Grøn luksus i køkkenet

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Nadia Mathiasen: 100 kødfrie dage

Den ældste kogebog i min samling er en lille, slidt sag fra 1932. Den er fuld af henkogning, sagosuppe og sulevælling og med anvisning på både optænding i brændekomfuret og tilberedning i høkasse. Ubegribeligt gammeldags og samtidig overraskende moderne, idet den indeholder hele to afsnit om de store fordele ved vegetarisk kost!

At spise grønt er ikke så moderne som vi tror. Det er noget, vi har genopdaget – ikke fordi vi (som vores bedstemødre) ikke har råd til kød, men fordi vi godt kan lide det klima, vi har og egentlig helst så, at det ikke blev forandret nævneværdigt.

Det grønne er blevet en megatrend. Der udgives vegetariske kogebøger som aldrig før. Og ind i denne malstrøm af udgivelser dumper Nadia Mathiasen med en ordentlig vegetarisk whopper af en kogebog. 100 opskrifter fordelt på 340 smukke sider og opdelt i årstider, så man kan gå i køkkenet med de råvarer, som er i sæson.

100 kødfrie dage er en luksusoplevelse. Der er kælet for både billeder, grafik og opskrifter. Bogen er en eklektisk omfavnelse af mad fra hele verden og alle tider. Her er franske galettes, falafler med baba ganoush, palak paneer og pizza, men også et vegetarisk take på den urdanske tartelet. Man skal være ualmindeligt kræsen for ikke at finde noget, som kan få mundvandet til at løbe.

Nadia Mathiasen deler også ud af sin madglæde på den populære blog foodfanatic.dk, hvor du kan browse både vegetariske og ikke-vegetariske opskrifter.

Jeg har pløjet mig gennem en del af bogens opskrifter allerede og er endnu ikke stødt på en ingrediens, jeg ikke kunne finde i min lokale Kvickly, eller en anvisning, jeg ikke umiddelbart kunne forstå.

Ofte er der relativt få ingredienser i retterne – simpelt men godt. Det er tydeligt angivet, hvor lang tid, der aktivt skal bruges på at snitte, blande og svitse og hvor lang tid, maden passer sig selv. Her er vi med andre ord ude i en kogebog, som ikke bare er pyntelig, men som faktisk også er super anvendelig i en normal hverdag fuld af andre ting end madlavning.

Hvis du skal investere i blot én vegetarisk kogebog, så er 100 kødfrie dage et usandsynligt godt bud på en kogebog, som både kan levere middagsidéer til virkelig mange aftensmåltider og som vil gøre hele familien både glad og mæt uden at give dig akut sundhedsstress i processen.

Nadia Mathiesen: 100 kødfrie dage fra forlaget Strandberg Publishing. Det anmeldte eksemplar af bogen er meget venligt sendt til os fra forlaget (hvilket naturligvis ikke har den mindste indflydelse på anmeldelsen. Hvis en bog er ringe gider jeg simpelthen ikke bruge tid på at skrive om den – uanset hvor tilsendt den måtte være).

 

 

Mad til de antiinflammatoriske

❤️❤️❤️❤️❤️ Jerk Langer & Loiuse Bruun: 21 helbredende dage (og 21 nye helbredende dage) med antiinflammatorisk kost

I dag får du en 2 i 1 deal! Ikke dårligt på sådan en næsten helt almindelig mandag. Lad os bare sige, at det er for at fejre ferien og det (potentielt) gode sommervejr!

Hvis du er sådan lidt rigeligt voksen i det ligesom mig, så vil du kunne huske en sand kavalkade af forskellige madmoder.

Måske har du været bange for fedt (som med største forsigtighed skulle blandes med vand og påføres panden med en sprayflaske) i 90’erne, været på Atkins kuren (hvor man vist til gengæld nærmest levede af bacon) i 00’erne, spist brød og kartofler til alting tilbage i 80’erne og indset at vejen til Helvede (eller i hvert fald overvægt) var brolagt med kulhydrater i 10’erne.

I dag er der flere skoler indenfor ernæring end nogensinde før. KETO, LCHF, vegetarisme, veganisme, 5:2, sense, middelhavsdiæt, probiotisk kost, blodtypekost – og antiinflammatorisk kost, som netop er det, vi skal kigge på i dag.

En af de tidligere fortalere for at spise antiinflammatorisk var lægen Jerk Langer, som i 2016 sammen med ernæringsterapeuten Louise Bruun udgav 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost. De to forfattere fulgte i 2018 op med en 2’er (med det passende navn 21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost).

Bøgerne er begge opbygget som en 21 dage lang kur, hvor man lever så rent antiinflammatorisk som muligt.

De indledes med en introduktion til kurens ernæringsteoretiske udgangspunkt og de gevinster, man kan høste (bl.a. vægttab, mere energi, mere glæde, bedre tarmflora, bedre styr på en række sygdomme, senere og bedre aldring) og fortsætter med konkrete madplaner og opskrifter til dagens tre måltider i den lille måned, kuren varer.

Jeg er vestjyde og måske derfor ikke umiddelbart til fals for hurtige og (lidt for) smarte mad-luner. Men jeg må i hvert fald delvist bøje mig for den tilgang til maden, som Langer og Bruun præsenterer i de to kogebøger. Måske især fordi de er så  fornuftige. Her er ikke tale om en religiøs observation af benhårde mad-regler, men om simpelthen at lade være med at spise mad, som er lavet på en stor fabrik af nogen, som grundlæggende er ret ligeglade med vores sundhed, at spise flere grønsager, bær, fisk, fuldkorn og gode olier. Selv de mest bøf-med-løg-og-tyk-sovs agtige af os er vist efterhånden med på, at den slags er godt at putte i munden.

