Vennerne, der altid vil være der for dig

❤️❤️❤️❤️❤️

You look young.

We’re having fun … and if that’s not enough, so … here’s a key to my apartment.

Hvis du ikke allerede har et indre billede af en presset mørkhåret fyr og en nuttet og ret overrasket blondine, der sidder på en kaffebar og tager DEN SNAK om, hvor forholdet er på vej hen (kæreste eller ej, julekort eller ej), så vil du være ligeglad med denne her anmeldelse. Og så har du nok været rimelig irriteret i 90’erne, da dine venner faldt i svime over en fjollet tv-serie om nogle ret så goofy typer med skiftende frisurer, der sad og drak kaffe dagen lang. (Og hvis du har, så kan du godt tåle et gensyn).

 

Jeg kan selv huske, at jeg syntes, Venner var det mest åndssvage navn til en serie, da den kom frem i 1994. Mine yndlingsserier hed Melrose Place og Beverly Hills 90210 og var overhovedet ikke sjove, men fulde af velklædte indædte unge mennesker med svimlende mange dagsordener. Hvis jeg havde kendt ordet generisk, ville jeg have kaldt titlen Venner netop dét. Det var min faste serie-ven, Søren, som sagde, at han var begyndt at se Venner, og jeg tænkte i mit stille sind, at vi nok var begyndt at vokse fra hinanden. Det var vi også, men det havde ikke noget med Venner at gøre.

For jeg tror ikke, det kan overdrives, hvor stor en betydning serien har haft for mig siden. Og det mest mærkelige ved at læse Kelsey Millers bog Venner – I’ll Be There for You er at opdage, at sådan har andre det også. Mange andre. Millioner af andre. Den funktion, Venner har haft for mig – trøst, virkelighedsflugt, genkendelse, ja selv, venskab (jo, jeg sagde det) – sådan har det også været for de andre. Ikke mindst for Miller selv, der beskriver det sådan her, da hun går ind i sit fitness-center, og Venner-genudsendelserne ikke er på:

I det øjeblik tænkte jeg tilbage på alle de andre gange, hvor jeg var vendt tilbage til at se genudsendelser af Venner: Når jeg var syg, når jeg lå på et hotelværelse og ikke kunne sove, når jeg var blevet afvist …

Og det er jo sådan, det er med Venner. Jeg har set Venner med, ja, venner, jeg har set den alene, jeg har endda vistnok set den med kærester. Men allermest har jeg set den med min datter Anna, som nu er 21 og egentlig ikke burde kunne identificere sig med en gruppe unge uden mobiler og internet. Men det kan hun. Vi har et Venner-citat for enhver situation, og jeg vil vove at påstå, at vi kan føre en en hel samtale med dem, hvis vi strenger os lidt an. Nogle af vores favoritter er:

I do have a new found respect. For life.

Oh My God.

This night, this room … I must take a mental picture. Click.

What do I want … what do I want.

So … Mondler?

Vi regnede engang ud, at vi havde set Venner i tre måneder i træk (og det er altså mange genudsendelser siden), vi har slidt dvd-boksen op og ser nu Venner på Netflix. Vi har brugt Venner til trøst og til opmuntring, til tidsfordriv og ventetid, til forkælelse og nærmest som slik. Vi har skiftet mellem yndlingsafsnit og -karakterer, men vi vender altid tilbage til Chandler, Ross og afsnittet, hvor Ross har den der samtale med Mona. Og det, hvor Joey kommer til at slå Ross, efter at han har erklæret sin kærlighed til Rachel (i øvrigt et ‘mislykket’ afsnit ifølge Miller. Hver sin smag).

0a8ac0d6ec57014f2f3dcffaf6ab0b36.png
Det var ikke helt nemt med de gåseøjne, vi begyndte at lave i 90’erne.

Derfor var det også med en lille følelse af angst og et hint af jalousi, jeg gik i gang med Venner-bogen. For hvis ‘alle’ har det på samme måde, gør det så min (og Annas) oplevelse mindre? Og hvad nu, hvis vores Venner slet ikke er søde i virkeligheden? Den følelse tog faktisk et par kapitler at ryste af mig. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af TMI, da jeg læste om, hvordan serien opstod, hvordan der blev castet til rollerne, og hvordan det var lige ved ikke at blive de ‘rigtige’ venner på de rigtige poster. Lidt som at se ind bag tæppet på teateret og opdage, at skuespillerne har sneakers på under prinsessekjolerne.

