En undersøgelse af sorg og hævntørst

❤️❤️❤️❤️

“Meget har du budt mig!” Sådan har jeg nogle gange haft lyst til at sige til Julie Hastrup i de 11 år og to dage, jeg har kendt hende som forfatter. For Hastrups notoriske glæde ved drab og makabre detaljer, sådan som de er kommet til udtryk i hendes lange stribe af Rebekka Holm-krimier, har indimellem udfordret mit sensitive læsersind lige rigeligt. Som for eksempel i hendes forrige roman, Blodspor, der blandt andet bød på et middagsselskab udelukkende med døde deltagere. Det er hård kost, når man faktisk ikke behøver mere end et gammelt afsnit af Barnaby for at blive skræmt fra vid og sans!

Skærmbillede 2020-05-24 kl. 09.11.04

Når jeg alligevel har været hooked fra starten af Hastrups forfatterskab med debuten En torn i øjet fra 2009, skyldes det i meget høj grad hendes karakterer. Naturligvis Rebekka Holm selv, den introverte politikvinde med den traumatiske barndomshændelse i bagagen, og inderkredsen omkring hende; veninden Dorte, makkeren Reza og i de senere bøger kæresten Niclas. Men også, måske endda især, de mange bifigurer, som Hastrup altid kæler for og morer sig med, uanset hvor stor eller lille en rolle, personen spiller i det endelige plot. Jeg mærker og deler interessen for menneskesindet i de mange meget forskellige mennesker, der optræder omkring drabsmysterierne i Hastrups bøger.

Julie Hastrups notoriske glæde ved drab og makabre detaljer (….) har indimellem udfordret mit sensitive læsersind lige rigeligt.

I Vildskud udgår persongalleriet fra en sorggruppe i Sorgens hus i København (som Julie Hastrup har placeret på en adresse, hvor hun selv har boet som barn). Her mødes Lars, der har mistet sin kone ved en lægefejl, Arne, hvis unge søn blev overfaldet få dage efter sin studentereksamen og begik selvmord efterfølgende, og Johanna, hvis toårigedatter druknede i en swimmingpool på en ferie, for sammen med psykologen Nikolaj at bearbejde deres såkaldt komplicerede sorg. Da en fjerde sørgende, Mille, kommer med i gruppen, ændrer dynamikken sig, og bearbejdning af sorg bliver til udveksling af hævnfantasier. Det er typisk Julie Hastrup, at hun inkluderer flere personer, end hun egentlig har brug for, naturligvis til dels for at vildlede os læsere, men vildledningen bliver en lille ekstra gave i form af personager, vi ikke normalt møder. En grafitti-maler, en rig (!) selvhjælpsforfatter, en ung politimand på juicekur. Miljøet af som altid mangfoldigt, og det er sådan en fornøjelse!

0x500

Vildskud er en personlig sag for Julie Hastrup . Hendes søn William blev for nogle år siden slået ned på Nørreport Station, og det raseri, hun følte over for voldsmændene, lige da hun fik opkaldet om overfaldet, er udgangspunkt for undersøgelsen af hævntørst i bogen. Vildskud er måske derfor, synes jeg,  en af de mere realistiske romaner i serien. Vi har ikke som udgangspunkt at gøre med udspekulerede psykopater med makabre fantasier, men med  almindelige sørgende mennesker, og volden er i mindre doser og mere realistisk og mindre aparte end i mange af de andre bøger. Af en eller anden grund er det mindre skræmmende for mig, for andre vil det muligvis være omvendt.

Vi har ikke som udgangspunkt at gøre med udspekulerede psykopater med makabre fantasier, men med  almindelige sørgende mennesker

Vildskud er den første Julie Hastrup-roman, der ikke udfordrer mig så voldsomt på uhyggen, og jeg kan garantere for, at det ikke skyldes nyfunden hårdhudethed. Alligevel – eller derfor? – læste jeg bogen i ét stræk (godt 400 sider på halvandet døgn), og det skyldes især det psykologiske indhold. Sorg og hævntørst, retfærdighed og manglen på den i verden, skyld og ansvar; store temaer, som Hastrup behandler både indfølende og underholdende. Og jeg mener ‘underholdende’ som en stor kompliment. Jeg har den største respekt for forfattere, der kan få en handling til at skride frem, få sine læsere til at vende siderne og sige noget vigtigt i processen. Det er så meget sværere en kombination, end man tror. Og Julie Hastrup, hun mestrer den.

