Børneliv med brag og bulder

❤️❤️❤️❤️ Mette Vedsø og Signe Kjær: Tordenhuset

I boghandlerne findes der masser af billedbøger fulde af sjov og ballade og barndomshygge. Men der findes også en håndfuld bøger, hvor både billederne og fortællingen er mørkere.

Sådan én er Mette Vedsø og Signe Kjærs nye bog til de mindste. I Tordenhuset møder vi Elmer, og vi møder i særdeleshed Elmers far, som på gode dage hedder Torben og giver svingture og på dårlige dage bliver til Torden og giver så meget ballade i huset, at Elmer gemmer sig udenfor i regnen og mørket, hvor han drømmer om at skøjte på Saturns lysende ring, langt fra torden og lynild.

Heldigvis har Elmer også en mor, som en dag henter ham ude i mørket, og som pludselig ser så stærk ud, at man skulle have troet, hun havde været til fitness. Sammen kører de væk gennem regnen og ind i et symbolsk morgengry.

Tordenhuset er en smuk bog. Flot tegnet og med et malende, kreativt sprog (tænk blot med et enkelt bogstav at forvandle en helt almindelig far til et uvejr!). Eneste anke herfra kunne være, at handlingen med sit poetiske og indirekte billedsprog måske simpelthen bliver for… ja, indirekte for det lille barn. Forstår en fire-årig tordenanalogien? Eller hvad det er for nogle brag, der får Elmer til at fortrække til sit træhus udenfor? Måske undervurderer jeg den lille læsers evne til selv at fylde de tomme felter ud, men det forekommer mig, at der måske er lige rigeligt meget i handlingen, som ikke bliver sagt. I hvert fald vil det være en god idé med lidt voksenforklaringer undervejs.

Alt i alt er Tordenhuset en meget fin fortælling om noget, som desværre berører flere børn, end man bryder sig om at tænke på. En indgang til en virkelighed, som er lige så meget del af børnelivet som Emils spillopper på Katholt eller Villads og Vitellos tilsvarende skarnsstreger i henholdsvis Valby og rækkehuset ved ringvejen.

Mette Vedsø og Signe Kjær, Tordenhuset fra forlaget Jensen & Dalgaard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s