Lang vej til lykken

❤️❤️❤️ Romance er svært. Det gælder, hvad enten man udtaler det med engelsk accent, romance, og mener en genre med visse genrekonventioner, eller man siger “romangse” og mener den type relationer, der heldigvis opstår mellem mennesker hele tiden. Det må både de svenske forfatter Tiina Nevala og Henrik Karlsson og deres hovedpersoner, Liv og Jens, sande i romanen Hele vejen til dig.

0x500-1.png

For at tage de sidste først: Liv er forlagsredaktør og i fast forhold med Martina, der gerne vil have børn og parmiddage og Volvo i carporten. Jens er litteraturforsker og anmelder og er blevet forladt af Veronica. Liv og Jens mødes første gang tilfældigt på Kreta, anden gang i fjernsynet, da Jens har skrevet en sønderlemmende anmeldelse af en af Livs forfatteres romance-bøger – som oven i købet har samme titel, Hele vejen til dig. Og tredje gang … ja. Eller som Jens skriver i sin fiktive anmeldelse: “Snip snap snude.”

I mellemtiden når en rig onkel at dø, et forældrepar bliver skilt, en ven bliver far og så videre og så videre. Det lyder klichéfyldt, og det er en del af den faktisk ret sympatiske pointe: at romantiske romaners klicheer er mere end det. De har en funktion, som ikke bare handler om at slå tid ihjel og tjene penge til forlag, men at give os læsere hjertebanken ved tanken om, eller måske rettere følelsen af, at protagonister skal følge deres hjerte – i romaner såvel som i livet. Sagt med andre ord: Vi sidder og hepper på, at heltene får hinanden til sidst, fordi vi instinktivt kan lidt, når det er hjertet, der har ret.

Til min egen overraskelse skete det faktisk for mig til sidst i Hele vejen til dig. Jeg var ellers nået at blive irriteret på den, havde kedet mig lidt, var blevet mildt stemt ved tanken om, hvor svært jeg godt ved, det er – jeg har nemlig skrevet én selv – og begyndte så småt at længes efter at blive færdig. Og så skete det alligevel: Jeg syntes, de skulle have hinanden. Når jeg blev irriteret, var det måske mest fordi, jeg syntes, projektet var lidt tungt og udførelsen lidt vel svensk og korrekt. Der skulle partout være en homoseksuel person, et forsvar for populærlitteratur, en kræftsyg onkel og en gammel mor, der pludselig realiserer sig selv efter 30 års ægteskab. Desuden – og det var langt værre – syntes jeg, at Liv var en træls hovedperson; egoistisk, vag, bange for at binde sig på en ikke specielt charmerende måde. Men Liv og Jens groede alligevel på mig undervejs, eller deres kærlighed gjorde, og sådan skal det være.

At de to svenske forfattere vælger at lægge deres fortælling i deres eget miljø, er forståeligt af flere grunde; for det første af den meget pragmatiske, at det kræver mindre research og bliver mere troværdigt, når man kender sine lus på skindpelsen. Det gjorde jeg også selv, da jeg skrev min roman. For det andet har de to noget, de gerne vil sige om populærlitteratur, og det bliver selvsagt nemmere at sige, når den ene hovedperson er redaktør og den anden lektor/anmelder. Det giver mening. Desværre tror jeg også, at det gør bogen lidt uinteressant for læsere uden for branchen. Det bliver meget pænt og næsten akademisk, selv den narcissistiske forfatter Katja bliver hurtigt håndtam, efter at den dårlige anmeldelse har fået hendes salg til at stige.

Jeg er enig med Jens, når han skriver:

Jeg har intet imod underholdningslitteratur. Den kan være både befriende sjov, smerteligt sørgelig og forbavsende skarp, ja ligefrem tankevækkende.

Det er fx britiske Jojo Moyes’ bøger, ligesom australske Liane Moriarty rammer fuldstændig rent, når hun rammer (mere om hende snart)! Desværre er Hele vejen til dig hverken sjov, skarp eller synderligt tankevækkende. Et enkelt sted eller to er den sørgelig, dog. Og når Jens skriver:

(.) når den er allerbedst, giver den netop den afkobling, som vores stressede hjerner har så hårdt brug for.