Julie Hastrup

Så kære Julie Hastrup: “Meget har du budt mig i alle disse år – tusind tak for det, og tillykke med dit nye pletskud, Vildskud.”

Vildskud af Julie Hastrup er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

Tanker tænkt til ende

❤️❤️❤️❤️❤️

Erindring er noget underligt noget. Substansløs som et digt eller røg. Hvor findes alt det der er sket?

Så enkelt kan noget, man har gået og spekuleret over i måneds- eller årevis så åbenbart formuleres. Af Mathilde Walter Clarke, vel at mærke. Forfatteren til essay-samlingen Huset uden ende, som udkom i marts, kan noget med sproget, jeg virkelig gerne ville kunne. Præcist og tilsyneladende helt uanstrengt sætter hun ord på det ordløse eller på selve det, at ord er svære at sætte på:

(.) hvordan kan jeg skrive om noget som suger alt sprog ud af mig? Hvordan skrive om noget jeg ikke selv forstår?

Ja, hvordan? Det gad jeg også godt vide, jeg ved det ikke selv, men jeg ved, at Clarke kan. Hun skriver om så forskellige emner som massemord, feminisme, litteratur, familie og tab på en måde, så teksten i sig selv bliver spændende som en kriminalroman. En tekst, der stiller spørgsmål og prøver at svare; på hvordan litteratur skal læses, hvad et jeg egentlig er, eller hvordan vi som europæere kan forstå det uforståelige i amerikansk politik. Siderne bladrer nærmest sig selv, man læser i lange sultne stræk og glemmer at trække vejret. Men tankerne er så dybe, at det tager lang tid at ‘læse’ bogen færdig, for der er så meget at fordøje og fortolke, tanker, der skal tænkes til ende. Eller forsøges på.

0x500

Måske lyder det abstrakt, og det er nogle af tankerne bestemt også, men teksterne er samtidig konkrete og tæt på livet, som det leves, også når det leves eller sluttes ufatteligt grusomt. Som på de første 60 sider, der tager udgangspunkt i et dobbeltmord, der skete i nabohuset til Mathilde Walter Clarkes amerikanske families hus, hvor hun tilbragte somrene som barn. Clarke skrev fremragende om sin amerikanske familie i romanen Lone Star, der udkom i 2017, og det var under researchen til denne, at det gik op for hende, at dobbeltmordet skete, mens hun selv var i USA. Alligevel er der ingen spor, hverken i Clarkes egen erindring, i brevene fra den sommer eller i hendes stadig levende fars erindring om, at hun skulle have været der under den dramatiske begivenhed.

Jeg huskede faste rutiner i huset uden ende, helt almindelige dage som alle andre dage, hvor min far kørte os i skole om morgenen og mine søskendes mor hentede os igen i sin beigefarvede Oldsmobile. (….) Men jeg huskede intet om at nogen omkring dette tidspunkt var gået ind ad naboens bagdør og havde slået dem ihjel med en hammer. (….) Erindringen er notorisk upålidelig.

Videre research fører Clarke til en nærmest uønsket viden om en række uprovokerede mord og massemordere, der blev jaget som vildt og dyrket som rockstjerner i USA, da hun var barn. Uden sensation eller sentimentalitet beskriver Clarke forskellige mordere og deres ofre, måden de blev set på og forsøgene på ikke bare at opklare, men også forklare, hvorfor nogen begår så grusomme handlinger. Det gør Clarke ikke, altså forsøger at forklare; hun sætter i stedet ord på netop det, at vi ikke kan forklare det, i hvert fald ikke ved at spørge morderen selv:

Vi kan beskrive det udenom, vi kan beskrive vinden, røret, lyden, men vi kan ikke råbe ned i røret hvorfor det lyder så hult og forvente et meningsfuldt svar.

