Den største smerte

❤️❤️❤️❤️  Veras far er som fædre er flest i forstaden (no bogstavrim intended). Han går og roder lidt med et sportsvogn i garagen, mens Veras storebror Valdemar spiller Fortnite, og hun selv hygger sig med sine veninder. Men en dag holder Veras far helt op med at arbejde på bilen eller på noget i det hele taget. Han dør alene derude i garagen.

Det er afsættet for Estrid Dyekjærs fine “børneroman” Det røde lyn. Titlen refererer til bilens navn, og den er vigtig, for den bliver et tilflugtssted for Vera, når hun vil være tæt på sin far; så sidder hun i bilen og hører farens musik. I skolen går det skidt. De andre kan ikke rumme Veras smerte – den største smerte af alle, når man er barn – og kun kammeraten Liva taler til hende, som om hun stadig var normal. Og så er der det med, at den nye dreng i klassen er halvt italiensk og har blå blå øjne og allerede har mødt Vera i toget fra Rom, da Vera og hendes mor og bror rejste væk for at glemme det hele let.

0x500-1

En sorg, en forelskelse og en uforstående klasse; Vera har det ikke nemt, hun ligger vågen om natten, selv om hun altid har haft et godt sovehjerte:

De fleste nætter lå jeg bare og længtes efter at komme i skole, så jeg kunne sidde ved siden af ham. Men når jeg sad der, var det, som om hans duft og varmen fra hans bare arme lige ved siden af mig lammede mig, så jeg hverken kunne tænke, tale eller bevæge mig.

Sproget i bogen er ligefremt og roligt, handlingen ikke overdrevet dramatisk, for følelserne er store nok i sig selv, som de jo er i denne afsindige alder. Jeg ville have slugt den lige så sultent som 14-årig, som jeg gjorde nu. Måske endda endnu mere; for bogen er sjovt tidløs – selv om Valdemar spiller computer, og Vera ønsker sig en iPhone, så spiller teknologi og SoMe nærmest ingen rolle. Det er egentlig kun befriende.

Men at skolen er så dårlig til at håndtere Veras sorg, og at hendes klassekammerater ‘får lov’ til at drille hende med, at hun går til skolepsykolog, det må da være en anakronisme? Måske hentet fra bogens forlæg, som er forfatterens eget liv – det fortalte hun mig, da jeg faldt over bogen på BogForum og i snak med hende.

Desværre er det ikke nogen anakronisme, at vi har det svært med at rumme det, der er svært for andre. Bøger skaber empati, også på det område. Så hurra for Det røde lyn!

Det røde lyn af Estrid Dyekjær er udkommet på Byens forlag og kan blandt andet fanges samme sted

Gæsteanmeldelse: Velskreven spion-roman fra 88-årige le Carré

Palle lille

Boglivs spion-roman-anmelder Palle Schjødtz er stærkt tilfreds med, at John le Carré stadig bliver ved med at skrive om det britiske efterretningsvæsen og -uvæsen.

❤️❤️❤️❤️❤️

John le Carré er tidligere blevet rosende omtalt i Bogliv for sine romaner, sin autobiografi og en anden forfatters store biografi om ham. Han er nu blevet 88 år, og man skulle have troet, at nu var det slut med nye bøger fra hans hånd. Det har vist sig at være forkert, for nu har han igen skrevet en bog om de britiske spioner, og tilmed er det en velskreven og spændende roman, der foregår i London i 2018.

Hovedpersonen er den 47-årige Nat, som i mange år har arbejdet i det britiske efterretningsvæsen. Nu er hans tid som føringsofficer for agenter bag jerntæppet forbi, og han håber på et passende afslappet retræte-job, hvor han kan få tid til at dyrke sin store passion for at spille badminton. Han er klubmester i den lokale klub, og han kan stadig holde langt yngre modstandere nede.

