Angst kan drive os til at gøre ting, vi aldrig havde troet mulige. Forestil dig fx, at din ægtefælle har en affære med din chef. Og at du derfor pludselig mister både dit ægteskab, dit job og dit hjem, hvor chefen prompte er flyttet ind. Som om det ikke var nok har din utro eks nu pudset en hær af advokater på dig for at få den fulde forældremyndighed over de to børn, som du elsker højere end alt andet. Hvad ville du være i stand til i den situation?
I Fredrik Backmans nyeste roman kaster hovedpersonen sig ud i et desperat (og totalt mislykket) bankrøveri, som snart afspores og ender i en helt ufrivillig gidseltagning af en broget flok tilfældige mennesker, som er mødt op til fremvisning af en lejlighed lige overfor banken. Snart befinder bankrøveren sig indespærret med en overentusiastisk ejendomsmægler, to bitre IKEA-afhængige, en gravid, en selvmorderisk multimillionær og en irriterende kanin. Og så er der politiet, som står ude foran ejendommen med våben, de måske godt kunne komme til at bruge.
Den elendige bankrøver er fanget uden mulighed for at slippe væk. Der er ikke så meget som den mindste gnist af håb. Lykkes det mon Fredrik Backman at finde en vej ud af miseren og redde ikke bare bankrøverens liv, men også en del af gidslernes forstand? Læs med på Backmans veloplagte og vanvittige farce og find ud af det. Hvem ved, måske ender du selv med en lille tåre i øjenkrogen, før dramaet er slut.
Fredrik Backman, Folk med angst fra forlaget People’s Press.
Fik du læst flere bøger i 2020, end du havde troet, du ville? Eller gik du i mental koma (som jeg først kom til at stave Corona, hvem sagde Freudian slip) under Den Store Nedlukning og lod Netflix fodre dit martrede sind? For mig var det lidt af hvert. I perioder fik jeg læst intenst, i andre lukkede læsningen helt ned.
At det her år kommer til at ændre den måde, vi lever og dermed også læser på, kan ingen vist være i tvivl om. Konsekvensernes omfang er svimlende, og jeg forestiller mig, at vi blandt andet kommer til at bearbejde vores fælles traume gennem de bøger, der vil blive skrevet. Mens vi venter på det – og på vaccinen – kan vi dog godt se lidt på, hvordan året så ud, sådan bog-mæssigt. For mig var det rundt regnet sådan her:
Bedste bogevent: Krimimessen i Horsens var noget af det første, der blev aflyst, da det store C lagde landet ned. Det virkede ufatteligt, at vi ikke skulle til den vanlige fætter-kusine-fest i Statsfængslet, men det skulle blive meget værre, for først trak Politikens forlag og Gyldendal sig fra Bogforum i Bella, og så blev det helt aflyst. Små glimt af lys i vintermørket var dog et event om kærlighed med Tine Høegh, Lone Frank og Olga Ravn i Pressen og Litteratour på Lorteøen, aka Amager Bio med den fremragende lyd og den endnu bedre stemning, da Blædel, Bjarup-Riis, Joof og Faber foldede sig ud. En helt særlig oplevelse var Christians Bogfestival, hvor vi både fik læst digte op af færøske Tóroddur Poulsen, overværede en samtale mellem Lotte Kirkeby om hendes roman De nærmeste og fik den mest vidunderlige minikoncert fra Kira Skov duo. Og sad og blev helt lykkelige, fordi det lidt føltes som livet, der var engang.
Bedste krimi: Fordi jeg ikke skulle til krimimesse, har jeg læst mindre krimi i år. Men tre damer ligger altid tæt på mit krimihjerte, og alle tre udgav bøger i år. Den første, Elsebeth Egholm, skrev ganske vist for en gangs skyld ikke en krimi, men tog os i stedet med til Frankrig og fortalte en fin kærlighedshistorie i Som natten kender stjernerne. Julie Hastrup havde undersøgt, hvad sorg gør ved os i Vildskud, mens Sara Blædel tog samme og andre emner under behandling i Den tavse enke. Jeg elsker de tre’s bøger, er fuld af beundring over deres stamina og er stolt over nu at dele forlag med dem.
Bedste essay-samling: Mathilde Walther Clarke og jeg har fødselsdag samme dag. Det alene gør, at jeg virkelig håber, der er noget om astrologien, for mage til sprog-ekvilibrist skal man lede længe efter. I Huset uden endefortæller Clarke blandt meget andet om det hus i USA, hvor hendes amerikanske familie boede, da hun var barn og kom på besøg om sommeren. I nabohuset skete et grusomt dobbeltmord, og det får Clarke til at fortælle om seriemordere på en måde, jeg aldrig vil glemme. Clarke skriver også om at miste, om kvindesager, om bøger og liv og meget mere. Klogt, præcist og manende til eftertanke.
Bedste selvhjælps-biografi: Okay, denne kategori er opfundet til Hella Joof, for hun er jo indtil videre den eneste, som har udgivet en sådan. Men Tvilling, Yndling, Grævling er virkelig også så fin og menneskelig en bog, at den fortjener sin egen kategori. Jeg får mere og respekt for Hella Joof, ikke mindst fordi hun næsten altid taler mildhedens, forståelsens og tilgivelsens sag, og det kan vi simpelthen ikke opmuntre nok, for der er så rigeligt af det modsatte.
Bedste udenlandske roman: “Som kvinde kan det indimellem være mere end vanskeligt at forstå, hvad der foregår i og mellem mænd og i mænd i forhold til kvinder, men det giver denne roman et fint og oplysende bud på.” Sådan skrev jeg blandt andet om Kjell Westös virtuøse roman Tritonus. Det tog lang tid, før klangen af den ikke længere ringede mig ørerne, og det er et stort kompliment. Samtidig et stort velkommen til forlaget Gutkind, der opstod af asken fra mit gamle forlag Rosinante, og som på ingen tid har stået bag hits som Tine Høeghs Tour de Chambre, Stine Pilgaards Meter i sekundet og Caroline Albertine Minors Hummerens skjold.
