Vennerne, der altid vil være der for dig

❤️❤️❤️❤️❤️

You look young.

We’re having fun … and if that’s not enough, so … here’s a key to my apartment.

Hvis du ikke allerede har et indre billede af en presset mørkhåret fyr og en nuttet og ret overrasket blondine, der sidder på en kaffebar og tager DEN SNAK om, hvor forholdet er på vej hen (kæreste eller ej, julekort eller ej), så vil du være ligeglad med denne her anmeldelse. Og så har du nok været rimelig irriteret i 90’erne, da dine venner faldt i svime over en fjollet tv-serie om nogle ret så goofy typer med skiftende frisurer, der sad og drak kaffe dagen lang. (Og hvis du har, så kan du godt tåle et gensyn).

 

Jeg kan selv huske, at jeg syntes, Venner var det mest åndssvage navn til en serie, da den kom frem i 1994. Mine yndlingsserier hed Melrose Place og Beverly Hills 90210 og var overhovedet ikke sjove, men fulde af velklædte indædte unge mennesker med svimlende mange dagsordener. Hvis jeg havde kendt ordet generisk, ville jeg have kaldt titlen Venner netop dét. Det var min faste serie-ven, Søren, som sagde, at han var begyndt at se Venner, og jeg tænkte i mit stille sind, at vi nok var begyndt at vokse fra hinanden. Det var vi også, men det havde ikke noget med Venner at gøre.

For jeg tror ikke, det kan overdrives, hvor stor en betydning serien har haft for mig siden. Og det mest mærkelige ved at læse Kelsey Millers bog Venner – I’ll Be There for You er at opdage, at sådan har andre det også. Mange andre. Millioner af andre. Den funktion, Venner har haft for mig – trøst, virkelighedsflugt, genkendelse, ja selv, venskab (jo, jeg sagde det) – sådan har det også været for de andre. Ikke mindst for Miller selv, der beskriver det sådan her, da hun går ind i sit fitness-center, og Venner-genudsendelserne ikke er på:

I det øjeblik tænkte jeg tilbage på alle de andre gange, hvor jeg var vendt tilbage til at se genudsendelser af Venner: Når jeg var syg, når jeg lå på et hotelværelse og ikke kunne sove, når jeg var blevet afvist …

Og det er jo sådan, det er med Venner. Jeg har set Venner med, ja, venner, jeg har set den alene, jeg har endda vistnok set den med kærester. Men allermest har jeg set den med min datter Anna, som nu er 21 og egentlig ikke burde kunne identificere sig med en gruppe unge uden mobiler og internet. Men det kan hun. Vi har et Venner-citat for enhver situation, og jeg vil vove at påstå, at vi kan føre en en hel samtale med dem, hvis vi strenger os lidt an. Nogle af vores favoritter er:

I do have a new found respect. For life.

Oh My God.

This night, this room … I must take a mental picture. Click.

What do I want … what do I want.

So … Mondler?

Vi regnede engang ud, at vi havde set Venner i tre måneder i træk (og det er altså mange genudsendelser siden), vi har slidt dvd-boksen op og ser nu Venner på Netflix. Vi har brugt Venner til trøst og til opmuntring, til tidsfordriv og ventetid, til forkælelse og nærmest som slik. Vi har skiftet mellem yndlingsafsnit og -karakterer, men vi vender altid tilbage til Chandler, Ross og afsnittet, hvor Ross har den der samtale med Mona. Og det, hvor Joey kommer til at slå Ross, efter at han har erklæret sin kærlighed til Rachel (i øvrigt et ‘mislykket’ afsnit ifølge Miller. Hver sin smag).

0a8ac0d6ec57014f2f3dcffaf6ab0b36.png
Det var ikke helt nemt med de gåseøjne, vi begyndte at lave i 90’erne.

Derfor var det også med en lille følelse af angst og et hint af jalousi, jeg gik i gang med Venner-bogen. For hvis ‘alle’ har det på samme måde, gør det så min (og Annas) oplevelse mindre? Og hvad nu, hvis vores Venner slet ikke er søde i virkeligheden? Den følelse tog faktisk et par kapitler at ryste af mig. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af TMI, da jeg læste om, hvordan serien opstod, hvordan der blev castet til rollerne, og hvordan det var lige ved ikke at blive de ‘rigtige’ venner på de rigtige poster. Lidt som at se ind bag tæppet på teateret og opdage, at skuespillerne har sneakers på under prinsessekjolerne.

