Da den unge, norske læge Øyvind Torp i 2016 sad på sit kontor og kiggede på et scanningsbillede, som tydeligt viste kræftsvulster, blev det starten på en lang rejse. Billederne var nemlig hans egne, og som kræftpatient i sundhedsvæsnet oplevede han snart frustrationen ved selv at være sat i en slags passiv venteposition, mens onkologerne behandlede med kemo og stråler. Var der virkelig ikke noget, han selv kunne gøre for at øge sine chancer og hjælpe kroppen til at bekæmpe kræftcellerne?
Torp brugte sin egen lægebaggrund som afsæt for et større, privat forskningsprojekt. Han læste masser af videnskabelige undersøgelser og samlede omhyggeligt alle de positive resultater. Dem deler han nu med os andre i bogen Selvforsvar mod kræft.
Som læge er Torp på ingen måde fortaler for, at man som kræftpatient skal tro, at cancer kan kureres med lidt ingefær og grøn the. Han taler til gengæld varmt for at give patienten en aktiv rolle i sit eget forløb. Det er netop dette, som er bogens mission: At levere en hands on guide til, hvad man stiller op, hvis man gerne vil undgå at blive ramt af kræft – eller hvis sygdommen allerede har ramt.
Bogen indeholder 10 konkrete strategier, som alle tager udgangspunkt i den nyeste forskning. Her er kostråd, stressreducerende øvelser og træningsplaner. Alt sammen relativt enkelt at gå til og intet af det dogmatisk eller ekstremt. Torp præsenterer en glidende skala, hvor man kan vælge de små ændringer eller gå all in med en fuldstændig omlægning af livsstil. Her er plads til alle ambitionsniveauer og temperamenter.
I min egen familie er vi heldige. Ingen af os er ramt af cancer. Men vi har mistet både bedsteforældre, forældre og søskende til sygdommen. Så med Torps selvforsvarsbog i hånden har vi indført gurkemejeomeletter til morgenmad, salater til frokost og bær og nødder som lækker daglig snack. Og en langt mere systematisk tilgang til det der med at få bevæget sig. Det tog et par uger at indføre de nye vaner, og vi overholder dem stadig ikke slavisk. Især det der med motionen kniber det lidt med. Men vi er på vej, og det føles faktisk både godt og relativt nemt.
Om det var Torps forskning, som var skyld i, at hans egen historie fik en happy ending, skal jeg ikke kunne sige. Et faktum er det dog, at han tre år efter diagnosen ikke blot var kræftfri, men i færd med at løbe hele vejen fra Paris til Moskva – på bare 13 dage.
Øyvind Torp, Selvforsvar mod kræft fra Gads Forlag.
Amager Bio er et særligt sted. Opført i 1939-40, brugt som biograf, reddet fra at blive et supermarked og vært for utallige forestillinger og koncerter. I aften har bogfolket indtaget salen med den usædvanligt gode akustik. Vi kommer dryssende i små flokke, får sprittet hænderne af af flinke dørmænd og lister ind i salen. Her er fuldt. Vi har åbenlyst brug for at se og høre noget andet end det, vores små eller store skærme derhjemme kan levere. På rækken bag os bliver der åbnet vin og skålet. Bøger er en fest! Så meget, at jeg straks vælter min sodavand ud over gulvet, men også det klares med humør af de flinke Amager Bio-mænd.
Godt selskab er noget af det vigtigste til et litterært arrangement. Selfies er også vigtige.
Første dame på scenen – ud over Tikko-damen og værten – er Hella Joof. Hun indleder med at fortælle om sin særlige parkeringssang, en slags besværgelse, der altid skaffer hende en P-plads, selv i aften på Amager “det er jo en ø!”, som hun siger. På en måde er det hele Hellas livsfilosofi i en nøddeskal – at tro på, at der sker noget godt og dermed tiltrække det – men i aften får vi det ikke i en nøddeskal. Vi får det foldet ud i en lækker, hjertevarm bølge af ord. Hella fortæller gavmildt om sin selvhjælpsbiografi, Tvilling, Yndling, Grævling (som fik fem hjerter her på Bogliv) og om trangen til at trøste andre med fortællinger fra et liv, der ikke har været helt nemt.
“Jeg havde ingen far, jeg havde en enlig mor og et hjem med mange problemer. Jeg så anderledes ud. Jeg havde mange knager, jeg kunne hænge mine fiaskoer på,” fortæller Hella, der især som yngre var god til det, hun kalder at bade i tårernes flod.
“Jeg lå dernede og rullede mig i den, og når nogen kom og ville kaste mig et redningsbælte, råbte jeg “nej, ikke den farve!” eller “nej, ikke dig!”,” fortæller Hella, og vi griner alle sammen, for hvem af os kender ikke det?
Hun er sjov. Varm. Og vildt god til at læse op. Blandt andet et stykke, der handler om, at alt her i livet har et komisk element, selv når ens bedste veninde forelsker sig i ens eksmand hen over lagkagen til delebarnets fødselsdag.
“Mens det sker, er det jo ikke sjovt, men det er skidesjovt bagefter.”
