❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Mine børn griner stadig af det – den dag, jeg tænkte, at det da kunne være så sjovt at bage efter opskriften i Totte bager og fik en ret så sørgelig lille kage ud af det. Jeg havde ellers et klart indre billede af, hvor skønt en kage bagt af én kop mel, én kop sukker, ét æg og lidt smeltet smør ville smage. Enkelt og ukompliceret, som verden var, da jeg selv lærte Totte at kende.
Nostalgi, hedder den følelse, og den melder sig naturligvis med buldrende styrke, når jeg bladrer i jubilæums-udgaverne af Gunilla Woldes klassikere, Totte går ud og tre andre historier og Lotte modsat og tre andre historier. Jeg bliver skudt lige lukt tilbage, til min mor læste Totte går ud, Totte bager og ikke mindst Totte rydder op (som virkede så anstrengende) højt for mig engang i 1970’erne. Jeg husker også, hvordan jeg selv spejlede mig i Lottes problemer med veninden Nille i Lottes børnehavevenner, og hvordan det føltes, når jeg var “… sur og gal, eller ked af det.”, som Lotte er det i Lotte modsat. Gunilla Woldes første bøger om Totte og Lotte udkom i 1969, jeg er født i 1971, og jeg er derfor lige i målgruppen for de nostalgiske jubilæumsudgaver.
”Totte og Lotte er blevet børnebogsklassikere for flere generationer. Det er let at identificere sig med de små hverdagsdramaer, der handler om at rydde op, bade eller skulle til lægen. Og så er Gunilla Woldes streg ikonisk for 70’erne. Derfor lever bøgerne stadig i bedste velgående,” siger Christian Bach, forlagschef hos Carlsen, i forlaget Lindhardt & Ringhofs nyhedsbrev Bogmagasinet Bog.dk
Nostalgi er ikke nogen dårlig følelse. Den minder os jo om, hvem vi var engang, og at det var godt på mange måder. Men bøgerne om Totte og Lotte kan stadig meget mere end det. I al deres enkelthed beskriver de livet som et helt lille barn med alt, hvad det indebærer, ikke mindst en temmelig energikrævende kamp for at mestre livet. Totte skal lære at rydde op, Lotte skal lære at have følelser. Totte skal i bad, Lotte skal håndtere en krævende lillebror. Sådan er livet som lille, og det er hverken kun idyl eller kun problematisk, det er hverdag og fest, kedsomhed og drama, nydelse og arbejde – simpelthen. Og så er det sjovt.
”Der var meget humor i bøgerne. Det er derfor, de er gået så godt. Humor har reddet mig i det meste i livet,” fortalte Gunilla Wolde selv i et interview få år før sin død (kilde: Bog.dk).
Jeg har læst Totte og Lotte højt for både børn, jeg har passet, og for mine egne børn, og de har givet genklang hver gang. Når jeg genlæser dem i dag, genoplever jeg min egen barndom, mine børns barndom – ja, på en måde alle børns barndom. De fortjener alle seks hjerter til fulde, og jeg kan næsten ikke vente med at læse dem for mine nevøer.
Nostalgi er ikke nogen dårlig følelse. Den minder os jo om, hvem vi var engang, og at det var godt på mange måder.
Totte går ud og tre andre historier og Lotte modsat og tre andre historier af Gunilla Wolde er udkommet på Carlsen og kan blandt andet fanges her.
Jeg var fortryllet og bevæget af Delphine de Vigans elegante, smertefulde selvbiografiske roman ”Alt må vige for natten”. I bogen fandt hun på første side sin mor død efter et længe ventet selvmord og satte sig for at trævle ikke bare moderens, men hele familiens forhistorie op for at søge en årsag til moderens uafvendelige forfald. Bogen var brutal, dybt foruroligende og på alle måder mesterlig.
Da jeg stod med de Vigans nyeste bog ”De Loyale” i hånden var det med en slags forventning om skuffelse i maven. Det er de færreste forfattere, som er så træfsikre flere gange. De Vigan gør det da heller ikke nemt for sig selv. Hun fjerner sig fra sin egen historie og dykker ned i en ren fiktionsverden, hvor hun sætter sig for at belyse det diffuse begreb ”loyalitet”.
Loyaliteten som en ren følelse. Båret af kærlighed og venskab. Spørgsmålet om, hvor langt et menneske er villigt til at gå for ikke at bryde loyalitetens bånd. Og om, hvor langt vi bør (eller ikke bør) gå for hinanden. Kan loyalitet – selv når den er båret af omsorg – gå for langt og blive malplaceret eller endda destruktiv?