0x500-1

Men inde i bogen blev jeg hurtigt hooked. Det er sjovt at læse en amerikaners perspektiv på alt det, Venner også er, ud over sjov og varm: homofobisk, alt for hvid (indtil Charlie – en lækker palæontolog med en ustyrligt morsom ex-kæreste – kommer med i niende sæson og scorer først Joey, så Ross), urealistisk i sit plot (hvem passer børnene, og hvordan får de råd til alt det kaffe?) – og svingende i kvalitet. Der er gode sæsoner, fremragende sæsoner og sæsoner, der er ved at sætte det hele over styr. Jeg gyser over at læse, hvordan det hele flere gange var ved at falde sammen, på grund af lønforhandlinger (udført kollektivt – dog lidt svært at forstå, hvor ærgerligt det var for dem at få mindre end en million dollars – per afsnit), og fordi holdet bag tidligt næsten ofrede alt for en Cola Light-reklame-deal af uhyrlige dimensioner. Dejligt nørdet er det også at læse om frisuren The Rachel og hvorfor de seks venner dannede mode, når de faktisk ikke var specielt velklædte.

pURss-E_pYll
Det stumme ‘m’ blev introduceret i min verden, da Charlies ex-kæreste gjorde det ualmindelig svært for Ross at holde fast i Charlie. I ved, hvad jeg mener:)

Miller har researchet grundigt og skriver godt og personligt. Hun er en dedikeret fan, der godt kan finde ud af at være kritisk, hvor det er berettiget, og det er det flere steder. Venner kan analyseres både sexistisk og homofobisk, og det er ok at gøre opmærksom på – også selv om, og måske fordi, vi er blevet klogere siden. At få historierne om, hvordan Venner levede i og med de ændringer, der skete i verden på 10 år, og fx også indblik i, hvordan holdet håndterede den uge i 2001, hvor ikke bare tårnene, men amerikanernes selvopfattelse og resten af verdens opfattelse af fred og ingen fare styrtede sammen (man kan så lave et sjovt afsnit om Halloween med Sean Penn? Det kan man godt), er interessant. Det er bestemt også på sin plads at se på de mindre pæne ting, der foregik bag kulisserne, herunder den diskriminations-sag, som forfatterassistenten Amaani Lyle anlagde – og tabte – mod seriens forfattere.

MV5BOTE5OWZhMTItMzk4Ni00MDAyLTgyNGQtMDJjM2Y0NjdiYzUzXkEyXkFqcGdeQXVyMzU0NTc0MDY@._V1_
Hvad gør man, når hele verden er styrtet i grus, og man skal til at optage et afsnit af verdens mest populære sitcom? Man optager den. Og opdager, at det bringer trøst.

Det ændrer bare ikke rigtigt ved, at Venner stadig føles som et kram, en trøst og en virkelighedsflugt. Genkendelsen ligger i det hele, jeg kan jo huske de fleste afsnit, Miller refererer til. Og det er den, vi elsker, os der elsker Venner. Genkendelsen. Følelsen af ikke bare at se, men at blive set – som dem vi var og er, selv om vi er nogle helt andre og lever under helt andre forhold end de overbetalte skuespillere. Selv 15 år efter, at serien er slut, og verden på mange måder har rykket sig milevidt væk fra det univers, den foregår i, føles det relevant at se Venner. Som Miller skriver:

Nogle ting hører fortiden til. Venner er en historie fra en svunden tid. Den lever gennem de universelle sandheder, den fortæller om slægtskab og kærlighed og om at blive voksen. Den lever stadig i vores kollektive hukommelse sammen med vores gamle bofæller og første kærester, de indforståede vittigheder, vi plejede at fortælle, og de banale sange, vi skrålede med på i bilen for nedrullede vinduer og helt skruet op for anlægget. Der er en fristende bittersødme i at tænke tilbage på de dage – grine ad gamle billeder og krympe sig over det hår, vi havde. Men, som Le Blanc sagde, man kan ikke vende tilbage til de steder og de mennesker. De har forandret sig, og det har vi også, og sådan skal det være. Det er bedst at efterlade dem lige der, hvor de hører til: i den tid. Så mister vi dem aldrig.