Bedste kærlighedshistorie: Gammel kærlighed ruster ikke, og mit litterære forhold til Jojo Moyes er efterhånden gammelt. Hun slog voldsomt internationalt igennem med tåreperseren Mig uden mig, som også er filmatiseret, og i år udkom treeren i serien, Stadig mig, som fik mig til at genforelske mig i Moyes. Romance-genren kan noget helt særligt, når den kan – mange gange kan den desværre ikke. Men Moyes og jeg, vi er solid.
Bedste læseoplevelse: I år skulle jeg nå helt til 12. måned, før den bedste læseoplevelse indtraf. Ingen over og ingen ved siden af Jesper Steins selvbiografiske roman Rampen om hans opvækst i Risskov, hans forældres skilsmisse og alkoholisme og hans egen fremkaldelse til den forfatter, han skulle blive. Jeg både spejler mig – i kærligheden til bøger, tiden (med Niels Malmros’ film som en lille fin markør), flugten i fest og mere eller mindre flygtige relationer – og lærer nyt: om at elske sine forældre og være vrede på dem på én gang, om at nuancere sit blik på alt det, man er kommet af. Rampen er en kæmpe gave, og jeg kan, bogstavelig talt, ikke anbefale den nok.
Bedste skriveoplevelse: Jeg har skrevet som en vild i år – artikler, mest, men også en bog mere, min femte. Dens emne, sårbarhed, betyder meget for mig, og jeg var beruset ved tanken om at skulle skrive om det, da jeg fik kontrakten tilbage i 2019. Selve skriveprocessen blev af mange grunde vanskelig, men jeg er glad for resultatet og glæder mig oprigtigt til at dele det med omverdenen, når den udkommer den 14. januar 2021.
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg vågner på tredjedagen med et sæt og en tanke: Hvilken kraftanstrengelse, denne roman må have været at skrive. At dykke ned i sit eget og sine forældres mest smertefulde stof. Huske det, ordne det, og finde en struktur, der fungerer som et narrativ. Og formidle det så enkelt, stramt og fint, at læsere som mig og – spår jeg – tusindvis af andre smider alt, hvad vi har i hænderne, for at sluge historien i grådige bidder og blive klogere på vores eget liv i processen. Jeg bliver udmattet ved tanken. Jeg er træt i forvejen efter det sidste døgns intense læsning, men jeg er også lykkelig, rørt, inspireret.
Jeg har læst årets bedste bog.
Den hedder Rampen og handler om en familie, en skilsmisse, børn og forældre. Den handler om kærlighed. Mellem mand og kvinde, mellem voksne og børn. Kærlighed, der starter, og kærlighed, der slutter. Kærlighed, som er nok, og som ikke er nok. Om livet.
Hvor starter man en anmeldelse af et værk, der gør så stort indtryk? Spurgte man en af bogens hovedpersoner, Finn, ville han sikkert sige: “I teksten”. Finn Stein Larsen, Jesper Stein Larsens far, underviste i dansk, var lyrikkender og bannerfører for den nykritiske læsning i Danmark. Den blev jeg selv induceret med på danskstudiet under professor Thomas Bredsdorffs strenge instrukser i 1990’erne: “Hvor ser du det i teksten?” kan jeg stadig høre ham insistere, når vi vovede en påstand i Tekstanalyse. Alt andet end teksten var ligegyldigt. Især det biografiske, som var det, nykritikerne foragtede mest. En scene i starten af Rampen vækker derfor næsten nostalgisk genklang hos mig. Finn hjælper Jesper med at skrive dansk stil, en tekstanalyse af digtet Indvielsen af Schack Von Staffeldt:
Du skal ikke gætte, Jeppe, de fleste ting, du siger, er rigtige, du skal bare finde svaret i teksten, og hvis det ikke er der, kan du ikke bruge det til noget. Forstår du?
Jeg forestiller mig, at Finn siger det blidere til Jesper end Bredsdorff gjorde til hold 2 på KUA – den århusianske accent og faderkærligheden har nok blødt det lidt op – men selv om Rampen i sig selv (be)viser, at det biografiske faktisk ikke er ligegyldigt, så lærte Nykritikken mange af os at læse. Og jeg læser:
Jeg er i tvivl om, hvorvidt det nytter at gruble over det, der kunne have været. At række hånden ind i det forgangne og flytte rundt på stenene, at åbne den dør, de aldrig åbnede, at fantasere om et andet liv for dem. Men jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete. Jeg ved, det hele peger frem mod i dag. Og i morgen. Jeg kan ikke slippe. Jeg kan ikke flygte, hvis jeg skal forstå. Hvis jeg skal ud af den undtagelsestilstand, jeg befinder mig i.
Sådan er rammen om Rampen. Jesper Stein Larsen er blevet skilt, hans mor er død, han er holdt op med at drikke, og han er bange. Han dykker tilbage i sit eget stof for at forstå, og han tager det hele med.