Essay-samlingen er i fem dele, hvoraf fortællingen om huset og mordene i USA – og en del om USA og om Clarkes amerikanske familie – er den første. De næste fire er samlet under overskrifterne At se, Kvindesager, At miste, samt Bøger og liv. Hvert essay har sin egen fortælling, tone og sit eget tema, så de burde alle have deres egen anmeldelse, men jeg kan ikke skrive noget om dem, som de ikke siger bedre selv. Jeg oplever, at jeg bliver klogere af at læse dem – jeg har i hvert fald muligheden. De taler til min hjerne og mit hjerte, til min humor og min vrede. Jeg kan bedst lide at blive rørt på mit hjerte, måske er jeg lidt sentimental. Det er Clarke ikke, virker det som om, men hun er følsom og klog på en gang. De tre essays om At miste gør indtryk på en som mig – med et udtryk, Clarke andetsteds i bogen tager afstand fra, så spejler jeg mig i dette:

(.) når nogen dør, så lukkes historien. Så er der pludselig kun historie tilbage, så er der kun fortid. Så er der kun datid. Nu begynder genfortællingen og alle forsøgene på at fastholde erindringen.

Jeg har ikke selv – endnu – præcise holdninger til at generationsopdele litteraturen (Brev til Olga Ravn), hvordan Søren Kierkegaard skal læses (At jage Kierkegaards spøgelse) eller om, hvorvidt en sort gorilla på en legeplads er udtryk for racisme (Gorillaen i Corsicana). Men jeg får lyst til at få holdninger af at læse Huset uden ende. Fordi Clarke med sin overlegne fortællekunst viser, hvor fine nuancer af livet, vi kan finde frem til, hvis vi gider gøre os den anstrengelse i det mindste at forsøge at tænke tanker til ende. Jeg får lyst til at oppe mig: Læse mere og bedre. Formulere mig mere præcist. Være lidt mere årvågen. Nu, hvor jeg skriver denne anmeldelse, får jeg også lyst til at læse alle essayene igen (og igen), og jeg får lyst til at anbefale dem på det allervarmeste. Det være hermed gjort.

Huset uden ende af Mathilde Walter Clarke er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

 

Når livet leves proforma

❤️❤️❤️❤️ Standupper Sanne Søndergaards bog Proforma er ikke ny. Faktisk kan den næste år fejre ti års jubilæum. Til gengæld er bogen evigt aktuel og nødvendig.

Siv er netop startet i 1. g sammen med sin bedste ven Lukas. Hun er lesbisk, han er bøsse, og for at undgå folkeskolens chikane bestemmer de sig for at agere kærester – sådan rent proforma.

Bedraget fungerer perfekt. De indlemmes i de “normales” flok, og gymnasielivet udfolder sig med fester og forelskelser – i de forkerte.

Uundgåeligt begynder den omhyggeligt konstruerede fiktion at knage i fugerne, og snart må Siv vælge: Vil hun være som de andre eller vil hun være ærlig.

Sanne Søndergaard har skrevet en vedkommende og ungdomsnær bog om det svære spring ud af skabet. Bogen nærmest chokerede mig med sine beskrivelser af det stigma, som kan følge med en seksualitet, der ikke er som flertallets. Jeg håber, meget har ændret sig i de forløbne ni år.

Det var min 14-årige datter, som først læste Proforma, og som insisterede på, at jeg også skulle læse den. Bogen burde være obligatorisk læsning for alle, som er midt i pubertetens malstrøm. Uanset seksuel præference. Den er ikke kun en bog om at være homoseksuel, men i langt højere grad en lærebog i åbenhed og selvaccept.

Sanne Søndergaard, Proforma fra forlaget Gyldendal.

 

 

 

Gæsteanmeldelse: Letlæst og spændende

Palle lille

Palle Schjødtz har været på en hæsblæsende tur i store biler med voldsparate personer på et bagtæppe af international politik, alt sammen gennem et nyt fiktivt bekendtskab, ex-jægersoldaten Tom Cortzen.

❤️❤️❤️❤️

Hovedpersonen i denne spændingsroman, Tom Cortzen, er en tidligere jægersoldat med udstationeringer i Irak og Afghanistan. En mission gik galt og kostede hans kammerat livet, mens han selv ”slap” med en voldsom medfart som fange hos fjenden. Den øverste ledelse svigtede i situationen, og det gjorde ondt på Tom, ikke mindst fordi hans far var den øverste leder. Han havde derfor besluttet ikke længere at stille sig til rådighed for kongeriget, men ved et kort besøg i Danmark ved faderens begravelse bliver han alligevel ”overtalt” af en amerikansk CIA-ven og en hemmelig gren af Forsvarets Efterretningstjeneste til et nyt eventyr.