Store, vanskelige spørgsmål, som forfatteren belyser gennem skoledrengen Théo. 11 år gammel, bedste ven med klassekammeraten Mathis og for de fleste voksne en helt almindelig dreng på kanten af pubertetens malstrøm. Men for klasselæreren Hélène en kilde til en bekymring så stærk, at den næsten udarter sig til en besættelse, som hindrer hende i at sove og fungere normalt i det lærermiljø, hun er del af. Alarmklokkerne ringer, men høres ikke af andre. Hverken skoleledelsen, resten af lærerstaben eller Théos virkelighedsfornægtende mor. Er drengen udsat for fysisk mishandling derhjemme? Eller er der noget andet på færde?
I bogens kapitler følger vi på skift de fire hovedfortællere Héléne, Théo, Mathis og Mathis’ mor, Cécile, som alle har blikket stift rettet mod hvert sit sæt bekymringer. Hélène og Mathis mod Théo, Cécile mod den mand, hun er bundet til, men ikke længere kender, og Théo mod udgangen fra en tilværelse, han ikke har redskaberne til at håndtere.
Som den egentlig relativt begivenhedsløse handling skrider frem, spinder bogens hovedpersoner langsomt sig selv og hinanden ind i net af loyalitetsudløste løgne og fortielser. Børn dækker over hinanden og over deres forældre. Forældre presses til at dække over hinanden af ægteskabets svært nedbrydelige, indbyggede loyalitetskrav. Ingen (med undtagelse af Hélène) siger sandheden, alle tier. Resultatet er en katastrofe, som uhindret og tilsyneladende uafvendeligt buldrer frem med retning direkte mod Théo.
Om katastrofen udløses eller loyaliteten brydes skal ikke afsløres her. Til gengæld kan det godt afsløres, at Delphine de Vigan har gjort det igen. ”De loyale” er et elegant, smertefuldt, brutalt mesterværk, som ingen læser bør gå glip af.
Delphine de Vigan, De loyale fra forlaget People’s Press.
❤️❤️❤️ “The new Jojo Moyes”, står der på forsiden af Beth O’Leary’s Lejlighed til deling. Det er store ord. Britiske Jojo Moyes står bag monster-succesen Mig før dig og andre store romantiske romaner som En plus en, Hende du forlod og Det sidste brev fra din elsker. Jeg er kæmpefan af Jojo Moyes og har haft fornøjelsen af at interviewe hende, både live på Bogforum og på den første version af Bogliv.dk
Netop derfor ved jeg, at det både er vildt forkert og måske lidt rigtigt med sammenligningen. For Lejlighed til deling er langt fra Moyes’ (nuværende) niveau. Historien handler om redaktionsassistenten Tiffy, der er nødt til at flytte fra sin kæreste Justin og indvilliger i et arrangement, hvor hun deler lejlighed med en mandlig hospice-sygeplejerske, Leon, der arbejder om natten og derfor kun har brug for lejligheden om dagen. De to begynder at skrive post-it-sedler til hinanden, som de hænger i lejligheden, og hvis du har læst mere end en halv romance-bog, ved du godt, hvad sådan noget fører til.
Undervejs skal de naturligvis grueligt meget igennem; Leon skal finde ud af, at hans nuværende kæreste Kay ikke er den rette. Tiffys ekskæreste viser sig at være en dominerende stalker-type. Leons bror Richie er i fængsel, uretmæssigt anholdt for et røveri, han (naturligvis!) ikke har begået, så ham skal de forsøge at få ud. Tiffys arbejde på et forlag kræver sit, Leons arbejde indeholder naturligvis både en vis lille pige og en aldrende homoseksuel, hvis ungdomskærlighed Leon bare må finde. Og så videre og så videre og så videre. Historien er alt for lang og alt for klichéfyldt. På sin vis ville det ikke gøre så meget – klicheerne skal være der, jo – hvis den var velskrevet, men den virker som et behjertet første udkast. Fx er jeg meget lidt vild med, at forfatteren næsten konsekvent udelader subjekt i 1. person ental af sætningerne, som her:
Nævner fejlagtigt Richie (…) Kan ikke tale med hende (…)
Det bliver trættende at læse i længden, ligesom endeløse replik-seancer:
Kay: Hun er ideel.
(…)
Mig: Virkelig? Ikke irriterende?