Jesper vokser op på Rampen i Århus’ velhaverkvarter, Risskov. Far Finn underviser på Katedralskolen i Århus – den skole, der er udødeliggjort i filminstruktøren Niels Malmros’ film, ligesom Jespers eget barndomshjem bliver det, da Skønheden og udyret indspilles her – mor Jytte, der er sygeplejerskeuddannet, arbejder på Statshospitalet. Jesper har en ældre bror, Peter. Drengene og familien er morens et og alt, Finn er distræt, men en gudsbenådet underviser, Jytte og Finn supplerer hinanden. Vi ved en del om Jyttes tanker og følelser, for nogle af kapitlerne er skrevet fra hendes synsvinkel. Jespers egen fødsel, for eksempel, og hans indlæggelse som lille, da han skal opereres for ganespalte, og man adskiller mor og barn, som man gjorde dengang. Og starten på Finns og Jyttes kærlighedshistorie, en fin forelskelse, et ungt par med masser af håb. Familien lever et langt liv sammen – hverdage med bøger og arbejde, fritid og ferier. Jesper går i skole, der er mobning, men også lommer af venskab, et børneliv på godt og ondt, som det så ud i 1970’erne og 80’erne.
Da Jesper går i gymnasiet, kommer han en dag hjem og ser sin far have besøg af en elev, Gitte. I familien har man leet lidt af Gitte, fordi hun sværmer for Finn. Det er ikke ualmindeligt, at lærere har forhold til elever, men Finn er kvabset og distræt, knap en Don Juan. Den dag bliver Jesper dog klar over, at Finn gengælder Gittes interesse, og beder sin far om at “… gøre det et andet sted.”. Finn er først Jespers mor utro, siden forlader han hende, kommer tilbage og går så igen for at leve i et næsten lige så langt ægteskab med Gitte, som han har levet med Jytte.
Mor Jytte går i opløsning, og eftersom Peter er flyttet hjemmefra, er Jesper den eneste til at bevidne opløsningen:
Hun taler og gnider sig om munden med hele hånden og taler og gisper og taler videre og får tårer i øjnene og vender tilbage til det, hun sagde før, drikker en stor slurk hvidvin og gnider sig om munden, mens hun strammer læberne. Hun hulker. Suger på cigaretten, dybt, jeg kan høre tobakken knitre, hun inhalerer, mens hun trækker hovedet bagover, øjnene er lukkede, øjenlågene er helt nede, strakt ud, som når man samtidig ruller øjnene op og retter blikket mod pandebenet, to runde skiver af tyndrød hud med en blå blodåre i det venstre.
“Jeg fatter ikke den mand, at han kunne gøre det. Hvordan kunne han gøre det?
Sådan kører den forladte kvinde, der har mistet det, hun troede allemest på, i ring. I halvandet år. Ofte om natten, når hun ikke kan sove og/eller har fået for meget vin. Imens går Jesper i gymnasiet, forelsker sig i forskellige piger, eksperimenterer med sex, drikker mange dage om ugen og får ikke lavet sine lektier. Far Finn må gribe ind og tale med Jespers rektor, som tilfældigvis er en gammel elev, og Jesper får sin hue og flytter hjemmefra. Driver rundt i livet, læser lidt dansk – det er jo det, men gør i den familie – drikker, forsøger at skrive. Bliver journalist og senere krimiforfatter. Bliver gift og skilt, får børn. Drikker.
Jytte ender med at være bitter over Finns svigt resten af sit liv. Også selv om hun finder en rar livsledsager, Jørgen. Til familiefødselsdage kan Finn og Jytte ikke inviteres sammen, og til større fester må de placeres langt væk fra hinanden. Ved en enkelt lejlighed taler de sammen i 10 minutter og græder begge, ved en anden siger Jytte blot til Finn: “Gud, hvor er du blevet fed!” Deres konflikt er en plage for omgivelserne og for dem selv.
Finns ægteskab med Gitte er godt i mange år, så falder også det fra hinanden, ligesom han oplever sig gammel og fagligt overflødig:
“Ja, Jeppe, jeg har sgu lagt mig på langs. Jeg er ramt af mismod.”
“Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan får vi dig på højkant?”
(….)
“Jeg er ikke helt glad, Jeppe. Jeg føler, at jeg har mistet gnisten. Jeg har ikke rigtig glæde af min undervisning, jeg er gået af mode.”
Jesper og hans bror ser begge forældre, de er gode sønner, men forældrene kæmper med livet og er hårdt arbejde på hver deres måde. Finn er opslugt af sin “unge hustru”, sønnerne angler efter hans opmærksomhed, men får sjældent nok af den. På et tidspunkt sætter de ‘for sjov’ en seddel op med deres navne, fødselsdatoer og telefonnumre, så han kan ringe til dem, men de må ofte selv opsøge hans selskab. Til gengæld er der i mange år hyggeligt i Sjællandsgade, hvor han bor med Gitte, mens det er mere anstrengt at være på Rampen, hvor moren holder sammen på sig selv og livet ved korrekthed. Begge steder flyder alkoholen, men i forhold til sønnerne er de to forældre vidt forskellige:
Hun tager fuldstændig uforbeholdent parti for sine sønner, når lokummet brænder. Der er ingen rettergang, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Ingen er gode nok til hendes drenge. Hos Finn er det diametralt modsat. Hvis hans sønner er blevet forladt, siger han: “Jeg kan kun sige, at jeg altid godt har kunnet lide hende!” eller “Hun har altid været en god og ordentlig kæreste!” Han er fuldstændig loyal. Over for alle.
Forældrene fylder på hver deres måde, og Jespers egne problemer står ligesom lidt i baggrunden. Hans egne alkoholisme, skilmisser og skrøbelige ønske om at blive forfatter fortælles næsten diskret. Ikke fordækt eller overfladisk, men han virker mere optaget af sine forældre og deres historie end af sin egen. Han vil forstå, som han skriver i starten, men han vil ikke drage hurtige konklusioner, han gør det i hvert fald ikke. Måske er det bogens allerstørste bedrift ud af mange: At han formår det, der for de fleste er næsten umuligt og i hvert fald en kraftanstrengelse: at se sine forældre som mennesker. Jo vist bliver han vred på sin mor over hendes evindelige kværnen og bitterhed, hendes grænseoverskridende opførsel, da han er teenager, kulminerende med forslaget om, at han skal tage sin fars plads i ægtesengen. Og så absolut skælder han ud på Finn over den manglende opmærksomhed og senere over farens laden stå til og stadig mere livstruende alkoholisme. Men han trækker ikke den kausale forbindelse mellem barndomstraumerne og hans problemer som voksen. Ikke fordi han ikke kan se forbindelsen, men fordi han også kan se nuancerne. Han drikker ikke, fordi hans forældre drak – det er for enkelt. Men heller ikke uden betydning – naturligvis.
