Prinser er ikke belevne, og stedmødre er ikke altid lige onde.
Dette er en af de der bøger, som personer som jeg – en 16-årig pige hvis interesse for det fantastiske nok har taget en smule overhånd – flyver igennem. Tornenes Sprog er super underholdende, den vidunderligt dunkle atmosfære er hypnotiserende, og bogen er fyldt med plottwists der holder dig klistret til siderne.
Det smukke og forunderlige finder man i alle fortællingernes slutninger. Bardugo får forvrænget vores forventninger, og man sidder tilbage med en følelse af malplaceret retfærdighed.
De flotte tofarvede tegninger afholdt mig fra at lægge bogen fra mig. Tegningerne udvider sig på hver side, og illustrerer hvad der sker i historien.
Når man har slugt de sidste fortryllende ord, og vender sidste side, af den sidste fortælling, hungrende efter mere af dette fortryllende og dystre univers er det heldigt at Bardugo har to populære serier der finder sted i samme verden.
Man behøver ikke at have læst Bardugos tidligere bøger for at læse denne samling, men der er mange sjove små hints til dem der har.
Tornenes Sprog er garanteret til at fange de unge fantasy-elskere.
Tornenes sprog af Leigh Bardugo er udkommet på Carlsen Puls og kan blandt andet fanges her
VORES BOGLIV 