Chicklit fra hinsidan

Jeg har masser af store bøger skrevet af store forfattere stående i min reol. Milton, Proust, Joyce – de er der allesammen. Men det er sjældent, at de bevæger sig ud af reolen og ind på mit natbord. Der ligger i stedet Moriarty (som jeg nu takket være Ulla også har en stærkt begejstret to’er på!), Moyes og Colgan. Og faktisk også en del forfattere med langt mindre anglofilt klingende navne.

For et par år siden købte jeg et vidunderligt gammelt hus i Sverige, og det blev ikke bare indgangen til en verden af fika, smultron og yoghurt med brunkagesmag, men også til et helt nyt litterært univers.

Svenskerne har en misundelsesværdig tradition for at skrive virkeligt gode chick lit bøger. En del af dem er endda oversat til dansk og lever et stille og lidt overset liv på bibliotekerne og boghandlernes reoler.

Hvis du har lyst til hoppe med på en litterær tur hinsidan, så kan disse forfattere især anbefales:

Emma Hamberg – Rosengädda-serien

De fem bøger om den småvilde, egenrådige og stærke Tessan og hendes desperate ryk fra trist forstad (og endnu tristere kæreste) til en nedlagt station midt i ingenting er ren nydelse. Det tager ikke Tessan længe at få en succesfuld restaurant banket op i den gamle station, og hendes livsvilje breder sig til resten af den søvnige landsbys beboere med overraskende resultater. Det er ikke rent halløj altsammen. Ind mellem den lækre mad og de mindst lige så lækre mænd fletter sig temaer som social arv, terminal sygdom, aktiv dødshjælp og den svenske flygtningedebat.

Kajsa Ingmarsson – Små gule citroner 

Også i den produktive forfatter Kajsa Ingmarssons bog møder vi en kvinde i krise. Egentlig kørte alting for Agnes. Karrieren, parforholdet og familien. Men pludselig falder alle de bærende elementer i hendes liv sammen et for et, og hun tvinges til at genopfinde både sig selv, kærligheden og venskaberne. En fin roman om at vokse i modgang, tage store chancer og – måske – høste frugterne af sit mod. Kajsa Ingmarsson kaldes den svenske Hanne Vibeke Holst, og så er niveauet jo ligesom lagt! 300.000 af vores svenske venner købte bogen, da den udkom i 2005.

Emmy Abrahamson – Hvordan man forelsker sig i en mand, som bor i en busk

Julia er single, bor alene med sin kat og går rundt og leder efter kærligheden i Wien. Efter en række relativt katastrofale dates hænger drømmen om true love efterhånden i en tråd, der er tyndere end tynd. Så møder hun Ben. Han er perfekt – bortset fra en lille detalje. Han er hjemløs og bor under en af buskene i den lokale park. Hvad stiller man op, når prinsen på den hvide hest ikke tager bad så ofte som han burde, drikker lidt for mange øller og ikke har større mål i livet end bare at være til? Emmy Abrahamson har svaret. Man gifter sig med ham og får et sæt tvillinger. Det var i hvert fald præcist hvad hun selv gjorde, da hun mødte sin (hjemløse) mand på gaden i Amsterdam! Nogle gange overgår virkeligheden næsten fiktionen. Trods det, at Emmy Abrahamsons bog faktisk er en vaskeægte international bestseller, så er du nødt til at hive enten din svenske eller engelsk ordbog frem, hvis du vil læse den. Den er ikke oversat til dansk – endnu.

 

#starstruck: at møde sin yndlingsforfatter

“Betyder det, at jeg nu har en firer på Robert de Niro?”, spurgte min kæreste forleden og demonstrerede dermed, at han endelig har forstået ideen i, hvordan vi alle er forbundet gennem hinanden i seks led, hvilket jeg utrætteligt har forsøgt at indvie ham i de sidste to år.

Liane og Anna og Ulla
“Det var godt, vi ikke stod ved siden af hinanden, så havde vi nærmest været et spejl,” var min datter Annas kommentar til det her billede, som – indrømmet – var et peak for mig. Ikke mindst fordi det var min mor, der i sin tid introducerede mig til Moriartys bøger, og jeg har introduceret dem til min datter. En cirkel-sluttet fornemmelse.

