Eskapisme eller spejl?

Hvem er du, når krisen rammer? hed mit seneste indlæg her. Spørgsmålet var en slags paraply-overskrift til både den bog, jeg anmeldte – Jacob Weinreichs meget læseværdige Pigen fra den franske skole – og den tid, vi lever i. Når hele verden og dermed også vi selv rammes af krig, som i Pigen fra Den Franske Skole, eller en smitsom virus uden behandling eller vaccine, som i vores tid, opdager vi hver især ting om os selv, vi ikke vidste før. Nogle af os har mere mod og mandshjerte, end vi før havde givet os selv credit for. Vi bliver frihedskæmpere eller Corona-krigere i alle afskygninger. Andre af os dukker hovedet i angst og prøver at holde ubehaget stangen for at fortsætte noget, der ligner en hverdag. Vi bliver tryktestet, ikke bare som kærester og hjemmeskolere, men som mennesker.

Jeg kommer til at tænke på det, fordi jeg sidder og lytter til den fremragende podcast I røven af … Denne gang er værterne Kasper Lundberg og Frederik Dirks Gottlieb i røven af den lige så fremragende terror-serie Når støvet har lagt sig, som fik den underlige og utaknemmelige skæbne at blive lanceret midt under Corona. I det afsnit, jeg hører, diskuterer værterne med DR’s dramachef, Christian Rank, hvilke tv-serier, vi vil se, når der er krise. Chefen siger, at der er to veje: den ene del af publikum vil se katastrofe-serier, der spejler den krise, vi står midt i, fordi verden er forandret, og det virker for overfladisk at se Venner. De vil have et spejl. Den anden del vil se Venner og grine i trygt selskab. De vil have en flugt, de er eskapister.

Jeg tilhører den anden del. Jeg havde mildt sagt set Venner en del gange inden Corona (læs om min passion for serien i anmeldelsen af bogen om Venner), men jeg har alligevel set mindst ét afsnit hver dag, siden vi begyndte at være sammen hver for sig. Det samme gælder min læsning. Litterært er jeg gået i fosterstilling med Nynnes dagbog, Bridget Jones’ Diary og en ny i genren Confessions of a Forty Something Fuckup. Imens læser min kæreste en bog om Tysklands historie og husker sig selv på, hvordan verdens historie har lært os ting, vi burde blive klogere af.

Klogere vil jeg også gerne være. Men jeg kan ikke rigtig tage viden ind, når jeg er bange, som jeg indrømmer, at jeg har været under Corona-krisen. Virkeligheden er for overvældende, jeg søger mod det kendte og trygge, mens jeg venter på, at faren driver over. Dér giver Bridget og Nynne præcis det, jeg har brug for. Jeg kender dem ud og ind, jeg kender deres problemer og løsninger, og jeg ved, at uanset hvor håbløst det hele kan se ud, så ender det faktisk med at gå. Og netop det har jeg brug for, når krisen raser. Troen på, at det nok skal gå. Er det overfladisk og fejt? Måske. Jeg kan i hvert fald godt få dårlig samvittighed, når jeg læser andres opdateringer om, hvordan de må rationere deres nyhedsforbrug under Corona-krisen, for jeg følger kun lige med til, at jeg kan gøre, som jeg skal. Jeg går heller ikke på opdagelse i historien for at ‘lære af den’, sådan som min kæreste gør, og jeg hører kun overfladisk efter, når han analyserer situationen i en historisk kontekst, for jeg føler mig ikke mere handlekraftig af at vide, at vi som menneskehed begår de samme fejltagelser igen og igen. Tværtimod. Jeg bliver modløs af det.

Enhver må gøre, som enhver bedst kan, tror jeg. På et tidspunkt vil jeg igen gå i gang med at læse noget nyt – jeg går for eksempel og glæder mig til at læse Mathilde Walther Clarkes Huset uden ende, som er på vej i posten. Hendes selvbiografiske  Lone Star var min største læseoplevelse i sommeren 2018, en sommer, der nu føles som en fjernt minde; vi sad på en lille strand på Bornholm og nød livet og litteraturen, og vi var overhovedet ikke optaget af afstand, host eller nys. Jeg håber, det bliver sådan engang igen.

Sand mellem tæerne,

… havudsigt

… og en kæmpe læseoplevelse. Åh, savn.

Serie-mæssigt glæder jeg mig også over, at jeg tog hul på netop Når støvet har lagt sig, for hold nu op, hvor er den god (og man må gerne spole over den ni minutter lange terrorangrebsscene, for man forstår snildt følelserne og plottet uden at se et eneste menneske blive skudt). Forleden overhalede jeg på en Corona-venlig cykeltur i København Karen-Lise Mynster på en cykelsti på Frederiksberg, og jeg havde lyst til at stoppe og takke hende for indsatsen, for hun er simpelthen på eller over Ghita-niveau.

