Om loyalitet

Unknownvig

❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Jeg var fortryllet og bevæget af Delphine de Vigans elegante, smertefulde selvbiografiske roman ”Alt må vige for natten”. I bogen fandt hun på første side sin mor død efter et længe ventet selvmord og satte sig for at trævle ikke bare moderens, men hele familiens forhistorie op for at søge en årsag til moderens uafvendelige forfald. Bogen var brutal, dybt foruroligende og på alle måder mesterlig.

Da jeg stod med de Vigans nyeste bog ”De Loyale” i hånden var det med en slags forventning om skuffelse i maven. Det er de færreste forfattere, som er så træfsikre flere gange. De Vigan gør det da heller ikke nemt for sig selv. Hun fjerner sig fra sin egen historie og dykker ned i en ren fiktionsverden, hvor hun sætter sig for at belyse det diffuse begreb ”loyalitet”.

Loyaliteten som en ren følelse. Båret af kærlighed og venskab. Spørgsmålet om, hvor langt et menneske er villigt til at gå for ikke at bryde loyalitetens bånd. Og om, hvor langt vi bør (eller ikke bør) gå for hinanden. Kan loyalitet – selv når den er båret af omsorg – gå for langt og blive malplaceret eller endda destruktiv?

Store, vanskelige spørgsmål, som forfatteren belyser gennem skoledrengen Théo. 11 år gammel, bedste ven med klassekammeraten Mathis og for de fleste voksne en helt almindelig dreng på kanten af pubertetens malstrøm. Men for klasselæreren Hélène en kilde til en bekymring så stærk, at den næsten udarter sig til en besættelse, som hindrer hende i at sove og fungere normalt i det lærermiljø, hun er del af. Alarmklokkerne ringer, men høres ikke af andre. Hverken skoleledelsen, resten af lærerstaben eller Théos virkelighedsfornægtende mor. Er drengen udsat for fysisk mishandling derhjemme? Eller er der noget andet på færde?

I bogens kapitler følger vi på skift de fire hovedfortællere Héléne, Théo, Mathis og Mathis’ mor, Cécile, som alle har blikket stift rettet mod hvert sit sæt bekymringer. Hélène og Mathis mod Théo, Cécile mod den mand, hun er bundet til, men ikke længere kender, og Théo mod udgangen fra en tilværelse, han ikke har redskaberne til at håndtere.

Som den egentlig relativt begivenhedsløse handling skrider frem, spinder bogens hovedpersoner langsomt sig selv og hinanden ind i net af loyalitetsudløste løgne og fortielser. Børn dækker over hinanden og over deres forældre. Forældre presses til at dække over hinanden af ægteskabets svært nedbrydelige, indbyggede loyalitetskrav. Ingen (med undtagelse af Hélène) siger sandheden, alle tier. Resultatet er en katastrofe, som uhindret og tilsyneladende uafvendeligt buldrer frem med retning direkte mod Théo.

Om katastrofen udløses eller loyaliteten brydes skal ikke afsløres her. Til gengæld kan det godt afsløres, at Delphine de Vigan har gjort det igen. ”De loyale” er et elegant, smertefuldt, brutalt mesterværk, som ingen læser bør gå glip af.

Delphine de Vigan, De loyale fra forlaget People’s Press.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s