0x500-1

Men inde i bogen blev jeg hurtigt hooked. Det er sjovt at læse en amerikaners perspektiv på alt det, Venner også er, ud over sjov og varm: homofobisk, alt for hvid (indtil Charlie – en lækker palæontolog med en ustyrligt morsom ex-kæreste – kommer med i niende sæson og scorer først Joey, så Ross), urealistisk i sit plot (hvem passer børnene, og hvordan får de råd til alt det kaffe?) – og svingende i kvalitet. Der er gode sæsoner, fremragende sæsoner og sæsoner, der er ved at sætte det hele over styr. Jeg gyser over at læse, hvordan det hele flere gange var ved at falde sammen, på grund af lønforhandlinger (udført kollektivt – dog lidt svært at forstå, hvor ærgerligt det var for dem at få mindre end en million dollars – per afsnit), og fordi holdet bag tidligt næsten ofrede alt for en Cola Light-reklame-deal af uhyrlige dimensioner. Dejligt nørdet er det også at læse om frisuren The Rachel og hvorfor de seks venner dannede mode, når de faktisk ikke var specielt velklædte.

pURss-E_pYll
Det stumme ‘m’ blev introduceret i min verden, da Charlies ex-kæreste gjorde det ualmindelig svært for Ross at holde fast i Charlie. I ved, hvad jeg mener:)

Miller har researchet grundigt og skriver godt og personligt. Hun er en dedikeret fan, der godt kan finde ud af at være kritisk, hvor det er berettiget, og det er det flere steder. Venner kan analyseres både sexistisk og homofobisk, og det er ok at gøre opmærksom på – også selv om, og måske fordi, vi er blevet klogere siden. At få historierne om, hvordan Venner levede i og med de ændringer, der skete i verden på 10 år, og fx også indblik i, hvordan holdet håndterede den uge i 2001, hvor ikke bare tårnene, men amerikanernes selvopfattelse og resten af verdens opfattelse af fred og ingen fare styrtede sammen (man kan så lave et sjovt afsnit om Halloween med Sean Penn? Det kan man godt), er interessant. Det er bestemt også på sin plads at se på de mindre pæne ting, der foregik bag kulisserne, herunder den diskriminations-sag, som forfatterassistenten Amaani Lyle anlagde – og tabte – mod seriens forfattere.

MV5BOTE5OWZhMTItMzk4Ni00MDAyLTgyNGQtMDJjM2Y0NjdiYzUzXkEyXkFqcGdeQXVyMzU0NTc0MDY@._V1_
Hvad gør man, når hele verden er styrtet i grus, og man skal til at optage et afsnit af verdens mest populære sitcom? Man optager den. Og opdager, at det bringer trøst.

Det ændrer bare ikke rigtigt ved, at Venner stadig føles som et kram, en trøst og en virkelighedsflugt. Genkendelsen ligger i det hele, jeg kan jo huske de fleste afsnit, Miller refererer til. Og det er den, vi elsker, os der elsker Venner. Genkendelsen. Følelsen af ikke bare at se, men at blive set – som dem vi var og er, selv om vi er nogle helt andre og lever under helt andre forhold end de overbetalte skuespillere. Selv 15 år efter, at serien er slut, og verden på mange måder har rykket sig milevidt væk fra det univers, den foregår i, føles det relevant at se Venner. Som Miller skriver:

Nogle ting hører fortiden til. Venner er en historie fra en svunden tid. Den lever gennem de universelle sandheder, den fortæller om slægtskab og kærlighed og om at blive voksen. Den lever stadig i vores kollektive hukommelse sammen med vores gamle bofæller og første kærester, de indforståede vittigheder, vi plejede at fortælle, og de banale sange, vi skrålede med på i bilen for nedrullede vinduer og helt skruet op for anlægget. Der er en fristende bittersødme i at tænke tilbage på de dage – grine ad gamle billeder og krympe sig over det hår, vi havde. Men, som Le Blanc sagde, man kan ikke vende tilbage til de steder og de mennesker. De har forandret sig, og det har vi også, og sådan skal det være. Det er bedst at efterlade dem lige der, hvor de hører til: i den tid. Så mister vi dem aldrig.

Jeg er ikke ked af de mange timer, jeg har tilbragt i selskab med sarkastiske Chandler, følsomme Ross, neurotiske Monica, dumme Joey, søde Rachel og fjollede Phoebe. Det eneste, jeg er lidt ked af – og det er egentlig kun på skrømt – er, at jeg havde en dårlig hårdag den dag, Anna og jeg trådte ind på Central Perk i Warner Brothers’ studier i Burbank og fik lov at sidde i sofaEN.

57540138_377372966441360_8823128312327962624_n
Could we have any worse hair?

 

Venner – I’ll Be There For You er udgivet af Harper Collins og kan blandt andet fanges her

Psst! Hvis du virkelig trænger til trøst en dag, skal du se de her fraklip – jeg GRÆD!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s