Så helt i kulturelt hi er jeg ikke gået. Jeg deltager i verden så meget, som jeg nu tør. Og læser om det, jeg kan forholde mig til. Det er måske også en slags confession?

Bridget Jones’ Omnibus. The Singleton Years. Bridget Jones’s Diary & The Edge of Reason af Helen Fielding er udgivet på Picador og kan blandt andet fanges her

Nynnes dagbog 2 af Henriette Lind og Lotte Thorsen er udgivet af Politikens forlag og kan fanges her

Confessions of a Forty-somthing Fuck-up af Alexandra Potter kan blandt andet fanges her

En kort historie om Tyskland af James Hawes er udkommet på dansk på forlaget Bilgrav og kan blandt andet fanges her

Bogen om Tyskland er venligst tilsendt fra forlaget.

Advertisement

Moderne spøgelseshistorie, som får nakkehårene til at rejse sig

❤️❤️❤️❤️❤️ Er du til gysende langsomme afsløringer og dødelige hemmeligheder? Gamle, uhyggelige huse fyldt med mennesker, du ikke helt ved, om du kan stole på? Så hæng på her.

Ruth Ware har med romanen om den afdøde Mrs. Westaway skabt en slags krimibastard. En del psykologisk thriller, en del familiedrama og en del godt gammeldags mordmysterie, som vi kender det fra forrige århundredes store krimiforfattere.

Efter sin mors pludselige og voldsomme død lever 21-årige Hal et kummerligt og ensomt liv som tarotkortlæser for turisterne på Brightons berømte mole. Det er ikke et job, man lever fedt af, og Hal ender i en gæld, som får voldsomme typer med nypudsede knojern til at dukke uanmeldt op i hendes lille lejlighed. Situationen er desperat, da et brev fra en sagfører en dag lander i Hals postkasse. En arv fra en bedstemor, Hal aldrig har kendt. Selvom hun har sine tvivl om projektet, drager Hal afsted til familiegodset Trepassen.

Her viser det sig snart, at bedste har efterladt Hal med en anden og mere urovækkende arv end et par tusind pund. Snart er Hals liv både vendt på hovedet og i fare. Hun aner ikke længere, hvem der fjende eller ven.

Vi er ude i en af den slags bøger, hvis handling kan aflæses direkte i pulsen, som bliver højere og højere hen mod bogens eksplosive slutning. Jeg er en sucker for et godt mysterie. I dag er der langt mellem dem, og derfor er Ruth Ware også et ekstra velkomment bekendtskab.

Ruth Ware, Mrs. Westaway er død fra Gyldendals Forlag.

 

Nydelse og afsky i et Hemingway’sk liv

Fiskeri, jagt, drukture, slagsmål, tyrefægtning og krig. Det skrev Ernest Hemingway om i reportager og artikler af svingende kvalitet, skriver Boglivs gæsteanmelder nummer 1, Palle Schjødtz, som dog har glædet sig over at læse de nyudgivne tekster på dansk og forudser, at andre Hemingway-fans vil gøre det samme.

❤️❤️❤️❤️ ❤️ Der er i disse år tilsyneladende en stigende appetit efter Hemingways romaner og noveller, hvis man skal dømme efter antallet af genudgivelser. Det er derfor ikke underligt, at også hans reportager og artikler i aviser og magasiner er blevet genstand for interesse, selv om Hemingway næppe selv ville have billiget det. Han mente nemlig, at der var stor forskel på det, der var skrevet for at tjene til dagen og vejen som avisskribent ,og det, der var skrevet med det for øje at skrive så godt, man kan.

Når man læser denne bog, kan man på den ene side give Hemingway ret, for de enkelte tekster er af meget svingende kvalitet, men som Hemingway-fan vil man på den anden side glæde sig over, at den er udgivet og nu genudgivet i en ny og udvidet udgave. Bogen tjener nemlig dels til en fordybelse i Hemingways specielle kortfattede og kontante stil, der har tjent som forbillede for en lang række forfattere over hele verden, dels til forståelsen af, hvorledes Hemingway har opsøgt eventyret og dramaet hele livet for at hente inspiration til sine romaner og noveller. Så kan læseren alt efter temperament og smag nyde eller have afsky for de hændelser, teksterne handler om, blandt andet fiskeri, jagt, drukture, slagsmål, tyrefægtning og krig som observatør eller deltager. Den historisk interesserede vil finde fine observationer af de politiske forhold i Europa, USA, Asien og lidt om Afrika under og mellem de to verdenskrige. Mange af teksterne har dannet forlæg til romaner eller noveller, ja – de er nærmest blevet brugt mere eller mindre uændrede i den “virkelige” litteratur.

