Jeg stødte på Celeste Ngs roman ”Små påsatte brande” talløse gange, før jeg endelig selv åbnede bogen. I anmeldelser, i boghandlen, i venners reoler. Alligevel blev jeg ved med at udsætte det øjeblik, hvor jeg selv læste bogen. Den ligesom emmede af noget foruroligende, som jeg ikke helt havde lyst til at dykke ned i.
Jeg tog ikke fejl. Ngs roman om den perfekte familien Richardson i det perfekte forstadskvarter Shaker Heights er foruroligende. Endda i betydelig grad.
Bogens hovedperson, Elena Richardson, er et godt og retskaffent menneske. Hun er født og opvokset i idylliske Shaker Heights og abonnerer helhjertet på de værdier, byen er bygget på: sirlighed, rummelighed, engagement og regelrethed. I Shaker Heights er alt harmonisk, intet støder øjet eller tanken.
Ind i denne velordnede verden træder Mia og hendes datter, Pearl. Mia er aspirerende kunstner og har levet størstedelen af sit voksne liv som moderne nomade. Livet etableres, pakkes sammen og flyttes rundt i bagagerummet på Mias gamle bil. Nu er hun havnet i Elenas udlejningslejlighed.
Der går ikke længe, før det første af de fire Richardson-børn tiltrækkes af den anderledes mor-datter duo. Snart begynder Mias mørke fortid og mere afslappede forhold til regler og normer at påvirke Richardson-husholdningen, og spændinger opstår. Helt galt går det, da Mia afslører, at det barn, Elenas velhavende veninde har adopteret, i virkeligheden tilhører Mias kollega – en fattig kinesisk immigrant, som nu vil have barnet tilbage. For hvad er barnets tarv? At vokse op i rigdom i et pænt nabolag eller at vokse op hos sin mor? Fronterne er trukket hårdt op, værdikrigen raser, og alt kulminerer, da Elena til sidst kaster den ultimative ”dirty bomb” og afslører den gamle hemmelighed, som driver Mia og Pearl rundt i USA. Eksplosionen er monumental, og ikke så nem at styre.
Så, ja Celeste Ng HAR skrevet en foruroligende bog. Men fortællingen om, hvordan det slår gnister, når det snærende velfriserede møder det vilde og frie er også smuk i sin dysterhed. Og gnisterne antænder det bål, som måske er nødvendigt, for at bogens hovedpersoner kan udvikles og stige op fra den endnu dampende aske som nye udgaver af sig selv.
Celeste Ng, Små påsatte brande fra forlaget Hr. Ferdinand.
Palle Schjødtz er Boglivs Karen Blixen-kender og -fan par excellence. Han giver seks hjerter til Tom Buk-Swientys nye 700+siders sag, Løvinden, om Blixens tid i Afrika.
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Tom Buk-Swienty har skrevet en omfattende og udtømmende bog om Karen Blixens tid i Afrika. Det er en kraftpræstation, der alene på grund af sit omfang, sin grundighed og fortælleformen fortjener seks hjerter. Der er 704 sider tekst med mange fotos, heraf en del ikke tidligere offentliggjorte, hvortil kommer taksigelser, detaljerede noter, litteraturliste med over 100 henvisninger, billedliste og register på i alt yderligere 50 sider.
Buk-Swienty oplyste på Bogforum i 2016, at han havde skrevet kontrakt med Gyldendal om opgaven. Det var en ganske risikabel opgave, for der findes en omfattende dansk og international litteratur, som helt eller delvis beskriver Karen Blixens tid i Afrika, først og fremmest Karen Blixens egen Den afrikanske farm. Det har dels været svært at komme med noget nyt, dels har der været stor fare for, at der ville blive påpeget fejl og mangler ved bogen. Forfatteren har imidlertid i den mellemliggende periode skaffet sig adgang til nyt materiale fra Karen Blixens familiære relationer, og han har opsøgt steder og personer i Kenya for at skaffe sig yderligere materiale. Det har givet bogen styrke.
Karen Blixens liv i Afrika har været meget specielt både set med nutidige øjne og i forhold til den tid, der er tale om. Der har været nok at vælge mellem og mulighed for mange måder at behandle stoffet på. Buk-Swienty har valgt lidt af det hele, dog med særlig vægt på driften af kaffefarmen, dens økonomi og Karen Blixens indsats som leder af en efter forholdene stor virksomhed med mange indfødte medarbejdere.