Det synes vi også. Vi griner og klapper, og der bliver skålet på rækken bagved. Selv da Lise Rønne spørger ud i salen, hvem der har læst Tvilling, Yndling, Grævling – og overser min blafrende hånd! – er humøret højt:
“Ingen har læst den. Heller ikke dem på forlaget. Jeg sørger for, at I alle sammen får den i julegave,” siger Hella med et smil.
Da Anne-Grethe Bjarup Riis kommer på scenen lige i hælene på dette sjove livsstykke, er kontrasten næsten for stor. Hendes selvbiografiske bog om at have en dreng med kræft og opleve at blive totalt svigtet af familie og venner, I Guds rige, slår en tone an, som ligger et helt andet sted i følelsesregisteret.
“80 procent af alle med en alvorlig sygdom mister familie og venner,” citerer Bjarup-Riis, da hun fortæller om, hvordan hun og hendes familie oven i det værst tænkelige – at have et dødssygt barn – også oplever, at hendes familie “ikke har tid” til at komme på besøg.
Da hun læser op af stykket, hvor moren er på Sjælland, men ikke har tid til at komme på Rigshospitalet, kommer hun til at græde.
“Undskyld, det er hårdt at genbesøge,” siger hun.
Men stemningen i Amager Bio er varm. Her må man godt græde, og vi klapper uden fordømmelse, men med medfølelse. Sådan lyder det i hvert fald.
Så er der scene- og stemningsskift igen. Phillip Faber sidder hjemme i selvisolation på grund af en kollega med Covid, så han kan kun være hos os via skærm for at præsentere sin nye bog, Den danske sang, men sådan er vi jo også vant til at se ham, som værten kvikt bemærker.
Et meget sjældent øjeblik, hvor Phillip Faber ikke ler højt og hjerteligt af sig selv.
“Kan man se, om jeg har bukser på?” lægger Phillip ud, og så er stilen lagt. Han er sød og vidende som altid, men derudover er han overraskende sjov. Måske også lidt for sig selv, for han ler højt og hjerteligt af sine egne morsomheder, og det smitter helt vildt – snart griner hele biografen højt, mens Phillip fortæller om Solen er så rød, mor – og den pokkers ræv! Vi får selvfølgelig også lyst til at synge, både den og Lyse nætter, som også er med i bogen. Og da Phillip lidt senere synger Dejlig er jorden, som han har fortalt altid minder ham om den sidste jul med farmor, er vi alle sammen til juleaften med ham, hans afdøde farmor og alle de andre, der har gået om træet med os hver især gennem de tider, der er henrullet allerede.
Sikke nu en følelse!
Heldigvis er det Sara Blædel, der skal på efter Faber, for ingen andre kunne have gjort det med større conduite og frejdighed.
“Nu er det jo bare skidehyggeligt, og så kommer jeg,” siger hun glad.
Krimiforfattere er, har jeg lagt mærke til, ofte tilsyneladende glade mennesker, måske fordi de ikke går og rutter med deres mørke sider, men får dem skrevet ud og renset ud i systemet. Sara Blædel kan glæde sig over at være Danmarks bedst sælgende kvindelige forfatter, fortæller værten, og jeg glæder mig i mit stille sind til den dag, det der “kvindelige” ikke behøver være med i sætningen.
Sara Blædel er et festfyrværkeri på en scene. Jeg har engang selv delt scene med hende, og det kræver sådan set bare, at man stiller et enkelt spørgsmål og så ellers klemmer lårene sammen og prøver at holde sig i sadlen, mens Sara galopperer ud over stepperne og ind i læsernes hjerter. Denne gang har hun igen skrevet om Louise Rick, som hun ellers forlod tilbage i 2014 med bogen Kvinden de meldte savnet.
“Jeg havde givet hende et pissefedt job, en steg af en kæreste og endda seks måneders orlov, så jeg forlod hende på en strand i Mexico med en kold Coro… åh nej, det siger vi ikke. En anden kold bajer,” griner hun.
Mens Sara Blædel holdt pause fra Louise Rick, skrev hun tre bøger om Ilka, bedemandens datter, hvilket ikke alle læsere var lige tilfredse med, men også det blev og bliver i aften taget med et smil.
“Ja, det var ikke så godt,” siger Sara og blinker til en fan på første række.
Og så kom Louise Rick tilbage, først i Pigen under træet (anmeldt begejstret her på siden) og nu i Den tavse enke, der handler om et kvindemord på Tåsinge.
“Alle karaktererne i bogen lever det liv, de nu kan, som dem, de nu er. Og det er jo det, vi gør gennem et liv; vi lærer stille og roligt os selv at kende, og så lever vi det liv, der er bedst for os,” siger Sara og rammer mig lige midt i et livstema. Som gode forfattere jo gør.
For Sara Blædel selv var det aldrig en stor drøm at blive forfatter. Hun er ordblind og fik i sjette klasse skældud af sin lærer over de mange fejl i sin danske stil, hvorefter hendes Cavling-pris-vindende journalistfar Leif Blædel marcherede op til læreren og sagde:
“Du skal aldrig mere tage min datters lyst til at fortælle historier fra hende!”