“(…) jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete.
Da jeg læser sidste side i Rampen, melder tanken sig om, hvad der ikke skete. Eller måske snarere hvad der var sket, hvis Jesper Stein Larsens far ikke var gået med sin forelskelse den dag for næsten 40 år siden. Vi kan jo godt læse historien sådan, at det, der sker mellem Finn og Gitte, ender med at sætte en lavine i gang, som får store følger for mange mennesker i mange år ud i fremtiden. Deres børn, deres svigerbørn, deres børnebørn, deres nye partnere, deres nye partneres nye partnere. Hvad, hvis de var blevet sammen? Havde sat lidt fut i det skrantende ægteskab og var blevet boende på Rampen, hvor de ville have modtaget børn, svigerbørn og børnebørn sammen – hvordan ville det have påvirket alles liv?
Da Finn vælger at opløse sin familie, ændrer han ikke bare fremtiden, men også fortiden for sine sønner. Jyttes bitterhed får hende til at tale grimt om nogle af de oplevelser, Jesper husker som de lykkeligste i sin barndom – svømmehalsbesøg med far og bror, morgenmad på sengen – alt det, han er rundet af. Og i Finns erindring bliver det livet med Gitte, der er ‘det rigtige’, mens årene på Rampen ligesom fader ud som et distant minde. Smerten i netop dette for børnene bør være pensum på teoriprøven til forældreskabet. Vær loyal over for det, dine børn er rundet af, altid!
Man kunne også argumentere for, at vennen Anders’ forældre indretter sig bedre end Jespers set fra en familievinkel, da Anders’ far har sine affærer ved siden af (idet man jo ikke kan “spise frikadeller hver dag”, som det så poetisk formuleres), mens ægteskabet holdes sammen. Der er noget at sige for sammenholdet, også gennem sammenbidte tænder, det ved alle vi, der selv er gået flere gange, for tabets omfang viser sig ofte først meget senere, når euforien ved friheden og følelsernes udfoldelse er dampet af.
Både Finn og Jytte dør ensomme og alkoholiserede. Kunne det være undgået? Måske. Skulle det? Det er vi alle selv overladt til at finde svaret på, for vi har ikke meget andet at støtte os til i et moderne kærlighedsliv end “Hvad føler du selv?”
Selvbiografiske romaner kan have mange formål, hvoraf et kunne være at række en vred pegefinger i retning af forældrene som årsag til alt det svære, forfatteren har oplevet i livet. Og man kan også godt blive harm på Jesper Stein Larsens vegne, når man læser hans familiehistorie. Morens grænseoverskridelse, farens manglende nærvær (og det, at han kalder sine hunde for Jespers og Peters brødre, ærlig talt!), deres indbyrdes, ødelæggende konflikt, som trækker tråde helt ud i de næste generationer. Men den harme ville ikke være i bogens ånd. For Rampen skal ikke, tror jeg, læses som en bebrejdelse, men som en forståelse. En afklaring af, at vi bliver sendt ud i livet med en bagage fra vores forældre, som vi gør klogt i at se nøgternt på, hvis vi vil tynges lidt mindre af den. Fra Finn får Jesper først og fremmest en forståelse for og glæde ved litteratur. Fra Jytte måske især sin følelsesmæssige sammensætning:
Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid, ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, som hun har rørt op.
Gennem sin opvækst får Jesper Stein Larsen ofte at vide, at han hopper over, hvor gærdet er lavest. Med dette værk har han fundet det højeste sted og klatret op, roligt, standhaftigt og til glæde for sine læsere, der takket være hans hårde arbejde kan nyde den lidt klarere udsigt deroppe. Hvis Rampen ikke er en kærlighedserklæring fra en klog og empatisk – og meget flittig – søn, så ved jeg ikke hvad er.
Måtte nogen mene andet, bedes de venligst fortælle:
“Hvor ser du det i teksten?”
Rampen af Jesper Stein Larsen er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her
Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg vågner på tredjedagen med et sæt og en tanke: Hvilken kraftanstrengelse, denne roman må have været at skrive. At dykke ned i sit eget og sine forældres mest smertefulde stof. Huske det, ordne det, og finde en struktur, der fungerer som et narrativ. Og formidle det så enkelt, stramt og fint, at læsere som mig og – spår jeg – tusindvis af andre smider alt, hvad vi har i hænderne, for at sluge historien i grådige bidder og blive klogere på vores eget liv i processen. Jeg bliver udmattet ved tanken. Jeg er træt i forvejen efter det sidste døgns intense læsning, men jeg er også lykkelig, rørt, inspireret.
Jeg har læst årets bedste bog.
Den hedder Rampen og handler om en familie, en skilsmisse, børn og forældre. Den handler om kærlighed. Mellem mand og kvinde, mellem voksne og børn. Kærlighed, der starter, og kærlighed, der slutter. Kærlighed, som er nok, og som ikke er nok. Om livet.