0x500.png

Nat tager modvilligt imod et job i en skraldespandsafdeling af region London, The Haven, med en broget skare spioner ansat. En af disse er den unge og kønne Florence, som er i gang med at undersøge en ukrainsk oligark med russiske interesser. Samtidig dukker en yngre, ranglet og kejtet mand op i badmintonklubben for at udfordre Nat til en match. Nat tager udfordringen op og vinder knebent over Ed. En revanche må der til, at det udvikler sig efterhånden til et ugentligt spil og efterhånden en slags venskab.

På ægte John le Carré-vis udvikler historien sig i flere retninger, hvor fortielser, løgne og internationale såvel som interne manøvrer foregår, uden man finder ud af, hvad der egentlig er gang i. Hvorfor bliver Florences bestræbelser på at afsløre oligarken tilsyneladende bremset højere oppe i systemet? Hvad er det egentlig med ham Ed? Samtidig benytter le Carré sig af lejligheden til at lufte nogle af sine antipatier, hvor blandt andre Trump og Boris Johnson (som udenrigsminister) får deres bekomst, ligesom Brexit betegnes som det rene vanvid.

Samtidig benytter le Carré sig af lejligheden til at lufte nogle af sine antipatier, hvor blandt andre Trump og Boris Johnson (som udenrigsminister) får deres bekomst, ligesom Brexit betegnes som det rene vanvid.

Handlingen og sproget er en fornøjelse at læse, og oversætteren, Jakob Levinsen, skal roses for at omsætte le Carrés højengelsk til en smukt og moderne dansk, hvor specielle engelske udtryk kun sjældent er oversat direkte. Til sidst løses alle gåder lidt pludseligt og måske overraskende, men der er jo også forfatterens stil.

Bogen er et must for alle John le Carré fans, og den kan med fornøjelse læses af alle, der kan lide en veldrejet og spændende historie, hvor man langt hen ad vejen kan gætte med, og hvor det nok for de fleste vil vise sig, at de har gættet forkert. John le Carré er gennem årene blevet mere og mere politisk i sine bøger, og her synes det at gå ud over Europas situation i almindelighed og den britiske efterretningstjeneste i særdeleshed.

Fri agent af John le Carré er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

Bogen er venligst fremsendt af det nu hedengange forlag.

De bedste julekalenderhistorier

Hvert år beslutter jeg, at i år skal være den december, hvor det hver morgen lykkes at læse en morgen-kalenderhistorie for mine børn, mens de indtager deres havregrød med kanel og klamme tyske kalenderchokolader. Hvor vi ikke en eneste morgen kommer bagud, og hvor spændingskurven holder sig ubrudt og konstant helt fra den 1. til den magiske 24. december, hvor alt kulminerer i et fantastisk juleklimaks. Hidtil er det ikke gået helt som planlagt. Men i år bliver ÅRET.

Hvis du ligesom jeg er grebet af optimistisk kalenderbogs-overmod, så kommer her tre bud på kalenderhistorier til lidt forskellige aldersklasser, som I kan kaste jer over.

Vitello – 24 julehistorier af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen

Det er blevet december i rækkehuset ved ringvejen, hvor Vitello bor med sin hårdt prøvede mor. I bogens 24 kapitler følger vi den impulskontroludfordrede Vitellos møde med chokoladekalenderen (tømt d. 1. december), julens budskab (Jesus boede med en ko), snemænd (som naturligvis skal opbevares i hjemmets skabsfryser) og alt det andet, som hører julen til. Hver dag byder på sin egen ufrivillige skarnsstreg og på grin til både store og små. Kapitlerne er korte og passer præcist til en travl morgen eller en hurtig godnathistorie.

 

 

 

Hanne Hundiges jul af Thomas Lagermand Ludme

En spritny kalenderhistorie, hvor vi følger den noget utålmodige Hannes december, som hun deler med far, mor, mormor og Bobby fra Slagelse Syds Lokalcirkus. Og så selvfølgelig med kronprinseparret, Frederik og Mary, som i dette tilfælde er to på matriklen hjemmehørende puddelhunde. Som man måske allerede her fornemmer hører Hannes familie til en af de mere fantasifulde af slagsen. Og er det rigtigt, at ham der Bobby i virkeligheden en kravlenisse, som er blevet til menneske? Med fine illustrationer og lidt længere afsnit er der masser af højtlæsning til børn fra ca. 4 år og op.

