Et ægte(utro)skab bliver til

❤️❤️❤️❤️❤️ Hvornår starter et ægteskab? Når to mennesker beslutter at blive gift, eller når de siger ja til hinanden foran Gud og mennesker? Eller er det på bryllupsrejsen, denne forventningstyngede opskrift på næsten garanteret skuffelse? Og hvad afgør, hvordan det ægteskab bliver – hvilke mønstre, der vil være på spil, hvor længe det vil være – om det vil vare?

Om alt det handler Dage i Cape May. Jeg har læst den i én lang mundfuld weekenden over og sidder tilbage med en art læse-tømmermænd, der giver ømt hjerte og klart syn på en gang – som tømmermændene efter de bedste branderter ofte gør.

0x500.png

Effie og Henry er gode gudsfrygtige sydstatsfolk, der gifter sig uden egentlig at kende hinanden, til trods for, at de er vokset op sammen hjemme i Signal Creek, Georgia. I hvert fald kender de ikke hinanden i bibelsk forstand; det kommer først, da de tager på bryllupsrejse til kystbyen Cape May i New Jersey, hvor de låner et hus af Effies onkel George. I værelset med det rosenmønstrede tapet tager de første skridt:

Han snappede efter vejret. Hun lå stille. Det var overstået på nogle få sekunder.

Og selv om de hurtigt finder ud af at gøre noget mere end det, så truer kedsomheden snart de unge nygifte. Det er uden for sæsonen, byen er nærmest mennesketom, og Effie foreslår til Henrys fortrydelse, at de tager hjem før tid. Men tilfældet vil, at der på det, der skulle være deres sidste aften, er der lys i et enkelt hus mere. Den ældre society-kvinde Clara, som Effie kender fra sin barndom, er i byen, og hun er bad news på den inciterende måde:

Hun var en hvirvelvind, denne kvinde. Henry havde aldrig mødt nogen som hende. Hun var først i trediverne, antog han, og stor, ikke bare fysisk, men stor i aura, sådan som Jayne Mansfield sikkert ville være det hvis hun kunne springe ud gennem lærredet på drive-in biografen. Hun var mindst lige så høj som ham og havde et markeret kæbeparti og brede skuldre og bryster der altid så ud til at være lige ved at presse sig ud af hendes top. Han måtte anstrenge sig for ikke at stirre på dem.

Henry er på, Effie er mere forbeholden, man da Clara netop skal til at holde selskab, beslutter parret alligevel at blive lidt, og nu starter en fest, som først et par uger senere er forbi, og alting – måske – forandret. Clara, der er gift med en meget ældre mand, bliver nemlig tilbage i huset i Cape May med sin elsker Max og dennes søster Alma, da alle andre tager hjem. Det depraverede par har brug for mere selskab end den unge søster til deres fordrukne livsstil, og Effie og Henry er som børn i en slikbutik. Hurtigt fornemmer vi, hvor det bærer hen for Henry:

Alma lå halvt skjult bag masten og den sammenbyltede klyver, men han kunne se hendes bagdels kurve, hendes lange, glatte ben og hendes fødder ved kanten

Og da gin’en – denne gudedrik, som de unge smager for første gang – flyder i stride strømme, og verden udenfor er så langt væk, at alle love synes ophævede, bliver det underligt logisk for Henry at forelske sig stormende og have en affære om natten. Med alkohol og sex-hormoner kørende rundt i blodet virker det pludselig også muligt for Henry at stikke af fra det hele og starte forfra med en kvinde efter eget valg. Men er det?

Heri ligger Dage i Cape May‘s største værdi for mig. For selv om miljøbeskrivelsen er voldsomt inciterende og bærer mindelser om klassikeren The Great Gatsby med et hint af min ungdoms favorit Brideshead Revisited, og selv om det er sjovt at læse om dagsdruk og ukuelig liderlighed midt i 50’ernes bornerte USA, så er det altså i beskrivelsen af Henry, den utro ægtemands, følelsesliv, at guldet ligger – for mig. Henry tror jo på sin egen lyst og sine egne følelser, men ikke på sin egen autonomi. Ansvaret og fejheden – og ret beset også mageligheden – sidder dybt i ham, dybere end kærligheden, og han skuffer såvel sig selv som sin nyfundne elskede . Den historie har man hørt både før og siden, men den er følsomt og forførende fortalt her:

Han ville ønske at hun var taget til New York – så ville deres nætter sammen have været forseglet i fortiden, perfekte og afsluttede. Og sådan ville det stadig kunne være, tænkte han, hvis hun blot ville forstå det og kysse ham og gå sin vej. Han elskede hende, sagde han igen, men han kunne ikke stikke af med hende.

Her kunne historien være sluttet, men den slår en lille ondskabsfuld krølle, som du skal have lov at mærke svirpet fra selv. Det sidste kapitel, som er en slags ‘hvad der siden skete’, tog pusten fra mig og gjorde mig ædru på den måde, man kan være, når man har været oppe hele natten og sidder på en strand og ser solen stå op. Også det har du til gode, og det kan du glæde dig til.

th
Han ligner hverken en, der hedder Chip, eller en, der kan skrive de saftigste sex-scener. Begge dele er dog tilfældet – er det ikke herligt?

Dage i Cape May er utroligt nok debuten for forfatteren med det spøjse navn Chip Cheek. Om historien har han sagt:

Jeg kommer fra en familie af mennesker der har arbejdet ved jernbanen i Georgia helt tilbage fra begyndelsen af det 20. århundrede, noget jeg altid har været interesseret i. Efter min studietid begyndte jeg at arbejde på en roman, der var gennemsyret af Jim Crow-æraen i Georgia og som trak på min egen families historier. Der var både mord og raceproblematikker, en masse spændende emner men kærlighedshistorien blev ved med at hive mig ud på et sidespor. Af grunde, jeg for længst har glemt, besluttede jeg mig for at lade to af mine figurer blive gift med hinanden og sende dem på en bryllupsrejse. Jeg blev straks betaget: Jeg havde lyst til at blive i den verden for evigt. Men det var jo meningen af jeg skulle skrive en roman om jernbanen og Jim Crow. Så jeg lagde den i skuffen. (…) Et par år senere, det var nok under mit tredje forsøg på at skrive en roman, skete der det samme igen. Jeg viede to af mine karakterer og sendte dem på bryllupsrejse. Det var sommeren 2014 efter at jeg selv var blevet gift. Denne gang besluttede jeg, at den der ”vigtige” roman jeg havde arbejdet på, slet ikke var rigtig, det var romanen der udspillede sig i Cape May, der var den rigtige roman. (…) Her var det; det her var mit emne. Og det gav mening. Kærlighed og seksualitet har lagt grund til de vigtigste dramaer i mit eget liv. Min egen families historie og sydens historie, er jeg dybt interesseret i på et intellektuelt plan, men på et personligt plan er det ikke lige så medrivende.

Kilde: Bogmagasinet Bog.dk

Dage i Cape May af Chip Cheek, på dansk ved Mich Vraa, er udkommet på Lindhardt & Ringhof og kan blandt andet fanges her

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s