Udgangspunktet er videnskabeligt og forklaringerne både grundige og forståelige. Tilgangen er balanceret og kræver samtidig ikke, at man flytter sig selv og sin familie til en større by med et velassorteret specialsupermarked. Oven i købet er de to forfattere så flinke, at de indtænker dobbeltportioner, hvoraf halvdelen kan gemmes, så tiden i køkkenet også kan forkortes lidt.

De mange opskrifter er forholdsvist enkelte og både nemme og hurtige at tilberede. Med få mulige undtagelser vil det også være mad, man formentlig kan få resten af familien til at indtage uden de vilde protester.

Har man lyst til at hoppe med på diæt-karussellen, så er både den antiinflammatoriske kost og Langer og Bruuns to kogebøger et virkeligt fint og fornuftigt sted at starte.

De får fem fuldfede (helt antiinflammerede) hjerter med herfra.

Jerk Langer og Louise Bruun, 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost og 21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost fra Politikens Forlag.

Stadig suveræn

❤️❤️❤️❤️❤️ “Gammel kærlighed ruster aldrig”, siger et gammelt ordsprog. Min kærlighed til den britiske romance-forfatter Jojo Moyes startede som en vild forelskelse. Jeg læste først – for en del år siden – Det sidste brev fra din elsker, der foregår i både historisk og ny tid, og En plus en, der er en slags roadtrip med en enlig mor, hendes børn og en hund, og var helt solgt til Moyes’ evne til at skabe karakterer, vi tror på, i en verden, der på en gang ligner vores egen og er eventyrligt romantisk.

Da jeg for seks år siden fik lov til at interviewe Moyes om netop de to romaner på Bogforum i København, voksede forelskelsen. Jeg var frygtelig star struck og tør i munden og havde 40 minutters live interview på engelsk foran mig, da vi mødtes, men hun var bare sød og venlig og interessant at tale med, og interviewet var lige præcis den fornøjelse, jeg havde forestillet mig. Jeg vidste bare med mig selv, at det her var true love.

 

107633_96e6b498edc74fcfa4f03d57d41b597b_500

Allerede der var hun berømt. Det var som at gå sammen med en rockstjerne at pløje sig igennem horderne på vores vej til scenen. Men det var intet imod den bølge af popularitet, der rejste sig over hende omkring bestselleren Mig før dig om den unge Louisa Clark og hendes næsten helt lamme patient Will, der ender med at tage sit eget liv. Da romanen blev filmatiseret, gik der totalt medie-selvsving i det, og på det tidspunkt tabte jeg lidt interessen for Moyes. Det var, som om vores relation var blevet lidt slidt, vi var vokset fra hinanden, andre forfattere havde taget mit fokus. Selvfølgelig læste jeg fortsættelsen Efter dig, men jeg var ikke blæst væk.

maxresdefault

Det er jeg nu. For treeren i ‘serien’, Stadig mig, er simpelthen suveræn. Louisa Clark (Lou) er taget til New York for at arbejde som personlig assistent for Agnes, oprindelig massør fra Polen, nu hovedrig kone nummer to til en mægtig mand på Park Avenue. Tilbage i England venter Lous nye kæreste, ambulanceredderen Sam, som hun mødte i en sort stund efter Wills død. Lou møder et New York, kun få nogensinde vil lære at kende; et uvirkeligt sted hvor en rig kvindes uge kan fyldes op af motion, velgørenhedsmiddage og frisøraftaler, og hvor sammes kalender bestyres af alle mulige andre end kvinden selv. Hvor et hjem er en arbejdsplads for en anonym hær af tjenende ånder, tænk Matador uden varme og humor. Og hvor moral og ærlighed har trange kår. Lou er dog – naturligvis, hun er jo romance-heltinde – en gæv pige, der hurtigt formår at skabe kontakt til sin ulykkelige arbejdsgiver, der bliver holdt ude af det gode selskab og mobbet af sin steddatter, ligesom Lou selvfølgelig også både får venner og hurtigt møder en mand, den charmerende Josh, der ovenikøbet ligner den elskede og mistede Will, og så har vi balladen. Ind over er også lige en ældre dame med en lækker vintagegarderobe, et par piger i en genbrugsbutik, en vredladen husholderske og mange andre fornøjelige bifigurer.

0x500

Plottet er på ingen måde overraskende, man skal ikke have læst mere end en håndfuld romance-romaner for at regne det ud på to splitsekunder. Men det er heller ikke meningen. Den er til gengæld, at vi skal komme til at føle med personerne og ønske, at det går dem godt. Og dét gør vi. Vi hepper på Lou og kærligheden hele vejen igennem, og selv jeg langt fra er en nogle og tyveårig brite med han til vintage-mode, så identificerer jeg mig med hendes grundlæggende dilemma; følge sin egen drøm eller tage sig af andre? Det er det, Jojo Moyes kan: skabe temaer, som alle kan identificere sig med og pakkede dem usædvanligt lækkert og lokkende ind. Moyes kan desuden noget, ikke mange romanceforfattere kan, nemlig at nuancere sine personer. De onde er ikke kun onde, de gode ikke kun gode. Moyes’ verden ligner vores egen, og der er masser af mulighed for spejling, samtidig med at vi aldrig for alvor er bange for, at det ikke skal ende godt. Deri ligger forskellen fra virkeligheden – og nøglen til Moyes’ utrolig velfortjente succes.

Jeg er gen-forelsket.

Stadig mig af Jojo Moyes er udkommet på Cicero og kan blandt andet fanges her

Jeg havde selv købt eksemplaret, jeg har anmeldt her, fordi jeg blev fanget af de fine farver på coveret.