Hvor starter man en anmeldelse af et værk, der gør så stort indtryk? Spurgte man en af bogens hovedpersoner, Finn, ville han sikkert sige: “I teksten”. Finn Stein Larsen, Jesper Stein Larsens far, underviste i dansk, var lyrikkender og bannerfører for den nykritiske læsning i Danmark. Den blev jeg selv induceret med på danskstudiet under professor Thomas Bredsdorffs strenge instrukser i 1990’erne: “Hvor ser du det i teksten?” kan jeg stadig høre ham insistere, når vi vovede en påstand i Tekstanalyse. Alt andet end teksten var ligegyldigt. Især det biografiske, som var det, nykritikerne foragtede mest. En scene i starten af Rampen vækker derfor næsten nostalgisk genklang hos mig. Finn hjælper Jesper med at skrive dansk stil, en tekstanalyse af digtet Indvielsen af Schack Von Staffeldt:
Du skal ikke gætte, Jeppe, de fleste ting, du siger, er rigtige, du skal bare finde svaret i teksten, og hvis det ikke er der, kan du ikke bruge det til noget. Forstår du?
Jeg forestiller mig, at Finn siger det blidere til Jesper end Bredsdorff gjorde til hold 2 på KUA – den århusianske accent og faderkærligheden har nok blødt det lidt op – men selv om Rampen i sig selv (be)viser, at det biografiske faktisk ikke er ligegyldigt, så lærte Nykritikken mange af os at læse. Og jeg læser:
Jeg er i tvivl om, hvorvidt det nytter at gruble over det, der kunne have været. At række hånden ind i det forgangne og flytte rundt på stenene, at åbne den dør, de aldrig åbnede, at fantasere om et andet liv for dem. Men jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete. Jeg ved, det hele peger frem mod i dag. Og i morgen. Jeg kan ikke slippe. Jeg kan ikke flygte, hvis jeg skal forstå. Hvis jeg skal ud af den undtagelsestilstand, jeg befinder mig i.
Sådan er rammen om Rampen. Jesper Stein Larsen er blevet skilt, hans mor er død, han er holdt op med at drikke, og han er bange. Han dykker tilbage i sit eget stof for at forstå, og han tager det hele med.
Jesper vokser op på Rampen i Århus’ velhaverkvarter, Risskov. Far Finn underviser på Katedralskolen i Århus – den skole, der er udødeliggjort i filminstruktøren Niels Malmros’ film, ligesom Jespers eget barndomshjem bliver det, da Skønheden og udyret indspilles her – mor Jytte, der er sygeplejerskeuddannet, arbejder på Statshospitalet. Jesper har en ældre bror, Peter. Drengene og familien er morens et og alt, Finn er distræt, men en gudsbenådet underviser, Jytte og Finn supplerer hinanden. Vi ved en del om Jyttes tanker og følelser, for nogle af kapitlerne er skrevet fra hendes synsvinkel. Jespers egen fødsel, for eksempel, og hans indlæggelse som lille, da han skal opereres for ganespalte, og man adskiller mor og barn, som man gjorde dengang. Og starten på Finns og Jyttes kærlighedshistorie, en fin forelskelse, et ungt par med masser af håb. Familien lever et langt liv sammen – hverdage med bøger og arbejde, fritid og ferier. Jesper går i skole, der er mobning, men også lommer af venskab, et børneliv på godt og ondt, som det så ud i 1970’erne og 80’erne.
Da Jesper går i gymnasiet, kommer han en dag hjem og ser sin far have besøg af en elev, Gitte. I familien har man leet lidt af Gitte, fordi hun sværmer for Finn. Det er ikke ualmindeligt, at lærere har forhold til elever, men Finn er kvabset og distræt, knap en Don Juan. Den dag bliver Jesper dog klar over, at Finn gengælder Gittes interesse, og beder sin far om at “… gøre det et andet sted.”. Finn er først Jespers mor utro, siden forlader han hende, kommer tilbage og går så igen for at leve i et næsten lige så langt ægteskab med Gitte, som han har levet med Jytte.
Mor Jytte går i opløsning, og eftersom Peter er flyttet hjemmefra, er Jesper den eneste til at bevidne opløsningen:
Hun taler og gnider sig om munden med hele hånden og taler og gisper og taler videre og får tårer i øjnene og vender tilbage til det, hun sagde før, drikker en stor slurk hvidvin og gnider sig om munden, mens hun strammer læberne. Hun hulker. Suger på cigaretten, dybt, jeg kan høre tobakken knitre, hun inhalerer, mens hun trækker hovedet bagover, øjnene er lukkede, øjenlågene er helt nede, strakt ud, som når man samtidig ruller øjnene op og retter blikket mod pandebenet, to runde skiver af tyndrød hud med en blå blodåre i det venstre.
“Jeg fatter ikke den mand, at han kunne gøre det. Hvordan kunne han gøre det?
Sådan kører den forladte kvinde, der har mistet det, hun troede allemest på, i ring. I halvandet år. Ofte om natten, når hun ikke kan sove og/eller har fået for meget vin. Imens går Jesper i gymnasiet, forelsker sig i forskellige piger, eksperimenterer med sex, drikker mange dage om ugen og får ikke lavet sine lektier. Far Finn må gribe ind og tale med Jespers rektor, som tilfældigvis er en gammel elev, og Jesper får sin hue og flytter hjemmefra. Driver rundt i livet, læser lidt dansk – det er jo det, men gør i den familie – drikker, forsøger at skrive. Bliver journalist og senere krimiforfatter. Bliver gift og skilt, får børn. Drikker.
Jytte ender med at være bitter over Finns svigt resten af sit liv. Også selv om hun finder en rar livsledsager, Jørgen. Til familiefødselsdage kan Finn og Jytte ikke inviteres sammen, og til større fester må de placeres langt væk fra hinanden. Ved en enkelt lejlighed taler de sammen i 10 minutter og græder begge, ved en anden siger Jytte blot til Finn: “Gud, hvor er du blevet fed!” Deres konflikt er en plage for omgivelserne og for dem selv.