Jo! virkelig irriterende – for læseren. Hvad der også er irriterende, er dårlig oversættelse, formentlig på grund af tidspres. For eksempel er der nok ikke mange danskere, som ville sige:
Jeg er så langt ude, at jeg ikke kan tænke lige.
Mon ikke det er straight, der er blevet til ‘lige’, selv om ‘klart’ ville være mere passende?
Eller her:
Goddag igen, retssal. Det er så mondænt. Slet ikke som træsæderne og de hvælvede lofter i amerikanske advokatserier.
Det er jo netop ikke ‘mondænt’, men ‘dagligdags’ (mundane). Og det er sjusk, er det.
Når jeg har alligevel har et blødt punkt og tre hjerter i lommen til Lejlighed til deling, er det, fordi man tydeligt mærker hjertet bag. Jeg kan i glimt godt se personerne, og jeg kan mærke forfatterens lyst til at fortælle historier om kærlighed, og dem kan vi da ikke rigtig få nok af. At skrive romance er at balancere på kanten af kliché – der skal være nok til at indfri læsernes genreforventninger og få nok til ikke at trætte nogen. Når det lykkes, kan romance sige noget fundamentalt om menneskelige følelser, som andre genrer har svært ved; når det ikke lykkes, er det nemt at gøre nar.
Det ved Jojo Moyes også. Hun skrev en række romaner, før det lykkedes, og selv om de alle blev genudgivet med skønne omslag, da hun var brudt igennem, så er det tydeligt, at de bare ikke var lige så gode. Man skal øve sig, skal man. Det har O’ Leary forhåbentlig lyst til.
Lejlighed til deling af Beth O’ Leary er udkommet på HarperCollins og kan blandt andet fanges her
Noget af det allersmarteste, man lige nu kan være i gastronomiske kredse (og på en del af de københavnske brokvarterer) er sanker! Altså sådan en, som med rygsæk og Fjällräven-habit trawler rundt på Amager Fælled på jagt efter et eller andet spiseligt – helst så autentisk og nichepræget som overhovedet muligt.
Jeg er hverken smart gastrokok eller udpræget ”alene i vildmarken”-materiale. Men alligevel mærker jeg i år sankeriet trække lidt i mig. Måske fordi jeg meget af tiden går rundt og går i et med naturen i et gammelt rødt hus i Sverige.
Når man er isoleret med så meget natur, er det svært ikke at få lyst til at smage lidt på alting.
Jeg har derfor brugt en del af foråret på at læse op. Faktisk har jeg nærmest støvsuget markedet for sanke-litteratur. Og der er masser at tage af. Bøgerne, du ser her, er kun et udpluk af en sand lavine af udgivelser om naturmad.
Efter at have læst dem ved jeg nu, at the ikke bare er noget, man finder i poser i supermarkedet, men også kan laves af lyng, mælkebøtte, rødkløver og skivekamille. I foråret kan man spise de fleste løvtræers blade og endda friske, bløde granskud direkte fra træet. Og bondemandens raps skulle smage fortrinligt med fisk. Mange af de planter, jeg har i min egen have som prydplanter (Løvefod, Sankt Hans Urt og Hjulkrone) viser sig faktisk også at kunne ryge en tur på tallerkenen.
Der er med andre ord nok at gå i gang med.
Af de læste bøger vil jeg især fremhæve Jonathan Hiltons ”Det vilde køkken” for meget overskuelige og grundige opslag, Githa Bennorths ”Sanke” for de lækre opskrifter og Mæhlum, Hensley og Hensleys ”Mad med naturens vilde planter” for umanerligt smukke billeder, som i sig selv giver appetit på naturen.
Det er lige nu, alt det grønne er allerfriskest. Så hvis du også har lyst til at nippe lidt til træer og urter, så er det bare afsted med en bog-guide under armen.
Thomas Laursen, ”Vild” fra Politikens Forlag ❤️❤️❤️
Anne Mæhlum, ”Mad med naturens vilde planter” fra Politikens Forlag ❤️❤️❤️❤️
Githa Bennorth, ”Sanke” fra forlaget Muusmann ❤️❤️❤️❤️
Hvis du et øjeblik har glemt, hvem Liane Moriarty er, så tænk Nicole Kidman, Reese Witherspoon og Shailene Woodley i foruroligende overklasseidyl i miniserien ”Little Big Lies”. Moriarty er ikke kun en succes på HBO. Mere end 14 millioner solgte bøger er det blevet til, og tre af dem er endt på New York Times’ bestsellerliste. Verden (eller i hvert fald forlagsbranchen) holder vejret, når en ny Moriartybog rammer hylderne.