0x500

Anledningen er mordet på en iransk dataekspert med hjemsted i Dubai. Dennes kæreste er en dansk skønhed med en modelfortid, og hun er forsvundet efter mordet på iraneren. Desuden er Toms gode ven omkommet ved en helikopterulykke, der virker meget skummel.

Tom kaster sig ud i opgaven, og begivenhederne tager hurtigt fart. De involverede personer er voldsparate personer med brede skuldre, skudklare våben og en noget primitiv adfærd. En række bipersoner mister livet ved at komme i vejen for Tom og hans modstandere. Læseren kan i starten kun gætte på, hvad stridens genstand er. Begge parter har rådighed over store kraftfulde biler, og når dette ikke slår til, kan Tom heldigvis manøvrere forskellige fly. En overgang får man på fornemmelsen, at der bygges op til lidt erotik mellem iranerens kæreste og vores helt, men helten (eller forfatteren) forspilder lejligheden, og kæresten forsvinder ud af handlingen.

Bukkehave beskriver begivenhederne på en letlæst facon, og han forstår at holde spændingen ved lige med et jævnt stigende niveau. At handlingen samtidig bliver mere og mere usandsynlig, gør ikke så meget. Aktuelle, internationale politiske hændelser og konflikter bliver medtaget som baggrund, og det giver romanen et realistisk skær. Læseren må spørge sig selv, om det her virkelig er sådan, det foregår.

Aktuelle, internationale politiske hændelser og konflikter bliver medtaget som baggrund, og det giver romanen et realistisk skær.

På et tidspunkt dukker en forretningsmand op med uhyggelige planer om at udvikle en metode til at sætte demokratiet ud af spillet i verdens stærkeste nation, og det viser sig, at iranerens arbejde er nøglen til denne plan. Tom får hænderne fulde, og handlingen forlægges til Berlin. Gæt selv, hvordan det går.

Bogen er meget James Bond-agtig, så hvis man har smag for det, kan den anbefales.

Kongetro af Tobias Bukkehave er udkommet på Politikens Forlag og kan fanges samme sted.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget.

 

 

Livet set fra en japansk døgnkiosk

❤️❤️❤️❤️ Hovedpersonen i Sayaka Muratas roman Døgnkioskmennesket er efter japansk samfundsmålestok en fuldstændig fiasko. Keiko er ganske vist højt uddannet, men på 18. år løstansat i en døgnkiosk. Hun er en 36-årig kvinde uden hverken mand eller børn. Bekymringen er stor. Både i familien og omgivelserne generelt, hvor man ikke kan få den anderledes kvinde til at passe ind i samfundets normale roller.

Keiko er ikke noget af det, hun burde være. Ikke hustru, mor, forretningskvinde. Til gengæld er hun det, man nok herhjemme ville kalde et diagnosebarn. Empatiløs, ja i det hele taget fuldstændigt og klinisk blottet for følelser. Nærmest psykopatisk brutal i sin rationalitet, som da hun køligt konstaterer (for sig selv), at det havde været hurtigere at få søsterens nyfødte til at holde op med at græde ved hjælp af den lille kniv, som ligger på bordet, end med trøst.

Keiko fungerer kun ét sted – i døgnkiosken. Her forstår hun sin rolle. Forventningerne er klare. Der er en gentagen koreografi, som hun kender til perfektion. Mens hun ikke passer ind i samfundets normer, så passer hun til gengæld perfekt i de arbejdsmæssige. Hun er – i alle celler – et døgnkioskmenneske.

Da hun af hensyn til sine omgivelser forsøger at forlade døgnkiosken, mister hun sin balance og sin integritet. Udflugten ind i det normale liv bliver kort og ulykkelig.

Døgnkioskmennesket er et dobbeltportræt. Bogen viser os både en for os eksotisk kultur præget af en snæver normalitetsopfattelse og samtidig også et menneske, hvis sind og følelsesliv er stort set lige så fremmedartede som kulturen.

Murata har begået en bog, som er bemærkelsesværdigt foruroligende trods sin på overfladen rolige handling.

Sayaka Murata, Døgnkioskmennesket fra forlaget Grif.