Jeg ved ikke, om du har det lige sådan, men om sommeren får jeg en ubændig lyst til at gå i køkkenet. Måske er det synet af salat, ærter, julerødder og blåbær, der vælter frem i min lille, københavnske køkkenhave. Der er få ting i livet, som giver mig lige så stor glæde som at gå ud en tidlig morgen og plukke hindbær til havregrøden. Eller salat som stadig er helt saftspændt af nattens dug. Jordbær, som først er plukket, da de var præcist modne (og i skarp konkurrence med sneglene!). Kirsebær…åh, kirsebær!
Hvorom alting er, så vil jeg de næste måneder kaste mig over kogebøgerne her på bloggen. De grønne kogebøger, de spritnye, de gode gamle, dem til børn og folk på særkost. Kogebøger til den helt nye kok og til den garvede, som mangler ny inspiration.
Det bliver en forrygende gastronomisk sommerrejse! Håber, I er rejselystne og hænger på.
Palle Schjødtz giver topkarakter til Mich Vraas nye slægtsroman, Vaniljehuset, som han kalder “en af de mest underholdende og tankevækkende romaner, jeg længe har læst”.
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Hvordan kan en slægtshistorie fra perioden 1886 til 1930 med tråde tilbage til Napoleonskrigene og den spanske hærs ophold i Danmark i begyndelsen det nittende århundrede gribe læseren så stærkt, at bogen nærmest må sluges? Det er nok fordi vi alle sammen kan finde noget, som ligner vores eget liv. Dertil en spændende komposition og et fantastisk flydende og letlæst sprog. En ren fornøjelse.
Hovedpersonen er det tolvte barn i en skomagerfamilie. Derfor er et af hans fornavne Dusinius, og selv om det giver anledning til mange bemærkninger, bruger han navnet gennem hele livet. Familien er fattig og bor på Vesterbro i Odense, men Dusinius drømmer allerede som dreng om rigdom og anerkendelse. Da han har evnen til at gribe heldet, når det viser sig, og da hans gode opførsel og hjælpsomhed skaffer ham nogle gode voksne venner uden for familien, begynder fremgangen snart. Sine første indtægter får han ved at fremstille sprællemænd og sælge dem ved juletid:
Da Dusinius’ mor fandt hans cigarkasse, indeholdt den fire hundrede og seksogtredive kroner og femogfirs øre
Derefter får han chancen for at sælge vaniljestænger, som han får mulighed for at købe på et fragtskib i havnen, og så går det slag i slag, så han via en periode som succesfuld sælger ender som en velhavende ejer af en krydderiforretning samt ikke mindst en kemisk fabrik, der producerer husholdningsmidler. På vejen – under Første Verdenskrig – foretager han nogle få gange lyssky forretninger, som han ikke er så stolt af. Vi hører også undervejs om Dusinius kærlighedsforhold i ungdommen, til den senere hustru og et par fristelser, som er ved at føre ham på afveje. Som modpol har vi hele tiden hans storebror, som er alt det, Dusinius ikke er, listig, upålidelig og usympatisk. I en periode bringer deres ægteskaber til to søstre dem dog tættere sammen.
Romanens handling er elegant udformet som den midaldrende, hjertesvage Dusinius’ ophold på Hareskov Kuranstalt, hvor han ser tilbage på sit liv, vekslende med afsnit med direkte fortællinger om Dusinius’ liv som dreng, som ung mand og som voksen. I bogens anden halvdel træder Dusinius’ hustru ind i handlingen med afsnit om sit liv og sine tanker. Der eksisterer i hendes familie en myte om, at en spansk løjtnant var far til en af forfædrene, og i nogle særlige afsnit af romanen får vi løjtnantens, henholdsvis hans kærestes, oplevelse af forholdet, som ender dramatisk.
Forfatteren har været inspireret af sin egen families historie, og der er i romanen mange referencer til periodens kendte personer og begivenheder i Odense, men i en efterskrift fortælles det, at der er tale om fiktion. Hvilken herlig fantasi og hvilken menneskekundskab. Det er en af de mest underholdende og tankevækkende romaner, jeg har længe har læst.
Vaniljehuset af Mich Vraa er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her
Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.
Palle Schjødtz har læst en dramadokumentarisk bog om sømanden Axel Emil Martin Woythal, som gjorde tjeneste under anden verdenskrig. Bogen er skrevet af Axels søn Arne, der hermed giver sin far den anerkendelse, de danske søfolk ikke fik . Det er der kommet en tankevækkende bog ud af, skriver vores anmelder.