Netop sådan et åndeløst øjeblik indfinder sig netop i dag, den 6. juni, hvor forfatterens nyeste bog ”Et fængslende møde” endelig udkommer på dansk.
Bogen følger den udfordrede succesforfatter, Frances Welty, som efter en uheldig stime af litterære, amorøse og hormonelle ulykker har besluttet sig for at detoxe krisen ud af kroppen på det svinedyre og stærkt fashionable retreat Tranquillum House. Her indlogeres hun med otte andre gæster, som under den karismatiske leder Mashas kærlige og kompetente vinger skal genopstå som bedre versioner af sig selv. Masha ved nøjagtig, hvad både Frances og de andre gæster har brug for, men er hun virkelig så ufejlbarlig, som hun syner? Er Frances på vej mod frelse eller fortabelse? Er retreatet et paradis eller et helvede?
Moriarty piller med stor ekspertise de meget forskellige retreatdeltageres psyker og virkeligheder fra hinanden og afsøger, hvad der sker, når vi overlader magten over vores krop og sind til andre.
Romanen er en klassisk isolationsroman, som vi kender det fra en række thrillers, og selvom netop den manglende kontakt til omverdenen er et bærende element i handlingen bliver det indskrænkede miljø og den snævre personkreds også i længden en hæmsko for fortællingen. Det ”fænglende møde” bliver knapt så fængslende som Moriartys øvrige romaner, og svinger sig ikke rigtig op til at være andet og mere end fordringsløs (og momentant spændende) underholdning.
Liane Moriarty, Et fængslende møde” fra Politikens Forlag
❤️❤️❤️❤️❤️ Hvornår starter et ægteskab? Når to mennesker beslutter at blive gift, eller når de siger ja til hinanden foran Gud og mennesker? Eller er det på bryllupsrejsen, denne forventningstyngede opskrift på næsten garanteret skuffelse? Og hvad afgør, hvordan det ægteskab bliver – hvilke mønstre, der vil være på spil, hvor længe det vil være – om det vil vare?
Om alt det handler Dage i Cape May. Jeg har læst den i én lang mundfuld weekenden over og sidder tilbage med en art læse-tømmermænd, der giver ømt hjerte og klart syn på en gang – som tømmermændene efter de bedste branderter ofte gør.
Effie og Henry er gode gudsfrygtige sydstatsfolk, der gifter sig uden egentlig at kende hinanden, til trods for, at de er vokset op sammen hjemme i Signal Creek, Georgia. I hvert fald kender de ikke hinanden i bibelsk forstand; det kommer først, da de tager på bryllupsrejse til kystbyen Cape May i New Jersey, hvor de låner et hus af Effies onkel George. I værelset med det rosenmønstrede tapet tager de første skridt:
Han snappede efter vejret. Hun lå stille. Det var overstået på nogle få sekunder.
Og selv om de hurtigt finder ud af at gøre noget mere end det, så truer kedsomheden snart de unge nygifte. Det er uden for sæsonen, byen er nærmest mennesketom, og Effie foreslår til Henrys fortrydelse, at de tager hjem før tid. Men tilfældet vil, at der på det, der skulle være deres sidste aften, er der lys i et enkelt hus mere. Den ældre society-kvinde Clara, som Effie kender fra sin barndom, er i byen, og hun er bad news på den inciterende måde:
Hun var en hvirvelvind, denne kvinde. Henry havde aldrig mødt nogen som hende. Hun var først i trediverne, antog han, og stor, ikke bare fysisk, men stor i aura, sådan som Jayne Mansfield sikkert ville være det hvis hun kunne springe ud gennem lærredet på drive-in biografen. Hun var mindst lige så høj som ham og havde et markeret kæbeparti og brede skuldre og bryster der altid så ud til at være lige ved at presse sig ud af hendes top. Han måtte anstrenge sig for ikke at stirre på dem.