Så holder Hele vejen til dig så at sige, ja, hele vejen. Du kan sagtens tage den med på stranden på en sensommerdag eller på sofaen, når efteråret forhåbentlig snart manifesterer sig. Men forsøget på at modernisere, bringe up to date og skabe nye forventninger til genren gør den en smule fortænkt og dermed også lidt kedelig.

Lad det være en lære for os alle. For det er jo hjertet, der bestemmer.

Hele vejen til dig af Tiina Nevala og Henrik Karlsson er udkommet på People’s Press og kan blandt andet fanges her

 

 

Hvad er et rigtigt liv?

❤️❤️❤️❤️❤️

Der har aldrig været nogen tvivl om, at denne blog har verdens bedste og bog-klogeste læsere. At en af dem tilsyneladende er blændende dygtige Katrine Marie Guldager, er vi faktisk pænt stolte over.

Hun udgav tilbage i maj romanen Et rigtigt liv og har spurgt, om vi ikke har lyst til at smide en anmeldelse af den op på bloggen. Det har vi. Bogen har faktisk længe ligget lunt på to read-listen og ventet på at blive anmeldt. Og med en spændende dannelseshistorie og godt spækket med store livsspørgsmål er det en perfekt bog at læse sig ind i efteråret med.

For hvorfor ender vi der, hvor vi ender i livet? Hvorfor elsker vi dem, vi elsker? Hvorfor forvandles så mange af vores omhyggeligt lagte planer og skattede ambitioner til kaos og uforudsete tilfældigheder i mødet med det rigtige liv?

Katrine Marie Guldager tager os med på en rundrejse i følsomme, kyniske Filips tilværelse. Fra han som barn overværer sin mors begravelse fra forreste kirkebænk sammen med sin vage, fraværende far og sin handicappede bror, og til han et godt stykke henne i voksenlivet omsider får nogenlunde klart udsyn over, hvor han står, og hvordan han er endt der.

Vi følger ham fra kostskolen, over et elitært jurastudie og ind i de første, ambitiøse år på arbejdsmarkedet. Så ind i ægteskabet med forkælede Cecilie og ud igen. Op gennem 30’erne og ind i starten af 40’erne. Fra økonomisk og sociale optur og hele vejen ned i den økonomiske og menneskelige afgrund.

Portrættet af Filip er komplekst, og moralerne ligger ikke ligefor. Filip er ikke et udtalt sympatisk menneske. På overfladen er han en succes. Del af 1980ernes samfundselite. Ung, veluddannet og velstillet med de rigtige kontakter. Men han fejler i adskillige (ja, snartsagt alle) af livets vigtigste relationer. Som (lidt for smart) finansrådgiver træffer han valg, som er vanskelige at forsvare moralsk.

Det store spørgsmål er, hvor ansvaret for Filips livsvalg egentlig ligger. Og dermed også hvor meget ansvar, vi alle bærer for vores egne liv. Formes vores beslutninger i virkeligheden primært af andres valg og fravalg? Af fraværet af opmærksomhed, kærlighed og anerkendelse, presset for at følge familietraditionen, andres forventninger til vores præstationer. Hvem bærer ultimativt ansvaret for et liv, som ikke vil blive helt rigtigt?

Katrine Marie Guldager giver os i Et rigtigt liv rigeligt at tænke over, og mentalt lægger man da også først bogen fra sig længe efter at sidste side er vendt.

Katrine Marie Guldager, Et rigtigt liv fra forlaget Gyldendal, kan blandt andet fanges her.

 

 

Få samling på hovedet

saml-tankerne

❤️❤️❤️❤️❤️ Det sker for en del af os. Flere og flere faktisk. Vi tager os et par måneder (eller et par år) med en stresssygemelding. Måske får vi endda den fulde pakke med en depression og en dosis angst kastet ind i puljen.

Det er lykkeligvis sådan, at de fleste af os bliver raske igen. Hjernen er vidunderligt plastisk og kan komme sig over det mest utrolige. Desværre døjer mange (inkl. mig selv) med en virkelig irriterende langtidsfølge af stressen, nemlig kognitive problemer.

Man kan ikke huske, hvad man lavede i går – eller at der er et møde på jobbet om 5 minutter. Det bliver pludselig umanerligt svært både at røre i en gryde og tale med et barn samtidigt. Bogstaverne drysser ud i tilsyneladende tilfældig orden, når man sætter sig til tastaturet. Man virker som verdens dårligste ven, fordi man konstant glemmer, hvad der fylder i venindernes liv lige nu.