 

Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver af Jesper Wung-Sung

Hjemme hos os er Wung-Sung mest kendt for at skrive børnebøger, som er så uhyggelige, at moren ikke tør læse dem. Den splatteragtige stemning fornægter sig heller ikke i denne julehistorie. Kaj er et barn under pres. Ikke alene skal han rode med skolens tyran Conrad Ørevoks og en krævende rolle som Josef i årets julekrybbespil. Nu har hans forældre også hyret en au pair til at stå for julestemningen derhjemme. Og tilsyneladende en au pair med en skjult dagsorden. For er hun i virkeligheden ude på en hemmelig mission, som går ud på at rejse til Nordpolen og skære selveste julemanden i skiver? Trods det blodige tema er bogen fin højtlæsning for børn fra ca. 9 år.

 

 

 

 

 

 

 

Anmelder-eksemplar af Hanne Hundiges jul og Drengen, der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver er venligst tilsendt af Carlsen og Høst&Søn

Nu er det (næsten) jul igen!

Er det for tidligt at tage hul på julen? Nej, vel. Butikkerne har allerede været i gang siden starten af oktober, så jeg synes egentlig, vi har udvist beundringsværdig tilbageholdenhed her på bloggen indtil nu.

De næste uger kan du til gengæld glæde dig til fuld jul på alle ventiler. Idéer til julekalenderhistorier, du kan læse højt for dine børn i julemåneden. Bøger, som kan hensætte dig selv i øjeblikkelig og total julestemning og – naturligvis – idéer til alle de boggaver, som skal ende under træet i år.

Spænd sikkerhedsbælterne. Nu kører juletoget.

Lejrskole med langsigtede konsekvenser

❤️❤️❤️❤️ I 8. klasse startede jeg på en ny skole, Rungsted Private Realskole. En uge efter skulle vi på lejrskole til Sønderjylland. I toget pjattede og snakkede vi, så meget som vi nu turde for de ret strikse lærere, der var ansat på den ret gammeldags skole. En sød dreng smilede til mig, og jeg smilede igen, og pludselig var vi lukket inde i en af de klassiske seksmandskupeer, helt alene og helt generte. Der skete ingenting. Vi var begge for generte. Men næsten 30 år senere sad vi igen i en togkupé og kørte mod Sønderjylland. Nu var der kamera på, for drengen var vokset op og blevet en af Danmarks rigeste mænd, og han og jeg var med i et program, der hed Mig og klassen. Med seerne som vidne kørte vi  vestpå og ned ad memory lane medbringende Jolly Cola og drengens dagbog, hvori der blandt andet stod, at drengene en aften var krøbet ind til pigerne for at … spille skak! Vi grinede til hinanden, og et øjeblik spillede det lidt i øjnene igen, for mindernes gade er magisk, også selv om livet rykker en rig dreng og en almindelig pige helt væk fra hinanden.

Hvorfor nu denne lange indledning? Fordi de tidlige teenageår er så definerende og lejrskole en ikonisk rejse. Om man kommer til Sønderjylland eller Bornholm, så er det ofte her, man får øjnene lidt op for drengene (eller pigerne) – dem i klassen eller de lokale. Måske får man også sin første øl eller endda sit første spil skak. Eller også må man se på, mens alt dette sker for de andre, for sådan er livet også, især i den alder, ikke alle når det samme sted hen samtidig, om overhovedet. Om det handler Sara Blædels 10. Louise Rick-krimi Pigen under træet. I 1995 rejser en 7. klasse fra Midtsjælland til Bornholm, men ikke alle kommer med hjem igen. Pigen Susan, der både er fremmelig og udsat, bliver væk og først fundet i nutiden som lig. Og den følsomme Mona, som dengang advarede sine lærere om, at noget frygteligt ville ske på turen, er aldrig kommet sig over det, men lever med angst, sin insektsamling og sin gamle skolepsykolog som eneste selskab.

