Spændende og letlæst

Palle Schjødtz har læst første bind af Henriks Bruns nye serie med en kvindelig hovedperson denne gang, og det holder spændingen hele vejen, skriver han.

❤️❤️❤️❤️

Forfatteren Henrik Brun har gjort sig kendt for fem spændingsromaner med journalisten Ketil Brandt som hovedperson. Efter at have hjemsøgt fire nordiske lande og Polen er Brandt sat på pause og med den nye roman præsenteres en ny hovedperson, Selma Brink, som også er journalist – ligesom forfatteren selv i øvrigt. Selma har været TV-vært og en kendis, og hun har sagt farvel til jobbet og berømmelsen for at kaste sig ud i en ny beskæftigelse som PET-agent. Hendes chef hedder meget betegnende Kellermann.

Selma er efter en grundig skoling klar til at blive kastet ud i en større opgave, som drejer sig om at opklare mordet på en yngre kvinde, der har været kendt for at hjælpe flygtninge, også med illegal indvandring. Det har skaffet hende mange sympatisører og mange fjender, og de sidstnævnte er under mistanke for at have begået udåden.

Da mordet har fundet sted i Flensborg, introduceres hurtigt den dansktalende politimand i denne by, Janssen, og vi får som læsere den tanke, at den kontakt måske vil udvikle sig romantisk. På dette punkt holder forfatteren længe muligheden i live, men om det sker, skal ikke afsløres her.

Historien udvikler sig med endnu et mord, og Selma får virkelig travlt med at fare rundt mellem Flensborg, København og et flygtningecenter i Blokhus for at udrede baggrunden for mordene samtidig med at hun skal fastholde sin tilsyneladende identitet som redaktør af internationalt tidsskrift. På et tidspunkt er hun tilmed på en undercover mission i et tredje land.

Godt henne i historien gør forfatteren det kup at vende op og ned på historien, hvilket ikke gør bogen mindre spændende, men det overlades til læseren at få den oplevelse, og spændingen opretholdes til det sidste. Flygtninge, indvandrere og mulige terrorister udgør sammen med politiske fjender de mistænkte, medens politi og efterretningstjenester i Danmark og Tyskland søger at løse gåden om mordene.

Godt henne i historien gør forfatteren det kup at vende op og ned på historien, hvilket ikke gør bogen mindre spændende (…)

Henrik Brun skriver fortsat levende og letlæst, og han har som sædvanlig været på en grundig research på de lokaliteter, vi præsenteres for, og det helt ned i detaljen. Til gengæld synes det ikke at have været så let at skifte hovedpersonens køn ud, så Selma virker ikke helt så troværdig, som Ketil Brandt var.

Operation nyttige idioter er udgivet på Peoples Press og kan blandt andet fanges her

Advertisement

He said, she said

Kærlighed. Min hjerne kredser ustandseligt om det. Fordi jeg synes, det er svært. Vidunderligt. Helt uundværligt. Og mystisk. Det der med at finde, forelske sig i, komme til at elske og ønske at leve med et andet menneske. Intet andet sted, måske bortset fra i forholdet til vores børn, møder vi os selv i så ren, fantastisk og ubarmhjertig form, som når vi kommer helt tæt på et andet voksent menneske. Det er jo her, vi ikke i længden kan skjule, at vi både er bange, egoistiske og hidsige. Det er her, vi opdager, at selv om vi vil alt det gode, kan vi ikke altid finde ud af at gøre det. Det er også i kærligheden, at vi finder kræfter til at sætte et andet menneske før os selv og evnen til at tilgive – og indimellem mærker kræfterne og tilgivelsen slippe op. I modsætning til forældreskabet har det moderne menneske ovenikøbet valget at slås med i deres parforhold: Elsker jeg ham nok? Skal det være sådan de næste 20 år? Er hun den rigtige for mig? Kan jeg blive den bedste version af mig selv i denne her relation? Should I stay or should I go?

De spørgsmål tumler personerne i de to romaner, jeg har læst i løbet af ugen, også med. De er vidt forskellige – en er norsk, en er dansk. Den ene forfatter er mand, den anden kvinde. Den ene er tungt nordisk i sit udtryk, den anden næsten chicklit-agtigt pludrende. Men for mig kom de to bøger til at fungere som en slags He said, she said om det moderne parforhold, og dét er interessant. Og underligt nedtrykkende.