Finns ægteskab med Gitte er godt i mange år, så falder også det fra hinanden, ligesom han oplever sig gammel og fagligt overflødig:
“Ja, Jeppe, jeg har sgu lagt mig på langs. Jeg er ramt af mismod.”
“Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan får vi dig på højkant?”
(….)
“Jeg er ikke helt glad, Jeppe. Jeg føler, at jeg har mistet gnisten. Jeg har ikke rigtig glæde af min undervisning, jeg er gået af mode.”
Jesper og hans bror ser begge forældre, de er gode sønner, men forældrene kæmper med livet og er hårdt arbejde på hver deres måde. Finn er opslugt af sin “unge hustru”, sønnerne angler efter hans opmærksomhed, men får sjældent nok af den. På et tidspunkt sætter de ‘for sjov’ en seddel op med deres navne, fødselsdatoer og telefonnumre, så han kan ringe til dem, men de må ofte selv opsøge hans selskab. Til gengæld er der i mange år hyggeligt i Sjællandsgade, hvor han bor med Gitte, mens det er mere anstrengt at være på Rampen, hvor moren holder sammen på sig selv og livet ved korrekthed. Begge steder flyder alkoholen, men i forhold til sønnerne er de to forældre vidt forskellige:
Hun tager fuldstændig uforbeholdent parti for sine sønner, når lokummet brænder. Der er ingen rettergang, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Ingen er gode nok til hendes drenge. Hos Finn er det diametralt modsat. Hvis hans sønner er blevet forladt, siger han: “Jeg kan kun sige, at jeg altid godt har kunnet lide hende!” eller “Hun har altid været en god og ordentlig kæreste!” Han er fuldstændig loyal. Over for alle.
Forældrene fylder på hver deres måde, og Jespers egne problemer står ligesom lidt i baggrunden. Hans egne alkoholisme, skilmisser og skrøbelige ønske om at blive forfatter fortælles næsten diskret. Ikke fordækt eller overfladisk, men han virker mere optaget af sine forældre og deres historie end af sin egen. Han vil forstå, som han skriver i starten, men han vil ikke drage hurtige konklusioner, han gør det i hvert fald ikke. Måske er det bogens allerstørste bedrift ud af mange: At han formår det, der for de fleste er næsten umuligt og i hvert fald en kraftanstrengelse: at se sine forældre som mennesker. Jo vist bliver han vred på sin mor over hendes evindelige kværnen og bitterhed, hendes grænseoverskridende opførsel, da han er teenager, kulminerende med forslaget om, at han skal tage sin fars plads i ægtesengen. Og så absolut skælder han ud på Finn over den manglende opmærksomhed og senere over farens laden stå til og stadig mere livstruende alkoholisme. Men han trækker ikke den kausale forbindelse mellem barndomstraumerne og hans problemer som voksen. Ikke fordi han ikke kan se forbindelsen, men fordi han også kan se nuancerne. Han drikker ikke, fordi hans forældre drak – det er for enkelt. Men heller ikke uden betydning – naturligvis.
“(…) jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete.”
Da jeg læser sidste side i Rampen, melder tanken sig om, hvad der ikke skete. Eller måske snarere hvad der var sket, hvis Jesper Stein Larsens far ikke var gået med sin forelskelse den dag for næsten 40 år siden. Vi kan jo godt læse historien sådan, at det, der sker mellem Finn og Gitte, ender med at sætte en lavine i gang, som får store følger for mange mennesker i mange år ud i fremtiden. Deres børn, deres svigerbørn, deres børnebørn, deres nye partnere, deres nye partneres nye partnere. Hvad, hvis de var blevet sammen? Havde sat lidt fut i det skrantende ægteskab og var blevet boende på Rampen, hvor de ville have modtaget børn, svigerbørn og børnebørn sammen – hvordan ville det have påvirket alles liv?
Da Finn vælger at opløse sin familie, ændrer han ikke bare fremtiden, men også fortiden for sine sønner. Jyttes bitterhed får hende til at tale grimt om nogle af de oplevelser, Jesper husker som de lykkeligste i sin barndom – svømmehalsbesøg med far og bror, morgenmad på sengen – alt det, han er rundet af. Og i Finns erindring bliver det livet med Gitte, der er ‘det rigtige’, mens årene på Rampen ligesom fader ud som et distant minde. Smerten i netop dette for børnene bør være pensum på teoriprøven til forældreskabet. Vær loyal over for det, dine børn er rundet af, altid!
Man kunne også argumentere for, at vennen Anders’ forældre indretter sig bedre end Jespers set fra en familievinkel, da Anders’ far har sine affærer ved siden af (idet man jo ikke kan “spise frikadeller hver dag”, som det så poetisk formuleres), mens ægteskabet holdes sammen. Der er noget at sige for sammenholdet, også gennem sammenbidte tænder, det ved alle vi, der selv er gået flere gange, for tabets omfang viser sig ofte først meget senere, når euforien ved friheden og følelsernes udfoldelse er dampet af.
Både Finn og Jytte dør ensomme og alkoholiserede. Kunne det være undgået? Måske. Skulle det? Det er vi alle selv overladt til at finde svaret på, for vi har ikke meget andet at støtte os til i et moderne kærlighedsliv end “Hvad føler du selv?”