0x500.png

I klassen dengang gik også Louise Ricks nuværende svigerinde, Trine, der netop er forsvundet, efterladende Louises bror Mikkel i den tro, at han igen er blevet forladt. Mikkel forsøger at begå selvmord, og det bliver ikke bedre, da politiet mistænker ham for at have slået sin kone ihjel. Louise, der egentlig har orlov og er ude at rejse med sin kæreste og plejesøn, bliver nu både pårørende og opdager, for naturligvis må hun prøve at opklare sagen og få sin bror frikendt – i øvrigt sammen med sin journalist-veninde Camilla, der også er fra egnen. Begge har bøvl i privatlivet, Louise med kæresten og Camilla med sin voksne søn, der kommer i uføre.

Med dette plot har Blædel skabt perfekte rammer for at lade sine karakterer udfordre følelsesmæssigt og gamle forviklinger finde dages lys. At rejse tilbage til der, hvor man havde sin ungdom, er nemlig meget andet end hyggelige minder. Det er også at få serveret, for ikke at sige få lige i smasken, hvordan livet kunne have set ud, hvis man var blevet i byen. Det er for eksempel at møde sin gamle kæreste igen og enten tænke “godt, jeg slap væk” eller “var det dumt?” og at blive konfronteret med nogle, der engang var seje og nu blot er sølle. Dén øvelse slipper Pigen under træet godt fra. Jeg kan mærke både Louise og Camilla og mange af bipersonerne, for Blædel er virkelig god til karakterer, hvilket også er grunden til, at hendes læsere har været kede af, at hun lod Louise Rick hvile en tid, mens hun skrev bedemands-trilogien om figuren Ilka – den kunne jeg nu også godt lide.

At rejse tilbage til der, hvor man havde sin ungdom, er nemlig meget andet end hyggelige minder.

Krimimæssigt er Pigen under træet måske ikke det mest originale eller nervepirrende, der nogensinde er skrevet, men for mig betyder det ikke så meget, for dramaerne imellem mennesker er langt mere spændende – og uhyggelige. Ikke mindst med det Blædel’ske blik.

Pigen under træet af Sara Blædel er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges samme sted

Anmelder-eksemplar er venligst tilsendt af Politikens forlag. 

Blod, lort og security-satire – det’ Bogforum, baby

38.186 læsere. Så mange var i Bella Center til årets Bogforum – ikke så mærkeligt, at der var lidt trangt i metroen! Selv havde jeg en god messe – hårdt arbejde, flygtige møder af typen “Guuud hej, har du det godt, nå jeg må videre” og en dejligt stor oplevelse til sidst.

Mere om den om lidt.

IMG_9305.jpg

Jeg startede fredag eftermiddag med at være irriteret over, at den gamle indgang var lukket – jeg er same procedure-typen, ikke spor omstillingsparat. Den såkaldte “forfatterlounge”, hvor man kunne lægge tøjet og samle tankerne, lå tillige langt pokker i vold; op ad en rulletrappe, der ikke duede, så en der gjorde, ned ad en lang gang med mennesketomme butikker, og så var man endelig fremme i et spøjst rum, hvor man kunne få gratis kaffe og købe møblerne. Jeg gik 27.404 skridt i løbet af weekenden og vænnede mig til new procedure. Så meget, man kan udvikle sig.

0x500-2

Men det var jo ikke det, det handlede om. Det handlede om bøgerne. Og forfatterne. Fredag eftermiddag var jeg på Levnu-scenen med over-seje Anne-Cathrine Riebnitzsky, der foruden at være soldat og prisbelønnet romanforfatter også er noget så eksotisk om bue-og-pil-jæger og har skrevet om det i Med bue og pil – jagthistorier. Det fortalte hun levende, varmt og begejstret om til et lidt forskrækket publikum (for man kan altså ikke tale om jagt uden at tale om død og blod, sorry), og så var fredagen ligesom sparket i gang. Senere delte jeg samme scene med en vaskeægte tv-stjerne, Anne Hjernø, der har tabt 20 kilo uden at tabe et gram af humøret og fortalt om det i Slank, let og mæt. Hende kunne de godt lide i Bella – det kunne jeg også.

