Rampen til livet

❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg vågner på tredjedagen med et sæt og en tanke: Hvilken kraftanstrengelse, denne roman må have været at skrive. At dykke ned i sit eget og sine forældres mest smertefulde stof. Huske det, ordne det, og finde en struktur, der fungerer som et narrativ. Og formidle det så enkelt, stramt og fint, at læsere som mig og – spår jeg – tusindvis af andre smider alt, hvad vi har i hænderne, for at sluge historien i grådige bidder og blive klogere på vores eget liv i processen. Jeg bliver udmattet ved tanken. Jeg er træt i forvejen efter det sidste døgns intense læsning, men jeg er også lykkelig, rørt, inspireret.

Jeg har læst årets bedste bog.

Den hedder Rampen og handler om en familie, en skilsmisse, børn og forældre. Den handler om kærlighed. Mellem mand og kvinde, mellem voksne og børn. Kærlighed, der starter, og kærlighed, der slutter. Kærlighed, som er nok, og som ikke er nok. Om livet.

Hvor starter man en anmeldelse af et værk, der gør så stort indtryk? Spurgte man en af bogens hovedpersoner, Finn, ville han sikkert sige: “I teksten”. Finn Stein Larsen, Jesper Stein Larsens far, underviste i dansk, var lyrikkender og bannerfører for den nykritiske læsning i Danmark. Den blev jeg selv induceret med på danskstudiet under professor Thomas Bredsdorffs strenge instrukser i 1990’erne: “Hvor ser du det i teksten?” kan jeg stadig høre ham insistere, når vi vovede en påstand i Tekstanalyse. Alt andet end teksten var ligegyldigt. Især det biografiske, som var det, nykritikerne foragtede mest. En scene i starten af Rampen vækker derfor næsten nostalgisk genklang hos mig. Finn hjælper Jesper med at skrive dansk stil, en tekstanalyse af digtet Indvielsen af Schack Von Staffeldt:

Du skal ikke gætte, Jeppe, de fleste ting, du siger, er rigtige, du skal bare finde svaret i teksten, og hvis det ikke er der, kan du ikke bruge det til noget. Forstår du?

Jeg forestiller mig, at Finn siger det blidere til Jesper end Bredsdorff gjorde til hold 2 på KUA – den århusianske accent og faderkærligheden har nok blødt det lidt op – men selv om Rampen i sig selv (be)viser, at det biografiske faktisk ikke er ligegyldigt, så lærte Nykritikken mange af os at læse. Og jeg læser:

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det nytter at gruble over det, der kunne have været. At række hånden ind i det forgangne og flytte rundt på stenene, at åbne den dør, de aldrig åbnede, at fantasere om et andet liv for dem. Men jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete. Jeg ved, det hele peger frem mod i dag. Og i morgen. Jeg kan ikke slippe. Jeg kan ikke flygte, hvis jeg skal forstå. Hvis jeg skal ud af den undtagelsestilstand, jeg befinder mig i.

Sådan er rammen om Rampen. Jesper Stein Larsen er blevet skilt, hans mor er død, han er holdt op med at drikke, og han er bange. Han dykker tilbage i sit eget stof for at forstå, og han tager det hele med.

Jesper vokser op på Rampen i Århus’ velhaverkvarter, Risskov. Far Finn underviser på Katedralskolen i Århus – den skole, der er udødeliggjort i filminstruktøren Niels Malmros’ film, ligesom Jespers eget barndomshjem bliver det, da Skønheden og udyret indspilles her – mor Jytte, der er sygeplejerskeuddannet, arbejder på Statshospitalet. Jesper har en ældre bror, Peter. Drengene og familien er morens et og alt, Finn er distræt, men en gudsbenådet underviser, Jytte og Finn supplerer hinanden. Vi ved en del om Jyttes tanker og følelser, for nogle af kapitlerne er skrevet fra hendes synsvinkel. Jespers egen fødsel, for eksempel, og hans indlæggelse som lille, da han skal opereres for ganespalte, og man adskiller mor og barn, som man gjorde dengang. Og starten på Finns og Jyttes kærlighedshistorie, en fin forelskelse, et ungt par med masser af håb. Familien lever et langt liv sammen – hverdage med bøger og arbejde, fritid og ferier. Jesper går i skole, der er mobning, men også lommer af venskab, et børneliv på godt og ondt, som det så ud i 1970’erne og 80’erne.

Da Jesper går i gymnasiet, kommer han en dag hjem og ser sin far have besøg af en elev, Gitte. I familien har man leet lidt af Gitte, fordi hun sværmer for Finn. Det er ikke ualmindeligt, at lærere har forhold til elever, men Finn er kvabset og distræt, knap en Don Juan. Den dag bliver Jesper dog klar over, at Finn gengælder Gittes interesse, og beder sin far om at “… gøre det et andet sted.”. Finn er først Jespers mor utro, siden forlader han hende, kommer tilbage og går så igen for at leve i et næsten lige så langt ægteskab med Gitte, som han har levet med Jytte.

