Størst af alt er selvforståelsen

❤️❤️❤️❤️❤️ Nej, det er selvfølgelig løgn. Størst af alt er kærligheden. Det ved vi, om ikke andre steder fra, så fra utallige bryllupstaler, vi har overhørt, for står man og mangler lidt guddommelig højstemthed til lejligheden, ligger det lige til højrebenet at citere Paulus’ Første Brev til Korintherne (Kapitel 13).

Når jeg alligevel skriver det med selvforståelsen, så er det, fordi jeg under læsningen af Lone Franks Størst af alt – om kærlighedens natur kom til at tænke, at hendes undersøgelse af, hvad kærligheden egentlig er, i grunden er en undersøgelse af, hvad et menneske er. Er vi en samling celler? En art, hvis eneste formål er at reproducere os selv? Er vi vores biologi eller vores psykologi – en videnskab, Frank ikke har så meget til overs for – eller er vi faktisk væsener med sjæle? Forklarlige eller uforklarlige?

Frank siger det selv i starten af bogen:

“Man kan sige, at kærligheden er med til at give et signalement af mennesket som art. Hvis den ikke fandtes, eller hvis den udspillede sig på en anden måde, ville vi være et helt anderledes dyr.”

“Et helt anderledes dyr”. Lone Franks baggrund i biologien fornægter sig ikke. Men det gør hendes fremragende formidlingsevner som videnskabsjournalist heller ikke. Vi er allerede fanget fra første linje:

“Telefonens ringelyd er lille og tynd, men den rammer som en eksplosion i mørgenmørket. Klokken er syv, og ingen ringer klokken syv. Kun dem, man ikke vil høre fra.”

Udgangspunktet for Lone Franks undersøgelse er hendes eget liv, og bogen starter med et lavpunkt, nemlig den dag hendes mand Morten dør, kun 56 år gammel. Midt i den største sorg går det op for hende, at hun har elsket ham højere, end hun troede, og at der nu ikke er nogen i verden, der elsker hende. Som det nysgerrige væsen, hun er, bruger hun denne sørgelige situation som udgangspunkt for en dobbelt undersøgelse: En undersøgelse af hende selv og hendes anlæg for at elske og blive elsket og en undersøgelse af kærlighedens væsen i sig selv. Det kom der først den bevægende podcast Ingen elsker Lone Frank og nu bogen her ud af.

Formen veksler mellem nedslag i Lone Franks eget liv, interview med eksperter, herunder psykologen Asger Neumann, som hun beder om at hjælpe hende med at afdække hendes egne mønstre, og gennemgange af undersøgelser og forskning, der hjælper med at lægge mosaikken til kærlighedens natur. Vi hører for eksempel om, hvad tilknytning er, og hvordan Lone Frank var trygt tilknyttet gennem det tætte og givende bånd til især sin far. Vi får spændende indsigter i forskellige dyrearters præferencer for eksempelvis utroskab og ikke mindre spændende indsigter i Lone Franks egne sidespring.

Det fungerer fremragende. For en i bund og grund romantisk sjæl som jeg glider den massive information om hormoner, celler, arter, flokke, antropologiske studier og mentale skemaer meget bedre ned, når jeg kan hæfte dem op på et andet menneskes historie(r); når jeg kan spejle mig eller få aha-oplevelser ved indsigten i, at nogle oplever præcis som jeg eller præcis modsat af mig. Jeg lærer om Lone Frank og derigennem om mig selv. Og bliver overvældet over, hvor ens man kan være på nogle punkter og hvor forskellige på andre. Jeg forstår, at menneske både er noget helt bestemt og noget helt særligt, formet af sine gener og sin opvækst i et forhold, der stadig er svært at forstå.

Men bliver jeg klogere på, hvad kærlighed er? Ja, hvis jeg ikke gør, er det i hvert fald min egen skyld, for Lone Franks research og formidling er grundig og generøs. For mig er især afsnittet om tilknytning interessant på en lidt dyster måde. At den måde, vi knytter os til vores mor og/eller far som spæde lægger en form for ubevidst skabelon for, hvordan vi knytter os til vores partnere i vores voksne kærlighedsliv, er måske ikke verdens største overraskelse, men graden af betydningen er voldsom, viser blandt andet et amerikansk projekt, der startede i 1977 og fulgte næsten 300 børn og deres mødre i over 30 år:

“Selv efter tre årtier var der en klar sammenhæng mellem de tidligere babyers tilknytningsmønstre og den måde, deres voksne inkarnation agerede i kærlighedsforhold.”

Også vores præference for eksklusivitet, vores dyrkelse af kærligheden og angst for ensomheden (som Lone Frank ikke deler) og aha-indsigter som “kærlighed er ikke en følelse” er blandt de mange givende indsigter, som gør, at jeg med det samme har lyst til at bladre tilbage til side 1 og starte forfra.

Men måske er det allerstørste udbytte af Størst af alt erkendelsen af, hvor komplekse væsener, vi er, og at det måske derfor er helt i orden ikke at kunne finde ud af det hele, herunder kærligheden. Men at det er værd at prøve, utrætteligt som en forsker eller en videnskabsjournalist at blive ved og ved at spørge og ikke tage de første nemme svar for gode varer, men afprøve dem, forblive nysgerrige og kritiske og se på os selv gennem ikke bare ét, men mange prismer. For i arbejdet med at undersøge verden og os selv finder vi jo ud af noget, vi alle kan få glæde af, som denne bog er et glimrende eksempel på. Lone Frank lærer noget vigtigt om sig selv – som du skal læse bogen for at finde ud af, hvad er, synes jeg – og i processen øser hun gavmildt opdagelser og pointer ud over os andre.

Dét er vel også en slags kærlighed?

Størst af alt – om kærlighedens natur af Lone Frank er udkommer på Politikens Forlag, som har været så venlige at sende et gratis eksemplar. Den kan blandt andet fanges her

En mening om “Størst af alt er selvforståelsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s