Den lille Sara var en smule flov, men forstår det nu.
“Jeg bliver aldrig god til endelser, til gengæld er jeg skidesød og sjov,” siger hun og udløser jubel på rækken foran os. “Den bruger jeg sgu også næste gang, råbehvisker en dame”, og jeg tænker, at forfattere har indflydelse på mange forskellige måder.
Sara Blædel er den første ved signeringsbordet bagefter. Vi siver stille ud sammen med de andre mange damer i mange aldre, og jeg tager mig selv i at blive lidt lykkelig. Vi grinede, vi græd, vi sang (inden i os selv), og vi klappede. Vi var der. Og lyden var virkelig god.
Arrangementet Litteratour i Amager Bio var arrangeret af Politikens Forlag i samarbejde med Tikko, og vi var venligst inviteret af forlaget. Læs mere og køb billetter her.
Denne anmeldelse burde slet ikke være skrevet med ord, men med billeder. For billederne er netop det bærende i norske Lisa Aisatos helt utroligt smukke billedbog Livet – illustreret.
Nænsomt fører hun os akvarel for akvarel hele vejen fra barnelivets gule solsikker og badeture i blåt regnvejr og til alderdommens sidste sephiabrune farvel. Hver eneste side er et kunstværk. Et portræt af et barn, en teenager, en voksen, en rynket olding – eller af en af de oplevelser, man kun kan have, når man lige præcis er barn, teen, voksen eller olding.
Det samlede resultat er ubeskriveligt smukt og rørende. Fortalt med exceptionel indlevelse og humor.
Personligt havde jeg lyst til at dekonstruere hele bogen og hænge den op på min væg. Både fordi den ville pynte gevaldigt, og fordi den er sådan en fin påmindelse om alle de mennesker, vi er igennem livet. Alt det, vi allerede har været, og alt det, vi skal blive.
Livet – illustreret er en af de ganske få bøger, som faktisk ikke henvender sig til en snæver aldersklasse. Ordene er få. Vi er ikke tvunget ind i et handlingsforløb. I stedet fortæller hvert billede en historie, som vi frit kan tolke og tale om.
Det mindre barn vil kunne genkende nogle af barndommens oplevelser og følelser og le af de sjovere tegninger. Teenageren vil helt sikkert kunne få meget ud af de helt fantastiske billeder af forældre, som fysisk skubber deres børn den sidste vej gennem skolen eller pakker dem ind i store beskyttelsesdragter fulde af “forbudt”-mærkater i malplaceret beskyttertrang. Vi voksne kan sagtens genkende presset og kærligheden ved at være børnefamilie og de udfordringer, som kommer, når vi pludselig bor alene sammen igen.
Det her er en bog, som kan læses af barnet og bedstemoderen til lige stor glæde og inspiration for begge. Et smukt lille mesterværk.
Jeg tror, Aisatos smukke illustration af menneskelivet er min nye yndlingsbilledbog!
Lisa Aisato, Livet – illustreret fra forlaget Straarup & co. Forlaget har meget venligt sendt os et anmeldereksemplar af den fine bog.
I boghandlerne findes der masser af billedbøger fulde af sjov og ballade og barndomshygge. Men der findes også en håndfuld bøger, hvor både billederne og fortællingen er mørkere.
Sådan én er Mette Vedsø og Signe Kjærs nye bog til de mindste. I Tordenhuset møder vi Elmer, og vi møder i særdeleshed Elmers far, som på gode dage hedder Torben og giver svingture og på dårlige dage bliver til Torden og giver så meget ballade i huset, at Elmer gemmer sig udenfor i regnen og mørket, hvor han drømmer om at skøjte på Saturns lysende ring, langt fra torden og lynild.
Heldigvis har Elmer også en mor, som en dag henter ham ude i mørket, og som pludselig ser så stærk ud, at man skulle have troet, hun havde været til fitness. Sammen kører de væk gennem regnen og ind i et symbolsk morgengry.
Tordenhuset er en smuk bog. Flot tegnet og med et malende, kreativt sprog (tænk blot med et enkelt bogstav at forvandle en helt almindelig far til et uvejr!). Eneste anke herfra kunne være, at handlingen med sit poetiske og indirekte billedsprog måske simpelthen bliver for… ja, indirekte for det lille barn. Forstår en fire-årig tordenanalogien? Eller hvad det er for nogle brag, der får Elmer til at fortrække til sit træhus udenfor? Måske undervurderer jeg den lille læsers evne til selv at fylde de tomme felter ud, men det forekommer mig, at der måske er lige rigeligt meget i handlingen, som ikke bliver sagt. I hvert fald vil det være en god idé med lidt voksenforklaringer undervejs.
Alt i alt er Tordenhuset en meget fin fortælling om noget, som desværre berører flere børn, end man bryder sig om at tænke på. En indgang til en virkelighed, som er lige så meget del af børnelivet som Emils spillopper på Katholt eller Villads og Vitellos tilsvarende skarnsstreger i henholdsvis Valby og rækkehuset ved ringvejen.
