Sommervenner

❤️❤️❤️❤️ Anette Bjørg og Kamilla Wichmann: Sommervenner

Der sidder en gnaven gammel mand på en bænk. En sommerdag kommer en livsglad lille pige, som endnu ikke er helt nedbøjet af livet, forbi og sætter sig ved siden af. “Hvad er der galt?”, spørger hun. Og det viser sig, at der er meget, at være gnaven over. Mere end rigeligt faktisk. Sønner, som ikke gider besøge gnavne fædre, venner som har efterladt en agterude, koner som er døde fra en.

For barnet erstattes sommerens poetiske og simple glæder med hjerteknugende medfølelse. Lige indtil hun får den bedste idé nogensinde og med et slag får lirket det gamle gnavne hjerte åbent igen.

Bjørg og Wichmanns poetiske fortælling suppleres smukt med smukke akvareltegninger. Historien er fin og handler om temaer, de fleste (også mindre) børn vil kunne forstå. Venskab, ensomhed, tristhed. Det fabulerende og abstrakte univers er både bogens styrke og svaghed. Mens det på den ene side er dybt charmerende, er det også lidt ukonkret og vil muligvis kræve lidt voksenforklaringer for at det mindre barn helt er med.

Anette Bjørg og Kamilla Wichmann, Sommervenner fra forlaget Carlsen.

Enestående (og) royal biografi

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Normalt anmelder jeg bøger, som lige eller næsten lige er udkommet. Men i dag gør jeg en undtagelse. For da jeg for nylig var på besøg i direktør-kontoret på mit nye forlag, kom jeg til at nævne over for kontorets indehaver, at jeg aldrig havde læst Stephanie Surrugues biografi om Prins Henrik, Enegænger, som jeg netop havde stået og bladret i nede i Boghallen. Direktøren sendte en gavmild håndbevægelse mod sin bugnende bogreol, der tronede bag ved hendes skrivebord og sagde:

“Du må få den, hvis du kan finde den.”

Jeg så opgivende på de mange hundrede bøger og kunne ikke lige spotte biografien i vrimlen. Direktøren talte videre – vi har at gøre med en meget talende direktør – og gik imens hen mod reolen, scannede den kort med blikket og hev uden at stoppe talestrømmen Enegænger ud og rakte mig den. Hun vidste, hvor den var. Måske instinktivt. Og det kan jeg godt forstå, for hvis jeg var forlagsdirektør, ville jeg også være uendelig stolt over at have udgivet denne bog og have lyst til at stikke den i hånden på alle. Jeg kan godt huske, hvor begejstret den blev anmeldt i 2011, men jeg er alligevel overrasket over, hvor meget jeg har fået ud af den, og hvor hurtigt jeg har slugt den. Gennem nogle af andre grunde søvnløse nætter har jeg fordybet mig i en mand, jeg aldrig før har interesseret mig for eller forholdt mig til.

Jeg er ikke royalist, med mindre der er bryllup og kjoler at se på. Jeg synes, det er latterligt at ophøje nogle mennesker frem for andre, og jeg synes, de kongelige har alt for store privilegier. Som de fleste andre danskere har jeg også deltaget i hyggemobningen af Prins Henrik. Jeg har moret mig over hans cirkussprog, hans voksende bug, hans gravhunde og – ha! – hans digte. Men latteren er forstummet, efter at jeg har læst Surrugues bog. Jeg er ikke blevet royalist, og jeg har ikke ændret syn på privilegier og titler. Til gengæld har jeg fået indblik i et utrolig komplekst menneske med en helt usædvanlig livshistorie.

Henri de Monpezat som seksårig. Foto fra bogen.

For danskerne startede Prins Henriks liv, da han giftede sig med vores prinsesse i 1967, men Henri Marie Jean Andrés opvækst og ungdom var mildt sagt eksotisk. Barndom og ungdom i både Indokina og Frankrig, krig og omfattende studier, en begyndende karriere i diplomatiet og så: skæbnemødet med prinsesse Margrethe i London i 1965.