Det lyder måske som små afvigelser, der nærmest er hyggelige på den excentriske måde. Men i virkeligheden kan det være noget af et mareridt ikke at kunne stole på sit eget hoved.

Derfor blev jeg også utroligt glad, da jeg stødte på Louise Bruuns lille bog Saml tankerne. I bogen forklarer forfatteren, som også er psykolog, hvad det er, der foregår i vores hjerner, når de bliver overbelastede. Hun giver os praktiske værktøjer til at håndtere den trætte hjerne. Og endelig hjælper hun os med noget af det, som kan være sværest, når hjernen ikke fungerer helt som den plejede: At få forklaret omgivelserne, hvad der foregår, og hvad vi har brug for.

Hvis du også er kommet til at forstuve din hjerne – eller hvis du kender nogen, som er – så giv dig selv den gave, det er at bruge et par timer på at lære, hvordan man igen får samlet de tanker, som er løbet løbsk i et lidt for travlt liv.

Louise Meldgaard Bruun, Saml tankerne udgivet af Psykiatrifonden.

Gæsteanmelder: Hvordan kommer man i rummet?

Jonas Hinge Thomsen på 11 år har været med astronaut Andreas Mogensen i rummet. Det var en spændende og tankevækkende tur. 

❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg giver bogen 5 hjerter, da det er en god og beskrivende bog, som vækker tanker, som man ellers ikke ville have. Jeg kan nu også godt lide, at man bare får spyttet fakta i hovedet, hvilket man gør med denne bog.

0x500

Bogen beskriver, hvad der skal til for at komme i rummet, hvor lang tid det tager, hvor hårdt det er, og hvorfor at Andreas Mogensen gjorde det. Den fortæller samtidigt om rekorder, forsøg og ekspeditioner i rummet. Ved at læse bogen får man en masse viden omkring: Astronautskolen, solsystemet, rumraketter og meget mere. Jeg vidste fx ikke, at man på astronautskolen skulle være en uge under jorden i små grotter for at tegne et kort, under jorden. I bogen finder man også en masse flotte billeder og grafik, hvilket jeg syntes giver en god læseoplevelse.

Bogen beskriver, hvad der skal til for at komme i rummet, hvor lang tid det tager, hvor hårdt det er, og hvorfor at Andreas Mogensen gjorde det.

Bogens layout er simpelt og nemt at læse, teksten står ofte på en side og på den anden side finder man et billede med små tekster og fakta bokse. I bogen er der mange oprigtige og svære fagord, de bliver til gengæld beskrevet godt, så man kan forstå det, det vil sige at man også lære mange nye ord. Kan varmt anbefales hvis man er til meget fakta og sjov læsning.

Vil du med i rummet? af Thomas Djursing, Andreas Mogensen og Henrik Bendix,  er udgivet af Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her

 

Gæsteanmeldelse: Isnende uhygge

unnamedGæsteanmelder Stephanie Caruana har læst den hæsblæsende Grønlands-krimi Åndemaneren af Lotte Petri, og den er perfekt til at svale sig med i sensommervarmen, mener hun.

❤️❤️❤️❤️ Lotte Petri er både en af vores mest ferme krimiforfattere og en af de flittigste. Hun er den frygtløse type, der gerne tager livtag med nye formater og giver sig i kast med nye universer, fremfor at holde liv i en serie eller et persongalleri, der ikke siger hende noget. Alt for mange krimiforfattere holder kunstigt liv i serier, der nok har læsere, men som ikke tilføjer noget nyt og udfordrende. Hvor ofrene dør, plottet er sprællevende, men klichéerne er sværere at slå ihjel og står i vejen. Sådan en forfatter er Petri ikke.

67428286_2664510913560222_3400208471600136192_n

Man mærker, at forfatteren holder af folkene i Blodengel-serien, og i denne selvstændige toer i serien får de endnu flere facetter og flere muligheder for at folde sig ud – naturligvis med en mere end passende mængde grusomheder som baggrund. Det er med døden og tab som baggrund, at deres menneskelighed bliver tydelig og rørende. 