 

Lørdag startede sent for mig. Jeg var igen på Levnu-scenen (som dermed blev en lillebitte vane for mig, og dem elsker jeg) med blogger Cana Buttenschøn, der har skrevet bogen 40 ting, du i virkeligheden skal vide om din fødsel. Vores publikum var enten gravide eller trætte i fødderne eller begge dele, og vi talte en del om … lavement. De gravide på første række blev lidt blege i takt med, at Cana fortalte, men lort er altså ofte en del af ligningen ved fødsler – heldigvis kommer der børn ud af dem. I rask trav ned til Scenen for at mødes med stjernerne Rydahl og Kazinski i skikkelse af Thomas Rydahl og Jacob Weinreich (det tredje bandmedlem, Anders Rønnow Klarlund, var blevet hjemme for at skrive på en tv-serie), som har skrevet en knaldspændende bog, Mordet på en havfrue, med H.C. Andersen i hovedrollen. I hans København flød lorten i gaderne, og det talte vi om – heldigvis også om andet. De fyre er fortællere af guds nåde, og det gør det til en udsøgt fornøjelse at dele rampelys med dem.

 

Søndag morgen var jeg en kende tør i munden, for sådan en effekt har kongelighed på mig, og Maria Helleberg er jo “dronningen af historiske romaner”. Denne gang har hun skrevet en bog om sin egen familie, og den – altså familien – er godt nok ikke kedelig. Og det er Helleberg heller ikke. Vi havde en rigtig god samtale.

 

9F47C622-2BC3-495B-9E37-C9408E1FBBE8

Og så var arbejdsdelen af Bogforum – den, der fylder så meget i månederne optil, hvor man læser og rykker forlag, læser mere og skriver spørgsmål ned, som man godt ved, man sikkert ikke får brug for – pludselig slut. Og de fleste af dem, jeg skulle møde, gået hjem. Hvilket betød, at jeg fik mulighed for selv at læne mig tilbage og nyde andres arbejde. Jeg skridtede målrettet mod Auditoriet, hvor en af mine gamle helte, biograf Jens Andersen, fortalte og sang om Kim Larsen, som han har skrevet bogen Kim Larsen, mine unge år om. Jeg blev mindet om, hvorfor jeg har beundret “JA”, som KL kaldte ham, siden jeg hørte ham første gang på Schæffergården i 1997, hvor han fortalte om sin Tove Ditlevsen-biografi, Til døden os skiller. Bagefter gik jeg sporenstregs ned og læste alt af TD.

IMG_9308

Det var nu ikke derfor, jeg sad i Auditoriet. Jeg sad der, fordi jeg VILLE have en plads til at høre seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fortælle om sin bog Hertil og ikke længere.

IMG_9323.jpg

Hvilket betød, at jeg simpelthen indtog forreste række ikke en, men to timer, før hun gik på. For jeg hører til den del af befolkningen, der sørger over Radio 24-7 og omkommer af grin over DKRA – og faktisk har forladt et møde, fordi nogen sagde “Get a life” om 24-7-demoen foran Kulturministeriet. Jeg gider ikke være voksen omkring det, jeg er bare fan. Megafan. Så da jeg havde hørt både Jens Andersen OG Rane Willerslev (Rygrad og rummelighed, også spændende) uden at turde gå på toilettet, var jeg ikke rigtig til sinds at lade mig smide ud af sikkerhedsvagten, der insisterede på at “rydde salen”. Han havde dog en ret insisterende (for ikke at sige brysk) facon, så jeg måtte give mig. Men her trådte fan-kulturen i karakter, for de demonstrerende Radio 24-7-medfans, der naturligvis stod udenfor forrest i køen, hev mig kærligt med ind igen. Og SÅ kom hun, vores veninde, værtinde, heltinde og gudinde, og hvor VAR det vidunderligt at se og høre hende. Hvis du vil høre, hvor sjovt jeg synes det var, kan du høre det i min live-streaming i fangruppen på Facebook. Her peakede min messe.