Surrugue giver sig god tid til at fortælle om den franske kolonitid, om Monpezat-familiens sammensætning og historie med patriarken André som det frygtede overhoved, der ofte var i clinch med sin ældste søn, opdragelsen til kulturel dannelse, som Prins Henrik selv tog med sig som et af sit livs vigtigste værdier. Men også umådelig sorg ved tabet af ikke mindre end tre af Prins Henriks søskende, før de blev rigtig voksne. Det er spændende at læse om Monpezat-familien i sig selv, og erkendelsen af, hvor rigt et liv, Henri allerede havde haft, da han blev ‘vores’, øger forståelsen af den omvæltning, det må have været at komme til Danmark og blive prins. Nuvel, en omvæltning til et liv fuld af sjældne oplevelser og ufattelig luksus, men også et liv, hvor hans betydning og status var udefineret til at begynde med og måske aldrig blev rigtig tydelig.

De små scener, Surrugue sætter, gør biografien til en nydelse at læse. Fra bogen.

Enegænger har alt det, jeg forestiller mig, at biografi-fans må efterspørge; en kronologisk gennemgang af et liv fra barndom til alderdom, udsagn fra venner og familie, masser af privatfotos og endda deltagelse af personen selv (hvilket af gode grunde ikke altid er givet). Surrugue kan sit håndværk. Men hun kan så meget mere end det. Som biograf er hun selv synligt til stede i fortællingen. Vi følger hende helt fra starten, da hun i sin “lille udlejningsbil” med Yves Montand på bilradioen kører fra Toulouse til Cahors og sit første møde med Prins Henrik. Her bliver en sympati født, fornemmer vi, og den må vi dele, for i hende har både vi som læsere og Prins Henrik som portrætteret en loyal fortæller. Surrugues egen baggrund som datter af en fransk far og en dansk mor gør hende ikke bare i stand til at samtale med prinsgemalen på hans modersmål, den giver hende også en erfaret forståelse for hans stolthed over Frankrig og hans sorg over aldrig at blive rigtig accepteret som dansk. Om det er derfor, Prins Henrik straks fatter så meget tillid til journalisten, at han beder hende om et lift i den lille udlejningsbil dagen efter det første møde, ved jeg ikke, men tilliden er tydelig og blivende. Surrugue bliver inviteret med til familiemiddage, til receptioner, til samtaler med familie og venner, og dermed bliver vi som læsere også inviteret med ind i en verden, vi per definition kun kender overfladisk. Vi er med i forelskelsen og forlovelsen, opbygningen af en vennekreds og en form for rolle, børnene, rejserne, kunsten, arbejdet og, ikke mindst, sporten. Et helt usædvanligt liv, men med helt sædvanlige menneskelige følelser; glæde, sorg, stolthed, ydmygelse. Succes og fiasko.

Fine privatfotos som dette er et lille studie for sig selv. Foto fra bogen.

Sådan en tillid skal håndteres, og det kan Surrugue. Hun skriver ikke med næsegrus beundring, men gengiver sobert historien om Prins Henrik, herunder den massive kritik, som han mødte i bølger – så var han for forkælet, så var han for streng ved sine børn, så talte han for dårligt dansk, så var han sågar en dyrker af sur udrikkelig vin – og hun spørger modigt hovedpersonen selv til de svære emner, omend forståeligt indimellem “tør i halsen”. Som læser får jeg fornemmelsen af en velopdragen, venlig men altid observant, vidende og kvik journalist – ikke ulig de adjektiver, man kunne bruge om dronningen, som Surrugue også interviewer, ligesom hun taler med Kronprinsen og et udvalg af Prins Henriks venner, både i Danmark og andre steder i Europa. Hun gengiver både vennernes kærlige billede af en omsorgsfuld ven, omend med tendens til lidt kedelige kulturelle udflugter, og kokkenes gengivelse af en temperamentsfuld vært, der vil have maden præcis, som han vil have den. Den ømme hundeejer og den sensitive kunstner. Den strenge far og den spøgende kammerat. Jægeren, sportsmanden, ægtemanden.

Det er underholdende. Rørende og interessant. Og utrolig velskrevet. Små fine scener sættes, historie og nutid jongleres elegant, citater og digte flettes ind i brødteksten uden vaklen. Det må have krævet den tungeste research, men først og fremmest har det krævet conduite at fortælle et så usædvanligt liv uden at træde forkert, men også uden at kede eller fortie (noget alt for vigtigt). Den mission er lykkedes til fulde. Som skribent har jeg faktisk lyst til at neje og bukke, men jeg må nøjes med at give, hvad jeg har: seks hjerter, i dagens anledning med lidt blåt blod.

