Nydelse og afsky i et Hemingway’sk liv

11831801_159101417756226_28962451304062175_n

Fiskeri, jagt, drukture, slagsmål, tyrefægtning og krig. Det skrev Ernest Hemingway om i reportager og artikler af svingende kvalitet, skriver Boglivs gæsteanmelder nummer 1, Palle Schjødtz, som dog har glædet sig over at læse de nyudgivne tekster på dansk og forudser, at andre Hemingway-fans vil gøre det samme.

❤️❤️❤️❤️ ❤️ Der er i disse år tilsyneladende en stigende appetit efter Hemingways romaner og noveller, hvis man skal dømme efter antallet af genudgivelser. Det er derfor ikke underligt, at også hans reportager og artikler i aviser og magasiner er blevet genstand for interesse, selv om Hemingway næppe selv ville have billiget det. Han mente nemlig, at der var stor forskel på det, der var skrevet for at tjene til dagen og vejen som avisskribent ,og det, der var skrevet med det for øje at skrive så godt, man kan.

Når man læser denne bog, kan man på den ene side give Hemingway ret, for de enkelte tekster er af meget svingende kvalitet, men som Hemingway-fan vil man på den anden side glæde sig over, at den er udgivet og nu genudgivet i en ny og udvidet udgave. Bogen tjener nemlig dels til en fordybelse i Hemingways specielle kortfattede og kontante stil, der har tjent som forbillede for en lang række forfattere over hele verden, dels til forståelsen af, hvorledes Hemingway har opsøgt eventyret og dramaet hele livet for at hente inspiration til sine romaner og noveller. Så kan læseren alt efter temperament og smag nyde eller have afsky for de hændelser, teksterne handler om, blandt andet fiskeri, jagt, drukture, slagsmål, tyrefægtning og krig som observatør eller deltager. Den historisk interesserede vil finde fine observationer af de politiske forhold i Europa, USA, Asien og lidt om Afrika under og mellem de to verdenskrige. Mange af teksterne har dannet forlæg til romaner eller noveller, ja – de er nærmest blevet brugt mere eller mindre uændrede i den “virkelige” litteratur.

0x500

Den første del indeholder reportager fra begyndelsen af tyverne til The Toronto Daily Star og Toronto Star Weekly. De er som regel korte og kontante beretninger om det daglige liv, hvor Hemingway nu befinder sig. Her oplever læseren også Hemingways begejstring for tyrefægtning i et par lidt længere beretninger, som nærmest kunne have været noveller. Næste afsnit er en række artikler til mandebladet Esquire i begyndelsen af trediverne. I mellemtiden var Hemingway blevet etableret som forfatter med bl.a. romanerne ”Solen går sin gang” og ”Farvel til våbnene”. Artiklerne er blevet lidt længere og mere generelt interessante. En interessant observation er det, at Hemingway argumenterer kraftigt for, at USA skal holde sig væk fra den krig i Europa, som det er ved at trække op til. En særlig morsom artikel handler om, hvordan han næsten ufrivilligt forklarer en forfatterspire om, hvordan man skal skrive, At skrive godt er at skrive sandt.

Den historisk interesserede vil finde fine observationer af de politiske forhold i Europa, USA, Asien og lidt om Afrika under og mellem de to verdenskrige.

Resten af bogen er da også præget af krig, først den spanske borgerkrig i slutningen af trediverne, hvor Hemingway var udsendt som krigskorrespondent for North American Newspaper Alliance, og derefter 2. verdenskrig, hvor han først var i Kina for at undersøge krigen mod Japan og senere blev mere og mere involveret i amerikanernes deltagelse i krigshandlingerne i Europa efter japanernes angreb på Pearl Harbour. Her skrev han mest til New York avisen PM og senere til tidsskriftet Collier’s. Beretningerne er mere og mere voldsomme og blodige i disse år, og Hemingway synes at deltage mere og mere aktivt i krigshandlingerne.

Det sidste afsnit er fra efterkrigstiden i begyndelsen af halvtredserne, hvor artiklerne bliver mere desillusionerede og til sidst nærmest tragiske med to fly-nedstyrtninger tæt på hinanden, som Hemingway måske aldrig rigtig kom sig over. En artikel beskæftiger sig indgående med hans morskab ved at læse de nekrologer, som blev skrevet på baggrund af en meddelelse fra Afrika om, at fly-uheldet havde været fatalt.

Ernest Hemingway (1899-1961) var en af sin tids største amerikanske forfattere, og han fik i 1954 Nobelprisen i litteratur, som han i øvrigt syntes, at Karen Blixen burde have haft. Han var dog ikke i stand til at rejse til Stockholm for at modtage prisen, og en svindende fysik og en mere og mere depressivt sind førte til sidst til hans selvmord.

Hemingway: Udvalgte reportager fra fire årtier. Udgivet af William White, 1967. På dansk i udvidet udgave ved Mich Vraa og Knud Holst, Lindhardt og Ringhof. 2019. Fang den blandt andet her

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s