Mette Vedsø og Signe Kjær, Tordenhuset fra forlaget Jensen & Dalgaard
❤️❤️❤️❤️ Jeg har læst Martin Kongstads biografi Casper. Det tog lang tid. Og jeg er træt nu. Ikke fordi den ikke er god. Det er den selvfølgelig. Velskrevet, velkomponeret, original og personlig. Jeg havde heller ikke forventet mindre. Kongstad er notorisk begavet, ikke bare sprogligt, men også i sit skarpe syn på sin egen kreative klasse. Den, hvis naturlige medlemmer mødte deres bedste venner på Bernadotteskolen, bor på broerne i København eller i Nordsjælland på den ironiske måde og fester i Tisvilde hele sommeren, mens de laver kunst og kunster for alle os andre, der tror, at livet er, som det tager sig ud. Han danser på sin fars grav, novellesamlingen som indbragte Kongstad Debutantprisen i 2009, er et fremragende eksempel på dette, og romanen Fryser jeg kan meget af det samme. Og selv om Casper Christensen ikke passer på den beskrivelse – han er formentlig mere Hornbæk end Tisvilde i en kulturradikal optik – så er han uomtvisteligt personificeringen af den vildeste (u)danske fortælling om både kulturel, folkelig og økonomisk succes.
Tillige er han næsten på min egen alder, så Casper Christensens historie er også underholdningen til min og min generations opvækst. Vi faldt til Faldet, skreg af begejstring til Tæskeholdet og huskede lige Tandbørsten.
Så vidt er alt sådan set godt. Jeg har glædet mig til at læse om Casper, ført af Martins pen. Christensen og Kongstad er en original kombination af den type, Politikens forlag er mestre i at skabe. Ideen med at sætte Kongstad selv ind som en karakter i biografien og indskrive hans kvaler med at få Casper til at svare på sms’er og opkald eller få møder i stand, er også god. Kongstad iscenesætter sig selv som biografen, der tilsyneladende er bange for, om projektet bliver til noget. Den spænding lægger vi ud med på første side:
Han har foldet hænderne på bordet foran sig, forlagsdirektøren og jeg sidder overfor; det er retningslinjerne, vi skal blive enige om.
Hvilken bog skal vi lave? Og hvordan?
(….)
Han flytter blikket fra mig til forlagsdirektøren, ikke antydningen af et smil.
Men antydningen af en frygt. Måske ikke kun for, at Casper Christensen ikke vil være med i Kongstads projekt, men også for, at han ikke vil være hans ven, for det er, må vi forstå, noget mange har eftertragtet, og en del både har oplevet og oplevet at miste igen. Sætningen “Kan man egentlig være ven med Casper Christensen?” opstår undervejs som et spørgsmål, bogen skal svare på, og det virker, som om også forfatteren selv har et stort ønske om at være eller blive det – formentlig fordi det er meningen, at det skal virke sådan.
For Casper Christensen er en slags konge i sit eget lille rige, med et kæmpe talent, en enorm arbejdsiver og en ukuelig tro på sig selv, og den form for star quality lokker godtfolk til: kvinder, arbejdskammerater og hang arounds. Kan man være ven med sådan en? Sagtens. Så længe man kan bruges. Kongstad introducerer et sted Aristoteles’ begreb om nyttige venner, en venskabstype han selv har dyrket, og som Casper Christensen nærmest har forfinet. Man er venner, mens man skal noget sammen, hvorefter man rykker videre. Det har en del brændt sig på, erkender hovedpersonen selv, uden egentlig at virke ked af det.
Måske er det netop det, jeg synes, er så forstemmende ved bogen. For nok er den bygget op som en slags ‘renselse’ for Casper Christensen, der undervejs ‘indser’, at han har været et dårligere menneske, end han troede – en dårligere kæreste, en dårligere far, en dårligere ven. Han har jagtet sin personlige succes på bekostning af alle dem, der var tættest på ham. Måske er der en ægte fortrydelse et sted, faktisk virker Casper Christensen oprigtigt eftertænksom og på en kringlet måde også sympatisk. Måske især i de interview, han har givet. Men samtidig fortæller både hovedpersonen selv og de venner, forretningsforbindelser og bekendte, Kongstad interviewer, om dødsdruk, stoffer, svigt og grænseoverskridende oplevelser på en sært konstaterende måde; som om det er en form for lovmæssighed for kendte succesrige mennesker og deres følge at opføre sig sådan. I det lys virker det faktisk lidt fesent at komme bagefter og sige, at man fortryder.
“Med succes får man nøglen til slikbutikken og kan tage fra alle hylder,” siger Casper Christensen på et tidspunkt i bogen. Og Casper Christensen har jo været og er en på mange måder meget velfortjent succes, og arbejdet med at skrive film og serier og komik – alt det, der har gjort ham til et household name – bliver retfærdigvis også beskrevet i bogen. Vil man gerne have et indblik i de kreative(s) processer, leverer den absolut.
