
Palle Schjødtz har fået et godt indblik i politikeres magtspil og journalisters maskinrum i Niels Krause-Kjærs velkomponerede og velskrevne roman.
❤️❤️❤️❤️ Niels Krause-Kjær kender den landspolitiske verden og medieverdenen indefra og udefra, og med den baggrund har han konstrueret en ny intrige til sin hovedperson, Ulrik Torp, der er politisk journalist som Krause-Kjær selv. Samme Torp er ved bogens start i en lidt ynkelig situation efter en faglig og mental nedtur. Han forsøger nu at bygge en tilværelse op igen i et kontorfællesskab med andre nedbrudte fagfæller ved at skrive nekrologer og andet mindre lødigt journalistisk arbejde. Ægteskabet går dårligt, økonomien er elendig, den lånte lejlighed skal fraflyttes, og bilen mangler et nyt batteri. Det er næsten som opskriften på en gammeldags knaldroman om en amerikansk privatdetektiv, men det er bedre end som så.

Et par mystiske dødsfald blandt tidligere politikere fanger hans opmærksomhed, og snart er han på jagt efter sandheden bag partipolitiske intriger, voldelige demonstrationer, hemmelige oplysninger fra Udvalget vedrørende efterretningstjenesterne, falske beskyldninger om bedrageri med forskningsbevillinger på universitetet, fake news, kommunistisk konspiration og indblanding fra fremmede magter. Selv en lille henvisning til en virusinfektion i udvikling er kommet med. Et særligt element er konkurrencen med forskellige politiske grupperinger om at være mest dansksindede omkring forslaget om en ny dansk nationaldag.
Med hjælp fra en ung kvinde, der er droppet ud fra journalistuddannelsen, men som heller ikke synes at behøve den, arbejder Torp sig langsomt frem mod sandheden. Vi får et indblik i journalistikkens effektive brug af kildebeskyttelse, indiskretion og manipulation til at afsløre magthavernes lumske og ligefrem kriminelle spil.
De mange aktører i romanen står hver for sig lidt svagt, men handlingen er lige som i de foregående to politiske spændingsromaner velkomponeret og velskrevet med stor aktualitet, og den har også potentialet til en filmatisering.
Fandens forår af Niels Krause-Kjær er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges her
Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.