Jeg er ikke ked af de mange timer, jeg har tilbragt i selskab med sarkastiske Chandler, følsomme Ross, neurotiske Monica, dumme Joey, søde Rachel og fjollede Phoebe. Det eneste, jeg er lidt ked af – og det er egentlig kun på skrømt – er, at jeg havde en dårlig hårdag den dag, Anna og jeg trådte ind på Central Perk i Warner Brothers’ studier i Burbank og fik lov at sidde i sofaEN.

57540138_377372966441360_8823128312327962624_n
Could we have any worse hair?

 

Venner – I’ll Be There For You er udgivet af Harper Collins og kan blandt andet fanges her

Psst! Hvis du virkelig trænger til trøst en dag, skal du se de her fraklip – jeg GRÆD!

Reklamer

Kulturelitens indiskrete forfrossenhed

❤️❤️❤️❤️ Her i påsken fik jeg for første gang i månedsvis mulighed for at læse af lyst. Jeg kiggede på min kærestes hylde, mens jeg holdt mig for ørerne, for politihelikopteren larmede over menneskelig dårskab på Nørrebro, hvor han bor, og fandt Martin Kongstads romandebut Fryser jeg, som jeg faktisk har læst før, men måske lidt hurtigt og overfladisk og i hvert fald for år siden. Jeg hev den ned igen. Og blev lidt forfrossen.

1574998_1537000793

Hovedpersonen Mikkel Vallin er tidligere madanmelder, nu i gang med at skrive en bog om sin ven, narkomanen Søren, og hans livs kærlighed Signe. Vi mødte ham i den fremragende novellesamling Han danser på sin fars grav, og i romanen følger vi ham gennem det år, hvor han går til angreb på selve parforholdet lige efter selv at være kuldsejlet i forholdet til sin søns mor Helene. Samtidig forelsker han sig i den ungarske kunstner Diana, og i Vallins konstant omtågede hoved virker det som den perfekte måde at passe på den nyfundne kærlighed på at sætte den fri – ikke bare på egne vegne, men som en hel filosofi. Han iværksætter bevægelsen Den næste kærlighed i sine rige venners sommerhus i Tisvilde. Der bolles i grupper og holdes prædikener, drikkes igennem og høres musik, og da sommeren er gået, var det hele vist bare en meget lang sommerfest med overnatning i telt.

I det hele taget defilerer Vallin ind og ud af mere eller mindre vellykkede fester; om han konkurrerer med den lokale sut om spillemaskinen på et gammelt værtshus, holder foredrag i et jysk kunstnerlaug eller går til fernisering med sin sexede kunstner-ikke-kæreste , så flyder sprutten og de livstrætte anskuelser ned med kaskader af vin, champagne, elefantøl og skarpe af alle slags. En slags 10’ernes Hærværk, men uden inderligheden og nærmest uden lyst, trods de mange (alt for mange) seksuelle møder:

Den tonale stigning fra teltets lynlås, og jeg hvirvlede gennem tyve års festivaler ind i saunavarmen, og al den sved kunne vi omsætte til sved og østers og Cordoba med mauriske fliser og døsige mænd under korktræerne. Vores fingre blev ål gennem ådsel og vi savlede som et imbecilt fabeldyr og ville have mere af alt; længere ud, længere op, og jeg græd, da jeg fik en finger op i røvhullet og rallede ind i et blackout med sitrende vener og ansigtet begravet i kusse.

Velbekomme. Bogstavelig talt, for indimellem udskejelserne står den på snobbede retter, som beskrives med blot en anelse mere vellyst end elskoven.

En pinot grigio, den fra Lis Neris, for eksempel, ville være et fint valg, hvis jeg lavede retten klassisk, men hønsefonden kaldte på en dybere vin, og jeg bladrede gennem hukommelsen og kom i tanke om en Mongeard-Mugneret, som jeg i sin tid havde fået på Søllerød Kro; lyst sind, vilde bær og skovbund.

… lyder det for eksempel, da Vallin forbereder kærestens første måltid i København efter en springtur til Budapest. Det hele er ekstremt velskrevet og langt hen ad vejen desværre også dybt deprimerende. Vallin har et blik på alt og alle, og intet kan rigtig imponere, for alt er sat i bås, kategoriseret og vurderet. Hvor Jastrau trods alt finder i skøgens seng. Vallin må nøjes med udløsninger en masse, og det er ikke kønt, selv om det er flot.

Jeg piskede, til blodet begyndte at løbe, og hun klagede sig og pillede løs og begyndte at ryste ukontrolleret i inderlårene og kom ud over myretue, grøfter og væltede træstammer, og jeg stak min glaspik ind i hende og kneppede som en straffefange. Der lå vi og lugtede af kød igen.