❤️❤️❤️❤️ I Se på os nu af norske prisnominerede Geir Gullikson møder 50-årige Hans den 20 år yngre Harriet til et bryllup. Egentlig bryder han sig ikke meget om hende, siger han, men en fascination bliver til et par sms’er bliver til et møde bliver til to, og pludselig er Hans forelsket og som alle forelskede dybt egoistisk. Forelskelsen er godt og giftigt beskrevet. Stærke er fx scenerne, hvor han fantaserer om, hvordan det faktisk vil komme både hans kone Ingunn og deres datter Kristina til gode, at han har fundet en så god ’ven’ som Harriet– forelskelsen er i sandhed en stofrus og helt klart kønnest indefra.

Han drak sin kaffe, tilfreds med sig selv, med sit liv, og tænkte, at det her var godt for dem, et lykketræf, det var godt for Ingunn, at Hans havde mødt Harriet, det var godt for dem som ægtepar, at han skulle møde Harriet igen og klæde sig af sammen med hende. Det var også godt for Kristina (…).

Harriets og Hans’ relation sætter naturligvis en stille lavine i gang af opbrud, skilsmisse, nye relationer, jalousi, forsoning og ny-orientering. Det hele sker underligt udramatisk, selv om det vælter så mange liv, og i sidste ende er der ikke sket meget andet, end at en gruppe voksne mennesker har flyttet sig til lidt dårligere boliger alle sammen, og nogle børn har fået nye vilkår i deres liv. Se på os nu er en fascinerende, men også forstemmende bog; velskrevet, velkomponeret og virkelig præcis i sine skildringer af personerne, som vi desværre forstår alt for godt. Al den velvilje, al den livslyst – for ikke at sige slet og ret liderlighed – al den tro på, at det hele bliver bedre næste gang – og så alligevel ligner det mest en katastrofe. En elsker en, som elsker en anden, som bruger den ene, som bruger den tredje. Hvis der er ægte kærlighed undervejs – og det er der ingen grund til at betvivle – glider den ud mellem fingrene på dem, og det eneste rigtige opmuntrende er faktisk børnene, som virker skarpe og overraskende tilgivende.

❤️❤️❤️❤️ Helt omvendt står det til i Kristina Aamands Sammenbragt. Her møder vi børnebogsforfatteren Kathrine, der er gift med skolelæreren Max, med hvem hun tilsammen har fire sammenbragte børn, der bor i den 74 kvadratmeter store lejlighed i ulige uger. Og det er desværre de dårlige uger, for de nye bonusbørn er svære for Kathrine at have med at gøre, især den 14-årige Manja, der er jaloux og vil have sin ’farmand’ for sig selv og synes, at Katrine både er ond og har skæve bryster. Over det hele svæver ‘moderskibet’ Mette, Max’ ex, der konstant ringer for at diskutere børnenes følelser omkring alt fra boligindretning til konfliktniveau.

Det er noget nær en moderne klassiker: Hvad gør vi, når vi to nu er så forelskede og ikke kan forestille os andet end at leve vores kærlighed ud, men dine og mine børn, som vi elskede først, ikke vil spille med og automatisk blive til en lykkelig sammenbragt familie? Og når alt det, der nok kan være træls ved det oprindelige familieliv, slet og ret bliver irriterende, når det hele ikke er ens eget?

(…) han så dybt ind i hendes brune øjne, og hun svømmede væk i hans blå, og han lovede at elske hende, altid. Han sagde, at han slet ikke kunne forestille sig, at de nogensinde ville skændes, og hun gav ham ret. Hvad skulle komme på tværs af en kærlighed som deres? Gummistøvler!

Undervejs i romanen prøver Kathrine og Max både at forkæle hinanden med par-aktiviteter som penis-massage, få et barn  til at kitte det hele sammen og gå i swingerklub. Det eneste, de ikke rigtig prøver, er at gøre det godt med børnene, og det er både underligt og en kvalitet ved romanen, for den lader egentlig ikke, som om de voksne er optaget af ret meget andet end sig selv, og det virker på en måde befriende, ikke mindst fordi den er sjov og veloplagt skrevet. Og mange, der står midt i suppedasen, vil utvivlsomt drage et lettelsens suk og sænke skuldrene lidt, og hvis der er noget, den sammenbragt familie har brug for, er det nok dét.

Finder vi så ud af, hvordan vi skal gøre med kærligheden? Slet ikke. Hverken den ene eller den anden roman udpeger en ny handlemåde, men de giver måske en dybere indsigt i, hvor rodet det er, når vi moderne kærlighedskrigere (et udtryk fra Aamands roman) løber rundt for at få opfyldt vores egne behov. For et parforhold kræver i sagens natur, at vi er  rettede mod den anden, mens samfundet og vores egne forventninger kræver, at vi skal forfølge og nå hver vores individuelle mål. Vi ønsker den andens opmærksomhed, men den anden skal også være spændende. Vi ønsker nærheden og sammensmeltningen, men vi vil også have vores selvstændighed og frihed. Og når vi ikke får præcis det, vi ønsker, begynder tvivlen at nage. Er dét kærlighed?