Men selvom Petri ikke helt tager livet af krimistereotyperne, står de heldigvis ikke i vejen for den isnende uhygge. Og kulden er helt bogstavelig; efterforsker og tidligere psykolog Sofie Engell skal med holdet til Grønland for at efterforske de mistænkelige dødsfald på et ungt, tilsyneladende lykkeligt par. Snart viser det sig, naturligvis, at det er mord, og at mordene ikke står alene, men har forbindelse med tidligere sager. Og den uhyggelige skikkelse, der tålmodigt jager sine ofre er stadig derude, men rykker tættere og tættere på.

Det giver reel spænding og en nærmest klaustrofobisk stemning, at omgivelserne i historien på samme tid er enorme og afgrænsede. Grønlands barske natur skildres så værdigt og grumt, at den umærkeligt bliver en karakter i sig selv i plottet, og ikke kun fordi døden kommer snigende:

Hun mærkede ikke kulden fra vandet, da hun faldt forover. Hendes livløse krop vuggede blidt i vandet. Manden løftede noget højt op i hænderne, og en blygrå streg tegnede sig i luften, da han lod det falde mod hendes hoved.

Derefter blev alt stille.

De hvirvlende snefnug mødte deres endeligt i mødet med det skifergrå vand.

Det monotone i et opklaringsarbejde, hvor holdet omtrent konstant er samlet, er også foldet godt ud, måske næsten for godt for denne anmelders smag. For der er en del gentagelser, hvor sympatiske, kantede og dygtige Sofie dulmer sine traumer på samme måde, bliver set på eller sat på plads på samme måde. Det er helt sikkert en pointe, men jeg ville ønske, at hun og de seje kolleger stod lidt mere varieret frem, trådte i karakter. 

Samtidig er Sofies chef så nævenyttig og glat, at det halve kunne være nok. Den slags karriereliderlige mænd på lederniveau (og hans tilfælde også reelt liderlige) er så klassiske i krimier, at de nærmer sig klichéer. Og Sofie har som psykolog alle redskaber til at kunne gennemskue ham, men virker ikke til at gøre det for alvor. Jeg ville elske, at hun på trods af sine egne fejl og indre kampe, virkelig fik analyseret ham sønder og sammen. Så han kunne lære det!

Gentagelserne skyldes muligvis formatet. Som læser eller lytter kan man tage et afsnit ad gangen, men det bliver tydeligt, hvis man sluger historien i et stræk. Den er i øvrigt glimrende læst op af Dan Schlosser. Serieformatet gør, at fortællingen kommer lidt i ryk og at plottet tvinges til at følge en bestemt kurve.

Det kunne have været fristende at lave en større thriller med internationale tråde eller post-koloniale undertoner, når nu både Kina og Rusland gerne vil have fingrene i de grønlandske mineraler, og når fortiden stadig er en kilde til konflikt mellem grønlændere og danskere. Men det er ikke Lotte Petris ærinde. Som sin efterforsker holder hun snuden i sporet, finder det nære og det uhyggelige og folder det ud. Man kan derfor snildt lade sig rive med og ud i kulden.

Åndemaneren af Lotte Petri er udgivet af Mofibo som både lyd- og e-bog. Første sæson, Tandsamleren, fås desuden også som paperback på Saxo.com.

Ligeværd for små læsere

8763860529

❤️❤️❤️❤️❤️ Alle er sådan set søde mod Bello. Måske endda lidt for søde. Lige fra forældrene, som har givet ham et navn der betyder smuk, til kammeraterne og lærerne, som altid tager hensyn. Måske endda lidt for meget hensyn.

Bello ved godt, at han ikke er som de andre. At han ser anderledes ud, og at han med sin kørestol ikke er et barn som de andre børn i skolegården.

En dag får han nok af al den positive forskelsbehandling. Bello griber sit joystick og styrer derud, hvor børn med kørestol egentlig ikke kan komme. Helt ind i skoven, hvor jorden er blød og slet ikke egnet til mennesker på hjul. Til sidst sidder Bello fast, og så sidder han der. Lige indtil Ane dukker op.

Ane synes vist hverken, at Bello er smuk eller på anden måde særlig. Faktisk synes hun nok, at han er lidt irriterende. Hun behandler ham præcist som et hvilket som helst andet barn. Og ligebehandlingen fører til noget af det smukkeste, man kan opleve som barn (og som voksen også): et ligeværdigt venskab.