Mor Jytte går i opløsning, og eftersom Peter er flyttet hjemmefra, er Jesper den eneste til at bevidne opløsningen:

Hun taler og gnider sig om munden med hele hånden og taler og gisper og taler videre og får tårer i øjnene og vender tilbage til det, hun sagde før, drikker en stor slurk hvidvin og gnider sig om munden, mens hun strammer læberne. Hun hulker. Suger på cigaretten, dybt, jeg kan høre tobakken knitre, hun inhalerer, mens hun trækker hovedet bagover, øjnene er lukkede, øjenlågene er helt nede, strakt ud, som når man samtidig ruller øjnene op og retter blikket mod pandebenet, to runde skiver af tyndrød hud med en blå blodåre i det venstre.

“Jeg fatter ikke den mand, at han kunne gøre det. Hvordan kunne han gøre det?

Sådan kører den forladte kvinde, der har mistet det, hun troede allemest på, i ring. I halvandet år. Ofte om natten, når hun ikke kan sove og/eller har fået for meget vin. Imens går Jesper i gymnasiet, forelsker sig i forskellige piger, eksperimenterer med sex, drikker mange dage om ugen og får ikke lavet sine lektier. Far Finn må gribe ind og tale med Jespers rektor, som tilfældigvis er en gammel elev, og Jesper får sin hue og flytter hjemmefra. Driver rundt i livet, læser lidt dansk – det er jo det, men gør i den familie – drikker, forsøger at skrive. Bliver journalist og senere krimiforfatter. Bliver gift og skilt, får børn. Drikker.

Jytte ender med at være bitter over Finns svigt resten af sit liv. Også selv om hun finder en rar livsledsager, Jørgen. Til familiefødselsdage kan Finn og Jytte ikke inviteres sammen, og til større fester må de placeres langt væk fra hinanden. Ved en enkelt lejlighed taler de sammen i 10 minutter og græder begge, ved en anden siger Jytte blot til Finn: “Gud, hvor er du blevet fed!” Deres konflikt er en plage for omgivelserne og for dem selv.

Finns ægteskab med Gitte er godt i mange år, så falder også det fra hinanden, ligesom han oplever sig gammel og fagligt overflødig:

“Ja, Jeppe, jeg har sgu lagt mig på langs. Jeg er ramt af mismod.”

“Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan får vi dig på højkant?”

(….)

“Jeg er ikke helt glad, Jeppe. Jeg føler, at jeg har mistet gnisten. Jeg har ikke rigtig glæde af min undervisning, jeg er gået af mode.”

Jesper og hans bror ser begge forældre, de er gode sønner, men forældrene kæmper med livet og er hårdt arbejde på hver deres måde. Finn er opslugt af sin “unge hustru”, sønnerne angler efter hans opmærksomhed, men får sjældent nok af den. På et tidspunkt sætter de ‘for sjov’ en seddel op med deres navne, fødselsdatoer og telefonnumre, så han kan ringe til dem, men de må ofte selv opsøge hans selskab. Til gengæld er der i mange år hyggeligt i Sjællandsgade, hvor han bor med Gitte, mens det er mere anstrengt at være på Rampen, hvor moren holder sammen på sig selv og livet ved korrekthed. Begge steder flyder alkoholen, men i forhold til sønnerne er de to forældre vidt forskellige:

Hun tager fuldstændig uforbeholdent parti for sine sønner, når lokummet brænder. Der er ingen rettergang, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Ingen er gode nok til hendes drenge. Hos Finn er det diametralt modsat. Hvis hans sønner er blevet forladt, siger han: “Jeg kan kun sige, at jeg altid godt har kunnet lide hende!” eller “Hun har altid været en god og ordentlig kæreste!” Han er fuldstændig loyal. Over for alle.

Forældrene fylder på hver deres måde, og Jespers egne problemer står ligesom lidt i baggrunden. Hans egne alkoholisme, skilmisser og skrøbelige ønske om at blive forfatter fortælles næsten diskret. Ikke fordækt eller overfladisk, men han virker mere optaget af sine forældre og deres historie end af sin egen. Han vil forstå, som han skriver i starten, men han vil ikke drage hurtige konklusioner, han gør det i hvert fald ikke. Måske er det bogens allerstørste bedrift ud af mange: At han formår det, der for de fleste er næsten umuligt og i hvert fald en kraftanstrengelse: at se sine forældre som mennesker. Jo vist bliver han vred på sin mor over hendes evindelige kværnen og bitterhed, hendes grænseoverskridende opførsel, da han er teenager, kulminerende med forslaget om, at han skal tage sin fars plads i ægtesengen. Og så absolut skælder han ud på Finn over den manglende opmærksomhed og senere over farens laden stå til og stadig mere livstruende alkoholisme. Men han trækker ikke den kausale forbindelse mellem barndomstraumerne og hans problemer som voksen. Ikke fordi han ikke kan se forbindelsen, men fordi han også kan se nuancerne. Han drikker ikke, fordi hans forældre drak – det er for enkelt. Men heller ikke uden betydning – naturligvis.