Tillid og sympati. Jeg synes, dette billede er så rørende. Foto fra bogen.

Enegænger af Stephanie Surrugue er udkommet på Politikens Forlag og kan – udover Politikens boghal og andre boghandler – fanges her

Bogen var venligst foræret til mig af Politikens Forlag.

Heidi holder stadig

❤️❤️❤️❤️❤️ Johanna Spyri: Heidi

I træfinérreolen hjemme på mit barndomsværelse stod en pænt slidt udgave af Johanna Spyris klassiker om lille Heidi, som tilbage i 1880erne måtte så grueligt meget igennem for at finde lykken. Nu er forlaget Gad kommet på den fine idé at genudgive den næsten 140 år gamle historie (i øvrigt sammen med en masse andre klassikere. Du kan se hele udvalget her).

Ligesom hovedparten af mine veninder var jeg voldsomt fascineret af både den – set med voksne øjne – totalt sentimentale handling og af hele kulissen omkring den. Alpehytter, høje bjerge og en lind strøm af gedemælk. Helt ubeskriveligt eksotisk, når man er vokset op på den allerfladeste del af det i forvejen flade jyske kontinent.

Fortællingen om Heidi, der først som forældreløs anbringes hos sin sære eneboer af en bedstefar højt oppe på et bjerg, og efterfølgende igen bortrives til et urbant overklasseliv som menneskeligt legetøj for en sygelig pige i Frankfurt, er set med moderne øjne måske nok noget todimensionel.

Børnebøger i 1800-tallet var ikke socialrealistiske eller skabt til at udfordre barnets analytiske sans. Tværtom. Historien er en ramme rundtom en morale – i dette tilfælde at hengivenhed, autencitet og natur er langt bedre for sjælen end rigdom og overfladisk underholdning. Lyder det som en morale, der sådan set stadig er rimelig relevant? Det tror jeg nok.

Selvom Heidi på ingen med er en moderne bog, så er sproget i den fine danske oversættelse flydende og nemt både at læse selv og at læse højt. Egentlig synes jeg, at næste generation også fortjener en tur i alperne sammen med et vaskeægte naturbarn. Det er ikke det værste sted at lade fantasien flyve.

Johanna Spyr, Heidi fra Gads Forlag. Forlaget har meget venligt sendt et anmeldereksemplar til os.

 

Gæsteanmeldelse: Hovedkarakter med menneskelige mangler

Palle Schjødtz har læst en vellykket dansk historisk slægtsroman med en hovedkarakter, man både får ondt af og bliver irriteret på, skriver han, mens han alligevel ser frem til de næste bind i serien.

❤️❤️❤️❤️ Fortællingen tager sit udgangspunkt på Fanø ved skiftet til det 20. århundrede. Fortællingens hovedperson, Erling Brinch, vokser op i et skipperhjem, hvor moderen er familiens faste holdepunkt, for faderen er meget væk på langfart. En drukneulykke, hvor hans lillebror omkommer, kommer til at præge hans barndom og egentlig hele hans liv.

Vi følger de næste halvtreds år i Erlings liv med de nære personlige oplevelser på baggrund af de store nationale og verdenshistoriske begivenheder med de to verdenskrige som de største. Vi oplever Erlings venskab med en vanskabt dreng og hans urimelige tab af dette venskab. Han tager en studentereksamen i stedet for straks at tage ud at sejle, lige som de andre Fanødrenge, for derefter at tage hyre til søs for at tjene penge til medicinstudiet. Da han går i land, bliver det til en tid som husar og derefter studiet i København, hvor han får sin gang på en nyvunden vens værtshus, hvor tidens politiske problemer diskuteres livligt ved stambordet.

Efter et kortere forhold til en sygeplejerske, som passer ham under en alvorlig lungebetændelse, møder han en kvinde, som bliver en besættelse, men også en udfordring, som han ikke tør tage op. Hun repræsenterer det liv og den humanitære indsats, som han troede skulle blive hans. I stedet gifter han sig med en rig forretningsmands datter i Vejle, hvor han bliver en del af det bedre borgerskab som praktiserende læge.

