Fransk forelskelse

❤️❤️❤️❤️ For mange år siden var jeg på ferie i en lille landsby i Sydfrankrig. Det er ikke nogen hemmelighed, for den by, jeg rejste til, var et magisk og mytisk sted, der har født flere historier siden. Ikke mindst om kærlighed. For det var let at forelske sig i Frankrig. Let at beruse sig. Let at tro på eventyret. For mig føltes det som at komme hjem, selv om alt var fremmedartet.

En doven eftermiddag kom en af vores venner ophidset løbende ind på cafeen og råbte bare: “Legionnaires!” hvorefter alle forlod cafeen og løb med. Byen lå højt oppe på en bakke, og øverst oppe, hvor resterne af en gammel fæstning stadig vidnede om byens krigeriske historie, vrimlede det med bistert udseende soldater, så det lignede en veritabel belejring. Det var fremmedlegionen, der holdt øvelse, og det var både skræmmende og fantastisk spændende at opleve. På behørig sikkerhedsafstand stirrede vi nysgerrigt på de fascinerende legionærer, der ikke mælede et ord eller værdigede os civile nysgerrige så meget som et blik. Dagen efter var de væk, som om de aldrig havde været der.

Jeg kom til at tænke på oplevelsen flere gange, da jeg læste Elsebeth Egholms nye roman Som natten kender stjernerne. Blandt andet – åbenlyst – fordi en stor del af handlingen er henlagt til Frankrig, og mens jeg læste, kunne jeg næsten lugte og smage mine egne oplevelser igen. Egholm har nemlig blik og sprog for, at Frankrig er et land, man oplever med alle sanser. Man spiser og drikker, elsker og lever. Hun har også blik og sprog for menneskers kampe med sig selv og hinanden. For klassisk musik og kunstnerens tvivl, pligt og passion. For ansvar, skyld og skam. Og så er hun en dreven plotmager efter mange år som “krimimor” til journalisten Dicte Svendsen, hendes søn Peter og senest lægen Rina. Af alle disse talenter har Elsebeth Egholm skabt en dejlig kærlighedsroman, en slags jubilæumsroman, kan jeg ikke lade være med at tænke, for Egholm fylder 60 på torsdag.

60-års-fødselar på torsdag. Jeg har været fan i årtier og er det stadig.

Med årene kommer vi nok alle til at se lidt mere tilbage, og Som natten kender stjernerne tager – måske – Elsebeth Egholm tilbage til ungdommens livtag med klassisk klavermusik. Egholm gik fire år på konservatoriet, inden hun valgte at blive journalist og siden forfatter i stedet. Men hovedpersonen i den nye roman, Malou, er blevet ved musikken. Hun holdes i kort snor af sin ældre ægtemand og manager Holger, en tovholderrolle han har overtaget fra Malous lige så strenge mor Agnes. Da Malous mor tidligt i romanen dør, finder Malou og søsteren Ulla (tak for at holde navnet i live!) i hendes gemmer en plade med en fransk pianistinde, som ligner Malou til forveksling. Det er hendes mormor, Sophie, og da Malou hører pladen, vækkes hendes nysgerrighed gennem musikkens kraft. Hvem var Sophie? Hvem var hendes mor? Og hvem er hun selv?

Det må hun naturligvis til Frankrig for at finde ud af, og der møder hun amerikaneren Cody, en typisk Egholm-mand (i hendes fiktion, i hvert fald); stærk, maskulin, uudgrundelig – og med lig i lasten. Han bor på en husbåd, har ansvar for en lokal kvinde og et sygt barn og kan kun have erotiske forhold, hvis ende han kan se ved begyndelsen. Også Cody er noget ved musikken – omend noget helt andet. Vi får allerede på første side at vide, at hans talent er noget mere beskedent end Malous:

Han kan ikke synge. Men han gør det alligevel. Han kan heller ikke spille guitar, det gør han også alligevel. Der er noget ved scenariet, der får ham til at tro, at han kan.

Cody og Malou mødes meget hurtigt efter, at Malou er ankommet til Frankrig, og vi ved også hurtigt, at de skal komme til at betyde noget for hinanden. Først skal de dog finde ud af Malous gåde. Anden Verdenskrig spiller en stor rolle for plottet, for Malou finder med nogen møje og besvær – ikke mindst på grund af sproget (så smukt og så svært, tellement difficile) ud af ting om sin familie, der har at gøre med tyskernes besættelse, modstandskampen og de svære valg, der måtte træffes dengang. I takt med at hendes families fortid rulles ud, må Malou også træffe valg; hun må tage stilling til, om hun vil tilbage til sin tyranniske mand i Danmark eller skabe et nyt liv for sig selv. Om hun stadig vil spille klaver. Og om hun vil gøre op med sin egen frygt og magelighed. Også Cody må træffe sine valg og finde fred med sine dæmoner. Det er et klassisk plot, ikke voldsomt overraskende, men Egholms krimierfaring sætter især igennem til sidst, hvor jeg fandt mig selv vende siderne med bankende hjerte.

Nu er det jo en kærlighedsroman, og der er bestemt en fin forelskelse mellem Cody og Malou, som jeg sagtens kan sætte mig ind i (lækker og lidt mut amerikaner på husbåd i Frankrig, som ovenikøbet spiller lidt spade – what’s not to like?) Bedst, synes jeg dog, er Malous kærlighedshistorie med sig selv. Måske er det et alderstegn – hos mig. Men jeg glæder mig simpelthen mere over, at hun gennem sin søgen og ved hjælp af det mod, der kommer af at gøre det, man ikke tør, finder hjem i sig selv , end at hun – måske – finder hjem i en mand. Dét er den ægte franske forelskelse.

Som natten kender stjernerne af Elsebeth Egholm er udkommet på Politikens forlag, der også har været venlig at sende et anmeldereksemplar. Bogen kan blandt andet fanges her

En mening om “Fransk forelskelse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s