Hvem er du, når krisen rammer?

❤️❤️❤️❤️❤️ På Frederiksberg  går en lille pige i skole og bliver drillet af de andre piger. I England gør en ung mand sig klar til en mission, der kan koste ham og hans mænd livet. I Shellhuset i København sidder en modstandsmand, der har mistet en bror og en kæreste og ikke vil miste en kammerat. Det er den 21. marts 1945, og om lidt er 2. Verdenskrig slut. Men inden da sker en tragedie i Danmark, som mange af os har hørt om, men få virkelig kender. Engelske Mosquito-fly under Royal Air Force har planlagt at bombe Gestapos københavnske hovedkvarter, Shellhuset, i tre bølger. Men i den første bølge havarerer et fly tæt på Den Franske Skole på Frederiksberg, og de næste bølger tror fejlagtigt, at målet er, hvor røgen er, og smider flere bomber over Frederiksberg. 86 børn og 18 voksne omkommer på skolen, mens tabene i Shellhuset er 55 tyske soldater, 47 danske Gestapo-medlemmer og 8 danske Gestapo-fanger. Dertil en række danske civile og ni engelske piloter.

0x500-1

Om denne blodige begivenhed handler Pigen fra Den Franske Skole. En roman, der var timet til at udkomme 19. marts 2020, før nogen vidste, at vi på den dag, 75 år og to dage efter bombardementet, ville sidde isoleret i vores hjem og måbende se til, at Corona-virus lukker verden ned. En krise, som nogen har kaldt den største siden netop 2. Verdenskrig.

Egentlig er det uretfærdigt at blive anmeldt på den måde. For Pigen fra Den Franske skole står flot alene. Jacob Weinreich (den ene del af pseudonymet A.J. Kazinski, men denne gang på egen klædelig pote) har researchet grundigt, blandt ved at interviewe overlevende fra bombardementet, skåret sin historie med vanlig narrativ fermhed og skabt figurer, vi både kan holde af og identificere os med: Den lille Malene, der går på Den Franske Skole og bliver drillet med øge-navnet Alene-Malene. Den søde søster Benedikte, der tilbyder Malene lidt trøst på gangen, minutter inden bomberne falder, og langt mere end det, da de er faldet. Piloten Edward, der flyver sine togter med et foto af den skønne Rita Hayworth til at opmuntre ham. Modstandsmanden Harald, der mistede sin bror i krigens første dage og nu kæmper sin egen kamp med store ofre til følge. Oversætteren Asta med den tyske baggrund, der bliver lokket ind i modstandskampen unde falske forudsætninger.

Det er et åbenlyst effektivt fortælletræk at følge begivenhederne fra disse forskellige synsvinkler, ikke bare fordi det gør historien afvekslende og underholdende, men også fordi det er sådan, vi mennesker går til store (og små) begivenheder; med vores egen agenda, vores egen historie og erfaring, vores eget syn på rigtigt og forkert. Også uden Corona havde Pigen fra Den Franske Skole fået sine velfortjente hjerter her.

Jacob Weinreich har researchet grundigt, blandt ved at interviewe overlevende fra bombardementet, skåret sin historie med vanlig narrativ fermhed og skabt figurer, vi både kan holde af og identificere os med.

Men det er umuligt ikke at anmelde den ind i den tid, den udkommer i. Dens læsere, herunder denne, har jo fået helt nye erfaringer, siden den blev afleveret til tryk. Vi står i en global krise, og vi er kun lige i starten af den. Selv om vi stadig kan gå i supermarkedet og rundt om Damhussøen (med god afstand), har vi mistet en del af vores frihed og en god bid af vores ubekymrethed – i det omfang, vi havde den. Vi har mistet den daglige fysiske kontakt med kolleger og kære venner, og det niver og napper, ligesom angsten for, hvad der skal blive af verdensøkonomien og vores eget bogholderi blander sig med de onde virus-drømme om natten. Og vi har fået nye erfaringer om os selv; i kriser finder vi nemlig ud af, hvem vi er; er vi Harald, der kæmper mod tyskerne, eller er vi søster Benedikte, der lader krigen være vores bagtæppe og overlader det til andre at finde ud af det? Er vi dem, der spænder traileren på bilen og drøner ned og køber 100 ruller toiletpapir, eller er vi dem, der råber selvretfærdigt på Facebook af dem, der gør det? Spritter vi vores mælkekartoner af, eller glæder vi os over tiden til at så forårsløg? Tror vi på, at Gud eller Søren Brostrøm nok skal ordne det hele, eller tror vi kun på os selv? Vi ved sikkert godt, hvem vi gerne vil være, især når bøgerne skal skrive bagefter, men vi ved ikke, hvem vi er, før vi mærker det. Det smukke er, at vi kan udvikle os, som for eksempel Søster Benedikte gør i bogen.