❤️❤️❤️❤️
Forfatteren er drabsefterforsker i politiet og desuden kriminalforfatter med foreløbig fire bind i serien om Rasmus Berg og Drabsafdelingen. Nu har han skrevet en fin bog om sin far, sømanden Axel Emil Martin Woythal, der tilbragte den anden verdenskrig ombord på handelsskibe i allieret tjeneste.
Ligesom så mange andre danske søfolk befandt Axel Woythal sig om bord på et dansk fragtskib i udenlandsk farvand den 9. april 1940, og ligesom mere end 6.000 danske søfolk kom han til at gøre allieret krigstjeneste til søs, i Axels tilfælde gennem hele krigen. Han var således med til at evakuere engelske soldater fra Dunkirk i 1940, blive torpederet på Nordatlanten i konvoj mod Murmansk i 1941, blive jagtet af ubåde i Det indiske Ocean i 1942, bombet af Luftwaffe i Tripoli i 1943, fragte amerikanske soldater i Stillehavskampagnen i 1944 og være udsat for Kamikaze-angreb ved Ny Guinea i 1945.
Forfatteren har selvfølgelig talt med sin far om begivenhederne, og han har desuden gennemgået sin fars souvenirer, for eksempel landlovspas og kursusbeviser fra skyttekurser. Desuden har han været på arkiverne hos forskellige rederier og krigssamlinger, så han har haft en grundig viden at bygge sin beretning på. Det er der kommet en spændende og tankevækkende bog ud af – ikke en nøjagtig historisk gennemgang af krigen, men en fortælling om, hvordan en dansk sømand oplevede begivenhederne til søs, den korte eller længere landlov i havnebyer over hele verden med værtshusbesøg og lette damer, presset, som blev dæmpet med alkohol, og mere seriøse forbindelser med tre kvinder i hver sin verdensdel.
Formen er dramadokumentarisk med et enkelt sidespring til et besøg hos en nulevende krigssejler, der bliver 100 år i 2020. Vi oplever Axels reaktioner på de voldsomme begivenheder, det tætte sammenhold i besætningerne, venskaberne og drømmen om engang at slå sig ned og stifte familie, måske med en af de tre kærester, men han valgte til sidst at vende hjem til Danmark. Som for så mange andre blev tiden efter krigen ikke uden problemer. Han kom hjem den 9. marts 1946 og følte sig ikke særlig anerkendt for sin indsats, og snart var han på langfart igen indtil 1960, hvor han endeligt gik i land.
Over tusind danske søfolk mistede livet i allieret tjeneste under den anden verdenskrig, og Arne Woythal lufter i slutningen af bogen sin berettigede indignation over de danske og engelske myndigheders mangel på anerkendelse af de danske søfolks indsats, en indsats som var stærkt medvirkende til Danmarks status efter krigen som en allieret nation. Først i 2014 kom en beskeden anerkendelse gennem deltagelse ved halvfjerdsårsdagen for invasionen i Normandiet, og i 2017 blev der opsat et mindesmærke i Mindelunden. Forfatteren opregner de medaljer, som hans far burde have haft, men som han ikke fik. Trods sit krigssejlersyndrom klagede Axel sig dog ikke, for som han sagde: “Vi sejlede bare”.
Fra Murmansk til Stillehavet af Arne Woythal er udkommet på Byens Forlag.
❤️❤️❤️❤️ Efter at være blevet verdensberømt med den (tilsyneladende) selvbiografiske roman Alt må vige for natten, udgav Delphine de Vigan to år senere bogen Baseret på en sand historie. I den beskriver hun i vanlig autobiografisk stil tiden efter berømmelsens indtog. Presset fra omverdenen – og fra forfatterens egen familie, som ikke er entydig begejstret for at se familiehemmelighederne udstillet i boghandleres vinduer verden over.
Det er en følsom periode, hvor de Vigan føler sig svækket. I limbo mellem den sidste roman og den næste. Det er i denne tilstand, hun til en fest møder den karismatiske L. Udadtil perfekt hvilende i sin egen krop, varm og omsorgsfuld trænger L stille og roligt helt ind i kernen af forfatterens liv. Til sidst endda helt ind i hendes lejlighed, hvor de i en periode bor sammen.
Mens de to kvinder gradvist nærmer sig hinanden, forsøger de Vigan at komme i gang med sin næste roman. Men romanen kommer ikke. Måske fordi L afviser ethvert forsøg på at skrive den planlagte fiktive roman med sit synspunkt om, at kun “det sande” – det virkeligt oplevede – kan have ægte litterær værdi.