Selvbiografiske romaner kan have mange formål, hvoraf et kunne være at række en vred pegefinger i retning af forældrene som årsag til alt det svære, forfatteren har oplevet i livet. Og man kan også godt blive harm på Jesper Stein Larsens vegne, når man læser hans familiehistorie. Morens grænseoverskridelse, farens manglende nærvær (og det, at han kalder sine hunde for Jespers og Peters brødre, ærlig talt!), deres indbyrdes, ødelæggende konflikt, som trækker tråde helt ud i de næste generationer. Men den harme ville ikke være i bogens ånd. For Rampen skal ikke, tror jeg, læses som en bebrejdelse, men som en forståelse. En afklaring af, at vi bliver sendt ud i livet med en bagage fra vores forældre, som vi gør klogt i at se nøgternt på, hvis vi vil tynges lidt mindre af den. Fra Finn får Jesper først og fremmest en forståelse for og glæde ved litteratur. Fra Jytte måske især sin følelsesmæssige sammensætning:
Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid, ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, som hun har rørt op.
Gennem sin opvækst får Jesper Stein Larsen ofte at vide, at han hopper over, hvor gærdet er lavest. Med dette værk har han fundet det højeste sted og klatret op, roligt, standhaftigt og til glæde for sine læsere, der takket være hans hårde arbejde kan nyde den lidt klarere udsigt deroppe. Hvis Rampen ikke er en kærlighedserklæring fra en klog og empatisk – og meget flittig – søn, så ved jeg ikke hvad er.
Måtte nogen mene andet, bedes de venligst fortælle:
“Hvor ser du det i teksten?”
Rampen af Jesper Stein Larsen er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her
Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.
❤️❤️❤️❤️❤️ Charlie Mackesy: Drengen, muldvarpen, ræven og hesten
En lille dreng møder først en muldvarp med udpræget kagetrang, så en tavs ræv og en mægtig og stærk hest. Sammen begiver de sig på en rejse for at finde hjem. Undervejs taler de sammen. Om andres forventninger, om vores egne – og en del om kage.
Charlie Mackesy har med sin bog Drengen, muldvarpen, ræven og hesten begået et lille, simpelt mesterværk, som mest passende kan sammenlignes med Antoine de Saint-Exupérys ikoniske bog om den lille prins.
I en spontan blækstreg og smukke poetiske akvareller – og ganske få sætninger – formår han at videregive en livsvisdom så essentiel, at den næsten kan virke banal. Det er umuligt ikke at forelske sig i bogens simple univers og ikke sært, at bogen hos vores engelsktalende medlæsere var været en vaskeægte bestseller. En bog, alle børn fortjener at få læst højt.
Charlie Mackesy, Drengen, muldvarpen, ræven og hesten fra forlaget Svane og Bilgrav.
❤️❤️❤️❤️ I Sara Blædels nye Louise Rick-krimi Den tavse enke er der en flyvetur, som starter udfordrende, bliver værre og værre og ender katastrofalt. Lidt samme billede kunne man godt bruge om bogens historie i det hele taget.
Den starter med fundet af en myrdet kvindelig kroejer på Tåsinge. Louise Rick, der har opgivet jobbet som drabschef (ifølge sin skaber, fordi det simpelthen var for kedeligt at skrive om – og fordi man ikke kan sparke sig vej frem for fiktive drabschefer i København) for at blive leder af P13, en slags moderne rejsehold, bliver tilkaldt for at hjælpe det lokale politi – af alle de forkerte grunde, finder hun hurtigt ud af. Mens Rick forsøger at få en efterforskning op at stå med de skuffende ressourcer, hun har fået stillet til rådighed trods forsikringer om det modsatte, udvikler tingene sig fra slemt til værre. Det viser sig nemlig, at der har boet et lille barn på den kro, den myrdede – ifølge alle barnløse – kvinde drev. Drengen er væk, og da det gennem DNA-test viser sig, hvem han er, kommer krybene frem fra under den løftede lokale sten. En for en.
Jeg kan godt lide den måde at komme i gang med en krimi på; med en forholdsvist lang indflyvning, som giver tid og ro til at lære de nye personer at kende. Louise Rick kender vi jo efterhånden ganske godt efter 11 bøger, inklusive denne. Sidst vi så hende, forlod hun sin kæreste Eik på deres jordomrejse, og i denne bog dukker han op for at hjælpe med at finde den forsvundne dreng. Det er klædeligt, at den personlige relation mellem Eik og Louise fylder lige præcis nok og ikke mere. Vi kunne godt have fortabt os i deres will they-won’t they, men Blædel har meget mere på hjerte, en større historie at fortælle, en fortællevinge at brede ud. Louises journalistveninde Camilla er også med igen – omend hun prøver at undslå sig i første omgang – og hende og hendes issues, herunder i i forhold til Louise, kender vi også.
Rundt om de to lærer vi så miljøet på Tåsinge af kende; en flok mennesker med dunkle hemmeligheder, udenomsægteskabelige affærer, skuffelser, undertrykt seksualitet, barnløshed og sorg. Rigtig meget sorg. Dén er Blædel virkelig dygtig til at beskrive. Ligesom hun beskriver mennesker, der står levende for os, også selv om vi måske kun skal kende dem en kort tid, en enkelt bog. Handymanden Jack Skovby, den tragedieramte Helene Funch og den ditto Eva Nørgaard er nogle af dem, vi møder, som gør indtryk. Et liv og et samfund foldes ud, godt nok et, hvor der er mere at græde over end at grine af, men sådan er krimiens væsen.
Den tavse enke er egentlig ikke uhyggelig; jeg kom langt hen i plottet, før min puls steg, men så steg den også eksponentielt. Og jeg læser grundlæggende ikke krimier for at blive skræmt, men for at blive ledt ind i nogle spændende personer og lære at forstå, hvad der driver dem, indimellem til handlinger, der under normale omstændigheder er helt utænkelige. Lige præcis dette mestrer Sara Blædel, og derfor er jeg med på 11. Louise Rick-krimi og står ikke af foreløbig.
Den tavse enke af Sara Blædel er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her
Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.
