Casper & Kongstad, konflikt, venskab og en træt kompliment

❤️❤️❤️❤️ Jeg har læst Martin Kongstads biografi Casper. Det tog lang tid. Og jeg er træt nu. Ikke fordi den ikke er god. Det er den selvfølgelig. Velskrevet, velkomponeret, original og personlig. Jeg havde heller ikke forventet mindre. Kongstad er notorisk begavet, ikke bare sprogligt, men også i sit skarpe syn på sin egen kreative klasse. Den, hvis naturlige medlemmer mødte deres bedste venner på Bernadotteskolen, bor på broerne i København eller i Nordsjælland på den ironiske måde og fester i Tisvilde hele sommeren, mens de laver kunst og kunster for alle os andre, der tror, at livet er, som det tager sig ud. Han danser på sin fars grav, novellesamlingen som indbragte Kongstad Debutantprisen i 2009, er et fremragende eksempel på dette, og romanen Fryser jeg kan meget af det samme. Og selv om Casper Christensen ikke passer på den beskrivelse – han er formentlig mere Hornbæk end Tisvilde i en kulturradikal optik – så er han uomtvisteligt personificeringen af den vildeste (u)danske fortælling om både kulturel, folkelig og økonomisk succes.

Tillige er han næsten på min egen alder, så Casper Christensens historie er også underholdningen til min og min generations opvækst. Vi faldt til Faldet, skreg af begejstring til Tæskeholdet og huskede lige Tandbørsten.

Så vidt er alt sådan set godt. Jeg har glædet mig til at læse om Casper, ført af Martins pen. Christensen og Kongstad er en original kombination af den type, Politikens forlag er mestre i at skabe. Ideen med at sætte Kongstad selv ind som en karakter i biografien og indskrive hans kvaler med at få Casper til at svare på sms’er og opkald eller få møder i stand, er også god. Kongstad iscenesætter sig selv som biografen, der tilsyneladende er bange for, om projektet bliver til noget. Den spænding lægger vi ud med på første side:

Han har foldet hænderne på bordet foran sig, forlagsdirektøren og jeg sidder overfor; det er retningslinjerne, vi skal blive enige om.

Hvilken bog skal vi lave? Og hvordan?

(….)

Han flytter blikket fra mig til forlagsdirektøren, ikke antydningen af et smil.

Men antydningen af en frygt. Måske ikke kun for, at Casper Christensen ikke vil være med i Kongstads projekt, men også for, at han ikke vil være hans ven, for det er, må vi forstå, noget mange har eftertragtet, og en del både har oplevet og oplevet at miste igen. Sætningen “Kan man egentlig være ven med Casper Christensen?” opstår undervejs som et spørgsmål, bogen skal svare på, og det virker, som om også forfatteren selv har et stort ønske om at være eller blive det – formentlig fordi det er meningen, at det skal virke sådan.

For Casper Christensen er en slags konge i sit eget lille rige, med et kæmpe talent, en enorm arbejdsiver og en ukuelig tro på sig selv, og den form for star quality lokker godtfolk til: kvinder, arbejdskammerater og hang arounds. Kan man være ven med sådan en? Sagtens. Så længe man kan bruges. Kongstad introducerer et sted Aristoteles’ begreb om nyttige venner, en venskabstype han selv har dyrket, og som Casper Christensen nærmest har forfinet. Man er venner, mens man skal noget sammen, hvorefter man rykker videre. Det har en del brændt sig på, erkender hovedpersonen selv, uden egentlig at virke ked af det.

Måske er det netop det, jeg synes, er så forstemmende ved bogen. For nok er den bygget op som en slags ‘renselse’ for Casper Christensen, der undervejs ‘indser’, at han har været et dårligere menneske, end han troede – en dårligere kæreste, en dårligere far, en dårligere ven. Han har jagtet sin personlige succes på bekostning af alle dem, der var tættest på ham. Måske er der en ægte fortrydelse et sted, faktisk virker Casper Christensen oprigtigt eftertænksom og på en kringlet måde også sympatisk. Måske især i de interview, han har givet. Men samtidig fortæller både hovedpersonen selv og de venner, forretningsforbindelser og bekendte, Kongstad interviewer, om dødsdruk, stoffer, svigt og grænseoverskridende oplevelser på en sært konstaterende måde; som om det er en form for lovmæssighed for kendte succesrige mennesker og deres følge at opføre sig sådan. I det lys virker det faktisk lidt fesent at komme bagefter og sige, at man fortryder.