I forordet til Pigen fra Den Franske Skole skriver Weinreich:

Kan en tid være særligt modig? Kræve særligt mod? Og jeg spørger mig selv, om et af nutidens problemer simpelt hen er manglen på mod? Fra lederne, fra politikerne, fra os alle. Ingen vil risikere noget, ingen vil kæmpe for noget i dag, livet er så godt.

Ja, livet er godt. Værd at kæmpe for. Og afhængigt af, at nogle af os er modige. Eller at vi i det mindste er så modige, som vi kan være. At vi bevarer vores menneskelighed. Og selv om det kan virke omsonst at skrive og læse bøger, mens så mange kæmper for deres eget og andres liv, så kan bøgerne bidrage til, at vi udvikler lige præcis den empati og forståelse for andre, der er afgørende, når krisen rammer. Og vi opdager, hvem vi er.

Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her

God, simpelthen

❤️❤️❤️❤️ Det kan godt virke underligt i disse tider at læse og anmelde bøger. Omvendt er det jo netop noget af det, vi kan, mens vi venter på, at det hele forhåbentlig driver over, og vi kan komme i gang med at rydde op i vores samfund. Læse. Så det gør jeg.

Jeg læste Gretelise Holms Dødfunden i ét hug, var supergodt underholdt og glædede mig samtidig over, at der kan skrives en krimi, der holder spændingen, men på intet tidspunkt er unødigt blodig, sensationel eller modbydelig. Det er simpelthen en god, gedigen krimi (eller, som forlaget benævner den, spændingsroman) uden så mange dikkedarer, og tak for det.

0x500-1

Ellinor Green er antropolog med særlig interesse for ekstreme grupper. Hun bliver fundet død i sit hjem i Vanløse (af alle steder!). Det ligner selvmord, men en kvik politidame opdager noget, der sætter en efterforskning i gang, som er den, vi med forskellige synsvinkler følger i Dødfunden. Og uden overhovedet at ligne Agatha Christie, så tegner Holm et persongalleri spækket med personer, der havde grund til at slå Ellinor ihjel: den utro ægtemand, den forsmåede elskerinde, den forhutlede søn, den spiseforstyrrede datter og andre, lidt fjernere kræfter.

Det er i portrættet af Ellinors nære forbindelser, krimien fanger mig mest; i billedet af datteren med børnene Lilje og Urt, der er blevet så bange for mad, at hun underernærer sine børn. Af sønnen, der lever af at kommentere hadefuldt om udlændinge på nettet, fordi hans kone skred med en anden. Og især i det fine billede af en ægtemand, som fortryder, at han og hans kone ikke gjorde sig umage med det fine, de faktisk havde. Det får vi slået an i bogens allerførste linjer:

Hvorfor kan jeg ikke græde over min hustrus død? Jeg forsøger at få sammensat nogle mindeord, men hvordan skal man beskrive en kvinde, som man havde været gift med i næsten 40 år og dog ikke kendte?

En større samfundsmæssig dagsorden, der ligger i tråd med Ellinor Greens forskning, er der selvfølgelig også i Dødfunden, hvilket ligger godt i tråd med Gretelise Holms lange journalistiske og forfattermæssige engagement. Jeg synes, hun behandler emner som ekstremisme, internettrolde og fake news utrolig sobert og roligt uden på noget tidspunkt at blive kedelig. Også tak for det.

