Sex og klassekamp

❤️❤️❤️❤️❤️ Egentlig var det min datter på 21, der havde lånt den, Dea Trier Mørchs roman, Den indre by. Efter et ophold på Krogerup Højskole med deraf følgende gratis indgang på Louisiana (hvor du stadig kan se Mørch-udstillingen til og med den 27/7) var hun faldet for Mørchs fine grafiske tryk af familier i helt almindelige situationer.

Helt almindelige situationer er der masser af i Den indre by. Lulu og Danny bliver kærester, flytter sammen, får børn og forsøger at holde parforholdet i gang, mens de små og arbejdet, det derhjemme og det ude i samfundet, dræner energien. Marie har barn med Zacharias, men han er taget hjem til Grønland, hvor han kommer fra, og nu knalder hun med Alvin, der er gift, mens mor passer barnet. Det kunne være scener fra mit eller mine veninders liv for ti år siden, hvis ikke det var, fordi der samtidig er et massivt politisk engagement, en tvang, kunne man nærmest sige, i form af politiske møder en masse, Land og Folk-festival i Fælledparken, kvindefestival på KUA, børnemøde i den kollektivt ledede børnehave, opvågnen, frigørelse og ikke mindst: klassekamp. Intet over, intet ved siden af – selv ikke det ægteskabelige samliv.

Det minder mig om en læsekammerat, som min kæreste, der er 10 år ældre end mig, havde på Historie. Han proklamerede – ikke til sin kærestes udelte fornøjelse – at han tænkte på klassekampen 24 timer i døgnet. Det er svært at forestille sig i dag, hvor det politiske engagement blot er ét på linje med mange andre, først og fremmest det i vores eget livsprojekt, men så meget andet ligner: hverdagens hjemlige irritationer, fordelingen af arbejdet i hjemmet og i samfundet, udfordringen i at få parforholdets begær til at stige og falde i takt, fristelser og jalousi, børneopdragelse, usikkerhed, eksistentiel angst og dage, der bare kommer og går, selv om det er dem, der er livet.

Jovist er det nostalgisk at læse Mørch, når man er født i 1971, og bogen er skrevet i 1980, for hvor tit hører man udtryk som “Fed punk, mand” eller: “Det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt” mere? Men det er ikke nostalgien, der gør Den indre by læseværdig. Det er beskrivelsen af menneskelige relationer og den bittersøde erkendelse af, at vi kæmper med det samme, generation efter generation, uden at blive synderligt meget lettere om hjertet. Men måske er det heller ikke meningen?

Den indre by af Dea Trier Mørch er udkommet på Vindrose og kan nok bedst fanges på biblioteket. Eller er den også at få brugt her

Advertisement