“(…) jeg kan ikke komme videre, hvis jeg ikke tager det hele med. Det der skete, såvel som det, der ikke skete.

Da jeg læser sidste side i Rampen, melder tanken sig om, hvad der ikke skete. Eller måske snarere hvad der var sket, hvis Jesper Stein Larsens far ikke var gået med sin forelskelse den dag for næsten 40 år siden. Vi kan jo godt læse historien sådan, at det, der sker mellem Finn og Gitte, ender med at sætte en lavine i gang, som får store følger for mange mennesker i mange år ud i fremtiden. Deres børn, deres svigerbørn, deres børnebørn, deres nye partnere, deres nye partneres nye partnere. Hvad, hvis de var blevet sammen? Havde sat lidt fut i det skrantende ægteskab og var blevet boende på Rampen, hvor de ville have modtaget børn, svigerbørn og børnebørn sammen – hvordan ville det have påvirket alles liv?

Da Finn vælger at opløse sin familie, ændrer han ikke bare fremtiden, men også fortiden for sine sønner. Jyttes bitterhed får hende til at tale grimt om nogle af de oplevelser, Jesper husker som de lykkeligste i sin barndom – svømmehalsbesøg med far og bror, morgenmad på sengen – alt det, han er rundet af. Og i Finns erindring bliver det livet med Gitte, der er ‘det rigtige’, mens årene på Rampen ligesom fader ud som et distant minde. Smerten i netop dette for børnene bør være pensum på teoriprøven til forældreskabet. Vær loyal over for det, dine børn er rundet af, altid!

Man kunne også argumentere for, at vennen Anders’ forældre indretter sig bedre end Jespers set fra en familievinkel, da Anders’ far har sine affærer ved siden af (idet man jo ikke kan “spise frikadeller hver dag”, som det så poetisk formuleres), mens ægteskabet holdes sammen. Der er noget at sige for sammenholdet, også gennem sammenbidte tænder, det ved alle vi, der selv er gået flere gange, for tabets omfang viser sig ofte først meget senere, når euforien ved friheden og følelsernes udfoldelse er dampet af.

Både Finn og Jytte dør ensomme og alkoholiserede. Kunne det være undgået? Måske. Skulle det? Det er vi alle selv overladt til at finde svaret på, for vi har ikke meget andet at støtte os til i et moderne kærlighedsliv end “Hvad føler du selv?”

Selvbiografiske romaner kan have mange formål, hvoraf et kunne være at række en vred pegefinger i retning af forældrene som årsag til alt det svære, forfatteren har oplevet i livet. Og man kan også godt blive harm på Jesper Stein Larsens vegne, når man læser hans familiehistorie. Morens grænseoverskridelse, farens manglende nærvær (og det, at han kalder sine hunde for Jespers og Peters brødre, ærlig talt!), deres indbyrdes, ødelæggende konflikt, som trækker tråde helt ud i de næste generationer. Men den harme ville ikke være i bogens ånd. For Rampen skal ikke, tror jeg, læses som en bebrejdelse, men som en forståelse. En afklaring af, at vi bliver sendt ud i livet med en bagage fra vores forældre, som vi gør klogt i at se nøgternt på, hvis vi vil tynges lidt mindre af den. Fra Finn får Jesper først og fremmest en forståelse for og glæde ved litteratur. Fra Jytte måske især sin følelsesmæssige sammensætning:

Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid, ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, som hun har rørt op.

Gennem sin opvækst får Jesper Stein Larsen ofte at vide, at han hopper over, hvor gærdet er lavest. Med dette værk har han fundet det højeste sted og klatret op, roligt, standhaftigt og til glæde for sine læsere, der takket være hans hårde arbejde kan nyde den lidt klarere udsigt deroppe. Hvis Rampen ikke er en kærlighedserklæring fra en klog og empatisk – og meget flittig – søn, så ved jeg ikke hvad er.

Måtte nogen mene andet, bedes de venligst fortælle:

“Hvor ser du det i teksten?”

Rampen af Jesper Stein Larsen er udgivet på Politikens forlag og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar er venligst tilsendt af forlaget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s