Under L’s indflydelse synker forfatteren langsomt ned i en hjælpeløs depression. Heldigvis er L konstant ved hendes side for at hjælpe. Da de Vigans skriveblokering bliver så slem, at hun ikke længere magter at holde på en blyant, overlader hun gradvist al korrespondance til L. Selv da hun opdager, at L i hendes navn har sendt en mail, som beder alle veninderne om ikke længere at kontakte hende, formår hun ikke at bryde afhængigheden.
Der er dømt dramatisk, voldeligt klimaks, og det indfinder sig da også i fuldt, paranoiafremkaldende mål.
Egentlig tror jeg ikke, at hensigten med Baseret på en sand historie har været at begå en psykologisk thriller. Måske ikke engang at lave et portræt af et komplekst og usundt forhold mellem to kvinder. Jeg læser snarere romanen som en grænsedragning mellem fiktion og biografi.
Mod bogens slutning lader forfatteren Delphine de Vigan bogens Delphine de Vigan tale på en bogmesse, hvor tilhørerne konstant insisterer på at vide, nøjagtigt hvor meget af bestselleren Alt må vige for natten, der er sandt. Hun svarer, at alt er en historie, man fortæller sig selv. Selv det virkelige er en fiktion, en tolkning. Forfatteren holder virkelighedens tømmer, og kan styre den i selv de mest vanvittige retninger. Læseren må følge med. Også hen mod romanens slutning, hvor handlingen til sidst bliver så ekstrem (og indeholder så mange referencer til andre litterære værker), at den ellers klare opfattelse af autenticitet må brydes.
Som de Vigans øvrige bøger er Efter en sand historie smukt skrevet. Letlæst og legende, men samtidig meget lang og ind imellem let slæbende. Selv når hun som her leger med læserens tillid er Delphine de Vigan dog vidunderligt selskab.
Delphine de Vigan, Baseret på en sand historie fra People’s Press.
❤️❤️❤️❤️❤️ Jojo Moyes er måske bedst kendt for sit suveræne portræt af kærlighedens kraft i trilogien Me before you, Me after you og Still me. Med sin seneste udgivelse, Ræk mig stjernerne, skifter Moyes dog – bogstaveligt talt – hest. Hun leverer som vanligt en bundromantisk fortælling med et varieret og engagerende cast af stærke kvinder og tavse, tiltrækkende mænd. Men vi er denne gang også ude i en slags historisk roman.
Ræk mig stjernerne er ikke kun et portræt af to kraftfulde kvinder, men af et litterært fænomen. Moyes bygger sin handling op omkring de horseback libraries, som fra 1935 til 1943 var en del af præsident Roosevelts indsats for at uddanne den del af USAs befolkning, som ikke havde umiddelbar adgang til litteratur.
Denne særlige del af litteraturens historie fortælles gennem to meget forskellige kvinder. Alice er en ung engelsk kvinde, som i ren frustration over sin misbilligende familie forhastet gifter sig med den gennemrejsende amerikaner, Bennett. Ankomsten til USA forløber dog ikke helt som ventet. Ingen ture ned at 5th Avenue i smart spadseredragt. I stedet havner Alice i den yderste udkant af Kentucky. Da det oven i købet viser sig, at der følger en dybt religiøs hustyran af en svigerfar og en forkastet, giftig ekskæreste med i pakken, ser alting snart mere end sort ud for den unge immigrant. Oven i købet begynder forelskelsen i den seksuelt hæmmede brudgom snart at blegne.
I et udslag af oprørsk desperation melder Alice sig som frivillig ridende bibliotekar, da den lille by får sit første mobile bibliotek. Her er ikke tale om senere tiders komfortable bogbusser, men om daglige ridt gennem øde bjerge med saddeltaskerne fulde af bøger.
Det er på biblioteket, at Alice første gang møder Margery, en lokal kvinde, som blæser højt og flot på konventionerne, og som lever efter sine egne regler – fri og uafhængig. I et stærkt religiøst og konservativt lokalsamfund vækker denne livsanskuelse ikke udelt begejstring, og snart hvirvles både Alice og Margery ind i et blodigt drama, som kommer til at berøre hele det lille samfund.
Moyes håndterer som vanligt sine figurer med behændig respekt og varme. Historien spiller på mange strenge – ikke kun de romantiske. Raceproblematikker, analfabetisme, fattigdom , grisk minedrift under umenneskelige forhold, stramme sociale konventioner, kvindefrigørelse – det rummes alt sammen i romanens 435 medrivende sider. Personligt synes jeg, at Ræk mig stjernerne er den bedste bog, Moyes hidtil har skrevet. Og det siger ikke så lidt.
Jojo Moyes, Ræk mig stjernerne fra forlaget Cicero.