Karen Blixen og hendes onkel, Aage Westenholz, som var bestyrelsesformand og hovedaktionær i Karen Coffee Company Ltd. Foto: privatfoto
Det er velkendt, at såvel bogen om den afrikanske farm som ikke mindst filmatiseringen langt fra afspejler virkeligheden, og Buk-Swienty har i sin bog med ildhu gjort det til sin opgave at påpege Karens Blixens tilføjelser og udeladelser i forhold til virkeligheden. Han har villet aflive nogle myter, men derved opnår han blot at skabe nye myter, for ingen af de tidligere, nuværende eller fremtidige beskrivelser kan gøre krav på at være den endelige sandhed. Det gør ikke noget, for det giver blot plads til, at endnu flere kan komme med bud på sandheden.
Det er således en bevidst omskrivning af historien, Når Karen Blixen i både Den afrikanske farm og Skygger på græsset beretter, at Denys denne morgen sagde til hende, at hun skulle skyde denne gang
En af Karen Blixens mest bemærkelsesværdige udeladelser i Den afrikanske farm er pengemanden bag, og den egentlige ejer af, den afrikanske farm, hendes morbror Aage Westenholz. Det har været Buk-Swienty’s held og uheld, at der i 2018 er blevet udgivet en bog på Gyldendal i to bind: Karen Blixens afrikanske farm, en brevsamling 1913-31. Udgivet af Benedikte F. Rostbøll – The Karen Coffee Co. Ltd.’s historie. Af Per Boje med dels en ikke tidligere offentliggjort korrespondance, hovedsagelig mellem Karen Blixen og Aage Westenholz, dels en grundig gennemgang af hele kaffefarmens historie. Aage Westenholz var den person, som mere end nogen anden finansierede kaffefarmen i Kenya og som tabte et meget stort beløb på projektet, som jo endte med konkurs i 1931.
Mens ægteparret Blixen strøede om sig med penge, de ikke selv havde – regningerne gik direkte videre til familien derhjemme – måtte Onkel Aage strække sig til det yderste for at rejse midler til at holde farmen solvent
En anden udeladelse i Den afrikanske farm er rivalinden og eventyrersken Beryl Markham, som til slut løb af med Karen Blixens store kærlighed, Denys Finch Hatton. Buk-Swienty bringer et mere sandsynligt bud på dette forløb, som allerede har været dokumenteret i flere internationale værker.
En tredje udeladelse (næsten) er Karen Blixens mand, Bror Blixen. Han er i almindelighed blev udnævnt til skurk, uduelig og næsten bedragerisk, dog ikke af Karen Blixen, som langt hen ad vejen forsvarede ham. Buk-Swienty slutter sig til den negative holdning, selv om der er en del skribenter, der anlægger et mere nuanceret syn på baronen.
I bogen giver forfatteren med stor grundighed sit bud på, hvad der egentlig skete i de år, der gik op mod afrejsen til Afrika i 1913 og endnu mere detaljeret de 18 år, der fulgte efter, indtil Karen Blixen måtte rejse hjem efter at have mistet alt det, hun på det tidspunkt mente, var hendes livsindhold. Der er blevet plads til mange detaljer om livet i Afrika, som i starten foregik i skyggen af første verdenskrig, om menneskelige relationer, forelskelser og skuffelser, jagt og naturoplevelser og det hengivne forhold til de indfødte.
Forfatteren forholder sig kritisk til Karen Blixens ødselhed og aristokratiske indstilling. Kendere af litteraturen om tiden i Afrika vil måske synes, at der skulle have været lagt mere vægt på andre forhold end de beskrevne. Sådan vil det sikkert altid være, når der er tale om en så berømt og velbeskrevet person, og bogen indeholder en guldgrube af informationer, som tilmed gives i forfatterens sædvanlige, underholdende og letlæste fortælleform. Derimod skal man ikke forvente analyser af Karen Blixens senere forfatterskab. Det har mange andre taget sig af, og det vil sikkert fortsætte. Bogen kan anbefales til alle, som vil læse den spændende historie om vores berømte danske forfatters første halvdel af livet, hvilket måske var baggrunden for det senere så berømte forfatterskab.
Løvinden af Tom Buk-Swienty er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her
❤️❤️❤️❤️❤️ Stella har det fint med data. Mere end fint. Faktisk er hun så god til at håndtere tal, at hun er endt i et ualmindeligt velbetalt topjob, hvor hun tryller med algoritmer dagen lang.
Mindre fint går det, når det kommer til dating. Efter en række utroligt fejlslagne forsøg med kærlighed og sex beslutter den analytiske Stella at gå videnskabeligt til opgaven. Hvis hun ikke kan finde ud af sex, må hun finde en kvalificeret lærer. Og hvem er mere kvalificeret end en person, som lever af at have sex?
