Hvad er et rigtigt liv?

❤️❤️❤️❤️❤️

Der har aldrig været nogen tvivl om, at denne blog har verdens bedste og bog-klogeste læsere. At en af dem tilsyneladende er blændende dygtige Katrine Marie Guldager, er vi faktisk pænt stolte over.

Hun udgav tilbage i maj romanen Et rigtigt liv og har spurgt, om vi ikke har lyst til at smide en anmeldelse af den op på bloggen. Det har vi. Bogen har faktisk længe ligget lunt på to read-listen og ventet på at blive anmeldt. Og med en spændende dannelseshistorie og godt spækket med store livsspørgsmål er det en perfekt bog at læse sig ind i efteråret med.

For hvorfor ender vi der, hvor vi ender i livet? Hvorfor elsker vi dem, vi elsker? Hvorfor forvandles så mange af vores omhyggeligt lagte planer og skattede ambitioner til kaos og uforudsete tilfældigheder i mødet med det rigtige liv?

Katrine Marie Guldager tager os med på en rundrejse i følsomme, kyniske Filips tilværelse. Fra han som barn overværer sin mors begravelse fra forreste kirkebænk sammen med sin vage, fraværende far og sin handicappede bror, og til han et godt stykke henne i voksenlivet omsider får nogenlunde klart udsyn over, hvor han står, og hvordan han er endt der.

Vi følger ham fra kostskolen, over et elitært jurastudie og ind i de første, ambitiøse år på arbejdsmarkedet. Så ind i ægteskabet med forkælede Cecilie og ud igen. Op gennem 30’erne og ind i starten af 40’erne. Fra økonomisk og sociale optur og hele vejen ned i den økonomiske og menneskelige afgrund.

Portrættet af Filip er komplekst, og moralerne ligger ikke ligefor. Filip er ikke et udtalt sympatisk menneske. På overfladen er han en succes. Del af 1980ernes samfundselite. Ung, veluddannet og velstillet med de rigtige kontakter. Men han fejler i adskillige (ja, snartsagt alle) af livets vigtigste relationer. Som (lidt for smart) finansrådgiver træffer han valg, som er vanskelige at forsvare moralsk.

Det store spørgsmål er, hvor ansvaret for Filips livsvalg egentlig ligger. Og dermed også hvor meget ansvar, vi alle bærer for vores egne liv. Formes vores beslutninger i virkeligheden primært af andres valg og fravalg? Af fraværet af opmærksomhed, kærlighed og anerkendelse, presset for at følge familietraditionen, andres forventninger til vores præstationer. Hvem bærer ultimativt ansvaret for et liv, som ikke vil blive helt rigtigt?

Katrine Marie Guldager giver os i Et rigtigt liv rigeligt at tænke over, og mentalt lægger man da også først bogen fra sig længe efter at sidste side er vendt.

Katrine Marie Guldager, Et rigtigt liv fra forlaget Gyldendal, kan blandt andet fanges her.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s