Casper fik naturligt nok omfattende medieomtale, da den udkom i oktober. Især Casper Christensens vilje og evne til at genopfinde sig selv gang på gang, senest som kristen familiefar (som man blandt andet kunne høre ham fortælle om i radioprogrammet Tal til mig) blev vendt og drejet, og han stillede velvilligt op til interview om druk, stoffer, utroskab, egoisme, penge og den flamboyante livsstil, han i dag har vendt til landligt veganerliv og indre fred ved hjælp af blandt andet terapi med stoffet mdma. Måske derfor føles bogen meget lidt sensationel – vi ‘ved’ det hele i forvejen, herunder at han forlod sin første kone Anette Toftegaard for skuespiller Iben Hjejle, som han senere forlod for Isabel Friis Mikkelsen, som han i dag er gift med. Samt at det tog hans kæreste i 80’erne, den navnkundige Lotte Larzen, 25 år at komme over sit forhold til ham. En superkrukket “parterapisession” med hende og Casper og Kongstad som parterapeut forbliver mærkeligt uspektakulær; jeg bliver ikke for alvor berørt, kun lidt utilpas over at blive lukket ind i en underligt infantil verden.
“(….) Nu skal vi lige huske, at jeg også var Casper utro. Legekammeraterne var blevet trætte, vi havde leget med Duplo i tre år, og så kom der lige to andre forbi. Det måtte jeg gerne, det var jo mit liv, men det mærkelige er, at jeg ikke ville have kunnet acceptere, at Casper gjorde det samme, for så var han vel på vej væk.”
“Jeg gættede på, at du også havde andre indimellem, men jeg konfronterede dig ikke med det,” siger Casper.
“Den ene af dem var i øvrigt Thomas Wivel,” siger Lotte.
“Hvad?” siger jeg.
Vi griner alle tre larmende i lang tid.
“Det vidste jeg ikke,” siger Casper. Hvor er det stærkt. Fantastisk, mand. What a friend! Åh gud, hvor er det fedt.”
Utilpas bliver jeg også af at læse om mødet på forlaget, som Martin Kongstad møder for sent op til, fordi han har været på druk aftenen før. Og mødet, han slet ikke møder op til af samme grund. Hvilket naturligt nok får Casper til at genoverveje projektet. En mail-udveksling mellem de to med undskyldning og tilgivelse er tæt på at berøre.
Alligevel føles det igen som en konstruktion. Skulle den dygtige forfatter og madanmelder krybe for komediekongen? Er Tisvilde til fals for Hornbæk, når alt kommer til alt? Betyder penge og berømmelse så meget? Jeg har svært ved at tro på det, men hvad ved jeg.
Jeg ved, at Casper Christensens betydning for dansk underholdning i vores tid er vægtig. At Martin Kongstad er en fremragende forfatter, der mest bruger sit talent til at skrive om Københavns kreative klasse, og at den i hans fremstilling ofte virker forfrossen. Og at det gør mig forstemt på en måde, jeg ikke havde forventet at blive af at læse en biografi om et ret spektakulært liv. Hvilket måske også er en slags træt kompliment.
Casper af Martin Kongstad er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her
Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.
Palle Schjødtz har fået et godt indblik i politikeres magtspil og journalisters maskinrum i Niels Krause-Kjærs velkomponerede og velskrevne roman.
❤️❤️❤️❤️ Niels Krause-Kjær kender den landspolitiske verden og medieverdenen indefra og udefra, og med den baggrund har han konstrueret en ny intrige til sin hovedperson, Ulrik Torp, der er politisk journalist som Krause-Kjær selv. Samme Torp er ved bogens start i en lidt ynkelig situation efter en faglig og mental nedtur. Han forsøger nu at bygge en tilværelse op igen i et kontorfællesskab med andre nedbrudte fagfæller ved at skrive nekrologer og andet mindre lødigt journalistisk arbejde. Ægteskabet går dårligt, økonomien er elendig, den lånte lejlighed skal fraflyttes, og bilen mangler et nyt batteri. Det er næsten som opskriften på en gammeldags knaldroman om en amerikansk privatdetektiv, men det er bedre end som så.
Et par mystiske dødsfald blandt tidligere politikere fanger hans opmærksomhed, og snart er han på jagt efter sandheden bag partipolitiske intriger, voldelige demonstrationer, hemmelige oplysninger fra Udvalget vedrørende efterretningstjenesterne, falske beskyldninger om bedrageri med forskningsbevillinger på universitetet, fake news, kommunistisk konspiration og indblanding fra fremmede magter. Selv en lille henvisning til en virusinfektion i udvikling er kommet med. Et særligt element er konkurrencen med forskellige politiske grupperinger om at være mest dansksindede omkring forslaget om en ny dansk nationaldag.
Med hjælp fra en ung kvinde, der er droppet ud fra journalistuddannelsen, men som heller ikke synes at behøve den, arbejder Torp sig langsomt frem mod sandheden. Vi får et indblik i journalistikkens effektive brug af kildebeskyttelse, indiskretion og manipulation til at afsløre magthavernes lumske og ligefrem kriminelle spil.
De mange aktører i romanen står hver for sig lidt svagt, men handlingen er lige som i de foregående to politiske spændingsromaner velkomponeret og velskrevet med stor aktualitet, og den har også potentialet til en filmatisering.
Fandens forår af Niels Krause-Kjær er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her
Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.