Hun hyrer altså en escort, den svensk-vietnamesiske Michael, som indvilliger i at følge hendes nøje udlagte kursusplan. Det viser sig dog, at der er ting, som ikke kan planlægges. Kærlighed for eksempel. Og lyst.
Den gradvise, forsigtige udpakning af Stellas seksualitet er rimeligt hot og både fint og forudsigeligt suppleret af en kærlighedshistorie med alle de traditionelle håb og forviklinger.
The Kiss Quotient er muligvis ikke epokegørende nyskabende eller bevidsthedsudvidende litteratur. Til gengæld er det en saftig og sødmefuld fortælling med garanti for en happy ending (no pun intended 🙂 ). Ren Jane Austen – bare med en del mere oralsex.
Helen Hoang, The kissing quotient fra forlaget Berkley. Romanen er af uforståelige årsager endnu ikke oversat til dansk, men den er let læst og kan bl.a. købes på saxo.dk.
H.C. Andersen fører ivrigt dagbog fra 1825 og frem til sin død i 1875. Kun halvandet år mangler. I 1834, da han vender hjem fra Italien, holder han pludselig pause i sine evindelige skriverier.” Ingen ved hvorfor. Denne roman begynder, hvor Andersen holdt op.
Sådan står der inciterede i flapteksten på krimien Mordet på en havfrue af det nye forfatterkollektiv Rydahl & Kazinski. Og lad det være sagt med det samme, så ingen skal vente i samme spænding, som de tre skaber hos deres læsere:
Alle forventninger indfries og mere til.
Hans Christian (som eventyrforfatteren kaldes for at gøre ham til lidt mere menneske end myte) er, som man i dag ville sige, “et dårligt sted i sit liv” ved romanens start. Han, der så gerne ville verdens mest berømte mand, kan ikke engang holde 50 mennesker fanget ved en oplæsning af en rejseskildring fra Italien. Han kan ikke spille skuespil, ikke danse ballet, ikke få greb om skriveriet – og han er fattig og lever på nåde fra sine mæcener, ikke mindst den elskede Edvard Collin, som han ikke tør erklære sin kærlighed for. Det er lige før, han overvejer at tage hjem til mor i Odense.
Han, der så gerne ville verdens mest berømte mand, kan ikke engang holde 50 mennesker fanget ved en oplæsning af en rejseskildring
Men skidt skal blive værre, for hans tilbøjelighed til at ville klippe papirklip af de kvindelige former, som han elsker platonisk, får ham i fedtefadet, da hans model, skøgen Anna, findes myrdet og skamferet. Alt peger på den underlige digter, og hans kantede personlighed gør det glimrende ud for de beviser, der ikke tillægges så stor værdi af politimester Cosmus. Forude venter døden ved halshugning på Amager Fælled, men de indflydelsesrige venner skaffer ham dog et par dage til at bevise sin uskyld. Sammen med Annas søster Molly, der nu også må tage sig af Annas datter Marie, går Hans Christian på jagt efter Annas morder. Det fører det umage trekløver vidt omkring: fra Lorte-øen Amager til bal på slottet, og Hans Christian får både brug for at tegne og fortælle for at finde sandheden og retfærdigheden – og sin egen eksistensberettigelse.
Bevis-din-uskyld-dramaet er ikke nyt, plottet ej heller superoriginalt, men det hele er rasende godt skruet sammen, af flere grunde: Først og fremmest er persontegningen af H.C. Andersen smukt udført. Han fremstår langt mere nuanceret, end vi er vant til: hypersensitiv, kropsforskrækket, kantet og selvcentreret; men også empatisk, fantasifuld, sårbar og indsigtsfuld – som en rigtig forfatter måske må være det. Hans eventyr er en del af vores allesammens mentale DNA, og de små referencer til fx Fyrtøjet,Pigen med Svovlstikkerne og naturligvis Den lille havfrue giver små dopamin-belønninger i læsningen.
Allerbedst er dog, synes jeg, beskrivelsen af datidens Købehavn, som næsten bliver en karakter i sig selv. Den by, som nogle af os elsker at bo i og har læst passioneret om i blandt andet Herman Bangs Stuk og Tom Kristensens Hærværk, er i Rydahl & Kazinskis research-baserede fortolkning simpelthen et forfærdeligt sted; beskidt, usund, voldelig og fremfor alt fattig. Undtagen ved hoffet, hvor de adelige horer og drikker og æder og skider i én uhumsk uendelighed – fuldstændig blottet for interesse i det folk, der holder festen kørende. København er sygdom, lort og liderlighed i én væmmelig masse, ikke ulig den, Hans Christian må ud at ro i på Lorte-Øen, og alligevel er der glimt af menneskelighed og måske også kærlighed indimellem, og det kan vi jo godt lide.