Henry er på, Effie er mere forbeholden, man da Clara netop skal til at holde selskab, beslutter parret alligevel at blive lidt, og nu starter en fest, som først et par uger senere er forbi, og alting – måske – forandret. Clara, der er gift med en meget ældre mand, bliver nemlig tilbage i huset i Cape May med sin elsker Max og dennes søster Alma, da alle andre tager hjem. Det depraverede par har brug for mere selskab end den unge søster til deres fordrukne livsstil, og Effie og Henry er som børn i en slikbutik. Hurtigt fornemmer vi, hvor det bærer hen for Henry:
Alma lå halvt skjult bag masten og den sammenbyltede klyver, men han kunne se hendes bagdels kurve, hendes lange, glatte ben og hendes fødder ved kanten
Og da gin’en – denne gudedrik, som de unge smager for første gang – flyder i stride strømme, og verden udenfor er så langt væk, at alle love synes ophævede, bliver det underligt logisk for Henry at forelske sig stormende og have en affære om natten. Med alkohol og sex-hormoner kørende rundt i blodet virker det pludselig også muligt for Henry at stikke af fra det hele og starte forfra med en kvinde efter eget valg. Men er det?
Heri ligger Dage i Cape May‘s største værdi for mig. For selv om miljøbeskrivelsen er voldsomt inciterende og bærer mindelser om klassikeren The Great Gatsby med et hint af min ungdoms favorit Brideshead Revisited, og selv om det er sjovt at læse om dagsdruk og ukuelig liderlighed midt i 50’ernes bornerte USA, så er det altså i beskrivelsen af Henry, den utro ægtemands, følelsesliv, at guldet ligger – for mig. Henry tror jo på sin egen lyst og sine egne følelser, men ikke på sin egen autonomi. Ansvaret og fejheden – og ret beset også mageligheden – sidder dybt i ham, dybere end kærligheden, og han skuffer såvel sig selv som sin nyfundne elskede . Den historie har man hørt både før og siden, men den er følsomt og forførende fortalt her:
Han ville ønske at hun var taget til New York – så ville deres nætter sammen have været forseglet i fortiden, perfekte og afsluttede. Og sådan ville det stadig kunne være, tænkte han, hvis hun blot ville forstå det og kysse ham og gå sin vej. Han elskede hende, sagde han igen, men han kunne ikke stikke af med hende.
Her kunne historien være sluttet, men den slår en lille ondskabsfuld krølle, som du skal have lov at mærke svirpet fra selv. Det sidste kapitel, som er en slags ‘hvad der siden skete’, tog pusten fra mig og gjorde mig ædru på den måde, man kan være, når man har været oppe hele natten og sidder på en strand og ser solen stå op. Også det har du til gode, og det kan du glæde dig til.
Han ligner hverken en, der hedder Chip, eller en, der kan skrive de saftigste sex-scener. Begge dele er dog tilfældet – er det ikke herligt?
Dage i Cape May er utroligt nok debuten for forfatteren med det spøjse navn Chip Cheek. Om historien har han sagt:
Jeg kommer fra en familie af mennesker der har arbejdet ved jernbanen i Georgia helt tilbage fra begyndelsen af det 20. århundrede, noget jeg altid har været interesseret i. Efter min studietid begyndte jeg at arbejde på en roman, der var gennemsyret af Jim Crow-æraen i Georgia og som trak på min egen families historier. Der var både mord og raceproblematikker, en masse spændende emner men kærlighedshistorien blev ved med at hive mig ud på et sidespor. Af grunde, jeg for længst har glemt, besluttede jeg mig for at lade to af mine figurer blive gift med hinanden og sende dem på en bryllupsrejse. Jeg blev straks betaget: Jeg havde lyst til at blive i den verden for evigt. Men det var jo meningen af jeg skulle skrive en roman om jernbanen og Jim Crow. Så jeg lagde den i skuffen. (…) Et par år senere, det var nok under mit tredje forsøg på at skrive en roman, skete der det samme igen. Jeg viede to af mine karakterer og sendte dem på bryllupsrejse. Det var sommeren 2014 efter at jeg selv var blevet gift. Denne gang besluttede jeg, at den der ”vigtige” roman jeg havde arbejdet på, slet ikke var rigtig, det var romanen der udspillede sig i Cape May, der var den rigtige roman. (…) Her var det; det her var mit emne. Og det gav mening. Kærlighed og seksualitet har lagt grund til de vigtigste dramaer i mit eget liv. Min egen families historie og sydens historie, er jeg dybt interesseret i på et intellektuelt plan, men på et personligt plan er det ikke lige så medrivende.
Kilde: Bogmagasinet Bog.dk
Dage i Cape May af Chip Cheek, på dansk ved Mich Vraa, er udkommet på Lindhardt & Ringhof og kan blandt andet fanges her
VORES BOGLIV 