Det var lidt som at være en lille smule på Bogforum igen, da min veninde og jeg gik til bogarrangement sammen med de andre grånende damer under overskriften “Størst af alt er kærligheden”.
Åh, savn. Bogforum har været en del af mit liv, siden min mor engang i 1990’erne tog mig med i Forum på Frederiksberg, og det gik op for mig, at der var tusindvis af andre mennesker, som elskede bøger ligeså meget som jeg selv, og som gad at tale om dem i timevis. Røre ved dem, købe og sælge dem. Tage dem alvorligt. Elske dem. Det var nærmest en åbenbaring. Jeg var ikke alene. Siden blev Bogforum lig med arbejde, og det gjorde kun oplevelsen endnu bedre – kærligheden voksede, som den tit gør, når den også involverer en vis smøgen ærmerne op og tage fat.
Men kærlighed i coronaens tid er vanskelig på alle måder, også den til bøgerne og de andre bogdyr. Så i år går det naturligvis ikke at samlede titusindevis af ganske vist meget civiliserede mennesker, der aldrig ville drømme om at nyse andre steder end i ærmet – og det endda diskret – men som alligevel ville udgøre en alt for stor smittefare.
Tine Høegh på scenen for at fortælle om sin vidunderlige roman Tour de chambre. Både bogen og forfatteren er lige til at forelske sig, blev vi hviskende enige om på min række.
Bogfolket giver dog ikke sådan op. Vi ser måske rolige og milde ud på ydersiden, men på indersiden raser en ild, som man ikke skal tage fejl af. Og i november-weekenden, hvor der ville have været Bogforum, hvis verden ikke var gået af lave siden sidste år, har der været masser af små, Corona-hensyntagende arrangementer om litteratur. Søndag morgen står jeg således og venter på min veninde på Rådhuspladsen i København. I et mærkeligt mix mellem et nærmest overnaturligt smukt novembersolskin, en halvskidt lugt af alkohol og ketchup og de sidste rester af i-byen-folket drivende hvileløst rundt på den nyligt renoverede plads. Foran Politikens Pressen, hvor jeg engang selv holdt foredrag (sjældent har jeg været så nervøs, som da det gik op for mig, hvor mange der faktisk kan sidde derinde) står noget, der minder om en miniudgave af køen ved Bogforum. Damer så langt øjet rækker, mange af dem med lidt gråt i toppen. Et øjeblik bliver jeg lidt stolt. Det er sgu os, der holder den her bogverden i gang!
“Nogle af mine venner siger, at jeres generation ligesom tror, I er de første, der har fået et barn,” sagde Jes Stein Pedersen til Olga Ravn. “Hvor tror du, den irritation stammer fra?” replicerede hun. Blodet rulle skam i alle årer, selv om det hele var pænt og nydeligt.
Vi skal ind og høre tre interview og en debat under overskriften “Størst af alt er kærligheden”. Lone Frank har skrevet personligt og populærvidenskabeligt i Størst af alt, Tine Høegh har skrevet om venskab og ungdomsforelskelse i Tour de chambre, og Olga Ravn har skrevet om fødsel og moderskab i Mit arbejde. Jes Stein Pedersen interviewer dem i den rækkefølge, mens vi damer pænt bliver siddende på vores umage stole, fordi der af hensyn til Corona ikke er pause. Når vi skal nifle (den er til dig, Bonde, r.i.p.), lister vi artigt ud med mundbind på, og når vi er tørstige, hvisker vi vores mineralvandsordre i baren.
Det, der sker på scenen, er sjovt og underholdende. Lone Frank fortæller muntert og med videnskabens kynisk om den ‘kærlighedsapp’, der er installeret i os mennesker, fordi det simpelthen kræver mere end én voksen at passe menneskebørnene med de store hoveder, indtil de langt om længe kan klare sig selv. Tine Høegh fortæller sødt om, hvordan hun ofte forelsker sig i nogen, der kan noget med sprog og skriftlighed – eller som intervieweren så poetisk udtrykker det: “man ønsker at knalde en bevidsthed, mere end en krop.” Olga Ravn bringer en vredere energi på scenen, da hun fortæller om chokket ved at blive mor og møde sine egne forestilingers begrænsning: “Jo færre forestillinger, jeg har, når jeg er sammen med andre mennesker, desto mere vidunderligt bliver det. Det gælder også mine børn,” siger hun.
Rigtig sjovt bliver det, da alle tre kvinder er på scenen samtidig. De diskuterer livsvalg og er åbenlyst uenige, hvilket som Olga Ravn bemærker, er helt i orden. Lidt enige er de dog vist om online dating, som Jes Stein Pedersen spørger om ved at indlede med et “Jeg ved godt, at man ikke kun mødes på Hviids Vinstue i dag”. Okay, boomer, kunne man sige, hvis man var den type. “Som jeg skriver i bogen,” siger Tine Høegh,”Tinder kan få en til at hade hele menneskeheden.” Word.