6E01E562-CB5D-4B14-803F-9018A99589AC

Allersidste oplevelse var altid skideskægge Ditte og Louise, der fortalte om hygge-sexisme, Jørgen Leth på knæ for kussen og hvor fedt det er at være liderlig og sur på en gang. Tak for kaffe og …

IMG_9316.jpg

… tak for i år!

 

Næste Bogforum er 30. oktober- 1. november 2020.

Gæsteanmeldelse: Flydende sjælevarmer

Palle lille

Enhver kender til en iskold G&T på en solbeskinnet terrasse en lun sommeraften, men kan gin også drikkes om vinteren? Ja, siger ny bog – og Boglivs alkoholbogsanmelder, Palle Schjødtz, stemmer i.

❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis man troede, at gin i alle mulige fantasifulde varianter var et modefænomen, der måtte være ved at sygne hen, så bliver man belært om det modsatte ved en gennemlæsning af Iben Diamants nye bog. Den er nemlig fyldt med nye idéer til at nyde den i grunden enkle basisdrik, som gin er, navnlig i den kommende, kolde tid på året. Bogen indeholder en lang række opskrifter på gin og tonic – med garniture naturligvis – som hver for sig er indbydende og velegnede til årstiden, men som i mange tilfælde også ledsages af forslag til sammensætning med årstidens – og ikke mindst julens – retter. Der er også forslag til diverse cocktails og lune gindrinks til den kolde tid.

En særlig omtale er viet til slåengin. Som en trofast fremstiller af denne drik baseret på indsamling af bærrene om efteråret og hensætning i nogle måneder med en billig gin og rørsukker overvældes man af læsningen af kommercielle udgaver med hver sin karakteristiske smagsnuance og opskrifterne på anvendelser. En af de lune måtte straks afprøves – uhm.

0x500-1.png

Iben Diamant har udviklet en særdeles sikker hånd til at præsentere sit stof, som foruden alle opskrifterne indeholder systematiske oversigter over de forskellige grupper af ginner og velegnede mærker af Indian Tonic. Læseren bliver klar over, at her drejer det sig om at vælge sine favoritter, for det er hverken sundt for tegnebog eller helbred at ville det hele. Her er bogen let at gå til, og hvad enten man vil prøve en fadlagret gin som avec, en kold gin til silden eller slåengin til risalamanden findes vejledningen i bogen.

Lige som de tidligere ginbøger fra Iben Diamants hånd foreligger denne bog i et praktisk format, og den er et godt bud på en julegave eller værtinde-/værtsgave, evt. i kombination med et af de mange omtalte produkter.

Gin til den kolde tid af Iben Diamant er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

Højtlæsning på engelsk

Hvis du ikke har noget imod at få dine godnathistorier læst højt på engelsk, så tjek avisen the New Yorkers fiktions-podcast. Her kan du høre kendte forfatter læse højt af deres egne yndlingsforfatteres noveller, og som en lille bonus får du også et interview, hvor oplæseren leverer sin egen lille (og ofte ret sjove) analyse af teksten.

Forleden var jeg lagt rimeligt definitivt ned af en sejlivet virusinfektion, og det eneste opmuntrende ved den oplevelse var faktisk, at jeg havde tid til at høre den amerikanske novelleforfatter A.M. Holmes læse Margaret Atwoods Stone Mattress.

Havde fuldstændigt glemt, hvor fantastisk og sindsoprivende den novelle er! Og hvor dejligt, det er at blive læst højt for. Næste projekt er at kombinere noget vasketøjssammenlægning med Margaret Atwood selv, som læser Alice Munros novelle Corrie.

Vil du lytte med, så klik her.