Palle Schjødtz har læst en bog med 20 kærlighedshistorier, fortalt af en af tidens mest populære TV-journalister, Anders Agger. Og anbefaler den varmt til alle os, der bøvler med det store K.
❤️❤️❤️❤️❤️ Mange kender Anders Agger som TV-journalist, ikke mindst fra hans ekskursioner i udlandet og i dette Corona-år i Danmark sammen med Anne Hjernøe. Mingo er en dygtig fotograf med en egen stil i såvel sort/hvide som farvebilleder.
Anders Agger har en særlig fortælle- og interviewstil, ofte med korte sætninger og med kontante spørgsmål, og allerede i læsningen af prologen er det som at høre ham. Godt, hvis man kan lide ham, måske ikke så interessant, hvis man ikke bryder sig om hans stil. I sine interviews er han tilbøjelig til at bringe sig selv i spil – bogstavelig talt gennem sine referencer til fodboldinteressen, men også på andre måder – til bogens emne: Kærlighed med stort K.
Bogen indeholder 20 kærlighedshistorier, de fleste fortalt af begge parter i kærlighedsforholdet, enkelte fortalt af den efterladte part efter partnerens død. Parrene dækker et bredt spektrum af typer, kendte og ukendte for den store offentlighed, gamle og ikke så gamle. De har alle været lykkelige, men ikke uden forviklinger. Som regel læser vi begge parters fortællinger skiftevis, eventuelt afbrudt af Anders Aggers indskudte kommentarer, men det kan også være forfatterens beskrivelser suppleret med den ene parts dagbogsnotater. Nogle af fortællingerne huskes specielt for den måde, parterne lærte hinanden at kende på, for eksempel et tilfældigt møde i et tog, hvor den ene part lige fik afleveret en besked, skønt den anden øjensynligt havde sin kæreste med. I andre fortællinger berettes om et brud undervejs, og hvordan det blev helet. Det glæder en af bogens (kendte) personer sig over.
Jeg takker for det liv, jeg har fået
Takker for den tid, der er gået
Takker for hver eneste dag
Og takker for at du kom tilbage
Alle fortællingerne giver sine versioner af den kærlighed, som har været grundlaget for at holde parret sammen – ofte gennem en lang, nærmest livslang periode. Det er tydeligt, at Anders Agger gennem sine samtaler med parrene og deres beretninger har forsøgt at få hold på kærlighedens væsen og udtryk velvidende, at det aldrig helt vil lykkes. Nogle af udsagnene er kloge, andre er rørende, atter andre morsomme.
Jeg elsker dig, som han sagde til hende dengang ved sølvbrylluppet foran alle de andre
Og siden kom fra det
Læseren vil måske ikke finde alle fortællingerne lige interessante, men de indeholder alle en lærdom om kærlighedens væsen, dens udfordringer og dens store glæder. De fleste vil i fortællingerne finde elementer, som de kan relatere til egne oplevelser – og måske lære noget af.
Mingos fotos er et fint bud på de portrætteredes karakter og supplerer teksten på forbilledlig (!) vis.
Bogen kan varmt anbefales til læsere, som har fundet, har mistet, eller søger kærligheden. Mange vil føle sig forundret, betaget eller bevæget af historierne og ofte underholdt. Anders Agger fans vil elske den.
Kærlighed af Anders Agger og Mingo er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her
❤️❤️❤️❤️❤️ Linn Skåber og Lisa Aisato: Til Ungdommen
Vejen mellem barndom og voksenlivet er vist kroget og ujævn for de fleste. Alt er kaos. Kroppen er i udbrud, forholdet til forældrene i opbrud og samtidig forventes man hver eneste dag at stå ud af sengen og fungere som et helt normalt menneske. En manual ville være på sin plads, og det er netop hvad den norske skuespiller og komiker, Linn Skåber, sammen sin brillante landsmand, illustratoren Lisa Aisato, har sat sig for at levere.
Trods bogens lette og ofte ret sjove tilgang er Skåber gået seriøst til opgaven. Hun har interviewet et større antal teens og samlet deres udfordringer og erfaringer i 31 små indlæg, som alle beskriver noget af det, der kendetegner årene-ind-imellem.
Der er “Mor var bange i fredags” om moderen, som går i akut neurose over de mange farer, der lurer på teenageren (partybusser, lattergaspatroner, stoffer, hun ikke kender, kirsebærvin), mens hun selv poster billeder på Facebook, hvor hun er stang rødvins-bacardi. “Tolvtal i livet” som er det fineste digt om alle de middelmådige karakterer, hovedpersonen har hevet hjem i norsk, tysk og matematik og afsluttet med et flot 12-tal i at være teenager og ikke være udbrændt. Et meget fint snit, når man tænker over det. Eller “Bær mig”, som med en af Lisa Aisatos smukke illustrationer som underlægning beskriver den store datters lyst til igen at blive holdt og båret som et barn “præcis sådan, så vi begge glemmer, at jeg snart bliver ubærlig“.
Skåber og Aisato behandler deres følsomme emne med indlevelse og finfølelse, og der er meget at lære i Til ungdommen – både for ungdommen og de forældre, som skal vænne sig til, at deres børn ikke længere er børn.
For de særskilt heldige forældre, som er i stand til at drive deres teenager ud i en egentlig samtale, er bogen et sandt tag selv bord af fine oplæg til de snakke, man ellers sjældent får taget. Om forventninger, seksualitet, svære venskaber og alt det nærmest umulige ved at skulle være både en slags barn og en slags voksen på samme tid.
En oplagt julegave til husstandens teenager – og måske også til forældrene, som en påmindelse om, hvad det er for et væsen, de nu bor under tag med.
Linn Skåber & Lisa Aisato, Til ungdommen fra forlaget Koppelwrite.
VORES BOGLIV 