Lidt om polyamourøsitet bliver det også til, men “hvorfor bor de altid så grimt”, bemærker den vidunderligt københavnske kulturredaktør, som også på et tidspunkt bringer vildskab ind i diskussionen ved at foreslå, at man kan bo helt op til 40 kilometer fra København (!) Hele salen griner. Helt ærligt.
Jeg sidder og bliver lidt lykkelig. Ikke over udsigten til Tinder eller endnu en tur i kærlighedens rutsjebane, som jeg måske, måske ikke har tænkt mig at tage (selvfølgelig vil jeg gerne det, who are we kidding, men alting har sin tid, og den tid er ikke lige nu), men fordi det at lytte til mennesker, der elsker ord, bruger dem og gør noget for at forstå verden simpelthen er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Sådan har det været siden 1990’erne, og sådan er det stadig, selv om jeg hverken har min mor, en mand eller Bogforum i år.
Og bagefter gik vi ud og spiste frokost.
Størst af alt af Lone Frank er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her
Tour de chambre af Tine Høegh er udgivet af Gutkind forlag og kan blandt andet fanges her
Mit arbejde af Olga Ravn er udgivet af Gyldendal og kan fanges her
Arrangementet i Politiken var et, vi havde betalt for, men derfor kan vi da fint sige tak alligevel.
❤️❤️❤️❤️❤️ Sofie Maria Brand og Rasmus Juul: Børn i andre lande
Jeg ved godt, at vi er håbløst globaliserede, og at ingen kontinenter i dag er mere end et klik eller to borte. Men der er alligevel noget over den slags bøger, som muntert tager os i hånden og med ud i verden. I dette tilfælde til 13 forskellige lande for at møde en masse forskellige børn, som alle fortæller om deres hverdag.
Yarima fra Brasiliens regnskov, Cheng fra Shanghai, Luke fra Texas, Neema fra Tanzania og Ahmed fra Afghanistan. De er der alle sammen. Vi kommer også en tur forbi Grønland, Cuba, Frankrig, Storbritanien, Tyskland, Rusland, Litauen og Nepal undervejs.
Børnene fortæller om sig selv, deres by og deres familier, og små bokse supplerer med landets historie og kultur og en masse små fun facts. Som et sjovt indslag får man undervejs også muligheden for at lære at tælle til 10 på hele 13 forskellige sprog.
Illustrationerne er farverige, underholdende og uimodståelige. De pirrer nysgerrigheden og trækker nærmest den lille læser ind i teksten. Min egen datter på 9 har i hvert fald med overraskende entusiasme hver aften på kortet forrest i bogen udvalgt, hvad for et land, vi skulle besøge i dag, og der er kommet mange interesserede spørgsmål undervejs.
Verden vokser og folder sig ud i Brand og Juuls fine “miniatlas”, som burde være fast pensum for alle små verdensborgere.
Sofie Maria Brand og Rasmus Juul, Børn i andre lande fra Gyldendals Forlag.
De fleste voksne læsere vil kende Sophie Kinsella som forfatter til en lang række vanvittigt populære chick lit romaner, som bl.a. tæller den efterhånden lange bogserie om den uforbederlige shopaholic, Rebecca Bloomwood.
Men faktisk skriver Kinsella også til den lidt yngre målgruppe. Chick lit for kids kunne man måske kalde det. Universet er i hvert fald lige så umiskendeligt østrogenpåvirket som i Kinsellas bøger til voksne. Og ikke et ondt ord om det. Min datter på 8 kastede sig hovedkulds ned i det lyserøde fe-univers og dukkede først op til overfladen igen i slutningen af Fe-mor seriens anden og indtil videre sidste bog.
I begge seriens bøger møder vi den lille fortæller Ellen og ikke mindst hendes velmenende, men relativt kaotiske mor, som er en vaskeægte, helt moderne fe. Den traditionelle tryllestav er ganske vist skiftet ud med en compu-udgave, som mest ligner en mobiltelefon, men vingerne og fe-outfittet er på plads.
Desværre er Ellens mor ikke den skarpeste fe i fe-skolen. Faktisk går hendes besværgelser stort set konsekvent galt med store katastrofer til følge. Som fx dengang hun kom til at trylle en hel lufthavn væk på vej på ferie. Eller dengang hun ved et uheld forvandlede både sig selv og Ellen til aber under den fine og formelle middag hos Ellens fars chef.
Scenen er sat til uhæmmet og totalt gakket sjov, og Ellen må konstant forsøge at redde sin mor ud af de pinlige og sære situationer, hun får bragt sig selv og sine omgivelser ud i.
Latterfremkaldende, nuttet underholdning til alle små fe-aspiranter.
Sophie Kinsella, Mig og min fe-mor fra Gads Forlag, som har sendt os et anmeldereksemplar af bøgerne.
