Klangen af mænds liv

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ “Jeg tror, vi har vores fremtid bag os.” Sådan fortalte en mand mig engang, at han havde afsluttet et forhold til en kæreste, og det forekom mig dengang som noget nær det grusommeste, man kan sige til en engang elsket. Og dog bliver det jo sandt for os alle på et tidspunkt, i vores forhold til vores eneste og elskede liv. Fortiden bliver i hvert fald længere, fremtiden mere overskuelig og derfor helt uoverskuelig. Fik vi brugt det rigtigt? Var vi det for andre, vi ønskede os? Var de andre det, vi ønskede os, for os? Er der mening og håb tilbage i, at vi har vores nutid?

For den næsten 60-årige dirigent Thomas Brander, hovedpersonen i den finske forfatter Kjell Westös roman Tritonus, er om ikke fremtiden, så i hvert fald storhedstiden bag ham. Han var en stjerne og er still going, men ikke så strong som før. De sædvanlige triumfer bliver overskygget af koncerter, der skuffer publikum, yngre kræfter, der kan andet og mere end ham og vigtige stillinger i musikverdenen, der bliver givet til andre. Stille og roligt smuldrer et ellers storslået kunstnerisk virke og bliver mere og mere til en midaldrende mands ensomme tilværelse. Og som om det ikke skulle være nok, så ydmyger ekskæresten Krista ham med sms’er fra det liv, hun begejstret lever videre uden ham.

Brander har satset det meste af sin anselige formue på at opføre noget nær et palads i den finske skærgård, Tritonus, komplet med indvendig elevator og panorama-udsigt. Det meste af romanen foregår i det lille skærgårdssamfund, hvor man både beundrer og ser med skepsis på den rige berømthed, der trækker sig tilbage til sit slot for at restituere og måske finde ud af, om der findes et næste skridt at tage.

Her møder Brander naboen Reidar Lindell, en jævnaldrende mand med en tilsvarende krise. Psykologen Lindell har mistet sin elskede hustru og prøver at holde sammen på livet og det partyband, Rainbow, som har været ankeret i hele hans liv. De to naboer nærmer sig næsten modvilligt hinanden, der er tøven og forbehold på begge sider, men det lykkes de to i bund og grund ensomme mænd at danne en slags venskab, med musikken som isbryder. Den ophøjede klassiske (Brander) og den kropsnære populære (Lindell). Kjell Westö har hjerte for og styr på på begge dele og skriver lige fængende, om han er i Branders brutale kunstnersind:

Han havde genfundet balancen. Ländleren var blevet perfekt, både munter og vemodig, men ikke så smægtende som hos Bruno Walter. Scherzoen blev hidsig, kontrasterne var dybe, og “dødsskriget” fik en kraft som tog vejret fra publikum.

eller Lindells følsomme, om end ikke bundmusikalske krop:

De øjeblikke var ikke til at fremmane, de byggede ikke på indlæring. Det var øjeblikke af nåde som kom når de selv ville, de passerede forbi, som om der eksisterede en fugl der hed slumpetræfsangeren, som bevægede sig rastløst gennem verden og slog sig ned snart her og der, hvor som helst der fandtes mennesker som havde brug for et øjebliks frihed

Brander og Lindell er forskellige. Mens Brander søger lykken i sin personlige succes, forsøger Lindell at finde lindring i fællesskabet. Og hvor Brander er hurtig til at bebrejde andre sine fejl, så øver og øver og øver Lindell, selv om han aldrig bliver rigtig god til at spille. Men mændene har parallelle udfordringer. Begge længes efter et tættere forhold til deres voksne børn – henholdsvis en søn og en datter – som af forskellige årsager værger sig ved at komme på besøg. Begge kæmper også med forholdet til kvinder. Brander kan se tilbage på en tilværelse, hvor han selv har svigtet stort set alle, der er kommet tæt på ham, og nu selv er blevet svigtet noget så eftertrykkeligt, mens Lindell efter et langt og i hans erindring lykkeligt ægteskab bøvler med at komme tæt på sangerinden Anette og samtidig plages af dårlig samvittighed over for den enlige mor Bigi, hvis seng han har søgt i sin ensomhed. Selv om romanen også indeholder store emner som terror, epidemi, fremmedhad og sygdom, så er det de to midaldrende mænds følelsesliv, der gør allerstørst indtryk på mig. Som kvinde kan det indimellem være mere end vanskeligt at forstå, hvad der foregår i og mellem mænd og i mænd i forhold til kvinder, men det giver denne roman et fint og oplysende bud på. Man bliver både irriteret, forarget og inderligt rørt af de to mænd. Både Lindell og Brander er ligesom forsinkede i deres tanker om de relationer, de indgår i, det går sent op for dem, hvad der sker, og hvad deres egen rolle er i det. Som i en fremragende passage, da Lindell taler med barndomsveninden Bigi om deres komplicerede forhold:

Har du nogensinde tænkt den tanke at det måske var alvor for mig? spurgte Bigi. Dengang da vi forsøgte. At jeg virkelig holdt af dig?

Det ved jeg ikke, sagde Lindell. Jeg tror det ikke.

Han så solskinnet derude, sukkede og sagde:

Jeg har nok bevidst prøvet at undgå den tanke.

(….)

Jeg har altid været en sekunda for dig, sagde Bigi uden at tage sig af hans skjulte appel. Anden- eller tredjesortering.

Det er ikke rigtigt, sagde Lindell. Vi har kendt hinanden hele livet. Og jeg holder af dig. Meget.”

Ikke mange kan som Westö skrive denne del af menneskelivet frem, sådan som han også gjorde fremragende i Den svovlgule himmel.

Kjell Westö skriver blændende musikalsk om menneskelivet. Foto: PR

Først og fremmest er Tritonus dog en fortælling om at være menneske. Både Brander og Lindell og alle de andre figurer i romanen, primært indbyggerne i det lille skærgårdssamfund (håndværkere, musikere, rastløse unge, fortvivlede flygtninge) lever liv, der umiddelbart ligger langt fra en uopsigtsvækkende københavnsk hverdag som min, og alligevel var jeg opslugt, time for time, dag efter dag, måned efter måned af deres liv gennem de dele af året, Westö har valgt at slå ned på. For i den tid lever romanens mennesker livet, præcis som vi gør her; de prøver at være sig selv og være sammen med andre, og det er grimt og smukt, harmonisk og disharmonisk, ensomt og fælles, sorgfuldt og glædeligt, og en dag er det slut, og vi har fremtiden bag os. Men derimellem er der indimellem musik, og Tritonus er ganske enkelt mesterligt komponeret og dirigeret.

Westö har givet os en oplevelse, der vil ringe længe i ørerne og hjertet.

Tritonus af Kjell Westö er udgivet af forlaget Gutkind, der har været så venlig at sende et anmeldereksemplar. Den kan købes i alle boghandler.

En mening om “Klangen af mænds liv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s