Jeg kan lide historien om Bello. Både for Otto Dickmeiss’ som altid fremragende og fabulerende billeder og for den historie, den fortæller. Det er en historie, som så sjældent fortælles. Børn (og mennesker i det hele taget) med handicap figurerer utroligt sjældent i den almene virkelighed som andet end forargelsesvækkende socialsager, vi læser om i pressen.

Med billedbogen om Bello inviterer Mette Neerlin os indenfor, så vi oplever den handicappedes liv indefra.  Det er en forfriskende og tankevækkende synsvinkel på verden – både for barnet og for den voksne højtlæser.

Mette Eike Neerlin og Otto Dickmeiss, Bello fra forlaget Høst & Søn.

Gæsteanmeldelse: “Udgiv mere snarest”

Mannah Guldager er vært på Lyden af et bedre liv og Boglivs faste lyrik-anmelder. Hun har læst digte med ‘”U” og er ret begejstret. 

41776841_10156739294643829_6132967235716644864_n.jpg

❤️❤️❤️❤️ Majbrit Hjelmsbos nye digtsamling spirede måske allerede i hendes første fra 2012, der har titlen Ovenfra og ned. I første digt i U-vending – og andre retningsskift over tid, fra 2019, ser pigerne fra et klatrestativ:

alting

Omvendt

Sådan lidt fra oven

Og nok serveres vi bidder fra oven i nyudgivelsen, som når den sprungne mand i digtet U-bahn beskrives som fortabt, på sporet, og fortid. Et bevægende narrativ – men i udvendige vendinger.

Om et venskabs udvikling i digtet Umage par skriver forfatteren:

De blev slynget afsted

i hver sin retning

for dér at stivne

i hver sin fordrejede

svingfigur

nu alene

koncentreret om at holde masken

Resten af bogen synes at give ånd til det, der findes under masken, under legen. Legen på gyngen, siden på centertorvet, så i kærlighedslivet, fortvivlelsen og i den afsluttende spiritualitet. Det sidste er mit ord for det – vi kan også kalde det for håb.

0x500.png

Alle overskrifter i bogen starter med “U”, undtagen et enkelt, Gul og grå; det er der noget tilfredsstillende over, hvis man som jeg tænder på ordmagi. Vi blev lovet U-vending og det fik vi!

Om der virkelig er en decideret kronologi i teksterne, er over mit niveau at svare på. Måske er det en del af pointen. At bedst som jeg tror jeg kan gennemskue en fortælling baseret på aldre, skifter vi spor, og jeg ved ikke, hvor jeg er. I hvilken følelses vold, i hvis historie? Det eneste helt sikre er min utilstrækkelighed.

Udsat (som digtet på side 56) er jeg særligt som syg, hvor jeg mister den ydre sikkerhed i form af mit arbejde, og hvor jeg bliver så fremmedgjort, at jeg ikke kun føler frustration over for systemets instrumentalisme, men også bliver ført ind i det, og det i mig, som en indre stemme der ”tirrer ånden”. Så misser jeg livets musik og kun ved at vende tilbage til den indre rytme, vejrtrækningen, ”kroppens egen bølgende signaturfunktion for dit liv” (s.66), kan en ny bevægelse forplante sig i mig. Der opstår klarheden, udsynet, men mørket skulle omslutte mig først.

Jeg vil gerne slutte anmeldelsen af med at citere fra mit yndlingsdigt, men jeg ikke om det er Udfald, U-vending, Udsat, Ulidelig medlidenhed, Uligevægtens beregnelighed, Uforfærdet eller dette, Ultimatum:

Uden fri

vilje

er der kun

det frie fald

 

Du kan vælge

at springe

at sprænge

angstens

lænker og

overgive dig

totalt til

nedturen

 

Men her er jeg ultimativt landet, og jeg slår med glæde op i digtsamlingen, læser et par sider og finder på kort tid forståelse for det af mit indre liv, der kan have svært ved at finde sin retning.

Tak for en berigende digtsamling – udgiv flere snarest!

U-vending – og andre retningsskift over tid af Majbrit Hjelmsbo er udgivet på forlaget Ragnarock og kan blandt andet fanges her