Og ja, eftersom både min datter og jeg i går mødte den australske forfatter Liane Moriarty, der gennem sin bog Big Little Lies og tv-serien af samme navn har mødt Meryl Streep, så har Jan nu en firer på Bob. Det i sig selv er jo ikke revolutionerende eller bare i nærheden af at være det, det ved jeg godt, selv om min kæreste for en gangs skyld var lidt imponeret.

Faktisk er det sådan her: at møde kendte mennesker er ingen oplevelse i sig selv. Der er lige et enkelt øjeblik, hvor det giver lidt hjertebanken, fordi du ser de roller, skuespilleren har spillet, eller de sange, sangeren har sunget, for dig. (Sådan var det også for Liane Moriarty, da hun mødte Nicole Kidman, fortalte hun). Derefter er det et menneske, du møder. Måske ikke ‘helt almindeligt’, men dog et menneske. Nogle klikker du med, andre ikke. Nogle har en god dag, andre ikke. Det eksotiske er sjældent eksotisk, når det kommer tæt nok på.

IMG_9037 2
Billedet af en (hende længst til venstre, red.) , der kæmper med sin starstruckness og næsten lykkes med det. “Du møder sikkert mange kendte mennesker,” havde Liane Moriarty lige sagt til mig. Nej, det gør jeg ikke, og selv hvis jeg gjorde, ville det her øjeblik lyse helt særligt op. For det gør hun med sin skrift. Foto: Mette Kønig

Men det er også sådan her: Mange kendte mennesker er, SoMe-kulturen uagtet, blevet kendte, fordi de kan og har gjort noget helt særligt. Og når de får lov til at tale om det, er de som regel spændende at høre på. Det er ret ofte ret dødssygt at interviewe en skuespiller om hendes kost eller motions-regime, med mindre han eller hun brænder særligt for lige præcis dét. Men at tale med dem om skuespil er fantastisk – for det ved de jo noget om! Nogle af de bedste samtaler, jeg kan huske om netop det, var med Lars Ranthe (om rollen som Kjeld Petersen i Dirk), Anne Louise Hassing (om filmen Jagten) og Helle Fagralid (om sex-scenerne i Så længe jeg lever, hvor hun blev instrueret af sin egen mand, Ole Bornedal). For ikke at tale om Margrethe Vestager (konkurrence og ledelse), Åge Hareide (fodbold og ledelse) og Simon Emil Ammitzbøl (at være minister og far). Hvilket privilegium at få lov at tale med dygtige mennesker om det, de er dygtige til.

“Get me Meryl!”

Bare rolig, jeg har en pointe. For for mig var det at møde Liane Moriarty lige så stort, som det må have været for hende at møde Meryl Streep første gang. For Meryl Streep er Liane Moriartys yndlingsskuespiller, og Liane Moriarty er en af mine yndlingsforfattere. Moriarty fik mulighed for at skrive historien til anden sæson af Big Little Lies og havde egentlig ikke lyst. Men da hendes søster sagde: “Gør det, hvis det er sjovt,” vidste hun pludselig, hvad der skulle til:

“Hvis jeg én gang i livet kunne få lov til at sige: Get me Meryl! – og få hende, så skulle jeg ikke bede om mere,” fortalte hun grinende i Cinemateket i København, hvor hun deltog i en Politiken-podcast om Onde kvinder i fiktionens verden.

IMG_6310 2

BLL fik Meryl i rollen som Nicole Kidmans karakters  svigermor, Mary Louise, og Meryl var ifølge Liane Moriarty lovely. Som vi jo undrer os over, at vores idoler kan være,  – og bliver skuffede over, hvis de ikke er. For grunden til, at vi beundrer dem, er ofte, at vi føler, de kender os og giver vores følelser sprog, krop eller musik. De ser os og får os til at se os selv. Og så vil det altså være helt ubærligt, hvis de samtidig ikke er søde.

