Julestemning til store og små

Første søndag i advent. Nedtællingen til juleaften er for alvor i gang. Jeg ved ikke, hvordan du har det, men for mig sker der somme tider det, at julestemningen simpelthen drukner lidt i en af julens andre traditioner, nemlig juletravlheden.

Der er for mange pakker, som skal købes og pakkes ind, for mange gavekalenderdimser at holde styr på, for mange brunkager at bage, for mange juleklassearrangementer og julefrokoster. FOR MEGET!

Når man er julestresset er man ikke festlig. Så skal farten ned. Og den bedste måde at gøre det på er (i hvert fald for mig) at læse. En bog tager den tid, en bog skal tage. Den har ingen fast forward knap.

Hvis du har lyst til at læse dig til lidt julestemning, så kommer her den stak bøger, jeg selv har liggende i nødhjælpskassen til de stressede juledage.

Jenny Fagerlund – 24 gode gerninger

Efter at have mistet sin mand juleaften for to år siden har Emma også mistet ikke bare glæden ved julen, men livslysten. Hendes liv er blevet farveløst og lidt ensomt, og hun ser sin forretning bukke langsomt under økonomisk, uden at kunne finde motivationen til at rette op på tingene. En aften på vej hjem støder hun bogstaveligt talt ind i en ældre mand, som er faret vild i snestormen. Emma følger ham hjem, og en idé fødes. Emma beslutter at gøre 24 gode gerninger – en for hver aften frem til juleaften. Vil Emmas beslutning om at sprede glæde kunne trække hende ud af hendes egen sorg? Og hvordan ser hende liv ud, når hun vågner om morgenen den 25. december?

Jenny Colgan – Rosie Hopkins søde jul

I julen kan vi klare lidt mere sukker end normalt, og Colgans bøger ligger virkelig i den søde ende. I denne bog helt bogstaveligt, for hovedpersonen (titlens Rosie Hopkins) er indehaver af en ualmindeligt hyggelig old school slikbutik. Alt er imidlertid ikke helt uproblematisk i sukkerland, for midt i juleforberedelserne rammes både Rosie og den lille by, hvor hun bor, af uventede prøvelser. Julefreden er alvorligt udfordret og sukkerhjerterne erstattet af knuste hjerter.

Jeg indrømmer, at ovenstående plot måske godt kan give lidt hvinen i tænderne, men det reddes af, at Jenny Colgan simpelthen er en virkelig dygtig chick lit forfatter, som formår at holde sine bøger så tilpas uforudsigelige og interessante, at man aldrig når at gå helt i sukkerchok. Hyggen er i hvert fald garanteret.

Astrid Lindgren – Julefortællinger

Mon ikke barndommes jul var den allerbedste? Sneen var hvidere dengang, gaverne bedre og spændingen større. Det er dejligt at genfinde sin barndoms jul – og at gøre det sammen med sine egne børn. Jeg kommer til at tvangsindlægge mine børn (som egentlig er alt for store til den slags) til højtlæsning af den her bog, som er fuld af alle Astrid Lindgrens bedste julehistorier. Kitte Kry er her og Lotte, som kan alt, og alle børnene fra Bulderby. Det er ren juleglæde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s