Om plottet skal ikke siges meget mere, end at det ifølge forfatterne selv er inspireret af det sted, Hans Christian er i sit kunstnerliv på det fortalte tidspunkt, og af en tendens i vores egen tid, der handler om, hvor meget vi vil lave os selv om for at blive elsket. Det er spændende, og sproget er stramt, som vi kender det fra A. J. Kazinski, med et strejf af noget nyt – om det er historieforankringen eller Thomas Rydahl eller en blanding ved jeg ikke, men jeg er vild med blandingen af historisk og moderne sprog, som er nærmest perfekt doseret.
De skriver om grumme voldsforbrydelser og sindets mørke kroge, men i virkeligheden er de nogle flinke fyre, der inviterer blogger-damer på lakridspiber og colaer.
“Nærmest perfekt” kunne man også sige om samarbejdet Rydahl & Kazinski, og det kunne være gået flere veje. Thomas Rydahls litterære stjerne er bare steget og steget, siden han vandt Bogforums Debutantpris i 2014 med romanen Eremitten. Tredje del i trilogien, De tre paver, har netop høstet brandgode anmeldelser i blandt andet Weekendavisen. Og A. J. Kazinski, Anders Klarlund og Jacob Weinreich, er det garvede forfatterpar, der har fortalt historier fermt, stramt og medrivende i flere årtier. Så da de tre historiefortællere sidste år meldte ud, at de ville genoplive H.C. Andersen sammen, vakte det stor forventning, men også lidt nerver: Kan to blive til tre? Kan H.C. få et liv uden for myten? Kan historien leve i konstruktionen?
Svaret er, som det fremgår, tre gange ja.
Mordet på en havfrue af Rydahl & Kazinski er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges samme sted
❤️❤️❤️❤️❤️ Enhver, som nogensinde har set en af den svenske læge og statistiker Hans Roslings TED talks ved, at vi her har at gøre med en videnskabsmand, som er lige så ukonventionel som han er brillant. Det gælder ikke bare live, men også på skrift.
Factfulness, som udkom i april sidste år, blev Roslings sidste udgivelse (han døde af cancer i februar 2017), og den opsummerer smukt hans livsmission: At viderebringe et billede af verden, som den reelt er. Ikke farvet af forhistoriske (mis)forståelser, frygt eller andre af de følelser, som vores krybdyrhjerne udstyrer os med.
Roslings sprog var tallenes. Dataenes. Det mest sandfærdige sprog i verden – hvis man altså læser dem rigtigt. I Factfulness lærer Hans Rosling os dette sprog. At læse data med skepsis og kompetence. Og at glædes over den sandhed, dataene afslører. At se verden gennem den faktuelle ramme, statistiske undersøgelser leverer.
Hvis du allerede her tænker, at det lyder omtrent lige så spændende som en tur i Lalandia uden børn, så tager du meget fejl. Hans Rosling var en mand, som jævnligt afsluttede sine mange foredrag med at springe op på det nærmeste bord og sluge en sabel – et trick han i øvrigt lærte af en patient i sin tid som skadestuelæge. Man kan af gode grunde ikke sluge en sabel på skrift, men man kan fortælle levende, virkelighedsnært og med følelse. Og alt det gør Rosling. Selv slugte jeg bogen på 48 timer, og jeg har normalt ikke den store appetit på faglitteratur.
Hans Rosling (og hans to medforfattere, som også begge er Rosling’er) havde et sjældent talent for at inddrage sine tilhørere, og allerede i bogens indledning bliver vi da også selv en del af datasættet. Her får vi nemlig testet vores egen viden (eller måske snarere mangel på samme) om verden.
Factfulness er en generøs bog. Den giver sin læser et mere virkeligt billede af virkeligheden. Og den minder os om, at der i tilgift til mediernes ofte katastrofedrevne nyheder eksisterer et andet spor, hvor fattigdommen daler, uddannelsesniveauet og sundheden stiger, og hvor der er færre små kister i verden. Det er svært at holde optimismen fra døren, når Hans Rosling lader sine tal tale.
BONUS: Tjek videreførelsen af Roslings livsprojekt, Gapminder. På hjemmesiden kan du både teste din egen viden om verdens reelle tilstand og se, hvordan andre mennesker på forskellige velstandsniveauer lever rundt omkring i verden.
Hans, Ola og Anna Rosling, Factfulness fra forlaget Lindhardt og Ringhof.
VORES BOGLIV 