Liane Moriarty er sød. Venlig, imødekommende – og lidt reserveret. (“Hun er cool og sarkastisk,” var min datters dom – så bliver det ikke bedre fra den kant). Da hun efter arrangementet i Cinemateket sad over for en gruppe bloggere, og ingen rigtig ville stille det første spørgsmål, sagde hun:

“Jeg havde fået at vide på forhånd, at skandinaverne ikke kan lide at spørge. I USA sidder de alle samme med hånden oppe med det samme. Jeg kan godt lide jeres måde.”

Da hun fortalte, at hun også var vild med Borgen og Sofie Gråbøls sweater i Forbrydelsen, begyndte vi kollektivt at løsne op. For lidt stive var vi jo. Det var jeg allerede otte timer før blogger-mødet, hvor jeg mødte Liane til et ene-interview, og i starten kunne mærke, hvor nervøs jeg blev, og hvor lidt godt det gjorde for mit interview. For et møde mellem mennesker bliver jo først rigtig interessant, når vi mødes som netop det og ikke som fan og idol. Begge positioner er låste og ufrie, og at ryste sig fri af dem er svært, ikke fordi hverken den ene eller anden part er umenneskelig, men fordi den ene part føler et slægtsskab, den anden umuligt kan føle. Det kan nemt både blive for fjernt og for tæt. Som da en ung journalist, fordi en af hovedpersonerne i Moriartys nye bog, Et fængslende møde, er i overgangsalderen, bad Moriarty om at gøre rede for sine egne overgangsalder-symptomer:

I felt like showing her my menopausal rage (Jeg fik lyst til at vise hende min overgangsalder-vrede),” sagde hun til et grinende publikum i Cinemateket.

Selv havde jeg en lignende oplevelse, da en journalist i forbindelse med min udgivelse af novellesamlingen En duft af appelsin spurgte mig, hvordan mit eget erotiske liv havde udviklet sig med alderen? Jeg blev vred, men hvorfor egentlig? Jeg havde jo skrevet indgående og detaljeret om erotik og agiteret for, at det kan vi godt snakke om, ligesom Liane Moriarty har skrevet om overgangsalder. I fiktionens verden, ja, men jeg kan godt forstå forvirringen: Vil eller vil hun ikke diskutere alt det svære og intime?

Som forfatter kan man nemt komme til at gøre sig tilgængelig på en anden måde, end man havde forestillet sig, og grænserne kan være svære at finde, både for den ene og den anden part. Jeg havde i øvrigt en anden oplevelse med en journalist, der spurgte om det samme ud fra et mere menneskeligt niveau – hun gav lidt af sig selv, og så fik jeg også lyst til at give og svarede faktisk på spørgsmålet. De her ting er ikke sort-hvide og derfor, synes jeg, vanvittigt spændende.

Tilbage i interview-situationen skete der heldigvis det, der næsten altid sker, når jeg interviewer. Jeg blev nysgerrig. Når det sker, glemmer jeg mig selv, og det er det bedste, der kan ske for en interviewer og et interview. Så vi kom til at tale om det, jeg var allermest nysgerrig på, og nej, det var faktisk ikke, hvordan Meryl Streep er ‘i virkeligheden’. Men hvordan Liane Moriartys egen virkelighed ser ud; hvordan finder hun på historier (hun samler små stykker op her og der og kan ikke lade være med at tænke what if?), hvordan skriver hun (derudad fra en start, og så går hun tilbage), hvordan plotter hun (det gør hun ikke), hvad frygter hun mest (at hun har fået for meget lykke, og at hun vil blive straffet for det). Meget af det vil du kunne læse i mit interview med Liane Moriarty i et kommende nummer af ugebladet Søndag. Og alt det, jeg ikke bruger der, lover jeg at hælde ud her. I skal nok få mere Moriarty, promise!

Forlden fik jeg en toer på Meryl Streep, men en etter på Liane Moriarty. Dét var en ægte gave.