“Med succes får man nøglen til slikbutikken og kan tage fra alle hylder,” siger Casper Christensen på et tidspunkt i bogen. Og Casper Christensen har jo været og er en på mange måder meget velfortjent succes, og arbejdet med at skrive film og serier og komik – alt det, der har gjort ham til et household name – bliver retfærdigvis også beskrevet i bogen. Vil man gerne have et indblik i de kreative(s) processer, leverer den absolut.

Casper fik naturligt nok omfattende medieomtale, da den udkom i oktober. Især Casper Christensens vilje og evne til at genopfinde sig selv gang på gang, senest som kristen familiefar (som man blandt andet kunne høre ham fortælle om i radioprogrammet Tal til mig) blev vendt og drejet, og han stillede velvilligt op til interview om druk, stoffer, utroskab, egoisme, penge og den flamboyante livsstil, han i dag har vendt til landligt veganerliv og indre fred ved hjælp af blandt andet terapi med stoffet mdma. Måske derfor føles bogen meget lidt sensationel – vi ‘ved’ det hele i forvejen, herunder at han forlod sin første kone Anette Toftegaard for skuespiller Iben Hjejle, som han senere forlod for Isabel Friis Mikkelsen, som han i dag er gift med. Samt at det tog hans kæreste i 80’erne, den navnkundige Lotte Larzen, 25 år at komme over sit forhold til ham. En superkrukket “parterapisession” med hende og Casper og Kongstad som parterapeut forbliver mærkeligt uspektakulær; jeg bliver ikke for alvor berørt, kun lidt utilpas over at blive lukket ind i en underligt infantil verden.

“(….) Nu skal vi lige huske, at jeg også var Casper utro. Legekammeraterne var blevet trætte, vi havde leget med Duplo i tre år, og så kom der lige to andre forbi. Det måtte jeg gerne, det var jo mit liv, men det mærkelige er, at jeg ikke ville have kunnet acceptere, at Casper gjorde det samme, for så var han vel på vej væk.”

“Jeg gættede på, at du også havde andre indimellem, men jeg konfronterede dig ikke med det,” siger Casper.

“Den ene af dem var i øvrigt Thomas Wivel,” siger Lotte.

“Hvad?” siger jeg.

Vi griner alle tre larmende i lang tid.

“Det vidste jeg ikke,” siger Casper. Hvor er det stærkt. Fantastisk, mand. What a friend! Åh gud, hvor er det fedt.”

Utilpas bliver jeg også af at læse om mødet på forlaget, som Martin Kongstad møder for sent op til, fordi han har været på druk aftenen før. Og mødet, han slet ikke møder op til af samme grund. Hvilket naturligt nok får Casper til at genoverveje projektet. En mail-udveksling mellem de to med undskyldning og tilgivelse er tæt på at berøre.

Alligevel føles det igen som en konstruktion. Skulle den dygtige forfatter og madanmelder krybe for komediekongen? Er Tisvilde til fals for Hornbæk, når alt kommer til alt? Betyder penge og berømmelse så meget? Jeg har svært ved at tro på det, men hvad ved jeg.

Jeg ved, at Casper Christensens betydning for dansk underholdning i vores tid er vægtig. At Martin Kongstad er en fremragende forfatter, der mest bruger sit talent til at skrive om Københavns kreative klasse, og at den i hans fremstilling ofte virker forfrossen. Og at det gør mig forstemt på en måde, jeg ikke havde forventet at blive af at læse en biografi om et ret spektakulært liv. Hvilket måske også er en slags træt kompliment.

Casper af Martin Kongstad er udkommet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s