Lang vej til lykken

❤️❤️❤️ Romance er svært. Det gælder, hvad enten man udtaler det med engelsk accent, romance, og mener en genre med visse genrekonventioner, eller man siger “romangse” og mener den type relationer, der heldigvis opstår mellem mennesker hele tiden. Det må både de svenske forfatter Tiina Nevala og Henrik Karlsson og deres hovedpersoner, Liv og Jens, sande i romanen Hele vejen til dig.

0x500-1.png

For at tage de sidste først: Liv er forlagsredaktør og i fast forhold med Martina, der gerne vil have børn og parmiddage og Volvo i carporten. Jens er litteraturforsker og anmelder og er blevet forladt af Veronica. Liv og Jens mødes første gang tilfældigt på Kreta, anden gang i fjernsynet, da Jens har skrevet en sønderlemmende anmeldelse af en af Livs forfatteres romance-bøger – som oven i købet har samme titel, Hele vejen til dig. Og tredje gang … ja. Eller som Jens skriver i sin fiktive anmeldelse: “Snip snap snude.”

I mellemtiden når en rig onkel at dø, et forældrepar bliver skilt, en ven bliver far og så videre og så videre. Det lyder klichéfyldt, og det er en del af den faktisk ret sympatiske pointe: at romantiske romaners klicheer er mere end det. De har en funktion, som ikke bare handler om at slå tid ihjel og tjene penge til forlag, men at give os læsere hjertebanken ved tanken om, eller måske rettere følelsen af, at protagonister skal følge deres hjerte – i romaner såvel som i livet. Sagt med andre ord: Vi sidder og hepper på, at heltene får hinanden til sidst, fordi vi instinktivt kan lidt, når det er hjertet, der har ret.

Til min egen overraskelse skete det faktisk for mig til sidst i Hele vejen til dig. Jeg var ellers nået at blive irriteret på den, havde kedet mig lidt, var blevet mildt stemt ved tanken om, hvor svært jeg godt ved, det er – jeg har nemlig skrevet én selv – og begyndte så småt at længes efter at blive færdig. Og så skete det alligevel: Jeg syntes, de skulle have hinanden. Når jeg blev irriteret, var det måske mest fordi, jeg syntes, projektet var lidt tungt og udførelsen lidt vel svensk og korrekt. Der skulle partout være en homoseksuel person, et forsvar for populærlitteratur, en kræftsyg onkel og en gammel mor, der pludselig realiserer sig selv efter 30 års ægteskab. Desuden – og det var langt værre – syntes jeg, at Liv var en træls hovedperson; egoistisk, vag, bange for at binde sig på en ikke specielt charmerende måde. Men Liv og Jens groede alligevel på mig undervejs, eller deres kærlighed gjorde, og sådan skal det være.

At de to svenske forfattere vælger at lægge deres fortælling i deres eget miljø, er forståeligt af flere grunde; for det første af den meget pragmatiske, at det kræver mindre research og bliver mere troværdigt, når man kender sine lus på skindpelsen. Det gjorde jeg også selv, da jeg skrev min roman. For det andet har de to noget, de gerne vil sige om populærlitteratur, og det bliver selvsagt nemmere at sige, når den ene hovedperson er redaktør og den anden lektor/anmelder. Det giver mening. Desværre tror jeg også, at det gør bogen lidt uinteressant for læsere uden for branchen. Det bliver meget pænt og næsten akademisk, selv den narcissistiske forfatter Katja bliver hurtigt håndtam, efter at den dårlige anmeldelse har fået hendes salg til at stige.

Jeg er enig med Jens, når han skriver:

Jeg har intet imod underholdningslitteratur. Den kan være både befriende sjov, smerteligt sørgelig og forbavsende skarp, ja ligefrem tankevækkende.

Det er fx britiske Jojo Moyes’ bøger, ligesom australske Liane Moriarty rammer fuldstændig rent, når hun rammer (mere om hende snart)! Desværre er Hele vejen til dig hverken sjov, skarp eller synderligt tankevækkende. Et enkelt sted eller to er den sørgelig, dog. Og når Jens skriver:

(.) når den er allerbedst, giver den netop den afkobling, som vores stressede hjerner har så hårdt brug for.

Så holder Hele vejen til dig så at sige, ja, hele vejen. Du kan sagtens tage den med på stranden på en sensommerdag eller på sofaen, når efteråret forhåbentlig snart manifesterer sig. Men forsøget på at modernisere, bringe up to date og skabe nye forventninger til genren gør den en smule fortænkt og dermed også lidt kedelig.

Lad det være en lære for os alle. For det er jo hjertet, der bestemmer.

Hele vejen til dig af Tiina Nevala og Henrik Karlsson er udkommet på People’s Press og kan blandt andet fanges her

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s