Liane Moriartys bøger – mine yndlings i fed

  • Three Wishes
  • The Last Anniversary
  • The Hypnotists Love Story (Hypnotisørens kærlighed)
  • What Alice Forgot (Det hun glemte)
  • The Husband’s Secret (Min mands hemmelighed)
  • Big Little Lies (Små store løgne)
  • Truly Madly Guilty (Vanvittig skyldig)
  • Nine Perfect Strangers (Et fængslende møde)

Et fængslende møde af Liane Moriarty er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges samme sted

 

 

 

Gæsteanmeldelse: 11 små skæbnefortællinger i særklasse

 

 

foto til Ulla (1)

Cand. mag. Karima Brodersen har læst en novellesamling med temaer på den helt store klinge. Hun har alle seks hjerter fremme og glæder sig over at møde en forfatter, der ser os mennesker.

❤❤❤❤❤❤ ”Vi er små skabninger i et stort maskineri. Skæbnen er større end os”, konstaterer en af personerne i Lauren Groffs seneste bog Florida. Et centralt udsagn for hele novellesamlingen, hvis 11 små skæbnefortællinger alle foregår i delstaten Florida, hvor solen ikke altid skinner fra en skyfri himmel. Det er noveller i særklasse, der handler om de store temaer som liv og død, kærlighed og had, længsel og ensomhed. Lauren Groff har et særligt blik for skævheder og sprækker og hendes poetiske sprog emmer af atmosfære.

0x500

I den første novelle, Spøgelser og returgods, møder vi den frustrerede, vrede kvinde, der føler sig låst i rollen som mor og sin mands kone. Hun forsøger at løbe fra det hele på sin faste løbetur, mens månen griner af livets lunefuldhed, og det eneste der forandrer sig, er hendes omgivelser. Spøgelser er i øvrigt et tilbagevendende billede, en slags rød tråd, i flere af novellerne, men kun svagt antydet.

I Forestillinger om den runde jords hjørner er den voksne søn Jude stadig mærket af et forkrampet forhold til sin følelseskolde far. Faren er død for længst, men hans spøgelse har sønnen svært ved at ryste af sig. I en robåd i sumpen, hvor bådens årer går tabt, bliver sønnen måske fri:

Jude prøvede at gøre sig det behageligt men svedte, og nu fik myggene færten af ham og kom sværmende. Stilheden var spøgelsesagtig, for han huskede søen som et tætvævet tapet af lyd, tranernes klikken og svirren, cikaderne, uglerne, de mystiske og næsten dyriske skrig, der kom for langt væk fra, til at man kunne identificere dem. Han ville gerne have fundet en forbindelse til noget, som han havde mistet, men han kunne ikke finde det.

I en anden novelle, Grådige hunde, efterlades to små piger alene på en ø, de maler sig med morens efterladte makeup og beskrives som ”spøgelsespiger med klovnemakeup og blomstrede sækkekjoler”. Det er en grum historie, men også sært kærlig i beskrivelsen af de to små søstre, der med barnets naivitet er i katastrofen på en uskyldig og umiddelbar facon.

lauren-groff_copyright-Megan-Brown
Lauren Groff er amerikaner, hun bor i Florida sammen med sin mand og deres to børn. Lauren Groff har skrevet tre romaner og to novellesamlinger og modtaget et væld af priser. I 2018  var hun finalist til National Book Award med novellesamlingen Florida.

Novellerne kredser om alle de komplicerede relationer, der kan udspille sig mellem manden og kvinden, mellem forældre og børn, mellem ægtefæller, mellem søskende og mellem venner. Personerne har det til fælles, at de alle oplever eller har oplevet sorg ellers svigt, og de har alle et tomrum, som de håber på at nogen eller noget kan udfylde. I en af novellerne ræsonnerer hovedpersonen,  at hvis man aften efter aften kigger længe nok på månen, vil man opdage, at den rent faktisk griner. Men ikke ad os ensomme mennesker, vi er alt for små, og vores liv er alt for flygtige til, at den overhovedet bemærker os.

Skæbnen er et vilkår. Måske er det en trøst, at livet og skæbnen er så meget større end os, men det er godt, vi har Lauren Groff, hun ser os, mennesker.

Florida er udkommet på dansk på Lindhart og Ringhof og kan blandt andet fanges her