Se på os nu af Geir Gulliksen er udgivet på C&K Forlag og kan fanges her

Sammenbragt af Kristina Aamand er udkommet på Harper Collins Nordic og kan fanges her

“Dagen i morgen bliver bedre end i dag”

Man skulle næsten tro, det var planlagt. Mens vi – en bred skare af bibliotekarer, bloggere og andre litteraturformidlere, som det hed i invitationen – sad og hørte om kommende udgivelser på Lindhardt og Ringhof med Niels Krause-Kjær og hans politiske thriller Mørkeland som den store finale, tikkede nyheden ind om, at der var udskrevet valg.

Han ser skeptisk ud her, men udgangspunktet var muntert og fremtidstro.

“Jeg elsker politikere, og jeg har altid troet på, at dagen i morgen bliver bedre end i dag – indtil nu.”

Sådan sagde Krause-Kjær om det politiske landskab, da han gik på efter en lang litteratureftermiddag og slog besværgende ud med hænderne, mens han pegede ud på det samfund, han i vid udstrækning synes, fungerer – “…. og det må man vel trods alt give vores politikere, at det har de ikke helt f***ed op.”

Vi fulgte alle sammen hans håndbevægelser – fordi det var svært ikke at kigge ud ad vinduet, når vi nu sad helt oppe over Københavns smukke tage, på 7. sal af Lindhardts flotte adresse på Vognmagergade midt i København.

Kongekabale blev filmatiseret med Søren Pilmark i rollen som politiker i et voldsomt opgør i Det Demokratiske Parti – suk, they don’t make them like that anymore.

Der er gået 19 år, siden Krause-Kjær debuterede med Kongekabale, thrilleren om opgøret i det såkaldte Demokratiske Parti. Der er også gået 19 år i hovedpersonen, journalist Ulrik Torps liv, og han er kommet helt ned i dyndet. Fyret fra Dagbladet, på dagpenge og boende i den toværelses forældrelejlighed, han i velmagtsdagene købte til sin datter.

“Når man bliver tyndhåret som mig, begynder man at tænke over, hvor skrøbeligt det hele er. Det er jo gået godt, men jeg har også kammerater, som jeg har gået på Journalisthøjskolen med, som har det dårligt i dag – og det kunne jo lige så godt være mig,” siger Niels Krause Kjær og fortsætter:

“Det bliver farligt, hvis vi tager tingene for givet – vores ægteskab, vores arbejde og som samfund vores institutioner.”

Mørkeland handler om et folketingsvalg, og Krause-Kjær er gået langt for at finde ud af, om det ville kunne lade sig gøre at snyde til et dansk valg. Han fandt svaret, men det skal vi læse om – og det glæder jeg mig til.

Eftermiddagen over tagene bød i øvrigt på en sand gaveregn af bøger på vej. Smuk coffee table-bog om mit – og alle andres – elskede Bornholm, reportage fra Mads Vangsøs tur over Atlanten i robåd, ny roman fra Maren Uthaug, håndboldårbog fra Joachim Boldsen og Camilla Andersen, digte af forlagets ‘husdigter’ Peter Poulsen, tophemmelig historie fra Margaret Atwood og sågar en bog om utugtigt materiale fra Politimuseet med et skønt billedmateriale. Redaktør for dansk skønlitteratur, Sune De Souza Schmidt-Madsen havde en hel trækvogn af bøger med, herunder hans egen “den bedste siden Homer”, som han sagde med et glimt i øjet.

Skøn forfatter, men for sen udgivelse

Forfatter Anna Skyggebjerg har læst en fremragende og lidt for tidstypisk selvbiografi, som viser et barsk billede af et USA, der var engang. Og en kvinde, der stadig påvirker det med sine ord.

❤️❤️❤️ Redaktøren på Bogliv skrev, ”Er der noget med, at du er fan af Maya Angelou? Kunne du have lyst til at anmelde den her?”  Mit svar var ja og ja. Jeg er en stor fan af Maya Angelou, og jeg ville gerne anmelde Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur. Romanen er et hovedværk i moderne amerikansk litteratur, pligtlæsning for enhver high school-studerende – og jeg havde ikke læst den. Det har jeg så nu, hvor den er udkommet på dansk, 50 år efter sin oprindelige udgivelse i 1969.

