Hvem er du, når krisen rammer?

❤️❤️❤️❤️❤️ På Frederiksberg  går en lille pige i skole og bliver drillet af de andre piger. I England gør en ung mand sig klar til en mission, der kan koste ham og hans mænd livet. I Shellhuset i København sidder en modstandsmand, der har mistet en bror og en kæreste og ikke vil miste en kammerat. Det er den 21. marts 1945, og om lidt er 2. Verdenskrig slut. Men inden da sker en tragedie i Danmark, som mange af os har hørt om, men få virkelig kender. Engelske Mosquito-fly under Royal Air Force har planlagt at bombe Gestapos københavnske hovedkvarter, Shellhuset, i tre bølger. Men i den første bølge havarerer et fly tæt på Den Franske Skole på Frederiksberg, og de næste bølger tror fejlagtigt, at målet er, hvor røgen er, og smider flere bomber over Frederiksberg. 86 børn og 18 voksne omkommer på skolen, mens tabene i Shellhuset er 55 tyske soldater, 47 danske Gestapo-medlemmer og 8 danske Gestapo-fanger. Dertil en række danske civile og ni engelske piloter.

0x500-1

Om denne blodige begivenhed handler Pigen fra Den Franske Skole. En roman, der var timet til at udkomme 19. marts 2020, før nogen vidste, at vi på den dag, 75 år og to dage efter bombardementet, ville sidde isoleret i vores hjem og måbende se til, at Corona-virus lukker verden ned. En krise, som nogen har kaldt den største siden netop 2. Verdenskrig.

Egentlig er det uretfærdigt at blive anmeldt på den måde. For Pigen fra Den Franske skole står flot alene. Jacob Weinreich (den ene del af pseudonymet A.J. Kazinski, men denne gang på egen klædelig pote) har researchet grundigt, blandt ved at interviewe overlevende fra bombardementet, skåret sin historie med vanlig narrativ fermhed og skabt figurer, vi både kan holde af og identificere os med: Den lille Malene, der går på Den Franske Skole og bliver drillet med øge-navnet Alene-Malene. Den søde søster Benedikte, der tilbyder Malene lidt trøst på gangen, minutter inden bomberne falder, og langt mere end det, da de er faldet. Piloten Edward, der flyver sine togter med et foto af den skønne Rita Hayworth til at opmuntre ham. Modstandsmanden Harald, der mistede sin bror i krigens første dage og nu kæmper sin egen kamp med store ofre til følge. Oversætteren Asta med den tyske baggrund, der bliver lokket ind i modstandskampen unde falske forudsætninger.

Det er et åbenlyst effektivt fortælletræk at følge begivenhederne fra disse forskellige synsvinkler, ikke bare fordi det gør historien afvekslende og underholdende, men også fordi det er sådan, vi mennesker går til store (og små) begivenheder; med vores egen agenda, vores egen historie og erfaring, vores eget syn på rigtigt og forkert. Også uden Corona havde Pigen fra Den Franske Skole fået sine velfortjente hjerter her.

Jacob Weinreich har researchet grundigt, blandt ved at interviewe overlevende fra bombardementet, skåret sin historie med vanlig narrativ fermhed og skabt figurer, vi både kan holde af og identificere os med.

Men det er umuligt ikke at anmelde den ind i den tid, den udkommer i. Dens læsere, herunder denne, har jo fået helt nye erfaringer, siden den blev afleveret til tryk. Vi står i en global krise, og vi er kun lige i starten af den. Selv om vi stadig kan gå i supermarkedet og rundt om Damhussøen (med god afstand), har vi mistet en del af vores frihed og en god bid af vores ubekymrethed – i det omfang, vi havde den. Vi har mistet den daglige fysiske kontakt med kolleger og kære venner, og det niver og napper, ligesom angsten for, hvad der skal blive af verdensøkonomien og vores eget bogholderi blander sig med de onde virus-drømme om natten. Og vi har fået nye erfaringer om os selv; i kriser finder vi nemlig ud af, hvem vi er; er vi Harald, der kæmper mod tyskerne, eller er vi søster Benedikte, der lader krigen være vores bagtæppe og overlader det til andre at finde ud af det? Er vi dem, der spænder traileren på bilen og drøner ned og køber 100 ruller toiletpapir, eller er vi dem, der råber selvretfærdigt på Facebook af dem, der gør det? Spritter vi vores mælkekartoner af, eller glæder vi os over tiden til at så forårsløg? Tror vi på, at Gud eller Søren Brostrøm nok skal ordne det hele, eller tror vi kun på os selv? Vi ved sikkert godt, hvem vi gerne vil være, især når bøgerne skal skrive bagefter, men vi ved ikke, hvem vi er, før vi mærker det. Det smukke er, at vi kan udvikle os, som for eksempel Søster Benedikte gør i bogen.

I forordet til Pigen fra Den Franske Skole skriver Weinreich:

Kan en tid være særligt modig? Kræve særligt mod? Og jeg spørger mig selv, om et af nutidens problemer simpelt hen er manglen på mod? Fra lederne, fra politikerne, fra os alle. Ingen vil risikere noget, ingen vil kæmpe for noget i dag, livet er så godt.

Ja, livet er godt. Værd at kæmpe for. Og afhængigt af, at nogle af os er modige. Eller at vi i det mindste er så modige, som vi kan være. At vi bevarer vores menneskelighed. Og selv om det kan virke omsonst at skrive og læse bøger, mens så mange kæmper for deres eget og andres liv, så kan bøgerne bidrage til, at vi udvikler lige præcis den empati og forståelse for andre, der er afgørende, når krisen rammer. Og vi opdager, hvem vi er.

Pigen fra Den Franske Skole af Jacob Weinreich er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s