Dødfunden af Gretelise Holm er udkommet på Harper Collins og kan blandt andet fanges her

Syg af hjertesorg

❤️❤️❤️❤️ Er hjertesorg grund nok til at blive hjemme fra arbejdet? Den debat kørte for et par uger siden, inden vi alle sammen blev Corona-crazy. Man kunne også spørge sådan her: Er det grund nok at blive hjemme fra arbejdet, når alt, hvad man troede på og levede for, er væk, hjertet er flået ud af brystet og ligger og bløder på køkkengulvet, tårerne sprøjter, og hvert minut føles som meningsfuldt, pinefuldt, ulideligt smertefuldt …? For sådan føles det jo, når den man elsker og ikke kan undvære, ikke vil være sammen med en mere. Det er lige til at blive syg i hjertet af, og nogle gange tror vi også, at vi er blevet syge i hovedet. Sindssyge.

Chano Jørgensen med let synlige øjne
Chano Jørgensen, f. 1995, er begyndt at smile igen, siden han skrev sin kærestesorgs-digtsamling Epikrise. Foto: Mathias Milton

For 21-årige Chano Jørgensen er det med arbejdet ikke det største problem, da hans kæreste gennem tre år går fra ham. Han har nemlig ikke så meget af det. Men alt andet falder fra hinanden, ikke mindst ham selv, fortæller han i sin debut og selvbiografiske digtsamling Epikrise. Prosadigtene fortæller om Chanos unge forhold, dets ophør og ikke mindst hans sorg, jalousi og vrede bagefter:

Jeg føler jeg har mistet alt

Den jeg stolede allermest på har forrådt mig

Hvem kan jeg nu stole på?

Jeg siger til dig at jeg vil væk

Mellem digtene er uddrag fra Chanos patientjournal. Kærestesorgen overvælder ham nemlig i en grad, så han ender med at henvende sig til psykiatrisk afdeling med sin store, bankende smerte. Her skriver lægen ved første møde:

21-årig mand henvender sig med sin mor, ikke kendt tidligere i psykiatrisk regi, grundet tiltagende tvangstanker. Allergi: Ingen kendte medikamentelle. Socialt: Pt. bor i egen lejlighed, som han har købt sammen med sin ekskæreste, som er gået fra ham for ca. 2 dage siden. Har til dagligt et deltidsjob, er ikke aktuelt i gang med uddannelse.

Det kølige blik mod det overophedede unge sind virker rigtig godt, og jeg må indrømme, at jeg som mor til netop et ungt menneske i 20’erne bliver ramt lige i netop hjertet af oplysningen om, at han har mor med på hospitalet. For den første store kærestesorg er lige netop så invaliderende, at et ungt menneske kan blive som et lille barn igen og bare have brug for Mor. Smerten bliver ikke mindre med tiden, vi bliver lige så skøre af sorg som midaldrende, men den får det afgørende lag af erfaringer, der gør, at man med hovedet, omend ikke med hjertet, ved, at sorgen går over igen.

Forside EPIKRISE

Selve digtene er uden de store dikkedarer. Chano fortæller derudad, hvordan han har det i tiden fra bruddet og frem. Med masser af selvmedlidenhed, vrede, afmægtighed og et strejf af depression, som man kan forvente, men det bliver aldrig for meget, ikke for min smag i hvert fald. Følelser som disse ER banale, hvorfor fedte med det? Enkelte steder løfter digtene sig i en fin sproglighed, som her:

Min sommer forsvandt

Fordi jeg græd

Du forsvandt

Fordi jeg græd?

Om man skal blive hjemme fra arbejde, når man har kærestesorg, har jeg egentlig ikke en mening om. Jeg har heldigvis ikke en chef, jeg skal spørge. Men jeg synes, vi alle sammen, kolleger som venner, skribenter som læsere, skal tale sammen om alt det, der gør ondt. Kun når vi sætter os ned omkring lejrbålet og deler vores historier direkte fra hjertet, kan vi begynde at hele sårene i det. Derfor fire hjertelige hjerter til Chano Jørgensen med tak for at dele sin så fint.

Epikrise af Chano Jørgensen er udkommet på forlaget Bloody Amateurs. Tjek den og forlaget ud her