Maya Angelou (1928-2014) var ikke blot en af USA’s største forfattere af romaner og digte, hun var også en stærk stemme i kampen for sortes borgerrettigheder og derfor et ikon for det sorte USA. Bill Clinton bad hende om at skrive et digt til sin indsættelse i præsidentembedet i 1993. Barack Obama tildelte hende The Presidential Medal of Freedom, USA’s højeste civile ære. Michelle Obama talte ved hendes begravelse. Og for rigtigt mange almindelige mennesker – for eksempel mig – er Maya Angelou en evig inspiration på grund af sine kloge betragtninger om livet.

Try to be a rainbow in someone’s cloud

har hun sagt.

Og

When a person shows you who he is, believe him the first time.

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er første bind i en række på syv selvbiografier – og Angelous mest berømte værk. Det beretter om opvæksten som sort pige fra midten af 1930’erne og frem til 1945, da hun bliver mor, 17 år gammel. Maya og hendes bror boede det meste af deres barndom hos deres farmor og en fysisk handicappet onkel i en lille by i sydstaterne. Farmoderen ejede en købmandsbutik, så Maya og hendes bror lærte verden at kende gennem de kunder, som kom i butikken. Tilværelsen var præget af fattigdom, racisme og vold – og en blind tillid til, at Herren ville sikre retfærdighed til sidst. Mens de ventede på det, blev sorte bomuldsplukkere slidt op af arbejdet, og Mayas onkel blev en hel nat gemt under alle løgene og kartoflerne i butikken, fordi den hvide betjent havde sagt, at ”drengene” – dvs Ku Klux Klan – ville komme gennem byen, rasende over et rygte om, at en sort mand havde forulempet en hvid kvinde. Maya og broderen blev ind imellem sendt afsted for at bo hos forældre, der ikke evnede at være forældre. Det var under et af de ophold, at 8-årige Maya blev udsat for voldtægt af sin mors kæreste. Overgriberen kom for retten, men slap for fængsel. Næste dag blev han fundet i en gyde, banket ihjel. Maya levede med skylden.

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er en stærk fortælling om datidens USA. Og en stærkt fortælling om at være en pige, der rejser sig og finder stolthed i sit liv som sort amerikaner. Den er velskrevet, den er rå og fuldkommen usminket, og derfor er det ikke overraskende, at den er blevet en klassiker – men heller ikke overraskende, at den har været forsøgt fjernet fra pensumlister og bibliotekshylder.

Maya Angelou døde i 2014, men hendes ord lever videre.

Men hvad der er overraskende for mig er følgende: At den ikke er udkommet på dansk før nu, 50 år efter 1969. Det er for sent. Af to årsager. Først og fremmest fordi det er en så fremragende bog, at der ikke er nogen som helst grund til, at den ikke skulle have været oversat og udgivet, da den udkom. Maya Angelous ven og forfatterkollega, James Baldwin, fik sine samtidige bøger oversat til dansk, samme år som de udkom på engelsk. Råb det fra bjergene udkom i 1965, og Ingen kender mit navn udkom i 1967. Så hvorfor kommer Maya Angelous mindst lige så vigtige værk først 50 år senere? Nu kunne man måske sige, ”Pyt med det; bedre sent end aldrig”, men…

Den anden årsag til, at det er for sent at udgive ”Jeg ved…” i 2019 er, at uanset at den er en fremragende bog, uanset at den er et hovedværk i amerikansk litteratur, ja, så er den en bog, der er meget tidstypisk. Den er skrevet i 1969; den omhandler USA i 1930’erne og 1940’erne. Både sprog og tematik føles ind imellem temmelig altmodisch. Som en film, vi allerede har set. Som en historie, vi allerede kender. Med billeder, vi allerede har på nethinden: fattigdommen, racismen, religiøsiteten, maden, selv kjolerne, smækbukserne og de slidte jakker. I 2019 tror jeg, at Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur får svært ved at få den gennemslagskraft, den egentlig fortjener. Og det er synd. Men fan af Maya Angelou, det er jeg selvfølgelig fortsat.

Psst …! Maya Angelou har udgivet adskillige digtsamlinger, der er i dag samlet i The Complete Collected Poems. De tematiserer ofte livet som kvinde og sort, præcis som Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur.” Men der er også smukke, enkle digte om kærlighed og længsel. For eksempel dette:

Sounds Like Pearls

 

Sounds

    Like pearls

Roll off your tongue

    To grace this eager ebon ear.

Doubt and fear,

    Ungainly things,

With blushings

    Disappear.

 

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur af Mary Angelou er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her