Enestående (og) royal biografi

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Normalt anmelder jeg bøger, som lige eller næsten lige er udkommet. Men i dag gør jeg en undtagelse. For da jeg for nylig var på besøg i direktør-kontoret på mit nye forlag, kom jeg til at nævne over for kontorets indehaver, at jeg aldrig havde læst Stephanie Surrugues biografi om Prins Henrik, Enegænger, som jeg netop havde stået og bladret i nede i Boghallen. Direktøren sendte en gavmild håndbevægelse mod sin bugnende bogreol, der tronede bag ved hendes skrivebord og sagde:

“Du må få den, hvis du kan finde den.”

Jeg så opgivende på de mange hundrede bøger og kunne ikke lige spotte biografien i vrimlen. Direktøren talte videre – vi har at gøre med en meget talende direktør – og gik imens hen mod reolen, scannede den kort med blikket og hev uden at stoppe talestrømmen Enegænger ud og rakte mig den. Hun vidste, hvor den var. Måske instinktivt. Og det kan jeg godt forstå, for hvis jeg var forlagsdirektør, ville jeg også være uendelig stolt over at have udgivet denne bog og have lyst til at stikke den i hånden på alle. Jeg kan godt huske, hvor begejstret den blev anmeldt i 2011, men jeg er alligevel overrasket over, hvor meget jeg har fået ud af den, og hvor hurtigt jeg har slugt den. Gennem nogle af andre grunde søvnløse nætter har jeg fordybet mig i en mand, jeg aldrig før har interesseret mig for eller forholdt mig til.

Jeg er ikke royalist, med mindre der er bryllup og kjoler at se på. Jeg synes, det er latterligt at ophøje nogle mennesker frem for andre, og jeg synes, de kongelige har alt for store privilegier. Som de fleste andre danskere har jeg også deltaget i hyggemobningen af Prins Henrik. Jeg har moret mig over hans cirkussprog, hans voksende bug, hans gravhunde og – ha! – hans digte. Men latteren er forstummet, efter at jeg har læst Surrugues bog. Jeg er ikke blevet royalist, og jeg har ikke ændret syn på privilegier og titler. Til gengæld har jeg fået indblik i et utrolig komplekst menneske med en helt usædvanlig livshistorie.

Henri de Monpezat som seksårig. Foto fra bogen.

For danskerne startede Prins Henriks liv, da han giftede sig med vores prinsesse i 1967, men Henri Marie Jean Andrés opvækst og ungdom var mildt sagt eksotisk. Barndom og ungdom i både Indokina og Frankrig, krig og omfattende studier, en begyndende karriere i diplomatiet og så: skæbnemødet med prinsesse Margrethe i London i 1965.

Surrugue giver sig god tid til at fortælle om den franske kolonitid, om Monpezat-familiens sammensætning og historie med patriarken André som det frygtede overhoved, der ofte var i clinch med sin ældste søn, opdragelsen til kulturel dannelse, som Prins Henrik selv tog med sig som et af sit livs vigtigste værdier. Men også umådelig sorg ved tabet af ikke mindre end tre af Prins Henriks søskende, før de blev rigtig voksne. Det er spændende at læse om Monpezat-familien i sig selv, og erkendelsen af, hvor rigt et liv, Henri allerede havde haft, da han blev ‘vores’, øger forståelsen af den omvæltning, det må have været at komme til Danmark og blive prins. Nuvel, en omvæltning til et liv fuld af sjældne oplevelser og ufattelig luksus, men også et liv, hvor hans betydning og status var udefineret til at begynde med og måske aldrig blev rigtig tydelig.

De små scener, Surrugue sætter, gør biografien til en nydelse at læse. Fra bogen.

Enegænger har alt det, jeg forestiller mig, at biografi-fans må efterspørge; en kronologisk gennemgang af et liv fra barndom til alderdom, udsagn fra venner og familie, masser af privatfotos og endda deltagelse af personen selv (hvilket af gode grunde ikke altid er givet). Surrugue kan sit håndværk. Men hun kan så meget mere end det. Som biograf er hun selv synligt til stede i fortællingen. Vi følger hende helt fra starten, da hun i sin “lille udlejningsbil” med Yves Montand på bilradioen kører fra Toulouse til Cahors og sit første møde med Prins Henrik. Her bliver en sympati født, fornemmer vi, og den må vi dele, for i hende har både vi som læsere og Prins Henrik som portrætteret en loyal fortæller. Surrugues egen baggrund som datter af en fransk far og en dansk mor gør hende ikke bare i stand til at samtale med prinsgemalen på hans modersmål, den giver hende også en erfaret forståelse for hans stolthed over Frankrig og hans sorg over aldrig at blive rigtig accepteret som dansk. Om det er derfor, Prins Henrik straks fatter så meget tillid til journalisten, at han beder hende om et lift i den lille udlejningsbil dagen efter det første møde, ved jeg ikke, men tilliden er tydelig og blivende. Surrugue bliver inviteret med til familiemiddage, til receptioner, til samtaler med familie og venner, og dermed bliver vi som læsere også inviteret med ind i en verden, vi per definition kun kender overfladisk. Vi er med i forelskelsen og forlovelsen, opbygningen af en vennekreds og en form for rolle, børnene, rejserne, kunsten, arbejdet og, ikke mindst, sporten. Et helt usædvanligt liv, men med helt sædvanlige menneskelige følelser; glæde, sorg, stolthed, ydmygelse. Succes og fiasko.

Fine privatfotos som dette er et lille studie for sig selv. Foto fra bogen.

Sådan en tillid skal håndteres, og det kan Surrugue. Hun skriver ikke med næsegrus beundring, men gengiver sobert historien om Prins Henrik, herunder den massive kritik, som han mødte i bølger – så var han for forkælet, så var han for streng ved sine børn, så talte han for dårligt dansk, så var han sågar en dyrker af sur udrikkelig vin – og hun spørger modigt hovedpersonen selv til de svære emner, omend forståeligt indimellem “tør i halsen”. Som læser får jeg fornemmelsen af en velopdragen, venlig men altid observant, vidende og kvik journalist – ikke ulig de adjektiver, man kunne bruge om dronningen, som Surrugue også interviewer, ligesom hun taler med Kronprinsen og et udvalg af Prins Henriks venner, både i Danmark og andre steder i Europa. Hun gengiver både vennernes kærlige billede af en omsorgsfuld ven, omend med tendens til lidt kedelige kulturelle udflugter, og kokkenes gengivelse af en temperamentsfuld vært, der vil have maden præcis, som han vil have den. Den ømme hundeejer og den sensitive kunstner. Den strenge far og den spøgende kammerat. Jægeren, sportsmanden, ægtemanden.

Det er underholdende. Rørende og interessant. Og utrolig velskrevet. Små fine scener sættes, historie og nutid jongleres elegant, citater og digte flettes ind i brødteksten uden vaklen. Det må have krævet den tungeste research, men først og fremmest har det krævet conduite at fortælle et så usædvanligt liv uden at træde forkert, men også uden at kede eller fortie (noget alt for vigtigt). Den mission er lykkedes til fulde. Som skribent har jeg faktisk lyst til at neje og bukke, men jeg må nøjes med at give, hvad jeg har: seks hjerter, i dagens anledning med lidt blåt blod.

Tillid og sympati. Jeg synes, dette billede er så rørende. Foto fra bogen.

Enegænger af Stephanie Surrugue er udkommet på Politikens Forlag og kan – udover Politikens boghal og andre boghandler – fanges her

Bogen var venligst foræret til mig af Politikens Forlag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s