Den første del indeholder reportager fra begyndelsen af tyverne til The Toronto Daily Star og Toronto Star Weekly. De er som regel korte og kontante beretninger om det daglige liv, hvor Hemingway nu befinder sig. Her oplever læseren også Hemingways begejstring for tyrefægtning i et par lidt længere beretninger, som nærmest kunne have været noveller. Næste afsnit er en række artikler til mandebladet Esquire i begyndelsen af trediverne. I mellemtiden var Hemingway blevet etableret som forfatter med bl.a. romanerne ”Solen går sin gang” og ”Farvel til våbnene”. Artiklerne er blevet lidt længere og mere generelt interessante. En interessant observation er det, at Hemingway argumenterer kraftigt for, at USA skal holde sig væk fra den krig i Europa, som det er ved at trække op til. En særlig morsom artikel handler om, hvordan han næsten ufrivilligt forklarer en forfatterspire om, hvordan man skal skrive, At skrive godt er at skrive sandt.

Den historisk interesserede vil finde fine observationer af de politiske forhold i Europa, USA, Asien og lidt om Afrika under og mellem de to verdenskrige.

Resten af bogen er da også præget af krig, først den spanske borgerkrig i slutningen af trediverne, hvor Hemingway var udsendt som krigskorrespondent for North American Newspaper Alliance, og derefter 2. verdenskrig, hvor han først var i Kina for at undersøge krigen mod Japan og senere blev mere og mere involveret i amerikanernes deltagelse i krigshandlingerne i Europa efter japanernes angreb på Pearl Harbour. Her skrev han mest til New York avisen PM og senere til tidsskriftet Collier’s. Beretningerne er mere og mere voldsomme og blodige i disse år, og Hemingway synes at deltage mere og mere aktivt i krigshandlingerne.

Det sidste afsnit er fra efterkrigstiden i begyndelsen af halvtredserne, hvor artiklerne bliver mere desillusionerede og til sidst nærmest tragiske med to fly-nedstyrtninger tæt på hinanden, som Hemingway måske aldrig rigtig kom sig over. En artikel beskæftiger sig indgående med hans morskab ved at læse de nekrologer, som blev skrevet på baggrund af en meddelelse fra Afrika om, at fly-uheldet havde været fatalt.

Ernest Hemingway (1899-1961) var en af sin tids største amerikanske forfattere, og han fik i 1954 Nobelprisen i litteratur, som han i øvrigt syntes, at Karen Blixen burde have haft. Han var dog ikke i stand til at rejse til Stockholm for at modtage prisen, og en svindende fysik og en mere og mere depressivt sind førte til sidst til hans selvmord.

Hemingway: Udvalgte reportager fra fire årtier. Udgivet af William White, 1967. På dansk i udvidet udgave ved Mich Vraa og Knud Holst, Lindhardt og Ringhof. 2019. Fang den blandt andet her

Frank forsvinder

❤️❤️❤️❤️ Frank har aldrig følt, at han hører til. Hverken på universitetet eller i den overklassefamilie, som han gennem sit ægteskab med Thea indlemmes i. Han er kronisk malplaceret, en bedrager. Måske er det ophavet, som trækker ham ned. Den skuffede, alkoholiserede mor og den hjerneskadede far, som ikke kunne modstå sin trang til at optræde talentløst og spottet af alle forbipasserende på Strøget.

Thea bliver gravid, og en dag nogle uger før hun skal føde, forsvinder Frank. Han driver til havs i sin kajak og ender på en øde ø, hvor han i bedste alene-i-vildmarken-stil i tre uger må overleve på regnvand og fugleæg, indtil undsætningen kommer.

Først her starter imidlertid det virkelige drama. For tilbage i København tror ingen på Franks Robinson Crusoe-historie. På tre korte uger har Frank mistet sin plads i tilværelsen.

Kristian Bang Foss udforsker i sin mildt vanvittige fortælling et fænomen, vi i Danmark ikke bryder os meget om at tale om, nemlig det, at vi ikke alle er lige. Frank tager springet fra én social virkelighed til en anden. Og han betaler prisen for sin sociale opstigning i form af en evigt nagende tvivl. Både hos Frank selv og i den velbjærgede svigerfamilie. Kan man stole på Frank? Er han en del af flokken eller et ukendt og upålideligt fremmedlegeme?

Bemærkelsesværdigt nok formår forfatteren at gøre disse egentlig tunge spørgsmål tilstrækkeligt lette til at man læser romanen med et smil. Historien om Franks forsvinden er en hæsblæsende farce med en ret begrænset egentlig handling, men en høj underholdningsværdi.

Frank Bang Foss, Frank vender hjem fra forlaget Gyldendal.