Man mores, men man fryser også – som Vallin, velsagtens. Og man undrer sig; dels over, at det åbenbart ikke er rigtig nødvendigt med penge i ‘de kredse’. Der er råd til Irma på Gammel Kongevej og middag på Noma og uanede flasker sprut hvor som helst. Dels over, at det overhovedet lykkes hovedpersonerne at stå op hver morgen, når de er så spritstive hele tiden. Og endelig over, at det åbenbart vrimler med depraverede mennesker i lille København, Tisvilde og sågar Brande. Man får faktisk helt lyst til at blive bornert.

Fryser jeg er en vellykket roman, og jeg kan til min egen overraskelse bedre og bedre lide Martin Kongstad – altså sådan, på afstand, for jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg med min opvækst i Hørsholm og på Frederiksberg, min hang til mainstream og parforhold ville indgå i det kulturradikale hieraki (gys!). Hans insisterende snobberi har sin egen charme, og hans overdrevne madglæde, som den blandt andet kommer til udtryk i Bearnaise er dyrenes konge på Radio 24-syv, er smittende.

Mikkel Vallin kan jeg til gengæld godt undvære. At han til sidst både giver slip på sin kamp mod parforholdet og holder jul med sin ven Søren og Sisters of Mercy fra bunkepulet i Tisvilde er ikke nok. Han fryser stadig – verden omkring sig.

Fryser jeg af Martin Kongstad er udgivet af Peoples Press

Læs den, hvis du generelt er ovenpå og blot vil underholdes (men ikke hvis du har kærlighedskvaler, den er simpelthen for kold).

Tag i stedet Han danser på sin søns grav (2009) med i Kongens Have eller på sommerferie.

Og har du købt sommerhus i Tisvilde – eller er du lidt ked af, at du heller ikke har råd – så erhverv dig den underholdende samling Tisvilde-tekster Sådan gør vi ikke i Tisvilde. (2018) 

Retfærdighed!

❤️❤️❤️❤️❤️ For nylig på Krimimessen i Horsens spurgte britiske Sarah Vaughan ud til publikum på formfuldendt Oxford-engelsk, om vi egentlig havde en politisk elite i Danmark på samme måde som i England – og om det betød noget for vores oplevelse af en bog som hendes?

56439091_857340637932321_449584643830710272_n

Det var et godt spørgsmål. For Skandalens anatomi handler i den grad om hierakier. Om en britisk elite, der ikke bare har titler, men også føler sig entitled, og som derfor er hævet over såvel loven som almindelig moral. Romanen kører i to spor; i det ene følger vi retssagen mod juniorministeren James, der af sin tidligere elskerinde er anklaget for voldtægt ved deres sidste møde, efter at affæren var afsluttet. I det andet spor følger vi James, hans slæng af privilegerede venner, herunder den nuværende premierminister, hans nuværende hustru Sophie og dennes læsemakker Holly på ikoniske Oxford. ‘Noget’ skete dengang, som giver genlyd i nutiden og påvirker både voldtægtssagen og personernes opfattelse af hinanden og den. For kan Sophie stole på sin mands uskyld? Og kan James regne med sin gamle vens opbakning? I bedste noir-stil får vi historien fra flere sider og ved ikke helt, hvem vi skal stole på – den er elementært spændende, og jeg læste den på to dage i streg.

0x500-1

Men det, der løfter bogen over dens egen suspense og giver mig lyst til at læse den igen, selv om jeg kender plottet, er beskrivelsen af Oxford-miljøet. De salige skal arve jorden, og drengene fra Eton arver Oxford. Her er de konger, der forvalter deres kongedømme helt forfærdelig dårligt, og piger som Sophie hænger kun lige med i kraft af deres klasse, men med deres køn imod sig. Skandalens anatomi beskriver pinefuldt, hvordan klubben ‘Libertinerne’ hærger igennem Oxfords beværtninger og smadrer alt, hvilket de fortvivlede indehavere forventes at se som en form for ære. For de betaler jo, ikke sandt? Særligt tåkrummende er en scene, hvor de hovedrige og sanseløst berusede dengser køber litervis af dyr champagne og hælder den ud på gulvet.