❤️❤️❤️❤️❤️ Der er en kunst, som nærmest ikke kan overvurderes, men som konsekvent bliver undervurderet. Kunsten af gøre det svære let. At formulere viden så florlet, at det virker, som om det også var florlet at indsamle den viden, bearbejde og erkende den. Jeg husker den kunst fra mine år i magasinbranchen. “Damebladsjournalistik”, fnøs folk og vidste ikke, hvor meget umage, der faktisk skal til for at lave de lækre rubrikker, den inciterende indledningen, brødteksten, der holder læseren fanget til sidste punktum, også når emnet er snotnæser eller hedeture. Og hvor dårligt, det kan gøres, hvilket giver de ægte kunstnere et ufortjent dårligt ry.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Hella Bella Joofs selvhjælpsbiografi Tvilling, Yndling, Grævling. Eller rettere, da jeg slugte den i grådige inhaleringer over en weekend, med weekendens umådehold, men også med dens skamløse nydelse. For Hella Joof kan lige præcis det; hun kan servere sandheder så sødt og sjovt og finurligt, at man nemt kan overse den visdom og det indimellem hårdt levede liv, der førte op til den florlette pointe. Som her, hvor hun fortæller om at have hår, inden vidste, hvad de skulle stille op med:
Hårbalsamen og afrokamme dukkede først op i firserne. Så jeg havde hestehale eller blev det meste af min barndom det, der dengang hed drengeklippet, hver sommer, så var det hår ligesom ude af verden.
Hellas liv opvækst var i det hele taget ikke let. Som uægte barn af en jurastuderende fra Gambia og en au pair fra Danmark, voksede hun op, ikke bare med følelsen af anderledeshed, men med en helt reel og synlig en. Hendes hudfarve var simpelthen eksotisk og udløste stirren, hvisken og slet og ret racisme. Hendes mor blev gift med en ven og skilt igen og fandt sammen med en anden mand, som ikke var god for Hella, og sådan fortsatte barndommen, bumlende og skramlende og altid med en understrøm af bekymring for, om der var penge nok. Hella har ikke fået meget forærende i sit liv, hun kender uligheden nedefra, så at sige, men bekender sig til et liberalt synspunkt og troen på eget ansvar. Det knuselsker jeg hende for. Ikke så få gange har hun fået hug i medierne, når en udtalelse blev for bombastisk eller bare for borgerlig for mediedanmark, men jeg kan godt lide, når Hella bliver politisk, ikke mindst i bogen her, hvor nuancerne får plads – ja, også dem om indianerne og nedbrænding af landsbyer!
Faktisk er der meget, jeg knuselsker i denne bog, som kommer rundt om kvinders forhold til kroppen, til mænd, til andre kvinder og til børn. Små fine historier om svigt, jalousi, mindreværd, sorg, glæde og smerte. Større og alvorlige om moderkærlighed og mangel på samme, overgreb og manglende selvværd. Masser af tyngde trods de lette formuleringer.
Og så er der i Tvilling, Yndling, Grævling en umiskendelig stemning skabt af ord, som jeg genkender fra min egen barndom i 70’erne. Holda munda, troede Hella for eksempel, at hendes far råbte, når han hilste farvel med et “Hold dig munter”. Hvor jeg husker den slags fonetiske misforståelser. Vores gengivelser af ABBA-sangene på fritten var ét langt eksempel (men de artikulerede nu heller ikke så tydeligt, de svenske damer). Jeg husker træsko, tiltrækkende grimme drenge, veninde-rænkespil og Otto Leisner i fjernsynet. Jeg husker også – selv om jeg lige er en postgang senere i verden end Hella – ensretningen:
Man skulle have noget bestemt hår og en bestemt krop og en bestemt Wranglerjakke med en stålbørste i brystlommen og nogle bestemte Lee-cowboybukser med en bestemt knap på baglommen og nogle bestemte træskostøvler med ekstra hæl. (…) Jeg havde ingen af de lovpligtige effekter eller kendetegn.
Åh, hvor det minder mig om at starte på Rungsted Private Realskole og 1985 og være nødt til at købe to aflagte Lacoste-t-shirts af min ældre veninde. 250 kr. per styk, det var en formue dengang. Og selv om jeg dermed omgikkes “de rige svin”, og hun omgikkes de rigtige røde, så var ensretningen så absolut skåret over samme læst – edderrødme, som også er et ord, jeg fik et lykkeligt gensyn med. Hella Joof skriver et sted, at “Det allervigtigste i verden er at blive set.” På en måde føles læsningen af hendes selvhjælpsbiografi som at blive set, fordi vi har set så meget af det samme, og hun har lagt mærke til det også. Ensomheden bliver mindre, selv om “… i sjældens mørke nat er vi alene.”. I det hele taget er der en stor omsorg for andres sjæle, en læggen mærke til, hvad vi mennesker kan gøre for hinanden, en nænsomhed, man skal lidt om bag humoren for virkelig at sætte pris på. På et tidspunkt tog Hella Joof mellemnavnet Bella – helt uden at være til numerolog, hvilket naturligvis vakte en del furore i visse kredse, men jeg er helt rolig. Kvinden bag teksten er en smuk sjæl, som vi har at være taknemmelige for, ligesom hun er taknemmelig for livet:
(.) jeg er her endnu, og der er ingen andre steder, jeg hellere vil være, (…)
Tvilling, Yndling, Grævling (du er selv nødt til at læse den for at finde ud af, hvorfor den hedder sådan, men jeg lover, at det bliver en fest) af Hella Joof er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her
Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.
VORES BOGLIV 