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ At anmelde bøger kan være skrækindjagende. Ikke så skrækindjagende som at skrive bøger, der bliver anmeldt, langtfra, men alligevel. For der er jo ikke bare det, man selv synes om bogen. Der er også det, de andre synes. Alt det, man helst skal få øje på og få italesat, så man viser, hvor dygtig en læser, man er. I visse kredse, i hvert fald. At læse tekster sammen er en god idé, jeg brugte selv årevis på at læse tekster sammen med andre, da jeg læste dansk ligesom Asta, hovedpersonen i Tine Høegs Tour de chambre. Man kan hjælpe hinanden med at få øje på ting, der åbner teksterne og giver større læseoplevelser. At læse andres anmeldelser for at blive klogere på, hvad man selv synes, er derimod et vildspor, som jeg så vidt muligt forsøger at undgå, men det har været svært med lige præcis denne bog.
For Tour de chambre er blevet anmeldt, omtalt og hyldet i snart sagt alle medier – med rette. Den er fremragende.
Det smukke omslag hensætter mig til en nostalgisk 80’er-fornemmelse. Jeg glæder mig over, at det nye Gutkind sætter en ny standard for omslag.
Mange har understreget sproget. Ligesom debutromanen Nye rejsende, som jeg også var vild med, og som skaffede Tine Høegh Bogforums Debutantpris, er Tour de chambre sat op som ét langt prosadigt, hvilket tilfører teksten poesi. Elementært, elegant og vanvittigt godt udført. Læs alle de andre anmeldelser, hvis du vil have flere gode ord på. Eller nyd, hvor godt, det er, når noget kan siges kort uden at kede:
hvor gammel er det du er?
treogtredive siger jeg
han løfter sit glas
jeg forestiller mig at den klare væske er gift
tik tak siger han
For mig var det imidlertid noget andet, der gjorde læseoplevelsen fuldendt, og jeg kan ikke sige anderledes, end at jeg var der selv. Jeg var studerende på et kollegium. Jeg gik til forelæsninger og kollegiefester og eksamen. Jeg forelskede mig i min bedste venindes kæreste, August, mens jeg prøvede at date håbløse Niels Klitten med de gode intentioner:
hej Asta jeg ville gerne koordinere
ang. på fredag. Skal vi mødes foran
kollegiet kl. 19? Vi kunne tage på Mønten
eller evt. Blomsten (med mindre du ikke
bryder dig om røg). Karussellen er en
tredje mulighed (men samme situation
ang. røgen) Jeg glæder mig til en hyggelig
aften med dig mvh. Niels K
Jeg var en forfatter, der kæmpede med min tekst om en betonkunstner, mens jeg indimellem passede min venindes lille søn og drømte om at blive gravid selv og tænkte tilbage på August, der døde midt i det, der skulle være vores alles livs start og også midt i det, der skete, som ikke skulle være sket – måske. Jeg kunne huske det hele.
Noget af det kunne jeg huske, fordi jeg faktisk var der selv engang. Som tidligere danskstuderende med forfatterdrømme, var det her stærkt genkendeligt:
Du ligner en der har ligget og knaldet
jeg møder Hannibal da jeg er
på vej tilbage til mit værelse
haha siger jeg. Very funny
jeg lukker døren bag mig og ser mig i spejlet
jeg er rødspættet på brystet og på halsen
mine øjne skinner som af feber
vi har talt om tekst i fire timer
Jeg husker det også, fordi jeg engang var enlig mor som Astas veninde Mai, fordi jeg engang ønskede mig et barn (til) som Asta, fordi jeg engang var forelsket i en forkert, og fordi jeg engang har delt forlag med Tine Høegh og været til forlagsfest og hørt, hvad forfattere siger til hinanden.
Men mest af alt kan jeg huske alt, hvad der sker i Tour de chambre, fordi Tine Høegh skriver mig ind i teksten. Jeg er Asta, og Asta er mig, og det er så meget mere, end at jeg “lever mig ind i” karakteren eller “holder med hende”. Jeg behøver ikke at have haft hendes erfaringer i virkeligheden for at have haft dem, og sådan er den allerbedste, fineste litteratur. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det, Høegh. Om det er linje-poesien eller humoren eller talesproget eller den nøje udvælgelse af sætninger. Måske ville jeg kunne analysere mig frem til det sammen med mine gamle medstuderende fra danskstudiet, men det behøver jeg ikke mere. Jeg kan nøjes med at nyde, at der er nogen, som kan skrive sådan og få mig til at huske oplevelser, jeg aldrig har haft. Og det gør jeg. I alt for hurtige fulde drag.
Tour de chambre af Tine Høegh er udkommet på Gutkind Forlag og kan blandet andet fanges her.
Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.
VORES BOGLIV 