Holly er på Oxford på et stipendium. Hun kommer fra Liverpool og er derfor fra starten bagud på sociale point. Fagligt åbner der sig til gengæld en verden for hende, som hun aldrig har kendt før. Hun er dygtig til sit fag, engelsk, og hun kommer i læsegruppe med smukke Sophie, der er kæreste med James. De bliver en slags venner i Hollys optik, men i Sophies verden er Holly mest af alt et middel til at få lavet de nødvendige lektier, der ikke interesserer hende meget. For Sophie er på Oxford for at have det sjovt og finde en mand. Og det gør hun. Men var det et godt valg?

Særligt tåkrummende er en scene, hvor de hovedrige og sanseløst berusede dengser køber litervis af dyr champagne og hælder den ud på gulvet.

Skandalens anatomi handler om elite og ulighed, mænd og kvinder, #metoo og victim blaiming, habilitet, moral og meget mere. Det lyder som en kronik, men det fungerer som roman, især på grund af den stramme komposition og de levende karakterer. Ud over James, Sophie og Holly er også anklageren Kate, der fører sagen mod James, medrivende og nuanceret beskrevet. Hun  er tynd, ensom, lettere alkoholiseret og drevet af retfærdig harme. Det er Sarah Vaughan også.  Faktisk var hun rasende, da hun skrev bogen, fortalte hun tilbage i Horsens.

“Men forhåbentlig fik jeg kanaliseret vreden.”

Det gjorde hun bestemt.

På hendes spørgsmål svarede en mand i publikum – det var såmænd min egen – at vi netop har set voldtægtssager i de politiske ungdomsorganisationer over et bredt politisk spænd, så desværre er historien også aktuel her.

Skandalens anatomi få en vid udbredelse og en afskrækkende og effekt. Ikke mere dækken for hinanden. Ikke mere grådig og hensynsløs elite. Ikke flere kvinder, der bebrejder sig selv for andres fejl. Retfærdighed!

Skandalens anatomi er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Hvad skal jeg læse … når jeg selv må bestemme?

Undskyld. Hvis du er læser af Bogliv og har fundet vej herind de sidste par måneder, så bare undskyld. Jeg ved godt, det har stået sløjt til. Der har stået det samme henne i ‘Lige nu læser vi’, og det, der har stået, har været pligtlæsning. Der er nemlig to gange om året, hvor jeg i særdeleshed ikke læser af lyst, men af pligt; op til Bogforum i efteråret og op til Krimimessen i foråret. Fordi jeg skal interviewe. Misforstå mig ikke. Der kan sagtens ligge vidunderlige læseoplevelser i de bøger, jeg skal interviewe om. Sådan var det fx i år med Sarah Vaughans Skandalens anatomi, som jeg snarest vil anmelde her på siden. Den slap jeg ikke i to døgn, for den er spændende – og vigtig!

 

Jeg kan også altid finde noget at være begejstret over ved de bøger, jeg skal læse, om ikke andet forfatteren, for de allerfleste forfattere er skidesøde og sjove at snakke med, når de kommer ud af skrivebulen. Det gælder ikke mindst svenskerne, som altid drysser glimmer og grandness over de danske messer, for de har lige det ekstra – det skarpe jakkesæt, de tårnhøje stiletter og de velformulerede svar, der får os andre til at ligne bavianer, men de synes vistnok, vi er ret nuttede alligevel. Og de gider godt at svare på, hvorfor de skriver spænding (her er flest penge), og hvor de får deres inspiration fra (virkeligheden, mestendels!). Jeg kan både anbefale Sofie Sarenbrandt, Lina Bengtsdotter og Martin Österdahl, der sætter hver deres præg på en genre, det er svært at forny. (PSsst! Og Martin har engang været chef for Eurovisionen! Seeeejt.)

Så altså: Intet skidt at sige om pligtlæsning, ud over at der ikke er meget lyst i det. Det er bare en anden måde at læse på, når man ved, man skal stå til regnskab for læsningen – og når man ikke selv har valgt bogen. Jeg har læst rigtig, rigtig mange pligtbøger de sidste mange år – otte år på Krimimessen. Og nu, hvor den er slut for i år, muleposerne er pakket ned, og hverdagen er tilbage, går det op for mig, at jeg slet ikke ved, hvad jeg har lyst til at læse. Derfor står der et spørgsmålstegn henne på ‘Lige nu læser vi’. Det står faktisk mere som en hensigtserklæring end en beskrivelse, og det skal der laves om på.

Jeg vil læse af lyst – men hvad?