Ægteskabet er ikke vellykket, og på et tidspunkt indleder han et venskab med en boghandler, der etablerer sig i byen. Også dette venskab sættes over styr på grund af Erlings manglende evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser og forstå og acceptere deres handlinger. Anden verdenskrig giver ham mulighed for at vise mod og handlekraft, men ellers virker han som en lidt indelukket tilskuer til livet. Man får ondt af ham, men bliver også lidt irriteret over hans menneskelige mangler. I persongalleriet omkring Erling møder vi en række interessante og sommetider farverige mennesker.

Forfatterne har villet skabe en dansk slægtsfortælling med historiske referencer, og begge dele er lykkedes, så man med forventning ser frem til de følgende bind af den trilogi, som stilles i udsigt.

Det er de danske som flygter af Lise Ringhof og Erik Valeur er udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her.

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Nationalmuseet – nu som bog

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Merlin P. Mann: Blodkongens datter

De, som fulgte med i DR’s to sæsoner lange dokumentar om Nationalmuseet og dets kamp for økonomisk overlevelse, vil vide, at museets direktør, Rane Willerslev ikke er en mand, som frygter nytænkning. Tvært imod. Museet fås ikke kun i dit tv, men også på podcast og nu endda også som skønlitteratur til børn fra 9 års alderen og op.

Blodkongens datter er Merlin P. Manns første bog i det, som tegner til at blive en længere serie. Bogens 14-årige hovedperson, Rane (!), ryger i bogen ufrivilligt ud på en rejse, som fører ham knapt et årtusind tilbage i tiden. En rejse, som begynder på netop Nationalmuseet med en af museets udstillingsgenstande, Gunhildkorset, som omdrejningspunkt.

Mann fortæller gennem Ranes oplevelser sin egen hæsblæsende og stærkt underholdende version af en etape af Danmarks historie. Han bringer Rane (og os) så tæt på Svend, Knud, Valdemar og deres blodige kamp om magten, at man næsten mærker blodstænkene på kinden. Vi deltager både i Blodgildet i Roskilde tilbage i 1157 og i det afgørende slag, som alligevel ender med at koste den forræderiske Svend livet. Ind imellem de faktiske historiske begivenheder fletter Mann en kærlighedshistorie mellem Rane og den smukke Gunhild, som både er Gunhildkorsets retmæssige ejer og Svends uægte datter.

Der er smæk på handlingen hele vejen igennem, og Mann er som altid en dygtig fortæller, som formår at sætte så meget farve på både personer og handling, at man nærmest uvilkårligt kommer til at engagere sig i både Ranes kamp for at finde tilbage til nutiden og hele det tusind år gamle drama om kongemagten.

Blodkongens Datter viser os, at historie kan være andet end døde genstande i en støvet montre. Den er en levende fortælling, som trækker tilbage til en tid, som er så fjern, at den kan være vanskelig at forstå.

Manns bogprojekt stopper dog ikke med den gode fortælling. Ambitionsniveauet er højere endnu. Med bogen i hånden får børn gratis adgang til Nationalmuseet (og medfølgende voksne 50 % rabat på entréen), så de selv har mulighed for at beskue det kors, som driver en stor del af fortællingens handling. På museet har man mulighed for at kaste sig ud i en slags skattejagt, som handler om at finde de ting, bogens Rane møder undervejs. Lykkes det, er der en præmie til den opmærksomme læser.

Seks hjerter for både en god, superspændende og velskrevet fortælling og en helt original måde at tænke litteratur på. Vi bifalder!

Merlin P. Mann, Blodkongens datter fra Politikens Forlag

Børnenes bøger

Efteråret er for alvor over os, og ingen årstid egner sig vel egentlig bedre til læsning. Også til at læse for andre. De næste uger vil bloggen blive fyldt med børnebøger. De fjollede, de klassiske, de ret nye og dem, man bliver virkelig klog af.

Der bliver lidt for alle aldre og temperamenter, og jeg har linet et testpanel på tre nogenlunde velvillige med-anmeldere op hjemme i privaten.

Barnlige læsere i alle aldre, glæd jer!